For de fleste mennesker, der har været involveret med en narcissistisk partner, er spørgsmålet om, hvorfor de endte med sådan en partner, altid til stede.
De martrer ofte sig selv med tanker om at de selv var skyld i det, at de burde have forladt forholdet for mange år siden og at de har en indbygget “fejl,” som gør at de endte i det destruktive forhold det som oftest er, når man har en partner med en narcissistisk personlighedsstruktur.
Samtidig er de også bange for, at de igen kommer til at ende i et lignende forhold, fordi partneren virkede som Verdens Dejligste og Mest Perfekte Menneske, da de mødte hinanden. De er bange for at de er ude af stand til at tiltrække og blive tiltrukket af en sund partner, fordi de ikke ved, hvad de skal undgå eller hvad de skal gå efter, når nu det narcissistiske forhold havde virket til at være perfekt i starten.
Jeg har derfor samlet de 7 vigtigste kendetegn til dig, sådan at du kan genkende det, der forhåbentlig bliver omsat til røde lamper og alarmklokker i dig inden du involverer dig og bliver udsat for det svigt, der for mange ender med at være så traumatiskerende, at de mister tillid, ikke kun til partneren, men til kærligheden.
Så uden videre indtroduktion, får du her de 7 kendetegn til at spotte en narcissist:
1: Han er Perfekt, men…
Det er ganske naturligt at flyve på lyserøde skyer og være fuldstændig henført når du møder et menneske, der ser ud til at være perfekt til dig. Men de fleste mennesker, der har været sammen med en narcissist, fortæller ofte, at der i starten alligevel var noget, der skurrede.
Enten fortalte han noget om sin eks, der fik hende til at fremstå som uligevægtig, for meget, for klæbende, for et eller andet, der gjorde at han blev “nødt til” at gøre det forbi. Eller han vil kun se dig, når han har tid, fordi der altid lige er noget andet, han skal nå. Eller han insisterer på at du skal affinde dig med at han har kontakt med sine ekser. Eller han siger at han elsker dig inden du føler at I kender hinanden godt nok til at han kan sige det.
2: Du begynder at censurere dig selv
Efter kort tid finder du ud af, at hun virker utroligt følsom overfor kritik. Det kan være hun fortæller om en episode, hvor hun føler at hun er blevet uretfærdigt behandlet, hvor du egentlig synes hun overreagerer. Når du selv kommer til at sige noget, der måske ikke passer helt ind i hendes billede af, hvad der er rigtigt, bliver du overfuset eller oplever at hun lukker ned, gør det forbi, eller forlanger af dig, at du skal ændre dig. Du begynder derfor lige så langsomt at holde nogle af dine tanker og følelser tilbage, fordi du er bange for hendes reaktion.
3: Han har en masse bekendte men ingen nære venner
Der er lavet en del undersøgelser, der viser at narcissister er de mest dragende i en større gruppe, når man først møder dem. De ser ud til at være centrum for opmærksomhed, og han har ofte en skare af kvinder, der synes han er himlen ned på jorden. Mange af disse kvinder er nogen, han enten har været sammen med før, eller som han holder til sig med en understrøm af flirt. Han kan også have en skare af mænd omkring sig, der ser op til ham og støtter ham kritikløst i alt, hvad han siger og gør. Men han har ingen nære venner, der virkeligt kender ham og ved alt om ham.
4: Hun ser verden i sort-hvid
Verden og relationer er altid foranderlige og nuancerede alt efter omstændighederne. For narcissisten er det anderledes. Der er ikke plads til nuancer. Enten er man en idiot, der er skyld i al dårligdom, eller man er verdens dejligste kæreste. Der er ikke ro og balance i forholdet, for hendes indre usikkerhed, hendes følelsesmæssige turbulens og behov for at blive bekræftet spilder over i forholdet, hvilket betyder, at man som partner altid må være oppe på mærkerne, for ikke at komme til at ende på den forkerte side af sort-hvid.
5: Du føler at I når til et følelsesmæssigt plateau
Eftersom narcissisten ikke er i stand til at åbne sig og være i en nær (og derfor sårbar) relation, oplever du, at I hurtigt når til et niveau i forholdet, hvorfra det ikke kan blive dybere. Du føler at der er noget, der er lukket land for dig, og du fornemmer at der er en masse ting, du ikke får at vide. Mange beskriver det også i forhold til at deres samtaler, når de handler om narcissisten, foregår i overskrifter uden dybde, og der er ikke plads til at spørge ind.
Note: Anderledes ser det ud, når det handler om dig og dine sårbare sider og din svære historie. Han virker umiddelbart som om han er en solid støtte for dig, som virkelig forstår dig og forstår din smerte. Her har jeg brug for at give dig en advarsel: Hvis du mærker at du er den eneste, der deler dine sårbare sider, så der opstår en ubalance med ham som “redderen” og dig som den svage, er der meget stor sandsynlighed for, at du kommer til at få dine sårbarheder og dine inderste hemmeligheder smidt i hovedet, den dag du begynder at sætte grænser eller gøre ham opmærksom på, hvad han gør, for der viser han sit sande ansigt: De intime stunder, hvor du troede du endelig havde fundet en tryg havn, er i virkeligheden informationsindsamling, som han husker og bruger hensynsløst den dag, han føler sig truet af kritik.
6: Hun har et dårligt selvværd samtidig med at hun føler sig speciel og hævet over andre
Noget af det, der kommer bag på det fleste, der har med narcissister at gøre, er at opdage, at de har et utrolig lavt selvværd. De kan sagtens score højt på selvtillid (de synes selv at de er meget dygtige, men føler ikke at de bliver værdsat nok) imens deres selvværd ligger i toilettet. Det kan for mange komme til at virke som om de “inderst inde” jo bare er nogle sårbare mennesker, der har brug for at man er sammen med dem, og derfor er der mange, der har svært ved at erkende, at det er narcissister de har med at gøre, for “sådan nogen er jo selvglade.” Sådan forholder det sig desværre ikke, for narcissisme er ikke kun overdrevet selvfedhed og egoisme, men en personlighedstruktur, der stikker dybt ned i tidlige følelser af skam og utilstrækkelighed.
7: Han virker skamløs
Det kan virke paradoksalt at et menneske, der kæmper med dybe følelser af skam, kan agere skamløst. Det skyldes at han dybest set føler sig urefærdigt behandlet og derfor føler sig berettiget til at gøre og handle efter et særligt sæt regler, der kun gælder for ham. Han opfører sig måske ubehøvlet overfor personalet på en restaurant, han synes måske det er i orden at bøvse eller prutte når som helst (hvilket ved nærmere eftersyn viser sig at være når det bringer dig mest i forlegenhed, så han kan pege på dig og sige “Jeg kan ikke gøre for det, den smuttede, men du er sgu også for følsom” for han kan for eksempel sagtens lade være under alle andre omstændigheder.) Han kan finde på at overskride dine seksuelle grænser og få dig til at gøre ting, som du ellers ikke ville gøre og han kan finde på at udstille dig/dine venner/din familie/sin egen familie hvis det passer ind i hans agenda.
Hvis du genkender disse 7 kendetegn i din egen relation, er det alarmklokker, du bør tage alvorligt, for en narcissist forandrer sig ikke, selvom du kæmper, græder, forklarer eller forsvarer dig selv – og skulle du være så heldig at være kommet ud af sådan en relation, kan du nu gå ud i verden med en nyfunden viden om, at det du mærker og oplever ikke er noget, der kun foregår inde i dit hoved, men rent faktisk er virkelighed. Og jo mere du uddanner dig og lærer om denne type mennesker, des nemmere bliver det at spotte dem, og undgå dem.
Pas på dig selv og husk at du fortjener bedre.
Kærlig hilsen,
Tusind tak Christina 😉
Selvtak
Hej Christina,
Tak for et glimrende indlæg. Jeg kan genkende mange af de træk – ja næsten alle -hos den kvinde, der lige har forladt mig for tredje gang inden for 3 år. Samtidig føler jeg også, jeg selv besidder nogle af dem især de, hvor jeg bliver vred og selvhævdende. Det er mildest talt ret kaotisk at være mig pt., hvor jeg oplever skyld- og utilstrækkelighedsfølelsen veksle uden forvarsel til vrede og hævngerrighed. Min altoverskyggende sindsstemning er dog en afgrundsdyb tomhed. Har du erfaringer med, hvordan det forholder sig, når to med narcissistiske træk er sammen og følgerne heraf, når det nødvendige brud sker angiveligt for sent, men hvor det alligevel føles hamrende forkert?
Mange hilsner
Erol
Kære Erol
Tak for din kommentar.
Det er ikke usædvanligt at to mennesker med narcissistiske træk finder sammen, og at det kan skabe stor grobund for frustrationer, fordi begge parter mener at have patent på sandheden og begge ikke føler at den anden elsker “nok” – det viser sig ofte i en kamp om, hvem der er mest berettiget, og hvem der er den “skyldige,” samt i følelsen af evig ambivalens: man vil den anden, man vil overhovedet ikke den anden, altså en meget sort-hvid indstilling til selve forholdet.
Når det er sagt, er det også sådan, at mange, der genkender de narcissistiske træk kun oplever dem udløst i netop denne ene relation, og det skyldes at narcissisten projicerer sine egne “sorte” sider over i partneren, og skaber situationer, der får partneren til at reagere på måder, som vedkommende ellers ikke ville gøre i andre forhold. Her er der ikke tale om at det er to narcissister, der er sammen, men om at man bliver revet med at narcissistens til tider meget velformulerede og overbevisende argumentationer, der ikke efterlader plads til at man selv kan opleve noget på en anden måde.
Hvis du mærker den afgrundsdybe tomhed, har du givetvis været i et meget turbulent parforhold, hvor dit nervesystem har været i konstant alarmberedskab, og hvor du har mærket det rush, der kommer af at tingene gik godt for en stund, så nu, hvor du er ude af den tilstand, hvor alt dit fokus har været på forholdet, kommer du til at opleve tomheden, fordi dit liv har centreret omkring hende og jer.
Jeg håber du får passet godt på dig selv, og husker at behandle dig selv med mildhed og forståelse, for ingen er tjent med at slå sig selv oveni hovedet…Og skulle du have brug for at tale med nogen, der har forstand på netop denne problematik, er du altid velkommen til at booke en session hos mig.
Kærlig hilsen
Christina
Tak – dit svar hjalp også mig.
Kære Camilla, Det er jeg glad for 🙂
Hej
…og tak for et godt indlæg.
Jeg har en nær veninde, der bliver udsat for psykisk vold og er nok havnet der nu, hvor hun ingen selvværd har mere og mere eller mindre har mistet gnisten.. ja han har nok knækket hende vilje og hun virker som om hun accepteret hendes situation. …tænker ikke hun kan forlade ham af egen kraft mere.
Han har truet hende med alt muligt, hvis hun havde tænkt sig at forlade ham… som bl.a. at tage børnene fra hende, begå selvmord og udøve fysisk vold og flere ting….
Som du også skriver, så har han ingen rigtige venner, men er god til at manipolere dem, så de ser op til ham og er på hans side….og han bruger netop hendes svage sider mod hende, så det skal virke som om det er hendes skyld det hele.
Men mit spørgsmål er faktisk… hvad kan man gøre mod en sådan en karl … har han ingen svage sider ? … hvor kan man angribe ham og få ham ned med nakken på sigt ?
..eller hvad bør man gøre som udestående … det er hårdt at se på, når det er en man holder meget af.
nu er det længe siden nogen der har skrevet på denne side … men håber alligevel på et svar.
på forhånd tak
Kære Nasa
For det første lyder det som en meget vanskelig og farlig situation din veninde er i, dernæst lyder det også som om hun har en god veninde i dig, og det er jeg sikker på at hun sætter pris på, men i forhold til hvad du kan gøre for at “få ham ned med nakken” tror jeg ikke det vil hverken hjælpe eller gavne din veninde, hverken på kort eller lang sigt.
Når der er tale om trusler, er der nemlig også tale om psykisk vold, og en partner, der udøver psykisk vold, vil ofte ikke have kvaler i forhold til at gøre gengæld, hvis han føler sig truet eller fået ned med nakken.
Samtidig kan jeg ud fra din kommentar læse, at det mere er dig, der ser det som et problem, og ikke hende. Så længe hun ikke kan mærke, at det skader hende, er det svært at gøre noget som helst for hende. Vi kan som sagt trække hesten til truget, men vi kan ikke tvinge den til at drikke.
Hvis din veninden en dag ønsker en forandring, kræver det at hun allerførst må erkende, hvad det er hun lever i, så hun kan frigøre sig fra noget af den skyld, hun sikkert slæber rundt på.
Hun skal lære hvad det er for mekanismer han bruger, og lære, at der faktisk er ord for det, så hun kan se, at det ikke har noget med hende at gøre. Det betyder at hun evt kan læse sig til en del viden (hvis hun læser engelsk, vil jeg stærkt anbefale bogen “Why Does He Do That” af Lundy Bancroft, og desuden kan du henvise hende til min blog.
Det næste skridt, i fald hun vil gå fra ham, er at begynde at lægge en strategi for hvordan hun bedst gør det. Her kan det være godt at tale med nogen fra et krisecenter, eller en terapeut, der ved noget om psykisk vold, fordi de ved, hvad hun kan risikere at stå overfor, når hun går.
