Gør du for meget for at blive elsket?

Udgivet den 3. juni 2013 af Christina Copty

Hvis jeg fik en krone for hvert menneske jeg møder, der bliver defineret af andre og føler sig ulykkelig, så…

I dag handler det om den glidebane det er, at gå så meget på kompromis med dig selv, at det har negativ indflydelse på dit sande udtryk. Mon du kender det?

jeg har en klient, der i mange år levede sammen med en kvinde, der ofte fortalte ham, at det var fordi han ikke var mand nok, at hun var ulykkelig. Hun følte sig ikke tilfredsstillet af ham på et utal af måder, og i stedet for at se på sig selv og gøre noget for selv at få det bedre, lagde hun al sin frustration, afmagt, håbløshed og galde over på ham.

Konsekvensen blev at han definerede sig mere og mere efter hendes negative billede af ham, og han endte med at miste den sidste mandlige bastion: sin rejsning. Så kunne hun tvære lidt mere i ham, smide et par “Der kan du selv se” ind, og da hun så forlod ham fordi hun havde fundet sig en “rigtig Mand”, var han ligesom selv skyld i det – tænkte hun, og tænkte han.

Sikken pris at betale.

En anden klient jeg har, er vokset op i et koldt hjem. Et af den slags, hvor temperaturen ville nå ned under frysepunktet hvis man kunne måle kulde i overført betydning. Hendes mor fik hende med en mand, hun ikke kunne fordrage og dette had overførte hun på den lille pige, der ikke ønskede sig mere end sin mors kærlighed. Så når Mor sagde “Nu skal du gøre sådan for mig,” gjorde hun sig umage. Hun gjorde sig flink. Sød. Hjælpsom. Men alligevel var det afsky og affejning hun blev mødt med af mor. I voksenlivet tror hun stadig, at hvis bare hun lærer at yde endnu mere, finde sig i endnu flere krænkelser, sige lidt mere undskyld, så kan det være hun en dag får den kærlighed hun savner.

Det er en barsk virkelighed.

En tredje klient. Hun syntes hun var grim. Og tyk. For mor havde formanet hende om, at man skal passe på sin figur. Kun med en perfekt figur, et perfekt ydre, kan man gøre sig forhåbninger om at blive noget i livet. Mor lever et liv i irritation over at livet ikke blev som hun forventede, så det hun kan kontrollere, kontrollerer hun. Sin datters mad, for eksempel. Og datteren tog det på sig. Og tog på. For hvordan kan hun få lov til at stråle mere end sin mor uden at gøre mor ked af det? Så hun må nødvendigvis være en fiasko til netop det, der er mors fokuspunkt og målestok for succes.

Der er et utal af eksempler på, at vi i nogle relationer går så meget på kompromis at det har en skadelig indvirkning på vores selvbillede og egen-kærlighed. Vi kan som regel godt finde ud af at stå fast overfor fremmede, visse venner, kollegaer eller familiemedlemmer der prøver at pådutte os deres version af os. Men hvis vi står overfor nogen, der på den ene side betyder noget for os, og som på den anden ikke er varsomme overfor vores sårbare punkter (og dem har vi alle!), bliver det rigtig svært at stå fast, og tvivlen, der starter som en lille nagende følelse, vokser sig til en stor stemme, der fortæller os, at de måske har ret, og at vi i virkeligheden slet ikke er hverken søde, rare eller elsk-værdige.

Skaden kan blive så grel, at vi ikke kun tvivler, men begynder at tro – og som du ved, kan tro flytte bjerge, på godt og ondt. Og hvis et menneske, der fortæller os, at vi er elskede samtidig behandler os lemfældigt, sårende, eller direkte ondskabsfuldt, bliver vores indre skabelon for kærlighed forvrænget. Og det har vidtrækkende konsekvenser for vores livsglæde.

Ja, faktisk så vidtrækkende konsekvenser, at vi ikke kan mærke glæden ved livet.

Kærlig hilsen,

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Gør du for meget for at blive elsket?

Det Provokerende Offer

Udgivet den 28. april 2013 af Christina Copty

En af de mest manipulerende måder at krænke på i et forhold, er at tage offerrollen og provokere den anden part til at miste besindelsen.

Som manden, der bliver ved med at prikke til konen med små spydige stikpiller indtil hun får nok og flipper ud på ham, hvortil han så svarer “Hvorfor behandler du mig så dårligt? Jeg har ikke gjort dig noget!”

Denne form for manipulation er for langt de fleste meget svær at stå fast overfor, fordi krænkeren, der tager offerrollen, ikke er villig til at se på sin egen opførsel overhovedet, men i stedet har travlt med at pege fingre ad den anden med bortforklaringer, der fjerner fokus fra hans modbydelige opførsel.

Hvis du er involveret med et menneske, der synes at din opførsel er uacceptabel og det er synd for ham/hende, kender du givetvis også til følelsen af frustration og irritation over, at du ikke kan komme på banen med nogen form for kritik af din partner uden at det ender i et personligt angreb på dig – også selv om det du giver udtryk for, kan være et reelt afsavn, der i et sundt parforhold ville blive set som et oplæg, man kunne tale om og måske indgå kompromis omkring. Et eksempel på hvordan det går galt er kvinden, der er træt af, at forholdet folder sig mest ud i sengen og som savner at blive behandlet som andet end dynepartner. Det øjeblik hun antyder at hun savner en anderledes opmærksomhed fra ham, går han i forsvar og angriber hende med et “Du skal ikke lægge den over på mig, for du kan bare bede om det du gerne vil have” og så lukker han af i fornærmet sårethed, selvom hun jo netop forsøger at fortælle ham, hvad hun gerne vil have, og der er ingen veje ind til ham, han er lukket land, indtil hun stryger ham med hårene og censurerer sine behov.

Test dig selv

Hvis du er usikker på, om du er i et parforhold med en krænker, der tager offerrollen og manipulerer med dig, kan du teste dig selv her – siger du ja til bare en, er der sandsynlighed for, at du er den type forhold:

  • Har du nogensinde haft en svag fornemmelse af at han skjuler et hånligt smil, når han har fået dig ud over kanten?
  • Holder han følelsesmæssig afstand fra dig, når du selv spinner ud af kontrol?
  • Afholder han sig fra at hjælpe dig/jer tilbage til et fælles trygt standpunkt?
  • Er han overfølsom overfor alt, hvad han tolker som kritik?
  • Er han mere optaget af at virke som den fornuftige end af at indgå kompromiser?
  • Er dit parforhold defineret af ham og hans behov?
  • Er der en klar ubalance i jeres forhold, hvor du defineres som den onde/dumme/hysteriske/lede og han som den gode/tålmodige/rare/kærlige? Og føles det som om du ikke har været med til at definere den fordeling?
  • Føler du dig ofte forvirret når I skændes, fordi du ikke helt kan forstå hvordan det, du gerne ville tale om kan afstedkomme så voldsom et skænderi?
  • Føler du dig misforstået og får du ikke lov til at forklare dig?
  • Begynder han at tale om din måde at sige tingene på i stedet for indholdet, når du har fat i noget, han ikke kan snakke sig udenom?

Ser du, at han krænker dig, men gemmer det bag et forsøg på at definere dig som krænkeren, har du at gøre med en af de sværeste krænkertyper, fordi de mangler en basal selvindsigt og refleksionsevne, og derfor ikke erkender, at de krænker.  I stedet fastholder de deres egen sort-hvide version af virkeligheden, hvor de er uskyldige ofre for andres ondskab.

Et forhold til sådan et menneske er ofte dødsdømt på forhånd, fordi du ikke kan “vinde” dem over, du kan ikke få opfyldt dine behov, og de ønsker ikke at udvikle forholdet ud over deres egen behovstilfredsstillelse. De møder dig med et “Du vidste hvem jeg var, da du mødte mig, så du skal ikke lave mig om” som tydeligt afspejler deres stivnede og egoistiske måde at være i forhold på, hvor der ikke er plads til fælles udvikling af drømme og mål, der giver plads til begge parter.

