Dater du lige efter dit brud?

Udgivet den 17. maj 2015 af Christina Copty

Hvis du er kommet ud af et destruktivt forhold til en partner med narcissistiske træk, vil du for det meste være drevet af to ting:

1: Et behov for at blive bekræftet af en ny, fordi dit selvværd har taget så meget skade af at være sammen med et menneske, der har pillet dig helt fra hinanden, så du virkelig savner og længes efter at blive anerkendt og bekræftet, og:

2: En frygt for, at du kommer til at falde for en dårlig partner igen, fordi du tvivler på, at din dømmekraft virker, eftersom du blev forledt til at tro at narcissisten var drømme-partneren.

Disse to på sin vis, modstridende følelser, kan eksistere side om side, men de skaber følelsesmæssig forvirring og udskyder både helingen og den læring, du kan få med, og de kan danne grundlaget for at du bliver såret igen.

Den Nye Date

For mange er det nærliggende at gå i gang med at date hurtigt efter bruddet. Man siger til sig selv, at det er harmløst, og noget man gør, for at komme lidt ud, og netop få den bekræftelse, som man har hungret efter i det foregående parforhold. Man forklarer overfor sig selv, at man har behov for sex, og ikke vil gå i stå bare fordi man er blevet alene. Mange gange vil den narcissistiske ekspartner allerede være igang med sin næste forsyning, og det at date bliver en måde at komme væk fra følelsen af at være blevet vraget til fordel for en anden.

Men den nye date er ofte en Rebound-Guy/Girl, så man er ikke så kritisk når man vælger vedkommende. Vedkommendes funktion er at give bekræftelse, sex og noget, der ligner nærhed.

Det er mindre væsentligt om man har de samme værdier, drømme eller behov, for man fortæller sig selv, at det er ligemeget, at man er så forskellig, for man vil jo ikke have et rigtigt forhold lige nu alligevel.

Det er man slet ikke klar til.

For man er slet ikke sikker på, at man vil kunne skelne en god partner fra en dårlig.

Men tiden går….

Og man ser hinanden mere og mere. Man begynder måske at tale om næste uge og næste måned, for nu kommer sommerferien/juleferien/familiefesten, og man vil ikke alene afsted. Og det her er jo så nemt. Selvom det ikke just er drømmescenariet. Men, siger man til sig selv,  man skal jo heller ikke noget seriøst, for man er stadig usikker på, om man kan finde ud af at vælge en passende partner, så det er bare midlertidigt.

Indtil det ikke længere er det, og man begynder at mærke jalousi, usikkerhed og behov for at være mere sammen, end man er. Man får brug for at italesætte sine behov og afstemme retning og indhold: “Hvad skal vi kalde det her?” spørger den ene, “for vi er sammen hele tiden, og jeg har brug for at vide, om vi ser andre, eller om det her er eksklusivt.”

Den anden ser uforstående ud, for i starten aftalte de, at det bare skulle være hyggeligt. Uforpligtende. Så det gentager den anden: “Jamen, aftalte vi ikke, at…?”

Og pludselig er man tilbage i samme følelsesmæssige usikkerhed som man var, da man var sammen med sin eks, fordi man ikke har mødt hinanden på et ordentligt grundlag, men derimod ud fra et sted, hvor man var i underskud, og havde brug for en man kunne bruge.

Når man har fokus på sine sårede følelser, kan man glemme at man valgte vedkommende ukritisk. De sårede følelser fodrer den indre kritiske stemme, der nu bekræftes i at man ikke kan stole på sin dømmekraft, for man er igen endt med en, der ikke vil noget seriøst.

Men…

Det er her, jeg mener at vi skal passe på.

For skete dette ikke, fordi vi netop var utålmodige efter at komme videre? Fordi vi havde travlt med at komme væk fra de sårede følelser? Fordi vi er bange for, hvad der vil ske, hvis vi er alene?

Og ligger der noget i den måde at forvalte vores kærlighedsliv på, der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke tror vi kan tage “frikvarter” fra vores følelser og sætte os selv på hold?

Noget, der kunne have godt af, at vi går igennem sorgen, frygten og det sårede selvværd, så vi træffer alle vores valg ud fra et sted med selvrespekt, egen-omsorg og kærlighed til sig selv og livet?

Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi tror, at vi kan snyde vores følelser og springe over, hvor gærdet er lavest, fordi vi er bange for at vi ikke kan rumme at være alene. Når vi tværtimod er med det, der er og ser frygten i øjnene og overvinder den, finder vi os selv på en ny måde, og derfra bliver vi bedre til at navigere ud fra et sundt og solidt ståsted. Og så bliver den rette partner nemmere at finde. Tro mig.

Kærlig hilsen,

underskrift

foto: freedigitalphotos.net marcolm: girl with broken heart concept stock photo
Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Er der plads til dig i dit forhold?

Udgivet den 10. maj 2015 af Christina Copty

Jeg har en skøn kvinde i terapi, som for nylig har opdaget, at hun gør det samme i sit nuværende forhold, som hun gjorde da hun var barn. Lise* er den, der fikser, sørger for og glatter ud, når der er stormvejr under opsejling i sit parforhold, akkurat som hun gjorde, da far og mor skændtes, da hun var barn.

Hendes parforhold bærer præg af en indre følelsesmæssig turbulens, der ikke så ofte kommer til klart og konkret udtryk, men som ikke desto mindre ligger og rumler indeni hende. Det ene øjeblik har hun lyst til at kaste det hele overbords og råbe “Rend Mig!” og det næste bliver hun blød og bange, og tænker at det nok skal gå, hvis bare hun holder ud og lige glatter lidt mere ud.

Da Lise var barn, boede hun med sine forældre, der begge havde travlt med at realisere sig selv. Den ene i forhold til sit arbejde og den anden i forhold til sit udseende. Hun følte ikke at der var meget plads eller opmærksom tilovers til hende, når hun havde brug for dem. Til gengæld var der masser af plads, hvis enten far eller mor havde brug for hende. Så skulle hun enten fortælle mor, hvor smuk hun var, hvor flot den nyeste kjole var, eller hvor heldig hun var at have sådan en mor, der fik alle til at vende sig om på gaden. Eller hun skulle vise gæsterne, hvor dygtig hun var til at gengive noget, som faren havde fortalt hende, så han kunne sidde der, for enden af bordet og nikke stolt over, hvor klog og dygtig hun var, og selvfølgelig også over, hvor meget hun slægtede ham på.

