Adoptionens Pris

Udgivet den 2. december 2012 af Christina Copty

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke er interesseret i at kommentere på DanAdopts håndtering af adoptionen, der allerede er kommet under heftig og berettiget kritik.

Det, jeg vil fokusere på, er min vurdering og oplevelse af den barndom Masho træder sine barneben i, samt adoptivforældrenes vej til at spille fallit for åben skærm som kærlige adoptivforældre.

Adoptivforældrene

Gert og Henriette, parret, der adopterer Masho og hendes lillebror, er ikke nok forberedte på, eller klar til at tage ansvar for to børn, der reagerer vidt forskelligt på det kolossale tab og de påtvungne nye livsomstændigheder, de pludselig er i. Ikke engang deres hjem er forberedt på en tre-årigs pilfingre og parret har åbenbart ikke fået hjælp, hverken før eller under forløbet, til at bearbejde deres egne svære følelser i det, og det kommer desværre til udtryk i form af et gevaldigt omsorgssvigt for åben skærm, som de færreste af os har været i stand til at se på uden at have en stærk reaktion på det.

For mig var noget af sværeste at se, hvordan adoptivmoderen reagerede fra første færd, da det gik op for hende, allerede på hotellet i Etiopien, at hun ikke fik to medgørlige børn med hjem, men to børn, der havde lidt det største og sværeste tab af alle: at blive forladt af begge deres forældre. Jeg tænkte mange gange i løbet af udsendelsen på, hvordan det kunne lade sig gøre, at ingen opdagede, at denne kvinde har brug for psykologisk hjælp og støtte til at udvikle basale moderegenskaber og empati, og at de begge, som forældre, havde brug for hjælp til at finde ud af, hvordan de skulle gå fra at være barnløst par til familie på fire med et knips.

Mashos Reaktion

Der er efterhånden en del, der har kommenteret på Mashos reaktion, og det, som jeg lægger mærke til, er at hun reagerer og agerer på den mest naturlige og sunde måde i et miljø hun ikke trives i. Hun er ikke glad, og hun viser at hun ikke er glad. Hun er bange, så hun viser at hun er bange. Hun bliver rasende, og hun viser hun er rasende. Hun savner sin mor, og hun viser at hun savner sin mor. Det kan vist ikke blive mere tydeligt, at der er en lille pige, der reagerer fuldstændigt i overensstemmelse med, hvordan hun har det, og det giver mig et håb om, at hun har formået at bevare sig selv, selv overfor det pres hun har været udsat for, hvor det udtalte ønske var at “hun for helvede bare skal kapitulere.”

Hjælp til Adoptivforældrene

Og jeg kan undre mig igen og igen over at ingen virkelig ser denne her adoptiv mor og giver hende noget hjælp i stedet for at være bange for hende, som manden virker til at være. Det er som om folk omkring hende ikke tør fortælle, hvad de ser og synes, men i stedet stryger hende med hårene, og det er da også tydeligt at hun har et tikkende raseri i sig og et temperament, der sikkert kan stige ret hurtigt, hvis man giver hende modstand, men ikke desto mindre synes jeg, det er synd for hende, og for børnene, at hun ikke bliver mødt med den hjælp, hun så tydeligt har brug for og nærmest skriger efter i sine grimme ytringer som “Hun skal simpelthen bare holde op med det pis der” og “Det er ikke sjovt at få en, lad os være ærlige, en nitte” osv. i den dur, der viser at hun ikke selv har det godt – et menneske der hviler i sig selv og har det godt i livet, udtrykker sig sjældent så krænkende.

Desværre bliver de mødt af både en psykolog og en praktiserende læge, der begge har deres fordomme om nærhed og svigt fra børnehjemmene i østeuropa, hvilket får dem til at gå udenom det virkelige problem, og være med til at gøre barnet til problemet i stedet for at se barnet som symptom på, at noget er galt omkring barnet. Psykologen går med på præmissen om, at aflastningsfamilien, som adoptivforældrene ønsker, skal være en form for straf, sådan at Masho kommer hjem og er taknemlig for det hun har dér.  Det bliver ikke sagt så grelt, men psykologen siger ordret: “Hvis hun tror hun kan smutte udenom, skal hun have mere læring“, og “Der skal noget aflastning til, så I kan gennemføre det her maratonløb” samt “Det skal ikke være en slaraffenlandsfamilie, så hun ikke tænker “øv, jeg skal hjem til dem igen“, og til sidst siger han at hvis ikke det hjælper, så kan der være tale om en tilknytningsforstyrrelse, der skal udredes. Altså på intet tidspunkt italesætter han problemets kerne, men går med på at pege på Masho som problemet, der skal rettes ind, og som til sidst sendes væk, fordi adoptiv forældrene giver op.

