Den Anden Kvinde

Udgivet den 24. februar 2013 af Christina Copty

Der kunne selvfølgelig ligeså vel have stået Den Anden Mand, for kvinder er bestemt ikke langt efter mændene hvad angår utroskab, men for nemheds skyld er fokus lagt på den anden kvinde i dette indlæg.

______________

Utroskab kan kun eksistere fordi der er andre, der stiller sig til rådighed som elskere!

I mine øjne er det derfor en ærgerlig holdning at det kun er manden, der er skurken i en affære, for den anden kvinde bærer lige så stort et ansvar for, hvad der sker, som han gør. Selvfølgelig er det rigtigt at manden burde holde sig på sin sti og slet ikke tænke i retning af utroskab, men det er mangelfuldt og ansvarsfralæggende når man hører elskerinder sige, at det ikke har noget med dem at gøre. Det er rigtigt at hun ikke har noget at gøre med, hvordan han vælger at lyve for sin kone, men hun har et klart ansvar i at være med til at skabe den situation, der ødelægger den tillid, der er det bærende element i et parforhold, for uden hende, ville der ikke være noget tillidsbrud.

Den anden kvinde er ofte drevet af enten begær eller tiltrækning, og har derfor nogle klare “fordele” at spille på, fordi hun bare tilbyder uforpligtende sex og samvær, og ikke behøver forholde sig til det virkelige liv med ham. Hun kan træde ind og ud af relationen og være der, så længe hun eller han har lyst. Hun er på visit. Og ligesom ferier er sjovere end hverdagen, således er hun også frækkere, kærligere, sødere og aldrig “for træt”, end konen, der lever hverdagslivet med ham og går igennem de daglige udfordringer, der også indgår i at skabe et godt sam- og familieliv.

På en måde kan man sige, at elskerinden skummer fløden uden at have lagt kræfter i malkningen.

Hvad er det, der gør at man har lyst til at være elskerinde?

For mange kvinder handler det om at være drevet af sine lyster, i stedet for sin fornuft og moral. Mange af disse kvinder ved godt at de er ude på et skråplan, og de fleste har da også en vis forståelse for, at det de gør er uanstændigt, men følelsen af spænding, af at gøre noget forbudt, af at have en stor hemmelighed, der potentielt kan have store og alvorlige konsekvenser, gør at de søger gifte mænd.

Det kan også handle om, at hun selv har stået i den ende, hvor en tidligere kæreste har været hende utro, og hun derfor er så ødelagt indeni, at hun ikke tør indlade sig på et ægte og dybt kærlighedsforhold af frygt for igen at blive svigtet. Istedet er det mere sikkert at være den anden kvinde, end at være den primære kvinde.

Det svære for den sidstnævnte gruppe er, at de bærer på en stor, indre smerte, som de igennem deres rolle som elskerinde, kan holde fra livet. De får både hævn over den gamle kæreste i tankerne, (som i “Ha, jeg kan også godt finde ud af at være en fræk og uimodståelig femme fatale“) og de lindrer ensomheden ved at have et pseudo-forhold, der lugter af noget, men som er hult. Det mærker de ofte når de bliver tilsidesat fordi manden skal noget med sin familie og sætter hende “på hold”.

Hvis hun ikke får kigget på den indre smerte hun bærer på, kan hun gå fra den ene gifte mand til den anden uden tilsyneladende at have de store kvaler med det. Hun vil ofte sige at hun gør det, fordi hun ikke gider den kedelige hverdag med en mand, og at hun er glad for at være single med benefits.

“Veninden”

En anden type elskerinder, er dem, der kender mandens kone. For at kunne lægge an på og være sammen med en mand, hvis kone hun kender og måske er venner med, skal hun være i stand til at lukke så meget af i personlige relationer, at hun ikke mærker noget. Det betyder også at hun ikke er særligt involveret i ham udover hvad han kan tilbyde hende. Denne type elskerinder er oftest også dem, der ødelægger mest, når det opdages, fordi hun ikke kun er med til at bedrage, men også er med til at lyve overfor konen.

Denne historie fra en kvindelig klient, illustrerer dette på flere niveauer:* 

Karoline havde en affære med en mand fra sin arbejdsplads, og i løbet af et halvt år forelskede hun sig i ham, og han i hende. Hun var kommet ud af en svær skilsmisse nogle år forinden, hvor hendes tidligere mand havde været hende utro, så hun turde ikke gå ind i et rigtigt forhold igen af frygt for at blive såret. Men med tiden blev affæren til denne nye mand mere og mere kærlig, og de forelskede sig som sagt i hinanden. Han fortalte hende, at han aldrig havde været utro før og hun havde det frygteligt i forhold til hans kone, men var ude af stand til at gøre det forbi med ham, fordi hendes følelser var blevet så stærke for ham.

Hun holdt grundigt fast på at holde affæren hemmelig, men hun var også fyldt af en synlig glæde, som stod i skarp kontrast til den måde, hun havde haft det under sin skilsmisse. En af deres fælles kvindelige kollegaer, Helle, som Karoline kendte perifært, begyndte at vise interesse for Karoline og invitere hende på kaffe og frokost, og i det hele taget virke som om hun gerne ville være veninder. Karoline havde en lille, nagende fornemmelse over dette pludselige venskab, især fordi Helle fortalte meget personlige ting om sig selv meget hurtigt og snart begyndte at lægge pres på Karoline for at hun også delte ud af sit privatliv. Helle spurgte meget ind til Karolines kærlighedsliv og på et tidspunkt fortalte Karoline, at hun havde en affære med en gift mand og at hun konstant var i syv sind omkring det. Helle havde derefter direkte spurgt hende om det var ham, deres kollega, Karoline talte om. Karoline følte sig fanget og gennemskuet i det øjeblik og indrømmede at det var ham.

Det, der derefter skete, fik stor betydning for den videre udvikling. Helle fortalte hende nemlig at Karoline ikke var den første kvinde han havde været sin kone utro med, men at hun, Helle, blandt en del andre, også havde haft en affære med ham, men at hun nu var færdig med ham, for hun syntes han var for langt ude.

Da Karoline fortalte manden det, gik der ikke lang tid før han gik fra sin kone for at være sammen med Karoline, for han havde indset at utroskab ikke gavnede nogen af de tre, fordi alle var sårede, og han var træt af at leve på en løgn.

Helle havde i mellemtiden trukket sig fra “venskabet” med Karoline, fordi hun “følte sig forrådt” over at Karoline havde fortalt ham, hvad Helle havde fortalt, fordi det fik hende til at fremstå som en sladderkælling overfor ham. Hun havde endvidere fralagt sig ethvert ansvar for, hvad der opstod af kaos i kølvandet på hendes bagtaleri/tilståelse, og ville ikke indrømme de ting, hun havde fortalt overfor ham. Hun havde meget køligt og kontant sagt til Karoline, at hun ikke ville have noget med nogen af de to at gøre, og hun var færdig med ham på dén måde, og ville ikke længere indblandes i noget, der havde med dem at gøre.