Når forældrene skændtes, hvilket de gjorde med jævne mellemrum, skyndte Lise sig at forsøge at aflede deres opmærksomhed ved at bryde ind med et kompliment eller et eksempel på hendes dygtighed, og senere, ved at forsøge at “oversætte” forældrenes anklager mod hinanden til den smerte hun kunne høre under anklagerne. På den måde lykkedes det hende ofte at få dem til at blive gode venner igen, og så følte hun sig vigtig.

Denne følelse af kun at være vigtig, hvis hun kunne give noget til nogen, fulgte hende i alle hendes nære relationer. Hun var der altid for veninderne og støttede igennem teenageårene disse igennem deres dramatiske op- og nedture med de udskiftelige kærester. Hun lagde øre til masser af gråd, jamren og vrede, og kunne altid sige et eller andet, der gjorde det lidt bedre.

Så Lise var selvfølgelig vellidt.

Af langt de fleste.

Men bare ikke af sig selv.

Nej, for indeni gik hun rundt med en masse vrede og irritation over altid at skulle være den, der var noget for andre. Men så fik hun dårlig samvittighed, for de andre havde jo brug for hende, og det var synd for dem. De regnede med hende. Ligesom hendes forældre havde gjort. Men selvom hun havde alle disse mennesker i sit liv, som hun var noget for, følte hun sig ensom, for der var ikke nogen, der var noget for hende.

Så mødte hun sin kæreste. Der efter et par år blev til hendes mand. Han havde virket sød, opmærksom og kærlig, og hun var faldet pladask for ham. Her var der endelig en, der så ud, som om han ville hende for hende. Han var åben og sjov og fortællende, og kunne gøre en triviel begivenhed til en historie af Saga-proportioner med et twist af humor, der fik hende til at grine, og det virkede oprigtigt som om han var optaget af at gøre hende glad. Og det var hun. Selvom der også var noget, der skurrede i hende, men hun skubbede det til side, fordi følelsen af at blive prioriteret overskyggede skyggerne. Den lå der alligevel. Den der følelse af, at han måske i virkeligheden mere elskede at se hende, se på ham.

Da hun kom til mig første gang efter syv års ægteskab, havde forholdet skrantet i mange år. Men uden at hun egentlig kunne sætte præcise ord på, hvorfor det ikke gik godt. De havde alt. Begge med gode, velbetalte jobs, et barn og et fint hus i forstæderne. De var et vellidt par, der ofte havde gæster, og hans forældre, der boede i nærheden, hjalp gerne til med barnet.

Men hun gik rundt og følte sig fortvivlet. Ensom. Ked af det. Og hun følte at der var et eller andet imellem hende og hendes mand, som hun havde svært ved at sætte fingeren på. Hun savnede ham, selvom han var lige der, og andre gange følte hun, at han forlangte hendes nærvær og opmærksomhed, selvom hun lige havde bedt ham om det samme fem minutter forinden, hvor han havde afvist hende.

Hun havde det mere og mere som om han havde brug for at der var nogen, der ind imellem kunne booste hans selvtillid, eller lige sørge for at han fik sex, men at det i bund og grund kunne være hvem som helst, og ikke nødvendigvis hende. Hun havde brug for at han prioriterede hende, men når hun forsøgte at fortælle ham det, blev han irritabel og fjern, og fejede det af banen, som om det var urimeligt af hende at have det sådan. Hun kunne også se, at hun for det meste gjorde sig usynlig medmindre han eller deres barn havde brug for hende, så hun tænkte også at det måske var for meget forlangt at han pludselig skulle til at forholde sig til at hun ikke var særligt glad, og havde brug for at han var der på en anden måde. Så hun gik rundt med en tung og trist følelse indeni, men vidste ikke hvad hun skulle gøre for at få det bedre.

Da vi over et par måneder fik afdækket mere og mere af historien, samtidig med at vi undersøgte hendes følelser, blev det langsomt tydeligere for hende, at hun ikke kun var irriteret på sin mand, men at hun er vred over, at der ikke er plads til hende i sit ægteskab. Under vreden fandt hun sorgen over at opdage, at der aldrig havde været plads til hende i hendes nære relationer, og værre endnu: at hun havde været med til at lade sig behandle på den måde. Men hun havde ikke vidst, hvordan hun skulle fylde mere uden at føle sig enten i vejen eller egoistisk.

Derfra begyndte hun sin heling, og i dag er hun godt på vej til at skabe ændringer, der gør at hun står mere ved sig selv, og tør fylde mere i sit liv og i sine relationer, for hun er ved at finde ud af at hun, udover at være enestående, er værdifuld, også uden at hun behøver at være der for andre på bekostning af sig selv. Hun er også ved at erkende, at hendes behov ikke er udtryk for egoisme, men at behovstilfredsstillelse er en vigtig del af at leve et godt liv.

Når vi kan se, mærke og forstå os selv, kan vi se, hvilke mønstre, der engang var livsnødvendige for vores overlevelse, men som nu spænder ben for vores livsudfoldelse og glæde. Når vi ser dem, kan vi arbejde med at hele de sår, der ligger i os, så vi kan træffe sundere og bedre livsvalg, både i forhold til os selv og i forhold til Kærligheden.

For vi fortjener at leve gode, kærlighedsfyldte liv…og ja, det gælder også dig <3

Med ønsket om en smuk dag til dig,

underskrift

*Lise er et opdigtet navn

billede: freedigitalphotos. Red Love Symbol, by Supakidmod

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Hvad er dit kærlighedsmønster?

Udgivet den 2. april 2015 af Christina Copty

Trækker du dig, når nogen kommer for tæt på?

Er du altid den, der “jagter” en partner?

Bliver du hurtigt forelsket, selvom du ikke kender vedkommende?

Eller har du svært ved at være tryg i parforhold, selvom du virkelig gerne vil være i et?

Så har du et fastlagt kærlighedsmønster.

Heldigvis er det ikke sådan, at kærlighedsmønstre er sat i sten, men de kan være kime til stor frustration og sorg, hvis ikke vi ved, hvad vi har med at gøre, og hvordan vi kan ændre dem.

Når vi er involveret i parforhold, der er destruktive og utrygge, som for eksempel parforhold, hvor den ene har narcissistiske træk, har den anden træk, der komplimenterer narcissistens.

