Kritik som Kontrol – Narcissistens Arsenal

I efteråret udkommer min første bog. Udover at det er en proces, der udfordrer tålmodigheden og evnen til at fastholde et fokus i dyb koncentration, er det også en rejse ud i den narcissistiske mands måder at manipulere med sin partner på, så hun til sidst tvivler på, om hendes indre kompasnål er til at stole på, eller om den, ligesom Jack Sparrows i ”Pirates of the Caribbean” peger i retning af det, man mest ønsker sig – men modsat Jacks, ikke i retning af det hun ønsker sig, men i retning af det, hendes partner ønsker sig.

En af måderne narcissisten får partnerens kompasnål til at dreje sig efter hans ønsker, er ved at kontrollere hende igennem passiv-aggressiv kritik – og i dagens indlæg får du en lille smagsprøve på, hvordan det typisk ser ud.

Når man er sammen med en narcissist, vil man opdage, at han langsomt piller alt, hvad man består af, fra hinanden. Hvis han synes partnerens musik er larm, får hun forbud mod at spille det, når han er i huset. Hvis han synes hendes tøj er for udfordrende, får hun forbud mod at tage det på. Hvis han synes hendes meninger er dumme, får hun forbud mod at italesætte dem.

Men selvfølgelig foregår det sjældent så åbenlyst som igennem direkte forbud, for det ville gøre det nemt for hende at fortælle ham, at han ikke skal diktere hendes adfærd, ønsker og behov. I stedet pakker han det ind på måder, der lyder som løsninger, men som i virkeligheden er kritik, der har til formål at få hende til at rette ind.

Manipulation forklædt som Løsninger

Narcissisten siger ikke til sin kæreste, at hun ikke må spille sin musik. I stedet siger han ”Jeg får hovedpine af din musiksmag, kan du ikke tage høretelefoner på?” og jo, selvfølgelig kan hun det, hvis ikke det var fordi hun godt ved, at det heller ikke er en løsning han vil affinde sig med (også selvom han selv har foreslået det, for så vil han sige at hun er asocial eller fraværende, eller på anden måde ikke tilstede i fællesskabet!). Hvis han, som i det andet eksempel, har et problem med hendes tøj, vil han ikke forbyde hende at iklæde sig sit tøj, men vil i stedet sige ”Synes du ikke lige, det er en tand for udfordrende?” eller ”Hvem skal du imponere i dag?” Med andre ord får han hende til at se sig selv som flirtende for andre mænds sultne blikke, og fordi hun ved, at det gør ham usikker, vælger hun selvfølgelig over tid at tage de højhalsede bluser på i stedet. Hvis han synes hendes meninger er tåbelige, gør han hende opmærksom på det, ved at latterliggøre hende, især foran andre, så hun lærer snart at det, hun siger til ham i det, hun troede var en privatsfære, sagtens kan blive aftenens store latternummer foran gæsterne. Ingen kan lide at blive ydmyget, så i stedet lærer hun at holde mund, for hvis hun spørger ham, hvorfor han ydmyger hende, ser han på hende med et slet hånligt blik, og svarer hende med en konstatering: ”Du kan da heller ikke tage en vittighed. Alle grinede jo af det. Slap dog lidt af!”

Hvorfor gør han det?

Det kan være utrolig svært at forstå, hvorfor man har en partner, der ikke værdsætter de kvaliteter og interesser man har, men som i stedet har brug for at nedgøre og eliminere alt, hvad der gør dig til et unikt menneske. Hvorfor skal han absolut nedgøre musiksmag, tøjstil eller meninger? Skyldes det virkeligt at han ikke kan lide musikken, tøjet eller meningerne? Nej.

Det handler ikke om de konkrete ting ved dig, hvilket du også ved, hvis du har været sammen med en narcissist og du ændrer de ting, han angiveligt ikke kan holde ud, for så rykker hans fokus over på noget nyt, der ikke tidligere var et problem. Du kan med andre ord aldrig stille ham tilfreds, og deri ligger svaret.

Årsagen er ikke at narcissisten er et decideret ondskabsfuldt menneske, men der er især to følelser, der gør at narcissisten har svært ved at rumme og tåle, at du er din egen person:

  • Han er misundelig
  • Han frygter forskellighed

Modsat, hvad man normalt ville antage, så er narcissister, selvom de forsøger at fremstå som ligeglade med omverden, enormt optagede af, hvad andre tænker om dem, og om disse ’andre’ ser op til dem. Hvis en narcissist oplever, at hans kæreste har eller kan det, han gerne selv vil fremstå som, bliver han misundelig fordi hun ikke spiller skuespil, men vitterligt er, som han gerne selv ville være. Hvis hun er god til at vise omsorg overfor børnene, som derfor oftest henvender sig til hende i situationer, hvor de har brug for trøst, gør han hende til ’pylret’ eller ’hønemor’ eller på andre måder ’for meget’, fordi hun kan noget, der ikke falder ham naturligt. Misundelsen bliver altså rettet mod alt det, han ville ønske han selv kunne mærke og opleve – mest af alt naturlighed og afslappethed.

Sammen med misundelsen komme frygten for forskellighed. Denne frygt peger i to retninger, og for at forstå hvad det betyder, skal vi lige kigge på en anden ting, der er typisk for narcissisten, nemlig hans oplevelse af verden i sort-hvid.

Den Sort-Hvide Verden

Narcissistens sort-hvide verden er, ligesom alt andet i hans verden, meget simpel. Det var vist George W. Bush, der i sin optakt til krigen mod Afghanistan og Irak efter 11. September 2001 opildnede verden til en opdeling mellem ’os versus dem’ igennem en enkelt sætning, der også illustrerer narcissistens verdensbillede ganske glimrende, nemlig: ”Hvis ikke du er med os, er du imod os!” Narcissisten ser på samme måde ikke nuancer af hverken grå eller andre farver, men oplever i stedet verden ud fra et enten-eller perspektiv. I et enten-eller perspektiv vil der altid være en rigtig og en forkert, og hermed er vi tilbage ved frygten for forskellighed og frygten for nuancer, for hvis du ikke er med mig, må du nødvendigvis være imod mig.

Forskellighed bliver, på grund af det sort-hvide verdensbillede, altså til en kamp om rigtig og forkert, og fordi der er så meget på spil, når alt er sort-hvidt, så er det ikke svært at se, at hvis han skal bevare rollen som den Bedste og den Gode, skal han være rigtig, og derfor er partneren, ud fra samme logik, nødt til at være forkert. Derfor presser han alt, hvad han kan mod de steder, hvor du adskiller dig fra ham og har en anden mening /holdning/interesse – for hvis ikke han kan gøre dig forkert, bliver det ham selv, der sidder med Sorteper, og det kan han ikke bære…

 

Hvis du vil høre mere om narcissistiske mænd i parforhold, afholder jeg foredrag i Århus, Svendborg og København henover foråret. Hvis du vil læse mere, se datoer eller tilmelde dig, kan du klikke her.