Når hun en dag er fri af ham, kan hun begynde at finde sine egne ben og arbejde i dybden med sit selvværd, og finde glæden ved livet og sine børn. Og derfra er der ikke langt til følelsen af, at hun har “vundet” fordi han ikke kunne knække hende.
Men det kræver som sagt at hun selv vil noget andet…
Jeg ønsker din veninde al mulig lykke og styrke på hendes vej.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Måske jeg forstår tingene bedre såfremt jeg får fortalt dette, for føler mig – efter 3 måneder – stadigvæk utroligt misbrugt/ked/skuffet m.m. Jeg mødte for ca. 1 ½ år siden en utrolig dejlig/ærlig/kærlig mand – troede jeg – jeg lod mig fascinere af alt det han havet gjort i sin fortid, alle de ting han havet gjort både dårlig og gode, men som han sagde, jeg er blevet voksen. Hvad han der imod ikke fortalte var, at han var misbruger (alkohol – med daglige værtshusbesøg) tog piller mod temperament, havet et voldligt adfærd, var lystløgner, dominerende, altvidende, hoverende, truende, en sylter som låner af sine kærester uden nogensinde at betale tilbage….hans forklaring på den manglende betaling var….du kan jo bare regne det som du har betalt for, at jeg knaldet dig…. Det er så udtagelsen fra en mand som hele tiden sagde. du er mit livs kærlighed og jeg vil giftes med dig….
Han hævde sig selv som være den gode og hjælpsomme og som altid var uheldig både med venner/bekendte og forrige kærester….det var alle andres skyld. Og jeg plumpede i med begge ben. Det skulle så vise sig, at der gemte sig langt mere end det bag den “opdigtede” person. Stille og roligt kom der flere og flere ting som jeg syntes var “mærkelige” han hade f.eks. næsten samtlige af hans eks. kærester, og alle havet både være lystløgner samt bedraget ham. Hans 2 børn så han ikke, og mente også, at de var jordens dummeste børn, selv hans 3 børnebørn havet han aldrig set… Allerede her burde jeg være smutte/løbet langt væk, men ak, han sagde, alle de rigtige ord…..og sålænge det kun var ham og jeg så gik det super godt, men lige så snart den “ydre” verden trængte sig på, så var helvede løs. Og jeg skulle forsvare andres handlinger bla. hvad der blev skrevet på fb eller sagt. Til sidst turde jeg intet fortælle – ikke engang mine egne oplevelser – for han lyttede ikke uden, at der straks blev sagt….der kan du bare se, det er nogle svin du kender eller de opfatter dig bare som et hul… Selv min fortrolighed kunne jeg ikke dele med ham, for så kunne jeg regne med, at når han blev tosset, så blev det lagt enten på min væg på fb eller på hans egen og oven i købet lagt offentlig ud. Det har han gjort og ligeledes videre sendt en sms han havet fået fra mig, havet han sendt til mine børn….for at vise dem hvilken mor de havet fortalte han.
Dette er kun et lille udpluk i hvad der er sket de følgende år, men
I de år jeg kendte ham må sige har sat sine præg, for nu skal jeg finde mig selv og finde ud af hvad der er det rigtige og det forkerte….da han igennem vore tid sammen, fik mig til at tvivle på om det jeg nu mente var rigtig….han var utrolig god til at augmentere hvorfor at alle andre var dumme/forkerte på den.
Her sidder jeg så, med den ubehagelige oplevelse af at være blevet godt og grunddigt taget ved “røven” både følelsesmæssigt/økonomisk og med et selvværd der er lige 0.
Nå jeg læser mange af disse artikler her på siten, så kan jeg vist nikke genkendende til rigtig mange af de træk han har – at jeg har været ude for en narcissist.
Det skal siges, at ikke nok med, at mine meninger og min måde, at leve på stille og roligt blev nedgjort, så var mine nære venner/bekendtskabskreds ligeledes nogle idioter i hans verden, på trods af, at han aldrig havet mødt dem eller kendte dem. Han gjorder en masse for, at nedgør dem jeg kender og havet ingen hæmninger ved, at skrive det enten til dem på fb eller lægge det ud offentlig.
Nu kan jeg godt se hvorfor, at han gjorder det, for det virker som om, at han ville søger for, at jeg ingen venner/bekendte havet, så jeg helt var afhængig af ham… Men heldigvis, så er mine venner/bekendte ikke sådanne, at skræmme, så de er her stadigvæk…smiler…og de er en stor støtte i denne svære tid, for ingen tvivl, jeg elskede denne mand utroligt højt, men at en som siger, at han elsker en kan behandle en på en så grusom måde vil jeg ikke betegne som kærlighed men mere som “besættelse” eller at personen bare bruge og sylter på andre til der ikke er mere tilbage. Jeg er jo ikke den første kvinde som har været ude for hans narcissist træk. øv da, og ja…han har allerede gang i en ny.
Det skal også siges, at jeg konstant blev fortalt, at jeg var uansvarlig og umoden samt søgte bekræftelse fra alle på min vej (venner/bekendte) hvilken nok var hans måde, at hævde sig selv, for han liv foregik mest med, at se tv, blogge på en datingside, tage bussen til sine stamværtshus, intet arbejde, ingen penge (efter d. 10 i månedet var pengene væk) ingen fritids beskæftigelse…så mon ikke det var misundelse på hvad jeg kunne/havet og kan gøre.
Puha…må sige, at jeg lige fik luft her….såfremt det er for meget, så slet indslaget. men nøj hvor det hjalp, at få sat ord på mine frustrationer og min afmagt.
hilsen mig
Kære dig
Hvor lyder det hårdt! Og godt, at du er kommet væk fra ham. Jeg er også glad for at læse, at du har gennemskuet hans adfærd og kan se, at det ikke har handlet om kærlighed, for kærlighed indebærer at man handler kærligt, og selv om det er almindeligt i alle forhold at der er gnidninger, så er det, du beretter om, langt fra acceptabel adfærd selv i et skænderi.
Jeg håber også at du i efterdønningerne finder ud af, hvad det er, der har gjort at du har accepteret at blive behandlet så dårligt i den tid, du var sammen med ham.
Tit har det bund i et i forvejen lavt selvværd, hvor vi føler os særligt udvalgte, når en mand endelig giver os den slags opmærksomhed, som vi aldrig har oplevet før. Den oplevelse af at have en mand, der er fuldstændig besat af tanken om os, så vi overser alle de røde lamper, der blinker for øjnene af os. Lige dér er der et “hul” i vores fornuft, der gør at vi er særligt sårbare for denne type mand, fordi vi ikke sætter grænser, oftest fordi vi ikke tør, for “så går han fra mig og jeg har aldrig oplevet at en mand er så vild med mig, som han var i starten….så hvis jeg nu bare gør mig lidt umage, så kan det være at han bliver ligesom han var i starten igen….” Det sørgelige er, at det, der var i starten aldrig kommer igen, og det ved vi egentlig godt, hvis vi skal være helt ærlige, men vi kæmper alligevel videre. Dét handler om lavt selvværd og en manglende tro på, at vi kan få noget, der er bedre. Men ved du hvad? Når vi begynder at træffe sundere valg for os selv, tiltrækker vi også sundere mænd – Så der er alt at vinde ved at vende blikket indad og få lukket det hul af lavt selvværd vi bærer på.
Jeg ønsker dig heling og kærlighed – og håber du passer på dig selv.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Kære Christina.
Jeg har både læst din bog samt ALT du har skrevet på nettet. DOG MANGLER JEG information om selve narccissisten mønster ved brud.
Jeg var sammen med den mest vidunderlige mand (troede jeg) men efter det gik op får mig alle hans løgne, hans misbrug, hans historier om alle de kvinder der ville have ham osv.
Det skal lige siges, jeg tror jeg har været en kæmpe forsyningskilde, eftersom jeg virkelig forkælede den mand. Lavede mand til ham, købte gaver, gjorde alt for hans barn og styrkede hans image. Han havde utrolig mange op og nedture da jeg var sammen med ham, dog støttede jeg ham altid blindt.
Du kan næsten regne ud hvordan mit forhold har været, eftersom du kender ALT til en narc. Dog søger jeg virkelig et svar på et gennemgående mønster.
Efter jeg gik fra ham, har vi været tæt på at finde sammen et par gange, dog han han heldigvis selv altid nået af fucke det godt op. Han er ikke typen der spiller på flere kvinder, da han er meget genert overfor kvinder, udover når han er fuld.
Først er han sød, så iskold, så sød, så iskold, konstant, beder mig aldrig kontakte ham igen, sender mig hade mails, hvorefter noget tid, så jeg får søde beskeder igen. Jeg har dog ikke ladet mig, køre i ring efter jeg læste din bog. MEN, vil en narc altid prøve at komme tilbage igen og igen? for at starte hans karrussel?
Hans venner og familie syntes jeg var den smukkeste og mest søde og gavmilde kvinde på jorden. Jeg følte mig som et trofæ i vores forhold, som styrkede hans image udadtil.
Jeg har blokeret ham, har ikke ville svare ham, kun ganske kort i forhold til relevante spørgsmål, da vi skal flytte hver for sig, efter forholdet er endt.
Vil han prøve at komme tilbage igen og igen? stopper det aldrig?
På en måde nyder jeg at han prøver så hårdt, eftersom jeg fuldstændig ignorre ham og giver ham samme iskolde skuldre.
Han tjekker min FB, ved jeg, for at holde øje med mig, beskylder mig konstant for at have en anden, for at høre om jeg har fundet en ny. Jeg ved der er mange smukke kvinder som skriver til ham, da han i sandhed er en smuk mand. Men hvorfor har han ikke afskrevet mig for en af dem? Han virker næsten desperat af og til og jeg griner kun af hans mails han sender mig, da det er det eneste sted jeg ikke kan blokere ham. Tror du det stopper på et tidspunkt? eller skal jeg nærmest gå helt under jorden? Vil Narcer ALTID PRØVE at komme tilbage, hvis det har været en virkelig fantastisk “forsyningskilde” de har haft fat i ?
Håber på svar 🙂
Kære Wendy
Tak for din kommentar og dit spørgsmål.
Nej, narcissister vender ikke altid tilbage om og om igen. Nogle oplever, at de efter bruddet aldrig hører fra deres ekspartner igen, hvilket kan være meget smertefuldt, fordi man føler sig vraget og værdiløs.
For andre, og her kan jeg se, at du er iblandt, er mønsteret anderledes: Narcissisten vender tilbage ind imellem når andre forsyninger ikke bliver til noget. En af grundene til at han ikke har fundet en ny er, at han måske ikke er så attraktiv for andre kvinder, når de lærer ham at kende, som han var for dig, og derfor har han brug for at vende tilbage til dig for at få bekræftelse (du beskriver ham som en smuk mand, du gjorde alt for, så du har selvfølgelig givet ham noget værdifuldt). Et er i hvert fald sikkert: Hvis han er narcissist, vil han vise en offerside til dig (‘jeg savner dig, du må aldrig finde en ny mand’) imens han spejder og afsøger nye forsyninger andre steder. En narcissist kan ikke leve uden sin forsyning, for så føler han en meget smertefuld tomhed, som giver ham oplevelsen af at være ligegyldig og værdiløs selv.
Jeg håber det gav lidt svar.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej
Jeg vil lige fortælle om min oplevelse med samme mønster ved min ex kæreste. At selvom jeg afsluttede forholdet blev han ved med at kontakte mig. I starten var det meget svært at afvise ham, da jeg stadig var følelsesmæssigt involveret og forelsket i ham. Derfor gik vi til og fra hinanden helt utroligt mange gange. I de perioder hvor jeg afviste ham bl.a pga hans voldsomme jalousi og humørsvingninger stod der blomster/gaver udenfor min dør samt søde kærlige mails med håb for fremtiden. Han kunne også stå og vente på mig forskellige steder. Så meget at jeg i periode var nervøs for at der var tale om stalking. Jeg kunne dog ikke helt få det til at passe med hans billede udadtil, da han netop er en høj, flot mand med en velrespekteret arbejde og en empatisk udstråling. Næsten som om han havde to sider af sin personlighed.
Jeg oplevede også adfærden med at være utrolig sød/kærlig og så vred/utilregnelig og så igen sød og kærlig. Noget der forvirrede mig, gjorde mig usikker og at jeg måtte holde igen på mig selv og også isolerede mig lidt socialt . Det som kunne udløse hans vrede, var hvis jeg beskæftigede mig med noget andet end ham, nævnte en ex kæreste, skulle ud osv.
Nu er jeg endelig endeligt kommet ud af forholdet, det har været det hårdeste jeg har prøvet og jeg har brugt mange timer hos en psykolog.
Men der er lys forude og synes og jeg er blevet langt klogere på mig selv.
Jeg ønsker dig alt det bedste og kunne ud fra din beskrivelse se et genkendeligt narcissistisk mønster.
Kære Christina.
Jeg har været i et forhold, hvor min partner har udvist stort set alle de 7 tegn i nogle forskellige grader. Det har gjort så ondt at elske en, som faktisk ender med at sige, at “der aldrig har været et forhold” og “han ikke elsker mig”, på den måde har han fuldstændig invalideret mig. Jeg vidste, der var noget der var “for godt til at være sandt” fra starten af, og var derfor forsigtig, men han fandt måder hvorved han overbeviste mig, bl.a. ved at udvise utrolig meget respekt, anderkendelse, og tålmodighed.