Der, hvor narcissisten for eksempel har brug for en partner, der kan forsyne ham med et spejl, der viser ham, hvor fejlfri han er, får partneren dækket sit behov for at føle sig værdifuld ved at være dette spejl. Når hun føler, at hun kan give ham noget, han har brug for, føler hun sig vigtig.

I forhold, hvor der er masser af drama og ingen følelsesmæssig nærhed (drama er ikke følelsesmæssig nærhed – drama er larm, der holder de to parter på afstand), er begge parter bange for nærheden, selvom de samtidig længes inderligt efter at opleve den.

De forskellige måder at være sammen, eller ikke sammen på, er ikke tilfældige. De er tværtimod dybe mønstre, der er grundlagt og forankrede tidligt i vores liv. Det er ikke sikkert at vi selv kan finde sammenhængen mellem vores barndom og vores voksenliv, eller sammenhængen mellem vores forskellige parforhold, og det kan være med til at efterlade os med følelsen af håbløshed; hvis ikke vi ved, hvad det er vi gør, og hvorfra det kommer, er det meget svært at skabe den form for forandring, vi længes efter, og i tilfælde af psykisk voldelige forhold, har hårdt brug for.

De fire tilknytningsstile

Der er primært fire måder vi knytter os til andre på. Sikker, Undvigende, Ambivalent og Desorganiseret.

I en sikker tilknytning, føler vi, at vi kan være dem vi er uden frygt for at blive gjort forkert. Der er en basal tryghed i forholdet, hvor der er plads til at være adskilte på en måde, hvor man ikke er bange for at miste, fordi begge parter er loyale, uselviske og fokuserede på at tage ansvar for parforholdet. Kærligheden har altså de optimale vækstbetingelser.

I den undvigende tilknytning, forsøger vi at undgå nærheden. Vi er ikke åbne, fordi vi er bange for at blive såret. Ofte er vi ikke klar over at det frygten for at blive såret, der gør at vi er lukkede, enten overfor vores partner, eller over overhovedet at være i et forhold. Kærligheden ligger her som en dyb længsel, men hjertet er lukket for muligheden.

For den ambivalent tilknyttede er der ofte en masse indre forvirring. På den ene side, vil vi gerne elskes og elske, på den anden kan vi ikke undgå at føle os kvalte når vi så er i et forhold. Vi ender ofte i dramaer, fordi vi ikke kan finde ud af at navigere ordentligt i forhold, og vi har svært ved at sætte grænser fordi vi faktisk ikke ved, hvor vores grænser går. Kærligheden er i konstant fare i denne type tilknytning, og der er ikke den ro, kærligheden har behov for, så den kan vokse og slå rødder.

Den desorganiserede har det meget svært i forhold. Den desorganiserede har svært ved at mærke selvrespekt, selvværd og selvtillid. Ofte vil der være aspekter af misbrug, fysisk vold og en følelse af konstant trussel. Når vi er desorganiserede kan vi ikke finde ud af at være tæt på andre mennesker, fordi vi føler os truede af dem. Vi er konstant i alarmberedskab og tror det værste om andre. Vi føler ikke at vi fortjener kærligheden og kommer til at indlade os på forhold, der ikke er gode for os. Kærligheden er her synonymt med fare, men man forsøger hele tiden at få fat i den, fordi man samtidig er dybt ulykkelig og ensom.

Vi kan sagtens have sammenblandinger af de forskellige stile, alt efter hvem vi er sammen med, men vi vil ofte have en stil, der dominerer over de andre, og som kan trækkes tilbage til vores opvækst. Når vi får mulighed for at opdage vores kærlighedsmønster, kan vi også begynde at arbejde på de sider i os, der har brug for omsorg og næring, så vi kan skabe og være i sundere forhold i fremtiden.

Hvis du vil lære mere om din tilknytningsstil, kan du lige nu tilmelde dig mit foredrag “Kærlighedens Mønster,” hvor du i løbet af en aften får masser af indsigt, viden og redskaber til at finde ud af, hvad dit mønster er, og hvordan det udspiller sig i dit liv. Hvis du vil læse mere og deltage, kan du klikke lige her.

Husk, du fortjener at have et godt kærlighedsliv.

Kærlig hilsen,

underskrift

ps: jeg husker lige at kreditere billedet, der hedder “heart jigsaw puzzle” og er lavet af digitalart 🙂

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Jeg Savner Ham

Udgivet den 15. marts 2015 af Christina Copty

Bruddet fra et psykisk voldeligt forhold er ofte lige så dramatisk som selve forholdet. Mange har et ønske om, at man kan ende tingene i fred og fordragelighed, så man måske kan ses som venner efterfølgende, men sandheden er, at det i langt de fleste tilfælde ikke er muligt, fordi man ikke evner at rumme hinanden og i øvrigt er blevet så såret, at man inderst inde godt ved, at der ikke er grobund for et venskab bagefter.

I nogle tilfælde forsøger man at etablere en form for relation efterfølgende, men enten ender man med at gå tilbage til det gamle destruktive mønster, fordi tiltrækningen og vanen er for voldsom, eller man ender med følelsen af, at man stadig ikke er værdifuld, hvorfor kontakten så sårer mere, end den gør godt.

Så alternativet er, at man ikke har kontakt.

Det betyder dog også at vi kan ende med at savne nogen så voldsomt, at det føles som fysisk afstraffelse ikke lige at sende en sms, ikke lige at ringe, ikke lige at skrive en besked på fb.

I dette smertefulde savn begynder vi at se forholdet i et andet lys: Vi husker begyndelsen, de gode stunder, de romantiske stunder og de intense stunder. Vi savner måden vi lå i ske på, måden hans/hendes øjne så på os på, når der blev hvisket “jeg elsker dig”-er. Måden vi nogengange, i korte glimt, kunne være side om side i afbalanceret nærhed og ro.

Og så er telefonen djævlens ven, som den ligger der, fristende og fuld af batteri.

Men det er her impulsen må tøjles, og vi må trække vejret en ekstra gang. For der er en god grund til at vi ikke er sammen længere, og eftersom vi elskede hinanden, er grunden ikke lille eller triviel, for så havde vi fået det til at fungere. Nej, grunden til at vi ikke er sammen, er fordi det ikke føltes godt i langt størstedelen af tiden, og vi mærkede at vi forandrede os og blev mindre glade.