Foredragene er også optakt til bogens udgivelse, og hvis du kommer til et af foredragene, kan du komme på en uforpligtende liste til at købe et signeret eksemplar af bogen, så snart den udkommer.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i Narcissisme, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hvor blev din livsglæde og passion af?

depressed young woman sitting at home by nenetusJeg kommer til  til Århus og Svendborg om et par uger og holder mit foredrag ”Den Narcissistiske Mand,” og der er deadline for tilmelding på fredag d. 1 april 2016.

Kvinderne, der tidligere har deltaget i foredraget, fortæller bagefter, hvor rart det var at være i rum med andre kvinder, der deler de samme oplevelser. Lettelsen ved at opdage, at man ikke er den eneste, der bliver behandlet dårligt, og får at vide at det er ens egen skyld, er næsten håndgribelig i rummet.

(Der er stadig pladser, og du tilmelder dig lige her, men skynd dig, for der er kun få pladser tilbage)

Men…hvad er det, der gør, at vi ender med følelsen af at være den eneste kvinde i verden, der sidder fast i den form for skam, der udløses af et forhold med en narcissist?

Når du er sammen med en narcissist, oplever du i starten noget nær eufori. Det, I har sammen, er ulig noget som helst andet, du tidligere har oplevet, og måske er han dukket op i dit liv, lige da du havde allermest brug for at blive bekræftet og få emotionel støtte. Mange kvinder fortæller da også, at narcissisten i deres liv er deres første kæreste efter en skilsmisse, ofte fra et glædesløst ægteskab, og lige pludselig føler de sig igen lyslevende og høje på kærligheden. Faktisk er kærligheden, når den beskrives, nærmere en besættelse, en fortryllelse eller en slags genopdaget teenagetilstand.

Sms’erne ryger frem og tilbage. Det er hedt. Det er intenst. Det er altopslugende.

Og så begynder det at blive farligt…

I denne næsten maniske fase, har du nemlig kun øjne for ham. Alt andet glider i baggrunden. Følelserne får lov til at fylde det hele, og fornuften dukker op som en irriterende gæst, når der skal betales regninger, eller der skal handles ind. Hvis du kunne, ville du lukke dig inde i osteklokken med ham og lade resten af verden sejle. Ciao…

Men det kan man ikke. Man er nødt til ind imellem at passe sit arbejde. At sige nej til samværet med ham, selv om hele kroppen skriger JAAAAA.

Så starter det med at han bliver såret over, at du skulle noget andet, der tog din opmærksomhed væk fra jeres lidenskab. Du føler dig lidt smigret over hans reaktion, men der er også noget andet. En lille rød advarselslampe, der blinker i baghovedet…Lyset ser omtrent sådan ud: ”Okay, det er da meget sødt at han vil mig så meget, men hvorfor reagerer han SÅ voldsomt? Og hvorfor vil han ikke høre på mig, når jeg siger, at det ikke var fordi, jeg ikke ville ham, men at jeg var nødt til at gå til møde/aflevere børn/mødes med min mor?”

Nu titter den lille frygt frem, og du bliver bange for at han har misforstået dig. At han ikke tror på at du virkelig vil ham, lige så meget som han vil dig. Så du gør dig endnu mere umage og nu begynder du aktivt at skære ting væk fra dit liv for at bevise overfor ham, at du vil ham. Men så skulle du til tandlægen. For det skal man ind imellem. Og så blev han igen skuffet. Han følte ikke at du var der for ham, da han havde brug for dig. Der er på forunderlig vis pludselig opstået en form for konkurrence imellem jer, der handler om, hvem, der elsker den anden mest!!

I den konkurrence sniger der sig langsomt sniger en anden tone ind i hans stemme. Nu er det ikke længere kun hans fornærmethed du skal forholde dig til. Nu begynder han også lige så langsomt at fortælle dig, at du kun tænker på dig selv. At du er den eneste i hele verden, der ikke plejer sit parforhold ordentligt. At han aldrig har været sammen med nogen, der var så egoistisk som dig.

I stedet for at se, hvor manipulerende han er, er du fanget i konkurrencen om at bevise din kærlighed. Når vi er i den kamp, er det rasende svært at se strategien. Så du gør endnu mere for at bevise det for ham. Du kæmper for at vise ham og overbevise ham om din kærlighed. Du isolerer dig mere og mere, men det er aldrig helt godt nok for ham, for du kan ikke isolere dig helt fra omverdenen.

Til sidst er du så opslugt af at skulle tilfredsstille hans umættelige behov efter din konstante opmærksomhed, at du ikke længere prioriterer de ting udenfor forholdet, der gør dig glad. Måske når du endda dertil, hvor du ikke længere kan huske, hvad det egentlig var, der gjorde dig glad, for han har talt så dårligt og nedsættende om alt, hvad du havde i dit liv før, så du ikke længere kan mærke nogen glæde ved det.

Når du så sidder i et rum med 10-20 andre kvinder, der også kender til at have mistet livsgnisten og passionen for deres liv, bliver det tydeligt for dig, at det ikke er dig, der er noget galt med, for det her er blot en del af narcissistens spind…

(Skal du med til foredrag? Husk at tilmeldte får mulighed for at skrive sig på listen til et signeret eksemplar af min bog, der udkommer til efteråret. Tilmeld dig her)

Kærlig hilsen

underskrift

 

 

(Image courtesy of nenetus at FreeDigitalPhotos.net)

Udgivet i Narcissisme, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Har han nogensinde elsket mig?

sårbar“Har han nogensinde elsket mig?” og “Har det overhovedet været ægte?” er spørgsmål, der spøger efter bruddet med en narcissistisk partner.

De fleste, der oplever den store, intense og altopslugende kærlighed i et forhold til en narcissist, har god grund til at stille de spørgsmål, fordi vedkommende gik fra at virke så intenst involveret til pludselig at være fuldstændig ligeglad og kold, og i mange tilfælde lige over i en ny partners arme.

(Om narcissister og nye partnere)

Hvad er det, der sker, og hvad med kærligheden? Hvordan kan han bare have det som om det I havde intet betyder?

Narcissister er ikke monstre. De er ikke vampyrer. De er ikke psykopater. I stedet kan de være imødekommende, kærlige, støttende, lyttende og forstående. De kan være intense, frække, dejlige, sjove og så videre, som alle andre også kan. Og her er der mange, der forvirres, fordi det ville være nemmere at forstå, hvis narcissisterne opførte sig på en frastødende måde, der gjorde dem nemme at gennemskue. Men det gør de altså ikke.

Og de kan også elske.

Men på en særlig måde, der gør det til en meget skrøbelig og sårbar kærlighed. Narcissistens kærlighed har nemlig ikke nogen grundlæggende konstans. Når han begejstres og forelskes og svæver afsted på lyserøde skyer, gør han det på akkurat samme måde som andre, men hvor man normalt langsomt finde ud af at falde lidt til ro og udvikle en dybere kærlighedsmæssig samhørighed, kommer narcissisten til at falde med et brag. Hvis ikke han mærker din lidenskabelige interesse intenst hele tiden, mister han håbet og troen på forholdet i løbet af ganske kort tid. Han har brug for at føle sig speciel og dejlig, ellers føler han sig svigtet. Han har brug for, at du idealiserer ham, men i idealiseringen ligger der også en afstand, som gør, at han ikke kan forene sig med dig på en ligeværdig måde.

