Den Narcissistiske Karrusel

Udgivet den 13. september 2014 af Christina Copty

Når man er fanget i et destruktivt mønster med sin partner, ender man ofte med at gå fra forholdet gang på gang, for blot at gå tilbage igen.

Intet andet sted er det tydeligere, end når det drejer sig om parforhold, hvor den ene part har narcissistiske træk, og hvor man ender på den Narcissistiske Karrusel, der nådesløst går rundt og rundt.

Narcissistiske træk er personlighedstræk, der viser sig tydeligst, når narcissisten føler sig truet og kritiseret. Med andre ord kan narcissisten sagtens vise et andet ansigt udadtil, hvor vedkommende virker sød, hjælpsom, støttende og easy-going, noget, man som partner også oplevede i starten af forholdet. Altså indtil man begynder at undre sig over, og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke får sine behov for ægte nærhed opfyldt.

Så snart narcissisten føler, at han eller hun ikke kan slippe afsted med sin opførsel, der ofte indebærer grænseløs adfærd, som de føler sig berettigede til, (eks. at have sex med flere partnere uden brug af kondomer; at stjæle hele billedet og anerkendelsen for noget, man har været flere om; at fordreje sandheden for egen vinding; at fortælle løgne for at skabe et billede af sig selv som from og god osv.) kommer deres vrede og raseri til udtryk. Men modsat hvad de fleste eksperter siger om narcissister, vises vreden ikke altid i det tydelige raserianfald.

Nogle gange kommer vreden nemlig til udtryk igennem et ondskabsfuldt spil, der har til hensigt at smadre partnerens selvværd, fordi følelsen af at være blevet behandlet dårligt skal gengældes med noget nær total udslettelse – dog med den lille finte, at narcissisten samtidig går fri af skylden.

Herunder kan du læse et opdigtet eksempel, hvor du ser karrusellen i bevægelse. For nemhed skyld, er det manden i mit eksempel, der har narcissistiske træk, men kan lige så godt være kvinden:

Hun: Hvorfor var din telefon slukket igår?

Han: Skal vi nu til det igen? (afvisning af dialog og en undertone af, at hun er trættende)

Hun: Nej, men jeg vil bare gerne vide, hvorfor du ikke tog telefonen da jeg ringede

Han: Jeg vil ikke tale med dig, når du er i dét humør, for jeg ved godt hvad du er ude på (afvisning af dialog og anklage om at hun er ude på noget)

Hun: Hvad er jeg da ude på? (Hun går i forsvarsposition)

Han: Det ved du bedst selv (“crazy-making” og starten på den cirkulære dialog, der har til formål at skabe forvirring hos hende og flytte fokus fra emnet om, hvorfor han ikke tog sin telefon)

Hun: Jeg ved ikke hvad du mener med at jeg er ude på noget, jeg prøver bare at have en samtale med dig (hun føler sig uretfærdigt anklaget og bliver mere defensiv i sin tone)

Han: Det siger du hver gang, og hver gang ender det med at du bliver fuldstændig vanvittig  og uden for rækkevidde, og det vil jeg ikke finde mig i (han taler fortsat roligt, og rykker nu fokus over på hendes generelle “mangelfulde evne til at kommunikere”)

Hun: Hvad mener du med at jeg er “udenfor rækkevidde”? Det er sgu da dig, der bliver ved med at undgå emnet og nu handler det hele lige pludselig om mig. Hvad med dig selv? (hun er nu i sine følelsers vold, fordi han bliver ved med at snøre hende og afvise hendes ord. Hun begynder at gå til angreb)

Han: Hvad med mig? Jeg kommer her og er helt fredelig og så begynder du på et eller andet ud af den blå luft bare fordi du har brug for at vi altid skal skændes. Der er sgu noget galt med dig (angreb, nedladenhed, hævder sig selv på bekostning af hende og fordi han stadig holder sig i ro, virker han som den fornuftige)

Hun: Hvad fanden bilder du dig ind? Der er fandme ikke noget galt med mig, jeg forsøger bare at finde ud af, hvorfor du ikke tog din telefon igår, hvorfor fanden kan du ikke bare svare på det som ethvert andet normalt menneske? (Nu er hun på nippet til at eksplodere, og kommer i sit forsøg på at få ham til at svare til at kritisere ham)

Han: Se, jeg vidste det ville komme. Du synes jo tydeligvis jeg er unormal og du venter bare på en anledning til at fortælle mig det (han påtager sig offerrollen, så hun skal se, hvor krænkende hun er)

Hun: Det var jo for helvede ikke det jeg mente, og det ved du godt, hvorfor skal du altid gøre det her mod mig? (hendes toneleje er steget og hun taler hurtigere og mærker tydeligt at hun er ved at blive forvirret)

Han: Gøre hvad imod dig? Det er dig, der starter med at kalde mig unormal, så hvad forventer du? At jeg bare skal finde mig i at blive svinet til af dig? (offerrolle og anklage)

Hun: Så kan det kraftstejleme også være fucking lige meget. Jeg kan tydeligvis ikke trænge igennem dit tykke hoved så du kan høre hvad fanden det er jeg siger (hun råber. Hun føler sig trængt op i en krog og går til angreb for at komme væk fra situationen, så hun krænker ham)

Han: jeg vil simpelthen ikke finde mig i at blive behandlet sådan her, nu må du sgu lige falde ned og tage det roligt, ellers… (med et nedladende tonefald, der samtidig indeholder en trussel)

Hun: Ellers hvad? Hva´? Hvad vil du gøre? (råber)

Han: (opgivende) Du vil jo tydeligvis helst have at jeg går, så det gør jeg, hvis du bliver ved (trussel og betingelse, samtidig med at han er træt af det og vil væk)

Hun: Du kan skride ad helvede til, kan du (afmagt, frustration og raseri)

Han vender sig væk fra hende, tager sin jakke og går.

Det, der nu sker, er ligeledes typisk. Han går ikke ud for at være alene og reflektere over sine handlinger og motiver, for han har brug for at der er nogen, der samler ham (op) og fortæller ham, hvor fantastisk han er. Det er hans livseliksir. Så han går ud og finder et øre, en kvinde, en drink, en ven eller lignende, der trøster ham og forsyner ham med berettigelse og anerkendelse i form af “Hun er også for meget,” “Du må passe på dig selv, og måske er det på tide, du går fra hende,” “Hvis du var min kæreste, ville jeg aldrig behandle dig sådan,” “Du er for god af dig,” og så videre, der vidner om, at han kun ser situationen fra sit eget synspunkt og fremstiller sig selv som sagesløst offer for hendes urimelige vrede.