Et par år inde i deres forhold, der havde været præget af Karolines usikkerhed og som følge deraf, meget gåen til og fra, bekendte han en dag, at han igen havde været sammen med Helle i flere af deres brud-perioder. De havde kysset ved flere lejligheder, og de havde dyrket sex hos både ham, hende og på deres fælles arbejdsplads!

Karoline var rystet over dette, men følte også at hun ikke havde så meget at skulle have sagt overfor ham, fordi de havde været fra hinanden i de perioder, og det, der ramte hende mest, var da også Helles opførsel, som Karoline karakteriserede som grænseløs, amoralsk og direkte forstyrrende, fordi Helle havde foregivet at være færdig med ham, men i virkeligheden var motiveret af at lægge en “slange i paradis, så hun selv kunne få noget af den”, som hun med et skævt smil sagde.

Manden og Karoline klarede sig skrantende igennem denne nye krise, og i hendes terapi går det med bitte små skridt i retning af heling fra de mange års mistillid og skæve fundament, og en stor del af arbejdet ligger i at tilgive sig selv og åbne sit hjerte for kærligheden igen – om det fortsat bliver med ham eller ej, vil tiden vise.

Denne historie viser på mange måder hvordan “den anden kvinde” kan være drevet af meget forskellige følelser og motiver, men et er sikkert: Hvis man vælger at være den anden kvinde, må man bære det ansvar, der er i det, og være modig nok til at eje sine handlinger og turde stå ved, at man er med til at underminere det primære parforhold. Uden denne form for moralsk refleksion er handlingerne ikke meget andet end manipulation.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

*Navne og identificerende markører er ændret, så personerne bevarer deres anonymitet.  Billedet er fra freedigitalphotos.net

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | 7 kommentarer

Én Gang Utro, Altid Utro

Udgivet den 17. februar 2013 af Christina Copty

De næste tre uger kan du læse om utroskab her på bloggen – allerførst vil jeg kigge på påstanden om “èn gang utro, altid utro”, som er dagens tema. I næste uge kigger jeg på hvad den “Den Anden Kvinde”(mand) kan lokke med, og som det tredje og sidste indlæg i rækken, vender jeg blikket mod hvorfor nogle mennesker er utro og andre ikke er.

Men først:

Én Gang Utro, Altid Utro!

For langt de fleste, der har oplevet at sidde i modtagerenden af en utro partner, er smerten ved utroskab nærmest fysisk og i mange tilfælde så svær at komme over, at forholdet går i stykker. Følelsen af svigt og af at være blevet ført bag lyset er så stort et slag mod selvrespekten og mod illusionen om at man var i et godt, trygt og solidt parforhold, at det kræver mere end sin “mand” at komme igennem det. Samtidig skal den utro part være villig til at tage ansvaret på sig og gøre alt det, der skal til for at genoprette tilliden i forholdet, men det er ikke altid den utro part er villig til at tage det fulde ansvar, og så bliver det rigtig svært at blive i forholdet med troen på, at utroskabet var en engangsforestilling.

Men er det rigtigt at risikoen for at den utro partner vil være utro igen, hvis først det er sket en gang?

Og er der en øget risiko for utroskab, hvis man har scoret partneren igennem utroskab? Altså: “Vil han også være mig utro, fordi jeg var hende, han var sin tidligere kone utro med?”

Der er ikke noget entydigt svar på dette, udover at de fleste kvantitative undersøgelser, der er lavet på området peger i retning af at der er en øget risiko for at man er utro igen. Men hvor mange lægger ud med at være utro som en engangsting? I USA har man lavet nogle anonyme målinger på dette og procentmæssigt svinger resultaterne mellem 30 til 60% alt efter hvilken undersøgelse man tjekker. I Danmark har Gallup lavet en undersøgelse for BT, der viser at hver tredje dansker er sin partner utro – og dating sitet Victoria Milan har ca. 200.000 medlemmer (med en fordeling på 63,7% mænd og 37,3% kvinder) så man må antage at utroskab er temmelig almindeligt. Også selvom de fleste (64%) mener at utroskab er forkasteligt!

Så imens vi kan være enige om at utroskab underkender parforholdets tryghed og stabilitet (utroskab skal her forstås som et brud på en aftale om troskab), er der alligevel temmelig mange, der er utro.

Og hvad så med “repeat offenders”? Jo, som sagt er der noget der tyder på, at der er en øget risiko for at man er utro igen, hvis man har været det en gang. En af grundene kan være, at de slap afsted med det. En anden, at en grænse, når den først er overskredet, ikke længere findes. En tredje at spændingen, fristelsen, scoringen og forførelsen i sig selv bliver som et fix, man har lyst til mere af. Hvad grundene end er for den enkelte, er der altså en risiko for at man gør det igen, når først man har gjort det en gang. Også selvom partneren er skiftet ud med en ny, måske frækkere model, som vedkommende var sin tidligere partner utro med.

Men.

Og der skal være plads til et “men”

Der er også nogen, der ikke er utro igen. Og det er dem, der gør det, der skal til for enten at genetablere parforholdets fundament og som prioriterer helingen, der skal finde sted imellem de to parter, eller som i sit nye forhold vælger tosomheden og de fælles værdier i stedet for spændingen eller hvad der motiverede utroskabet.

Det handler for den tidligere utro om at turde gøre sig så gennemskuelig og åben som muligt. Det betyder at vedkommende må gå den lange, seje gang, og finde sig i at blive mistænkt og tjekket, når følelserne af svigt oversvømmer den anden part. Og den anden part skal være villig til at ville arbejde på at genetablere sin tillid, for hvis den utro part skal kæmpe mod en mistænksomhed, der ikke rykker sig, men i stedet oplever konstant at blive bebrejdet uden at der er noget luft i det, bliver bodsgangen ofte for tung for begge parter, og så smides håndklædet oftere i ringen, når det er tilfældet.

Så selvom der er undersøgelser der peger i den ene og den anden retning, handler det mere om, hvad man gør når man har været utro en gang. Vælger man at skjule det og håbe på at man aldrig bliver opdaget; forsøger man at løbe om hjørner med dig ved at manipulere med dine følelser, så du til sidst bliver i tvivl om det er dig, der er noget galt med, eller indser man at man har størstedelen af ansvaret for at vække tillid og at der er noget, der skal rettes op, så man kan hvile i sit parforhold? Det er det spørgsmål, der viser dig om der er risiko for en gentagelse af utroskabet eller ej.

Og husk på at tillid, ligesom respekt,  skal fortjenes, ikke forlanges.

Har du mistanke om at din partner er dig utro, og er du usikker på, hvad du skal gøre? Så er du velkommen til at bestille en tid hos mig, så kan vi sammen tale om, hvad det er du oplever og hvad du i så fald kan gøre. Ring til mig på 31 662 993

Kærlig hilsen

Christina Copty

Udgivet i Parforhold, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Én Gang Utro, Altid Utro

Sure Kone!

Udgivet den 10. februar 2013 af Christina Copty

Jeg så for nyligt en voxpop, hvor medlemmer af Victoria Milan, den udskældte utroskabs-dating-side, skulle svare på, hvad der var mest utiltalende ved deres partner, og for mændenes vedkommende var en klar nummer 1: Sure koner! (for kvinder lå snorkende mænd på førstepladsen).