Vi foldede os ikke ud i vores fulde potentiale sammen, men gik med ensomhed, utryghed og afsavn. Eller med følelsen af svigt, uopfyldte behov og sorg. Hvad dine følelser end var dengang, var de legitime og du overdrev dem ikke. Du følte det du gjorde med god grund.

Så hvis du alligevel kigger en ekstra gang på din telefon og tænker, at du bare lige vil høre, hvordan han eller hun har det, så brug et par minutter på at huske afslutningen i stedet for begyndelsen af forholdet, for måske fik du at vide, at han var træt af dig, at hun ikke elskede dig mere, eller at han var lettet over ikke at skulle have kontakt med dig mere.

Afslutningen er nemlig den, der holder informationen om jer to sammen. Begyndelser holder kun vores individuelle håb, projektioner og drømme, som vi lægger over på den anden i håbet om, at han eller hun folder sig ud til at være den perfekte partner, vi tror vi ser.

Men det fjerner naturligvis ikke det faktum, at vi stadig kan savne den anden. Men hvis ikke vi lader os opsluge af vores savn, så kan det bruges til at mærke vores evne til kærlighed. Igennem savnet kan vi give os selv plads til at sørge over, at det ikke blev, som vi drømte om – og selvom vi i dag er uvante med at være i noget, der er smertefuldt og tror der er noget galt med os når vi er kede af det eller triste, så er savnet tværtimod en anledning til både at give dig selv plads til at være den du er, og det er en mulighed for at reflektere over det, der gik galt, så du kan bruge den information til din videre udvikling.

At savne en eks er med andre ord fuldstændig naturligt, og viser at du var knyttet til vedkommende. Men det er samtidig en følelse, vi ikke behøver handle på, hvis afslutningen med al tydelighed viste dig, at han eller hun var helt og aldeles færdig med dig.

For du fortjener altså bedre… <3

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , | Kommentarer lukket til Jeg Savner Ham

Den Subtile Vold

Udgivet den 16. februar 2015 af Christina Copty

Selvom jeg tidligere har skrevet om psykisk vold, er det et emne, jeg i dag tager op igen, for jeg oplever gentagne gange at mennesker, der lever med psykisk vold, har svært ved at kategorisere det, de lever under, som netop det.

Det skyldes ikke at de er dumme, uintelligente, blinde eller på anden måde udfordrede i forhold til realiteterne, men det skyldes at psykisk vold har nogle helt særlige parametre, der gør det svært at gennemskue, når man er i det.

Psykisk vold kan være subtil

Psykisk vold er ikke nødvendigvis en partner, der råber “kælling” eller “narrøv” ad dig, når du har glemt at købe mælk. Det er der mange der tror. Mange tror at psykisk vold er ligesom fysisk vold, men uden næverne.

Det er det ikke. I hvert fald ikke i alle tilfælde. I langt de fleste er volden så subtil, at det er svært at få ordet “vold” til at passe med oplevelsen.

På engelsk kaldes den type forhold for Abusive Relationships. I mine øjne er det bedre til at dække de aspekter, der går under vores betegnelse for psykisk vold. Abuse betyder krænker-adfærd, mishandling og overgreb, og det er netop det, psykisk vold er. Det er ofte subtile former for overgreb og krænkeradfærd, der efterlader offeret med et skadet selvværd og tankerne kredsende om forholdet, fordi det konstant er i krise, eller kan ende i krise, hvis han eller hun træder ved siden af.

Men hvad betyder: krænker-adfærd? Hvad indebærer psykisk mishandling? Hvad er overgreb når det sker imellem to voksne i et parforhold?

En af de mest almindelige, og dog stadig så ukendte, former for psykisk vold, er når den ene part på ingen måde er villig til at se sine egne mørke sider, men konstant anklager den anden for at være ond, eller for at have onde hensigter.

Når krænkeren ikke tager ansvar for sine handlinger og krænkelser, men forklarer dem med:

“Det var din egen skyld”

“Du får mig til det”

“Du er værre end mig”

“Du gør det også selv”

og trumfen:

“Jeg har haft en hård barndom”

Mange ofre for psykisk vold har ofte al for stor forståelse for krænkeren. De retfærdiggør uacceptabel opførsel ved at sige

“Han/hun mener det ikke så slemt”

“Det er også min skyld, for jeg ved godt at jeg trykker på han/hendes knapper”

“Jeg synes det er synd for ham/hende”

“Jeg kender til hans/hendes historie og den er bare så barsk, så derfor opfører han/hun sig nogengange sådan her”

“Jeg tager det ikke så tungt”

Når man ser ovenstående, bliver det tydeligt at den ene part opfører sig som et berettiget barn og den anden som den forstående forælder. Problemet deri i er tifold: Et sundt parforhold består af to voksne mennesker, der i fællesskab finder vej igennem livet, og ikke en overbærende forælder med en teenager på slæb, der bekæmper én på alle fælles tiltag. Et forhold, hvor der udadtil er denne uligvægt i rollerne vil også indadtil have en ubalance imellem parterne. Den berettigede teenager vil have sin vilje og kæmper for at have magt og selvbestemmelse hele tiden på bekostning af tosomheden, og den anden ender med at kæmpe en kamp alene for at skabe en tosomhed med et menneske der i bund og grund helst vil blæse og have mel i munden, altså goderne ved et forhold uden at skulle yde noget for fællesskabet.

Når man står i det, kan det dog være svært at se, hvad der er berettiget, og hvad der er urimelig opførsel, og hvem der er berettiget og hvem der er urimelig, for krænkeren har på sin vis også ret. I hvert fald hvis man fjerner alt, hvad der hedder tilknytning og følelsesmæssig dybde, for hvem kan for eksempel argumentere imod en mand, der siger: “At jeg knalder med andre kvinder har jo intet med os to at gøre, for jeg gør det kun, når vi to alligevel ikke er sammen, og det tager ikke noget fra mine følelser for dig, så hvorfor skulle det gøre det for dig?” –  På en måde er hans argument jo egentlig ganske fint, og det giver mening set ud fra et praktisk synspunkt, for han gør det kun, når du alligevel ikke har tid, eller I holder pause (for hundredetyvende gang), og det væsentlige her er, at det giver 100% mening for ham. Det er nemlig sådan han ser det. Han ser vitterligt ikke noget problem i sin adfærd, men synes oprigtigt at du overreagerer, når du bliver rasende af jalousi og forsøger at forklare ham følelsernes ABC.