(Om narcissister og deres forsyninger)

Når du i starten, og i de sporadiske kærlighedsøjeblikke der er i mellem de dybe kløfter mærker, hvor dejlig og åben han er, og hvor skønt og let det er at være sammen, føles kærligheden levende og uovervindelig. Du får oplevelsen af, at I to kan besejre verden, bare I står sammen – og sådan har han det også. Men indeni ham, er der også en tvivl, der nager, fordi han altid er på jagt efter den perfekte og ideelle kærlighed, og derfor er der en stemme i ham, der spørger “er det her virkelig den sidste, jeg skal være sammen med? Er der måske en anden, der er endnu bedre?” ‘Græsset er altid grønnere på den anden side’ er den hage, der gør det svært for en narcissist at slå sig til ro og udvikle sig i fællesskab med et andet menneske.

Denne uro kommer til udtryk på mange måder i hans liv. Når I har en periode, hvor du endelig fornemmer, at det begynder at gå lidt godt, gør han et eller andet, der saboterer det. Den somatiske narcissist, som er ham, der er kropsligt fokuseret, kan finde på at være utro og forklare det med, at han ikke ved, hvorfor han har brug for det, for han elsker dig. Den intellektuelle narcissist vil begynde at tale nedladende til dig, fordi han ikke kan udholde uroen og spændingen i sin krop og så længe han kan antænde en gnist, har han altid muligheden for at gå, fordi forholdet så ikke lever op til det, han vil være med til. Der er altså altid en flugtvej for ham, som han har brug for at holde klar i tilfælde af, at der viser sig noget andet på himlen, som får ham til at svæve afsted igen.

Derfor har narcissisten også en udsøgt evne til at være i forelskelsen og han søger den igen og igen. Og for en partner føles det som om man har drukket den bedre del af en flaske whisky, når man er genstand for hans forelskelse, fordi forelskelsen også idealiserer. Så når han føler sig forelsket i dig, er du også sat på en piedestal, og selvom det kan lyde svært selvsmagende, er det de færreste af os, der ikke kan lide at blive forgudet af ham, vi selv forguder. Men når der ikke er andet end et enten-eller, bliver følelsesregisteret indskrænket til to modi: Enten er han forelsket i dig, ellers er forholdet dødt, og det er denne del, der gør at det kan være svært at forstå, hvorvidt narcissisten overhovedet har elsket dig.

Svaret er i sin enkelhed dobbelt: Ja, han har elsket dig, men kun i kraft af din evne til at forblive i forelskelsen med ham.

Vil du høre mere om narcissistiske mænd i parforholdet, så tilmeld dig foredraget Den Narcissistiske Mand. Det er allerede d. 12 maj og der er kun ganske få pladser tilbage.

Med ønsket om kærlig fremgang,

Christina Copty

 

 

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hvorfor er jeg stadig alene, når han har fundet en ny?

En af de sværeste og mest ødelæggende efterdønninger af et forhold til en narcissist, er følelsen af, at man er ‘damaged goods.’

Narcissisten, hvadenten det er en kvinde eller mand, er hurtigt videre, ofte med den person, som du fornemmede han eller hun allerede havde noget kørende med i løbet af jeres forholds sidste krampetrækninger: Forsyningen i kulissen, der blev kærlighedsbombarderet ind i dit sted.

Og hvad så med dig? Der er måske gået et år, måske to, og du er ikke kommet videre i forhold til kærligheden. Du har måske haft et par flings her og der, men ikke noget, der endnu har ført til et nyt forhold. Dem, du møder er på en eller anden måde ikke helt det, du drømmer om og længes efter, og du kan ikke forstå, at det pludselig er blevet så svært at finde en ny kæreste. Du veksler mellem at acceptere dit nye liv som single, og på at se på din eks-narc nyde livet i sit nye parforhold, som om du aldrig havde eksisteret.

Hvad er det, der sker?

Overordnet set: tre ting.

1: Du har mistet en grundlæggende tillid til parforhold. Du er blevet trukket så hårdt og voldsomt rundt i den følelsesmæssige manege af narcissisten, at du har mistet noget basalt – nemlig den uskyld, vi har brug for, til at turde håbe og tro på det gode i andre mennesker og kærligheden. Når vi traumatiseres af et parforhold, er det svært at genfinde troen på at de kan bringe noget godt med sig. Hvis vi samtidig har en lang historie bag os med forliste parforhold, bruger vi det som bevis for, at kærligheden og parforholdet er skadeligt for os. Mange gange giver det os også følelsen af, at der er noget grundlæggende galt med os.

2: Du har svært ved at mærke, hvad ‘sund tiltrækning’ er. Dem, du møder, der er for ivrige efter at være sammen med dig, minder dig om narcissistens kærlighedsbombardement, og du får hurtigt kolde fødder, fordi du nu ved, hvor meget skade det kan påføre dig. Hvis de derimod ikke er gode til at sende dig sms’er og overdænge dig med opmærksomhed, sådan som du var vant til med narcissisten, tændes dine følelser ikke, og istedet er der en reel risiko for, at du istedet får vakt dit savn til narcissisten, for dér kunne du i hvert fald mærke noget.

3: Du har tillagt dig en undvigende adfærd. Istedet for at være ude blandt andre mennesker og give dig selv en chance for at møde en ny kæreste, isolerer du dig. De ting, der før i tiden interesserede dig, har mistet deres glans. Faktisk føles det som om du har mistet noget af det, der var din livsgnist, eller personlige kraft, og du har svært ved at finde ind til den side af dig, der var ubekymret og glad, og som omgikkes andre mennesker med en naturlig lethed. Istedet er venne-aftener kedelige og ‘følelses-flade.’ De venner, der har etableret sig som familie, har du ikke lyst til at omgåes, fordi du bliver trist over sammenligningen med dit eget liv. Tinder og andre dating services siger dig ikke noget, fordi det føles tomt at skulle møde og kommunikere med fremmede mennesker.

Hvad kan du gøre?

For at komme ud af dit dødvande og genfinde tilliden til kærligheden og til dig selv som værdifuld partner, er det vigtigt at genfinde dit selvværd. Narcissistens mest effektive metode til at holde sine forsyninger fast, er ved at tære på selvværdet: Intet selvværd = ingen modstand = frie tøjler. Det er vigtigt at forstå at narcissistens grund til at køre på dit selvværd ikke har noget med  nogen defekt i dig at gøre, men med den vinding og gevinst, der er i det for ham. Når han overbeviser dig om, at det du tænker, tror og føler er forkert, kan han definere virkeligheden og præsentere den på en måde, der kun er gunstig for ham. Derfor skal du sortere i det, du har hørt om dig selv fra din narcissist, og sammenlign det med dit eget billede af, hvem du var, da du mødte vedkommende:

  • Er det rigtigt, at du er jaloux og besidderisk?
  • Er det rigtigt, at du kun er ude på at skade dine kærester?
  • Er det sandt, at du kun er ude på at kontrollere og styre andre?
  • Eller ønskede du et ligebyrdigt forhold?
  • Forsøgte du at forklare, hvordan du havde det?
  • Ændrede du din adfærd i takt med at din narcissist lukkede mere og mere af overfor dig og overfor jeres fællesskab?
  • Forandrede du dig så meget, at du ikke kunne genkende dig selv?