Jeg kan godt forstå at det er træls at være sammen med en sur kone, især hvis hun er sur på manden, men jeg synes også der er en tendens i tiden til at kvinder bliver mere og mere sure og mændene mere og mere ansvarsfralæggende.  Og så er det måske værd at tale om, hvad der kommer først: Hønen eller ægget, surhed eller ansvarsfralæggelse, men et er sikkert, nemlig at de to ting hænger sammen.

De fleste kvinder jeg har i parterapi bliver også til en vis grad både defineret af deres partner, og definerer sig selv som ”den sure” eller ”den temperamentsfulde” af de to. Men det viser sig hurtigt at selvom kvinden er den, der måske er mere verbal i sine udtryk, er det ikke fordi hun grundlæggende er en sur mokke. Tværtimod. Oftest skyldes hendes volumen at hun ikke føler sig hørt eller forstået, og det er så her, manden kunne have godt af at se lidt på sin egen andel i den udveksling der foregår og det mønster, der er opstået imellem dem.

Det er ikke det samme som at pege fingre ad den ene og lægge en masse skyld med skyld på i den ene lejr, så den anden går fri, men det handler om at turde se på, hvad det er man selv gør i sit parforhold for at skabe den form for fundament, der gør at man, som nogle af disse mænd, ender med at synes konen er pisse irriterende og de andre søde damer ude i verden pludselig virker tiltrækkende.  Kvinderne ude i verden ville måske ende med at være lige så sure hvis de skulle leve under de vilkår sådan en mand præsenterer.

Hvad er det lige der sker?

Karikeret kan man stille det sådan op: Kvinder, der ender med at være sure og tvære med snerpede mundvige og afskyen dryppende som gift fra munden, føler sig tit overbebyrdede og oversete: De tager for meget ansvar i familien, og vil måske for mange ting på en gang: være mødre med hjemmebag og facebook opdateringer der skriger overskud, de vil have en strålende karriere, som giver spænding og stiver selvtilliden af, og de vil have mænd, der træder til, så de kan være alle disse ting på en gang. Oveni det skal manden være galant, prinse-agtig og kunne samle en carport uden manual og håndværkerbaggrund, og så skal han elske hende og tænde på hende, men helst ikke på en måde, der giver hende følelsen af, at han bare vil have sex, for så bliver det ”forkert”.

Manden i de her forhold vil oftest gerne have en form for single-frihed, men med parforholdets benefits (Læs: regelmæssig sex). Han er ofte endt med at få børn (som han elsker højt, det hersker der ofte ikke tvivl om), fordi kæresten var nået dertil at det ligesom lå i kortene hvis de skulle fortsætte sammen. Pludselig finder han sig selv i et liv, som han ikke kunne have forestillet sig på forhånd (blandt andet fordi vi lever i et samfund, hvor vi ikke længere er så tætte på hinanden, at vi vokser op med småbørn og familier omkring os som en selvfølge): Der er baby, der vågner i tide og utide og har overtaget babserne, konen, der har taget på og ikke føler sig attraktiv mere, og så det pres, han pludselig føler til at skulle mande sig op og blive sin far, imens alt han bare vil, er at slippe for at blive voksen og gå tilbage til de ubekymrede dage med kæresten, der gjorde sig lækker for ham, hvor han ikke følte sig bundet.

De oplever begge udkørte og udbrændte hverdagsaftener, der afløses af weekender, hvor de begge har brug for noget, der kan justere og fylde dem op igen, men imens kvinden gerne vil have nærhed, omsorg og ømhed fra sin mand, og måske mødes omkring en romantisk parmiddag, vil han til gengæld have frihed med sine venner, som han også passende kalder ”drengene”, hurtig og fræk sex med konen og måske en søndag foran TV’et med en øl og noget fodbold, hvor han kan slippe for at skulle forholde sig til hverdagens trummerum. Det er klart, at de to verdener ramler sammen – og imens mandens udelængsel er størst og kvindens tosomhedslængsel er størst, bliver det hende, der kæmper for at få noget fra ham, imens han forsøger at komme væk, og jo mere han trækker sig, eller bliver kold, des mere kraft kommer der på hendes udbrud, for hun VIL høres i lige så høj grad som han VIL undgå det.

Det er en dybt ulykkelig situation for begge parter, især fordi en stor del af deres konflikt foregår på automat-gear, hvor han bliver mere og mere fremmed for hende og hun bliver mere og mere vred på ham.

Det gode er, at der er en vej ud af det, så de begge kan få det bedre, men det kræver at de er villige til at stoppe op, se og høre hinandens afsavn og behov, uden at gå i forsvarsposition, samt at forholde sig til deres eget ansvar og rolle i relationen uden at gå ind i kampen om at uddelegere skyld. Det kan være en god idé at få professionel hjælp til denne proces, fordi en professionel kan hjælpe med at se mønstrene uden at den ene bliver sorteper.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Forældre og Børn, Parforhold, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 7 kommentarer

Du er for Kræsen!

Udgivet den 3. februar 2013 af Christina Copty

Hvor mange gange har du hørt det? Hvor mange gange har dine venner eller din familie fortalt dig, at det er din egen skyld at du er alene, fordi du er for kræsen?

Jeg ved ikke med dig, men jeg tror ikke at det for de fleste handler om at være kræsen. Der er naturligvis nogle mennesker, som for eksempel dem, der er med i “For Lækker til Love”, der går ud i verden med en tjekliste, hvor dem de møder bliver dissekeret i småstumper som bryststørrelse, skostørrelse, bule i buksen, hårfarve, hudfarve, indtægt og jobs, hvor de selvfølgelig vil kunne finde “fejl” ved alle dem de møder, fordi ingen af os er perfekte. Men hvis vi ser bort fra det segment, mener jeg at det for de fleste ikke handler om at være kræsen, men om, at det er svært at forelske sig, når man når forbi teenage årene og man efterhånden ved, at det ikke er nok, at man selv har et crush på klassens flotte pige, hvis hun ikke er en døjt interesseret i én. Vi vil gerne mødes i vores forelskelse, og mærke at det vokser for os begge i samme takt, ellers ligner det mere besættelse og projektioner.

Det paradoksale er, at de mennesker der ofte siger at man er for kræsen, selv sidder i lange parforhold, hvor de ikke selv bliver forelskede i andre i øst og vest, bare fordi de IKKE er kræsne – de har jo fundet deres eneste ene og skal ikke stå derude som voksen og finde den nye partner blandt et virvar af folk, hvor man ikke altid kan gennemskue om de er single eller gift, og dét i sig selv skaber nogle andre spilleregler end da man var teenager og man godt kunne vente et par måneder eller fem på, at drømmefyren blev ledig.

Andre store grunde til at det kan være svært at finde en partner som voksen, er for eksempel kemi, “møde-muligheder” og tid. Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget aktivt for at møde nogen, men det betyder at der ofte skal en meget mere målrettet søgning i gang, for ellers går dagene med alle de voksen-gøremål, som livet passerer med i de midterste år af livet. Nogle vælger internet-dating og andre vælger single-klubber, men for dem, hvor de muligheder ikke føles naturlige, bliver valgmulighederne markant mindre, fordi mange lever alene uden et stort netværk med blind dates og middage med en blanding af single venner, der ikke kender hinanden.