Det ender som en sørgelig situation for alle involverede parter, men mest for børnene, der først bliver skilt fra forældrene og derefter bliver skilt fra hinanden. Det er nogle store og svære tab og traumer, og mit håb er, at udsendelsen har vakt så meget røre, at der ikke kun bliver debat ud af det, men at der bliver gjort noget konkret for at hjælpe disse børn, der kommer i klemme i familier, der ikke har den nødvendige ballast, empati, kærlighed og rummelighed til at byde børn velkomne, der har nogle traumer med sig i baggagen, og som oplever selve adoptionsforløbet som et traume.

Og så kan jeg ønske mig, at adoptivforældre vil søge professionel hjælp, hvis de, som det også kan ske for biologiske forældre, står i l… til halsen og ikke kan finde andet end irritation, afmagt og foragt frem overfor deres børn, både for børnenes skyld, men i virkeligheden også for deres egen, for irritation, afmagt og foragt æder glæden ved forældreskabet op indefra.

(Og hvis kommunen ikke hjælper med det samme, så mener jeg at vi har et ansvar overfor vores børn til at søge den hjælp vi har brug for i privat regi, hvis vi har mulighed for det).

Så du udsendelsen? Hvad tænker du om hele denne problematik? Læg gerne en kommentar herunder. 

 

 

Udgivet i Forældre og Børn, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Adoptionens Pris

Så du også sidste afsnit af Forbrydelsen III?

Udgivet den 25. november 2012 af Christina Copty

Så er du vist ikke alene. Facebook gik i stå i en times tid og det lød som om trafikken også stilnede af imellem otte og ni her til aften. Og hvorfor? For at finde ud af, hvem morderen var i Danmarks måske største Who-Dunnit krimi-serie til dato.

Hvad er det så ved denne afsløring, der er så spændende? Hvorfor synes vi det giver et kick at følge Sarah Lunds jagt på en fiktive morder i en fiktiv serie? Og hvorfor mærker vi en lille lettelse eller udbryder et “aj, mand” når det er overstået?

Det skyldes at vi har evnen til at leve os ind i det, vi ser, og for en stund glemmer vi alt om vores egen verden. Vi kan fordybe os i krimiserier, i aktionheltenes voldsomme kamp sekunder fra døden og i kærlighedshistoriens dramatiske følelser.

Det er en fantastisk evne vi har, for det betyder også, at vi kan leve os ind i hinandens verdener og faktisk støtte og være der for hinanden når det brænder på, men det er ikke altid, det falder os naturligt, når det drejer sig om venner eller partnere, for der kan komme grus i maskineriet, så vi ikke kan leve os ind i hinandens verden, og konsekvensen kan være, at vi ikke rigtigt føler at vi har en ægte forbindelse til hinanden mere.

Du behøver dog ikke fortvivle hvis du er en af dem, der synes det er svært at forstå din ven(inde), for det handler nogle gange om at få “pudset linsen” og huske på disse 3 ting næste gang du får muligheden for en dybere snak:

1: Du har et Filter. Du er den, du er i dag, fordi du har den baggrund du har – og du er den eneste på denne jord der nogensinde, og jeg mener nogensinde, vil tænke, se, høre, forstå og være lige præcis som dig – og det samme gælder alle andre mennesker du nogensinde har mødt og nogensinde kommer til at møde. Når du ved, at din måde at se og forstå på, bare er en blandt milliarder, bliver det nemmere at sætte dig selv og dine (for)domme og vurderinger på lavt blus og bare lytte til den, du taler med.

2: Alle begår fejl. Ofte er det svært for folk at høre en ven fortælle en historie, hvor han har begået en fejl, der i dine øjne skriger til himlen uden at have lyst til at irettesætte eller på anden måde komme med kommentarer, der på den ene eller den anden måde sætter en slags vurdering på handlingen. Det er en hundrede procent sikker metode til to ting: enten at få den anden til at tie stille og ikke åbne sig for dig, eller få vedkommende til at blive enormt såret eller vred på dig. Husk derfor på, at du også har begået nogle fejl, som du ikke er stolt af, men du kom igennem det. Det gør din ven også, især med forståelse og rummelighed fra en god ven, der kan finde ud af at sige “Pyt, vi begår alle fejl.”