Alle disse spørgsmål er hjælp til at åbne øjnene for, hvad der er narcissistens, og hvad der er dit. Vi påvirkes af de relationer vi er i, og hvis ikke vi bliver støttet kærligt, omsorgsfuldt og nænsomt, forandrer det os i negativ retning.

Det næste, du kan gøre, er aktivt at tale med mennesker, der har det godt. De behøver ikke være i et parforhold, men have selvværd, leve umiddelbart og være glade. Tal med dem, lad dem inspirere dig, og lad dem fortælle dig, hvordan de håndterer mennesker, der forsøger at manipulere med dem. Se på deres evne til grænsesætning og efterlign den. Jo mere du sætter dig ind i hvordan det ser ud at leve livet let, des nemmere bliver det for dig at gøre det samme. Nogengange skal vi lære at sige ‘pyt’ og gå videre uden at tage hele verdens bekymringer på vores skuldre.

Sidst men ikke mindst: Hvis du mistænker at du har en depression, er det vigtigt at tale med din praktiserende læge. I dag er der effektive metoder til at komme ud af depression, ofte gennem en kombination af antidepressiva og samtaleterapi.

Husk på at livet skal leves, ikke overleves.

Kærlig hilsen,

underskrift

 

 

Image courtesy of David Castillo Dominici/FreeDigitalPhotos.net

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

“Den Onde Stedmoder”

i am so happy todayI sommers skrev jeg et blogindlæg om, hvordan det er, når en mand med narcissistiske træk bruger “du-er-en-dårlig-mor” kortet til at nedgøre og såre sin partner, ( se det her) og jeg modtog en kommentar på indlægget fra en kvinde, der oplevede at hendes fars kæreste opførte sig på samme måde overfor hendes far, og overfor hende, og derfor lovede jeg at skrive et indlæg om den kvindelige narcissist, når hun optræder som stedmor i en familie, for der er nogle typiske træk og adfærdsmønstre der gør sig gældende for netop denne type kvinde.

Når en kvinde med narcissistiske træk træder ind i en familie, hvor der er børn fra tidligere forhold, vil hun som regel ikke være særligt interesseret i disse børn. Hun vil i nogle tilfælde gøre som om hun er interesseret, men kun så længe det er nødvendigt for at fange mandens (faderens) interesse.

Det lyder kalkuleret og følelsesmæssigt afstumpet, men når man husker på, at narcissistens største behov er at være centrum i andre menneskers liv, kan man måske forstå at børn, der naturligt er centrum for deres forældres liv, udgør en trussel mod den plet i solen, som narcissisten har så hårdt brug for at være i.

Den narcissistiske kvinde har samtidig brug for at have en stærk mand, som er funderet i sit eget liv, og kan stå fast når hun føler, at hun mister følelsen af at være værdifuld, hvilket sker med jævne mellemrum, når hun møder modstand. Den narcissistiske kvinde har ikke noget at stå imod med selv, og er derfor meget sårbar overfor opfattet kritik, akkurat som sit mandlige modstykke er det; og akkurat som sit mandlige modstykke, er der et umiddelbart paradoks i dette behov for at have en stærk mand ved sin side, for på den ene hånd skal han være en bastion mod alt ‘”truende” udefra, også hans egne børn, og samtidig skal han underlægge sig hendes vilje i deres forhold, for hun mener at hun har eneret på sandheden og normerne, og hun spinner gerne sin historie så den ser ud som om hun altid har været offer for andres krænkelser. Hendes eksmands især, hvis hun har en sådan.

Når sådan en kvinde står overfor en mand, der har børn med sig fra et tidligere forhold, vil hendes jalousi (for hun vil eje ham og have eneret over ham) komme tydeligt til udtryk overfor barnet, som hun langsomt men sikkert forsøger at skubbe ud af reden.

Et eksempel på denne adfærd har jeg fra et barn på 12 år, der fortalte mig følgende:

“Min far og hans nye kone har været sammen i mange år, og sidste sommer var vi på ferie sammen i udlandet. Jeg bor mest hos min mor, så jeg ser ikke min far så tit, så jeg elsker det, når vi har ferier sammen, så vi kan være mere sammen. Da vi havde været på ferien i nogle dage, ville hun holde familiemøde, og så sagde hun, at hun var utilfreds med mig, fordi hun synes at jeg klistrede op ad min far, og at jeg skulle forstå at hun også gerne ville have voksentid sammen med ham. Jeg kunne ikke helt forstå det, for vi havde ikke gjort noget, der holdt hende udenfor, men hun holder sig selv udenfor ved at blive sur og fornærmet hele tiden, fordi hun så vil have at min far skal tage sig af hende. Jeg blev rigtig ked af det, men jeg ville ikke vise det, for når jeg er ked af det, er hun ligeglad og så føles det endnu værre. Min far forsøgte at sige noget til hende, men så afbrød hun ham bare og sagde at hun var rigtig vred på mig, og at hun synes jeg var egoistisk. Bagefter fik min far også skældud af hende, fordi han havde forsøgt at sige noget til hende imens. Jeg føler efterhånden at jeg ikke må have noget som helst med min far når jeg er hjemme hos dem, så jeg sidder rigtig meget inde på mit værelse og spiller spil.”

Stedmoderen lader sin jalousi og sit behov for total kontrol over manden gå ud over barnet, istedet for at tage en snak med hendes mand om det, hun ser som et problem. Udover at være dybt problematisk at man som voksen inddrager børn i parforholdets problemer, skader hun barnets selvværd i sin tromlen henover barnets følelser, men da narcissister ikke evner empati fordi de er så optagede af deres egne “sårede” følelser, er det svært at trænge igennem og skabe forandring.

En mand, der vælger at være sammen med en narcissistisk kvinde selvom han har børn fra tidligere, vælger altså i samme åndedrag at sætte sine egne behov før barnets, men oftest ikke ud af ond vilje, men ud af uvidenhed. Hans opgave med at skulle stille sin kone tilfreds vokser med tiden og bliver omdrejningspunktet for hans eksistens: Han må kun have kontakt med børnenes mor, når hun synes. Han må kun deltage i børnenes aktiviteter, når hun synes. Han skal ikke være for glad eller hygge sig for meget sine børn, for så laver hun en “Maude” og så videre.