Så det er altså ikke altid ensbetydende med at man er kræsen, når man er single på femte år, men blot at man kan mærke, at det giver mere mening at møde og vælge på den “gammeldags” måde, hvor man lader kemien, blikket, duften, bevægelsen, kontakten, øjnene og så videre være det, der gør udslaget for om hjertet banker lidt ekstra eller ej. Så næste gang nogen siger til dig, at du er kræsen – så spørg dem om de ville forelske sig i hvem-som-helst, hvis de to endte som de eneste to mennesker på en øde ø – Det kan være det sætter tingene lidt i perspektiv… måske!

Med ønsket om en fortryllet uge,

Christina Copty

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Du er for Kræsen!

Er Du en Dygtig Klient?

Udgivet den 27. januar 2013 af Christina Copty

Har du en følelse af at være taknemlig overfor din terapeut? En taknemlighed over at der er nogen, der vil lytte til dig, og som er oprigtigt interesseret i dig og din historie? En taknemlighed over at du, måske for første gang i dit liv, oplever en ægte omsorg for dig? Og føler du alligevel at der er nogle ting som din terapeut siger, eller gør, eller tolker, som ikke rammer helt plet, men som du har svært ved at sige, fordi du er bange for at det vil såre din terapeut og måske fjerne noget af den forståelse, omsorg og forbindelse du føler med ham/hende?

Så er du en dygtig klient – og så skal du passe ekstra godt på dig selv i terapien.

Jeg har en mandlig kollega, der er meget populær blandt kvinderne. Han kan tage et “rart” blik på, på kommando, og har en evne til at få kvinder til at føle sig ikke kun tilpas, men på en eller anden måde “særlige”. Og forstå mig ret, alle klienter er særlige, alle relationerne er unikke og alle forløb adskiller sig fra hinanden. Men hans “særlig” er lidt anderledes, fordi kvinderne der kommer hos ham, får en følelse af at være noget særligt for ham. Og det kan skabe problemer i de terapeutiske forløb, fordi han (selv siger at han) ikke er så opmærksom på det han sender ud, og derfor ofte ender med kvinder, der oversamarbejder i klient-stolen, fordi det er dér, de får hans udelte opmærksomhed, og kan bekræfte ham i hans arbejde, så han til gengæld kan give dem følelsen af at være særlige for ham.

Det afstedkommer desværre kvinder, der sidder og laver alverdens krumspring i stolen overfor ham og får den ene katarsis efter den anden. De oplever en masse, når han for eksempel beder dem bevæge hænderne ud til siden og sige fra overfor en person fra fortiden, der har gjort dem uret, og de får rysteture og det ene gennembrud efter det andet.

Og jeg tror på, at nogle af disse kvinder virkelig tror på, at halvfjerdser-katarsis og primal-terapi virker (for en fin og funderet kritik af Peter Levines SE-terapi, klik her). Problemet er bare, at jeg også tror at en del af dem bliver enten bevidste eller ubevidste medspillere i et spil, der handler meget mere om terapeuten end det handler om at bearbejde sine temaer.

Hvis en klient har mere opmærksomhed rettet mod at gøre terapeuten glad, fordi hun er bange for at sige at det ikke virker, eller fordi hun er interesseret i ham privat, eller fordi hun ikke aner hvordan man sætter grænser overfor autoriteter, så spilder hun mulighederne for at lære noget vigtigt om sig selv, som givetvis er noget af det hun kommer i terapi for. I mange tilfælde kan det handle om at hun ikke har lært at sætte grænser og er blevet grænseoverskredet – hvis hun så er i terapi hos én, der gør det samme og hun tænker “Han ved nok bedst” udspiller hun præcis den problematik, hun er kommet til terapien med, og hvis hun går med på hans forslag og bagefter skal fortælle ham, hvad hun tager med fra terapien, og fortæller om de ting, hun ved, vil gøre ham glad, så har hun desværre tabt sig selv og endnu en mulighed for vækst.

Hvis hun derimod er modig nok til at fortælle ham, at hun er en dygtig klient, der er bange for at miste hans opmærksomhed og hun derfor er kommet til at gå med på hans opfordringer når hun får den ene katharsis efter den anden, så er hun allerede nået ti kilometer længere, fordi hun sætter sig selv fri fra det skuespil hun tror hun skal spille for at være “interessant” for ham. Hun bliver mere og mere autentisk, jo mere ærlig hun tør være overfor sin terapeut, og det betyder også at hun udfordrer hans blinde pletter, så han ikke bare kører en terapi-form af, der i bund og grund er mere interessant og eksperimenterende for ham, end den gør nogen forskel for hende.

Husk på, at vi terapeuter, ligegyldigt hvor længe vi har været i faget, også bare er mennesker, der, hvis vi husker vores ydmyghed, ikke har brug for dygtige klienter, men for at være der med dig i dín proces, for det er dín tid, dit liv og din udvikling, der er på spil, og der er du ekspert på, hvad der fungerer og hvad der ikke gør, så vær ikke bange for at sige fra overfor din terapeuts forslag, hvis du kan mærke at det ikke virker, eller du kan mærke, at det ikke giver mening for dig, eller du har haft den ene katarsis efter den anden uden at der egentlig sker det store, udover de dramatiske katarsis-oplevelser…

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Er Du en Dygtig Klient?

Kvinder, der Hader deres Krop

Udgivet den 13. januar 2013 af Christina Copty

Måske er der en del af jer mænd derude, der får lyst til at springe dagens indlæg over, fordi titlen lægger op til kvinders selvkritiske selvbillede. Men det skal I altså ikke! For dette indlæg kan måske give et indblik i, hvad mange kvinder kæmper med, når vægten ikke viser det, den “skal”, og dine velmenende ord “nej skat, du ser dejlig ud” ikke trænger igennem tårerne.

Der kan være mange grunde til at især kvinder er fanget af selvkritiske kropsbilleder, men selvom det kan være meget befriende at få lov til at uddelegere skyld i alle mulige retninger (modeblade, reklamer, ungdomsdyrkelse, kvindeundertrykkelse osv.) er dette indlæg rettet mod hvordan det føles at bo i en krop, man ikke synes om, og ikke hvorfor det er sådan.