Hun, for sin del, ligger i en sammensunket pøl, opløst af gråd og fortvivlelse. Hun føler ikke at hun kan fortælle andre, hvad der er sket, for hun er forvirret og skammer sig over at hun lever i sådan et forhold, og hun skammer sig over, hvor modbydelig hun kan være overfor ham, når hun bliver gal. Så begynder tvivlen at nage i hende, og hun tænker:”Var det mon mig? Han har jo ret i, at det altid er mig, der mister besindelsen. Det er måske også uretfærdigt, at jeg stiller ham spørgsmål om, hvorfor han ikke tog sin telefon, alle har jo ret til at have et privatliv, og han siger jo at jeg går ham på nerverne med min usikkerhed”

I den følgende stilhed, hvor hun er alene og ikke rækker ud til sit netværk (der måske ikke længere eksisterer efter mange gange gange rundt i karrusellen, hvor folk enten er holdt op med at ville høre på hende, eller hun føler at det er flovt igen at skulle fortælle om endnu en episode), bliver tomheden stor og savnet efter ham ustyrligt. Og fordi han ikke tager kontakt til hende, føler hun endnu mere, at det må være hende, der er noget galt med, for ellers ville han jo komme tilbage og forsøge at finde en løsning, men det gør han ikke. Han har droppet hende som en sæk gamle kartofler. Hun føler sig værdiløs og uelskelig, og så kommer tankerne om, at hun aldrig finder en anden mand, at der aldrig vil være nogen anden, der kan holde hende ud, at hun ender med at være ensom, forkastet og forladt resten af livet, og så virker prisen for at få ham tilbage pludselig lille. Hun husker også på, at de trods alt nogengange har kunne tale sammen og have det rart, og måske, bare måske, er der en mulighed for, at de kan finde ud af det, hvis nu de begge to lytter…

Så armeret med følelsen af, at det er hendes skyld, og med tanken om, at hun skal søge hans tilgivelse, og samtidig håber at han vil være imødekommende og villig til at give dem en chance mere, ringer hun til ham

Han lyder først afvisende, “Hvad vil du?”

“Kan vi ikke mødes? Der er en masse ting, jeg gerne vil tale med dig om,” han kan høre, at hun er ydmyg, det kan han godt lide, måske har hun forstået, at han ikke vil behandles dårligt, men han er stadig vred på hende, over at hun har smidt ham ud (som det nu er blevet til i hans tanker), så han siger:”Hvorfor? Så du kan svine mig til igen og smide mig ud igen?”

Hun ved, at hun skal vare sin mund ligenu, for hun mærker retfærdighedens harme stige op i hende, men hun ved, at hvis hun gør ham opmærksom på, at det hele udviklede sig så grimt fordi de begge var delagtige i det, mister hun ham, så i stedet siger hun:”Jeg er rigtig ked af at det endte som det gjorde. Undskyld. Vil du ikke nok komme forbi, så vi kan tale sammen om det her, for jeg savner dig”

“Kun hvis du lover ikke, at du ikke bringer et eller andet på banen igen, for jeg orker det bare ikke,” Han fornemmer tydeligt at han har magten til at forkaste hende eller tage hende ind igen, så han lægger nu betingelserne for deres samvær. Han tænker det ikke så meget som en magt, men mere som en berettigelse, for han ved, fra sine venner og andre forsyninger, at han er i sin fulde ret til at sætte grænser og sige, hvad han vil have og ikke have, for det er jo ham, der er blevet begået uret mod, og så skal man stå op for sig selv. Han gør og siger altså ikke som han gør i nogen åbenlys ond mening eller med det formål at have magten, men fordi han oprigtigt føler at det er hende, der er skyldig i at det gik galt og han derfor var tvunget til at gå.

Hun kan godt høre at han stadig synes det er hende, der er problemet, og hun lægger også mærke til at det kun er hende, der har sagt undskyld, men hun savner ham og hun kan jo også godt forstå at hun ikke opførte sig ordentligt. Så hun lover at de ikke behøver tale om noget, han ikke vil tale om. Og hun lover at det nok skal blive en hyggelig aften, måske kan de endda sove sammen, hvis han har lyst til det. Han svarer køligt”Det finder jeg ud af, når  jeg kommer,” for så har han sikret sig, at han kan gå, hvis han hellere vil det uden at hun kan klandre ham for at have brudt et løfte, og samtidig har han sikret sig, at hun opfører sig ordentligt, for nu ved hun, at hun er på prøve, og at han ikke finder sig i at blive behandlet dårligt.

To dage senere modtager hun ham med åbne arme. Og nu sker der en af de ting, der for mange udenforstående kan virke absurd, men som ikke desto mindre er virkeligt: De gør begge to som ingenting. De taler ikke om konflikten. Hun laver lækker mad. De elsker måske. Hun nævner ikke konflikten med et ord, men elefanten er i rummet, og den er stor, den er vred og den er farlig, så hun ved, at hvis hun ytrer kritik, utilfredshed eller et behov for samhørighed og grænsesætning, vil den trampe henover hende og vælte ud af døren igen…

Med denne nye indskrænkelse af, hvad hun må og ikke må spørge til (“Du må ikke spørge ham, hvorfor han ikke tager sin telefon”) forsøger hun nu at træde varsomt og ikke rokke ved den skrøbelige tilstand de er i, men i takt med at hans magt nu er vokset lidt mere, tillader han sig at skubbe grænserne for, hvad der er acceptabelt for hende, og om få dage gør han igen noget, der vækker hendes usikkerhed, og så spørger hun:

“Hvor var du henne i nat?”

Og så kører karrusellen igen…

_________________

Hvis du kender til at køre rundt i denne karrusel, er det vigtigt at du tager det alvorligt, for ikke nok med at det er opslidende for dit sind, så du er i risikogruppen for en depression, så tærer disse forhold så meget på selvværdet, at det kan tage mange år at genoprette og etablere et afbalanceret forhold til dig selv, hvor du ikke længere er mærket af de traumatiserende episoder, som disse i længden er.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 82 kommentarer

Der er tre slags utroskab i verden, der bestandigt krydser vores vej

Udgivet den 20. august 2014 af Christina Copty

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af en journalist, der var i gang med at skrive en artikel om utroskab til Alt for Damerne. Hun skrev blandt andet om Victoria Milan, utroskabs-sitet, hvis tag-line er: “Gør livet levende, ha’ en affære!” som har oprettet en såkaldt utroskabsskole, hvor du kan lære at lyve, bedrage, blæse og have mel i munden, uden at blive opdaget af din partner derhjemme. Hun ville i den forbindelse gerne høre, hvad jeg mener utroskab gør ved et parforhold og om det er blevet mere acceptabelt. 

(Du kan læse artiklen her)

Det, der falder mig for brystet er, at Victoria Milan øjensynligt ingen forståelse har for partneren, der bliver udsat for det kolossale svigt, som utroskab er, fordi de tænker i profit, og jeg tænker med sorg på alle de par, der kommer i parterapi, og skal forsøge at redde de forkullede rester af et forhold, hvor tilliden, kærligheden og tosomheden i de fleste tilfælde har taget uopretteligt skade af løgnene og utroskaben.

Men der er selvfølgelig forskel på utroskab. Og i min optik  kommer utroskab i tre overordnede udgaver. 

Engangsknaldet

Det famøse engangsknald, der ofte opstår som en “ups, whatthef… skete der lige der?” Ikke at man er ansvarsløs, pludselig mistede balancen, og ved guddommelig indgriben snublede over et andet menneske, tabte tøjet og kom til at knalde. Men det er den slags, hvor man gribes af en umiddelbar stemning, og derefter skammer sig og kan mærke at det var så grænseoverskridende at man aldrig gentager det. 

Kærlighedsaffæren

Så er der kærlighedsaffæren. Der, hvor man falder for en anden, imens man stadig er i sit forhold. Man kan godt gardere sig imod det, men det er svært, for når følelserne begynder at overtage, begynder man at sammenligne sit parforhold med den nye kærlighed, og udover at man måske igen mærker sommerfugle i maven, bliver man også bekræftet på en anden måde end man måske er blevet derhjemme i mange år, især efter der er gået børn, bleer og koordinerende hverdag i den. Man er ofte fyldt med ambivalens, forvirring og dårlig samvittighed overfor både elsker(inde) og partner. 