Vi er nu gået fra hinanden, og har ikke hørt fra ham i næsten 1 år, så jeg tror, at han ikke kommer tilbage denne gang. Vi er slået op mere end 8 gang på 2 år. Jeg vil høre din mening om hvordan man kan komme “over” følelserne til personen? Det gør ondt at have elsket nogen og have troet så meget på nogen, som lige pludselig, vælger at forlade en. Jeg har oplevet den sindssygt uproportionelle vrede, du snakker om, hvor han brugte totalt irrelevante informationer om mig, men fordrejede dem til negativt, og ud fra de informationer gik, fordi jeg “aldrig ville ændre mig, ikke var god nok”. Jeg er lidt af en “afhængighedspersonlighed”, dvs. jeg binder mig ekstremt meget til personer. Jeg føler stadig følelserne er der til ham, og tanken om ham og en anden pige, gør mig rigtig ked af det. Hvordan kan en person, især en der selv har afhængighedsdannende struktur, komme over disse følelser – Hvilke redskaber skal vi bruge?
Derudover, undrer jeg mig over den charme/respekt/anderkendelse/tålmodighed han viste først i forholdet, i forhold til nu, hvor han pludselig er gået hen til nærmest, at hade mig. Har de følelser nogensinde været rigtige fra hans side? Grunden til jeg spørg dette og det er så vigtigt for mig, er at, jeg er af den opfattelse, at havde han virkelig ment de ting han sagde og gjorde mig for mig i starten, så havde han aldrig gået nu. Hvad tænker en narcisist selv om at han i starten var så meget optaget af forholdet/personen og så senere hader personen- Hader han overhovedet personen eller hvad foregår der i narcisstens hoved? Jeg vil gerne notere, at grunden til han forlod mig var fordi jeg kom med en kritik af noget han gjorde/sagde/ og hans status, som han mente var negativt, selvom det slet ikke var formålet.
Ringer det ikke nogle klokker for narcissten selv når han i starten var på en måde og senere er på en anden måde – Det er jo ikke “normal adfærd” , så hvad tænker han om dette i hans narcistiske hovede? Kan de ikke selv opdage, at noget er forkert, og dermed prøve forstå og hele de problemer de har? Det virker somom, han blot fuldstændig lader somom de oplevelser der var gode aldrig har været der – Jeg tror det er en af grundene til det er så svært for partneren at komme over forholdet! For man ved hvad man har været igennem, men narcisten er utrolig god til at lade som om, det ikke skete, og overbeviser både sig selv, samt dem omkring ham, om det. Det virker for mig som om at han blot vil finde en ny, hvor han fortæller om hvor dårlig jeg var som x-kæreste, og så charmere hende ved at danne sympati ligesom han gjorde med mig! Pga. jeg har de afhængigdsmønstre jeg har fortalt før, gør tanken mig selvfølgelig jaloux, vred og ked af det. Hvornar kan en person komme over dette, især set i lyset af, at man som tidligere partner gerne vil vide, at det der skete i starten, ikke var falsk?
Den “forladte” er ladt til at tænke: 1) Enten var de gode følelser der, og så gik det ikke, for nogle gange er mennesker bare ikke skabt for hinanden. Det ville man jo gerne tro, men det virker utroligt forkert når man tænker på hvor meget man har prøvet og derfor tror man virkelig ikke på denne overbevisning, inderst inde kan man ikke få ro i sjælen med denne overbevisning 2) Narcissten har rent faktisk aldrig ment noget af det han gjorde først. Dette er også ekstremt svært for x-partnere at indse, da man jo har været overbevist om personen var rigtig 3) Følelserne var der, men narcissten var som menneske for svag til at være i et forhold. Problemet med denne overbevisning er, at narcissten aldrig har givet udtryk for være svag – tværtimod, hvorfor det er svært også at tro på denne overbevisningSå i konklusion: Man ved virkelig ikke, hvad man som tidligere partner skal tro – men når en narcist slår op med en, får man aldrig en afslutning i forholdet, og så søger man det selv – men hvad skal man tro på? Ud fra mine pointer 1-3 kan det læses at “intet tilfredsstiller ens behov for afslutning fordi uanset hvad virker det bare forkert”. Samtidigt, har man selv stadig følelser for narsissten, og for mit vedkommende, er jeg endda jaloxi! Hvordan kommer man over disse ting? Hvilken mentalitet/overbevisning/redskaber skal man faktisk have?
På forhånd tak, hvis du vælger at svare på dette spørgsmål.
Med Venlig Hilsen
Sine
Kære Sine
For det første vil jeg sige, at det ikke er et spørgsmål, der kan besvares helt ligetil, for alle mennesker er forskellige – det er mennesker med narcissistiske træk også, og derfor er det svært at sige noget specifikt om din situation.
Hvis vi alligevel skal prøve at se på nogle af de gennemgående træk, er det at narcissister blandt andet er optagede af fantasier om ubegrænset succes, hvadenten det gælder kærlighed, succes, magt, dygtighed osv. Det betyder at de som regel får tunnelsyn i starten af et forhold, og er optagede af deres partner på en måde, der virker enormt tillokkende, især hvis man ikke er vant til at blive idealiseret på den måde, hvilket er noget især medafhængige og afhængige kvinder drages af, fordi de ofte har brug for at blive spejlet positivt af andre, for at føle at de er noget værd.
Når man på den måde blive kurtiseret, er det voldsomt pludselig at opleve at gå fra den fuldstændigt idealiserede kærlighed over til den del, hvor man pludselig kan mærke at narcissisten bliver vred eller fornærmet, fordi man har sagt eller gjort noget, der er “forkert.” Herfra begynder forholdet langsomt at gå ned ad bakke, for nu er man ikke længere den ideelle partner, og derfor er narcissisten nødt til at frigøre sig, fordi det ikke føles rigtigt længere. Narcissisten ser sig selv som noget særligt, og har brug for at andre skal se ham sådan også – og når man nu pludselig viser sig at være ganske almindelig menneskelig med krav og behov, mister man sin glans i hans øjne, fordi man ikke længere bruger alle sine vågne øjeblikke på at se på ham med tilbedende øjne, men faktisk har brug for at forholdet begynder at gå begge veje.
Det, du beskriver i forhold til ikke at få en ordentlig afslutning fra ham, er også meget typisk. Man kan gå fra hinanden hundredvis af gange, men lige pludselig er narcissisten færdig. Og så er der ikke noget at gøre ved det. Han/hun er i stand til at lukke døren og komme videre hurtigt derefter, ikke fordi han/hun er kold, men fordi han/hun bruger sin sorg og smerte til at indfange den næste, der skal fatte sympati, altså en ny medafhængig/afhængig, der gerne vil ‘redde’ sin partner. Hvordan man skal komme igennem sådan et brud er også individuelt, men der er tre ting, der er vigtige: 1: Find ud af, hvad det er, du har haft med at gøre (dvs hvis han lyder som en narcissist, kan det være en rigtig god idé at finde alt hvad du kan om det, så du forstår at hans adfærd ikke har noget med dig at gøre. 2: Finde hjælp til at bearbejde dine egne usikre sider, så du får kigget på din afhængighed, for den tiltrækker denne type mænd, og 3: Træffer nogle klare valg om fremtiden og begynder at gå i retning af det.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber du finder ro, heling og kærlighed.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Hejsa.
Mange tak for dine indlæg om emnet.
Jeg sidder netop nu i den mærkelige situation, at en tilsyneladende narcissistisk mand fra den ene dag til den anden har lukket al kontakt ud af den blå luft…
Jeg var så åbenbart så heldig, at jeg kun oplevede den indledende fase, hvor han forgudede mig, respekterede mig i en grad jeg aldrig har prøvet før. Roste mig til skyerne og gjorde mig stormende forelsket i ham. Aldrig har jeg haft så intenst et forhold så hurtigt. Kæft nogle stunder med total fordybelse og virkelig intens øjenkontakt. Indrømmer blankt, at jeg følte mig set og elsket som aldrig før.
Han sagde så mange ting til mig… At jeg kan slet ikke komme over, at jeg er blevet holdt sådan for nar. Det har sgu slået mig helt ud af kurs.
Jeg sidder nu tilbage med 1000 spørgsmål, men må jo så konkludere, at dem får jeg nok ikke svar på. Han droppede kontakten, da jeg stillede et krav – og det var at vi skulle tage en snak i tlf. omkring en krise med hans ex, som han ellers var i gang med at klare over sms. BUM så blev der blokeret og har ikke hørt fra manden i 5 dage… Hørte ellers fra ham hver dag.
Pludselig er jeg kommet i tvivl om han har talt sandt omkring hans liv – nuværende tilværelse, familie osv… Eller om det hele bare er løgn. Og om han har haft andre kvinder eller en kone derhjemme… Han havde sjovt nok så sindssygt meget arbejde i en høj stilling og havde ikke voldsom meget tid.
Hvis jeg spurgte om noget, som han ikke ville svare på, så gav han mig noget andet, som tog fokus og kompenserede 100% over i form af forslag om at lave ting sammen (som aldrig blev til noget) eller komplimenter.
Jeg selv er nok den kvinde, der elsker for meget – eller sig selv for lidt.
Men… Alle steder hvor man læser omkring narcissister står der: LØØØØØB …
Så er det jeg tænker … Skal sådan nogen bare rende rundt selv? Altså fortjener de ingen kærlighed? Eller anser man dem for så afvigende og skadende, at de faktisk ikke burde have noget med andre mennesker at gøre eller hvordan?
På nuværende tidspunkt sidder jeg med en følelse af en form for frivilligt overgreb… At jeg har lukket et menneske ind i mit inderste – og mit intime område og blevet blæst omkuld af noget, der slet ikke minder om følelser eller ægthed 🙁
Kære Christina
Ja, det er intenst, altfortærende og skønt at opleve at blive taget med storm – men prisen for den form for intensitet er desværre ofte meget høj og skadelig i længden.
Du spørger om narcissister ikke “fortjener” kærlighed. Jeg tænker ikke kærlighed som noget, man fortjener, men derimod som noget, man sender ud og får spejlet tilbage i samme form. Når vi derfor udnytter, bedrager og/eller manipulerer dem, vi påstår vi elsker, kan vi ikke forvente at få den rene vare tilbage, for vi er selv ansvarlige for at skabe en situation, der bliver ukærlig. På den måde bliver det svært for en narcissist at være i et ligebyrdigt, kærligt parforhold, fordi vedkommende er optaget af sine egne behov og lyster på en sådan måde, at han/hun nemt bliver ligeglad med sin partners velbefindende og trivsel.
Derfor er det bedste man kan gøre at stikke halen mellem benene og undgå alle former for kontakt med narcissisten. Men det er selvfølgelig i mange tilfælde nemmere sagt end gjort, fordi de netop behersker manipulationen til fulde og især kan vende enhver situation på hovedet, så de fremstår som de stakkels ofre for andres krænkelser (ofte det, de ser som andres forsøg på at kontrollere deres adfærd).
Jeg håber du får helet dine sår og at du bruger din viden om denne type mennesker til at passe på dig selv i fremtiden.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hejsa
For 3 uger siden blev jeg pludselig droppet af min kæreste som jeg har været sammen med i et halvt år 🙁 Det har været sindsygt hårdt at komme igennem. Jeg stolede jo fuldt og fast på ham. En sød sjov charmerende og dejlig mand som ville mig det bedste – troede jeg – vores familier venner og kollegaer blev alle involveret og var glade på vores vegne. er chokeret og Hans 2 drenge på 8 og 10 år fik jeg det mest fantastiske forhold til – og det glædede min kæreste sig meget over – for som han sagde – den kvinde der skal være i mit liv skal kunne lide mine drenge – som han påstår er hans et og alt. Dagligt fortalte han mig hvor meget han elskede mig og at han aldrig havde haft en SÅ god kæreste som mig. I 3 uger var jeg på ferie i Thailand med en god veninde – og mindst 2 gange om dagen skypede vi eller snakkede i tlf. + alle de kærlige sms og messenger beskeder vi sendte til hinanden.
Nu har han slettet mig som ven på Facebook og vil ikke snakke med mig. Jeg har ellers forsøgt at fastholde ham i at give mig en forklaring. Men han kunne ikke sige hvad der er årsagen. Efterfølgende har flere af mine kollegaer – som også kender ham – flere har oven i købet været kæreste med ham – fortalt lignende om deres forhold og kendskab til ham.
Jeg er chokeret og har mistet tilliden til mænd lige pt :'(
Nu da jeg har læst om narcissister er jeg ikke i tvivl om at han er en sådan 🙁
Jeg har rigtig svært ved at komme videre med mit liv og er i tvivl om jeg nogensinde igen tør elske en mand og gi ham den kærlighed som jeg har så meget af?
Og tak for oplysninger om narcissisme – det har givet mig stof til eftertanke.
KH
Susanne 😉
Hej Christina.
Sikke en god blog med MANGE fine artikler. Er især glad for dit syn på den destruktive partner man kan være uheldig at støde på fra tid til anden.
Jeg er en dreng på 26 som, qua et tæt forhold med en fremragende psykolog, har fået rettet op på nogle skader fra barnsben. Med andre ord, jeg har fået et flot og velfungerende indre navigationsanlæg som har udstyret mig med evnen, at sige fra, stole på min intuition og være tro mod mig selv og mine behov!
Nå men, jeg mødte denne fantastiske pige for 4 mdr siden. Som andre også skriver herinde, så var ALT ovenud fantastisk. Den intense kærlighed, den gode sex, det umiddelbare nærvær vi havde, de sjove og kærlige øjeblikke vi havde hvor alt i verden var ligegyldigt, bare hende og jeg var sammen. Vi snakkede hele tiden sammen, facebookede sammen, snapchattede sammen – følte mig SÅ lykkelig, men så gik det galt!