3: Tale er Sølv, Tavshed er Guld. Ofte er dialoger i virkeligheden to menneskers monologer forklædt som dialog. De hører ikke hinanden og gør sig ikke umage for at forstå og dobbelttjekke om de har forstået budskabet rigtigt, fordi de har for travlt med at “monologisere” som Farmor Helena siger i “Fanny og Alexander”. De har et arsenal af argumenter, modargumenter og holdninger, som de åbenbart synes er så vigtige at de skal afleveres for enhver pris. Og der er en pris, nemlig kontakten og omsorgen og det dybere venskab. Derfor, husk at hold pause når du har talt, og lyt til hvad din samtalepartner har at sige. Prøv at stille nysgerrige og interesserede spørgsmål og se, hvad der så sker.

Jeg ønsker dig en skøn uge med masser af indlevelse og gode stunder,

Kærlig hilsen

Christina Copty

 

 

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Så du også sidste afsnit af Forbrydelsen III?

Kæmper Du Mod Virkeligheden?

Udgivet den 17. november 2012 af Christina Copty

Oplevelsen af at sidde fast i en uløselig situation er velkendt for mange af os. Det er en følelse af, at tingene ikke forandrer sig selvom vi bliver ved med at kæmpe for at få noget andet. I stedet bliver vi ulykkelige, frustrerede og rasende men kommer ingen vegne.

Det kan være, at du har et anstrengt forhold til din far, som har drukket sig igennem hele din barndom og som ikke har vist interesse for dig og dit liv.

Det kan være din kæreste, der bliver ved med at tale nedsættende til dig, og som ikke forandrer sig ligegyldigt hvor meget du tigger og beder om det.

Det kan også være at du er blevet så opgivende fordi du synes, der aldrig sker noget godt i dit liv og du bliver ved med at føle dig ensom og alene.

Det er alle eksempler på at sidde fast, og det er naturligvis alt andet end rart, faktisk tværtimod, for det kan være det eneste i dit liv, der bringer smerte, men også det eneste du fokuserer på, fordi det føles så uløseligt.

Og det er det også, ihvert fald hvis man ser det på den måde.

Jeg kender godt til den følelse selv. Jeg brugte mange år, og henfalder stadig nogle gange til ønsket om at livet ville være bedre/nemmere/mere kærlighedsfyldt og at andre ville begynde at se mig på en anden måde, ville elske mig, ville forstå mig og ville være der for mig, når det var rigtig svært. Men sådan var det ikke. Jeg var for størstedelen alene, ensom, trist, vred, frustreret og håbløs i forhold til at det nogensinde ville forandre sig, og alligevel blev jeg ved med at veksle mellem opgivenhed (og sorte tanker om ikke at ville være her) og kamp for at få noget andet.

Problemet var bare, at mit udgangspunkt var baseret på at jeg ikke ville være i min verden. Jeg ville gerne forandre den med et knips og vågne op til et nyt og bedre liv. Jeg ville gerne have at andre omkring mig skulle se mig og elske mig og ville mig, men jeg blev ved med at være vred, frustreret og i kamp for at forandre min verden, fordi jeg bare ikke kunne acceptere at det var sådan her den så ud. Det var ganske enkelt for smertefuldt.

Jeg fandt efterhånden ud af, at jeg måtte holde op med at kæmpe, for jeg sled mig selv op og jeg fik ikke noget nyt ud af det. Jeg kunne allerhøjst opleve et par dages optur fordi jeg havde fået et skud energi igen, men så snart energien var væk, røg jeg tilbage til opgivenheden, vreden og frustrationen. Jeg sad fast i en vekselvirkning af håb/kamp – håbløshed/kamp. Men hvad var alternativet? At opgive kampen virkede dødsensfarligt, for så ville jeg vel blive opslugt af håbløsheden og hvad ville der så ske? Jeg havde svært ved at forstå dem, der sagde, at jeg skulle acceptere mit liv som det var, for først dér ville der ske en forandring, for det lød mærkeligt og selvmodsigende, men jeg havde ikke mere kampgejst tilbage og jeg var træt og fortvivlet, og jeg vidste at jeg ikke kunne gå tilbage til kampen, for jeg blev mere og mere sortseende og opgivende af det.