Forsyningsutroskab

Men der, hvor det er oftest er mest ødelæggende for partnerens selvværd, er der, hvor den utro er systematisk utro, uden at føle anger, men bortforklarer og fralægger sig sit ansvar ved at pege på sin partner og sige: “Det er fordi du ikke gav mig nok sex”, eller “Du behandler mig ikke som en mand/kvinde, og det havde jeg brug for,” eller “Hvorfor skulle det gøre dig så ked af det, for det er da ikke gået ud over dig, og hvis ikke du havde fundet ud af det, var det aldrig blevet et problem.” Og som i forhold til sexpartnerne er meget klar i spyttet om, at vedkommende hverken skal eller kan forvente andet end sex, og det i øvrigt kun, når den utro har lyst til det, for eftersom det er den utro, der har et forhold at miste, er det også den utro, der får magten og kontrollen over, hvornår de skal mødes til sex. 

Ligegyldigt hvilken form for utroskab der er tale om, er det dog et brud på tosomheden og den basale tillid i et forhold. Det er som at stikke en sur sok ned i en delikat Creme Brulee, og det kræver et stort stykke arbejde at få genrejst et forhold, hvis fundamentet er smadret, og i visse tilfælde kan det ikke lade sig gøre.

Så inden du overvejer en affære, kan det være du skal overveje dit forhold…For husk, din partner fortjener også at have det godt.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Der er tre slags utroskab i verden, der bestandigt krydser vores vej

Reaktion eller Respons

Udgivet den 9. august 2014 af Christina Copty

Han havde ikke modet til at fortælle hende, at hans nye kollega, Pernille, var en gammel flamme, så han snakkede udenom, da hun spurgte ind til denne Pernille. Hun fornemmede at der var noget lusket ved måden han undgik emnet på, men besluttede sig for at stole på ham, og efter noget tid gled det i glemmebogen. Indtil en dag, hvor en af hendes veninder fortalte hende, at hun havde set ham gå til frokost med en anden kvinde, der efter beskrivelsen at dømme, netop var denne Pernille.

Hun reagerede heftigt ved at konfrontere ham, og han gik med det samme i forsvarsposition og kommunikationen imellem dem brød sammen på et øjeblik. Han benægtede, og sagde først, at han ikke havde været til frokost med en kvinde, og dernæst forsøgte han at overbevise hende om, at det var hende, der overfortolkede venindens udsagn, og derefter: at veninden ikke havde set, det hun havde sagt hun så, for til sidst at krybe til korset med sandheden, men ikke uden at han lige fik placeret sandheden med et velkendt “spark” i form af et hvæsende “Men jeg kan jo ikke fortælle dig sandheden, for se på dig! Du reagerer jo som en fuldkommen vanvittig over ingenting.”

Selve indholdet af skænderierne er egentlig sagen uvedkommende for dagens indlæg. Det, der er i fokus idag, er parrets manglende evne til at respondere på hinanden.

De kunne ikke finde ud af at skændes på andre måder end den helt destruktive, der netop endte med at den ene eller den anden slog opgivende ud med armene og sagde:”Nu kan jeg ikke mere, jeg går fra dig” eller den mere tydeligt krænkende: “Nu har jeg kraftedeme fået nok af dit sindsyge spektakel, rend mig i røven!”

Da hun senere sad i stolen overfor mig, fyldte vreden i hendes fortællinger om deres seneste “udfald,” som hun kaldte dem, men efter et stykke tid blev vreden afløst af tårer og frustration over at deres skænderier altid endte ude på det samme sidespor, hvor de ikke kunne finde hinanden.

Parforholdets Fundament

Langt de fleste parforhold bygger på et dybfølt ønske mellem to mennesker om at leve med nærhed, tryghed og intimitet. Hvis man har disse tre kernepunkter i sit parforhold, er der plads til at begge parter kan vokse og udvikle sig som mennesker. Hvis de derimod mangler, eller den ene hungrer efter sådan en samhørighed og den anden ikke gør, vil der være en ubalance, der betyder at en masse af den energi man ellers bruger på at udvikle sig som menneske, bruges på at overleve i parforholdet. Dette ses især i relationer, hvor der er psykisk vold.

(læs blandt andet dette indlæg og tjek om det er den type forhold du er i)

Men ubalancen kan også forekomme, når man har forskellige opfattelser af, hvad nærhed er, eller hvad der skal til, for at man føler sig tryg, eller hvordan man forstår intimitet og grænserne omkring den. Og hvis man ikke er i stand til at nå til enighed for forholdets vel (hak en hæl, skær en tå) men istedet insisterer på at det man gør og siger skal accepteres hundrede procent af den anden, og den anden bliver ved med at forsøge at skabe en forandring, er man endt i et dødsgreb, der ofte ligner den situation jeg skitserede i indledningen.

Reaktion vs. Respons

Når vi ender med oftest eller altid at have den type skænderier, der ryger ud af kontrol, er det fordi vi ryger i vores følelsers vold, hvilket blandt andet betyder at vi ikke længere er i stand til at lytte. Rent praktisk aktiveres vores nervesystem og vi går i overlevelsesmode. Det betyder at vi kun kan have fokus på den trussel, der er rettet mod os, og derfor ikke er i stand til at overveje og reflektere over det, der foregår.

Og selvom det er voldsomt ubehageligt, er det en ganske normal menneskelig reaktion på trussel. Vi kan derfor ikke bare “tage os sammen” eller “høre efter” eller “slappe af,” for vores kroppe tror at det gælder liv og død, så adrenalinet pumper, musklerne spændes, man udskiller stresshormoner og kroppen gør sig klar til at kæmpe eller flygte. Man er, som nogen ynder at sige “udenfor pædagogisk rækkevidde” og det med god grund, for overvejelser og refleksion nedsætter din hastighed for reaktion og når kroppen føler at der er fare på færde, har den brug for de ekstra splitsekunder.

Men men men

Det er ikke ensbetydende med at det sikrer parforholdets overlevelse, for begge kommer ud af sådan et sammenstød med masser af sår og tvivl på tosomheden, og dette fjerner endnu en flig af den basis af intimitet, nærhed og tryghed, man har brug for. Man begynder at sortere i, hvad man må sige, hvad man skal gøre, hvordan man er sammen, hvor meget man kan forvente fra hinanden af forståelse, støtte og nærhed osv. og til sidst er der kun skyggen af den lette kærlighed, der engang var.

Fortvivl ikke endnu, for der kommer lige en snas mere:

Hvis begge parter ønsker at have et ligebyrdigt forhold i kærlig tosomhed kan det lade sig gøre, men det kræver et længerevarende arbejde og en vedholdenhed at komme væk fra det fastgroede mønster, hvor kroppen automatisk indstiller sig på kamp eller flugt. Dette arbejde, som også har tilbagefald, som man skal være villig til at tilgive, kan føre til at man lærer at indhente de splitsekunder man mister i reaktionen, så man i stedet kan respondere på hinanden, hvilket igen betyder at man har tid til at høre hvad man hver især siger.

“Hvad skal der til?”

Det kræver blandt andet at man må tale sammen om, hvad formålet med parforholdet er. Hvad forventer I begge af det? Hvad er jeres drømme for et godt samliv?

Dernæst skal der tales værdier. Hvad er vigtigt for jer hver især?

Derefter skal der sorteres i, hvad der er dit, og hvad der er din partners. Hvad er jeres triggerpunkter? Hvad er jeres historie med disse triggertemaer?

Og så er der den, som for de fleste er sværest: At lade diskussionen om hønen og ægget ligge. Når vi indser at vi alle synes vi har en god grund til at gøre som vi gør, og sige som vi siger, bliver det meningsløst at tage den diskussion med ind, for som de af jer der har erfaring med det ved, så er hønen og ægget den sikre vej ud mod det velkendte sidespor, hvor kroppen tager over.