Hun er storforbruger af socialemedier, mere end normale mennesker vil jeg sige (går udfra dette også kan kendetegnes ved nogle, ofte unge, narcissister). Hun var glad for at gå i byen, og en nat blev jeg ignoreret totalt. Jeg kunne samtidighed se, at hun havde meget travlt med at lægge diverse billeder op på socialemedier med drenge, flasker og fest – jeg hørte intet. Efter et par dage stillede jeg min undrende over, at jeg intet hørte, hvilket resulterede i en oprigtig bekymring (var hun mon blevet voldtaget, kommet galt afsted eller lign).
Jeg fik sådan et møgfald da jeg nævnte det og hun sagde, at hun aldrig kunne love at skrive til mig når hun var i byen, for sådan var hun bare. Hun mente jeg skød hende ting i skoene som ingen steder hørte hjemme, så om kontrolfreak, sygeligt jaloux osv. Hun pakkede hendes ting og forsvandt. Hun kom så tilbage dagen efter!
Jeg tænkte ikke yderligere over det, og troede det blot var en misforståelse – det var jo “bare” første uenighed. Men her tog jeg fejl.
Vi blev efterfølgende kærester, men hendes adfærd den nat sad dybt begravet i mig, og jeg var reelt bange for, om jeg nogensinde kunne udtrykke mine behov og følelsesmæssige udfordringer der stammende fra hendes adfærd, overfor hende. Jeg fik tilmed svært ved at gennemføre et sammenleje og burde ha’ lyttet på min krop, men det gjorde jeg ikke.
Tingene blev kun værre og værre. Hun begyndte at ignorer mig, overholdte ikke vores aftaler, returnerede ikke mine snapchats osv – trods jeg kunne se, at hun havde sygeligt travlt med, at snappe andre og lægge billeder ud på instagram! Alt i mens, at når hun gad mig, så blev jeg rost til skyerne. Fik gaver og søde sms’er, men kun når hun gad!
Jeg forsøgte selvfølgelig endnu engang at råbe hende op, men blev totalt afvist. Hun havde travlt så hun ville ringe tilbage. Dette skete aldrig. Jeg fik beskeden om, at jeg var en tosse, at jeg var helt skør, havde dårligt selvværd og at jeg kunne vende tilbage når jeg var kommet på andre tanker. Jeg valgte at trække stikket, da hun nægtede at gå i dialog – hverken første gang, eller denne gang!
Har nu brugt de sidste par dage på at læse samtlige af dine artikler, og sikke en afklaring jeg har fået grundet dig! Jeg er ikke længere specielt ked af det men glad for, at jeg fik sagt fra samt spottet hendes giftige adfærd.
Jeg ved ydermere, at hendes eks-kæreste var ret jaloux – hvorfor mon. Husker sågar, at hun en af de første gange hun havde inviteret mig ud til hendes forældre (det skete efter 4 uger – jævnt hurtigt), nævnte hvilken idiot han havde været – altså tegn nummer 1.
Jeg er ret afklaret med, at jeg aldrig fik, eller får hende råbt op, men spørgsmålet om hvorvidt hun nogensinde bliver i stand til at se, at det er hende den er gal med sidder i mig. Vil en sådan type nogensinde forstå, at hendes adfærd er toxic, skadende og livsødelæggende?
Ligeledes tænker jeg af og til – kunne jeg ha’ gjort noget anderledes for ikke at trigge hendes adfærd? Kunne jeg ha’ sagt tingene anderledes og undgået alt det her?
Kærlig hilsen,
Andersen
Kære Andersen.
Jeg er glad for at du har kunne bruge bloggen til at få ro i sjælen og se, hvad det er du har været i. Samtidig kan jeg se, at du stiller nogle spørgsmål, der kunne tyde på, at du har vendt noget af tvivlen indad og får spurgt dig selv, om du mon kunne have afværget hendes adfærd, hvis du havde handlet anderledes.
Ud fra det, du beskriver, lyder det ikke som om det kunne ændre udfaldet, selvom det måske kunne have trukket pinen ud, hvis du havde været mere afvisende overfor hende. Det er dog ikke just videre befordrende for et sundt parforhold at man lægger ud med at spille spil.
Jeg håber du kan læne dig tilbage og måske se lidt på, hvad det er der gør, at du selv er villig til at være i forhold, hvor du ikke bliver anerkendt og behandlet ordentligt, for det kunne umiddelbart godt se ud som om du kommer til at tiltrække piger, der ikke er til de helt store forpligtelser, når de får lov til at behandle dig som de gør. Måske er tiden kommet til at du skal hæve barren for, hvad du vil have i et forhold…
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
God artikel. Har været gift med en narcisist og har 2 børn med hende. Det er svært nærmest umulig at lave aftaler med hende omkring vores børn, idet hun manipulerer alting jeg siger og gør
Kære Lars.
Tak for din kommentar.
Det er desværre ofte forbundet med store kvaler, frustrationer og sorg at skulle indgå i et fælles forældreskab med en narcissist efter en skilsmisse. Desværre er der stadig heller ikke nok viden om narcissisme og andre personlighedsforstyrrelser i det offentlige til, at man som den anden forælder kan forvente at blive forstået. Det værste er dog ofte, at den narcissistiske forælder gør alt hvad vedkommende kan, for at sabotere den anden forælders adgang til børnene ved at manipulere med børnene, og derved få børnene til at udføre sin krig for sig.
Der er desværre ikke meget andet at gøre, end at tage dem med i statsforvaltningen og få hjælp til at lave faste aftaler, for det er, som du selv skriver, umuligt at få dem til at forpligte sig til en aftale, fordi det vil give dig noget magt tilbage, som de ikke vil afgive.
Jeg håber du finder en løsning for dig og jeres to børn.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hold da helt op…sikken en blog…tak, tak for den. Har ved at læse, forstået, jeg blev gift med en narcissist (har måske selv gnisten af den, men håber, jeg kan “spotte” mig selv ved erfaring og ønsket om at forandres, og ikke være afvisning over for retledning)…Også vores forhold blev taget for “ægte kærlighed, hvor vi strålede begge to”, og de fleste vi kendte, var så glade på vores vegne. Men hen ad vejen viste det sig, at jeg “kun var brugbar”, fordi han havde behov, han skulle ha’ dækket. Da de behov var dækket, var det “bay bay baby…jeg vender tilbage, hvis, det skulle blive nødvendigt”. I dag er han “i gang” med en ny familie, da jeg ikke ville, som han ville. Sår? Ja, men også på vej til en anden fremtid, selv om han altid (tro det eller lad være…smiler lidt vemodigt) stadig er gemt i mit hjerte.
Mange hilsener til dig og til andre, der var og er i forhold til noget, der aldrig bliver ligeværdigt
Janne
Kære Janne
Hvor er det dejligt at høre, at du har fået løftet det slør man får for øjnene når man er i forhold med en narcissist. At se virkeligheden og endelig kunne give sig selv lov til at komme videre er en af de største gaver…
Jeg kan sagtens forstå at han stadig er i dit hjerte, for jeg er sikker på at kærligheden fra din side var ægte – og når vi elsker nogen af hjertet vil de altid bo i det, selvom vi ikke kan bo med dem…
Med ønsket om lys og glæde på din vej,
Christina Copty
1000 tak for dine søde ord, Christina…Ja, det er om at komme videre, ellers “hænger vi i dønnet!” Alt godt til dig:
Janne
Kære Christina.
Puha, jeg sidder og bliver helt dårlig og på en måde lettet ved min forståelse af hvad jeg måske har været i de sidste 2 år.
Har jeg virkelig været sammen med en narcissist? eller en der bare har ret mange kendetegn ud fra hvad jeg kan læse? Eller er det bare mig?
Vi (jeg) var hæsblæsende forelsket, jeg elskede hans humor, og at han fik mig til at grine som ingen anden. Han var død charmerende og flot. Ved nærmere eftertanke dukker de første kendetegn op allerede i de første par uger.
Han var lige blevet skilt for 2 gang, de var dødeligt uvenner og svinede hinanden til. Han tværede eksen ud og mente hun var skyld i alt der gik galt, og pegede på flere specifikke ting. Hun henvendte sig en dag til mig og advarede mig direkte imod ham. I hele vores forhold har han brugt de to ekskoner som et argument for hans handlinger, når jeg har spurgt og undret mig over noget ved ham.
Han stillede hurtigt nogle regler op, om at jeg ikke måtte kigge på ham eller spørge på en bestemt måde, fordi det gjorde hans tidligere ekskoner hvilket han slet ikke kunne fordrage.
Senere kom et andet tegn. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved hans telefon og at han (i den første tid) tog hjem midt om natten) og fejede mig af vejen med en dårlig undskyldning som at det var varmt og med telefonen svarede han kort, og ville bare gerne lukke samtalen.
Når jeg sommetider i starten blev usikker (han har været utro igennem alle sine forhold fortalte han mig) og spurgte ind til forskellige ting, fejede han mig hurtigt af vejen, det var som om vi aldrig kunne have en ordentlig samtale om ham hvor han snakkede ud fra sine følelser.
Han følte sig megt hurtigt klandret, også når jeg ikke rigtig hentydede noget.
Til sidst endte det faktisk med det var mig der var jaloux og har siden gået til psykolog og anden form for terapi mod min usikkerhed, for jaloux var jeg ikke. Men død usikker, fordi jeg altid blev fejet af vejen og derved følte han holdte noget hemmeligt for mig.
I træningscentret var der på et tidspunkt en dame der vinkede og smilede stort til ham da vi trådte ind. Da vi kom hjem spurgte jeg til om det var en han havde snakket med.
Han afviste alt blankt lynhurtigt. Det var ikke til ham hun smilte, han havde kun snakket med hende overfladisk et par gange (selvom de altid har trænet på samme tidspunkt i flere år, det ved jeg da jeg kender hende).Nå, men det endte med at det var mig der var helt fra den og sygeligt jaloux, fordi jeg nu også hentydede han havde knaldet hende og det var min skyld at han følte sig overvåget,
Det skulle jeg stoppe og gad ikke høre mere på det. Han følte sig klandret. Og det var egentlig bare af helt almindelig interesse jeg spurgte.
Han har flere gange sagt jeg har ødelagt ham som menneske, at jeg er skyld i han konstant føler sig overvåget og kontrolleret og ikke kan gøre noget rigtigt.
Min usikkerhed var et kæmpe problem for os i forholdet. Jeg er en type der spørger meget og meget nysgerrig på en postiv ville jeg mene. Så jeg oplevede rigtig mange gange i hele forholdet, når jeg spurgte, at han blev sur, irriteret, følte sig klandret og kunne aldrig rigtig helt snakke om det jeg spurgte om. Så ja, jeg var død usikker og tvivlede meget på hans tillid og troværdighed. Det var virkelig ødelægende. Jeg selv tjekkede hans mobil og mail, hvor jeg fandt samtaler med en del sarkasme og flirteri, og henvendte mig til hans eks. som havde advaret mig. Ja jeg gjorde meget for at finde ud af hvem han egentlig var, eller finde sandheden der altid blev lagt låg på.
Han har ofte spurgt om jeg ikke var forelsket i ham mere, og søgte forelskelsen skulle vare ved.
Når han var i tvivl om min kærlighed spurgte han ofte om han var for klæbrig, hvilket jeg egentlig ikke syntes han var.
Andre kendetegn har været at han er ufattelig sarkastisk og ironisk (faktisk ret nedladende ved nærmere eftertanke) hele tiden over for alle. (det var også det jeg faldt for) men siden hen har jeg oplevet det som værende for meget og undret mig over om han overhovedet kan slappe helt af og hvile i sig selv.
Han er en type der hele tiden skal have opmærksomhed af mig, hjemme og ude. Han skal hele tiden gøre sig bemærket, og jeg har følt det ikke var i orden at nulre rundt for mig selv uden hele tiden at skulle anerkendes hans humor. Selv fik jeg jo også hele tiden opmærksomhed og bekræftelse, og det var jo dejligt.
De sidste to måneder har jeg anvendt noget dagligt mentaltræning i form af hypnose på lydbog for at slappe mere af og smide min usikkerhed omkring ham. DET LYKKEDES.
Jeg slap af med usikkerheden, bekymrede mig mindre, og spurgte bevidst også mindre ind til ham, ignorerede lidt mere al hans daglige sarkasme og kommentarer. Jeg blev sku lidt træt af jeg hele tiden skulle være klar på en stikbæmærkning eller være skydeskive for noget.
Jeg synes de sidste to måneder har været gode, indtil for 4 dage siden. Jeg undrede mig et par gange over hvorfor han bliver så hurtigt sur når jeg spørger om noget eller når jeg er lidt ironisk hvilket jeg troede han godt kunne håndtere.
Han fortalte han ikke følte sig elsket af mig, kommenterer ham hele tiden, han føler ikke han kan være sig selv, han oplever jeg forsøger at ændre på ham, i øvrigt er han frustreret over han alltid har skulle tilpasse sig andre og ikke kan gøre hvad han har lyst til.
Det skal lige siges at jeg har en pige på 3 og han har to på 17 og 21. Så det har været lidt af en mundfuld. Han bærer ufattelig meget skam og dårlig samvittighed over at have budt hans børn et utal ca. 10-12 flytninger og flere brudte forhold.