Enten vil han med tiden få øje på, hvor store omkostninger det har for hans børn, og for hans relation til sine børn, eller, og dette er desværre det mest typiske scenarie, vil han blive med den narcissistiske kvinde, fordi hun piller hans selvværd som forælder i stykker, og formår at vende verdensbilledet på hovedet, så han begynder at tro på, at det vitterligt er synd for hende, og at det er hendes skrøbelighed, der skal tages vare på. Han ser desværre ikke, at hun ikke er skrøbelig, men dybt manipulatorisk og personlighedsforstyrret, og helst så hans børn skred ad pommern til, så hun kan få ham helt for sig selv…

 

 

Udgivet i Forældre og Børn, Narcissisme, Parforhold | Tagget , , , , , , , , , | 1 kommentar

Nægter din partner at indgå i dialog?

irritated man blocking his ears by stockimagesLige for tiden er jeg optaget af mennesker, der nægter at indgå i dialog med deres partnere. Udover at være en yndlingstaktik blandt narcissister, er det ofte også et klart tegn på skjult magtanvendelse, hvilket krænker-typer ofte gør sig i. Grunden til at det foregår, er fordi narcissisten ikke vil ændre sig. Han/hun mener at være berettiget til at gøre, hvad der passer vedkommende, ligegyldigt hvordan det føles for partneren. Narcissisten er ikke optaget af sin partner som andet end en forsyning til at få beundring, anerkendelse og opmærksomhed, og derfor er han/hun heller ikke optaget af at give eller ændre noget, der kunne gøre livet bedre for partneren. Tværtimod synes narcissisten at disse forespørgsler og ønsker om dialog er krænkende mod ham/hende, for det føles som om du kritiserer det perfekte, og selv-berettigede menneske, som narcissisten synes at se sig selv som.

Blokeringstaktikken kan opdeles i fem metoder:

Direkte Blokering

Din partner virker flirtende med andre mennesker, og har for eksempel skjulte sms udvekslinger, som gør at du bliver usikker på, hvor I står henne. Du forsøger at tale med din partner om det, men han/hun blokerer dit forsøg på dialog ved at nægte ikke kun at tale om det, men ved at nægte at tale med dig overhovedet. Du bliver altså lagt helt på is, fordi du “tillader” dig at italesætte en adfærd, der gør dig usikker.

Fokusflytning

I stedet for at lægge dig helt på is, forholder han/hun sig ikke til det, du har brug for at tale om, nemlig hans adfærd, og hvad det gør ved dig. Derimod afholder han/hun sig fra at svare ved at vende situationen på hovedet, så det pludselig er dig, der er til afhøring. Han/hun gør det som regel ved at bringe en tidligere episode ind, som du efterhånden har skulle forsvare dig imod mange gange, uden at det øjensynligt ser ud som om det trænger ind (det gør det, men din partner ved, at det virker til at flytte dit fokus væk fra det, der han/hun skal forholde sig til, men ikke vil ændre).

Hønen eller ægget-metoden

Som i fokusflytning, vender din partner tingene på hovedet, så det er dig, der står for skud, men hvor det i fokus flytning handler om at flytte samtalen et helt andet sted hen, handler hønen eller ægget metoden om, at han/hun nægter at forholde sig til det, du kommer med, før du har forholdt dig til, at du starter problemet. I eksemplet svarer det til at han/hun siger “Jeg synes først vi skal tale om, at du ikke vil have at jeg har nogen venner” eller “Du vil bare ikke have at jeg har et socialt liv, jeg skal kun eksistere for dig” eller den mest udbredte “Du accepterer mig ikke som jeg er, men vil hele tiden lave mig om.”

Crazy making

En af de farligere varianter, er crazy making taktikken. Her vil han/hun benægte din oplevelse af virkeligheden (for eksempel at han/hun får sms’er fra en anden) og fortælle dig, at du ser syner, og at din jalousi er ved at være en kæmpeproblem i jeres forhold, fordi han/hun føler sig kuet og truet af den, især set i lyset af, at din partner påstår at han/hun er helt uskyldig og slet ikke kan forstå, hvordan du kunne være så gemen at tro, at vedkommende overhovedet kunne finde på at gøre noget, der var så sårende, som det, du anklager ham/hende for.

Norm- og regelrytteren

Dette er mere en underliggende taktik end en egentlig manøvre, der bruges i selve situationen. Din partner i ovenstående eksempel bruger for eksempel masser af krudt og tid på at fortælle dig, hvor meget han/hun er imod utroskab, og hvordan han/hun ville gå fra dig det øjeblik du overhovedet gjorde noget, der kunne tolkes i den retning. Du får derfor indtryk af, at du er sammen med et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at være dig utro, så når du begynder at se alle de små tegn, der dukker op, er det ikke svært for sådan en partner at manipulere dig til ikke at gå videre med dine fornemmelser. Det kan være vigtigt at huske på, at tyv tror hver mand stjæler, og de fleste, der er imod utroskab føler ikke det store behov for at tale om det, medmindre, der selvfølgelig er en forhistorie eller en fornemmelse af, at der foregår noget hver gang telefonen enten bliver lagt med skærmen nedad, eller sat på lydløs indtil vedkommende går på toilettet og har den med sig.

Hvad skal du gøre?

Det er vanskeligt at være i modtagerenden af et menneske, der ikke vil rykke sig, og som i stedet bruger episoderne til at gøre dig forkert. Hvis ikke der er en vilje til at reflektere over sin egen adfærd og til at ændre noget, der måske vil være ensbetydende med at han/ hun ikke fik sin vilje altid, er det svært at forestille sig, at tingene kan blive bedre, og hvis du oplever at du gentagne gange render panden mod muren, er det på tide at du forholder dig til det, du er i, og spørger dig selv om det virkeligt er godt nok – er det her det bedste du kan få? Eller kan og vil du sætte en højere standard for dig selv?

I forhold til narcissister er det et håbløs håb at vente på en positiv forandring, for ansvaret har du fået, imens narcissisten har magten. Måske er det på tide du både tager ansvar for dig selv og også tager magten over dit eget liv tilbage, for husk, du fortjener bedre.

Med ønsket om en velsignet jul,

underskrift

 

 

Photo courtesy of freedigitalphotos.net med den lidt uoriginale titel “irritated man blocking his ears” af stockimages

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , | 6 kommentarer

Er selvudvikling blevet en undskyldning for at være egoistisk?

Og hvor går grænsen imellem de to?

For mange af mine klienter er hverdagen med en narcissistisk partner en realitet. De lever med disse mænd og kvinder, der gør livet utrolig vanskeligt at finde hoved og hale i. Den ene dag får de at vide, at de er hhv Kvinden og Manden i deres partners liv, og den næste, at de er de mest ondskabsfulde og beregnende mennesker på jorden, der kun er ude på at kritisere dem. Kritik er tæt ved det værste en narcissist kan opleve.

For mange af disse klienter gælder det også at deres partnere ikke lever op til det stereotype billede af en førsteklasses idiot. Det er ikke mænd i wife beater t-shirts eller kvinder med konstante nøkker. De kan både være veltalende, virke omsorgsfulde overfor andre, og, for dagens indlæg relevante tema, have været igennem et eller flere selvudviklingsforløb med både alternative behandlere, psykoterapeuter og psykologer. De kan også gå op i yoga, meditation, buddhisme og anden spiritualitet.

Så de sælger varen godt. På overfladen.

For nedenunder al den selvudvikling ligger der en selvforherligelse og selvberettigelse og lurer.