Og så skal der selvfølgelig være en vilje og et ønske om at ville hinanden…

Men vær opmærksom på, at bare det at tage disse snakke uden hjælp udefra, kan være nok til at sætte gang i det gamle maskineri igen. Det er ikke nemt at bryde ud af hamsterhjulet af overlevelse uden hjælp, så istedet for at miste modet over, at I ikke kan tage disse samtaler uden at mærke håbløshed og mismodet, kan det være en god idé at få professionel støtte og vejledning.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Reaktion eller Respons

10 Ting, der Kendetegner Det Gode Parforhold

Udgivet den 23. juli 2014 af Christina Copty

Er du i et parforhold, hvor du er i tvivl om hvorvidt det egentlig er godt nok? Så kan du finde hjælp lige her, for jeg har lavet en liste til dig med de 10 ting, der er tilstede i parforhold, der har “staying power.”

Værs’go’

10 ting, der kendetegner det gode parforhold

1: Du tør vise, hvem du er

Du er ikke bange for at være dig sammen med din partner, for du ved at han synes det er noget af det, der gør dig helt særlig. Hvis du altid har fået at vide, at du er hysterisk, har et voldsomt temperament, er for følsom, har for let til tårer, burde tabe dig fem kilo, eller noget andet, andre har vurderet negativt, kan det være at du har forsøgt at skjule den side af dig overfor andre. Men med den rette partner føler du derimod, at du kan være den du er med alle dine fejl og mangler, for han elsker dig præcis som du er (og vice versa, naturligvis!)

2:  I deler samme humoristiske sans

Hvis den ene af jer er til fald-på-halen komedie, og den anden gnægger ad det ironiske, kan det være svært at slappe af sammen. Vi mennesker bruger humor mange gange om dagen til at afvæbne situationer, der potentielt kan være konfliktfyldte eller vække ydmygelse. Hvis man ikke har samme sans for humor, kan man komme til at skabe flere konflikter, fordi man misforstår hinanden, og ikke er i stand til at afvæbne en anspændt situation, eller man kan komme til at ydmyge den anden ved at synes noget er morsomt, som kan virke stødende på den anden.

To røde flag, du skal være opmærksom på, er 1: Hvis din partner bruger humor som middel til at skabe følelsesmæssig afstand, og 2: Hvis din partners humor består i at lave sjov på bekostning af dig, og siger at du er for følsom/ikke har nogen humoristisk sans, for det er et aspekt af psykisk vold og ikke dig, der er for.. et eller andet!

(Læs “Er du Udsat for Psykisk Vold i dit Parforhold?”)

3: Du føler dig elsket

Det siger næsten sig selv at noget af det vigtigste du skal mærke i et parforhold, er kærlighed. Alligevel er der utallige mennesker, der lever i parforhold, hvor det faktisk ikke er en naturlig del af deres fundament. Istedet kæmper de for at føle sig prioriteret af en partner, der behandler dem som om de er en selvfølge, og som om alt andet i verden er vigtigere. De føler også ofte at de skal kæmpe for at få opmærksomhed og få opfyldt basale behov for tosomhed, som partneren afviser at ville give.

I et hjerteligt og kærligt forhold, er du ikke i tvivl om du er elsket, for din partner elsker at være sammen med dig og prioriterer tiden sammen med dig.

4: Din partner forstår dig

I samme tråd som ovenstående, kendetegnes et godt forhold ved at din partner forstår dig. Eller i hvert fald gør sig umage for at forstå dig. Du skal ikke kæmpe for at blive hørt eller forstået, for du har en partner, der faktisk gerne vil forstå dig, fordi det betyder at I kan komme tættere på hinanden og passe bedre på hinanden. Hvis din partner derimod er mere optaget af sig selv, vil hun være ligeglad med om hun forstår dig, for hendes mål er kun at få sine egne behov opfyldt, om det så giver mening for dig eller ej.

5: I har fælles værdier

Selvfølgelig er det muligt at falde pladask for en mand, der er din diametrale modsætning, bare fordi han er lækker. Men hvis det skal være et forhold der kommer ud over stepperne i mere end måske bare seksuel forstand, er det vigtigt at I har fælles værdier. Desværre er mange mennesker i dag villige til at gå på kompromis med deres egne værdier i kærlighedens navn, fordi de er bange for at ende alene. Prisen for denne type forhold er at begge parter føler sig snydt: Den ene fordi hun er gået på kompromis med sine værdier og den anden fordi han føler at han har købt katten i sækken. Når vi skal opbygge et forhold med fremtidsudsigter er det altså vigtigt at vi gør det med et menneske, der tror på det samme som vi selv gør.

6: I drømmer om fremtiden sammen

Hvis du er sammen med en kvinde, der har de samme værdier som dig, har I nemmere ved at drømme om fremtiden sammen. Det er nemmere at drømme om at flytte på landet, hvis hun også synes det er vigtigt for hende. Det er nemmere at rejse jorden rundt, hvis hun også er eventyrlysten. Det er nemmere at få børn sammen, hvis I er enige om det fundamentale omkring familieliv. Hvis du derimod skal overbevise og kæmpe med hende for at drømme tre måneder frem i tid, kommer I hurtigt til at stå stille, og imens det er fint og godt at være i nuet, har et forhold brug for at man kan se ind i fremtiden sammen, ellers kommer man ikke hinanden nærmere.

7: I har et privat og intimt rum

Her tænker jeg ikke kun seksuelt, selvom det bestemt ikke er sådan at kimse ad. God sex er bedre end dårlig sex, det kan vi vist alle blive enige om, men hvis den gode sex ligner upersonlig porno og der ellers ikke er nærhed eller intimitet imellem jer, er det ikke et parforhold med potentiale, som du skal stile efter her, men måske bare en relation, der tilfredsstiller et behov for orgasme. Hvis du derimod er sammen med en mand, der ikke kun seksuelt men også i andre situationer værner om jer, så du kan mærke at I to hører sammen, har du fat i den lange ende. Parforhold handler i høj grad om at skabe og værne om tosomhed, og det kan ikke påtvinges, men udspringer naturligt af at elske hinanden.

8: I taler ordentligt til og om hinanden

Kender du til de par, der bruger enhver social lejlighed til lige at smide en nedladende kommentar på bordet om partneren? Der hvor man sidder med tæerne helt omme i nakken og håber det snart går over? Disse forhold er enten ædt op af lang tids indestængt vrede, bitterhed og manglende kommunikation, eller de består af to mennesker i stor ubalance, hvor den ene har den totale magt.  I et sundt og godt forhold taler I ikke nødvendigvis pænt og høfligt som man gør til bankassistenten, men I taler ordentligt til hinanden uden spydige bemærkninger og andre “under-bæltestedet” måder at kommunikere på.

9: I angrer, når I sårer hinanden

Noget af det, der kendetegner om et forhold er sundt eller ej, er hvordan I håndterer konflikter og skænderier. Det er en sjældenhed at mennesker lever sammen uden at det kommer til skærmydsler (et fantastisk ord, egentlig!), men det, der adskiller et godt forhold fra et mindre godt, er hvordan man håndterer disse udfald.

Hvis du sårer din kæreste, om det er forsætligt eller ej, og du mærker og handler på din anger og skam, er det nemmere at nærme sig hinanden igen. Hvis du derimod holder fast i, at du gjorde det, fordi hun på en eller anden måde gjorde sig fortjent til det (“Jeg gjorde det kun, fordi du…”) fralægger du dig dit ansvar for at have såret hende, og siger samtidig at du ikke fortryder din handling og derfor ikke vil gøre dig umage for at undgå at gentage din handling i fremtiden. I et sundt forhold kan man godt råbe og skrige, men man kan også sige dybtfølt undskyld og aktivt gøre noget for ikke at ende i samme rille igen.