Men til de ovennævnte ting bliver jeg fuldstændig paf, havde slet ikke set den komme, blev ked af det og sur, for han kunne ikke komme med nogle konkrete eksempler på noget af det, så jeg evt kunne lave noget om. Det er 3 dage siden.
to dage efter fortalte jeg ham at jeg ville flytte. Han spørger om hvornår jeg pakker mine ting, at det er en lettelse, sviner mig efterfølgende til, spørger om jeg også ødelagde min datters far på den måde. (min eks og jeg har et godt og tæt samarbejde, han er et godt menneske og jeg tror ikke jeg nogensinde har bebrejdet ham noget eller svinet ham til.)
Han var rasende, råbte og blev modbydelig. (alt i mens hans datter på 16 lå og sov ovenpå). Jeg er ikke typen der sviner til, så jeg lukkede samtalen og måtte bede ham om at stoppe flere gange af hensyn til sin datter. Igår pakkede jeg mine ting og flyttede.
Jeg sidder tilbage med en følelse af hvad f…. der lige skete. Jeg elskede ham over alt på jorden og vi havde den bedste og dejlige sex, jeg følte mig så elsket men alligevel ikke helt god nok.
Der findes rigtig mange eksempler på spørgsmål hvoraf han føler sig klandret, svinet sine ekser til og alt har været deres skyld, og siden har alt været min skyld, været et offer i mange samtaler både med og uden børn, altid lidt sarkastisk og nedladende, som mange finder charmerende og tiltrækkende. Dog har min familie følt de aldrig helt vidste hvem han var og ikke kunne komme helt tæt på ham.
H
hvordan kan jeg vide om han er narcissist, har kendetegnene eller om det bare er mig der er helt fra den og for overfortolkende og følsom.??
Jeg er jo pædagog og mor til en på 3 år
Mvh Dorthe
Kære Dorthe
Ud fra det jeg kan læse, er det selvfølgelig svært at sige, om han er narcissist, men det lyder helt sikkert som et destruktivt parforhold, der ikke er hverken godt eller sundt at være i.
Når vi elsker mennesker, der ikke kan andet end at bebrejde andre deres egen adfærd og de forhindringer de møder, har vi ikke nogen samarbejdspartner. Du fortæller at han bebrejder sine eks’er deres kontrollerende adfærd, men fortæller dig samtidig at han har været dem alle utro! Der er en selvmodsigelse heri, som han enten ikke vil eller kan se, og lige præcis med dette eksempel viser du med al tydelighed, at han ikke reflekterer eller påtager sig ansvar for sin del af parforholdet.
Derudover fortæller du, at han altid er sarkastisk og ironisk, og at du fandt det tiltrækkende. Jeg kan også læse at du selv bruger ironi – Et af problemerne med netop denne type humor, hvis den benyttes hele tiden, er at den fjerner fokus fra følelser og bliver en måde at være ‘koldt’ sammen på. Man kommer med stikpiller og kalder det humor. Det bliver hurtigt en måde at fratage sin partner muligheden for at give svar på tiltale, for hvis man bliver ramt af den sårende undertone og italesætter det, vil den anden med det samme sige “kan du da heller ikke tåle lidt sjov?” og får derved sluppet afsted med at svine sin partner til uden at stå til ansvar for det.
I forhold til det seksuelle, så vil jeg blot sige, at der er masser af skønne mænd derude, der også kan, hvad de somatiske narcissister kan, og når man oplever det uden at man skal være så meget på dupperne, som man skal med en narcissist ift hele tiden at være ‘på’ overfor ham, vil det seksuelle folde sig endnu mere ud – så måske skal du bruge den erfaring du fik sammen med ham til at sætte barren for, hvordan du gerne vil have at dit sexliv ser ud – Vi kvinder har nemlig også et aktivt ansvar i forhold til vores seksualitet, og vi behøver ikke nøjes med en middelmådig mand, bare fordi vi er bange for at vi ikke kan få hele pakken. Det er nok på tide at vi kvinder begynder at sætte os lidt mere i førersædet af vores liv og stiller ordentlige krav istedet for at være taknemmelige for de krummer vi får – hvadenten det er seksuelt eller kærlighedsmæssigt.
Og så synes jeg i øvrigt at vi skal lytte til de mennesker, der kender os: Hvis din familie siger, at de ikke følte at de kunne komme tæt på ham, og du beskriver det samme, så er det jo ikke dig, der er noget galt med, men ham, der ikke er i stand til at være åben, nærværende og sårbar. Og når man ikke kan det, har man heller ikke adgang til kærligheden.
Så alt i alt lyder det ikke som om du er hverken for følsom eller overfortolkende, men ganske rigtigt har mærket, hvad det er, du har med at gøre og truffet en beslutning, der er den rigtige for dig og din datter, der fortjener at få et ordentligt forbillede for kærligheden.
Held og lykke fremover.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina
Jeg er så fortvivlet. Jeg er i et parforhold med en mand jeg virkelig elsker. I starten var alting godt, han var sød og jeg havde aldrig mødt en mand før som var så empatisk og betænksom. Men pludselig er det som om jeg er begyndt at blive for meget for ham. Han siger til mig at han elsker mig og at han gerne vil være sammen med mig, han skriver også søde beskeder og gør sit bedste for at jeg skal have det godt. Men alligevel bliver han tiltider utrolig nedladende og får mig til at føle mig mindre værd. Han svarer ikke på mine søde beskeder med det samme, men venter altid til senere. Fortæller mig at forholdet vil blive ved med at være sådan som det er nu så længe jeg er usikker. Jeg fortæller ham tit om hvordan jeg har det og om mine svære og gode perioder. Men det virker pludselig som om at han altid har det helt vildt godt og aldrig er ked af det. Vi var så gode til at tale om følelser førhen og han fortalte også om svære oplevelser for ham. Men det gør han slet ikke mere. Det er som om der aldrig er noget der går ham på. Fortæller mig man altid skal se tingene fra den lyse side. Jeg kan blive så vred, så vred på ham når han har været nedladende overfor mig, men først efterfølgende, hvor han så siger vi altid skændes og spørg mig om han nogensinde kan gøre noget rigtigt. Hele vores forhold kører utrolig meget på hans præmisser og det er han også selv enig i og kan også godt selv se. Men igen siger han at det er mit dårlige selvværd der gør det og er skyld i det.
Udover dette, kan han ikke magte eller overskue mig, hvis vi fx er sammen med hans venner eller hans familie og jeg føler mig en smule utilpas, fordi jeg ikke kender folk. Så skubber han mig væk eller bliver træt af mig. Indtil jeg selv finder ud af at have det godt eller gøre ting der er gode for mig i situationen så jeg kan være i den. Men er det ikke meningen han også skal være der? Er det ikke meningen at vi sammen skal hjælpe hinanden til at situationen bliver behagelig at være i?
Men samtidig ligger det også dybt i mig at jeg har brug for at skubbe min partner væk, når de kommer for tæt på. Ved at bilde mig selv ind at de kun vil mig det ondt.
Jeg ved ikke længere hvad der er op og ned. Om han elsker mig eller om han ikke elsker mig. Jeg er så fortvivlet. Men hele min hverdag falder ned og jeg føler mig ulykkelig når vi ikke er sammen. Og det er som om det er umuligt for mig at arbejde med mit dårlige selvværd i hans selskab. Men ville det ikke også være noget jeg tog med mig igen i mit næste forhold.
Kære Den Fortvivlsomme,
Det lyder som om du kæmper med dit selvværd og at du ikke er i dit parforhold fordi det er godt, men fordi du er bange for at være alene. Hvis du oplever at din partner skammer sig over dig når I er sammen med hans venner og familie, og at forholdet kører på hans præmisser, hvilket du skriver at I begge er enige om, kan det være at det er på tide at du arbejder med dit selvværd, enten så du bliver bedre til at sætte passende grænser for hvordan du vil behandles af din kæreste, eller så du bliver bedre til at vælge en partner, der er god for dig i fremtiden.
Noget af det, der skiller sig ud i din besked er dit fokus på at tale om det, der er dårligt eller svært, og du beskriver hvordan han kunne det i starten med dig, men nu nærmest virker lidt overbærende og træt af at I ikke kan have det rart sammen. Her kan det være gavnligt at du spørger dig selv, hvad det er i det svære, der gør at du føler dig tættere knyttet til ham – og derfra også se på, hvor meget plads du giver dig selv til at have det godt og nyde dit liv, uafhængigt af ham.
Jeg ønsker dig held og lykke på din vej.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Har en blanding af autisme/aspergers og Schizotypisk og/eller Narcissistisk personligheds struktur, eller hvad man kalder det. Har de sidste mange år, ikke kunne fornemme hvor langt ude jeg har været med mit klæberi og skriveri til diverse piger, både veninder, og dem jeg gerne ville noget mere med. Har følt mig berettiget pga. mit talent til at spille spillet på min helt ejen måde, og derfor også forvente at andre skal forstå det, og agere derefter. Men det fordi man lever lidt i en paralel verden oppe i hovedet, jeg mener at det nogle gange kan skyldes stress og trauma, man flygter fra virkeligheden og kører sit ejet spil, man mister kontakt med sine følelser og naturlige barrierer til andre mennesker, så man er faktisk FULDSTÆNDIG twistet, man savner følelser, så derfor hver gang der er snert af en følelse, det kan være forelskelse, skal det udtrykkes og handles på. Men hvad der kende tegner i min optik “den virkelige verden” er at man også har grænser, hvis man ingen barrierer har, kan man efter min mening ikke ha et rigt følelsesliv og ordentlig omgang med andre. F.eks at passe ind aldersmæssigt, hos mig skyldes det en hård opvækst og hashmisbrug en periode hvor min hjerne ikke kunne tåle det, blev fuldstændig skør, intelligent, men skør. Er ved at få det bedre nu, men har også lige taget 8-10 år..
Kære Julian,
Jeg beklager min sene svartid.
Tak for din åbne kommentar og din beskrivelse af, hvordan det er at være dig.
Det lyder som om du er klar over at din virkelighed ser anderledes ud end andres, og at du drives frem af behovet for at mærke andres følelser for dig. Jeg forestiller mig, at det er hårdt arbejde at være ‘på’ i det omfang det kræves, når du skal opretholde en facade for at få det, du har brug for, og samtidig lyder det også som om du selv har fundet en vej til at få det bedre, så du måske ikke længere behøver at spille et spil. Jeg tror ikke at kærlighed, den rigtige slags, trives i spil, eller kan vokse ved manipulation. Kærlighed er en gratis og generøs følelse, der kun kommer – og bliver – når vi selv er generøse og åbne.
Jeg ønsker dig held og lykke fremover.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina
Sikke en fantastisk side du har her! Jeg er definitivt blevet meget klogere, bare på alle disse indlæg fra mennesker som tør dele deres liv herinde..
Dog er jeg ikke stødt på noget, som kan minde om mit problem..
min svigermor er 100% narcissist med alt hvad der hører sig til. Og min kæreste er vokset op hos hende det meste af hans barndom, da hun gik fra hans far da han var 2 år gammel.
Min kæreste har desværre ikke sin far i dag og hans mor er alene, så vi ( jeg, for jeg tror ikke at min kæreste kan se, at hans mor har en personlighedsforstyrrelse) hænger voldsomt meget på hende.
Hun er dybt manipulerende overfor min kæreste og til deles også mig og jeg kan mærke på ham, at han altid har været vant til at skulle please…. please hende!! Det er så skræmmende men samtidig noget der kan gøre mig så vanvittig vred.
Vi har en datter på 2 år ( min svigermor græd da hun fandt ud af at jeg var gravid, og det var bestemt ikke af lykke)!
Jeg kan komme med tonsvis af eksempler men det vil blive for meget!
Jeg har aldrig konfronteret hende men jeg føler snart at jeg skal før jeg selv bliver syg af den negativitet hele tiden; jeg får nok bare ikke ret meget ud af det, andet end at hun bliver uvenner med mig!
På den anden side har jeg jo ikke lyst til at gå fra min kæreste på bekostning af hans mor.
Jeg har bare sådan en vrede indeni, fordi jeg simpelthen ikke fatter at hun kan være som hun er. Føjer man hende og giver hende ret, er alt i den skønneste orden, det kan jeg simpelthen bare ikke mere..
Tak fordi man kan få lov at lufte tanker herinde:-)
Kære Sally.
Tak for din kommentar og for at dele dit store dilemma.
Det er rigtigt at der ikke er så meget om kvindelige narcissister på min side, men selvom du står overfor en af slagsen, er det i store træk de samme mekanismer, der gør sig gældende som hos den mandlige.
Forskellen hos dig, er selvfølgelig at det er din svigermor og derfor din kærestes mor. Det betyder at din kæreste er vokset op og opdraget til at være mors lille mand, og derfor kan han ikke andet end at please hende – hvis han gør noget andet, mister han hende, og det tør han givetvis ikke.
I min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og parforhold” (som kan købe i alle landets boghandler) beskriver jeg hvordan en narcissist skabes, og det sker i kraft af opdragelsen, og i særdeleshed når der er tale om en eller to narcissistiske forældre – og jeg er sikker på at du vil få øje på ting der, som kan hjælpe dig med at navigere i det forhold, som du, også i kraft af jeres datter, er bundet til.