Og så begyndte der at ske noget. Det var ikke pænt og ordentligt og liniært. Nej, det var ligeså svært at holde op med at kæmpe som det var at kæmpe, men der skete noget. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men selvom jeg græd og var ulykkelig og ind imellem syntes mit liv var alt andet end fedt, så kunne jeg mærke at der skete noget indeni, som satte sine spor udenpå, for jeg begyndte at forholde mig nuanceret til min verden og se, at der trods alt var gode oplevelser, at der også var venner i mit liv, at jeg godt kunne regne med at få (intentionen om) hjælp, hvis jeg bad om det og at der var nogen, der holdt af mig.

Det vigtige jeg lærte var, at når jeg accepterer at jeg er, hvor jeg er, er det ikke ensbetydende med at jeg så bare skal lade stå til og stå i l… til halsen. tværtimod:

Når vi erkender at vi er i en situation, der ikke er god for os, kan vi skabe en forandring fra et andet sted indeni, der ikke har at gøre med kamp, men som i stedet har at gøre med en vågen erkendelse af situationen og derfra en vågen og bevidst handlingsplan, og det betyder også at vi forholder os til én ting ad gangen: Hvis du står i kviksand til livet og har problemer med din mor og din kæreste er gået fra dig, ved du godt hvad du skal prioritere lige nu, nemlig at finde en vej til at komme ud af kviksandet på. Men for mange mennesker, bliver den ene ting der er svært i livet til en knap, der tænder for alle de andre aspekter, der ikke fungerer, og så drukner man i håbløshed og ukonstruktiv kamp med flagrende halvhjertede redningsplaner i øst og vest. Hvis du istedet forholder dig til dit nu lige nu og ikke hvad der skete i morges eller for tre dage siden eller hvad der skal ske imorgen, men bare lægger mærke til hvor du er lige nu, så kan du træffe et velkvalificeret valg i forhold til hvad du har brug for lige nu, lige her, lige præcis i denne situation, og når du tager en ting ad gangen, ser du både nuancerne og kampen mod din virkelighed ophører.

Med ønsket om en smuk uge,

Christina

 

Udgivet i Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Pay it Forward – og en gave fra dig til din ven

Udgivet den 6. november 2012 af Christina Copty

Bliver du også ind imellem grebet af en irriterende sortsyn, der ikke gør dig noget som helst godt? Hvor verden virker som om den er i mod dig og alt hvad du gør, hvor ligegyldigt hvor du ser hen, er det bare sure fjæs og modgang, der møder dig?

Så er du nok meget normal.

De fleste af os kender til de dage, hvor det bare er r.. og nøgler, og det er måske til at holde ud, når man ved, at det bare lige er i dag, man bliver ved med at slå sin tå mod sofabordsbenet. Mindre udholdeligt er det, hvis det er en tendens, eller grundtone i livet.

Sådan var det for mig i mange år inden jeg fandt ud af, at jeg ikke var offer for verden og at verden ikke var ude på at få mig ned med nakken. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det ikke handlede om at den havde set sig ond på mig, men det føltes bare som om alt jeg rørte ved ikke rigtigt lykkedes, og vi taler ikke om skrøbelige korthuse, men om ægteskab, flytninger, andre parforhold og relationer, mål, drømme og forventninger som ikke endte dér, hvor jeg gerne ville have dem til at ende. I stedet endte de fleste i det førnævnte r.. og nøgler.

Jeg skal ikke sige mig fri for at det stadig er sådan ind imellem, men jeg har fået øje på noget, som faktisk gør en forskel: Min egen indstilling til det, der sker for mig. Det skal dog ikke forstås på den måde, at jeg tror på, at vi tiltrækker alt det, der sker for os, for den tankegang har jeg svært ved at forene med børn, der bliver misbrugt eller dyr og mennesker, der bliver slået ihjel. Men jeg tror på, at jeg med min indstilling kan fokusere på forskellige ting, der sker i mit liv.