10: Du føler dig tryg

Ahhhh. Du kan læne dig tilbage i visheden om, at I har hinandens ryg. I passer på hinanden, I er et team og I er ikke truede af andre eller andet udenom. Der er balance imellem jer, og I kan mærke at I begge vil jeres forhold lige meget. Der er altså ikke en af jer, der kæmper mere for at I skal være sammen end den anden. Der er mere ro end uro. Der er plads til at fejle, grine, tale alvorligt, være fjollede, være seksuelle, være på, være nede og være dem I er. Sammen. 

Hvis du sidder tilbage med en følelse af, at det her, det er noget du aldrig vil kunne få, enten fordi du aldrig har oplevet det før, eller fordi du er i et forhold, hvor du føler dig mere eller mindre i tvivl, eller er ked af det, vil jeg udfordre dig og sige, at det kan lade sig gøre at gå fra at være magnet for dårlige forhold, til at få samt skabe den samhørighed og nærhed, du drømmer om.

Men det kræver at du tør se dig selv i øjnene…

Vi ses 🙂

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til 10 Ting, der Kendetegner Det Gode Parforhold

Krav vs. Rummelighed

Udgivet den 20. juli 2014 af Christina Copty

Er du nogengange i tvivl om, hvorvidt du kan tillade dig at stille krav, eller om du i virkeligheden burde være mere rummelig?

Så er du ikke alene.

Når jeg møder mennesker i min klinik, der lever i svære parforhold, er en af de ting, de oftest er optagede af, er om det mon er dem, der stiller for store krav til deres partner, for det er det, de hører. De bliver bombarderet med kritik hver gang de ytrer sig, fordi partneren vender det om, så det i stedet handler om at vedkommende føler sig kritiseret.

Hvis du oplever den samme tvivl, har du sikkert hørt disse sætninger til hudløshed:  

“Jeg kan ikke leve op til dine krav”
“Ligemeget hvad jeg gør for dig, er det aldrig godt nok”
“Du er altid så kritisk overfor det, jeg gør”
“Du accepterer mig ikke som jeg er”
“Du tager kun hensyn til dig selv”
“Alle andre ville være taknemmelige for alt det, jeg gør for dig”

Når du hører disse sætninger hver gang du forsøger at komme på banen, er det naturligt at tvivlen bliver så almindelig, at du lever med den som en indre usikkerhed hver eneste dag, imens du forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned. Rigtigt og forkert.

Din Indre usikkerhed = Tiltro til andres mening

Når først den indre tvivl er sået, er den onde spiral opstået: Når du ikke kan stole på dit indre følelsesmæssige kompas, er du nødt til at vende blikket ud i verden og søge svar der. Du spørger måske venner og veninder, der også lever i parforhold, du spørger måske dine kollegaer, og måske søger du dine svar på nettet.

Problemet er, at der er lige så mange forskellige svar, som der er mennesker i verden.

Og alle mennesker har en unik historie, der gør at de tænker og føler som de gør.

Og det betyder at du risikerer at udsætte dig selv for større forvirring og større tvivl, og dermed stiller dig selv i en endnu mere sårbar position overfor din kritiske partner.

Hvad er rimelige krav?

Hvis du lever i et parforhold, hvor du ikke føler dig set og forstået, er det naturligt at du kæmper for at blive set og forstået.

Hvis din partner afviser at tale med dig med om det, der er svært for dig, er det klart at du kæmper for ikke at blive afvist.

Hvis du har nogle værdier, der er vigtige for dig (eks. I deles om opgaverne i hjemmet, I flirter ikke med andre, I støtter hinanden i tykt og tyndt), er det klart at du gerne vil høres, når du føler at din partner øver vold mod dine værdier.

Hvis du føler dig trådt på, nedgjort, afvist, hånet eller latterliggjort, er det klart at du vil gøre opmærksom på, at du er såret.

Det er alt andet end urimelige krav. Det er fundamentet for et ligebyrdigt parforhold, at man kan tale om tingene og i fællesskab støtte hinanden, så der ikke kun er plads til begge to i forholdet, men også er så gode vækstbetingelser, at begge to trives i forholdet.

Et forhold skal nemlig ikke kun være en servicestation for den ene. 

Hvornår skal du være mere rummelig?

Vi kan alle stræbe efter at være rummelige overfor hinanden. Men det er ikke det samme som at læne os tilbage og lade andre bruge os som dørmåtter.

At være rummelig handler om at se på andre mennesker og forstå og acceptere at de ikke er som os. At de har deres egen unikke historie, deres egne overbevisninger, værdier og måder at tænke “fornuft” på. Det kan godt være at det strider mod dine overbevisninger, dine værdier og hvad du synes er fornuftigt, men når vi rummer hinanden, rummer vi at verden er et sted med masser af nuancer, farver og forskellighed. Og vi forstår, at vi ikke har eneret på den Sande Vej, men at der er lige så mange sande veje som der er mennesker. Og det er her, du måske kommer til at gå galt i byen, når du ender i tvivlen mellem rummelighed og krav, for der er et:

Men – og det er et vigtigt “men:” 

At rumme nogen er ikke ensbetydende med at du skal finde dig i at blive behandlet dårligt, eller blive defineret som et dårligt menneske, eller lade dig nøjes med noget, der er psykisk skadeligt for dig. For så er det pludselig din partners sandhed, der presses ned over dig. Og dét er ikke rummelighed.

Det er underkastelse. Og…du fortjener bedre <3

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Krav vs. Rummelighed

(Det skal nok gå)

Udgivet den 23. juni 2014 af Christina Copty

Der lå jeg. I fosterstilling. Opløst af gråd, en hulkende gråd, der kaldte på omsorg og kærlighed, men hvor der istedet var tomhed og isolation

Mange mennesker beskriver dette øjeblik, som det værste i deres liv.

Det er et øjeblik, der kommer, når man føler sig ensom, forladt og afskåret fra det, eller de mennesker, der gav livet mening. Den eller dem, man var så forbundet med, at man kunne se sin egen fremtid som en kontinuerlighed af nu’et.

Man ligger her. På badeværelsesgulvet. I soveværelset. På sofaen. Med hænderne knyttet tæt om den tårevædede pude, der presses ind til brystet, imens trangen til at skrige så alle spejle i verden splintres, samler sig i halsen, i en smertefuld, sort klump.

Man ved ikke, hvad man skal gøre. Man er fortvivlet og desperat, og ønsker at blive reddet.

Tilstanden kan vare i nogle timer. Nogle dage. Uger. Og for nogle, sågar måneder.

Men pludselig sker der noget.

Det kommer oftest som en slags åbenbaring. En klar tanke. Et billede. En stemme. Som siger det, du har brug for.

(Det skal nok gå)

Det er ikke din overlevelsesmekanisme, der forsøger at trøste dig. Det er noget andet. Det er sandhed

(Det skal nok gå)

Og i dette enestående øjeblik står du overfor et af de mest essentielle valg i dit liv:

Enten nægter du at tro på den visdom du mærker, og bliver ved med at kæmpe for at få noget tilbage, der ikke længere er en mulighed.

Eller du tager imod denne sandhed og transformerer dig.

Jeg taler ikke new-age-spirituel-udviklings-tranformation. Jeg taler om at se dit liv for det, det er: En række valg, en række muligheder og en række potentialer.