Jeg håber du passer på dig selv og bliver ved med at mærke dine grænser.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Spot on
Fantastisk rammende og skræmmende på samme tid. Min x-kæreste er en tro kopi ALT passer, jeg valgte at afslutte forholdet inden det ødelagde mig og jeg har ikke fortrudt mit valg, for jeg fortjener SÅ meget bedre end dét. Alligevel sidder jeg tilbage med en form for skyldfølelse, hvorfor forstår jeg ikke helt andet end at det må være en del af min helingsproces?
Huha – du har ramt min kone ganske godt! Den 7. passer ikke 100% de andre er derimod ret så rammende. Hende har jeg været gift med i 15 år!
Tak tak tak! for denne blog.
Jeg så de røde flag i starten af forholdet men reagerede ikke på dem for jeg tænkte, at så galt kan det ikke være. Jeg må se spøgelser for denne varme person bekræfter mig og er skøn at dele liv med. Det blev min skæbne.
Hun mangler totalt empati overfor mig og der er ikke nærhed når vi er sammen. Hun har ingen nysgerrighed på min person og sex har hun udelukkende for egen fornøjelses skyld. Hun giver ikke, hun skal have. Hun lod skinne igennem at sex var vigtigt for hende og at hun nød det. Hun fremstod lidt som en sexdiva i egen omtale. Det dækkede over at hun skulle tilfredsstilles. Hun kan ikke give uselvisk. Hendes behov er altoverskyggende.
Hun er fantastisk at snakke med når vi snakker sammen 3-4 stykker fx. Hun er åben, modtagelig og reflekterende. Når vi så kommer hjem og tankerne ikke mere skal være generelle men det bliver konkret og de skal passe på mig og hende, lukker festen. Så vil hun ikke snakke og jeg fryses ude.
Hun går meget hjemme, hun har deltidsarbejde på 40% og gør rent, laver mad og vasker tøj til ug! Fantastisk. Det har altid været sådan at hun havde nedsat tid for at bruge meget tid på børnene og jeg har tjent pengene.
Jeg har tålt det, mest for børnenes skyld. I jobbet har jeg haft 50 årlige rejsedage de sidste 11 år. Firmaet lukkede og jeg har ikke rejsedage mere. Jeg kan nu se, at mit job på et privat plan også fungerede som flugt, for det var der jeg hentede energi. Når jeg er hjemme ved konen hver dag, tømmer hun mig for energi. Hvor skal jeg nu lade op?
Hun vil flytte for sig selv nu. Midlertidigt, i 4 måneder. Hun skal tænke og føle i sikre og varme omgivelser. Hun ejer ikke selverkendelse og jeg er spændt på hvad hun når frem til. Hun får ikke lov at komme tilbage for hun kan kun se sig selv og alt, inklusive at hun flytter midlertidigt, er min skyld…
Det der kendetegner narcissisme, er det statisk?Sker der ændringer i nogen af kendetegnene eller hvad tænker du? Min kone har nok en skjult narc og jeg ser at nogle sider nu er knap så skjulte som tidligere… I morges snakkede hun med ungerne så de næsten ikke havde tid til morgenmaden inden skolen. Det er nyt. Hun holder meget mere på sine standpunkter i bar stædighed. Hun samler flying monkeys. Hun isolerer sig. Hendes ønsker overtrumfer mere og mere mine.
Som jeg skrev ovenover, er min kone ved at flytte for sig selv. Jeg oplever hende nu mindre nuanceret og mere fokuseret end normalt. Mere manipulerende og mindre til at stole på. Og min datter på 11 som normalt er fars pige, ændrer sig. Hun er begyndt at tage noget af mors skepsis på sig og jeg har netop taget hende i en åbenlys løgn. Det ligner hende slet ikke!
Kære Jens.
Allerførst er jeg ked af at læse, at du tydeligvis har det svært i de nuværende omstændigheder. Dernæst vil jeg sige, at det ikke er meningen at vi skal diagnosticere hinanden uden at have ekspertisen dertil – Derudover kan jeg af etiske årsager ikke fortælle dig, hvorvidt din hustru har narcissistiske træk, eller om det, du oplever er hendes måde at gøre sig fri af sin relation på.
Mange gange når vi beslutter os for at lade os skille, eller ønsker at flytte, er der jo en forudgående historie af følelsesmæssig afstand, der i mange tilfælde udmønter sig i, at man lukker mere og mere af for den partner, man nu er i færd med at forlade.
Så på afstand kan jeg ikke andet end sige, at det lyder som om du går igennem en svær periode med megen omvæltning. Jeg håber du finder dine ben i det.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Kære Christina
Tak for dit svar. Og lige for at præcisere hvad jeg mener, får du lidt mere uddybede kommentar. Min baggrund er, at nærmest ingen tror på mig for de ser en fantastisk ogod vare personlighed. Jeg er den eneste der ser hvordan hun fungerer i et parforhold. Og det isolerer mig.
Jeg har ikke brug for at diagnosticere. Jeg har simpelthen bare brug for at forstå min situation. Tidligere bebrejdede jeg mig selv at jeg ikke kunne få følelsesmæssigt fra min kone, at hun ikke kunne knytte sig følelsesmæssigt, at hun har 6 for sin egen skyld, at mine følelser ikke talte i hendes univers, at hun reagerede kraftigt hvis jeg ønskede noget andet end hun gav, at hendes selverkendelse var ca. nul og at hendes selvværd kun var noget i kraft af mig. Jeg opfattede, at det hele var min skyld og var ved at gå til i det. Jeg kunne ikke kende mig selv mere mht. energiniveau, selvhad, søvnmønster, initiativ osv. Så fandt jeg en måde at forstå situationen på og mit selv blev som forvandlet fordi jeg kunne genkende så mange ting på bl.a. din side. Både omkring hende og omkring mine symptomer.
Jeg ser nemlig ikke de problemer jeg oplever i mit parforhold i andre sammenhænge. Og dog. Når jeg er sammen med min kones brødre og hendes forældre.
Mit spørgsmål i sidste post var ret simpelt tænker jeg, men du svarede vist ikke: er personforstyrrelsen narc statisk eller er den dynamisk under selv statiske forhold?
Jeg skal ikke bruge dit svar til forsvare mig med eller diagnosticere med, jeg skal blot forstå det forhold jeg har levet i, i mange år. Glem alt det andet jeg har skrevet, hvis det er bringer forstyrrelser ind i noget du måske har lyst til at svare på.
Knus jens
Kære Jens.
Tak for din uddybende kommentar.
Som svar på dit spørgsmål: Så er et af de overordnede kriterier for en personlighedsforstyrrelse, at den er statisk, selv under dynamiske forhold.
Håber det gav dig det svar, du havde brug for.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Kære Christina,
synes at det har været fantastisk at læse indlæg og svar. Jeg kan se, at jeg har været i kløerne på en narcissist.
Jeg forstår processen og min besættelse, og jeg kan se, at jeg tilbød ham noget smukt og kærligt, som han slet ikke kunne honorere. Da jeg stillede krav og satte ord på hans manglende evne til at vise omsorg for mine følelser, trak han sig og blev vred. Nu gav jeg ham ikke blot beundring men også kritik, hvilket vendte ham mod andre kvinder i hans harem, som så op til ham og idealiserede ham.
Jeg har sådan lyst til, at han selv skal kunne se hans mønster og få noget selverkendelse. Jeg kan se hans smerte og den endeløse drift mod anerkendelse og nok også kærlighed. Han evner bare ikke selv at give den ægte vare.
Jeg er også blevet lidt beroliget af, at du skriver at en narcissist kan projektere sit eget mørke over i en. Jeg føler selv en genkendelse i forhold til nogle af de narcissistiske træk. Normal oplever jeg mig selv som en ret velafbalanceret person, med selverkendelse og god til at gebærde mig blandt mennesker og “læse mennesker”. I forhold til ham, er jeg bare gået i med begge ben, og nu står jeg med stærke følelser som had og hævn, følelser som jeg normalt ikke forbinder med mig. Han får nogle virkelig stærke og vrede ” urfølelser” op i mig.
Jeg glæder mig til at få ro på følelserne, selvom forløbet har haft sine absolutte stjernestunder, så har jeg været udpint og frustreret størstedelen af tiden. Jeg håber, at jeg bliver bedre til at spotte denne type mand fremover. Kan dog have min tvivl, når personlighedsforstyrrelsen er pakket ind i tilsyneladende følelsesmæssig intelligens, kreativitet, empati, verdensmand mm…jeg vil nok gå i med benene først, men selvfølgelig være hurtigere til at spotte de første advarselslamper.
Jeg ønsker heller ikke at miste min tro på hverken mænd eller kærlighed…det skal han ikke have lov til at tage fra mig.
Kærlig hilsen og tak.
Rikke
Kære Rikke
Tak for din kommentar.
Jeg kan sagtens forstå dine ‘urfølelser,’ og tænker at de lyder som en nødvendig og velkommen del af helingen. Det kan dog være svært at se sig selv i det lys, når man ellers er afbalanceret og reflekterende. Følelser er af en sådan størrelse, at man ikke hverken kan eller bør vurdere dem, men istedet se dem som en sund reaktion, der i mange tilfælde viser os vej tilbage til det, der er sundt og godt for os – også selvom vi kan se og gennemskue vores partners smerte og tomhed.
Et menneske med narcissistiske træk kan på omverdenen virke sund, velafbalanceret og i mange tilfælde ‘rolig,’ og det gør desværre at vi noglegange kan komme i tvivl om vores egen berettigelse til at mærke det, vi mærker.
Det lyder dog som om du har fat i dig selv og kan se, at der var noget i dig, der kun blev aktiveret med ham, og at du i livet uden ham kan se dig selv mere tydeligt. Hvis du har brug for mere information, vil jeg anbefale dig at anskaffe dig min bog ‘Den Svære Kærlighed; Om narcissisme og parforhold.’
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina. tak for en anvendelig tilgang til disse svære relationer. Hvordan mener du, at man skal forholde sig, hvis det bare er en eller to af de syv tegn, man genkender ?
Kære Jay.
Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget det fylder, og hvor meget det forstyrrer relationen.
Hovedpointen er, at vi må være opmærksomme i vores forhold og forholde os til, hvordan vores partner påvirker os.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Tak til Christina og alle for gode indlæg. Jeg læste hver og en.
Jeg blir stadig overrasket at læse om hvordan og i hvilken grad nogle mennesker kan sætte andre menneskers sind og krop i et alarmberedskab, som gir ar for livet. Det hjælper at vide man ikk er alene omend man vitterlig står alene med noget, der er svært for mange at forstå, nærmest ubegribeligt.
Selvom det er 7 år siden jeg slap ud af 18 års ægteskab, har jeg indtil for nylig stadig haft en tro på, at mine børns mor ville ændre adfærd, så børnene ville orke at være sammen med hende.
Min søn på 22 flyttede ud sidste år og boede kun hos mig siden skilsmissen. Min datter på 18 er vel en weekend pr måned v hendes mor.
Jeg husker stadig de situationer, hvor jeg ikke anede hvad jeg skulle sige til børnene, når deres mor gik bananas. Det var forfærdeligt. F.eks kast m bestik mod søn og mand, knive sad i karm, heldigvis. Lussinger mod vores søn. Grillkylling gennem hus og fordi os, mens hun lignede en vulkan i udbrud. Mine forstuvede 3 fingre som nok reddede mig fra en større skade, da jeg nåede at dække hoved m hånd for stort neskaffe glas på vej mod mit hoved. Adskillige skadestue besøg og dækkede over hende. Masser jeg har fortrængt. Kulminationen var et vinglas hun smadrede i hovedet på mig. Selvom jeg på skadestue sagde det var et squash ketcher uheld, troede de mig ikke….endelig. Nu var det slut med at tro at alle hendes udbrud skyldes hendes brors for tidlige død.
Uha jeg var glad for nogen fik bragt mig på sporet af diagnosen narcissistisk personlighedsforstyrrelse. At det hele stod der sort på hvidt i en beskrivelse var en lettelse og samtidig et stort chok. Hvordan ku jeg ikke se det?
Gennem erkendelse fik jeg stor selvhjælp og styrke til at komme videre. Og det er en længere rejse, når der os er to børn. At erkende(først for nylig) jeg er og var enefar fik mig til at indse at jeg ikk ka gøre mere ift at bedre børn Mor forholdet. Faktisk har vi sjældent talt om det, fordi børnene har afvist og jeg ikk har insisteret. Jeg er ikk bekymret for min søn, men indimellem har jeg været det for min datter, da hun måske har en lidt usædvanlig rollemodel. Har altid haft en følelse af, at min datter nok burde tale m neutral person, men hun vil ikke.
Har du Christina, eller andre et godt råd? Min datter savner en mor, allerhelst hendes egen, som måske ikke er helt rask, men hvad mener du er bedst for min datter?
De bedste hilsner fra
Henrik
Kære Henrik.
Det er ofte vanskeligt for det barn, der har samme køn som sin narcissistiske forælder, fordi dette barn er det devaluerede barn. Jeres datter vil, hvis diagnosen på din eks er korrekt, føle en ambivalens omkring sin mor, der både udmønter sig i vrede/sorg og længsel efter at få den moderkærlighed, hun savner. Hvis det er sådan, det forholder sig for hende, vil det bedste være at hun får hjælp, for eksempel igennem terapi, hvor hun kan bearbejde de traumer og sår hun har på sjælen og følelserne.
Jeg beskæftiger mig også med børn af narcissistiske forældre, så hvis hun har mod på at tale med mig, er hun selvfølgelig meget velkommen til at booke en tid, og så vil jeg se frem til at hjælpe hende.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Jeg græder dybt..