Jeg har et lille, meget sigende eksempel fra i sommer, hvor jeg var på hotel i Jeriko. Jeg var i et træls humør, halvgnaven og slet ikke i humør til at ligge ved en pool i halvtreds graders varme, men var alligevel taget med for at glæde mit barn og min mor. Der var en anden stor-familie forsamling ved poolen, der bare fyldte på den der “arrgh, flyt jer nu bare lige lidt, så der er plads til andre end jer” måde, i hvert fald for mig lige i den situation. Jeg fik set mig sur på den her meget irriterende familie, der gik omkring og var højlydte og plaskende og hensynsløse, og selvfølgelig endte jeg i elevatoren med nogle af dem, da jeg skulle op og skifte tøj senere på dagen. En af de her (møgirriterende) mennesker, var en lille dreng på 6-7 år, som havde en bold med, som han åbenbart mente han havde ret til at kaste rundt i den elevator, så jeg fik den i hovedet to gange. Hans to ældre søskende grinte bare højt og uforskammet. Jeg havde lyst til at skrige dem ud af elevatoren og fik sagt noget med, at det kunne være, de skulle finde sig en legeplads til den uregerlige unge. Næste dag havde den kommentar så spredt sig til resten af deres familie, som nu virkeligt gav den gas på alle mulige provokorende og anstødelige måder: Vi blev nu plasket bevidst til, også mit barn og min mor, de kom med sårende kommentarer om mig, hver gang jeg gik forbi (som i “se lige hende der, hun er da bare for klam” osv.) så vi var helt nede i de værste lag af menneskers behandling af andre, og som om det ikke var nok: da jeg skulle ud af poolen, fik jeg placeret hånden forkert, så jeg slog en flig af en knogle indeni min hånd. Til sidst havde jeg bare fået nok, og eftersom det ikke hjalp at tale med deres forældre (som også selv opførte sig som om hotellet var deres), besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville være der og forpeste resten af min og min families dag.

Det er vel bedst at flytte sig fra slagene, når de bliver ved med at komme.

Det var en virkelig ubehagelig oplevelse fra nogle meget ubehøvlede mennesker, men jeg måtte også indse, at min egen indstilling havde været ubehøvlet og dårlig, da jeg kommenterede på drengens opførsel i elevatoren og jeg dermed pådrog mig deres negative fokus. Jeg kunne have påtalt hans opførsel på en bedre og mere konstruktiv måde, men her var jeg, med mit dårlige humør og de passede perfekt ind i det, og derfor bekræftede de egentlig bare, at det var en dårlig idé at tage på hotel lige den dag.

Det er ikke altid til at styre, hvordan vi har det. For nogle af os er hormonerne ansvarlige for en stor del af vores humør og kan dermed komme til at tegne billedet for os, men hvis vi ved, at det hænger sådan sammen, kan vi mindske det ved at fokusere på noget andet end det, der bekræfter vores forudanelse. Det kan vi blandt andet gøre ved at fokusere på at finde mindst fem ting, der i løbet af dagen giver en snert af glæde: at se solen efter en regnvejrsdag, at se en farve, du godt kan lide, at ringe til en ven, der gør dig glad eller spise en appelsin, der dufter perfekt. Når vi starter dagen med ønsket om at fokusere på det, der gør os glade, selvom vi vågner i et rædsomt humør efter en nat fyldt med drømme om ham, vi savner, eller mareridt om flyet, der styrtede, så ser vi noget andet end det, der bekræfter det dårlige humør, og det i sig selv kan lette humøret og i visse tilfælde helt vende det.

God dag til dig,

Christina Copty

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , | Kommentarer lukket til Pay it Forward – og en gave fra dig til din ven

“Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ser min eks med en anden?”

Udgivet den 28. oktober 2012 af Christina Copty

Det er et spørgsmål jeg ind imellem bliver stillet, når mine klienter er i deres sorgproces og har svært ved at overskue lige netop det scenarie, især hvis de ikke selv har mødt en anden, eller hvis deres eks ikke har de store kvaler med at finde en ny ret hurtigt (hvis ikke de allerede har haft en anden klar i kulisserne i løbet af jeres forhold – mere om det lidt længere nede), for det er svært at se sin eks med en ny, hvis man har haft dybe og kærlige følelser for ham/hende, og nu ser et andet menneske blive modtager af den kærlighed man kender så godt, og måske går rundt og savner.

Hvad skal jeg gøre?