Han siger for eksempel “Jeg har lært at sige fra, så nu siger jeg fra, når du gør noget jeg ikke vil være med til”

Hun siger “Jeg vil kun det, jeg vil, for det er vigtigt, at jeg ikke tvinger mig selv til at gøre noget, jeg ikke kan stå inde for nogensinde igen, det har jeg været tvunget til alt for mange gange før i mit liv”

Han siger: “Jeg har endelig gjort mig fri af alles forventninger til mig, så jeg vil ikke være med til noget, hvor der bliver stillet krav eller forventes noget af mig”

Hun siger: “Jeg har lært at stå ved mig selv og mine drømme, og der er ikke noget, der skal stoppe mig mere.”

Han siger “Vi kan ses, når det passer mig, for jeg har brug for plads omkring mig, ellers føler jeg mig fastlåst.”

Get the picture?

Derudover kommer der også en række velplacerede spark i det billedlige skridt, når man som partner stiller spørgsmålstegn ved den forståelse af tosomhed, der ikke indeholder noget reelt “vi,” og man måske forsøger at skabe mere plads til, at man også kan være i forholdet med de behov, drømme og krav man selv har.

Så får man at vide at:

“Den eneste fejl jeg begår, er at jeg bliver ved med at finde mig i, at du kritiserer mig”

eller

“Måske skulle DU se at gå i noget terapi, så du ikke er så afhængig af andre mennesker for at have det godt”

eller

“Du skal ikke gøre mig forkert, bare fordi jeg ikke passer ned i DIN version af, hvad tosomhed er”

eller Esset over dem alle:

“Jeg har ikke noget problem i vores forhold, så det må være dig, der har noget du skal arbejde med”

Og nej, selvfølgelig har han eller hun ikke noget problem i forholdet, for vedkommende har det som blommen i et pænt, lille økologisk æg, hvor magtbalancen er så meget ude af balance, at alle fordele ved dette arrangement tilfalder ham/hende.

Så det lyder noget i retning af: næh, ikke noget problem der, giv mig hvad jeg forlanger, når jeg forlanger det, og stil i øvrigt ikke krav til mig, for jeg bestemmer over mig selv, og jeg har styr på mit shit, for jeg har gået i terapi, så jeg ved også, hvordan jeg skal argumentere for at du bakker ud og giver dig. Faktisk er jeg så god til det, at jeg kan vende hele argumentationen på ryggen, så du til sidst siger undskyld fordi du overhovedet bragte temaet “dine behov” på banen.

Det er da smart….

Men det er også lusket, lurvet og luset, og værst af alt, rasende manipulatorisk, for han ved godt, hvad han laver. Han ved godt, at så længe han kan bruge sin forklaring om at hans terapeut har sagt dette eller hint til ham, om at han skal sætte grænser, og at han skal sige fra, og at han skal udleve sit potentiale, og at han ikke skal gå på kompromis, så giver han sig selv lov til at opføre sig som en freeloader, der vil have alle fordelene ved et parforhold, samtidig med at han kan agere single, når han har lyst til det, for man vil jo ikke stå i vejen for hans drømme og man vil jo ikke lægge bånd på sin partner, for så er man en dårlig kæreste.

Jeg bliver helt træt indeni på disse kæresters vegne.

For det er noget værre vås.

Selvudvikling handler ikke om at man skal vikle sig så meget ind i sit eget univers, at der ikke er plads til andre end ens eget ego. Hvis man er endt deroppe, har man altså taget en forkert drejning et eller andet sted på den der selvudviklingsvej.

Det er rigtigt at det kan være gavnligt for mennesker med lavt selvværd at lære at sætte grænser. Det er også rigtigt at for disse mennesker kan det være utrolig vigtigt at stå ved sine drømme og alt det andet, der følger med at leve et helt liv, men ligegyldigt hvordan vi vender og drejer paellaen, så er det altså det samme billede hele vejen rundt: Hvis vi vil være i parforhold, skal vi også lære at tage og vise hensyn. Vi skal gå op i at gøre gode og rare ting for vores partner (og det her betyder altså at vi husker at spørge partneren, hvad han eller hun synes er rart, og ikke bare gøre det for dem, som vi selv vil have), vi skal kunne regne med vores partner. Vi skal kunne føle os trygge. Vi skal være kærligt behandlet. Vi skal være inddraget i beslutninger, ikke kun informeret om dem. Vi skal føle os som den vigtigste person i vores partners liv, som om vores tilstedeværelse gør en forskel, som om vi ved, at hvis der skete os noget, ville tilknytningen være så stærk at vores partner ikke bare kan slukke for sine “følelser” og gå i seng med en anden to dage efter.

Hvis vi derimod bruger selvudviklingskortet til at hytte vores eget skind og derudover skider højt og flot på, om vores partner kommer eller går, så er det vist på tide vi får kigget lidt på, hvad det egentlig er vi har gang i. For det har altså ikke intet at gøre med selvudvikling. Det har intet at gøre med kærlighed. Det er ren og skær egoisme.

Så hvis du kender det, må du endelig huske, at du fotjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hvorfor kan jeg ikke slippe ham?

“Jeg ved at det er dårligt for mig at være i forholdet, men jeg kan simpelthen ikke slippe ham”

Den sætning giver ekko i min klinik på grund af antallet af gange, jeg har hørt den fra kvinder, der sidder fast i forhold, de ved skader dem på utallige måder.

De har svært ved at finde ro, svært ved at flytte fokus over på andet end deres forhold og svært ved at leve deres eget liv. De forsøger at bryde forholdet, og mærker lettelsen skylle ind over sig de første par timer, men så begynder uroen at sprede sig, og de usikre spørgsmål begynder at tage form: “Hvad laver han nu?” “Hvorfor kæmpede han ikke for os?” “Hvem er han sammen med?” og så sidder de igen i saksen indtil de udtænker sig en eller anden undskyldning for at tage kontakt til ham igen. Ofte noget i retning af “Jeg hørte denne sang og tænkte på dig” eller “Kan vi ikke mødes, og få det afsluttet på en ordentlig måde?” eller “Jeg har glemt nogle ting hos dig, kan jeg lige komme forbi?”

Hvad undskyldningen end er, ved de godt, at det netop er det, en undskyldning. Og selvom de ved med hundrede procents sikkerhed at der ikke kommer noget godt ud af at være sammen med ham igen, går de alligevel tilbage. Næsten lidt tvangspræget. Hvad handler det om?

Udover at hun er i et destruktivt forhold, der med stor sandsynlighed har en grundpræmis af, at der er en kamp istedet for sammenhold, har hun noget med i baggagen, der gør det svært for hende at træffe sunde kærlighedsvalg.

En opvækst uden kærlig støtte

Kvinder, der falder for mænd, der ikke behandler dem godt, kommer ofte fra en baggrund, hvor der ikke er blevet taget ordentligt hånd om dem. Det kan godt være, at de fik alle deres fysiske behov tilfredsstillet med mad, tøj og lommepenge, men deres følelsesmæssige behov er der ikke taget hånd om. Deres forældre har enten begge været optagede af sig selv, eller også har der været så meget turbulens i forældrenes liv, at de har haft blikket rettet mod hinanden i noget der ligner det, kvinderne befinder sig i senere i livet.