Når du gang på gang står overfor et menneske, der ikke tænker eller forstår følelser, forbindelser og forhold på samme måde som dig, begynder den indre tvivl at æde dig op. Du begynder så småt at tænke i samme bane som ham:”Han har jo egentlig ret, hvorfor tager jeg sådan på vej?” og lige så stille ryger dit indre kompas og din integritet ud til højre, for det var ikke denne type forhold du forestillede dig, du ville ende i, men du begynder langsomt at tro på, at det nok er dig, der i virkeligheden krænker ham, fordi du vil “presse” dit behov og din version af tosomhed ned over hovedet på ham, og dit argument lyder langt mere vagt og kan sagtens skydes i sænk fordi det er baseret på følelser, som:”Jeg synes bare det er forkert at vi går i seng med andre end hinanden, for jeg elsker dig” for lynhurtigt svarer han:”Jeg elsker også dig, men min kærlighed har ikke brug for ejerskab,” så din kærlighed bliver nu også defineret som krævende, fastlåst og indskrænket. Som et fængsel. Sådan en partner vil du jo ikke være, men det er åbenbart sådan du er…eller hvad?

Under hele denne proces opdager du ikke, at du er blevet trængt op i en sort krog, hvor det pludselig ser ud som om at det du står for, er forkert, og det han står for, er rigtigt og ædelt og godt. Sandheden er, at han ser det sådan, og du kan ikke argumentere ham væk fra det. Når du forsøger, ender du i et edderkoppespind, hvor dine forsøg på at sprælle dig fri får dig viklet mere og mere ind i et destruktivt mønster, hvor du er den ultimative taber.

Og det fortjener du altså ikke, ligemeget hvad din partner måtte sige…

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 3 kommentarer

Er du bange for at han finder én, som han virkelig elsker?

Udgivet den 18. januar 2015 af Christina Copty

Holder du fast i et forhold, der ikke er godt nok, fordi du er bange for, at din partner hurtigt vil finde en anden, hvis du går?

Piner det dig, hvis din partner kunne elske en anden på den måde, du drømmer om, at han eller hun skal elske dig?

Hvis han nu falder pladask for en anden og pludselig blev Prinsen på Den Hvide Hest, sådan som han var overfor dig i starten?

Ville det være en katastrofe?

Hvis du svarer “ja” ved du da hvorfor det er sådan? Hvorfor det ikke er bedre at slippe en partner, der ikke elsker dig, hvadenten han så finder en anden tre minutter senere eller ej, end at blive sammen?

For langt de fleste jeg møder i min klinik, som netop kæmper med det her dilemma, er svaret, at det vil give dem følelsen af, at det er dem, der er noget galt med, siden han ikke kunne elske dem, sådan som de længtes efter, og så bliver hans manglende lyst/evne til deres virkelighed.

Og det er ikke tilfældigt at det føles sådan.

For i langt de fleste tilfælde, er dette forhold, som de kæmper for at bevare med næb og klør ikke første gang, de har haft oplevelsen af, at det er dem, der ikke er værd at elske. De kommer som regel fra en baggrund, hvor der er flere “beviser” for at folk forlader og svigter dem, fordi de ikke er til at elske.

Og dét er en hård overbevisning at leve med.

En klient jeg har, sad fast i et forhold i lang tid efter hendes kæreste fortalte hende, at han ikke “turde” elske hende, fordi han var bange for at blive såret af hende. De havde haft et nedværdigende og turbulent forhold i en del år, der var tegnet af hendes temperament og behov for at gå ham på klingen omkring løgne, der blev ved med at dukke op omkring hans gøren og laden på den ene side, og på den anden hans manglende kærlighed og loyalitet overfor deres forhold.

Hun kæmpede længe med en indre ambivalens, hvor hun på den ene hånd godt kunne se, med fornuften, at han ikke elskede hende, og at hun derfor skulle væk fra ham, og på den anden ikke kunne slippe ham, fordi hendes dybeste følelser overbeviste hende om, at det var hende, der bare skulle kæmpe mere, lave sig mere om og rumme mere. Hun havde det på et tidspunkt vitterligt således, at hun i samme session sagde: “Han vil så gerne have at jeg kommer mere hos ham, for vi ses mest hos mig” til “Han siger at han også har brug for at være mere alene, så jeg skal ikke være så meget hos ham.” Ligemeget hvad hun gjorde, var det aldrig helt godt nok for ham, og han holdt hende som gidsel i et drama, hun umuligt kunne navigere i, for så længe han holdt kærligheden foran hende som en gulerod (“måske kommer jeg til at åbne mit hjerte for dig igen en dag, men det kræver at du…”) ville hun baske med arme og ben i alle de retninger, som han anviste, samtidig med at hun også kæmpede for at bevare nogle af sine værdier, selvom hun i løbet af årene havde opgivet mange af de ting, der betød noget for hende og overtaget nogle af hans, for at han skulle elske og prioritere hende.

Hun blev bare aldrig god nok for ham. Der var altid et eller andet, hun gjorde forkert.

Men virkeligheden er, at det ikke handlede om hende…i hvert  fald ikke sådan, som han udlagde det.

Da hun efter en længere proces fik øjnene op for, hvad det var for manipulationer hun var udsat for, samtidig med at han levede sit liv som han ville og havde hende på sidelinien, (så længe hun makkede ret, for ellers kunne hun jo bare gå – med andre ord: hun skulle være den, der lagde alle kræfter i at tilfredsstille ham og lave sig om, han var den kritiske modtager og dommer, der kunne sige “nu er du god nok”, “nu er du ikke” uden selv at bidrage med andet end de ting, der i forvejen opfyldte hans behov), begyndte hun at forstå, at hendes værdi ikke havde noget at gøre med hans manglende respekt og kærlighed.

Hendes værdi som kvinde og som menneske er der fra naturens hånd. Hun, ligesom du og jeg, er et mirakuløst skaberværk, der er bygget til kærlighed, og hun er nu langsomt ved at få øje på, at den kærlighed hun havde til ham, var smuk og nærende, men kun hvis hun sætter sig selv fri af de begrænsninger, som hendes overbevisninger om ikke at være god nok, sætter på hende.