Der er en del tanker og tegn på, at en kvinde har et selvkritisk selvbillede – De fem tydeligste er:

  • Hun sammenligner sig med andre. Selvkritiske, og kritiske, kvinder sammenligner sig noget nær konstant med andre kvinder. De går ned ad gaden og har næsten et radarblik rettet mod kvinder, der er slankere, har større bryster, har pænere hår, hud, eller hvad det kan være. Samtidig kan de også se på kvinder, de vurderer mindre attraktive end dem selv og undres over, hvordan den mindre kønne, den tykke, den blege, den…you name it, har scoret den fyr, hun går med.
  • Hun har tendens til at tale negativt om andre og sig selv. I tråd med sammenligningen har hun en øget opmærksomhed mod fejl og fiasko. Hun har svært ved at nyde sine sejre og lade dem fylde, ligesom hun også kan føle misundelse over andre kvinders succes og glæder.
  • Hun har ofte dårlig samvittighed. Det handler ikke kun om at hun godt ved, hvorfor hun ikke er “slank nok”, for oftest ved disse kvinder meget mere om ernæring end de fleste andre fordi deres hverdag og liv centrerer omkring kroppen og slankekure, slanketips, sunde vaner osv. men den dårlige samvittighed gælder i forhold til mange flere aspekter af livet, og kommer ofte til udtryk i, at disse kvinder gør en masse for andre, fordi de har svært ved at sige nej uden at få dårlig samvittighed og føle sig som dårlige mennesker.
  • Hun ved godt at hun ikke bliver lykkelig af at tabe sig. Det kan virke paradoksalt for andre at hun kan være så fokuseret på at ville tabe sig, når hun godt ved at hun ikke bliver lykkelig af det. Men sagen er den, at det ikke handler om at blive lykkelig. Det handler om at blive “normal” – om troen på at hun så får et almindeligt liv med de muligheder som “alle andre normale kvinder” har. Hun får nemmere ved at finde en fin kjole til sin fødselsdag, hun får nemmere ved at tiltrække en  sød fyr, hun bliver mere social og kan hygge sig når hun er ude uden at skulle tænke på, hvordan dellen ser ud under blusen når hun sætter sig.
  • Hun føler sig ofte ensom. En stor del af hendes tankevirksomhed handler om at hun ikke lever op til sine ønsker og idealer, men samtidig har hun en idé om at det er en svaghed at vise sin usikkerhed og sin utilfredshed med sin krop, så hun skaber en “bufferzone” imellem sine inderste tanker og den, hun kæmper for at være. Hun ville nemlig ønske at hun bare kunne være tilfreds med den krop hun nu engang har og leve sit liv ud fra det billede, men problemet er, at det ikke virker for hende.

Som du kan se, er det ikke en lige ud ad landevejen sag at føle sig for tyk, for grim, for lav, for høj, for hvad det nu er, for de ting disse kvinder kæmper med, er ikke alle fantasifostre og urimelige tanker. Det giver god mening gerne at ville være pæn, for det er alt andet lige lettere at møde mænd, hvis man er pæn. Det er også nemmere at købe tøj, hvis man har en nogenlunde gennemsnitlig krop. Det kan godt være at man kan lære at sy selv eller hvad der nu er af løsninger, men sagen er den, at vi er flokdyr, vi påvirkes af vores omgivelser og vi vil gerne være pæne på den måde, vi og vores omgivelser synes er pænt – det giver således ikke mening at lægge en tallerken i underlæben, hvis ikke det er et skønhedsideal for os!

Med andre ord så oplever vi alle subjektivt, at der kan være nogle fordele ved at være slank, pæn, have store/små bryster, være blond/brunette osv som man ikke skal undervurdere eller forsøge at underkende ved trøstende ord som “Det er det indre der tæller”, for hvis jeg for eksempel føler mig tyk og grim, kommer sådanne ord til at bekræfte at jeg må være meget grim, hvis andre kan sige sådan til mig.

Og det er nemlig her, det bliver svært, for der er en forskel på at have et sundt selvbillede, hvor man måske tager et kilo på over julen, som man hurtigt taber igen, når man er tilbage i sin hverdag, eller om man har brug for at reducere sine øvre øjenlåg, fordi de generer synet, eller om det er den indre kritiker, der overtager og fylder så meget i livet, at der ikke er plads til meget andet. I de tilfælde er løsningerne ikke lige til.

Fejlslagne Løsninger for Kvinder, der Hader deres Krop

Slankekuren: Hvis hun går på den ene kur efter den anden og får sine midlertidige opture over kilo-tab, som kommer på igen så snart kuren er overstået, får hun, ud over opturene, også nedturene, som er værre fordi de fodrer hendes indre kritiker, der står klar med det store arsenal af nedladenheder i form af “Du er fandme for klam, se lige den dellede mave”, “Se lige de der ben, dem kan du ikke tillade dig at vise for andre, for de er godt nok grimme” osv. i en utrættelig ring, der ikke helmer. Slankekurene bekræfter hende i to ting: 1: At der til at starte med ER noget galt med hendes krop og 2: at hun er en fiasko fordi hun ikke kan finde ud af at tabe sig “ordentligt”.

Gøre sig hård: Hvis hun har oplevet for mange nedture fra de fejlslagne kure af den ene eller anden art, kan hun gøre sig hård overfor sig selv og overfor omverdenen. Problemet med denne “løsning” er, at hun bekræfter sin ensomhed fordi hendes indre og ydre kritiske stemme bliver så overdøvende, at hendes kærlige, omsorgsfulde, glade side forsvinder og hun bliver to-dimensionel i sit udtryk, hvilket skubber andre væk fra hende.

Plastikkirurgi: Der er selvfølgelig nogle kvinder der sværger til plastikkirurgi, ligesom der også er kvinder, der sværger til de andre løsninger, men problemet er, at den indre kritik ikke forstummer af plastikkirurgi. Plastikkirurgiske indgreb forstærker tværtimod bufferzonen mellem kvindens virkelige jeg og det, hun viser udadtil og på den måde bliver hun endnu mere sårbar overfor at blive “afsløret.”

Hvad Virker?

Det tager lang tid at opbygge en solid indre kritiker. Derfor skal man også være forberedt på, at det tager tid at komme af med den igen. Ofte er det en stemme hun husker helt tilbage fra barndommen eller fra teenageårene, og den føles som så integreret en del af hende, at hun tager det som en livsbetingelse, at det er sådan hun er. Denne del af hende skal “aflæres”, og det er der forskellige måder til, men ingen af dem indeholder en skridt for skridt fremgangsmåde, og det kan være med til at få nogle kvinder til at opgive ævred. Det handler nemlig om at turde møde sig selv, sin kritiske stemme, sin hårdhed og sine “fejl og mangler” med omsorg og nænsomhed, akkurat som hvis hun skulle tale med et lille barn, der har fået blandet tingene sammen.

Og det er ikke nemt at tale til sig selv med nænsomhed. Især ikke hvis man er vant til at tale hårdt og nedladende til sig selv, men ikke desto mindre er det netop denne ubarmhjertige hårdhed, der er kimen til det negative selvbillede.

I praksis betyder det at man må acceptere at man har sine negative tanker, men at man også kan møde dem med omsorg – det kan for eksempel se nogenlunde sådan ud:

Negativ tanke: Jeg er for tyk til at min kæreste synes jeg er lækker. Han er garanteret ikke interesseret i mig mere

Omsorgsfuldhed: Jeg bliver usikker, fordi jeg tror på at min kæreste vil gå fra mig fordi jeg ser sådan ud. Det er meget ubehageligt at have det sådan.

Negativ tanke: Fuck, hvor er hun bare en kælling, hvorfor skal hun rende rundt og flirte på den måde?

Omsorgsfuldhed: Nu er jeg usikker igen og jeg begynder at gøre det, jeg plejer at gøre, nemlig at tænke dårlige tanker om andre. Det handler faktisk om at jeg er bange for at jeg bliver overset.