Genkender det hele. Plus flere ting.. jeg stadig dybt ramt efter mødet med flere men især min eks
Kære Sebastian.
Ja, det er svært at erkende, hvad man har været i. Jeg håber at du finder trøst i at du nu har mulighed for at træffe bedre valg fremover.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
hej christina
Jeg kan meget vel genkende nogle ting her,jeg fandt min mand som er englænder i byen.Vi har været sammen og købt hus for nogle år siden,skal siges vi har været sammen i 11 år .Men jeg har kunne mærke forandring på ham ,i de sidste par år mere sur kunne ikke lide mine blomster,samt manden og han sagde altid har passer ,kun på sine ting bil motorcykler ,men mine ting som han sagde betød ikke noget for ham.Nå men så her i år august kl 6.30 sidder han på arbejde i england og skriver en besked ,jeg forlader dig bum.Shit prøved at ringe ham op ,men han ville ikke snakke for han var så ked af det .Men han hented så sine ting og hans bil,sammme dag og sagde til mig at jeg skulle ikke sælge huset .men han ville også sende penge hjem ,som nu også gør vær uge .Derud over sender jeg beskeder til ham de er gået ind ,blev er så såret jeg har gjort alt for ham henter bringe fra hamborg og tilbage samt billund og vær gang han kom hjem ,var så bestemmene og ville bare have ro og igen mig mig mig fokus på .Han så mig ikke jeg blev bare noget som var hans slave .Når men sådan giver jeg ikke op,finder så ud af han er gået tilbage til hans exkone og det gjorde han i 2014 og de er sammen og bor sammen i uk igen.Men de har prøvet det nogle gange før ,men hvad jeg læser her har været en stor hjælp for mig ,og jeps jeg har købt mig en hund ,og er kommet videre ,men at finde en mand igen ah der skal godtnok gå mange år mvh winn
Kære Winni
Tak for din kommentar.
Jeg er glad for at du har fundet hjælp i mine indlæg, og jeg er også glad for at du er kommet videre efter det store svigt fra ham.
Pas godt på dig.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Virkeligt godt beskrevet.
Der skulle sættes meget mere fokus på disse områder.
Nu er jeg af den oplevelse at vi mennesker finder nogen vi kan spejle os i.
Derfor er jeg også meget påpasselig med at hænge nogen ud.
Det uanset at jeg har fået så mange tæsk af ovennævnte typer.
Jeg er igang med at indse at jeg helt åbentbart har lade være med at lytte til mig selv og i stedet se på det gode. De har givet mange tæsk da de har svært ved at blive det det “gode” liv.
Dog er jeg ikke i tvivl om at det har været nødvendigt at få slagene, så jeg kunne vågne op og forsøge at blive et helere menneske.
Godt du er her.
De bedste hilsner
René
Undgå dem… det virker skam fint nok meeen… mener bestem det forkert og “undgå” dem. Hvor er hjælpen derimod henne ? Tænker at der sikkert findes mange af denne type, men hvor får de hjælp og evt behandling for dette ? Eller lære og kunne tackle det, for det er da forkert og undgå nogle mennesker, fordi de har en evt sygdom eller andet.
Hejsa jeg har en mor der er narcissist og det giver sgu dybe ar på sjælen. Jeg har altid vidst jeg ikk er god nok i min mors øjne, og har lige holdt Jul med dem( far og mor) og det var så sidste gang jeg har fået NOK! Jeg fylder 46 om små 14 dage så nu er det også på tide.. Dog VED jeg at min mor vil optræde som offeret og det er MIG der er noget galt med. Jeg har lige været igennem en rekonstruktion af korsbånd efter styrt på hest.. Hun har på INTET tidspunkt ringet eller skrevet eller spurgt her til Jul hvordan mine to opr har gået og om jeg har det godt. Jeg har været såret en milliard gange over min mors manglende interesse for mig. Hun er ligesom jeg udd sygeplejerske men jeg blev syg er er nu flexjobber som chauffør for madudbringning, trods hendes uddannelse har hun ikke noget der ligner empati eller sympati når hun tager kitlen af.. Det er først idag der blev sat “diagnose” på min mor, men jeg har levet med hendes adfærd og blev formet af det. Hun har virkelig været årsag til MANGE terapier for jeg kunne blevet nogenlunde hel… Det der har virket er at min nye mand er så stærk psykisk at når han er sammen med min mor tør hun ikke at behandle mig skidt. Men han var syg Juleaften så jeg sad bare der med mit nyopr ben og fik skideballe over jeg havde benet op for at aflaste det.. Jeg ville ønske jeg kunne tage alle børn der er opvokset med en narcissist og holde om dem og fortælle de er fantastiske mennesker og gode nok. Tak for dit opslag.
Kære Isabella
Du har ret – at vokse op med en narcissistisk forælder, især når det er mor, er som at vokse op i en spændetrøje, man ikke kan komme ud af. Følelser af afmagt afløses af raseri over ikke at blive set, hørt og forstået, for derefter at kollapse i afmagt igen.
Det glæder mig dog at læse, at du har en partner, der er stærk nok til at din mor ikke tør gøre dig noget når han er der – men, som du også skriver, man er aldrig rigtigt fredet…
Jeg håber at du holder fast i din egen kerne, og at du husker dig selv på at du er perfekt lige præcis sådan som du er – og at du har overlevet en barndom som de fleste ikke forstår, endsige ville kunne. Du er stærk, og du har klaret dig. Husk det.
God bedring med benet og rigtig godt nytår.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina.
Jeg har længe tænkt om narsisisten er god til at projektere..
For jeg kan jo kende mig selv i nogle af de 7 tegn. Som den turbulente, følsomme pige som svinger op og ned.
Sådan havde jeg det slet ikke inden mit forhold.
Alt startede perfekt, dog på 1 date hørte jeg om hans ex da de har børn og han jo var “nød” til at gå fra hende fordi hun var binde gal.
Herefter har jeg godt nok hørt meget om hende.
Han stod til at miste børnene pga hendes misrøgt af dem
Så han røg i et hul i 3 mdr og jeg endte med en sygemelding og lungebetændelse.
Nu er vi der hvor han jo er så positiv og et godt menneske som har nyt job og mig som er ustabil og har humør svingninger og der er jo tit noget galt med mig
Føler lidt han har brugt mig til at få sine børn at han først efter 3 år som single kunne kæmpe for sine børn som i forvejen er skadede fordi han har mig.
Jeg har støttet, passet børn, brugt mange penge og gået på kompromis med min frihed da han sjældent besøger mig og jeg kommer altid til ham.
Jeg kunne skrige lige nu, jeg skriger på fred i mit sind og at den uro vil forsvinde.
Jeg er fyldt dagligt med tanker om ham og de problemer han har haft og vil få som alene far.
Ikke mit liv, jeg er ikke tilstede i mit eget liv og har ikke været det i 1/2 år.
Jeg vil væk men kan ikke, jeg ønsker mit gamle liv tilbage hvor der bare var mig.
Jeg har næsten ingen problemer i mit liv men hans turbulente liv flyttede hurtigt ind i mit hoved.
Men nu går det fremad for ham og nu er mit liv i ruiner.
Græder flere gange om ugen. Jeg tænker at jeg har en narsisist i mit liv uden at være helt sikker
Kære Karin.
Jeg kan naturligvis heller ikke sige om du har været sammen med en narcissist baseret på den beskrivelse, men jeg kan se, at du kommer til at sidde fast i sorgen og ser ham som ‘vinderen’, istedet for at kigge på hvordan du gør dig fri og skaber en fremtid, der er god for dig.
Jeg ønsker dig al mulig lykke fremadrettet.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Jeg står midt i at forlade en narcissist i de sidste 3 uger har han holdt sig i den søde rolle uden at blive sur og være nedladende…. men det er en del af spillet ikke? Har aldrig oplevet så lang “god” periode før.. kan blive næsten i tvivl om han virkelig har ændret sig..
Kære Christina
Har læst din bog “den svære kærlighed”, jeg føler jeg har fået en del “brikker” på plads i mit hoved og give mig ro i sindet omkring det, at jeg lever sammen med en narcissistisk kvinde igennem 35 år rigtig mange af de episoder du beskriver er som taget ordret ud af vores liv, ja selv hendes barndom passer i din beskrivelse af mulige baggrunde. Jeg undres over, hver evig eneste dag hvorfor jeg ikke lykkedes med hende (altså det, at uanset hvad jeg gør så er jeg altid den skyldige part) til trods for jeg har stor indsigt i psykologi som leder og chef gennem 20 år med mange hundrede forskellige mennesker og personlighedstyper burde jeg kunne håndtere min kone….
Christina jeg undre mig dog over at de fleste steder står “Han” og ikke Han/Hun… hvor er den primære forskel på de mandlige og kvindelige narcisister?
Kære Bjarne
Dejligt at høre, at bogen giver mening for dig, og at den har givet dig indblik i narcissismens væsen.
Ift. dit spørgsmål, så er svaret at bogen er skrevet med kvindelige læsere i tankerne, fordi der statistisk set er flere narcissistiske mænd end kvinder. Derfor var det den oplagte, og sprogligt mere flydende løsning, end at skulle skrive han/hun hver gang. I realiteten er der kun ganske få forskelle mellem den mandlige og den kvindelige narcissist, så overordnet set er bogen lige brugbar for begge køn.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej
Er sgu ærlig talt lidt rund på gulvet, mødte min nu ex på job og blev hovedløst forelskede i hende, og omvendt, hun komplimenteret mig og fortalte mig hvor fantastisk hun syntes jeg var, og omvendt, hun løftede mig fagligt og alt var bare fryd og gammen, vi to skulle blive gamle sammen og nyde cremen som hun ofte sagde. Vi var begge i forhold da vi mødtes, hun blev skilt fra mand efter 14 år og jeg forlod min familie efter 28 år.
Allerede i starten af vores forhold, oplever jeg at jeg skal stå til regnskab for min fortid, jeg oplever at blive bebrejdet at jeg har et ok forhold til min ex. Som jeg har fælles venner og børn sammen med. Jeg har inkluderet hende i min venskabsflok, og spillet med åbne kort, og hun er blevet taget vel imod. Langsomt starter konflikterne det kan være tolkninger på en SMS besked, misforståelser, kølighed fra hendes side, afvisninger, beberdjelser, ofte over ting som er fortid. Hun spiser selv middag med sin ex. hver torsdag da hendes søn skal overleveres, for mig er det ikke noget problem, da jeg er indforstået med at vi skal leve med vores ex’er resten af vores liv hvis der er børn involveret. For et par år siden begynder hun at fortælle mig at jeg er narcissistisk, hvilket jeg afviser da jeg ikke syntes jeg passer ind i denne adfærd, hun nævner dit navn flere gange nok fordi hun har læst din blog. Vi har som alle andre haft konflikter i vores forhold, men det der skiller sig fra “alimindelige” uoverensstemmelser er at det ender hver gang med brud, afstand og kølighed, jeg er ikke uden skyld da jeg verbalt bliver frustreret og siger ting som: du kan rende mig et vist sted osv. Mønstret er at jeg fortryder hvad jeg siger, og forsøger at forklare mig hvorfor jeg ytre mig som jeg gør, det skal siges at vi ikke kan tale om følsomme emner da hun så føler sig presset, hvilket gør at, jeg / vi ikke kan tale om vores behov og følelser fordi det skaber dårlig stemning. Vi er gået fra at være total opslugt af hinanden til ikke at kysse mere, hun vender kinden til. Jeg har altid elsker hende og har ikke været fattig på ord som har kompletteret hende uden at være omklamrende.
Hun taler hele tiden om vores konflikter og om at hun ikke kan være i et sådan usundt forhold, hun er ikke istand til at se ud over en raptus, men bliver i konflikterne i uger, hvilket jeg selvfølgelig ikke forstår da konflikterne ofte er en mistolkning eller en misforståelse, jeg vender tingene indad og bebrejder mig selv, spøger mig selv om jeg kunne ha gjort noget anderledes, jeg har forslået parterapi kommet med uttallge forslag til at løse knuden op, men tror faktisk ikke hun tør at forsøge med en terapeut. Jeg har lagt mærke til at hun har fjernet sig fra mig hvilket jeg har gjort opmærksom på, men igen, det er sprængstof at tale om.
Jeg syntes hun selv besidder mange af de egenskaber du nævner for om man har en narcissistisk personlighedforstyelse. Hun har kun pigeveninder, og uden pis, de har lort i hatten alle som en og kan ikke få et forhold at fungere, de bruger hinanden som terapeuter, som tidligere nævnt har jeg inkluderet hende i venner og familie, selv lever hun et parrael liv med sine veninder.
Hun giver ofte udtryk for hvor ked af det hun er, men viser noget helt andet.
Hun er meget negativt ladet, og er stort set altid utilfreds arbejdsmæssigt og andet fx hendes søn skole, som hun ofte giver skylden for at sønnen ikke trives. Hun er meget humørsvingende og kan skifte adfærd på et sekund, hun efterlyser intimitet og her snakker vi ikke sex men nærhed og berøring, og når jeg så yder dette bliver hurtigt til at jeg kun gør det for at få sex, hvilket ikke er eksisterende. Jeg har forsøgt at få hende i tale de sidste seks uger, vi har dog også mødtes, sovet sammen uden sex, hygget og så er der stumfilm umiddelbart efter, har en følelse af at være i en tørretumbler, hun tager mig ind og smider mig ud.