Hendes del i dette er, at hun fandt sig i at blive defineret som den, der er problemet; den, der skal oppe sig; den, der skal ændre sin måde at tale, tænke og føle på. Og hvis vi skal yde retfærdighed, så er hans del i dette, at han holder fast i et menneske, som han i bund og grund ikke ønsker, men fordi han er bange for at være alene, tager han det, der byder sig, uden egentlig at få kigget på, hvordan hans overbevisninger sætter begrænsninger på ham. Men det er hans ansvar at få kigget på det. Hun gør i hvert fald sit, og er kommet meget langt i sin proces, og det glæder mit hjerte, når jeg ser hendes livsgejst fylde rummet, fordi hun nu igen har gjort noget, der bekræfter hende i, at hun er smuk og dejlig præcis som hun er.

God Søndag til dig

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

De Forbandede Nytårsforsæt

Udgivet den 31. december 2014 af Christina Copty

Med nytåret kommer alle de gode intentioner:

I år bliver året, hvor jeg skal tabe mig

I år bliver året, hvor jeg går i gang med at dyrke yoga

I år bliver året, hvor jeg holder op med at ryge

I år bliver året, hvor jeg sætter mig selv i fokus og får gjort nogen af alle de ting, jeg ved skal gøre, for at jeg kan få det godt…

Men så kommer Januar. Kulden og mørket er her endnu. Julens varme er overstået, og vi står  tilbage med tømmermænd over en nytårsaften, der måske tog lidt overhånd, selvom vi i år havde lovet os selv, at det ikke i hvert fald ikke skulle blive lige så slemt som sidste år…

Og så er det svært at holde fast i alle de gode intentioner om forandring.

Vi ryger lige så mange cigaretter som før. Vi spiser ikke udenom sovsen og vi får ikke gjort alle de gode ting, vi egentlig gerne ville gøre.

Men hvorfor skal det være så svært?

Det skyldes ofte den lille finte, at vi har svært ved at holde fast i noget, der kræver langsigtet planlægning, hvor vi skal navigere udenom den umiddelbare tilfredsstillelse ved at lade stå til (og spise et stykke kage mere!)

Hjernen, den lille størrelse, der ligger deroppe bag kraniet og leger styrmand Olsen, er nemlig så finurligt indrettet, at den kan vænne sig så meget til at blive behovs-, eller rettere “lyst-tilfredsstillet” at den bliver afhængig af det. Den vil have mere, og den ved ikke, hvordan den skal stå imod fristelserne, fordi den anden del af hjernen, der styrer bremseklodserne og langsynet slet ikke får en fod til jorden når den lille liderlige djævel, der hedder “lyst” sætter ind.

Hukommelsen sætter også lidt ud, for godt nok kan man huske at man lovede sig selv at man nu ville gøre noget andet. At alle de der forbandede smøger er kræftfremkaldende og at sukker er cancer-celle-fast food. Men hvad sker der ved at jeg liiiige udskyder bare til imorgen…eller i overmorgen, for der er jo lige den der fest. Den der pause. Den der …undskyldning.

Og så hjælper fornuften ikke. Altså ud over at du så går rundt med en evig dårlig samvittighed, der trykker som en sko, der er tre numre for lille.

Men er der da slet ikke noget at gøre så, spørger du måske.

Jo, det er der.

Faktisk kan man overvinde ganske meget: alkoholisme, stofmisbrug, sukkermisbrug, madmisbrug, sexmisbrug, kærlighedsmisbrug, og hvad der ellers er i kategorien “det-er-ikke-godt-for-mig-eller-mine-kære”

Men det kræver at man ser det for hvad det er: En hjerne, der er i ubalance og som skal have noget hjælp til at blive reguleret tilbage i balance. Og det kan være at det kræver at man endelig får kigget på, hvor man har fået etableret det første mønster for den adfærd, der i dag har fået sit eget lille diktatoriske liv, som ikke bare kan brydes med et nytårsforsæt.

Fælles for de fleste misbrug er, at de er overlevelsesstrategier, der har engang var nødvendige for at klare sig igennem noget af det, der gjorde livet smertefuldt, som oftest ensomhed, følelsen af at være forkert/ikke god nok og følelsen af at være uelsket og uden værdi for andre.

Når vi tør kigge indad og får noget støtte i at afvikle overlevelsesstrategierne, kan vi udvikle os og skabe nye neurologiske forbindelser, der styrer udenom Den forførende “Lyst” der mæsker sig deroppe i den fedtede hjernemasse på bekostning af vores velbefindende.

Og med den tanke efterlader jeg dig med ønsket om ikke kun et Godt Nytår, men et 2015 med balance, omsorg og kærlighed for den særlige person, som du er.

Kærlige hilsner,

Christina Copty

Udgivet i Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til De Forbandede Nytårsforsæt

Julen i Det Svære Forhold

Udgivet den 15. december 2014 af Christina Copty

Julen er for mange en stribe længe ventede helligdage, der varsler nærvær, nærhed og kærlige stunder i parforholdet.

Men for folk, der lever i svære parforhold, er julen vanskelig at komme igennem. Både fordi det er en tid, hvor konflikterne hober sig op, og fordi man føler sig utrolig ensom med en partner, der nedgør alt det, man forsøger at gøre, for at skabe en hyggelig julestemning.

Situationer der typisk opstår i de svære forhold, handler om at den ene part føler at han eller hun mister kontrollen og magten i forholdet, fordi julen netop er “større” end forholdet, og ofte indebærer familietraditioner, vaner og kulturelle forventninger. Man kan altså ikke tryne sin partner til at makke ret på samme måde som man kan i hverdagen, hvor man på mere subtile måder kan rette partneren ind igennem for eksempel fornærmethed eller surhed.

Og partneren forsøger på den anden side at benytte “hjerternes fest” til at bløde relationen op til den kontrollerende partner, og går måske i krig med at pynte op og lave traditionelle juleting, der kan skabe en hyggelig stemning, så det måske i år kan blive hyggeligere end sidste år.

Men alle tiltag bliver modarbejdet og nedgjort med bemærkninger om at julen er noget fis og at det er barnligt at gå op i den. Altså bemærkninger, der krænker partneren og kun har til formål at ødelægge glæden.

Og hvorfor vil man det, når det istedet kunne være så hyggeligt og den anden part kun forsøger at gøre det rart for begge to? Jo, det handler i bund og grund ikke om at den kritiserende og krænkende part ikke bryder sig om julen, men derimod om at den anden netop godt kan lide julen.