Du skal måske sælge din lejlighed, og rykke ud på landet, som du altid har drømt om, men været bange for. Du skal måske sige dit job op, og begynde at beskæftige dig med det, der vækker din passion. Du skal måske rydde ud i venner og bekendte, der ikke bidrager med vækst. Du skal måske tage på en jordomrejse. Måske skal du finde ægte kærlighed istedet for pseudokærlighed. Måske skal du starte i terapi og få kigget på dine temaer. Måske skal du udvikle din evne til at stole på dig selv, mærke dine grænser og højne dit selvværd.

Valget handler i sin enkelthed om, at du vælger at leve, istedet for at overleve. Og lige præcis i det øjeblik, hvor du ligger krøllet sammen i sorg over tabet af din forestillede fremtid, er du tættere på transformation, end på noget som helst andet tidspunkt.

Det er derfor du ofte vil høre, at de sværeste tider i et menneskes liv også er de vigtigste springpunkter til noget bedre.

Valget er dit.

(og det skal nok gå)

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til (Det skal nok gå)

Fem Gode Klicheer til Den Samvittighedsramte

Udgivet den 25. maj 2014 af Christina Copty

Sidder du fast i selvbebrejdelse, dårlig samvittighed og fortrydelse over dit forliste forhold? Også selv om du godt ved, at din eks ikke var god for dig, og at forholdet i sig selv ikke gav dig det, du havde brug for hvad angår nærhed, tosomhed og kærlig-hed (bindestreg med vilje).

Så er du ikke alene.

Når man har været i et destruktivt forhold, hvor personlige grænser er blevet overtrådt, og man selv har været krænkende, enten i angreb eller i forsvar, er det naturligt at få episoder af dårlig samvittighed og “hvad nu, hvis jeg ikke havde været så…”-tanker.

Fortvivl ikke – det er ganske normalt, men pas på, hvis du sidder fast i det.

I dag får du fem klicheer, du kan bruge til at blive selvbebrejdelserne kvit:

1: Du kan ikke ændre fortiden

Når vi fortryder noget, binder vi en masse energi op på noget, der ikke kan ændres. Gjort er gjort. Sagt er sagt. Og ligegyldigt hvor træls du selv synes du har opført dig, hjælper det ikke noget at hagle dig selv i bund, for det ændrer ikke andet end dit eget psykiske og fysiske helbred (stress, dårlig mave, hjertebanken, søvnløshed osv.)

2: Tilgiv dig selv

Det kan godt være at du kom til at gøre noget, der var så langt ude i hampen, at du næsten ikke kan holde ud at tænke på det, uden at du krøller tæerne helt op i nakken af ren skam. Men husk lige på, at da du gjorde det du gjorde, var valgmulighederne ikke så tydelige som de er i bakspejlet. Vi handler alle så godt vi kan i de situationer vi udsættes for, og hvis det betyder at du kaldte din eks for en stor idiot i kampens hede, så var det givetvis det eneste du følte du kunne forsvare dig med i den givne situation.

3: Hver dag er en ny dag

Måske sad du fast i et destruktivt parforhold, hvor I havde uddelegeret helt faste roller til hinanden. Måske var du hende, der hele tiden “plagede” om at I skulle lave flere ting sammen, måske var du ham, der hele tiden gemte sig bag avisen og gryntede “Du er sgu altid så krævende.” Hvem du end var i det forhold, definerer ikke hvem du kan blive i dit liv nu, hvis du vælger at arbejde med dine egne mønstre og give dig selv en ny chance.

4: Helheden er mere end summen af delene

Visse sider af os aktiveres med visse mennesker; det vil med andre ord sige, at du påvirkes med den ene kæreste til at være mere passiv og med den anden mere aktiv. Det samme gælder din partner. Det vil altså sige, at det ikke kun er dig, der er en kæmpe klaphat, der burde have opført dig anderledes, eller gennemskuet hvad der foregik, eller håndteret forholdet bedre, eller ikke været for… you get the picture. For ikke nok med at der skal to til en tango, så gør de to tangodansere noget sammen og hver for sig, som gør at lige præcis deres dans og udtryk bliver større end deres egne dansetrin hver for sig.

5: Når du accepterer “grimme” sider af dig selv, bliver du mere rummelig overfor andre

Dette er en sandhed, der i den grad fortjener at blive rammet ind hos enhver, der slår sig selv oven i hovedet med den gamle kritikerhammer. Når du lærer at se på de sider, der ikke just pynter på et CV, med kærlig omsorg og forståelse, vil din accept af dig selv vokse. Når vi forstår, at vi ikke altid selv handler lige rent, og at det er ganske almenmenneskeligt, vokser vores accept og tolerance overfor andre også, fordi vi indser at alle har deres fejl og mangler, og at det bare er en del af den menneskelige natur.

Jeg ønsker dig en smuk og skylds-forladt dag, hvor du husker, at der nogle gange er hjælp at finde, selv i klicheerne. Så se dig om, lyt til radioen, og fokusér på at opfange det, der giver dig støtte, istedet for selvhad.

Husk, du fortjener bedre.

Kærligst,

underskrift

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Fem Gode Klicheer til Den Samvittighedsramte

Tabuiseringen af psykisk vold i parforhold

Udgivet den 18. maj 2014 af Christina Copty

Hvorfor er det så svært at tale med andre om at være i et destruktivt parforhold? Hvorfor kan det føles pinligt og ydmygende overfor andre, at man ikke kan komme fri af noget, der ikke er godt? Hvorfor isolerer man sig, istedet for at søge støtte og råd hos familie og venner?

I en rum tid har Danmarks Radio brugt sendetid på at belyse psykisk sygdom, men emner som narcissisme, psykopati og psykisk vold blev dog mestendels overset. Så imens der blev skabt en længe tiltrængt debat omkring vores psykiatri, og diagnoser som depression og angst, er vi langt fra i mål.

Det Voldelige Parforholds Gunstige Væksbetingelser

Den tabuisering der er omkring både fysisk og psykisk voldelige forhold, er så gennemgribende, at det er et emne, der for de fleste er svært at tale om, også selv hvis man ikke befinder sig i et. Holdningen fra folk, der ikke har prøvet det, kan lyde arrogant og afvisende i form af et “De kan da bare gå, hvis de virkelig synes det er så slemt.”

Denne form for uvidenhed, og i virkeligheden nedladende adfærd, er med til at gøre det svært for mennesker, der lider under denne type vold at fortælle, hvad der foregår, og bede om den kvalificerede hjælp, de har brug for, som går udover almindelig parforholdsråd som “Du skulle måske også prøve at være lidt mere…..” eller “Man er jo to om det, så mon ikke du skulle kigge på dit eget?”

Mange af mine klienter kender til at leve i forhold, hvor de bliver krænkede. De kan være udsat for et utal af angreb, der har til hensigt at fratage dem deres personlige magt og mening i forholdet (se et udpluk af angrebstaktikker her), men det øjeblik jeg bruger sætningen “psykisk vold” får de et chok og forsøger at mildne deres ellers tydelige oplevelser. For de er lige så farvede af samfundets nedladende tanker om at være i et voldeligt forhold, som mange andre er.

Og det betyder at voldelige forhold får lov til at fortsætte bag lukkede døre, og at voldelige partnere hurtigt finder et nyt bytte, når den anden er ude af døren, for både offeret og samfundet giver offeret skylden.

Det er et fænomen, der optræder så tilpas jævnligt, at det er vigtigt for mig at være med til at bryde netop dette tabu, for hvis ikke det brydes, mangler mange mennesker de rette ord for, hvad de er udsat for, og som følge deraf er de fanget i noget, der aldrig kan blive godt.

Hvorfor vil man ikke defineres som en, der lever i et psykisk forhold?               10 grunde til at det er svært at kalde sit parforhold ved sit rette navn:

1: Man vil ikke ses som et offer, fordi man ser sig selv som et stærkt og kompetent menneske, der ikke har svært ved at sige fra i alle andre henseender. At være offer er ensbetydende med at være svag.

2: Man vil ikke have at venner og familie skal være bekymrede, for så føler man sig igen svag og oveni det, også dum, fordi man ikke kommer ud af det.

3: At kalde det psykisk vold, er ensbetydende med, at man skal forholde sig til sin virkelighed, og holde op med at håbe på, at det bare er almindelige parforholdsvanskeligheder man har, som kan løses.

4: Man føler sig defekt, fordi man ikke kan finde ud af at være i et “normalt” parforhold, så man fortæller ikke, hvor slemt det står til, fordi man derved også tror, at man afslører, at man ikke kan finde ud af at være kæreste.

5: Man skammer sig over at være afhængig af intensiteten, så man nedtoner episoderne, når man taler med andre om dem.

6: Hvis man er mand og bliver udsat for psykisk vold af sin kæreste, føler man at man mister ikke kun sig selv, men også sin maskulinitet.

7: Som kvinde vil man ikke sammenlignes med de skæbner man ser i amerikanske film, hvor kvinden er en blanding af underkuet og hysterisk.

8: Man frygter, at man selv er den, der krænker og udøver psykisk vold.

9: Man lever i en parallel fantasi verden, hvor alting er perfekt og det bare lige er karrieren/økonomien/presset/omverdenen/børnene, osv. (indsæt selv passende “forklaring”) der skal falde på plads, for så skal den gode tid nok komme.

10: Man er afhængig af sin krænker følelsesmæssigt og/eller økonomisk

Med andre ord er der mange grunde til, at man kan synes, det er svært at vedkende sig, at man lever i et psykisk voldeligt forhold, ikke desto mindre er det vigtigt at gøre sig selv den tjeneste at kalde en spade for en spade (no pun intended), så man har en jordisk chance for at forstå, at det man er udsat for, ikke er unikt og ikke har noget med offeret at gøre – ligemeget hvor ækle og personlige angrebene er (og det er de altid, for det er en del af taktikken!)

Et voldeligt forhold, om det er fysisk eller psykisk, efterlader ofrene med sår på sjælen, der kan tage mange år at bearbejde, hvis ikke man taler om det, for den grundlæggende tillid til sig selv og andre tager skade af at være i noget, der er så utrygt. Når vi taler om det med nogen, der forstår hvad der foregår, får vi et ordforråd, der kan beskrive, hvad vi udsættes for, og når vi kan se, at krænkerens drejebog er lige så unik som en almindelig karklud, så bliver det nemmere at sortere i tankerne, følelserne og ansvaret, og slippe følelsen af at være den, der er skyld i at det ikke fungerede.

Men det kræver, at vi tør tale om det, vi oplever…

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Image courtesy of artur84/ FreeDigitalPhotos.net

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Tabuiseringen af psykisk vold i parforhold

Til alle mødre på mors dag

Udgivet den 11. maj 2014 af Christina Copty

I dag er det at være mor, en livsrolle, der kræver evnen til at stå fast i sig selv og i sine valg, for samtidig med, at det er den mest almindelige rolle, vi som kvinder har, er det også en rolle, der ofte er udskældt. Ikke fordi man er mor, men på grund af måden, man er mor på.

Der går næsten ikke en dag, uden at man kan læse, hvordan mors valg om dit eller dat er skadeligt for afkommet på den ene eller den anden måde. I denne uge var det således en mors valg om at bruge en gå-sele til sit barn, der vakte røre i vandene.

(http://www.information.dk/496538 – se især kommentarerne)

For noget tid siden var det kvinders valg om at blive mødre alene, eller blive mødre i en sen alder, eller i en tidlig alder, der var under kritisk lup.

Når vi så har fået børnene, får vi at vide, at de ikke må være i institution, imens vi ordner indkøb, og måske får os et pusterum fra de krav vores børn stiller (og som vi gerne vil opfylde, for det er okay, at de stiller krav, men vi skal også lige kunne følge med selv), for det svarer jo til, at vi slapper af og drikker latte med veninderne, imens børnene går glip af den vigtige moderbinding.

Vi skal også være klar til at tage imod kritik, når vi er fuldstændig segnefærdige efter en hård uge, der kører på milimeterlogistisk planlægning, for vi kan jo ikke blæse og have mel i munden. Men hvordan er det lige, at vi skal forsørge vores børn, hvis ikke vi arbejder ved siden af? Ikke alle har den luksus at have en partner med en indtægt, der kan forsørge en hel familie. Nogle af os har faktisk ikke en partner.

Samtidig hører vi, at der skal fødes flere børn, hvis ikke Danmark skal gå nedenom og hjem om et par årtier, fordi der kommer til at mangle folk til at bære velfærdssamfundet.

Oveni det, er der hele den psykologiske udskælning:

Hvis du er for meget sammen med dit barn, hæmmer du barnets udvikling.

Hvis du ikke er nok sammen med dit barn, hæmmer du barnets udvikling.

Hvis du ind i mellem bliver vred, skal du huske at du kun må sige at du er vred, for Gud forbyde, at dit barn skulle opleve følelsen vrede – nej, vi skal tale om de negative følelser og vise de positive.

Du skal også huske, at du ikke må rose, men kun anerkende og spejle barnets tilstand.

Og Gud forbyde at du skulle komme til at vække dit barns skamfølelse, for det er nærmest det aller aller værste du kan gøre ved barnet. Hør lige: Skam er en medfødt følelse, der har til hensigt at lære os at tilpasse os flokken, så medmindre du konstant fortæller dit barn at det skal skamme sig over sin eksistens, er det altså okay at sige, at han ikke skal rende rundt med bar numse når der er gæster, også selv om han føler sig forkert. For der er nogle ting, der i vores samfund er forkerte, sådan er det at leve i flok. (Hvis han levede i en stamme et sted, hvor bare numser er normen, er det selvfølgelig skudt ved siden af at bede ham dække rumpetten!)

Anyway. Ikke mere om numser.

Det er med andre ord blevet en forvirrende rodebunke af skyldfølelser at være mor. For selvfølgelig vokser mors tvivl på egen formåen, når vi nu igen kom til at gøre det der, som vi har fået at vide kan ødelægge det lille menneske, vi har ansvaret for. Så vi siger ikke noget. Holder det hemmeligt. Skammer os over at være dårlige mødre, og isolerer os.

Det er da helt hen i vejret. Og synd for både børn og mødre, for det her skulle være den gode tid. Sagde de. Altså inden vi fik børnene, og vi så åbenbart får at vide, at vi ikke kan finde ud af det alligevel.

En afstikker til de varme lande

Som nogen af jer ved, har jeg et ben i den arabiske verden, og imens der også er en masse ting, der ikke fungerer der, så er der noget vigtigt at hente i måden at være mor på.

For her har mor et netværk af andre kvinder omkring sig, der både kan komme med (ind imellem dårlige, men ikke desto mindre) råd, der er afsendt i kærlighed, fordi de kommer fra familiemedlemmer, og ikke fra en bog. Her har hun mulighed for at være sammen med sit barn, uden at barnet gøres til “projekt,” fordi barnet er en del af familien, istedet for at være fokus for familien. Hun hviler mere i sin rolle som mor, fordi hun erkender, at hun nogle gange begår fejl, men samtidig er hun omgivet af andre, der også begår fejl, og børnene, ja, de klarer sig på en eller anden måde alligevel, og bliver til voksne, der ikke er skadede af deres barndom, der er foregået uden at mor har læst en eneste bog om børneopdragelse.