Disse kvinder, der har et savn på kærlighedskontoen bliver af forståelige grunde flatterede når en mand siger at han elsker hende, og ikke kan leve uden hende. Hun har et naturligt behov for at føle sig elsket, og når det er indenfor rækkevidde, bliver det svært at undvære, selvom hans handlinger siger noget andet end hans ord. Hans handlinger minder istedet om måden, hun er blevet behandlet på i sin opvækst, og derfor opstår der en utrolig kemi imellem dem, fordi hun på den ene hånd hører og mærker det, hun har længtes efter, og på den anden ofte ubevidst mærker og oplever at han behandler hende som hun er vant til, efter hendes kærlighedsmønster

Hvad er et kærlighedsmønster?

Et kærlighedsmønster er den komplekse fusion af input og output man får lagt i barndommen i form af sin tilknytningsstil koblet med de senere erfaringer man får i sine voksenrelationer.

Tryg Tilknytning

Hvis dine forældre har været kærlige, nærværende og omsorgsfulde, samtidig med at de har respekteret din individualitet, har du højst sandsynligt nemt ved at indgå i sunde forhold, hvor du sætter grænser, der respekteres af din partner. Du oplever at din partner og dig støtter op om det fællesskab I har, og I afstemmer jeres behov så I har fælles retning.

Utryg Tilknytning

Hvis du derimod er vokset op i et hjem, hvor du enten er blevet overladt til dig selv, eller det er blevet forventet af dig, at du skulle agere forlængelse af dine forældre, eller du har været udsat for turbulens og misbrug, bliver dit kærlighedsmønster anderledes og ofte forbundet med vanskeligheder. Der er grundlæggende tre tilknytningsstile, der falder i kategorien “utryg tilknytning,” og disse tre stile er ofte forbundet med senere komplicerede parforhold . Det kan for eksempel være svært at have sunde grænser, hvis du ikke selv har oplevet at få dine grænser respekteret, og ofte ved du ikke, hvor dine grænser går, før de for længst er overtrådt. I de svære tilfælde er du i tvivl om du overhovedet mærker en grænse, og om du har ret til at reagere som du gør.

Kan det blive bedre, hvis mit kærlighedsmønster er utrygt?

Ja. Det vigtigste er, at du bliver opmærksom på, hvad det er for kræfter, der er på spil, og at du sætter dig ind i din egen historie, så du kan sortere i det, der hører fortiden til, og derfra etablere nye mønstre, der er bedre og sundere for dit hjerte. Men det første skridt er at forstå dit kærlighedsmønster.

Er du interesseret i at vide mere om dit kærlighedsmønster, og høre hvordan det er opstået, er der stadig ledige pladser til foredraget nu på torsdag, men skynd dig, det er først til mølle.

Jeg glæder mig til at byde dig velkommen og hjælpe dig med at blive afklaret omkring dit kærlighedsmønster.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Den Narcissistiske Forsyning

Hvorfor nogle er utro og andre ikke erDen narcissistiske forsyning kommer i mange forskellige afskygninger. Det kan være en mor, en søster, et barn, en kammerat eller en kollega. Det kan også være et helt harem af tilbedere, og det kan være en kæreste, både en han har nu, men også en eks. Og i mange tilfælde en potentiel ny, der venter i kulissen. Et er sikkert: Hvis du kender en narcissist, vil du også se, at han kommer med sit helt eget entourage af forsyninger i den ene eller den anden afskygning.

En forsyning er et menneske, der booster narcissistens følelse af at være speciel, og som kan sætte ham på en piedestal og idealisere ham. Det kan som kollega være at man beundrer hans charme og evne til at tale med kunder. Det kan være han er yoga instruktør og altid har en skare af kvinder omkring sig, der kun tager hans timer, fordi de synes han er fantastisk. Det kan være en mor, der altid praler af sin søns fantastiske bedrifter (selvom de ikke er særligt fantastiske, men hun er jo også hans mor, så….), eller et barn, der skal agere som sin fars lille prinsesse og vise at Far Er Den Bedst i Verden.

Men oftest er det kærestens fornemste opgave at booste narcissistens selvværd. Hun skal være i stand til at udradere sine egne behov og kun se på, hvad der gør ham glad. Hun skal være sexet, hvis hans behov for sex er stort. Hun skal give ham BJs og se ud som om hun nyder det, selvom han ikke gør noget for at tilfredsstille hende. Hun skal være spirituel, hvis han selv synes, han er det, men hun må selvfølgelig aldrig overgå ham, så hun skal sørge for at hendes spiritualitet er dybt forbundet med hans, så han ikke føler sig overgået af hende. Hun skal være klar til at trøste ham og fortælle ham, hvor enestående han er, og hvor meget hun ikke kan leve uden ham, når han er trist.

Hun skal være konstant på vagt og lidt bange for at miste ham, for så ved han, at hun er på tæerne overfor ham og gør sig umage for at opfylde hans behov.

Her er 3 af narcissistens metoder til at få sin primære forsyning til at booste ham:

1: Han udspiller to kvinder mod hinanden. Han kan tale om en eks i glorværdige vendninger og stadig ses med hende uden at du må komme med. Du bliver sat i bås som hende, der ikke kan håndtere hans “normale” relation med hans eks, der “jo slet ikke er noget trussel” mod dig, for han “kunne aldrig finde på at røre hende med en ildtang igen” han er jo helt færdig med hende. Hvis du istedet for at gå ham på klingen henvender dig direkte til eksen, vil du opdage at historien ligger noget nærmere din fornemmelse, og altså ikke er så “stueren” som han gerne vil have det til at fremstå som. Men hvorfor holder han fast i sin eks? Er det fordi han stadig elsker hende? Næh. Det handler ikke om kærlighed, men om at hun fortsat er en god forsyning, både fordi hun er taknemmelig over at han stadig gider hende og derfor går med på præmissen om at være Side Show Bob, og fordi hun i kraft af sin placering kan bruges mod dig til at gøre dig så usikker, at du pludselig kæmper mod hende for at få hans opmærksomhed. It sounds crazy because it IS crazy!

2: Han gør sig til et stakkels sagesløs offer. Når du har ondt af ham glemmer du at tænke på dig selv og alle de sår, du selv sidder med. Han kan sagtens konkurrere med en fødsel, når det kommer til at have det svært, for det er jo langt mere hårdt for ham at skulle blive sat i skyggen af en baby, end det er for dig at føde et barn. Hans behov er altid vigtigere end dine, og hvis ikke du ser det, er du egoistisk og ond. Gør han det her, fordi han virkelig har det så hårdt? Ja. Men det, der er hårdt for ham er, at han ikke er centrum i dit univers hele tiden, og så er du ikke en god forsyning. Du har sikkert oplevet hvor skønt jeres forhold er, når du kun fokuserer på ham…Det er ikke tilfældigt.

