“Er det mig, der laver ravage i mit parforhold?”

Bebrejder du dig selv hver gang I skændes?

De fleste mennesker, der lever i parforhold med en krænker har stillet sig selv det spørgsmål mindst én gang i løbet af deres forhold. Og det er et godt spørgsmål, i hvert fald i et sundt forhold, fordi det viser at man reflekterer over sin egen andel, sit eget ansvar og er villig til at kigge på, hvad der sker og skabe forandringer til det bedre.

Men i et usundt forhold, hvor man bliver krænket psykisk og/eller fysisk af sin partner, ender mange desværre med at besvare spørgsmålet med et “Ja, det må være mig” fordi de baserer svaret på krænkerens udgave og udlægning af de forfærdelige skænderier, der tærer på selvværdet.  I disse tilfælde bliver det straks noget andet end sund refleksion, fordi det i bund og grund handler om Skyld og Skam. Magt og kontrol. Sandhed og Løgn.

Når man lever med en krænker, er der stor sandsynlighed for at selvværdet ligger et meget lavt sted.  Man påtager sig et større ansvar for forholdets dynamik end sin partner. Man martrer sig selv, fordi man igen kom til at sige eller gøre noget, der vakte partnerens vrede, kulde eller foragt. Eller måske endte man med at skrige nedladende ting til sin partner, fordi man igen følte sig nedgjort eller ikke kunne trænge igennem. Og så er det nemt for krænkeren at pege fingre og lægge det hele over på dig med et “Se nu der, hvordan du krænker mig!”

Jeg kendte en mand, der havde været sin kæreste utro gentagne gange. Da hun efter flere år fandt ud af det, forsøgte han at gøre det mindre ved ikke at fortælle helt hvor mange gange det drejede sig om, og helt hvor mange kvinder det drejede sig om. Hun var klart nok oprevet og ked af det, og følte at hele hendes fundament og tilliden til ham og dem som par var smadret, og hun  havde brug for at kunne spørge ham og gå ind i det, blive vred og være ked af det over det. Men han afviste hende med et “Hvis du vil være i mit liv, vil jeg ikke tale mere om det. Jeg skammer mig nok over det som det er, så jeg har ikke brug for at du også kommer og roder rundt i det” Sådan. Så havde han meldt ud og så kunne hun jo bare forholde sig til meddelelsen: Hvis du vil have noget sammen med mig, bliver det på mine præmisser!

Så var hun lukket af. Når hun forsøgte at bringe det på banen, lukkede han af. Han afviste hende med et “Skal vi nu til det igen? Jeg slipper aldrig fri af min fortid med dig

Og når hun ikke syntes det var retfærdigt at han fejede hende af med det svar, og hun forsøgte at fortælle ham, hvordan hun havde det, hvor såret hun var og hvor meget hun havde brug for sandheden, vendte han det rundt, så det kom til at handle om, at hun plagede ham, at hun fastholdt ham i sin fortid, at hun følte sig berettiget til at rode rundt i hans skamfuldheder. Det gjorde hende vanvittig. Sådan at få fokus flyttet fra det, hun var ked af, flyttet væk fra hans svigt og hendes behov for at bearbejde det voldsomme bedrag. Men han forventede at hun skulle finde ud af have tillid til ham igen, bare sådan, for nu havde han jo sagt at han ikke længere var hende utro. Det måtte da vel være nok for hende.

Det var det bare ikke. For hans ord havde mistet deres betydning. Han havde jo før sagt til hende, at han aldrig kunne finde på at være utro. At han var ærlig. At han aldrig ville gøre noget for at såre hende. Men det argument ville han ikke høre fra hende, og jo mere han benægtede at ville tage det på sig, des mere desperat blev hun efter at blive hørt, og disse “samtaler” endte altid med at hun råbte ad ham at han fandengaleme skulle høre, hvad hun sagde og ikke dreje samtalen væk, imens han stod med et foragteligt smil på læben og igen kunne afvise hende med et “Du er syg i hovedet, se lige hvordan du tér dig.”

Krænkerens Modus Operandi og Bevæggrund

Sådan kan en krænker trænge ind under huden på os, så vi begynder at tro på hans udlægning: Det må være mig, der er syg i hovedet, hvorfor kan jeg ikke finde ud af kommunikere uden at flippe sådan ud? Han har ret, jeg er ikke en skid værd.”

Men vær forsikret om, at du er noget værd. At du har ret til at ville have sandheden. At du har ret til at blive behandlet godt. At det er den, der smadrer tilliden, der skal angre og handle på en måde, der gør skaden god igen. Og ja, det tager lang tid, men sådan er det med tillid – man kan ikke bare forlange den, når man har smadret den, man skal arbejde for den.

Samtidig skal du vide, at han godt ved hvad han gør, også selvom han siger at han mister overblikket, at han føler sig angrebet og går i sort, at han haft en svær barndom og reagerer ud fra sine tidlige svigt.

Ikke for at nedgøre hverken fortid eller at kunne gå i sort – det kan alle, og alle kommer nogle gange til at sige grimme og sårende ting til deres partner, men hvis det er hans typiske måde at reagere på, hver gang du klager over de ting du er ked af ved ham eller hans opførsel (og det er okay at beklage sig i sit forhold, for det er her, man finder løsninger og måder hvorpå begge parter kan være i forholdet og få deres behov opfyldt), er det hans krænkeradfærd den er galt med, og ikke hans gåen i sort eller hans barndom, for rigtig mange mennesker har haft det svært i barndommen uden at blive krænkere af den grund.

Han går i krænkermode, fordi han ikke vil forandre sig. Det er ikke fordi han ikke kan, men fordi det er bekvemt for ham at leve på den måde, hvor det er dig, der er den onde og ham, der er den gode, det stakkels offer, der ikke behøver at skulle finde sig i dig eller opfylde dine behov. Der er for mange fordele på spil for ham til at han vil afgive sin position. Sin magt. Sin kontrol. Og at du bliver tromlet og efterladt som roadkill følelsesmæssigt er kun en fordel for ham, fordi det holder dig fast i din position som underdanig og mindreværdig.

Så hvis du tror, at det er dig, der skaber ravage og disharmoni i dit forhold, og du kan genkende metoden jeg her har beskrevet, er du udsat for den yderste form for manipulation – og svaret på dit spørgsmål er: NEJ, det er ikke dig, der skaber ravage i dit forhold. Du kæmper for at overleve i et forhold, hvor din partners fokus er på sine egne fordele.

Pas rigtig godt på dig selv.

De kærligste hilsener,

 

 

Image courtesy of David Castillo Dominici/FreeDigitalPhotos.net

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.