Jo oftere man kan møde sig selv på denne måde, desto mindre et fundament får den indre kritiker at stå på, fordi man istedet tager fat i det, der er relevant og ikke sine forsvarsmekanismer, som den indre kritiker i bund og grund er – og selvom det tager lang tid, så er det min erfaring at det giver meget mere i det lange løb end alle de løsninger, der bekræfter den indre kritiker.

…og afslutningsvis vil jeg lige sige at sætningen “Det er det indre, der tæller” pludselig føles virkelig dejlig og bekræftende, for hun mærker, at hun er et smukt menneske hele vejen igennem, fordi hun ikke tænker grimme og negative tanker om sig selv og andre mere….Og det må da siges at være noget af en velkommen forandring – synes du ikke?

 

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | 1 kommentar

Konflikter i Parforholdet

Udgivet den 9. januar 2013 af Christina Copty

Et af de indlæg, der er blevet læst flest gange, er indlægget om konflikter i parforholdet, og hvordan konflikter eskalerer og nedtrappes ud fra konflikttrappe modellen. Du får den nu gengivet her på den nye side:

Når vi taler om konflikter er der mange måder at gribe det an på – den gamle skole vil insistere på at konflikter er noget, der skal skaffes af vejen, og andre, at det er noget, der er “de andres” skyld. Jeg er af den holdning at konflikter er uundgåelige i livet og er et af de livsvilkår vi har, fordi vi lever i fællesskaber som individer. Det betyder at vi hver især vil havne i konflikter, enten i forholdet, på jobbet, med vennerne eller i familien: alle de steder, hvor vi omgåes andre mennesker, og når det nu er sådan, er det godt at vide, hvad det egentligt er vi går rundt og gør, når vi “konflikter”.

Som en del af jer ved, tilbyder jeg blandt andet parterapi til mennesker, der har det svært i deres forhold. Det kan enten være pga. utroskab, manglende overskud, følelsen af ikke længere at være vigtig osv. Der er ligeså mange nuancer på parforholdsproblemer, som der er parforhold. Men fælles for dem alle er, at de, uanset “symptomerne”, eller måden som problemet udtrykker sig, ofte bunder i en følelse af at være uelsket.

Når det sker, er der et væld af måder at gøre opmærksom på, at man ikke længere kan mærke den andens kærlighed  – nogle mennesker bliver jaloux, andre ondskabsfulde, nogle bliver indadvendte og flygter væk fra forholdet, andre gør som ingenting osv. men ingen af måderne er særlig hensigtsmæssige, for resultatet er ofte endnu mere afstand og endnu mindre nærvær.

Ugens indlæg handler derfor om, hvordan du kan få øje på, hvordan du selv gør i dit parforhold, så du forhåbentlig kan gøre noget andet næste gang du har en konflikt.

Relation og Sag

Allerførst et par ord om relation. Ofte er det sådan at vi opfører os forskelligt alt efter hvem vi er sammen med. Vi kan være mere eller mindre tolerante overfor “overtrædelser” alt efter hvem vi er sammen med: Hvis jeg laver aftensmad til min kæreste og han kommer senere hjem end vi har aftalt, kan jeg blive skuffet over at han ikke ringer og giver besked. Hvis det derimod er en veninde, der kommer senere end vi har aftalt og siger at hun lige blev forsinket, er jeg bare glad for at hun er nået frem. Det vil sige at den samme “overtrædelse” bliver vurderet forskelligt af mig alt efter hvem det er, og dermed, hvilken relation vi har.

De fleste af os har hørt grumme historier om nabokrige, der kan stå på i årevis og udvikle sig mere og mere ondskabsfuldt, men ofte er det sådan, at de to parter, når de ikke er involveret i deres krig, kan være både elskværdige, flinke og rare – også mod andre naboer.

Det betyder med andre ord, at vores relation spilder ind over sagen, og det er vigtigt at have det for øje, især når vi blander andre mennesker ind i vores konflikter for at få folk over på “vores” side; Og: at vi skal være opmærksomme på, at vi måske eskalerer en sag til at blive konfliktstof, fordi vi har en særlig relation til den anden.

Konflikttrappen

På blandt andet Center for Konfliktløsning bruger de konflikttrappen til at illustrere hvordan vi gør, når vi er i konflikt – og det skønne ved sådan en model er, at vi kan se vores egne måder at agere på sat lidt på spidsen, så det vi gør bliver mere tydeligt, og det der sker kan forandres.

Uoverensstemmelse – første trin

Uoverensstemmelsen er dér, hvor der er noget, der irriterer eller sårer dig. Det kan være at kæresten får smidt sit tøj rundt omkring i hjemmet, og ikke deltager i oprydningen. Det kan være du finder ud af, at din partner har sagt ja til at deltage i noget, som involverer én af hans ekskærester, som du ikke har meget tiltro til. Uoverensstemmelser er uundgåelige, det er måden du forholder dig til dem på, ikke.

Personificering – andet trin

På dette trin begynder vi at tillægge den anden grimme motiver, som ofte ikke har noget med den andens virkelige motiver at gøre. I de ovenstående to eksempler vil det udvikle sig sådan: “Du smider dine ting omkring dig, fordi du bare regner med at jeg rydder op efter dig“, eller “Hvorfor har du sagt ja til at lave noget sammen med hende, det må være fordi du stadig har følelser for hende“.

Fra dette trin begynder der at komme følelser på, og det er her, det eskalerer.

Problemet vokser – tredie trin

 Her begynder vi lynhurtigt at bruge personificeringen til at lade problemet vokse. Vi tager vores erfaringer fra forholdet og begynder at drage slutninger baseret på tidligere uoverensstemmelser. Det er på dette trin at ordene “altid” og “aldrig” begynder at klemme sig ind i argumentationen “Du smider altid dit tøj rundt omkring og regner altid med at jeg rydder op efter dig”, “Hvorfor skal du altid tilrettelægge dit liv efter hende, det er som om du bare aldrig bliver færdig med hende”. Den anden svarer med tilsvarende “Du behandler mig altid som et uansvarligt barn”, eller “Du bliver bare altid  jaloux når det handler om hende.” Altid og Aldrig er skeletternes udtryk, men det kan også bare være følelsen af, at du står i en situation med din partner, som I altid ender i.

Samtalen opgives – fjerde trin

Samtalen opgives – det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at I holder op med at tale, men at I ikke længere SAMtaler. Tonelejet hæves og du begynder at gentage dig selv. Du hører dig selv sige “Det var det jeg sagde lige før” og I kaster rundt med argumenterne og leder efter huller i den andens argumentation. Det bliver vigtigt hvem der sagde hvad først, så der kan tildeles skyld og ansvar til den ene og uskyldig reaktion hos den anden – Det er nok ikke svært at regne ud, hvordan vi selv synes den tildeling skal se ud! Det er et sted, hvor du mærker pulsen stige og irritationen vokse til vrede fordi du ikke føler dig forstået, men angrebet.