3: Han har altid en føler ude i landskabet. Enten har han kontakt med en tidligere sexpartner, der er villig til at springe til med kort tids varsel, fordi hun selv er en smule udfordret i kærlighedsrelationer, eller også groomer han en ny (eller sin eks). Alt der her foregår som regel lige under næsen på dig. Du fornemmer at der er noget i gære, men han tror du er for dum til at opdage noget, fordi han har gjort det mere eller mindre sporadisk igennem hele forholdet, nu er han bare ved at trættes af dig, så han er lidt mere lemfældig og ligeglad. Det, han er optaget af er, at han kan fortælle dig, at du overreagerer, for så kan han starte en konflikt med dig og fysisk gå, så han kan bruge lidt mere tid på den nye forsyning. Han er også optaget af, at det ikke er ham, der er The Bad Guy, så han vil i udfasningen blive meget tydelig omkring sine ytringer om, hvor uacceptabel DIN adfærd er, selvom det er ham, der allerede har gang i noget andet. Det handler i øvrigt ikke om at tyv tror hver mand stjæler. Det handler om at han vil flytte fokus fra sig selv.

I øvrigt er det ofte løgn når han fortæller dig at han har været fuldstændig ødelagt og ked af det i de pauser I givetvis har med jævne mellemrum, men han siger det fordi du skal have dårlig samvittighed over bruddet, så du gør dig umage for at han ikke skal være ked af det.. Og hvad laver han så i mellemtiden, spørger du måske. Narcissister kan ikke være alene, så de bruger ekser, s-ekser eller nye kvinder til at forsyne sig med sex og opmærksomhed i jeres brud. Overfor dem bruger han også “stakkels offer” kortet, så de får medlidenhed med ham og tænker at du er en utaknemmelig ko at behandle ham så dårligt.

 

Kan han så aldrig komme til at elske rigtigt?

Når man bruger alle sine vågne timer på at synes man er forurettet og fortjener mere end det man får, og når man føler at man er blevet snydt i kærligheden (de leder altid efter Den Perfekte Kærlighed), er det svært at holde af nogen anden på et dybere plan. Han vil utrolig gerne den store kærlighed, men den er envejs, forstået på den måde, at når han gør noget godt for sin partner, er der et regnstykke i den anden ende, der går op til fordel for ham: Du roser ham måske til skyerne fordi han har sat en tagrende op, eller du fortæller alle dine veninder, hvor godt det er at du har ham, fordi han lappede din cykel. Han gør ikke noget, der ikke kan trække i retning af beundring, opmærksomhed og anerkendelse til ham selv, og derfor er gensidighed, respekt og følelsen af uselvisk kærlighed udenfor hans rækkevidde.

Hvis du vil vide mere om den narcissistiske mand, kan du tjekke datoer for min foredrag ‘Den Narcissistiske Mand’ under fanen ‘Kurser og foredrag’

Og husk, hvis du er i sådan noget her, så fortjener du bedre.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , | 3 kommentarer

Dater du lige efter dit brud?

Er dit hjerte knust af utroskab?Hvis du er kommet ud af et destruktivt forhold til en partner med narcissistiske træk, vil du for det meste være drevet af to ting:

1: Et behov for at blive bekræftet af en ny, fordi dit selvværd har taget så meget skade af at være sammen med et menneske, der har pillet dig helt fra hinanden, så du virkelig savner og længes efter at blive anerkendt og bekræftet, og:

2: En frygt for, at du kommer til at falde for en dårlig partner igen, fordi du tvivler på, at din dømmekraft virker, eftersom du blev forledt til at tro at narcissisten var drømme-partneren.

Disse to på sin vis, modstridende følelser, kan eksistere side om side, men de skaber følelsesmæssig forvirring og udskyder både helingen og den læring, du kan få med, og de kan danne grundlaget for at du bliver såret igen.

Den Nye Date

For mange er det nærliggende at gå i gang med at date hurtigt efter bruddet. Man siger til sig selv, at det er harmløst, og noget man gør, for at komme lidt ud, og netop få den bekræftelse, som man har hungret efter i det foregående parforhold. Man forklarer overfor sig selv, at man har behov for sex, og ikke vil gå i stå bare fordi man er blevet alene. Mange gange vil den narcissistiske ekspartner allerede være igang med sin næste forsyning, og det at date bliver en måde at komme væk fra følelsen af at være blevet vraget til fordel for en anden.

Men den nye date er ofte en Rebound-Guy/Girl, så man er ikke så kritisk når man vælger vedkommende. Vedkommendes funktion er at give bekræftelse, sex og noget, der ligner nærhed.

Det er mindre væsentligt om man har de samme værdier, drømme eller behov, for man fortæller sig selv, at det er ligemeget, at man er så forskellig, for man vil jo ikke have et rigtigt forhold lige nu alligevel.

Det er man slet ikke klar til.

For man er slet ikke sikker på, at man vil kunne skelne en god partner fra en dårlig.

Men tiden går….

Og man ser hinanden mere og mere. Man begynder måske at tale om næste uge og næste måned, for nu kommer sommerferien/juleferien/familiefesten, og man vil ikke alene afsted. Og det her er jo så nemt. Selvom det ikke just er drømmescenariet. Men, siger man til sig selv,  man skal jo heller ikke noget seriøst, for man er stadig usikker på, om man kan finde ud af at vælge en passende partner, så det er bare midlertidigt.

Indtil det ikke længere er det, og man begynder at mærke jalousi, usikkerhed og behov for at være mere sammen, end man er. Man får brug for at italesætte sine behov og afstemme retning og indhold: “Hvad skal vi kalde det her?” spørger den ene, “for vi er sammen hele tiden, og jeg har brug for at vide, om vi ser andre, eller om det her er eksklusivt.”

Den anden ser uforstående ud, for i starten aftalte de, at det bare skulle være hyggeligt. Uforpligtende. Så det gentager den anden: “Jamen, aftalte vi ikke, at…?”

Og pludselig er man tilbage i samme følelsesmæssige usikkerhed som man var, da man var sammen med sin eks, fordi man ikke har mødt hinanden på et ordentligt grundlag, men derimod ud fra et sted, hvor man var i underskud, og havde brug for en man kunne bruge.

Når man har fokus på sine sårede følelser, kan man glemme at man valgte vedkommende ukritisk. De sårede følelser fodrer den indre kritiske stemme, der nu bekræftes i at man ikke kan stole på sin dømmekraft, for man er igen endt med en, der ikke vil noget seriøst.

Men…

Det er her, jeg mener at vi skal passe på.

For skete dette ikke, fordi vi netop var utålmodige efter at komme videre? Fordi vi havde travlt med at komme væk fra de sårede følelser? Fordi vi er bange for, hvad der vil ske, hvis vi er alene?

Og ligger der noget i den måde at forvalte vores kærlighedsliv på, der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke tror vi kan tage “frikvarter” fra vores følelser og sætte os selv på hold?

Noget, der kunne have godt af, at vi går igennem sorgen, frygten og det sårede selvværd, så vi træffer alle vores valg ud fra et sted med selvrespekt, egen-omsorg og kærlighed til sig selv og livet?

Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi tror, at vi kan snyde vores følelser og springe over, hvor gærdet er lavest, fordi vi er bange for at vi ikke kan rumme at være alene. Når vi tværtimod er med det, der er og ser frygten i øjnene og overvinder den, finder vi os selv på en ny måde, og derfra bliver vi bedre til at navigere ud fra et sundt og solidt ståsted. Og så bliver den rette partner nemmere at finde. Tro mig.

Kærlig hilsen,

underskrift

foto: freedigitalphotos.net marcolm: girl with broken heart concept stock photo
Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer