Føler du Kærlighed eller Følelsesmæssig Sult?

Udgivet den 24. marts 2014 af Christina Copty

Er du bange for at forlade et forhold, der ikke er godt (nok) for dig, fordi du er bange for at du ikke kan møde en anden partner?

Er du optaget af, hvad andre synes, og mener om din parforholdssituation?

Er du forvirret, og ved ikke hvad der er det rigtige at gøre, fordi du er i tvivl om, hvilke af dine følelser du skal lytte til?

Er du grundlæggende i tvivl om, hvad et godt forhold er?

Har du fokus på at fikse din partners fejl og mangler, fordi du går med håbet om at “hvis nu bare han ændrer denne lille ting, så bliver alting godt”?

Og har du samtidig fokus på at fikse dig selv, fordi du grundlæggende er i tvivl om du selv er værd at elske?

Så er der risiko for, at det du mærker og oplever ikke er kærlighed, men følelsesmæssig sult efter kærlighed.

Hvad er følelsesmæssig sult?

Følelsesmæssig sult er en følelse af indre tomhed, som man håber og drømmer om vil  forsvinde, hvis man bliver elsket af en anden. Man er altså afhængig af et andet menneske til at få grundfølelsen af at være u-elskværdig til at forsvinde.

Følelsesmæssig sult opstår i barndommen, fordi barnet bliver behandlet som:

  • En genstand for irritation/vrede/ligegyldighed, når forælderen ikke har overskud, lyst eller behov for nærhed med barnet, selvom barnet har brug for nærhed.
  • En forsyning til forældrenes eget behov for at blive elsket. Barnet skal altså være den primære omsorgsperson for den voksne, og ikke omvendt.
  • En genstand, der skal dele forældrenes forståelse og følelser, fordi alt andet betyder selvstændighed og rettigheder, som denne type forældre føler sig truede af. Et typisk eksempel er forælderen, der med et hånligt smil ser på sit grædende barn og siger: “Hold nu op med det tuderi, det gjorde da ikke ondt!” fordi denne forælder ikke evner at trøste og drage omsorg for sit barn, og for ikke at blive konfronteret med sine egne mangler, er nødt til at fjerne smerten hos barnet ved at fortælle barnet at det ikke er en gyldig smerte, barnet mærker.

Når barnet vokser op med denne type forældre, er sandsynligheden stor for at barnet bliver en voksen, der vil være i tvivl om berettigelsen af sine negative følelser i nære relationer, fordi vedkommende fra barnsben har fået at vide: At hun ikke skal forlange for meget. At hendes følelser er forkerte. Og at hun kun er noget værd, når hun tilpasser sig sin partners behov.

Når man ikke bliver mødt med accept, omsorg og glæde over, at man eksisterer, føler det lille barn, at han/hun er defekt, fordi forældrene ikke udviser og giver den kærlighed, som barnet længes efter. Når barnet oplever at blive set på med hårde øjne eller øjne der udstråler ligegyldighed, er det svært for barnet at se sig selv med kærlige øjne. Dette gælder også i parforholdet.

Hvorfor er kærlighed så vigtig?

Kærlighed er omdrejningspunktet for menneskets trivsel. Når vi oplever at være vigtige og glædesbringende for vores forældre, beroliges vores organisme. Når vores organisme er i ro og balance, har vi de bedste vækstvilkår, og kan udvikle os fysisk og mentalt, og mærke glæden ved at være i live. Når vi ikke oplever at blive elsket, kommer organismen derimod i alarmberedskab og stressniveauet højnes, og vores energi rettes mod overlevelse, i stedet for udvikling.

Kærligheden skaber altså ro og stabilitet i og imellem mennesker – om vi er børn eller voksne.

Når vi mærker og lever kærligheden, er der plads til at være dem vi er, på godt og skidt, med rummelighed overfor forskellighed og en værdsættelse af vores individualitet, samtidig med at vi knytter os respektfuldt, omsorgsfuldt og kærligt til hinanden.

Kærlighed handler altså ikke kun om at give plads til den anden, som mange kvinder, der er forvirrede over, hvad de kan tillade sig at forlange i et (svært) forhold, ofte ender med at tro, for kærlighed er en oplevelse af indre ro, af at blive accepteret og mødt, ikke nødvendigvis på alle behov, men på de vigtigste. Så hvis kvinden for eksempel har en stor drøm om at blive gift, og manden synes det er en latterlig drøm, er det ikke kun udtryk for forskellige meninger, men en uvilje hos manden mod at møde kvindens behov kærligt og omsorgsfuldt. Og dét er ikke kærligt, det er kamp, og kamp hører ikke til i et sundt parforhold.

“Men hvad gør jeg så, hvis det du beskriver er mig?”

Hvis du sulter efter kærlighed, og er usikker på om du kan gøre dig forhåbninger om at få et kærlighedsfyldt og ligebyrdigt forhold, så er du langtfra den eneste, der kæmper med dette problem. Heldigvis er der hjælp at hente, hvis du vil gå vejen og skabe den forandring, du har brug for, så du kan aflære dine forældres “kærlighedsskabelon” og skabe en, hvor der er grobund for Kærlighed. Den med stort K.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Når affæren ender med et barn

Udgivet den 17. marts 2014 af Christina Copty

For nylig modtog jeg en mail fra en kvinde, der gerne ville høre mine tanker omkring hendes situation, så efter at have tygget på det i noget tid, er mine tanker her:

“Søs” er i fyrrene og har været gift med sin mand “Søren” i ca. 20 år. Sammen har de to halvvoksne børn. For et par år siden fik Søs en udmelding fra Søren, der fik hendes verden til at smuldre: Søren havde været hende utro over en længere periode, og udover at han var forelsket i sin elskerinde, så var denne også blevet gravid og de ville have barnet. Samtidig håbede han dog at kunne have begge kvinderne i sit liv, i en form for polyamorøst set up, hvor han skiftevis boede hos den ene, så den anden kvinde. Oveni det håbede han at Søs og deres fælles børn ville tage imod denne forandring med god ro og orden, måske endda glæde sig lidt over, at der igen ville være et lille barn i familien, de kunne hjælpe med at tage sig af.

Søs hverken kunne eller ville være med til dette set up, så en periode fulgte, hvor Søren ikke vidste hvor eller hvad han ville, så han flyttede fra den ene kvinde til den anden og kunne ikke finde ro, indtil Søs traf sin egen beslutning og flyttede fra deres fælles hjem, men bevarede en tæt kontakt til Søren.

Barnet blev født og han besluttede sig for at vende tilbage til Søs og ikke have kontakt til barnet.

Efter noget tid ville han det gerne alligevel.

Og så ikke alligevel.

Og så videre.

Usædvanlig Situation?

En hurtig google søgning viser at det ikke er unikt, at affærer ender med graviditeter, hvilket ikke er overraskende, da affærer ofte indbefatter store mængder sex og ikke meget andet i samværet. Fornuften og beskyttelsen ryger hurtigt i svinget, når der er sex i sigte.

Ikke alle graviditeter gennemføres, men nogle kvinder vælger at få barnet af forskellige årsager, og i dette tilfælde ser det ud til at elskerinden ville have barnet, fordi hun derved havde øgede chancer for at få manden med også. Det er ikke en smart strategi i forhold til barnet, fordi barnet bliver et redskab, og ikke den gave, som børn bør være for deres forældre.

Barnet er uskyldigt

Børn vælger ikke hvilke omstændigheder de fødes ind i, og de vælger ikke deres forældre. Når børn fødes ud af utroskab, hvor kærlighed, tvivl, lidenskab, vrede, afmagt, usikkerhed og grænser ofte vælter rundt i et stort sammensurium hos de tre voksne involverede parter (når man vælger at få børn med en anden, må man være forberedt på, at den faste partner også føler krav på at være involveret, fordi det har stor indflydelse på dette menneskes liv), er det de voksnes ansvar at give barnet det bedst tænkelige i en ikke særlig god situation. Dette barn har, som alle andre børn, brug for stabilitet, kærlighed og tryghed. Hvordan man etablerer og giver det, kan være forskelligt alt efter hvilke rammer, man bliver enige om, men det er de voksnes ansvar at sørge for at disse grundvilkår er tilstede i barnets liv.

Samtidig er det naturligt for den svigtede partner at opleve stor vrede og modstand overfor barnet, fordi barnet er en konstant påmindelse om utroskabet, men som sagt er det vigtigt at barnet ikke betaler prisen for de voksnes fejltrin, for det vil skabe skam og skyld i barnet, og kan på sigt ødelægge dette lille menneskes liv.

En del af de mennesker, der står overfor denne udfordring, vælger at tage barnet ind som om det var et skilsmissebarn fra et tidligere forhold, fordi barnet på den måde får lov at være del af begge sine forældres liv, og det er nemmere for den, der er blevet svigtet, at være sammen med barnet og holde af det.

Utroskab og Tillid

Når man har oplevet sin partner være utro, er det naturligt at føle sig svigtet og fyldt med mistillid. Hvis parret vælger at blive sammen, kræver det ofte årevis at hele såret, fordi man, når man er utro, gør sine ord menings- og værdiløse, og derfor kan man ikke tale sig tilbage til tilliden, men skal gå ad handlingens vej og vise at man er fast besluttet på at ville forholdet. Hele tiden. Uden at vakle.

(Læs også Sådan kommer du igennem utroskab)

Søs forsøgte i starten at blive sammen med sin mand, og hun valgte en strategi, der udmattede hende, men som ikke desto mindre er en strategi, der for de fleste ville ligge lige til højrebenet, fordi det er en måde at overleve på, når vi er truede: Hun forsøgte at kontrollere den verden, der var gået fra at være harmonisk til kaotisk på ganske kort tid, ved at tage overansvar og forsøge at holde sin mand fast i det ansvar, han selv flygtede fra i sin manglende erkendelse af, hvad hans handlinger havde gjort ved de mennesker, der elskede ham.

Problemerne med denne kontrolstrategi viste sig hurtigt for hende, ligesom de også ville gøre for andre, der bruger den, for vi kan ikke kontrollere andres følelser, motivationer og værdier. Vi kan ikke kontrollere og pådutte ansvar, moral og anstændighed. Allerhøjest kan kontrollen medvirke til at give ham en undskyldning for ikke selv at tage ansvar, og for at holde andre ting hemmelige for hende, fordi han ikke vil dikteres, eller er uenig med hende, men er bange for at sige det. Når han samtidig har en historie med løgn og bedrag, er der ikke langt derhen igen, for grænsen er allerede overskredet, og der skal en stor portion selvindsigt og vilje til at vende tilbage fra det sted.

Så hvad kan hun gøre i stedet for?

Hun kan kun forholde sig til sin ændrede verden, og handle ud fra sine egne værdier. 

  • Hun kan for eksempel ikke fortælle deres fælles børn at “far elsker jer, selvom han har gjort noget sårende,” for det skal han selv gøre. Hun kan fortælle dem, at hun elsker dem, og er ked af, at de er blevet sårede.
  • Hun kan forholde sig til, om hun vil være sammen med ham eller ej efter hans affære.
  • Hun kan forholde sig til, hvordan hun selv har det med barnet, men ikke kontrollere hvordan han har det med barnet.
  • Hun kan sætte grænser for, hvad hun kan og vil acceptere, og hvis han overskrider de grænser, kan hun forholde sig til, hvad hun så vil gøre.

Hvis hun bliver ved med at prøve at kontrollere og styre, hvordan han skal være voksen, vedbliver han at være umoden. Hvis hun forsøger at presse ham til at gøre noget, som han ikke vil, skaber hun en udmattende kamp for sig selv, hvor hun fastholder sig i en låst situation.

For Søs er det lige nu endt med, at hun fokuserer på sit eget liv, på sin egen heling og på deres fælles børn. Samtidig har hun fået øje på, at kontrollen ikke gavner hende, og hun øver sig i at fralægge sig Sørens ansvar, sådan at han selv skal træffe sine valg, og selv håndtere konsekvenserne af dem.

___________

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i Forældre og Børn, Parforhold, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Er det mig, der er skør?

Udgivet den 23. februar 2014 af Christina Copty

Når man er involveret med en partner, der krænker ved psykisk vold, er det almindeligt at blive i tvivl om, hvem det er, der er den voldelige part.

Når vi taler om fysisk vold, er det ligetil at svare på, hvem der er den voldelige partner, og hvem, der er offeret. Billedet er ikke så tydeligt, når der er tale om psykisk vold. I hvert fald ikke for offeret. Jeg oplever ofte klienter, der er udsat for psykisk vold spørge mig, om jeg er sikker på, at det ikke er hende*, der er krænkeren, for det er den udlægning hun hører om og om igen fra hendes psykisk voldelige partner.

Grunden til at offeret har svært ved at finde vej ud af det morads, er fordi en af metoderne, som krænkeren bruger, netop har til formål at så tvivl om, hvem der er offeret. Det er en genial strategi for krænkeren, fordi det skaber så meget indre tvivl i offeret, at hun bliver overtalt til at forblive i relationen og forsøge at forbedre den, fordi hun tror på, at fejlen er hendes, og hun derfor har magten til at reparere forholdet.

Det har hun imidlertid ikke, for magten har han. Helt og aldeles. Han bestemmer, hvornår han vil komme, hvornår han vil gå, hvornår han vil høre på hende, hvornår han ikke vil, hvornår han vil have sin frihed, hvornår han vil have maden serveret, hvornår han vil have sex, hvornår han ikke vil og så videre.

Hun har ingen magt. Men han har fået hende overbevist om at det er hende, der lægger det dårlige fundament i deres forhold, og derfor også er hende, der skal oppe sig.

Hvordan gør han det?

Jo, det er ganske simpelt: Han fremstiller sig selv som offer og hende som krænker. Og det gør han hver gang hun udtrykker et behov, der kræver en forandring af ham. Hver eneste gang. Han overbeviser hende om, at hun er urimelig, når hun forsøger at blive hørt.

Eksempler på denne strategi:

Hun:”Jeg kunne godt tænke mig, at du hjalp lidt mere til herhjemme, for jeg er ved at drukne i fuldtidsarbejde og alt det huslige oveni”

Han:”Jeg er simpelthen træt af, at du beskylder mig for at være doven, og du kan da bare lade være med at arbejde fuld tid. Det er der da ingen, der har bedt dig om”

_____________

Hun:”Jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede noget andet end altid at have sex, når vi er sammen”

Han:”Du kan da bare tage initiativ til noget andet, jeg skal vel ikke straffes, fordi jeg har en sund seksualitet”

_____________

Hun:”Vil du ikke tage affaldet ud?”

Han:”Hvad tror du jeg er, skraldemand?”

_____________

Hun:”Jeg kunne godt tænke mig, at vi gik i parterapi”

Han:”Ja dét kunne du lige tænke dig, så du kan sidde der og beklage din nød, når det i virkeligheden er mig, der lider under dig?”

____________

Hun:”Jeg kan ikke lide at du ser hende, for det gør mig usikker på vores forhold”

Han:”Du elsker mig i virkeligheden ikke, for du vil lave mig om og ikke have, at jeg har nogen venner”

 

Når hun blive mødt på denne måde hver gang hun giver udtryk for det hun har brug for, bliver hun i tvivl:

  • Hun bliver i tvivl om hun udtrykte sig på en “forkert” måde. Hun vil typisk gennemgå samtalen i hovedet flere gange efterfølgende i forsøget på at finde ud af, hvad hun sagde, om hun var aggressiv, om hun var anklagende, om hun var “for direkte”, om hun var befalende, om hun var sensitiv osv.
  • Hvis hun når frem til, at hun syntes hun udtrykte sig klart og ikke-krænkende, bliver hun i tvivl om hun generelt ikke kan finde ud af at udtrykke sig ordentligt, for når hun syntes hun udtrykte sig ordentligt, men han reagerer som han gør, må der være noget grundlæggende galt med hende, for hvorfor skulle han ellers reagere som han gør overfor hende?
  • Hun udvikler også en tvivl på, om hun er berettiget til bede om noget i deres forhold, fordi han reagerer som om hun er urimelig i sine krav.

Måden han møder hende på, sætter oftest gang i et skænderi imellem dem, fordi hun i desperation forsøger at forklare, hvad hun lagde ud med, men han holder fast i sit forsvar og trækker hende ud på et sidespor, hvor hun bliver tvunget til at forholde sig til de anklager han opdigter skulle være kommet fra hende – (læg i eksemplerne mærke til, at hun ikke beskyldte ham for: at være doven, have en usund seksualitet, være en skraldemand, ville beklage sin nød, eller ikke have lov til at have venner. Det var alt sammen noget, han lagde i munden på hende). Ved hjælp af denne metode vender han hele situationen på hovedet så han er offeret, og hun den urimelige krænker. Det er i denne udveksling, at hun bliver offer for hans psykiske vold.

Så er det dig, der er ved at blive skør?

Nej. Det er ikke dig. Men der bliver leget med din virkeligshedssans, og det er farligt. Både for dit fysiske helbred i form af stress, dårligt hjerte og depression, og dit psykiske helbred i form af et dårligt selvværd.

Og du fortjener bedre. Husk det.

Kærlig hilsen,

underskrift

 

 

*det kan naturligvis også gå ud over mænd.

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Er det mig, der er skør?

Den Følelsesmæssigt Utilgængelige Partner

Udgivet den 16. februar 2014 af Christina Copty

At være følelsesmæssigt utilgængelig, er en stopklods for et sundt og udviklende parforhold. 

Der kan være mange grunde til at man er følelsesmæssigt utilgængelig, men sporene fører oftest tilbage til barndommen, hvor den ene eller begge forældre var afvisende, kritiske, optagede af deres eget drama eller på andre måder selv var følelsesmæssigt utilgængelige for deres børns behov for nærvær, nærhed, accept og kærlighed.

For nogle mennesker, der elsker for meget, spiller denne utilgængelighed en central rolle. De lider ofte under store og voldsomme afsavn i deres parforhold, fordi de har fundet sammen med en partner, der ikke formår nærheden og det kærlige nærvær. Altså medmindre det tjener partneren.

Ofte får den ene part i forholdet sine behov opfyldt, imens den anden opofrer sine. Der er en klar ubalance og en tydelig fordeling af rollerne som underhund og overhund. Det ses både udefra, og er også tydeligt indefra, selvom overhunden oftest benægter at en sådan fordeling skulle være tilstede (det ville betyde at vedkommende skulle vedkende sig sin magt, fralægge sig den, og opgive fordelene ved at få opfyldt sine behov uden at skulle gøre sig umage for at opfylde partnerens).

Den følelsesmæssige utilgængelighed er dog ikke kun et problem, man kan lægge over på overhunden. Hvis man vil gøre sig nogen forventning om at få en bedre relation i fremtiden, må man som underhund være villig til at se sig selv dybt i øjnene, og arbejde med noget af det, der dukker op og finde ud af, hvad følelsesmæssig utilgængelighed er, for det er en dynamik og et samspil, der har nogle “fordele” for begge parter, også selvom det ikke umiddelbart føles sådan.

Mere om det lige om lidt, men først, besvar følgende spørgsmål:

  • Fokuserer du mère på din partners problemer end på dine egne?
  • Forsøger du at fikse din partners problemer?
  • Er du overbevist om, at hvis bare din partner gør dette eller hint, så vil I få det meget bedre?
  • Har du svært ved at mærke dine egne behov udover behovet for at din partner ændrer sig?
  • Forestiller du dig et parallelt liv, hvor du har det meget bedre, enten med din partner eller med en ny partner, men gør ikke noget ved det?
  • Føler du dig fastlåst og handlingslammet?
  • Har din partner et misbrug (alkohol, stoffer, sex) eller noget andet, der optager vedkommendes tid (f.eks. new age spiritualitet, sport, blomsterbinding)?
  • Har du svært ved at leve dit eget liv, når du er i et forhold, fordi al din energi og dit fokus rykker over på at være til rådighed for din partner?
  • Er du vokset op i en familie, hvor du skulle oversamarbejde med en eller begge dine forældre, for at gøre dem tilfredse?
  • Har du på fornemmelsen, at din partner ikke tager vare på dig eller jeres forhold, men du bliver stadig i det?
  • Oplever du, at din partner trækker sig, eller skaber konflikter, så snart det ser ud til at gå godt imellem jer?
  • Har der været utroskab eller løgne imellem jer, der ikke er blevet gennemarbejdet, men blot ligger som torne i øjet, I ikke må tale om?
  • Føler du, at du elsker din partner mere end din partner elsker dig, selvom vedkommende siger noget andet?
  • Føler du dig ensom med din partner?
  • Er der ting du ikke kan fortælle din partner, fordi du er bange for at han/hun ikke vil forstå dig?
  • Oplever du at din partner ikke interesserer sig for dig som menneske, men kun som “Opfylder” af hans/hendes behov?
  • Synes du at du gør mere for din partner, end din partner gør for dig?
  • Tager du hensyn og forsøger at undgå ting og emner, som vækker din partners vrede/afsky/hån/afvisning?
  • Har du ofte tanker om at du ikke er god nok, eller at din partner ikke er god nok?
  • Er du bange for at din partner går fra dig, selvom du godt ved, at forholdet ikke er godt for dig?
  • Vil du gerne ud af forholdet, men er bange for at være alene/ikke at kunne møde en ny partner?

Hvis du kan svare ja på de fleste af spørgsmålene herover, lever du i et forhold med en tydelig ubalance og en høj grad af følelsesmæssig utilgængelighed. Der er en afstand imellem jer som du er klar over, men som du ikke ved, hvad du skal gøre ved.

Du har givetvis forsøgt at råbe, skrige, bede, græde og trygle om forandring fra din partner uden at der af den grund er sket noget nævneværdigt. Du har måske prøvet at gøre gengæld, være trodsig, lige så kold, afvisende og optaget af dit eget i forsøget på at få  din partner til at indse, hvor smerteligt det er, uden at der skete noget nævneværdigt (andet end at han/hun måske afslørede dig og igen gjorde dig til den, med problemet, siden “du kan være så ond at du bevidst forsøger at såre mig”).

Der kommer ingen heling den vej. Din partner er som din partner er.

Og imens det kan være utroligt frustrerende, så kan der være en fordel ved sådan en følelsesmæssigt utilgængelig partner. Også for dig.

Fordelen, selvom det kan være provokerende at se dig selv sådan, kan være, at du også har svært ved nærhed. At du har det bedst, når du skal kæmpe for at få kærlighed, ikke når du har kærlighed. At partnere, der ikke helt vil dig, er mere udfordrende, spændende og tiltrækkende, end dem, der gerne vil dig. At glæden og intensiteten ved at score, om og om igen (hvilket ofte er dynamikken i denne type forhold), overtrumfer ro og stabilitet…og følelsesmæssig nærhed.

Men.

Det gør ondt. Du vil vitterligt gerne noget andet, men det er som om du fungerer på autopilot henimod selvdestruktion. Som om du ved at det ikke er godt for dig, men du kan ikke gøre andet. Du er fastfrosset i et dårligt mønster, selvom du længes efter et bedre og værdigt liv.

Kærlig hilsen,

underskrift

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Den Første Kærlighed

Udgivet den 15. februar 2014 af Christina Copty

Med ‘Den Første Kærlighed’ mener jeg ikke dengang, du var forelsket i Kim fra klassen, og næsten ikke kunne vente med at skulle kysse første gang, selvom du frygtede at hans læbe ville sidde fast i din bøjle…Nej, jeg vover pelsen og går et par skridt længere bagud i tiden, og taler om den, vi nærer for vores forældre som helt små. Der, hvor vi synes vores forældre er de bedste, største, sejeste, skønneste og mest ufejlbarlige mennesker på planeten, og nej, Kamillas far kunne i hvert fald ikke nå min far til sokkeholderne, for min far kunne alle svarene, når der var quiz-shows, og så kunne han i øvrigt spille fodbold som en professionel, så….

Denne første store kærlighed som barnet har til sine forældre påvirkes af selvsamme forældre, der filtrerer kærligheden med deres egne historier, egne behov og egne egoer, så selvom der ikke var en ond tanke bag fars store interesse for sport, der betød at han forsvandt ind i Alle-Børns-Mest-Hadede-TV-I-Firserne “Sports Lørdag” der åd danske fædre i fire stive weekendtimer, så gjorde det noget ved følelsen af at være elsket og værdifuld. Altså med negativt fortegn, forstås.

Så skulle barnet være stille, eller gå ind på sit værelse og finde på noget at lave selv, eller..nå nej, så var der ikke flere valgmuligheder, for far, ja, han sad derinde i stuen foran den grønne skærm og råbte “NEEEJ” når der kom et dårligt resultat og “JA!” når der kom et godt.

Over tid får disse gentagne oplevelser af at blive tilsidesat og valgt fra, betydning for barnets spontane kærlighedsfølelser. På et tidspunkt begynder barnet at danne mening af fars manglende interesse for sig, og den store lidenskabelige interesse for “tossekassen” som den underligt nok blev kaldt, når barnet gerne ville se TV… og barnet, der stadig ser sin forælder som Himlen ned på Jorden, må internalisere den virkelighed, der så er tilbage, og resultatet er ikke rart, men forudsigeligt: Jeg er ikke noget værd!

Det er naturligvis karikeret at give Sportslørdag skylden for den manglende selvværd, men med gentagne oplevelser af ikke at blive prioriteret eller spejlet kærligt fra de primære voksne, så tager det ikke et geni at forudse, at dette bliver barnets virkelighed og overbevisning ude i voksenlivet.

Og man bliver jo voksen en dag, og så vil man gerne have en kæreste.

Og hvad gør man så? Falder man for Thomas, der er sød og kærlig og viser masser af interesse? Nej, for man synes han er for omklamrende og uinteressant. Måske endda “for glad og naiv”, som om det er dårlige egenskaber.

Så man falder for Dylan-typen (alle jer, der så med hver torsdag kl 20 i start 90’erne ved hvem jeg mener!), ham, man skal kæmpe for, ham, der ikke frivilligt giver sin tid og opmærksomhed og kærlighed. Ham, hvor man hele tiden føler sig lidt usikker på, om han egentlig helt er med på det her parforhold.

Måske bliver Dylan skiftet ud med en mindre tavs type, men hun sidder stadigvæk lørdag eftermiddag og undrer sig over, at ham den nye hellere vil ud at cykle med sine venner igenigen istedet for at være sammen med hende. Det falder hende ikke ind, at hun måske blot gentager historien med far, i håbet om at hun på et tidspunkt endelig kan nå ind til ham på en måde, så han vender sig mod hende og kærligt siger:”Jeg elsker dig“. Problemet er, at hun har fundet en mand, der med størst sandsynlighed IKKE pludselig får en gennembrud og bliver den mand, hun længes efter. Akkurat ligesom far aldrig slukkede for fjernsynet om lørdagen og sagde “Ved du hvad, min skat, lad os lave noget sammen istedet for”

Måske er det på tide at hun indser, at hun ikke er værdiløs, men at hun istedet har været omgivet af mennesker, der ikke formåede at spejle hendes kærlighed.

Husk: Du fortjener kærlige relationer.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

 

 

Udgivet i Forældre og Børn, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Den Første Kærlighed

“Kærlighed Gør Ondt”

Udgivet den 9. februar 2014 af Christina Copty

Nej – Kærligheden gør ikke ondt! Lad mig slå det fast med det samme.

Kærligheden er ikke smertefuld. Den er ikke svær. Kærligheden fylder os med ro, balance og glæde. Vores kroppe har godt af den. Vores sind har godt af den, og med kærligheden i livet, kan vi vokse som mennesker. Når vi mærker kærlighed, trives vi, og passer på hinanden, både dem vi elsker direkte, og dem, vi støder på ude i livet. Så selvfølgelig stræber langt størstedelen af menneskeheden efter denne følelse, denne væren, for det er her, vi har det bedst, og her vi er bedst.

“Men kan kærligheden ikke nogengange gøre ondt?” indvender du måske. Niks. Siger jeg igen. Kærligheden kan ALDRIG gøre ondt. Men. Du har selvfølgelig ret i, at det kan føles som om det er kærligheden der gør ondt, men:

Det siger vi, fordi vi forveksler kærlighed med den, eller de personer, der har fortalt os, at de elsker os, samtidig med at de ikke passer på os. Dem, der siger “Jeg er her for dig” imens de er utro. Dem, der siger “Du er min største kærlighed” imens de fortæller os, at vi er tåbelige, dumme, opfører os urimeligt, ikke er gode nok eller noget andet, der forvirrer os.

For det er forvirrende.

Hvis du elsker mig, og samtidig fortæller mig, at jeg ikke er elskværdig som jeg er, hvad gør jeg så med de modstridende følelser og tanker, der opstår indeni?

Hvis jeg tror at det, du viser mig, er kærlighed, og at det derfor må være mig, der er noget galt med, vil jeg gøre alt for at tilpasse mig. For det føles dejligt, når du elsker mig. Når du viser mig, at jeg betyder noget. Når du har overskud til at vise mig din kærlighed. Når det passer ind i dit kram.

Men hvad så med resten af tiden? Den tid, hvor du fortæller mig, at jeg er jaloux, at jeg ser syner, når jeg igenigen fanger dig i en løgn? Hvad med de gange du farer i flint og angriber mig, verbalt, fysisk? Hvad med de gange du fejer mig af banen, og negligerer det jeg siger, eller gør som om du ikke kan huske noget, der var vigtigt for mig? Der elsker du mig ikke, og du fortæller mig, at det er min skyld. Så jeg passer på. Tilpasser mig endnu mere. Spørger ikke til de ting, som jeg ved kan rokke båden. Jeg censurerer mig. Skærer en hæl, klipper en tå. For jeg vil jo gerne have kærligheden.

Eller rettere, jeg vil gerne have kærligheden fra dig.

Også selvom jeg ved, at du ikke altid er god for eller ved mig. På en eller anden måde har jeg godtaget, at det er mig, der gør noget galt, og jeg bliver bange for at ende med at sidde tilbage alene, hvis jeg siger fra, imens du fløjter videre til den næste kæreste, og dermed beviser at det var mig, der var noget galt med, for du har jo ikke svært ved at indgå i et nyt forhold. Faktisk står der allerede et par stykker i kulissen, hvis det skulle være. Siger du. Og sårer mig. Gør du det med vilje?

Men hvorfor kan jeg så ikke slippe dig? Andre ville sige fra med et stort, rungende Nej Tak. Hvorfor kan nogen mennesker finde ud af at holde fast i, at de fortjener at blive behandlet godt HELE tiden, når jeg bare nøjes med krummerne fra Kærlighedens Festbuffet?

Hvorfor kan min fornuft ikke overtale mine følelser til at holde mig væk?

Den noget forsimplede forklaring er, at vi som børn alle er købslået vores forældres irettesættende og desværre ofte betingelsesfulde kærlighed, som når de siger: “Du skulle skamme dig, gå ind på værelset og kom først tilbage når du kan opføre dig ordentligt” eller de mere skjulte, men ligeså skadelige:”Jeg elsker dig når du…” (altså får at vide, at vi kun kan elskes, når vi opfylder de betingelser, de synes skal indfries).

I deres forsøg på at opdrage os til at blive omsorgsfulde, dygtige og samvittighedsfulde mennesker, ender de, givetvis utilsigtet, med at sende os ud i livet med skam, skabeloner på rigtigt og forkert, og følelsen af, at vi skal opføre os på en bestemt måde, og for alt i verden ikke vise de sider, vi har fået at vide er forkerte, hvis vi skal gøre os forventninger om at blive elsket.

(Læs også Hun passer til mit sår ikke min sjæl her)

Vi vokser op, og så støder vi ind i ham eller hende, der føles ahhh, som om vi har kendt vedkommende altid. Som om vi bliver set helt ind i sjælen, som om vedkommende lige præcis ved, hvad vi slås med, hvad vi kommer fra, og hvad vi har brug for. Drømmen om Den Betingelsesløse Kærlighed. Men faktum er, at vi har lært at tilpasse os, klippe hæle, tæer og ind imellem amputere hele ben, for at blive elsket, og dét er blevet det, vi udstråler:

At jeg gerne tilsidesætter mig selv, gerne taler om dig, støtter dig og opfylder dig, imens jeg ikke kræver for meget. Faktisk er jeg glad, hvis bare du ind imellem viser lidt omsorg. “Jeg forlanger faktisk ikke ret meget” hører du dig selv sige, imens du lever på en sten og tænker, at det er mærkeligt at du ikke får den smule, du beder om.

Problemet er, at du skal forlange meget. Faktisk skal du forlange det hele: Respekt, at blive hørt, omsorg, nærhed, nærvær, kærlighed, ærlighed, humor, fælles mål, gensidighed you name it. Så længe du er nøjsom og på en eller anden måde synes det burde være nemt at få opfyldt tæt på ingenting, vil du blive ved med at møde partnere, der er mere optagede af deres egne behov end af jeres fællesskab.

Så slutteligt: Det er ikke kærligheden der gør ondt. Det er afhængigheden, det er fortiden blandet med nutiden. Det er intensitet forklædt som intimitet. Det er frygten for fremtiden, for ensomheden, for at du aldrig kan få det, du gerne vil have.

Husk: Du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

underskrift

picture courtesy of freedigitalimages:  fotographic1980

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Derfor er det så svært at komme ud af et destruktivt forhold!

Udgivet den 27. januar 2014 af Christina Copty

Vennerne står på sidelinien og siger:”Nu må du altså også se at komme videre. Han var sgu ikke en ordentlig mand overfor dig, og han er ikke værd at græde over. Kom, nu går vi i byen og finder en god mand til dig”

Familien kigger medlidende, og siger:”Du skal ikke tage det så tungt. I var trods alt kun sammen i to år. Se på din søster Lise, hun var gift i femten år og er allerede ovenpå igen”

Og det ville være så skønt, sådan at være som søster Lise, der kom hel igennem sin skilsmisse, eller som veninderne, der kan gå i byen og finde sammen med søde mænd. Dejligt. Befriende. Ja tak. Fantasierne om, hvor dejligt det ville være kan sagtens fylde, men så hamrer man hovedet lige ned i virkeligheden igen. Man er fortabt. Hjerteknust. Helt og aldeles.

Og det er man selvfølgelig også noglegange når man kommer ud af et sundt forhold, der sluttede fordi man ikke længere kunne sammen. Men der er nogle væsentlige forskelle, der gør, at det er den tand sværere at gøre sig fri og færdig af et destruktivt forhold, især hvis man har været sammen med en, der krænker. Fire af de forskelle får du lige her:

Forskel nummer 1: Han har hele tiden sagt at du er Sorteper i jeres forhold. I en almindelig relation, der slutter, påtager begge parter sig ansvaret for, at det ikke længere går. Ofte hører man den ene sige:”Det er ikke dig, det er mig.” Man sætter altså hinanden fri i skylds-spørgsmålet, så sorgen kommer til at handle om forholdet i fortiden. Sådan er det ikke i et destruktivt forhold: Når det slutter, siger han, at det er din skyld. Selv når han gør, som om han påtager sig ansvar, er det stadig dig, der har gjort noget ved ham, og ham, der er uskyldig, som i “Jeg tager ansvar for, at jeg ikke kunne modstå dig, når du ville have mig.”

Når man giver den anden Sorteper, sker der især to ting indeni:

  • Det bliver svært at afslutte forholdet følelsesmæssigt, fordi man automatisk kæmper for, at han skal tage sit ansvar på sig, og derfor kan ende med at sidde fast i en (nyttesløs) kamp, fordi han nægter. Han er et uskyldigt offer i sin egen forkvaklede vurdering, og man kan intet stille op for at få ham til at se mere nuanceret på det. Og her taler vi altså om hvis man er så heldig overhovedet at have en samtalepartner i ham efter det er slut, for oftest lukker og slukker han for kontakten som om man aldrig har eksisteret, det øjeblik han ikke længere kan få det, han vil have. Afslutningsarbejdet beror altså på at man går igennem processen alene.
  • Det at få Sorteper, gør også at man bliver i tvivl om, hvorvidt han har ret. “Måske er det mig” er et klassisk og desværre alt for almindeligt ræsonnement blandt kvinder, der er kommet ud af et destruktivt forhold til en krænker. De isolerer sig og falder ofte ned i en depressionslignende tilstand, hvor fortvivlelse og usikkerhed præger tilværelsen. Ofte svinger tankerne mellem to ekstremer:”Han var det mest ondskabsfulde, løgnagtige, svigefulde og ækle menneske på jorden, og hvor er jeg glad for at være af med ham” til “Han ville mig med alle mine skavanker og alle de forfærdigelige ting jeg gjorde ved ham. Han forstod mig og så igennem fingrene med alt det, jeg gjorde mod ham. Jeg er et forfærdeligt menneske, som aldrig finder kærligheden igen” Denne vekslen får sit eget liv, og hvis ikke man får brudt isolationen og tankestrømmen, kan man sidde fast længe.

Forskel Nummer 2: I har været fra hinanden så mange gange, at du er usikker på, om det virkelig er slut nu. Selvom du ved at han ikke er god for dig og at du gør bedst i at holde dig væk, så er der en lille del af dig, den del, der også tager mere skyld på, end godt er, der har et lille indre håb: “Måske bliver det godt næste gang. Måske skal vi prøve med terapi. Måske skal jeg bare ændre mig lidt mere, så kan det være at…” og så sidder du i venteposition imens du forsøger at ændre dig så han igen vil være sammen.

(Læs også “Derfor sidder du fast“)

Forskel Nummer 3: Du har en historie med dårlige forhold, så du tror du er defekt. Hvis du har været involveret med en person, der krænker dig, er der stor sandsynlighed for at det ikke er første gang du har oplevet at blive krænket, eller har været i et destruktivt forhold. Det, koblet med hans store iver efter at vifte alle dine dårligdomme i ansigtet på dig, er med til at overbevise dig om, at du ikke kan finde ud af kærligheden. Men husk lige på, at bare fordi han sagde til dig, at han aldrig har haft sådan et dårligt forhold før, eller er blevet behandlet så ringe før, eller har behandlet en kvinde så dårligt før, så kan du spørge dig selv, hvorfor han så var i forhold med dig, når nu han kun har haft gode, respektfulde relationer. Det giver ingen mening, netop fordi det ikke er rigtigt.

Forskel Nummer 4: Det var det allerbedste, mest intense, mest out-of-this-world sex, du nogensinde, og jeg sagde NOGENSINDE, har oplevet. Og du er hooked. Goddamnit Alexis. Du kan ikke forestille dig at skulle have middelmådig sex igen. Ever. Fantasierne kører tilbage til episoder, hvor du eksploderede i orgasme og han tog dig på lige præcis den måde, der kunne få englene i dine synapser til at bryde ud i sang. Og nu er du her hvor du skal vænne dig til at være sex-fri i en periode, hvilket er svært, for din hjerne er hooked på god sex, som havde det været narko. Tilbage på planeten jorden er faktum (desværre) også, at mange mennesker ikke har begreb om, at de kan have og lave lækker sex hver gang. Men tro mig. Det kan man. Også uden dramaet og krænkelserne, du ellers skulle finde dig i. På den måde er dine oplevelser med ham værdifulde, fordi du nu har oplevet hvad din krop kan lide, og hvad den ikke kan lide. Brug den viden sammen med en dejlig, sund mand, så skal du bare se, hvor højt det der englekor kan synge!

Noget af det, der kan være svært at acceptere efter sådan en relation er, at man er forandret for altid. Noget af uskylden, håbet, drømmen og troen er forsvundet. I en lang periode, er der en slags afmatning i hjertet, samt en lille mistillid, der viser sig, når man møder nye mennesker.

Og det er okay, for selvom det er hårdt at skulle indse at dette ene forhold har været sværere end noget man har prøvet før, så kan man også bruge det til at vende sit liv omkring. Finde sig selv. Sin egen stemme. Lære sine egne behov at kende. Finde ud af, hvordan man sætter grænser, og turde tro på, at man godt må sætte dem og forvente at blive behandlet ordentligt.

På den måde kan du skabe et liv, hvor du ikke afgiver din personlige magt til en, der misbruger den, og dig. Et liv, hvor du selv bestemmer, hvor du vil sætte din barre for hvad der er godt nok – og hvad der ikke er…

(Læs også: 14 Råd til Livet efter Dit Brud)

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Er du udsat for Psykisk Vold i dit Parforhold?

Udgivet den 16. december 2013 af Christina Copty

Vi ved, hvad et fysisk voldeligt forhold er.

Det er blå mærker. Det er farligt. Det er grimt og det er nedværdigende. Vi forestiller os den tævede hustru, der forbliver i forholdet, selvom hun for længst burde have forladt den voldelige mand, eller vi ser manden, der er underlagt den kontrollerende og utilregnelige kone, der eksploderer i hidsige anfald, hvor det er bedst at søge dækning for tallerkener og slag.

Og selvom vi også ved, at der er noget, der hedder psykisk vold, har de fleste svært ved at identificere, hvad det er, og værre endnu, skelne og vide om det er sådan et, de selv lever i.

Jeg møder flere og flere mennesker i min klinik, der lever i denne type forhold, og hver gang rammes jeg af en følelse af dyb sorg over at ofrene ikke ved, hvad det er, de er udsat for, fordi det stadig er tabubelagt og svært at definere, hvad psykisk vold er.

Derfor har jeg idag valgt at fokusere på et lille, men typisk udpluk af den psykisk voldelige partners “bag of tricks”, så du kan se, om du er udsat for denne type vold i dit forhold.

Hvad er det og hvor mange er udsat for det?

Der er ikke mange referencer til denne type vold i Danmark, og de fleste ender med at tænke, at det er noget med en mand, der opfører sig som Julia Roberts eksmand i filmen “I seng med Fjenden”

I Danmark vurderes det at ca. 29.000 kvinder og 10.000 mænd hvert år udsættes for fysisk vold, og i langt de fleste tilfælde er der tale om en lang forudgående periode med psykisk vold. (Se Danners hjemmeside lige her). Det er svært at vide, hvad tallet er for rent psykisk voldelige parforhold, for de registreres ikke, men det er givetvis langt højere end de tal, der kun taler for de registrerede voldsramte parforhold.

Desuden kan man spekulere på om ikke folk med personlighedsforstyrrelser som borderline og narcissisme har en større tendens til at udøve psykisk vold end resten af befolkningen sammen med psykopater fordi disse mennesker har svært ved empati og sunde relationer.

Psykisk vold har mange ansigter og kan derfor være diffust at forholde sig til, men vold defineres blandt andet af nordmanden Per Isdal (leder af behandlingscenteret “Alternativ til Vold”) som

”Enhver handling rettet mod en anden person, som, fordi denne handling skader, smerter, skræmmer eller krænker, får denne person til at gøre noget mod sin vilje eller stoppe med at gøre noget, denne vil”2

Metoderne

Nogle af de metoder som en psykisk voldelige partner1 benytter sig af, for at få magt og kontrol over sin partner er blandt andre:

Latterliggørelse: Partneren bliver latterliggjort og i visse tilfælde hånet foran andre. Det kan føles meget nedværdigende og ydmygende, og hvis partneren senerehen gør opmærksom på, at hun blev såret over hans adfærd, bliver hun affejet med et “Du er da også alt for sensitiv, det var jo bare for sjovt!” Samtidig ejer han ikke selv snerten af selvironi og finder sig ikke i at være genstand for andres morskab.

Virkelighedsforvrængning: Partneren får at vide at virkeligheden ikke hænger sådan sammen som hun tror. I nogle af de meget grelle eksempler kan den voldelige partner finde på fuldstændigt at benægte episoder eller ord, og se vantro på partneren som om hun er ved at miste forstanden, fordi hun tillader sig at have sin egen (og ofte korrekte) version af, hvad der er sket.

Stilhedsbehandlingen: Hvis man har at gøre med en psykisk voldelig partner, har man givetvis oplevet stilhedsbehandlingen. Det er en straf, der går ud på, at han behandler sin partner som luft, hvis hun har tilladt sig at gøre opmærksom på hans opførsel. Han kan holde den i flere dage og i visse tilfælde være så ondskabsfuld, at han kan gøre som om hun er gennemsigtig samtidig med at han er jovial og rar overfor andre mennesker. Han bliver først god igen, når hun undskylder, og siger at hun ikke forlanger noget af ham, men elsker ham ubetinget.

Glemsomhed og gøren sig dum: Den psykisk voldelige partner vil ikke stå til ansvar for sine egoistiske handlinger, og hvis hans partner forsøger at få ham til at tage ansvar eller se sin andel i en konflikt, kan han finde på at gøre som om han har glemt episoden eller stille et blankt ansigt op, som om han ikke forstår hvad hun siger, også selvom hun bruger ganske almindelige ord. I mange tilfælde gør han det især når det handler om hendes følelser og hun oplever ofte at skulle forklare helt almindelige og almene følelsesmæssige reaktioner overfor ham, fordi han gør som om hun er fra Mars, fordi hun tillader sig at reagere på hans opførsel.

Seksuelt Pres: Mange, der har været udsat for seksuelt pres, udvikler symptomer, der minder om dem man har efter en voldtægt: De kan blive grådlabile, væmmes ved sex, væmmes ved deres krop, udvikle depression osv fordi de indgår i den seksuelle akt for husfredens skyld. Hvis ikke hun går med til at dyrke sex med ham, når han har lyst til det, bruger han desuden hendes nej, som berettigelse til at være hende utro, for hun  “jo er frigid og han er en mand, med en stærk seksualitet”

Projektion: Hvis hun tør beklage sig over hans opførsel, vender han det 180 grader, så det pludselig er hende, der skal stå til regnskab for noget, der handler om ham. Ofte sker det så hurtigt at hun ikke når at opfatte hvad han har gjort, før hun er alt for følelsesmæssigt ophidset af at skulle forsvare de falske anklager. Det ene øjeblik var hun igang med at fortælle ham om noget han har gjort, der sårede hende, men med et er hun den, der skal forklare sig og “stå til ansvar og forholde sig” til anklager fra ham. Hvis hun f.eks. har afsløret ham i at have en affære, vender han den og siger at hun er egoistisk og flirtende overfor hans venner eller noget i den stil.

Ansvarsfralæggelse: Den voldelige partner vil altid søge at fralægge sig ansvaret for sin egoistiske opførsel. Hvis han for eksempel fastholder to kvinder i et trekantsdrama, fralægger han sig ansvaret ved at sige til hver af kvinderne, at den anden kvinde jo selv vælger at stille sig til rådighed for ham, og at det absolut intet har med ham at gøre. I mange tilfælde kan det også vise sig som økonomisk uansvarlighed, hvor han køber dyre ting til sig selv, selvom de som par ikke har råd til at betale deres udgifter.

Offerrolle: Det, der kan drive de fleste kvinder fra snøvsen i disse forhold er, at han fremstiller sig selv som offer for resten af verdens uretfærdighed. Han nægter at se sin egen andel i de destruktive relationer han har skabt, men holder fast i, at det er partneren, forældrene, børnene, chefen, vennerne, staten eller hvem der nu lige passer i argumentationen, der er skyld i at han fremstår i et dårligt lys. Det kan virke fuldstændigt vanvittigt for en kvinde, der er offer for psykisk vold at partneren kan holde så grundigt fast i offerrollen, og ofte begynder de at stille spørgsmål ved, om han måske har ret i at det er hende, der er det skrækkelige menneske, som han fremstiller hende som. Så kære læser, hvis du er udsat for denne type manipulation, så husk på, at det bare er en af strategierne.

 

Sensitivitet overfor opfattet kritik: Det, der sætter gang i hans arsenal af psykisk vold, er hans lave tærskel for kritik. Hun må ikke kritisere, påpege, beklage, bebrejde, eller forlange noget af ham, for han tåler ikke at se sig selv som det også dårlige og fejlbehæftede menneske han kan være (som alle vi andre dødelige!). Han ser sig selv som ufejlbarlig i det store hele, og hvis han begår fejl kan hun være forsikret om, at han nok skal forklare det med, at det var hendes skyld.

Hvorfor er han så sensitiv overfor kritik?

Der er mange flere forskellige metoder til rådighed for den psykisk voldelige partner, og han vil bruge alle dem han kan, nogle gange på samme tid, for at bevare sin magt i forholdet. Faktum er nemlig at han er sensitiv overfor kritik, fordi han nyder godt af den særbehandling han får, når hun ikke tør sige ham imod, men derimod makker ret for husfreden. Han er derfor nødt til at ødelægge hendes indre kompas og gøre hende svag så han kan blive ved med at være egoistisk, eller, som en af mine klienter meget præcist sagde: “Stadig opføre sig som om han er single, med alle fordelene ved et fast forhold.”

Prisen er alt for høj

Det farlige ved den psykiske vold er, at offeret mister sit selvværd og i mange tilfælde begynder at tvivle på sin egen intuition. Mange kvinder udvikler endvidere en dyb skamfuldhed og indre tvivl på deres evne til at indgå i et sundt parforhold. De kan begynde at tvivle på, om de overhovedet kan stole på deres tanker, følelser og oplevelser, fordi han vender verden på hovedet og fortæller hende, at hun er forkert.

Hvis du er i den type relation – hvadenten du er kvinde eller mand – og du har svært ved at mærke, hvad der er op og ned, anbefaler jeg på det stærkeste at du får etableret kontakt til den ydre verden og fortæller hvad der foregår, for prisen for at lade være, er ganske enkelt for høj.

Kærlig hilsen,

 

_________________________

1: Jeg bruger “ham” og “han” i eksemplerne fordi der er flere kvinder end mænd der udsættes for partnervold i Danmark. Det betyder dog ikke at kvinderne ikke kan være voldelige overfor deres partnere. Det skal dog lige siges at volden mod mændene kommer fra en mandlig partner, og kun i få tilfælde fra kvindelige partnere.

2: “Meningen med Volden” af Per Isdal

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 75 kommentarer

Når Parterapi Slår Fejl

Udgivet den 2. december 2013 af Christina Copty

Parterapi er en af de terapiformer, der vinder frem i Danmark i disse år. Mange par har indset, at det er meningsfuldt at have et professionelt menneske indover de fastlåste mønstre, der skaber ravage i forholdet, så de kan få friske øjne på det, der sker og få muligheden for at gøre noget andet.

Men det er ikke alle par, der har gavn af parterapi, og istedet for at gøre problemerne mindre, gør terapien dem større og værre.

I USA er der en klar holdning til at parterapi frarådes, hvis den ene part i forholdet har nogle særlige personlighedskarakteristika, herunder især mennesker med en Borderline, psykopatisk eller Narcissistisk Personlighedsstruktur.

Grunden til at parterapi ikke er egnet i de tilfælde, er fordi mennesker med disse personlighedsstrukturer grundlæggende ser sig selv som vigtigere, og dermed også som ofre for andres handlinger, følelser og tanker, fordi der ikke bliver taget særligt hensyn til dem, fordi de selv mener at have det sværere, værre og hårdere end andre, og dermed har en forventning om at blive behandlet bedre end de selv behøver behandle andre.

De har svært ved at have empati med, og sympati for deres partner, fordi deres egne følelser og forståelser altid vil komme i første række, og dermed også forventningen om, at partneren skal ændre adfærd først.

Denne indstilling betyder at vedkommende går til parterapien med ønsket om at finde en allieret i terapeuten, der forventes at irettesætte partneren, og når det ikke sker, tager denne klient afstand fra terapien og modsætter sig processen, enten ved at trække i bremsen eller ved at devaluere terapeuten, så de kan shoppe videre hos en anden terapeut, indtil de enten finder en, der vil uddele skylden til partneren, eller “giver op, for der er vist ingen, der kan hjælpe.”

Hvis de vælger at forblive i terapien, er der risiko for, at de aspekter terapeuten observerer og italesætter blive brugt som ammunition derhjemme til vedkommendes fordel. Hvis en terapeut for eksempel har sagt, at det ser ud som om der er en tendens til at lede efter Sorteper for at vinde retten til at være offeret, vil dette blive brugt mod partneren, det øjeblik partneren føler sig overfuset og forsvarer sig. Det kan se nogenlunde sådan ud:

Han kommer hjem og er i dårligt humør. Hun forsøger at tale med ham om, hvad der er i vejen, men han vrisser ad hende. Hun reagerer på hans vrissen med et:”nånå, det var heller ikke sådan ment”, hvorefter han med det samme griber chancen for at nedgøre hende og fortælle hende, at hun altid er sur og altid skal finde noget, der er galt med ham. Det øjeblik hun forsøger at fortælle ham, at hun reagerede på hans vrissen og dårlige humør, og egentlig forsøgte at spørge, hvad der var i vejen, vender han sig mod hende og siger:”Nu skal du ikke skyde skylden på mig, det var netop det her terapeuten mente”

Parterapien bliver således sårbar for partneren, fordi hun er bange for at give sin kæreste mere ammunition i den evige kamp om Skyld og Uskyld/Offer og Krænker.

Vælg en terapeut med specifik viden

Mange terapeuter tilbyder terapi for alt muligt mellem himmel og jord: angst, spiseforstyrrelser, depressioner, parforholdsproblemer og så videre, som en slags “Jack of all Traits, Master of None” devise, og imens jeg mener, at man sagtens kan yde hjælp til mange forskellige problematikker, er der i forbindelse med psykisk vold, offer/krænker-forhold og personlighedsstrukturer som Borderline, psykopati og narcissisme brug for en specificeret viden, hvis det skal give mening.

Hvis en terapeut ikke kan gennemskue disse problematikker, og i øvrigt laver forhandlinger på parternes vegne, kan terapeuten uforvarende komme til at skade det virkelige offer ved at gå med på præmissen om, at hun skal gøre noget af det, den anden forlanger.

Terapeuten kan altså komme til at puste til ilden, i stedet for at gøre partneren opmærksom på hans krænkelser, men i nogle tilfælde er terapeuten enten ikke selv i stand til at se, hvad der foregår, og handler i bedste mening med nogle uheldige konsekvenser til følge, eller er bange for at konflikten skal bryde ud i terapien, som helst skal føles “rar” for alle parter, også terapeuten.

Det er en hårfin balance for de fleste terapeuter at sidde i en parterapi, netop fordi det er forholdet, der er i terapi og ikke enkeltpersonerne, og imens det er vigtigt at man som par kan få hjælp til at forbedre kommunikationen, få afløb for frustration og vrede, arbejde med sorg og krise, tackle situationer og mønstre anderledes, er der altså en gruppe mennesker for hvem parterapi ikke er gavnligt medmindre man er helt klar på, hvad der sker, så man kan skille parret ad og anbefale individuel terapi.

Hvorfor er individuel terapi bedre?

Når man som terapeut har øjnene åbne for grænsen mellem almindelige parforholdsproblemer, og problemer der opstår på baggrund af den enes personlighedsstruktur, er det bedste man kan gøre at skille parret ad og lade dem gå i individuel terapi istedet. Det er især den part, der er udsat for krænkelserne og forvrængningerne, der har gavn af individuel terapi, fordi der er et stort behov for at blive valideret og støttet i sin opfattelse af virkeligheden, der ellers er blevet forvrænget af den anden part. Samtidig er det vigtigt at selvfølelsen og selvværdet bliver styrket, fordi det er under angreb i parforholdet, og man kan gå rundt med en følelse af at være ved at miste forstanden, for alt hvad man siger og gør bliver fordrejet eller draget i tvivl.

(Læs også “Er det mig, der laver ravage i mit parforhold?“)

Det kan du gøre for dig selv

Har du forsøgt at gå i parterapi, hvor det ikke blev til noget enten fordi din partner syntes alle de terapeuter I har prøvet er uduelige og ikke kan hjælpe jer, eller fordi du har følt dig angrebet af både terapeut og partner, så anbefaler jeg at du tager en individuel session med en terapeut, der har forstand på netop denne type relationer, så du kan få den støtte du har brug for, for at se, hvad det er du er i, og hvad du kan gøre for at passe bedst muligt på dig selv i det.

Du fortjener at blive behandlet anstændigt.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Når Parterapi Slår Fejl

Når Vreden Lægger Sig…

Udgivet den 24. november 2013 af Christina Copty

Der er ingen stille udvej af et turbulent skænderi: Det ender med følelsesudbrud af vrede, frustration og foragt, og en altoverskyggende følelse af svigt, der er svær at ryste af sig.

Det er ikke et forhold, som afsluttes ved at de begge bliver enige om, at de ikke længere kan være sammen; nej, det er et forhold, der ender med at de er uenige om, hvem af dem, der har såret og svigtet mest. Sådan ser skænderierne også ud.

(Læs forrige indlæg om forskellen på intense og intime forhold)

Disse konfliktfyldte skænderier er for mange en ubærlig tilstand at være i, så ofte ender det med at begge parter (ubevidst) går ind i en eskalering af konflikten. Eskaleringen er som regel stemmer, der begynder at afbryde og tale højere. Skældsord, der bliver mere og mere personlige. Gråd og Råb. Og i visse tilfælde bliver det fysisk. Først derefter er situationen så optrappet at det er muligt at gøre noget, der stopper konflikten, nemlig at den ene går i vrede eller afmagt.

Eskaleringen er således en vigtig del af løsningen på konflikten. Det er ikke en løsning, der er holdbar i længden, men det er den løsning parret stiltiende har accepteret er måden at afslutte konflikter på, fordi de ikke kan andet.

Så kommer der ro på følelserne igen, og begge får tid til at tænke over, hvad der skete imellem dem. De fleste mister nemlig sansningen med, hvad der foregår i de voldsomme sammenstød når følelserne bruser i blodet.

Og så lægger vreden sig. Den ene vender tilbage til den anden, og oftest bliver der ikke talt om, hvad der skabte konflikten, fordi det vil sætte skænderiet igang igen. I stedet holder de sig i ro. Dyrker måske intens sex eller gør noget andet, der er ufarligt for relationen. De lærer efterhånden at censurere sig selv omkring visse emner, og de begynder at tale sammen på en måde, der bærer præg af denne selvcensur: De gør sig for eksempel umage og siger “jeg føler”, og “jeg oplever”, og samtidig er det svært for dem at udtrykke klart, hvad det egentlig er de føler og oplever, fordi den anden står klar til at tage det som et personligt angreb, hvilket betyder at skænderiet igen blusser op.

Konflikten ligger altså latent og vil før eller siden starte igen. Parterne er ikke oprigtigt glade i de “rolige” perioder. De lever sammen på tynd is, for de ved ikke, hvordan de skal løse konflikterne på en måde, der styrker deres relation og baner vejen for et bedre og mere harmonisk forhold.

Så de går ind i kampen igen, lader den eskalere, trækker sig, kommer tilbage, er i nervøs ro, går i kamp igen og så videre i en uendelig ring.

Hvis dette er genkendeligt, og I har prøvet alt hvad I kan, flere gange uden et anderledes resultat, kan det være vigtigt at få andre øjne på det. Det er ikke nok at få nogle redskaber til, hvordan I lærer at tale pænere til hinanden. Det hjælper heller ikke at finde ud af, om hønen eller ægget kom først. Det hjælper derimod at tale med et menneske, der kan se hvilke mønstre og mekanismer, der går i gang imellem jer, og som kan hjælpe jer med at forstå dynamikken på et dybere plan, så I ser hinanden som medspillere istedet for modspillere.

Først herfra kan I skabe en anderledes måde at være sammen på, som giver de positive forandringer, så vreden ikke langsomt forvandler sig til afmagt eller afsky..

I fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Image courtesy of Luigi Diamanti / FreeDigitalPhotos.net

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Når Vreden Lægger Sig…