…Og er du i sådan et forhold, skal du passe godt på dig selv. Rigtig godt.

Kærlig hilsen, Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

“Krænkersmitte”

Udgivet den 21. april 2013 af Christina Copty

I dag er turen kommet til den “personlighedsforandring” der kan ske hos den, der udsættes for en krænker over længere tid, nemlig noget jeg kalder “krænkersmitte”. Det er nemlig ikke usædvanligt at man påvirkes i negativ retning af at være sammen med en krænker, også selv om man ser sig selv som et overvejende positivt og rummeligt menneske.

Dermed er ballet åbnet for tredje del af “De Fire Typer Destruktive Forhold” hvor vi kigger på, hvad det er der sker, når den ene part krænker og den anden begynder at krænke krænkeren.

Alkoholikerens Kone

Et åbenlyst eksempel på denne dynamik i et forhold, er konen, der er gift med en alkoholiker. Hun ved godt at hendes mand har et problem med alkohol, enten fordi han drikker konstant, eller fordi han, når han drikker, ikke kan holde op før han er fuld, og hun ved også at det er noget, han har et problem med at kontrollere selv.

Så hun ser igennem fingrene med det. Så godt hun nu kan. Men det er svært, for når han har drukket, bliver han en led satan, der siger nogle enormt sårende ting til hende. Han sviner måske hendes udseende til, måske fortæller han hende at han ikke elsker hende, måske vil han have sex og fumler rundt med en udeblivende erektion og projicerer sin frustration over på hende ved at sige at det er fordi hun er for grim til at han kan få rejsning. Og hun tier stille. Eller hun prøver at lette stemningen ved at kalde ham et fuldt fjollehoved. Men såret er der, blødende og væskende, og selvom han vågner med tømmermænd af den ene eller anden art næste dag, er hendes hjerte en lille smule mere råt end dagen før, for hun ved jo godt, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, og hans undskyldning bliver lidt hul, fordi scenen gentager sig næste gang han er fuld.

Og sådan kan tiden fortsætte. Sådan kan resten af hendes liv se ud. Men for nogle kvinder sker der et mætningspunkt, hvor de har fået nok af den destruktive og krænkende opførsel, men fordi de er mere bange for at være alene end for at blive sammen med en krænker, sker der det, at deres mætning kommer til udtryk igennem “gen-krænkelser.” Det betyder at hun ikke længere stiltiende tager imod hans nedværdigende opførsel når han er fuld, men giver igen af samme skuffe. Pludselig møder hun hans sårende bemærkninger med bemærkninger, der er lige så sårende. Hun begynder at fortælle ham hvor elendig en mand han er, hvor stort et skvat han er. Og hun fortæller ham, at hun burde finde sig en bedre mand, for hun fortjener bedre. Men hun bliver med ham. Og nu er de begge to krænkere.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til “Krænkersmitte”

De To Krænkere

Udgivet den 14. april 2013 af Christina Copty

Nogle gange finder to mennesker sammen, der krænker hinanden.

Karsten og Lotte har været sammen i næsten fire år og har siden starten af deres forhold oplevet store udsving i deres forhold. Lotte beskriver det således:

“Da Karsten og jeg mødte hinanden, var jeg kommet ud af et længerevarende forhold, hvor jeg var blevet trynet rigtig meget. Jeg var meget følsom overfor kritik og havde ligesom dannet et skjold rundt om mig selv for ikke at blive såret igen. Da jeg mødte Karsten var det den helt store kærlighed og vi flyttede sammen allerede efter fem måneder, for vi var alligevel sammen hele tiden, så det synes vi lige så godt vi kunne.

Fra det øjeblik han flyttede ind hos mig begyndte det at gå skævt. Hvis han sagde et eller andet, som jeg synes var sårende, fik han igen af samme skuffe. Helt konkret kunne det for eksempel være at han sagde at han gerne ville ud med sine venner alene, og det er ikke fordi han ikke skal se sine venner uden mig, men det føltes som om han ikke ville være sammen med mig, så jeg gav igen ved at blive kold og hård, og så kunne jeg finde på at gå ud med mine veninder tre dage i træk, eller hvis jeg for eksempel var for træt til at dyrke sex, så kunne han finde på at afvise mig de næste mange gange”

Lotte og Karsten er altså endt i en form for milimeterdemokratisk følelsesmæssig magtkamp, hvor der bliver holdt nøje øje med regnskabet over hvem, der gjorde hvad først, fordi det giver den anden en “legitim” grund til at gøre noget lige så sårende tilbage.

Denne form for logik er meget fremherskende i relationen mellem to krænkere. Spørgsmål om skyld og uskyld er på bordet hver gang der har været en konflikt og den, der kan sætte “startpunktet” hos den anden, “vinder” retten til at opføre sig ligeså hæsligt og sårende. Et eksempel på dette, er manden, der nægter at sige undskyld til sin kæreste for at skubbe hende og vælte hende omkuld, “fordi hun startede med at skubbe til mig” Han føler på den måde at han kan gå fri og kan forklare og undskylde sin egen krænkende adfærd ved at sætte startpunktet hos hende. Men hvis man spørger hende, om hvad der skete, siger hun “Jamen jeg skubbede kun til ham, fordi han satte fingrene i ørene og ikke ville høre hvad jeg har at sige” og så kører beskyldningerne rundt imellem de to, fordi ingen af dem vil tage deres ansvar på sig for at de begge, hver især, opfører sig sårende overfor den anden, for de føler begge to at de er berettiget til at “give igen” når de bliver behandlet dårligt.

Disse to mennesker er aldrig på samme side i en konflikt og de har svært ved at finde ind til det kærlige imellem dem uden at de først ryger helt ud i kanten af forholdet, og nogle gange afslutter det, før de tør mærke smerten i stedet for hårdheden og forsvaret, og igen kan finde sammen. Når de finder sammen igen, taler de oftest ikke om, hvad der skete i konflikten, fordi de begge ved, at det vil få den til at blusse op igen.

Det kendetegnene for disse to mennesker er, at de er meget sårbare overfor kritik. De er sårbare overfor at blive forladt og de er dybt usikre på deres egen værdi, men fordi de ikke har gode erfaringer med at blive elsket for dem de er, tør de ikke mærke denne sårbarhed helt og har i stedet lært at gøre sig følelseskolde. Rent kropsligt oplever disse to i en konflikt at deres muskler bliver stive og anspændte, og de kan ofte også mærke at de ryster som om de fryser. Typisk reagerer den ene med hidsigt raseri og den anden med  hånlig afsky. Begge dele lige sårende og destruktive for kærligheden.

Er I begge krænkere?

  • Bruger du og din partner sarkasme, nedladende kommentarer og “under bæltestedet” kritik overfor hinanden?
  • Bruger I “Du startede det, så jeg…” argumenter i jeres skænderier?
  • Er der en form for konkurrence imellem jer, der handler om at være den “mest perfekte” af jer to?
  • Gør I hinanden jaloux ved at flirte med andre eller holde døre åbne til fortiden for at holde jer selv “usårlige” og gøre den anden usikker, så han/hun ikke tror at du bare er der lige meget hvad?
  • Beskylder I begge hinanden for det, der ikke fungerer i forholdet (hvis bare du ikke…så ville vi have det meget bedre)?
  • Bringer I ting op fra fortiden når I skændes, som “bevis” for at I har ret i jeres kritik?
  • Er I bange for at fortælle hinanden om jeres egne personlige fiaskoer fordi I ved at den anden vil bruge det næste gang I skændes?
  • Straffer I hinanden ved at tilbageholde kys, kærtegn, sex, nærhed, omsorg osv?
  • Har I hver især en følelse af selvretfærdighed omkring det I gør ved hinanden (Jeg er jo nødt til at skubbe til hende, for jeg ved ikke hvad hun kan finde på når hun er i “det hjørne”)
  • Inddrager I andre i jeres problemer for at få ret?
  • Føles jeres skænderier mere som krige end en måde at nå til en fælles enighed?
  • Har I svært ved at gå på kompromis, fordi det føles som om I hver især mister en vigtig del af jeres identitet?

Ja til bare nogle af spørgsmålene tyder på, at I begge krænker hinanden. Men som jeg også skrev i sidste uge, er det ikke ensbetydende med at alt håb er ude, for det er faktisk muligt at lære at se jer selv og hinanden på en anderledes måde, for eksempel ved hjælp af parterapi.

Kærlig hilsen

Christina Copty

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til De To Krænkere

Krænkeren og Offeret

Udgivet den 7. april 2013 af Christina Copty

En af mine bekendte var gift med en kvinde, der ikke lagde fingrene imellem når hun nedgjorde ham. Hun kunne finde på at gøre ham til grin foran alle hans venner og hun talte grimt til ham under dække af en bidende sarkasme, der skulle godtages som humor. Det var ubehageligt at være vidne til, fordi han tog imod det og smilede fåret til os andre, imens vi sad og krummede tæer og ikke kunne forstå hvad det var, der gjorde at han tog imod hendes spydige kommentarer, der rangerede fra at kalde ham en idiot til fortælle os andre om private episoder, hvor hun tydeligt gjorde ham til grin. Hun havde ingen respekt for ham eller følelse af loyalitet overfor deres parforhold overhovedet.

Han er en godmodig og langmodig mand, men efter næsten ti år fik han nok og forlangte skilsmisse. I dag er han sammen med en kvinde, der respekterer ham og taler pænt til og om ham, og han holder hovedet højt og er vokset som mand og menneske.

Offeret

Det kan være svært at se, hvorfor man bliver sammen med et menneske, der bliver ved med at opføre sig krænkende over én, men desværre er det ofte sådan, at man som offer ikke har meget selvværd at stå i mod med og i stedet lader sig forføre af tanken om, at man ikke er bedre tjent.

Et forhold mellem en krænker og et offer kompliceres også af, at det som offer er skamfuldt at fortælle omverdenen hvad der foregår i forholdet og i stedet for at bevare den realitetssans, der ofte omgiver sunde forhold, isoleres offeret mere og mere i krænkerens virkeligsopfattelse på sådan en måde, at grænserne rykkes for hver gang man bliver krænket. Hvis du for eksempel en gang får at vide at du er grim/tyk/ækel/hysterisk eller hvad der nu falder krænkeren ind, bliver du chokeret og ked af det, men hvis du bliver i forholdet efter det er sket en gang og du ikke fortæller det til andre, der kan fortælle dig, at det er uacceptabelt, bliver du bare ked af det næste gang, for chokket du fik, reagerede du ikke på og nu er du gået med på hans præmis om, at du ind imellem måske virker grim/tyk/ækel/hysterisk, og næste gang igen tror du på at du er grim/tyk/ækel/hysterisk.

Så rådet til offeret er at holde fast i omgivelserne: vennerne, familien og andre, der tør sige til dig, hvad de oplever, og så se på dig selv med kærlige briller og holde fast i overbevisningen om, at du er værdifuld (for det er du!)

Krænkeren

Det er nemt at tage afstand fra min vens ekskone. I dag har jeg fået et par andre briller på det, og kan til en vis grad se, at hun handlede ud fra en form for desperation. Det gør det ikke mere okay, lad mig slå det fast med det samme, men det er vigtigt for den, der er den krænkende part i et forhold selv at forstå hvad der sker, for ellers kan der ikke ske nogen forandring.

Nogle mennesker, også visse terapeuter, vil sige at offeret er lige så medskyldig og medansvarlig som krænkeren. Det mener jeg IKKE. Jeg synes ikke man kan sidestille måden et sundt forholds problemer kan forklares eller løses på med et destruktivt forhold. Et destruktivt forhold hvor den ene part tydeligt krænker den anden, er det krænkerens ansvar at gå bodsgangen og skabe en forandring. Offeret har i og for sig kun en ting at skulle forholde sig til: At give krænkeren en chance mere, eller give sig selv en chance mere og gå.

Det kan lyde hårdt og urimeligt – især i krænkerens øre, fordi han/hun ofte synes at have en forklaring på, hvorfor han/hun opfører sig sådan, og forklaringen er oftest en undskyldning om at offeret gjorde/sagde/tænkte/følte noget, der ikke passede krænkeren. Too bad. Det er ene og alene krænkeren der kan skabe den forandring der skal til for at skabe en ligevægt i den type destruktive forhold, hvor der er et tydeligt offer og en tydelig krænker.

Er du krænker?

Hvis du kan svare ja på flere af nedenstående udsagn, er der en stor sandsynlighed for at du er krænkeren i dit forhold:

  • Jeg synes min partner er uvidende og dum, og jeg synes det er okay at påpege det
  • Jeg bliver irriteret eller vred hvis min partner ikke synes det samme som mig
  • Jeg bliver nogle gange skadefro når min partner gør sig selv til grin eller ikke får det, han/hun gerne vil have
  • Jeg ved godt at jeg nogle gange virker truende på min partner (jeg slår hårdt i bordet, jeg kaster med ting, jeg truer med at smide hans/hendes ting ud, jeg stirrer med “onde øjne” på ham/hende, jeg truer med at gå osv.)
  • Jeg vil have magten i parforholdet. Det betyder for eksempel at jeg ikke vil siges imod, eller at det er mig, der sidder på pengene og giver min partner lommepenge
  • Jeg vil have at min partner skal føje mig seksuelt og hvis han/hun ikke gør det, bliver jeg fornærmet og gør gengæld på en anden måde, for eksempel ved at give den kolde skulder
  • Jeg tager pis på min partner foran vores venner/familie, men får det til at lyde som om det er for sjovt, og hvis min partner siger noget om det, siger jeg at han/hun er for sart
  • Jeg tænker mere på mig selv i stedet for at tænke på “os”

Kunne du sige ja til bare et par stykker af de ovenstående udsagn, er der en stor chance for at du krænker din partner. Grundene til at du gør det kan være mange, men der er stor sandsynlighed for at du gør det, fordi du på den ene hånd meget gerne ville have det helt store kærlighedsforhold, men er blevet desillusioneret, fordi din partner har nogle forventninger du ikke synes du kan eller bør leve op til. Dine drømme om det perfekte parforhold holder ikke i den virkelige verden og du føler dig på en måde snydt, fordi du ikke fik det du håbede på. Du synes at din partner er naiv og du bliver hurtigt irriteret fordi du føler at han/hun ikke forstår dig og ikke er på dit niveau.

Desuden er der en stor sandsynlighed for at du selv er opvokset i et hjem hvor du enten selv er blevet krænket eller har oplevet den ene eller begge dine forældre krænke hinanden verbalt, mentalt eller fysisk.

Alt håb er ikke ude

Hvis du har opdaget at du opfører dig krænkende i dit parforhold og du gerne vil blive en god, stabil og tryg partner for din kæreste, er det muligt at skabe forandring. Det vigtige er at du tager ansvaret for din opførsel på dig og gør noget aktivt for at forandre dig. Det er ikke tilrådeligt at gå i parterapi lige nu, men istedet at du selv starter i et individuelt forløb hos en professionel, der har forstand på at afhjælpe krænkeradfærd. Det er vigtigt at du får bearbejdet de følelser af svigt, tomhed, frustration og vrede du har i dig, så du ikke behøver at lade det sive ud i dit parforhold. Det er også vigtigt at du forholder dig alvorligt til din helingsproces, og at du er indforstået med, og klar over at det tager tid.

Gevinsten i den anden ende er det hele værd, for ikke nok med at du kan etablere et bedre parforhold, så får du også selv et følelsesmæssigt udbytte af det i takt med at du forstår dig selv bedre.

Med ønsket om en smuk søndag,

Christina

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Krænkeren og Offeret

De Fire Typer Destruktive Forhold

Udgivet den 30. marts 2013 af Christina Copty

Jeg har fået flere henvendelser i løbet af disse uger, hvor emnet “destruktive parforhold” er på bloggen af både mænd og kvinder i parforhold, der spørger om jeg vil betegne deres parforhold som destruktivt.

For det første vil jeg sige at det ikke er noget jeg kan svare entydigt på ud fra en mail, og for det andet er det dem, der lever i forholdet, der bedre kan svare på, om de er i sådan et forhold eller ej. Nogle gange kan den part, der mener at være sammen med en destruktiv partner vise sig at være den destruktive, andre gange er billedet mere tydeligt og andre igen, er det mere passivt-aggressivt og derfor sværere at tyde, hvad det er, der foregår.

Over de næste fire uger vil jeg præsentere fire forskellige måder et destruktivt forhold kan udspille sig på for at give dig et overblik over, om du er i et. Det er dog vigtigt at huske på, at de fleste af os ind imellem kan opføre os (selv)destruktivt, og det betyder ikke nødvendigvis at vi ER destruktive, eller er i et destruktivt forhold, men nogle gange kan der opstå særlige situationer i livet, hvor man opfører sig destruktivt, som for eksempel hvis man mister et barn eller en forælder, som man var nært knyttet til.

Hvad karakteriserer et parforhold som destruktivt?

For at kunne karakterisere et parforhold som destruktivt, skal opførslen ske så forholdsvis ofte at det er et mønster, som har en negativ indflydelse på nærheden, omsorgen og tilliden i forholdet. Jeg vil ikke gå ind i en nærmere beskrivelse af, om et forhold, hvor den ene part slår den anden er destruktivt eller ej, for det er der ingen tvivl om, at det er, og så er det ligemeget om man mener man har en god grund til at udøve den fysiske vold eller ej – fysisk vold kan være et angreb eller et forsvar og være alt fra direkte slag til skubben og holden fast, men ligemeget hvad det er, så er det destruktivt for nærheden, omsorgen og tilliden.

En anden parameter der kendetegner det destruktive forhold er, at den krænkende opførsel kan være både bevidst og ubevidst, for så længe opførslen krænker den anden part, skader det forholdets stabilitet, nærhed, omsorg og tillid. Det betyder altså at det ikke er nogen undskyldning at man “ikke gjorde det for at såre” sin partner hvis partneren gentagne gange har givet udtryk for at føle sig såret.

Det vil altså sige at et forhold ikke automatisk er destruktivt bare fordi man i kampens hede kommer til at såre sin partner og sige nogle grimme ting, eller trækker sig og giver den kolde skulder i et stykke tid. Det udslagsgivende er, at det skal være et gentagende mønster over tid, der tærer på følelsen af samhørighed, stabilitet, ro, nærhed, omsorg og tillid. Hvis en lille del af fundamentet forsvinder hver gang man har skændtes, er parforholdet ikke konstruktivt for de involverede parter, men derimod negativt. Det er ikke meningen at den vi elsker mest, skal være den der sårer os mest.

De fire mønstre, jeg tager fat på over de næste fire søndage er: 

  • Den ene part krænker og den anden er offer
  • Begge parter krænker hinanden fra starten
  • Den ene part krænker først, den anden begynder at give tilbage
  • Den ene part tager offer-rollen og provokerer den anden til at krænke.

Overordnet er alle fire i sin enkelthed en kamp om magt koblet med frygten for afvisning. En anden fællesnævner for alle fire er, at den ene eller begge har en barndom, hvor de selv er blevet krænket, og en sidste ting de har tilfælles er, at det er svært at træde ud af det traumatiske bånd, de er knyttet sammen af.

Et par ord om ordet “krænke”

Når jeg bruger ordet ‘krænke’, vil jeg gerne præcisere det, så der ikke opstår tvivl om, hvad jeg mener, for det er desværre et ord der efterhånden er blevet temmelig udvandet især i visse psykoterapeutiske kredse, hvor nærmest alt, der er ubehageligt eller frustrerende betegnes som krænkende. Jeg farer lidt mere forsigtigt frem og mener at ordet skal behandles med en vis nidkærhed for at det bevarer sin kraftfulde betydning. At krænke nogen betyder for mig at man begår mentalt eller fysisk overgreb mod en person. Med andre ord ser jeg det ikke som krænkende at man ikke bliver mødt på sine lyster eller ikke altid bliver forstået eller får ret i sin måde at se forholdet på. Det kan betegnes om frustrerende, irriterende og for nogen endda provokerende, men altså ikke krænkende.

Vi ses på næste søndag. Indtil da: Hav en dejlig uge og pas godt på dig selv.

 

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Sådan kommer du ud af et dårligt forhold – gentrykt!

Udgivet den 24. marts 2013 af Christina Copty

Dette blogindlæg er et af de mest besøgte indlæg på min gamle blogside “Coptys Blog” hvor der ligger cirka to års blogindlæg du er velkommen til at kigge på. For at gøre dette indlæg mere tilgængeligt, får du det her som en forlængelse af sidste uges “Det Destruktive Parforhold”:

Jeg er optaget af kærlighedsforhold for tiden, fordi jeg synes det fylder min verden hvor jeg end vender mig: En veninde og hendes kæreste venter barn efter mange kriser og flere års forsøg, og nu er de superlykkelige. En anden veninde har et kæresteforhold til en gift mand. En tredje nyder at være blevet skilt for ganske nylig.

Der er mange måder at være i kæresteforhold på, hvor nogle naturligvis er bedre og mere nærende end andre. Og det er netop de “andre” jeg vil tale om i dag.

Jeg har, som de trofaste læsere ved, haft en farverig kærlighedshistorie, men der er dog nogle, der står mere frem end andre. Og nogle af dem, er de svære. Dem, hvor der ikke er reel glæde at finde, men tiltrækningen alligevel var som en intens ild, der løb i årene som et narkotikum, der gjorde at jeg vendte tilbage gang på gang på gang på gang på…get the picture?! Dengang vidste jeg ikke, hvad det præcis var, der skete, men jeg havde altid en fornemmelse af, at der var noget der ikke helt spillede som det skulle. Heldigvis har jeg en mor, der er i besiddelse af en fintunet radar, som hun gerne aflæser højt uden filter, og når hun sagde “Du virker ikke som dig selv mere, Christina, din glæde mangler”, så vidste jeg at det var tid til at stoppe op og kigge mit liv efter i sømmene; men, åh, selvom jeg vidste at det ikke var godt, og at jeg ikke var glad, havde jeg et romantisk håb et eller andet sted i mit hjerte, koblet med en selvdestruktiv side, der gjorde at jeg fandt mig i meget og selv har serveret ret mange ækelheder i ren og skær desperation, frustration og håbløshed over ikke at blive værdsat, forstået, elsket og rummet.

Men det skal jo ikke handle om mig altsammen, så…

Lyder det som meget at forlange at blive værdsat, forstået, elsket og rummet? Så kan det være, at du også er i et forhold, der ikke er godt nok for dig.

Det kan være svært at acceptere at den eneste vej nogle gange er exit. Det kan være svært at tro, at der findes noget andet derude, som er bedre for dig, og tanken om at skulle igang igen, være nærværende, have intimitet, være seksuel, åben og kærlig med en anden kan virke overvældende, uoverskuelig og for nogle, helt umulig. På et tidspunkt havde jeg en klient i terapi, som var i så åbenlyst et fornedrende og psykisk nedbrydende forhold til en mand, at det skreg til himlen om at blive afsluttet. Hun græd sig igennem flere sessioner fordi hun så gerne ville ud af sit forhold til ham, men ikke var i stand til at tage det endelige skridt, fordi han manipulerede hende, og fordi hun ikke havde noget at stå imod med. Tvivlen kom altid ham til gode, ikke hende. Og det er her, det første skridt kommer ind.

“Er du i tvivl, er der ingen tvivl”

Jeg husker denne sætning fra en reklamesøjle på Vesterport Station engang i 1995. På billedet var et par, hun klædt i brudekjole og han i tuxedo, hånd i hånd; Hun havde hovedet lidt på skrå og så på ham med noget, der lignede en smule skepsis. Det var en reklame med staying power, for den sætning rammer ind i noget essentielt, når det handler om valg og værdi. Og det er den sværeste, men vigtigste del af at komme videre, der findes. Hvis du oplever at være i tvivl, så stol på din tvivl. Hvis du tror at der mangler noget, så stol på din tvivl. Hvis du ikke føler dig værdsat nok, så stol på din tvivl. Hvis du ikke er sikker på at I har et fælles grundlag at bygge på, så stol på din tvivl. Hvis du oplever, at I skændes for meget, så stol på din tvivl. Hvis I går fra hinanden en gang om ugen/hver fjortende dag/hver måned osv. så er det rigtigt at der er noget, der ikke er som det skal være. Lad din tvivl komme DIG til gode. For den er et sundhedstegn, om at der er noget, der mangler i relationen for at du kan føle dig elsket og godt behandlet.

Skammer du dig?

Hvis du er nået dertil, hvor du kan mærke at du trækker dig tilbage fra samvær med venner, fordi du både har mistet din glæde, men også føler en vis frygt for at skulle ende i en situation, hvor du endnu engang skal fortælle, at din partner ikke kunne komme, [fordi der er sygdom i omløb/meget arbejde/en anden invitation der skulle ses til] fordi I er uvenner/er gået fra hinanden igen, og du synes det er pinligt eller skamfuldt, så er det endnu et tegn på, at der er noget, der ikke er som det skal være. Det kan også være, at du er meget åben omkring jeres gåen til og fra, men hvis du kan mærke, at du begynder at have svært ved at tage det alvorligt selv, og du begynder at trække på skuldrene eller smilebåndet, når du fortæller dine venner om det, så er der noget, der ikke er som det skal være. Det er ikke meningen at et forhold skal opbygges omkring skamfølelser! Ligegyldigt hvordan du vælger at kamouflere dem.

Er du egentlig glad?

Eller går du omkring og er en skygge af dig selv? Melder du dig på banen eller holder du dig tilbage? Er der en tristhed i dit liv? Eller gør du det modsatte og fylder livet op med formålsløse sammenkomster og events, så du ikke mærker din manglende glæde? Spørgsmålet er, om du synes det er godt nok. Synes du, at du skal leve et liv, hvor du ikke længere mærker rigtig glæde. Hvor du ikke giver dig selv mulighed for at mærke glæde. Hvor du kan mærke at dit hjerte er tynget af spekulationer, tunge tanker eller følelser af værdiløshed. Det er desværre et svært mønster at bryde, men det er muligt, hvis du er opmærksom, står ved dine oplevelser og sætter stikket til dine følelser.

Kan du skelne mellem at opleve og at føle?

Jeg har en klog kollega, der for nylig sagde til mig, at det er vigtigt at vi skelner mellem at føle og opleve. Det giver god mening: At føle, er noget, der er forbundet med vores limbiske system, og at opleve er en kobling mellem vores neocortex og fortolkningen, der sker igennem vores limbiske system og vores neocortex. I lægmandstermer betyder det, at vi skal stole på vores oplevelser og skelne. Hvis nogen manipulerer med os, er det en oplevelse, og følelsen, der er koblet til oplevelsen kan variere, alt efter hvem vi er, og hvordan vi skaber mening. For nogle er manipulationer kære og nuttede, for andre er de et incitament til raseri over oplevelsen af grænseoverskridelse. Det, der er vigtigt i denne sammenhæng, er at du ikke lader sig slå ud af hans/hendes manipulationer og evne til at gøre sig til offer, så du føler dig skyldig, for det er ofte følelsen af skyld, der gør sig gældende med tanker som “Jeg burde også være mere…”, “Måske skulle jeg ikke være så…..” osv. Og ja, der er selvfølgelig nogle måder at være i forhold på, der kalder mere på vækst end andre, men hvis du konstant får at vide, at det er dig, der gør noget forkert og ham/hende, der bare “reagerer”, så skal du holde dig denne skelnen for øje, for du oplever rent faktisk at blive nedgjort – det er ikke “bare” noget du føler.

Der er en vinder og en taber

Hvis du oplever, at der skal være en vinder og en taber i jeres diskussioner, er der ofte tale om manipulation. Det er en hårfin balance, som jeg kommer mere ind på i næste uge, men i denne uge vil jeg kort nævne, at hvis du føler dig gjort til syndebuk for det, der går skævt i din relation uden at der er mulighed for at blive hørt, så må du gøre op med dig selv om du overhovedet oplever den nærhed du har behov for, især når noget er svært.

Fortjener du bedre, eller er det her det bedste du kan få?

Det er så smertefuld en erkendelse at tro at du ikke er mere værd, at jeg ikke formår at få et blogindlæg til at dække sårbarheden og sorgen i det. Hvis jeg sad overfor dig, ville jeg lytte til dig og støtte dig i den smerte det er, at gå med en indre, ofte skamfuld, tro på, at dette er det. At der ikke er mere at stile efter. At livet ikke har det, du har behov for, fordi du ikke fortjener det. At du grundlæggende er forkert. Hvis du har det sådan, er det vigtigt at du ved, at det er en overbevisning, der kan forandres, og at der ikke findes nogen, der ikke er noget værd. Men der findes forældre, kærester og venner, der ikke kan værdsætte dig. Ser du forskellen? Det håber jeg.

Læg mærke til…

Jeg nævner ikke noget om definerende karakterer i dette indlæg, for det handler ikke om en facitliste. Der er selvfølgelig nogle træk, der er åbenlyse, såsom voldelig adfærd, udtrykte trusler osv. men der kan være mange andre, meget mere underspillede måder at være manipulerende og nedladende på, der gør det umuligt at sætte specifikke og målbare variabler op. Og det er her, din egen oplevelse kommer i spil; her, hvor din tvivl og alt det ovenstående er vigtigt. Din partner forandrer sig ikke. Du må gøre op med dig, om du synes det er godt nok for resten af dit liv. Eller om det minder mere om at overleve end at leve. Valget er i sidste ende dit.

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 8 kommentarer

Er Du i et Destruktivt Forhold?

Udgivet den 17. marts 2013 af Christina Copty

Det kan være svært at se sandheden i øjnene når det handler om at være i et destruktivt forhold. De fleste skammer sig og fortæller ikke hvor galt det egentlig er fat, nogle undskylder det og påtager sig skylden, når partneren nedgør, eller er direkte voldelig; nogle isolerer sig fra omverdenen, fordi det er for svært at blive ved med at retfærdiggøre at man går tilbage om og om og om og om igen.

Rigtig mange skammer sig, fordi de ikke synes de passer til “profilen” af at være i et destruktivt forhold, fordi de har gode jobs, børn, penge og prestige. Men destruktive forhold er ikke forbeholdt de mindre bemidlede, og et forhold er destruktivt når det ikke er konstruktivt – og så er indtægten, adressen og job titlen ligemeget.

At være i et destruktivt forhold

Hvis du er i sådan en type forhold, ved du også hvor svært det er at træde ud af, og hvor svært det er at stå ved dig selv, fordi hele dit indre liv er smadret af tvivl, utryghed, mistillid, manglende tro på at du fortjener bedre, og selvrespekten er for længst røget ud af vinduet og figurerer slet ikke som andet end den dårlige smag du har i munden, når du lyver overfor din familie og dine venner og stiller ham i et bedre lys, eller tager skylden på dig for det seneste voldsomme skænderi, for du kunne jo bare have ladet være med at…

Og det er rigtig svært at gå, for det er ikke kun dårligt. Det er også intenst. Det er lidenskabeligt. Det er ofte også pokkers frækt, og når han er sød, så er han virkelig sød, og du bliver glad fordi det ser ud som om det hele er ved at vende, som om du virkelig lige nu er hende, som han elsker og ikke kan leve uden, selv med alle de dårlige og dumme sider han fortæller dig at du har. Han holder ud og står ved din side, selvom han også på andre tidspunkter fortæller dig at du opfører dig uacceptabelt, selvom han også siger at du er primitiv, selvom han også fortæller, at det er din skyld han lyver overfor dig, selvom han synes du er vanvittig. Ja, så elsker han dig, i hvert fald nogle gange, og du kan leve for de nogle gange, lige indtil der igen dukker et problem op, som oftest har at gøre med at han føler sig angrebet og derefter går til angreb på dig. Sådan er det oftest. Så går det så hurtigt ned ad bakke at du slet ikke kan følge med, og ti minutter efter I har elsket kan han være på vej ud ad døren efter du har kradset ham og han har skubbet dig. Men nej, I kalder det ikke rigtigt vold, eller du gør ikke, han gør. Altså kalder dig voldelig og siger ikke undskyld for sin del.

Så kommer han tilbage, og i mellemtiden har du mistanke om at han er sammen med andre kvinder, men det fortæller han ikke, ikke medmindre du sætter fælder op for ham, men du er ærlig talt også rigtig bange for at finde ud af sandheden, fordi det betyder at du så ikke kan blive ved med at finde på undskyldninger for at gå tilbage. Så oftest tager du tilbage, fordi du savner ham. Og så siger du undskyld for alt det, du har gjort. Først er han hård, men så bliver han blødere, og du ved hvordan du gør ham blød, det gør du hvis du ydmyger dig selv helt og giver ham fuldkommen ret i, at det hele var din skyld, at det var dig, der igen startede en konflikt, at det var dig, der fik ham til at flippe ud, at det var dig, der var ubegrundet jaloux, at det var dig, der råbte ad ham. Og det er rigtigt nok, men det er kun en del af historien. Hvad han gør, hvad han siger, hvordan han reagerer, hvordan han tryner dig, hvordan han kalder dig grimme ting og griner hånligt ad dig imens du er helt ude på vanviddets rand, det taler I ikke om. Det nævner I ikke, for hvis du gør det, bliver han hård igen, og lige nu vil du bare gerne have ham tilbage, så I kan have det godt igen.

Du er drevet af et håb, og du lever nogle gange i en slags dobbelt virkelighed, hvor du forestiller dig hvor godt det bliver når bare I lige når igennem det her problem, der bliver ved med at dukke op; når bare I får sandheden på bordet, når bare I står på samme side en dag og ikke længere angriber hinanden. Men virkeligheden er, at I har siddet fast i det her i flere år, og det forandrer sig ikke nævneværdigt, også selv om I begge nogle gange får et glimt af, at I måske kan gøre noget andet. Det holder bare ikke for I ender igen med at han føler sig angrebet og går til angreb. Og så er I tilbage på startfeltet.

Offeret og Den Skyldige

De fleste konflikter i destruktive forhold handler på overfladen om alt muligt, men nedenunder handler det om to roller: Offeret og den skyldige, og hvem, der får hvilken rolle.

Der er meget magt forbundet med offer-rollen og derfor er det, den mest eftertragtede i destruktive forhold, især fordi den anden part automatisk skal tage skylden for at offeret har det svært. Det betyder at når han for eksempel lyver overfor dig, får han det vendt til at det er noget du tvinger ham til at gøre, fordi du ikke kan tåle sandheden. Når han slår (ud efter) dig, er det fordi han ikke vidste hvordan han ellers skulle slippe væk fra dig, for du var helt ustyrlig. Når han kalder dig virkelig grimme ting og du konfronterer ham med det bagefter, siger han at du husker forkert, for sådan kunne han ikke finde på at tale, men det gør du.  Når han råber ad dig og opfører sig truende overfor dig, siger han bagefter at han ikke var vred, men lammet og ked af det, fordi du råbte ad ham.

Nogle gange bryder han sammen og græder. Så kan han finde på at sige, at han er en dårlig mand og han har gjort dig ondt. Han virker som om han er brødebetynget, oprigtigt ked af det og han lover bod og bedring. Men inderst inde kan du godt mærke, at du ikke skal give ham ret i, at han har opført sig som en lort, for hvis du gør det, truer du med at tage pladsen som offeret, og så ved du godt at tårerne tørrer i løbet af tre sekunder og han så igen er klar til at forklare dig, at han kun er en dårlig mand, fordi du har gjort et eller andet.

Det er ikke muligt at nå til en fælles forståelse af, hvad der sker imellem jer, fordi I begge ser på konflikterne ud fra hver jeres skyttegrav og bliver ved med at skændes om, hvad der egentlig skete, hvem der sagde hvad, som førte til hvad, og hvad der så skete. Alt sammen i et forsøg på at fralægge sig skylden, fordi skyld-bæreren er ensbetydende med, at man er “den dårlige” partner i forholdet.

Sort Hvid Kærlighed

Derfra er det ikke svært at se, at relationen bygger på en sort-hvid opfattelse af kærlighed: Enten er man den gode af de to, eller man er den onde af de to. Det split mellem god og ond er, udover at være helt unuanceret, også umuligt at reparere medmindre begge parter forstår, hvad der sker nedenunder al larmen. Desværre er det svært for den part, der har mest brug for offer-rollen at tage ind, hvad der sker, fordi det vil betyde at han både mister sin offer status og samtidig også skal stå ansigt til ansigt med det faktum, at han ikke er “den gode”, men har ligeså mange dårlige sider som gode, og at et parforhold er et samarbejde, ikke en kamp mellem “den gode” og “den onde”.

Til Sidst

Selvom jeg har beskrevet det som manden, der søger offer-rollen i indlægget, kan det ligeså vel være kvinden, der forsøger at fastholde den.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 13 kommentarer

Sådan kommer du igennem utroskab

Udgivet den 10. marts 2013 af Christina Copty

Om du er den utro eller den, der er blevet begået utroskab mod, så er det muligt at komme igennem det sammen.

Som jeg skrev i indlægget “En gang Utro, altid Utro” handler det i høj grad om at den utro part skal være indstillet på at skulle åbne sig og fortælle alt, hvad der er at fortælle, så den anden part kan få fuld indsigt. Samtidig handler det også om at den anden part skal være villig til at slippe over tid og ikke falde for fristelsen at bruge informationerne som magtmiddel.

Giv Tid

Men vigtigere endnu er at man skal være indstillet på, at det tager tid. Det er altså ikke overstået samme dag eller samme nat, selvom der bliver grædt og skældt ud. Det kan tage mange måneder at komme igennem sådan et tillidsbrud og det hjælper ikke at den utro afviser at ville tale om det igen, eller afviser at ville gå ind i det igen, for en del af helingen består ikke kun i at høre om utroskabet, men ofte også i at få sin egen virkelighed til at hænge sammen igen:

Da han fortalte mig at han havde været sammen med en af sine ekskærester igen, var det som om der sprang en bombe i mit hoved og jeg gik fuldstændig i sort. Jeg havde haft en mistanke til ham, men han havde afvist mig flere gange og sagt at det var mig, der var paranoid. Over de næste mange måneder kom jeg i tanke om gange, hvor han havde sagt at han skulle arbejde sent, eller havde “glemt” sin telefon eller sådan noget, og jeg havde simpelthen brug for at kunne blive ved med at spørge ham og gå tilbage over de samme episoder om og om igen, for at få min egen verden til at hænge sammen med de mistanker jeg havde haft. Hvis han havde afvist at ville tale om det mere end den ene gang, så var vi aldrig kommet igennem det

Det er altså vigtigt at den utro stiller sig til rådighed, også selvom det er ubehageligt, skamfuldt og svært. Sandheden er svær, når man har gjort noget, der i den grad underminerer tilliden i sit parforhold, men hvis man har kunne tage skridtet til at være utro, må man også tage ansvaret for det og være klar til at skulle afdække, hvad der er sket.

Giv Slip

Med tiden er det vigtigt at kunne give slip på fortiden. Fortiden står for mange som en konkret ting, der er hugget i sten. Det er den ikke. Fortiden eksisterer i vores tanker og som baggrund for, hvor vi er idag. Det betyder også at vi selv i vid udstrækning kan sætte en indre dagsorden for, hvad vi gør med vores nutid. Enten bliver vi ved med at tortere os selv med gårsdagens hændelser, eller vi kan vælge at se fremad derfra hvor vi står i dag.

I den periode hvor jeg fik de der flashbacks til hvad han havde lavet, føltes det som om tiden stod stille og som om bedraget på en eller anden måde stadig stod på. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og jeg fik nogle gange det værste tankemylder, der holdt mig vågen om natten, så den næste dag var helt ødelagt og blev dårlig fordi jeg var træt og irritabel, og han skulle virkelig ikke gøre meget forkert, før jeg bed hovedet af ham. Efter jeg startede i terapi, fandt jeg ud af at jeg også fortjente at holde “fri” og bare være med det, der nu var omkring mig lige nu. Det betød at jeg igen blev i stand til at grine af noget, der skete, eller gå ud med mine veninder og hygge mig, eller nyde de stille aftener, hvor vi forsigtigt nærmede os hinanden igen, men det krævede at jeg blev ved med at holde mit fokus på det der foregik omkring mig lige dér og ikke falde hen i tankerne om fortiden.

Værdien af at kunne åbne sig for nutiden er uvurderlig i forhold til at komme videre. Hvis ikke man er i stand til at skabe de “åndehuller”, hvor man også får øje på at man har et liv at leve, er der en stor risiko for, at man sidder fast i tanker, der ikke er gavnlige for hverken parforholdet eller sig selv.

Giv Håb

Tilliden opbygges ved at man står på samme side og går i samme retning. Det er ikke det samme som at man skal slide lårene af hinanden eller være enige om alting. Det betyder derimod at man skal være i stand til at have en fælles drøm om at komme over tillidsbruddet og skabe noget bedre. I en norsk undersøgelse der er lavet, viser det sig at mænd føler at deres parforhold bliver bedre efter de har fortalt om, og bearbejdet utroskabet, hvor det for kvinder desværre ikke altid er det samme, for de fortæller at deres forhold ikke forbedres væsentligt efter de har afsløret deres utroskab. Forskellen findes måske i, at det for mænd er sværere at være seksuelt sammen med “deres” kvinde, som de føler sig gjort til hanrej af, eller at kvinder generelt er utro fordi de savner noget i parforholdet, som de så stadig ikke får bagefter, hvor mænds utroskab ofte handler om lyst og liderlighed og ikke nødvendigvis et dårligt forhold til konen. Hvordan det end hænger sammen, må man være klar til at sætte sig i samme båd og beslutte sig for, hvad man gerne vil med sit parforhold og hvor man ser sig selv og partneren om for eksempel fem år.

Efter nogle måneder blev det tydeligt for mig, at jeg havde gået rundt med en nagende mistro, fordi jeg følte mig alene i min proces. Det var som om han bare fandt tilbage til hverdagen og regnede med at jeg gjorde det samme, men jeg syntes ikke længere om den hverdag vi havde, fordi der manglede noget nærvær og kærlighed. Jeg fandt ud af at jeg ikke kunne bede ham om at ændre alting og være den, der skulle bære ansvaret for hvordan vores forhold skulle være, så jeg begyndte langsomt at kigge på hvad det var jeg savnede og så gøre det selv. I starten var det svært at give den omsorg jeg selv havde brug for, for jeg følte mig stadig svigtet og vred på ham, men jeg kunne også mærke, at så snart jeg gjorde det, kom han også tættere på mig og vi begyndte at tale sammen på en måde, som vi ikke havde gjort siden vi var forelskede og ville vide alting om hinanden. Der skete så meget i den periode, og jeg er glad for at jeg kunne finde ud af at skabe det jeg havde brug for i stedet for at vente på at han skulle gøre det, for jeg voksede også som menneske af at tage ansvaret for mit liv og min måde at være i mit forhold på.

Når man tager ansvaret for hvordan man gerne selv vil have sit forhold skal være, skaber man håb. Det kan godt være at den anden part ikke ønsker den nærhed eller de ting, som man savner, men det betyder ikke at man skal lade være med at gøre det, man selv gerne vil have. Hvis den anden part for eksempel er godt tilfreds med den afstand der er, og man selv vil noget mere, har man pludselig et meget godt billede af, hvad det er, der måske går skævt i relationen, og så kan man træffe et sundt valg, fordi man ved hvad man selv vil have, og hvis ikke det findes i den relation, kan det være på tide at finde det i en anden. Med andre ord er ansvaret og håbet vejen frem mod en mere autentisk måde at leve på, hvor man værner om og respekterer sine egne behov og ønsker, og skaber sin virkelighed derfra.

Sæt Grænser

Den utro skal være helt klar på at lære at sætte grænser. Hvis han for eksempel arbejder sammen med den kvinde, han har været utro med, er det vigtigt at han er i stand til at gøre hende det klart, at der ikke er noget som helst at komme efter. Han skal være klar til at tage sin mande-rolle på sig og droppe teenager-tendenserne og gøre det klart for både sig selv og sin omverden at han vil sit parforhold. Hvis man går ind og forsøger at sætte grænserne for ham overfor den anden, kan det hurtigt skabe et trekantsdrama, hvor den anden kvinde går til ham, og han sættes i forlegenhed og derfor ender med at undskylde overfor hende og dermed kommer tæt på hende igen. Men dermed ikke sagt at man ikke kan være tydelig i sin grænsesætning overfor den anden part også.

Jeg mødte hans ekskæreste efter affæren var overstået, for hun sendte ham nogle sms’er efterfølgende, hvor hun spurgte hvordan han gik og havde det, og at hun savnede ham. Min mand havde forsøgt at forklare hende på en pæn måde at der ikke skulle ske mere imellem dem og han ville mig. Jeg så rødt da han fortalte mig det, men jeg besluttede mig for at nu måtte det simpelthen stoppe, så jeg gik op på hendes arbejdsplads og stillede mig foran hende og sagde til hende at jeg ville have hun skulle holde sig fra min mand. Hun sad bare og måbede, for jeg tror ikke hun havde regnet med at jeg også ville sætte grænser for hende, men jeg havde bare fået nok og hun skulle vide, at jeg var klar over, hvad der foregik og at spillet var slut.

Et af de problemer som jeg også har nævnt et par gange før er, at alt for mange mennesker undlader at blande sig, når der er tale om utroskab. Det er som om der er enighed omkring at det er den part, der er i et parforhold der bærer ansvaret for utroskaben. Det mener jeg ikke. Jeg mener også at den, der indlader sig på en affære med en gift person er med til at fordærve vedkommendes parforhold. Alle kan fristes på en eller anden måde af et eller andet, og derfor er det uanstændig og grænseløs opførsel at gå efter en mand eller kvinde, der allerede er i et parforhold, ligemeget om den mand eller kvinde lægger op til det. Jeg mener at begge parter er ansvarlige i utroskabet, og at man skal være bedre til at kridte sine grænser op. Som jeg skrev på min facebook side, er det nemlig ofte kvinder, der ikke tør gå ind deres egne forhold af frygt for at han vil være dem utro, der indlader sig i affærer som den anden kvinde, og dét er dybt problematisk.

Giv Tilgivelse

Tilgivelse er ikke det samme som at sige at det er okay. Det er ikke det samme som at sige pyt. Det er ikke det samme som at sige, at man bare kan gøre det igen og så skal man nok komme over det også.

Tilgivelse handler om at slippe det for sin egen skyld. Det handler om ikke at være offer for fortiden. Om ikke at holde partneren fast i fortiden. Og det handler om at komme videre.

Det er snart to år siden han indrømmede affæren og det har været en hård tid. Men det har også været en tid, der har været fyldt med udfordringer som vi faktisk har brugt på en god måde. Vi er tættere på hinanden nu end før og jeg kan tilslutte mig dem, der siger at det kan betale sig at gå igennem smerten sammen, for det bliver tusind gange bedre på den anden side. Selvfølgelig har der været gange, hvor jeg var ved at give op, men han var også klar til at gå ind i det arbejde der lå foran os og være med hele vejen. Jeg har grædt så mange tårer igennem det her, men jeg har fået en mand og et parforhold, der har alt det, jeg gerne vil have og som vi begge to trives rigtig godt i…og hans ekskæreste? Nej, hende har vi intet hørt fra siden, og han droppede hende også på facebook og slettede hendes nummer efter det der sms stunt hun lavede. Han gjorde rent bord for os, han er sgu en dejlig mand. Og han er min.

“Karina”

Med tilgivelsen kommer også friheden til at være den man er. Man behøver ikke spille offer, eller manipulere for at få det, man har brug for. Når man tilgiver, nulstiller man, og derfra kommer der mere bevægelighed i livet. Og det er måske den bedste sidegevinst ved sådan en svær situation.

Kærlig hilsen – og tak fordi du læste med,

Christina Copty

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Sådan kommer du igennem utroskab

Hvorfor nogle er utro og andre ikke er – tredje del

Udgivet den 3. marts 2013 af Christina Copty

Ofte, når vi læser om hvorfor nogle mennesker er utro, og andre ikke er, handler det om at parforholdet er gået i stå. At den ene part ikke længere opmuntrer og roser den anden. At sex er en by i Rusland. At der er kommet børn til, der tager al opmærksomheden. At der lige var julefrokost. Og så videre.

Men der er også nogle mennesker, der har en større tendens til at være utro end andre; mennesker, som ikke har de store kvaler med at være det, og som derfor er sværere at “fange”, fordi de er gode til at slette deres spor og manipulere med partnerens (mis)tanker. Når utroskaben ikke handler om, at der er noget galt med forholdet, men om at det dækker et behov for spænding, frihed, magt eller ganske simpelt: at fristelsen er for stor, når der står et tiltrækkende eksemplar af det modsatte køn, så er sådan et menneske svært at nå med oprigtige ønsker om tosomhed, klare grænser, romantisk kærlighed og familieværdier. Sådan et menneske er ikke bare utro, men serie-utro.

Ofte er sådan et menneske mere optaget af sine egne behov og sine egne følelser end af parforholdets trivsel. Han “føler” sig angrebet, hvis du udtrykker din mistanke, også selvom du lægger blidt og kærligt ud, og han er god til at rykke rundt på pladserne, så du bliver den, der pludselig skal forsvare dig mod anklager om at være sygeligt jaloux, manipulerende, mistænksom og fuldstændig ude i hampen. Han formår at flytte al fokus fra sig selv over på dig, og du bliver spundet ind i en masse ord og argumenter, der bliver umulige at navigere i, fordi hele metoden handler om at hyle dig ud af den, så du mister fodfæstet og overblikket, og ender med at være den, der siger undskyld. Og det værste er næsten, at næste gang du bringer din mistanke på bane igen, møder han dig med et himlende “Skal vi nu til det igen? Jeg troede vi havde talt om det”, når virkeligheden er, at I faktisk slet ikke har talt om det, fordi han fik trynet dig.

Hvor møder man sådan et menneske?

Sådanne mennesker findes alle steder, men ofte vil de finde sammen med andre, der har samme udflydende opførsel, så hvis de fleste af din mands nære venner er deres kærester utro, kan du godt regne med en øget sandsynlighed for at din også er det. Et eksempel på denne “klan-mentalitet” er fra en klient, der fandt ud af at hendes mand havde været sammen med flere kvinder på hans (kvinde-dominerede) arbejdsplads. Da hun konfronterede nogle af disse kvinder, reagerede de på den måde, som desværre er den, der gør at mange kvinder har svært ved at stole på andre kvinder, for de blev fornærmede og vrede på kvinden, og de fralagde sig ethvert anstændigt ansvar for deres medvirken i affærerne ved at sige, at de ikke ville blandes ind i, hvordan han løj for hende, og at han jo også havde det hårdt med sine løgne!

Det skal siges at denne arbejdsplads er et uddannelsessted, hvor de brøster sig af deres moral og etik, men hvor kontakten til den virkelige verden efterhånden er så sparsom, at jeg også fra andre ved, at der er gået en form for “Beverly Hills 90210” i den, hvor de på skift knalder hinanden og deres tidligere studerende, imens deres partnere og ægtefæller går rundt i (u)lykkelig (u)videnhed.

Nogle steder er grænserne altså så udviskede at det at være utro ikke ses som noget særligt. Heldigvis er det de færreste steder, der er så fordærvede som ovenstående institut, men det betyder stadig noget, hvad der er “normen” omkring det enkelte menneske, og om man har det fint med at være omgivet af den form for amoral eller ej, for vi påvirkes af det, vi er i til dagligt.

Hvordan gennemskuer man en serie-utro?

En mand, der er serie-utro, kan genkendes på sin opførsel. Det handler ikke om at finde læbestift på skjorteflippen, selvom det også er en mulighed, men som nævnt ovenover, vil han kunne bortforklare og vende situationen, så du bliver i tvivl. Et grelt eksempel på dette, er en kvinde, der kom hjem til sin kæreste og kunne lugte kvinde-køn på dynen – jeg behøver næppe uddybe – hvor han fik det bortforklaret ved at benægte at dynen lugtede!

Derfor skal man være i stand til at se på selve opførslen og på, hvad du egentlig ved om hans liv: Lægger han telefonen væk, eller sætter den på lydløs når I er sammen? Insisterer han på, at det er dig, der er mistænksom og nægter han at gå i dialog omkring åbenhed med dig? Holder han kontakt med ekskærester uden at du helt ved, hvornår og hvor meget de ses? Bliver du introduceret for menneskerne i hans liv, eller bliver du holdt udenfor?

En mand med sit på det rene, som gerne vil et trygt parforhold med dig, vil møde dig og hjælpe dig med at blive tryg, og han vil være åben omkring sit liv og inddrage dig i det, fordi han vil dele sit liv med dig. Han vil vide, at jo mere åben han er, des mere tryg bliver du. Men hvis du oplever at han afviser dig, afskærer sit liv fra dig, lukker dig ude og er klar til at gå fra dig, fordi du er usikker, så skal alarmklokkerne i dit hoved helst ringe.

Og en sidste ting, der sikkert ikke kommer bag på dig, men som, sammen med de andre tegn, kan være et faresignal: Han har en stor appetit på sex – også med dig.

Husk: Tillid, som respekt, kan ikke forlanges men skal fortjenes!

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Hvorfor nogle er utro og andre ikke er – tredje del