Fjendebilleder – femte trin

Herfra og videre opad trappen er vi mere ovre i relationen end den egentlige sag, fordi vi begynder at blande andre parter ind i sagen og er styret af et behov for at skabe alliancer, så vi ikke sidder med følelsen af at være forkert på den. Når vi søger alliancer, skaber vi fjendebilleder og vi fortæller andre om sagen men bruger ord som “Det er typisk hende at overreagere på den måde,” eller “Han bliver bare ved med at ville have hendes tilbedelse, det er så typisk.” Når vi blander andre ind i vores personlige parforholdsproblemer, bliver vi også ofte fangede af det vi har sagt til andre, og det bliver svært at gå tilbage og sige undskyld, eller tage imod en undskyldning, fordi vi nu har vidner på vores opfattelse og det er svært at tabe ansigt. I det sidste eksempel bliver der ekstra lag af svigt og krudt til fjendebilledet, hvis du finder ud af at han fortæller den der famøse eks, hvor vred han er på dig fordi han flytter sine intimgrænser og loyalitet væk fra jer (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab)

Åben Fjendtlighed – sjette trin

Når vi når til den åbne fjendtlighed, søger vi at skade hinanden. Vi er ude i de tydelige krænkelser og smider røret på, eller går midt i skænderiet. Vi har ingen respekt for den anden, men er mere og mere optagede af vores egne følelser. Vi kan ikke være på dette trin særlig længe fordi det belaster vores system utrolig meget. Rent fysiologisk oversvømmes vi af stresshormoner og adrenalin – noget der er alt andet end sundt for vores velbefindende. Så vi rykker hurtigt videre fordi vi ikke kan have den spænding i kroppen…

Polarisering – syvende trin

…og går fra hinanden. Det er på dette trin at vi går i hver sin grøft, og kræver fysisk og følelsesmæssig adskillelse. Det er selvfølgelig ikke altid at vi bliver skilt, men det kan være en måde at stoppe konflikten på. Hvis du er i den slags forhold jeg beskrev i Parforholdet, der sad fast i evig turbulens, kender du givetvis til at gå ud af forholdet for at stoppe en uhensigtsmæssig og eskaleret konflikt, og når du er der, hvor du går ud af forholdet i vrede og afmagt, er det ofte fordi du ikke ved, hvad du ellers skal gøre.

For andre betyder det, at skilsmissen er den eneste udvej.

Jeg håber, at du kan bruge denne viden om konflikttrappen til at blive mere opmærksom på, hvad der sker når du er i konflikt. Personligt har det været en vigtig viden for mig, fordi jeg har været i et forhold, hvor min kæreste ikke holdt sig tilbage for at fortælle mig, at han synes jeg var galt afmarcheret og meget unormal i min måde at gå til konflikter på, og at han blev så frustreret at han blev nødt til at gå (og fik luftet sine frustrationer overfor eks’en!). At se konflikttrappen og få sat ord på den, betød at jeg fik ro på den del af min historie, fordi jeg indså at jeg ikke var unormal og så odiøs som hans version af mig lød på, og at han deltog ligeså meget i at optrappe konflikten imellem os med det, han sagde og gjorde overfor mig, som jeg gjorde – det var rart ikke at skulle tage det hele på mig. Den lettelse der kom med min forståelse, håber jeg du også får glæde af.

Udgivet i Parforhold | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Konflikter i Parforholdet

“Det ka da osse bare være ligemeget, så!”

Udgivet den 9. januar 2013 af Christina Copty

Bruger du den selv, eller kender du nogen, der bruger den? Så er du i nærkontakt med fornærmethed, og hvis der er noget, der med sikkerhed kan få selv de mest hårdhændede til at mærke en indre reaktion, så er det mødet med den fornærmede.

Når vi står ansigt til ansigt med fornærmetheden, mærker vi enten dyb irritation, stor skam eller en følelse af vi burde have handlet anderledes – altså en følelse af at have gjort eller sagt noget forkert. Men hvis vi finder ud af hvad fornærmetheden egentlig dækker over, kan det være vi kan frigøre os fra de følelsesmæssige reaktioner, der næsten med sikkerhed er ubehagelige i enten den ene eller den anden retning, og istedet forholde os til vedkommende på en måde, der gør at den, der har spillet det fornærmede kort ud bliver nødt til at trække det tilbage og melde sig klart på banen med sine behov og forventninger.

Hvordan ser “fornærmet” ud?

Oftest falder tanken på kvinder, når man tænker “fornærmet,” men mænd er lige så gode til det, selv om de oftest ikke vil indrømme at det er det, de er. Mænd har tendens til at affeje det med en fornuftsforklaring, som for eksempel:

Kvinden er taget i byen med nogle veninder, og hendes mobil er løbet tør for strøm. Hun kommer sent hjem og manden sidder i sengen og kigger på hende imens hun tager tøjet af

“Det er godt nok sent, du kommer hjem, hva?”

“Ja, jeg havde det simpelthen så hyggeligt med tøserne”

“Hm. Og du kunne ikke tage din telefon?”

De fleste læsere vil allerede, når de læser den ovenstående lille bid, kunne fornemme den stramme tone fra ham, der allerede er anklagende og spydig, selvom han til enhver tid kan spole tilbage og gengive ordret hvad han sagde, og få det til at lyde som om han blot konstaterede at hun kom sent hjem og at hun ikke tog sin telefon – hvilket hun jo ikke kan argumentere imod. Men trykket og det indskudte “hva´” og det korte “hm” fortæller en anden historie på trods af at ordene i sig selv ser ganske tilforladelige og fornuftige ud. Budskabet med tonen er klar: Hun bør have dårlig samvittighed, fordi han ikke har kunne komme i kontakt med hende, og det er han fornærmet over.

Et andet eksempel er den klassiske med kvinden, der suger luften ind og siger “Det kan også bare være ligemeget så!” hvis hendes mand har glemt deres bryllupsdag – ordene siger en ting, men understrømmen siger at det er alt andet end ligemeget, og den her forglemmelse fra hans side, skal han ikke forvente bare slipper ubemærket hen.

Men…

Hvad bruger man egentlig fornærmetheden til?

Fornærmethed har nogle praktiske, omend oftest skjulte, formål:

  • Man tager offerrollen, så det er de andre, der er dumme, dårlige, sårende, egoistiske osv.
  • Paradoksalt betyder offerrollen også at man får magt over det menneske, der er den dumme, dårlige, sårende, egoistiske, fordi det er “synd” for offeret og det er den andens job at være ydmyg og gøre det godt igen.
  • Man fralægger sig ansvaret for sine behov og forventer at andre skal “aflæse” hvilke behov man nu vil have opfyldt – akkurat som da man var barn og Mor skulle kende forskel på sultegråd og skift-min-ble-gråd.
  • Man kan manipulere sine omgivelser til at tage ekstra hensyn til sig.

Nu lyder det næsten som om det er utrolig odiøst og i hvert fald ikke noget man selv praktiserer, men sandheden er, at langt de fleste af os har følt os fornærmede i en eller anden grad, når vi har oplevelsen af, at andre ikke har tænkt på os i visse sammenhænge, og det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at det er ganske almindeligt at bruge den fornærmede tone, men endnu vigtigere er det, at vi ved, hvad det dækker over, for så ville vi måske ikke behøve gøre det så ofte, når nu vi ved, at andre mennesker enten bliver ufatteligt irriterede over at blive manipuleret med, eller føler sig skyldige i et eller andet, som de, hvis vi havde været tydelige og sagt vores behov højt, ikke havde behøvet få det dårligt over.