Samtidig er arabere (i hvert fald der, hvor jeg kommer fra) meget kærlige. De føler en helvedes masse og man er ikke i tvivl om, at man er elsket af mor og resten af familien, selvom man bliver irettesat eller direkte skældt ud ind imellem.

Den arabiske metode er selvfølgelig ikke den optimale opskrift på moderskab, fordi der også er mange ting, der ikke fungerer, men måske skal vi lade være med at lede efter den optimale opskrift, for den findes ikke og bare tage essensen ud af det, vi kan mærke virker, og lade det vi tror og får at vide er det rigtige, fare.

Tilbage i det danske

Jeg kan huske, at jeg selv, da min datter var cirka 6, anerkendte og spejlede i et væk med “nåhh, du er ked af det” eller “ihh, hvor ser det ud til, at du har det sjovt med at tegne den tegning” indtil hun en dag kiggede på mig, og med slet skjult overbærenhed sagde:”Mor, hvorfor kan du ikke bare fortælle, hvad du synes?”

Hun satte altså præcise ord på, at hun havde brug for at mærke mig, ikke at få at vide, hvordan hun havde det, for det vidste hun udmærket godt selv, og det satte en masse velmenthed i perspektiv for mig, for ja, jeg læste også alle bøgerne, lyttede til al kritikken og alle eksperternes råd, men i sidste ende handler det om, hvad der foregår i relationen imellem hende og mig, og hvordan jeg viser hende mine følelser, samtidig med at jeg tager ansvar for dem, og for relationens kvalitet.

Det gav mig en fuldstændig uventet lettelse at få at vide, at det hun allerhelst ville have ikke var en “morekspert” men en mor, for jeg kunne ikke leve op til samfundets meget modsatrettede og forvirrende krav om, hvordan man bedst er sammen med sine børn, og det amputerede den del af mig, der spontant i dag udbryder “AHHH, hvor er du bare sjov” eller “Jeg synes, du skriver sjusket, det skal du skrive om” uden at være bange for, at jeg har defineret og skadet hende med mit “du” og min mening.

Og det, kære mor og datter, er det, som jeg håber du tager med fra dagens indlæg: At det er samværet og kærligheden, der skal blomstre imellem jer, for alt det andet skaber stress, unødige konflikter, samt en følelse af aldrig at slå til, og det fjerner fokus fra de kærlige følelser, for med stress i blodet kan ingen af os være fuldt ud tilstede i vores kærlighed til de der små fantastiske mennesker, vi har sat i verden.

Så i dag, mor, håber jeg du gi’r fløjten i råd og regler, og i stedet læner dig tilbage og giver dig selv et skulderklap for, hvor fantastisk du klarer den. Og hvis du mangler bevis, skal du såmænd bare lige tage fat i dit barn, og give det et kram, så mærker du med garanti, at det du gør, er mere end okay.

Glædelig mors dag.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Forældre og Børn | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Til alle mødre på mors dag

Hvordan kan jeg være sikker på, at det ikke er mig?

Udgivet den 4. maj 2014 af Christina Copty

Mennesker, der er involveret med psykisk voldelige partnere spørger mig ofte, hvordan de kan være sikre på, at det ikke er dem, der i virkeligheden er den dårlige partner.

Rationalet lyder som regel:

” Du hører kun min side af historien, og måske tager jeg fejl”

“Hvis du hørte det fra ham/hende, ville han/hun sige, at det er mig, der gør alt det, jeg siger han/hun gør”

“Måske kræver jeg virkeligt for meget”

“Måske brokker jeg mig også for meget. Jeg mener, hvor meget kan man tillade sig at forlange i et forhold?”

“Mine venner/veninder siger det er normalt, at man har problemer i sit parforhold. Det har de jo også. Så måske er det mig, der bare ikke kan finde ud af at være i et parforhold”

Fælles for disse udtalelser og tanker er en manglende tillid til deres egne følelser og oplevelser.

Når folk kommer til mig i terapi, fordi de har det svært i deres parforhold, har de oftest læst mine blogindlæg om offer-krænker dynamikken, og genkender adfærden fra deres parforhold.

De kommer samtidig også med partnerens udlægning af problemerne, som kan skabe enorm følelsesmæssig forvirring, fordi der er intense skyldfølelser og voldsom vrede i spil i parforholdet, hvis der reelt set er tale om offer-krænkerroller.

Og det skaber en fundamental tvivl på, om det mon er selvforskyldt, at man ender i akkurat den samme suppedas med partneren gang på gang.

Og på den konto er det dig. Men ikke som du tror…

Når du ikke stoler på dig selv, dine egne følelser eller din egen dømmekraft, har du sat dig selv ud af spil og lader den anden tage din personlige magt. Du mærker tydeligt at noget ikke føles rart, rigtigt eller godt for dig, men du har svært ved at lytte til det, og handle ud fra det, fordi andre menneskers meninger og vurderinger vejer tungt nok på din vægtskål, til at du drager dig selv i tvivl.

(Læs også “Tvivler du på din egen dømmekraft”) 

Når du på den måde bliver ved med at godtage andres vurderinger af din situation, får du ikke taget hånd om dig. Med det noget fortærskede ord, tager du ikke ansvar for dit liv. Og  igen, ikke som du tror, på den der nedladende “Du-er-en-idiot-fordi-du-ikke-gør-det” måde, som det nogle gange bruges, men som i: Du forholder dig ikke til, og handler ikke ud fra, din egen virkelighed, og det betaler DU desværre en høj pris for i forhold til dit selvværd.

Og ja. Det kan da godt være at din partner synes du brokker dig for meget. Kræver for meget. Er for jaloux. Er for kontrollerende. Er for meget.

Men om han synes det eller ej, er ikke ensbetydende at det er forkert, at du har det, som du har det. 

En af de vigtigste grænser vi kan sætte for os selv i en nær relation, er den, hvor vi har ret til at have vores følelser. Ingen. Og jeg mener altså INGEN, kan fortælle os

1: Hvad vi skal føle

og 2: At det vi føler, er forkert

Følelser er hverken rigtige eller forkerte. Følelser er signalflag, der fortæller os hver især om det vi er i, er nærende, eller giftigt. Og hvis du har svært ved at sætte ord på, hvad du føler, er følelser så vigtige for vores trivsel, at de har fundet en anden vej at fortælle dig deres budskab, og det er igennem kroppen:

Hvis du går omkring i dit parforhold med skuldrene oppe ved ørene, fordi du ikke tør sige, hvad du er fyldt af, eller hvis du kan mærke, at dit hjerte dunker i brystet hver gang I kommer ind på et emne, du ved der er betændt, så må du tage det til efterretning. For det er din virkelighed. Din virkelighed er ikke, om din partner synes at du overdriver, eller ser syner, eller er for sensitiv. Din virkelighed viser sig i din krop og i dine følelser. Og det er her det er dit ansvar at tage dig alvorligt.

Når du gør det, og lytter til dig selv, ved du at spørgsmålet om, hvorvidt det er dig, der skaber al ravagen i jeres parforhold, er ligegyldigt, for faktum er, at dit forhold ikke føles rart for dig.

Husk: du fortjener kærlig-hed.

Med ønsket om en smuk dag,

Christina Copty

 

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Hvordan kan jeg være sikker på, at det ikke er mig?