Meldingen er derfor klar:

Hvis du gør noget, du kan lide og jeg bakker det op og støtter dig, og er med til at skabe den stemning du gerne vil have, så har du taget magten i forholdet. Jeg har brug for at du tror, at du aldrig kan gøre noget godt nok selv, for hvis du en dag tror du kan gøre mig tilfreds og derved blive mere “selvstændig,” mister jeg magten over dig

Når partneren bliver opstemt, fokuseret og glad, truer det status quo og den ulige magtfordeling. Krænkeren føler sig i virkeligheden usikker, fordi vedkommende ikke kender til at være i et ligebyrdigt forhold, hvor man støtter og bakker hinanden op.

Istedet opleves det som et kontroltab, og dermed også en frygt for at miste følelsen af at være vigtig for en anden. Ikke fordi man som partner er uundværlig, men fordi en krænker er dybt afhængig af et andet menneske, det kan bruge, for ikke at komme i kontakt med sin indre tomhed og følelsen af at være ligegyldig. Så længe der er en partner, hvis verdenscentrum er krænkeren, kan krænkerens egne svære følelser holdes på afstand. Men det kræver jo selvfølgelig at partneren makker ret og trykker sig op ad krænkerens ben som en hund, der bliver slået, hvis den viger fra sin ejers side.

Der er selvfølgelig – og heldigvis – nuancer og grader af svære forhold, men fælles for alle i disse forhold er, at julen ikke er en kærkommen tid, men istedet en tid fyldt med nervøsitet og ængstelse over, hvordan julen mon bliver i år…

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Julen i Det Svære Forhold

Når Kærligheden er Svær

Udgivet den 16. november 2014 af Christina Copty

Jeg får flere og flere henvendelser fra mennesker, der har det svært med kærligheden, og som føler sig spejlede i mine blogindlæg om utilfredsstillende parforholdsdynamikker.

Når kærligheden er svær, handler det for mange af disse mennesker om, at de ikke kan mærke fællesskabet med deres partner, som de istedet føler har svært ved at hengive sig til den menneskeligt biologiske betingelse at være afhængig.

Deres partner tænker på sig selv. På egne behov, og især på deres egne lyster.

“Hvis ikke jeg kan gøre som det passer mig, kæmper jeg imod dig, eller også finder jeg en anden” synes det at lyde mange steder fra, eller alternativt “Hvis ikke du gør, som jeg vil have, kæmper jeg imod dig, eller finder en anden” og berettigelsen følger med et “Jeg har ret til at sige hvad jeg vil have, for jeg skal realisere mig selv” underforstået: hvis du vil med, bliver det på mine præmisser, for dine er en hæmsko for mig.

Selvrealisering?

Men er der egentlig tale om selvrealisering? Og i så fald, hvad handler dette selvrealiseringsprojekt så om? For det er vel ikke sådan at alle, der påberåber sig retten til at være egoistisk i “selvudviklingens tegn” har så svært ved at sætte grænser, at de ikke kan gøre det på andre måder end denne alt-eller-intet måde, hvor den anden skal makke ret eller pakke sammen, eller hvad?

Jeg synes der tegner sig et nedslående billede, når jeg kigger på, hvor få gange jeg oplever at en klient i min klinik kommer med følelsen af at problemerne i parforholdet handler om et fælles problem.

Nej, reglen er mere at de kommer fordi de føler sig ensomme, afskårede og forvirrede fordi deres parforhold efterlader dem med følelsen af at være værdiløse det ene øjeblik og fuldstændigt guddommelige det næste, men dog med faren for at blive kastet ud over afgrunden, hvad øjeblik det skal være, hvis der bliver rokket ved båden.

Det er en tilstand der æder al energi og fokus fra livet, for som partner bruger man umanerlig meget tid på at forsøge at:

1: Finde ud af, hvad den anden tænker/føler/synes, for så kan man måske undgå en konflikt

2: Finde ud af, hvordan man holder fast i sig selv samtidig med at man skal give sig på kerneværdier

3: Finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt og forkert, for man mærker noget, men den anden siger, at man tager fejl

4: Finde ud af, hvordan man kan reparere det seneste skænderi

5: Finde alternativer og løsninger på problemstillinger, (der alligevel bliver forkastet)

6: Finde frem til det minimum af behov, som man kan overleve med

7: Finde ud af hvordan man skal overleve med følelsen af at skamme sig over, at man er i et forhold, hvor man faktisk sjældent er rigtig glad

8: Finde ud af hvad man skal gøre med sine “hysteriske/svære/uacceptable/latterlige/naive/tåbelige” osv følelser, som man har, for der er ikke plads til at man kan tale om det i forholdet

9: Finde ud af om man overhovedet skal blive i forholdet eller gøre det forbi

10: Finde vejen tilbage til den, man var, da man mødte sin partner

Alle disse tanker gør at man har svært ved at leve sit liv ude i verden. Man mister mere og mere forbindelsen til andre, til sine interesser og sine værdier. Alt sammen i kærlighedens navn.

Men stop lige…

Er det her kærlighed? Er det kærlighedens pris? Er det her virkelig as good as it gets?

Pas godt på dig selv

Kærlig hilsen

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , | 3 kommentarer

Sådan spotter du en narcissist – 7 kendetegn, du bør kende til

Udgivet den 29. september 2014 af Christina Copty

For de fleste mennesker, der har været involveret med en narcissistisk partner, er spørgsmålet om, hvorfor de endte med sådan en partner, altid til stede.

De martrer ofte sig selv med tanker om at de selv var skyld i det, at de burde have forladt forholdet for mange år siden og at de har en indbygget “fejl,” som gør at de endte i det destruktive forhold det som oftest er, når man har en partner med en narcissistisk personlighedsstruktur.

Samtidig er de også bange for, at de igen kommer til at ende i et lignende forhold, fordi partneren virkede som Verdens Dejligste og Mest Perfekte Menneske, da de mødte hinanden. De er bange for at de er ude af stand til at tiltrække og blive tiltrukket af en sund partner, fordi de ikke ved, hvad de skal undgå eller hvad de skal gå efter, når nu det narcissistiske forhold havde virket til at være perfekt i starten.

Jeg har derfor samlet de 7 vigtigste kendetegn til dig, sådan at du kan genkende det, der forhåbentlig bliver omsat til røde lamper og alarmklokker i dig inden du involverer dig og bliver udsat for det svigt, der for mange ender med at være så traumatiskerende, at de mister tillid, ikke kun til partneren, men til kærligheden.