Den fornærmede tone bringer ihvertfald sjældent den gode stemning ind i en relation – og det i sig selv er måske nok til lige at tænke sig om en ekstra gang, før man giver den gas som Kongen af Hrmpf.

 (Dette blogindlæg er tidligere udgivet på min gamle blog Coptys Blog)
Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , | Kommentarer lukket til “Det ka da osse bare være ligemeget, så!”

Jul, Druk og Sex

Udgivet den 16. december 2012 af Christina Copty

Julefrokosterne vælter ned over os i en lind strøm, og med dem, en syndflod af alkohol og lemfældig omgang med hinanden. Det er en tid, hvor nogle mennesker mener at de har frikort til at opføre sig på måder, som de ellers ikke ville gøre resten af året, fordi “julefrokost” bliver synonymt med druk og sex. I hvert fald som undskyldning når de dagen derpå sidder med tømmermænd og ser brødebetynget ind i deres partners forgrædte øjne.

Men – lad os prøve at gøre noget andet i år: Lad os prøve, bare for eksperimentets skyld, at forestille os, at vi omdanner julen til en familie-tid, en tosomheds-tid, en kærlighedstid, hvor vi passer på hinanden og nærer de relationer, som vi ikke har så meget tid til resten af året. Lad os for sjov skyld forestille os, at vi her har en enestående mulighed for at gå ind i hjerternes fest med vores hjerter åbne for dem, vi elsker. Lad os, igen bare for skæg, forestille os, at vi lægger os nøgne ind i sengen til vores kærester og nyder følelsen af hinandens varme kroppe imens vi hvisker søde ord til hinanden. Lad os også favne hinanden og huske på, hvad det er, vi værdsætter i vores samliv og vores hverdag. Lad os drikke os fulde i champagne sammen med vores familie og venner, og huske, hvor dejligt det er at le sammen. Lad den romantiske, nostalgiske stemning sprede sig i jeres hjem og nyd duften af kanel, appelsin, nelliker, æbleskiver og glögg. Nyd at få muligheden for at opleve julens spænding igennem dine børns øjne, og husk at ære og værdsætte det, du har, for så appellerer den meningsløse julefrokostflirt lige pludselig ikke så meget i sammenligning. Bare prøv. Som et eksperiment.

Kærlig julehilsen,

Christina Copty

Udgivet i Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Jul, Druk og Sex

Er du bange for kærligheden?

Udgivet den 9. december 2012 af Christina Copty

Jeg møder nogle gange mennesker, der er blevet så godt og grundigt brændt af kærligheden, at de ikke tør åbne deres hjerter igen. De går omkring med en indre følelse af magtesløshed og opgivenhed, fordi de har mistet troen på, at det kan lade sig gøre for dem at blive elsket helt “rigtigt”.

Og nogle af disse mennesker er ikke alene, men lever i parforhold.

Et af de mennesker, Lise, mødte jeg for et par dage siden og hun fortalte mig hvordan det er for hende (jeg har fået lov til at gengive hendes historie under andre navne):

Da jeg mødte Lars havde jeg været single i et par år. Jeg havde haft nogle små eventyr her og der, men som regel kun den slags, der gav lidt sex og lidt opmærksomhed. Jeg havde været i et fast forhold med en jeg elskede vanvittig højt da jeg læste, og jeg troede at vi skulle giftes og stifte familie en dag, men jeg fandt ud af, at han havde været mig utro med en af vores fælles studiekammerater igennem et halvt år, og så gjorde jeg det forbi. Jeg var ked af det i lang tid, især fordi det ikke bare sluttede fordi vi ikke kunne enes, men fordi jeg pludselig sad med følelsen af, at det fundament vi havde, var en løgn og at den kærlighed jeg havde følt var naiv og dum. Jeg begyndte at blive usikker på mig selv og på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at skelne hvad der var kærlighed og hvad der bare var mig, der var blind, og så isolerede jeg mig mere og mere, i hvert fald i forhold til kærligheden.

Så gik der som sagt nogle år og så mødte jeg Lars. Vi arbejdede sammen og han var virkelig flink. Han sagde nogle søde ting til mig og virkede til at være en rar og god mand, og engang, efter vi havde været til en firmafest, fulgtes vi hjem og det var rart at tale med ham og vi endte hjemme hos ham. Jeg blev glad for ham og han virkede også glad for mig, så vi giftede os for otte år siden, og har egentlig haft det okay siden. Men det er som om der er noget, der mangler. Vi er meget forskellige på mange områder, men det er ikke kun det overfladiske. Det er også som om en del af mig ikke rigtigt er tilstede. Jeg kan godt finde på at dagdrømme om romantisk kærlighed og hige efter det, men jeg tør alligevel ikke tage springet, eller sige noget til Lars om det, fordi vores forhold er rart og trygt, og måske er det sådan man får et ægteskab til at fungere. Jeg har jo set venner, der er lidenskabelige med deres kærester og så går det hele op i flammer, fordi der er for meget lidenskab, og så sidder de tilbage lige så sønderknuste som jeg var dengang for snart mange år siden, og dér vil jeg ikke ende igen. Så på en måde kan man sige, at jeg har byttet kærligheden ud for tryghed og stabilitet, men det føles også som om den del jeg kendte dengang med min første kæreste ligger indeni et sted og gør ondt.

Når vi forpupper vores kærlighed fordi vi ikke tror på, at vi kan få den besvaret, ender vi ofte med en følelse af, at der er noget i os, der aldrig kan blive rigtig glad, fordi vi lader os nøjes med noget, der ikke lever op til de drømme og fantasier vi har om kærligheden, og det kommer oftest som følge af at vi er blevet dybt sårede, enten i et tidligere parforhold eller i vores barndomshjem. Alle mennesker, fra vi er børn til vi dør, længes dybt i vores hjerter efter at blive elsket, og når vi så går på kompromis med kærligheden i os selv, skaber vi en indre sorg, som vi ikke kan løbe fra, ligemeget hvor mange overspringshandlinger og erstatninger vi kan finde på igennem livet.

For Lise har det betydet, at hun, efter sin bristede kærlighed i ungdommen, nøjedes med seksuelle erobringer og senere Lars, der ser ud til at være en god mand, men ikke er en mand, der kan møde hendes behov for kærlighed, og hun lider et afsavn i sin dagligdag, fordi hun lever med frygten for, at hun ikke kan finde ud af kærligheden, og derfor gør bedst i at blive hvor hun er.

Har du også gamle sår der står i vejen for din tro på at du kan finde den ægte vare, så kan det være en god idé at få kigget på, hvad den frygt handler om og få den bearbejdet, så du kan skabe det liv, du gerne vil have. Og i stedet for at vente til imorgen, kan du ligeså starte nu, for du bliver ikke yngre end du er lige nu.

Med kærlighed,

Christina

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | 17 kommentarer