Hun giver intet tilbage af kærlighed og samtidig er hun jaloux på hvad jeg laver når jeg ikke er med hende. Jeg elsker hende virkeligt, men må nok også erkende at jeg ikke har meget mere at byde ind med, og som sagt, efter at har læst om narcisisme her på din blog, for at finde en forklaring, “er det mig den er gal med” går det op for mig at jeg, er blevet manipuleret og udsat for systematisk svigt utallige gange, hvilket gør mig bedrøvet.
Jeg ved godt du ikke kan give mig et svar, men er jeg total narcisist eller er jeg et offer.
T
Kære T
Jeg kan ikke kommentere på, om du eller din kæreste er narcissister eller ofre ud fra din beskrivelse. Men jeg KAN dog sige, at det ikke lyder som om I trives sammen, og det er der ingen skam i. Nogle gange kan vi forelske os og drømme om en gylden fremtid sammen, men så viser det sig henad vejen at vi alligevel ikke er gode for hinanden. Det behøver ikke handle om at den ene er rigtig og den anden forkert, men bare om, at man ikke trives i forholdet fordi man ikke har det samme kærlighedsmønster.
Jeg håber I finder fred, enten sammen, eller hver for sig, for det du beskriver lyder ikke værdigt eller rart for nogen af jer.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Pyha…skrammende…. det giver mening og forklaring i mindst 70 procent af det du skriver. Især omkring utilstræklighed følelsen som må strække dybere, end bare overfor mig. En dårlig samvittighed som han ikke erkender… at han ikke har nogle nære venner, at han ikke lukkef mig ind, hvor det gør ondt på ham… min sygdom forstod han, men det var kun i ord, ALDRIG i handling, jeg fik ikke hjælp…. Jeg er ramt af, min egen dømme kraft, min krop og mave afviste hans tilnærmelser, men han var så stormfuld til start, at jeg var forblindert Det er ham. der har gjort det slut, jeg kom for tæt på de mange situationer, hvor han brandte broer bag sig., det indhentede ham, iIGEN og jeg er en af ofrene…. det stod pæ i 6 år, jeg er aret og forgældet nu…..han har gjort mig en tjeneste., siger min fornuft mig……det føles bare ikke sådanne ligenu
Krammer Ulle
Kære Ulle
Tak for din kommentar.
Jeg ved godt, at der kan være langt mellem fornuft og følelse, når man står frisk efter et brud. Men det lyder for mig, som om du er klar over, at forholdet ikke var godt og nærende for dig, og derfor er smerten og savnet du mærker nu, måske det, du skal igennem, så du kan gøre dig klar til noget bedre i fremtiden. Hvis du vil vide mere om narcissisme og parforhold, vil jeg anbefale dig at læse min bog “Den Svære Kærlighed; Om narcissisme og parforhold” for jeg tror den kan give dig den viden og de redskaber du har brug for lige nu.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina
Tak for en god blog og alle de ovennævnte indlæg. Jeg er nysgerrig på, hvilke årsager, der kan være til at man bliver narcisist. Den struktur, der bliver dannet i hjernen (går ud fra den anlægges i barndommen), så man udvikler narcissistiske træk. Håber du kan kaste lidt lys over det, da jeg netop har været i en situation, hvor mange af de træk, du og andre nævner, har gjort sig gældende.
Hilsen AM
Kære AM
Da personlighedsdannelser endnu ikke er noget, man kan kortlægge på den måde, er der flere forskellige teorier om, hvorfor Narcissisme opstår. Du kan læse mere om det i min bog Den Svære Kærlighed, hvor jeg beskriver den teori, der i mit arbejde oftest er blevet bekræftet.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Kære Christina.
Jeg tror jeg kan genkende det hele, men havde gættet på psykopat. Hvad er egentlig forskellen og skal man være mere bange for den ene end den anden?
Kære Preben.
Alle psykopater har narcissistiske træk, men ikke alle narcissister er psykopater. Forskellen er grundlæggende at narcissister er meget optagede af, hvordan andre opfatter dem, og at de ofte meget hurtigt bliver defensive. Psykopater er mere ligeglade med, hvordan andre opfatter dem, og de bliver ikke stressede – hvilket narcissister meget nemt bliver. Ift om man skal være bange for nogen, så må det være op til den enkelte. Jeg mener personligt ikke vi skal gå rundt og være bange for hinanden, men vi skal være i stand til at tage vare på os selv, og det betyder for langt de fleste at holde disse personlighedstyper et stykke fra livet.
De bedste hilsner,
Christina Copty
Hej Christina. Jeg har nu i snart 5 år søgt efter en forklaring på, hvorfor jeg ikke føler, at jeg kan holde ud af bo sammen med min kærestes børn. De har, lige siden vi flyttede sammen, fremkaldt en form for irritation i mig, som jeg ikke har kunnet forklare logisk. Som tiden er gået (og efter samtaler med 3 forskellige psykologer og terapeuter), er jeg dog kommet frem til, at det er en form for misundelse over, at jeg ikke er en lige så god og nærværende forælder over for mine børn, som min kæreste er over for sine børn. Og at jeg hele tiden måler mine børn med hans. I starten sagde jeg det, som det var, at jeg ikke kunne forklare, hvorfor jeg havde en følelse af ikke at kunne lide hans børn. Men siden har jeg brugt manipulerende udsagn om, at hans børn er for følsomme, for barnlige, for overbeskyttede osv. Efter den sidste uge at have læst flere artikler om narcissister, er jeg blevet overbevist om, at jeg i hvert fald har NOGLE narcisssistiske personlighedstræk. Omvendt er der ting, der kan tale for, at jeg ikke er helt forskruet. Jeg har fx en del nære venner (men har selvfølgelig fået en kæreste uden så mange venner, så de ikke kan sige til ham, at han skal skynde sig at flygte). Det bekymrer mig dog, at jeg flere steder, inklusiv i din blog, har læst, at man ikke kan ændre på en narcissisist. For hvis der ikke er håb for mig, så tænker jeg, at den eneste løsning er, at vi flytter fra hinanden, så jeg ikke får ødelagt min kæreste og hans børn med min kritik, mærkelige regler, store trang til kontrol osv.
Venlig hilsen anonym
Kære Anonym,
Det er nogle interessante betragtninger, og jeg skal ud fra det du beskriver, ikke gøre mig klog på, om du har narcissistiske træk eller ej, men jeg vil dog lige for en god ordens skyld sige, at bare fordi man har det, behøver man ikke være ‘forskruet.’ Men ja, det er rigtigt, at man ikke kan ‘kurere’ en personlighed, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan lære at gøre nogle ting anderledes og for eksempel lære, at man ikke altid behøver reagere på sine følelser, fordi de er subjektive, omskiftelige og i dette tilfælde skaber problemer i en vigtig relation. Det lyder for mig som om der er lang vej endnu før du behøver give op, men jeg tror bestemt at du vil have gavn af hjælp fra en, der ved noget om, hvordan du har det, og at du så vælger at investere i et længerevarende forløb, for hvis ikke du får kigget ordentligt og dybt ned i det her svære stof, så flytter aben jo bare med.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Kære Christina – Jeg har netop lyttet til din bog “Den svære kærlighed – Om narcissisme og parforhold”. Jeg har også givet bogen til min for tiden ekskæreste, fordi hun har været i en relation/ægteskab med en mand indtil for 3 år siden, som er narcissist. Jeg har selvfølgelig mest været optaget af del 3 i bogen, da jeg heller ikke kender ex-manden og kun har hørt nogle få ting om ham, men som jeg bestemt godt kan se passe ind i det mønster du præsenterer i din bog. Vi mødte hinanden i maj sidste år og blev meget forelskede på meget kort tid og havde den skønneste sommer med få men meget intense møder. Det skal siges, at min ex har 4 børn med ex-manden og er derfor meget ophængt. Jeg oplevede som efteråret skred frem, at på trods af en fortsat forelskelse og meget intense men få møder, at hun begyndte at prioritere andet end samvær med mig i de sparsomme timer, vi havde sammen. Til en stor familiefest i hendes familie oplevde jeg at være meget alene selv om jeg ikke kendte andre end hendes mor/far og børn. Jeg oplevede, at min reaktion på hendes intensitet vs. trække sig væk var, at jeg selv trak mig væk og straffede hende. Noget som hun ikke havde det særlig godt med (måske fordi det var en reaktion hun kendte til?). Vi kunne sagtens have en stille og rolig dialog omkring det – men jeg oplevede, at hun fortsatte med det – og til sidst så valgte jeg at slutte forholdet – hvilket efterfølgende har været meget svært at leve med, fordi vi sådan set ikke skiltes som uvenner eller efter en masse konflikt men simpelthen gjorde det, fordi vi ikke sås nok og fordi jeg ikke kunne mærke den lyst hun havde i starten til bare at smide alt for at være sammen med mig. Derimod har jeg efter at have læst din bog forstået, at hun har en del psykiske skader efter at have levet med en manipulerende narcissist i mange år – og med min egen bagage in mente, betyder det, at vi har et stykke arbejde, hvis vi skal finde ud af det igen. Vi skriver sammen og har fortsat en god dialog, men hun er i en selvudvikling nu, hvor jeg mærker, at hun holder mig på afstand. Hun reagerede meget voldsomt da jeg slog op og lagde sig syg og skrev tilbage, at hun var ubearbejdet og at jeg havde sat projektøren op foran hende med de udfordringer, hun stod i. Det skal siges, at hun fra start af havde et ønske om ikke at inddrage fortiden men det er rigtig svært med en mand som mig, der jo på baggrund af egne erfaringer ved, at fortiden er vigtig ift. at forstå det menneske, man har mødt – og henad vejen blev hun på den måde lidt indhentet af fortiden, da vi i vores forhold skulle ind i en ny fase. Jeg vil rigtig gerne finde sammen med hende igen, da jeg slet ikke føler, at vi er færdige med hinanden – hvad tænker du kunne være en god proces for det – og er det overhovedet realistisk. Vi blev begge skilt for ca. 3 år siden, og hun har kendt to efterfølgende i kortvarige forhold hvoraf hun stoppede det ene, da hun mærkede træk der mindede om ex-manden – det andet afsluttede hun pga. afstanden. Jeg har haft et enkelt forhold efter min skilsmisse – og vil rigtig gerne have denne kvinde som min livspartner. Din bog er fantastisk lærerig – og ja, jeg kan da godt nikke til nogle af de narcissistiske træk og ånder lettet op, når du fortæller, at det er helt normalt. Til gengæld ved jeg også, at jeg er empatisk og lyttende og kan derfor ikke genkende narcissisten i mig. Til gengæld kan jeg se de skader, du beskriver i din bog hos min ex-kæreste og det gør ondt – og jeg vil gerne hjælpe og forløse – kan jeg være det og samtidig være kæreste? På forhånd tak Kærlig hilsen anonym
Kære dig.
Jeg er glad for at du har haft glæde af bogen, og at du har fået noget brugbart ud af den.
Når jeg læser det, du skriver, er der et par ting, der springer mig i øjnene. Den ene er, at du bevidst straffede hende for at hun trak sig fra dig. Det andet er, at du slog op med hende og nu vil have hende tilbage – og at du ikke ser en sammenhæng mellem din adfærd og hendes reaktion, særligt når hun måtte lægge sig syg efterfølgende. Det virker som om I begge har noget med i bagagen, der måske endnu ikke er bearbejdet, og det lyder også som om I har haft svært ved at følges ad fra intens forelskelse (hvor man har tunnelsyn på hinanden) til en dybere og mere afslappet måde at være sammen på, hvor man ikke længere behøver bruge hvert et vågent øjeblik sammen (som normalt sker ml 3-6 mdr efter man har mødt hinanden). Jeg synes, jeg kan læse mig frem til at du rigtig gerne vil den intense forelskelse og at hun gerne vil den dybere, mere rolige kærlighed.
I forhold til at ville hjælpe hende, så er det som regel en rigtig dårlig ide. Man kan ikke være terapeut og elsker på samme tid, for det skaber en ubalance i relationen, og det kommer til at se ud som om hun er den eneste med et problem, der skal løses, og sådan forholder det sig sjældent i forhold, hvis dynamik skabes af begge parter.
Kh,
Christina Copty
Kære Christina – Tusinde tak for dit meget bramfri og direkte svar. Det kan jeg virkelig bruge til noget. Selvfølgelig kender du ikke til hele historien og derfor tak for dine umiddelbare kommentarer. Jeg kan bestemt se en sammenhæng mellem min bagage , adfærd og hendes reaktion og har også fortalt hende dette – det er nemlig ikke “hendes skyld”. Vi er i en god dialog nu, og jeg er helt enig i, at vi ikke skal være hinandens psykolger. Har du en idé til, hvordan vi kommer videre herfra? JEg vil ikke udelukke professionel hjælp, men det skal lige modnes i vores dialog – vi er ikke helt der endnu … men jeg tænker mere i, hvad kan vi selv gøre?
Kærlig hilsen og tusinde tak for dine kommentarer
Steen
Kære Steen,
Jeg er glad for at du kan bruge min kommentar.
Det er svært umiddelbart at give et godt råd til, hvad du kan gøre lige nu, da jeg, som du også selv nævner, ikke kender din situation indgående. Men i min optik – og jeg er selvfølgelig farvet af mit fag – er det aldrig en dårlig idé at bruge tid på vores egen udvikling med hjælp fra en professionel.
Kh,
Christina Copty