Så uden videre indtroduktion, får du her de 7 kendetegn til at spotte en narcissist:

1: Han er Perfekt, men…

Det er ganske naturligt at flyve på lyserøde skyer og være fuldstændig henført når du møder et menneske, der ser ud til at være perfekt til dig. Men de fleste mennesker, der har været sammen med en narcissist, fortæller ofte, at der i starten alligevel var noget, der skurrede.

Enten fortalte han noget om sin eks, der fik hende til at fremstå som uligevægtig, for meget, for klæbende, for et eller andet, der gjorde at han blev “nødt til” at gøre det forbi. Eller han vil kun se dig, når han har tid, fordi der altid lige er noget andet, han skal nå. Eller han insisterer på at du skal affinde dig med at han har kontakt med sine ekser. Eller han siger at han elsker dig inden du føler at I kender hinanden godt nok til at han kan sige det.

2: Du begynder at censurere dig selv

Efter kort tid finder du ud af, at hun virker utroligt følsom overfor kritik. Det kan være hun fortæller om en episode, hvor hun føler at hun er blevet uretfærdigt behandlet, hvor du egentlig synes hun overreagerer. Når du selv kommer til at sige noget, der måske ikke passer helt ind i hendes billede af, hvad der er rigtigt, bliver du overfuset eller oplever at hun lukker ned, gør det forbi, eller forlanger af dig, at du skal ændre dig. Du begynder derfor lige så langsomt at holde nogle af dine tanker og følelser tilbage, fordi du er bange for hendes reaktion.

3: Han har en masse bekendte men ingen nære venner

Der er lavet en del undersøgelser, der viser at narcissister er de mest dragende i en større gruppe, når man først møder dem. De ser ud til at være centrum for opmærksomhed, og han har ofte en skare af kvinder, der synes han er himlen ned på jorden. Mange af disse kvinder er nogen, han enten har været sammen med før, eller som han holder til sig med en understrøm af flirt. Han kan også have en skare af mænd omkring sig, der ser op til ham og støtter ham kritikløst i alt, hvad han siger og gør. Men han har ingen nære venner, der virkeligt kender ham og ved alt om ham.

4: Hun ser verden i sort-hvid

Verden og relationer er altid foranderlige og nuancerede alt efter omstændighederne. For narcissisten er det anderledes. Der er ikke plads til nuancer. Enten er man en idiot, der er skyld i al dårligdom, eller man er verdens dejligste kæreste. Der er ikke ro og balance i forholdet, for hendes indre usikkerhed, hendes følelsesmæssige turbulens og behov for at blive bekræftet spilder over i forholdet, hvilket betyder, at man som partner altid må være oppe på mærkerne, for ikke at komme til at ende på den forkerte side af sort-hvid.

5: Du føler at I når til et følelsesmæssigt plateau

Eftersom narcissisten ikke er i stand til at åbne sig og være i en nær (og derfor sårbar) relation, oplever du, at I hurtigt når til et niveau i forholdet, hvorfra det ikke kan blive dybere. Du føler at der er noget, der er lukket land for dig, og du fornemmer at der er en masse ting, du ikke får at vide. Mange beskriver det også i forhold til at deres samtaler, når de handler om narcissisten, foregår i overskrifter uden dybde, og der er ikke plads til at spørge ind.

Note: Anderledes ser det ud, når det handler om dig og dine sårbare sider og din svære historie. Han virker umiddelbart som om han er en solid støtte for dig, som virkelig forstår dig og forstår din smerte. Her har jeg brug for at give dig en advarsel: Hvis du mærker at du er den eneste, der deler dine sårbare sider, så der opstår en ubalance med ham som “redderen” og dig som den svage, er der meget stor sandsynlighed for, at du kommer til at få dine sårbarheder og dine inderste hemmeligheder smidt i hovedet, den dag du begynder at sætte grænser eller gøre ham opmærksom på, hvad han gør, for der viser han sit sande ansigt: De intime stunder, hvor du troede du endelig havde fundet en tryg havn, er i virkeligheden informationsindsamling, som han husker og bruger hensynsløst den dag, han føler sig truet af kritik.

6:  Hun har et dårligt selvværd samtidig med at hun føler sig speciel og hævet over andre

Noget af det, der kommer bag på det fleste, der har med narcissister at gøre, er at opdage, at de har et utrolig lavt selvværd. De kan sagtens score højt på selvtillid (de synes selv at de er meget dygtige, men føler ikke at de bliver værdsat nok) imens deres selvværd ligger i toilettet. Det kan for mange komme til at virke som om de “inderst inde” jo bare er nogle sårbare mennesker, der har brug for at man er sammen med dem, og derfor er der mange, der har svært ved at erkende, at det er narcissister de har med at gøre, for “sådan nogen er jo selvglade.” Sådan forholder det sig desværre ikke, for narcissisme er ikke kun overdrevet selvfedhed og egoisme, men en personlighedstruktur, der stikker dybt ned i tidlige følelser af skam og utilstrækkelighed.

7: Han virker skamløs

Det kan virke paradoksalt at et menneske, der kæmper med dybe følelser af skam,  kan agere skamløst. Det skyldes at han dybest set føler sig urefærdigt behandlet og derfor føler sig berettiget til at gøre og handle efter et særligt sæt regler, der kun gælder for ham. Han opfører sig måske ubehøvlet overfor personalet på en restaurant, han synes måske det er i orden at bøvse eller prutte når som helst (hvilket  ved nærmere eftersyn viser sig at være når det bringer dig mest i forlegenhed, så han kan pege på dig og sige “Jeg kan ikke gøre for det, den smuttede, men du er sgu også for følsom” for han kan for eksempel sagtens lade være under alle andre omstændigheder.)  Han kan finde på at overskride dine seksuelle grænser og få dig til at gøre ting, som du ellers ikke ville gøre og han kan finde på at udstille dig/dine venner/din familie/sin egen familie hvis det passer ind i hans agenda.

Hvis du genkender disse 7 kendetegn i din egen relation, er det alarmklokker, du bør tage alvorligt, for en narcissist forandrer sig ikke, selvom du kæmper, græder, forklarer eller forsvarer dig selv – og skulle du være så heldig at være kommet ud af sådan en relation, kan du nu gå ud i verden med en nyfunden viden om, at det du mærker og oplever ikke er noget, der kun foregår inde i dit hoved, men rent faktisk er virkelighed. Og jo mere du uddanner dig og lærer om denne type mennesker, des nemmere bliver det at spotte dem, og undgå dem.

Pas på dig selv og husk at du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , | 74 kommentarer