Det er naturligt at føle jalousi og sorg over at se din eks med en ny, og det er okay, så længe det ikke oversvømmer dig. Det er vigtigt at huske på at såfremt din eks har opført sig anstændigt og ikke er gået direkte fra et forhold til et andet, så har det nye forhold din eks er i, ikke noget med dig at gøre. Også selvom det føles sådan, også selvom du kan slå dig selv oveni hovedet over, at du burde/skulle/kunne have gjort noget anderledes. Faktum er, at vi ikke kan styre andre menneskers (kærligheds)liv, om vi er i et parforhold eller ej, men vi kan forholde os til vores egne følelser og flytte vores fokus over på vores eget liv og dyrke de sider, der bringer os glæde og heling, så vi også en dag åbner vores hjerter for kærligheden igen.

Men der er selvfølgelig nogle situationer, der er sværere end andre, og det er, hvis din eks’es nye partner har været inde i billedet inden I gjorde det forbi: enten som elsker(inde), eller som fortrolig “ven”, som din eks har brugt som en skulder at græde ud ved. Eller hvis din eks har været så hurtigt ude med snøren, at du føler det som om du ingen betydning havde overhovedet og var udskiftelig, især hvis du selv sidder med en dyb sorg og har svært ved at komme videre. I disse situationer er det naturligt at føle vrede, for du har god grund til at være vred. Det er naturligt at føle dig forrådt, for du er blevet forrådt. Det er naturligt at du bliver ked af det, for du har god grund til at blive ked af det. Men hold fast i dig selv og bearbejd dine følelser et andet sted i stedet for at lave en scene eller skabe en konflikt, for det vil du fortryde i fremtiden. Og husk på, at en eks, der har så nemt ved at komme videre, eller som allerede har linet en anden op i stedet for at gå igennem sin sorgproces i virkeligheden ikke er god nok til dig alligevel.

Ligegyldigt hvad, er det ikke rart at se sin eks med sin nye kæreste første gang det sker, og det kan vække en masse gamle følelser i forbindelse med bruddet, men heldigvis er det kun første gang én gang. Næste gang er ikke så slem. Tredje gang ikke så slem som anden gang og så videre. Og hvis du kan holde fokus på dit eget liv og holder øjnene åbne for dem, der krydser din vej, kan det jo være, at det er din eks, der får sig et chok, når han/hun ser DIG med en anden…

God søndag.

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , | 11 kommentarer

Må terapeuter have sex med deres klienter?

Udgivet den 25. oktober 2012 af Christina Copty

“Seksuel omgang mellem psykoterapeut og klient må ikke forekomme.”

“gælder også i et terapeutisk lærer/elev forhold”

Psykoterapeut foreningens etiske regler omkring seksuel omgang mellem psykoterapeut/lærer (på psykoterapeutiske uddannelser) og klienter/elever er tydelige.

Men er de tydelige nok?

Relationen mellem en elev eller en klient og en psykoterapeut, om han/hun er lærer eller praktiserende, er forbundet med en ulige magtstruktur. Den terapeutiske proces der også foregår i undervisningen, i træningsgrupper og supervisionsgrupper handler om klienten/elevens vækst, som terapeuten skal støtte.

Det terapeutiske arbejde er ofte sårbart for klienten, og relationen til terapeuten er ofte forbundet med en følelse af at blive “set” helt ind i sjælen. For mange, selvom de er voksne og selvstændige mennesker, kan det være første gang de er blevet mødt på deres følelser og rummet med alt hvad de kommer med. Det betyder at terapeuten får en speciel betydning for klienten og at klienten knytter sig til terapeuten – dette er det helende rum, hvor forandringen kan ske, og derfor uhyre vigtigt at værne om. Det kan føles forløsende at græde, og det kan give en dyb og varm følelse indeni, hvis man bliver holdt om af sin terapeut.

Nogle gange kan klientens følelser for terapeuten også være seksuelle, og det er terapeutens forpligtelse at lade være med at agere på det, udover at italesætte det som et fænomen, der opstår i klienten, så de i fællesskab kan undersøge, hvad det er, der sker, som led i processen og opdagelsesrejsen mod mere bevidsthed.

Hvis terapeuten ikke har styr på sine egne lyster og vælger at gå i seng med sin klient, har han ødelagt det terapeutiske rum og er trådt ud af sit ansvar, samtidig med at han i klientens øjne vokser til at blive en sammenblanding mellem den rummelige, kærlige og nu også elskende mand, som elsker klienten hele vejen rundt. Det er tydeligvis ikke tilrådeligt, hvorfor der så er regler for det.

Men der er en række problemer forbundet med netop disse regler, hvorfor du, som klient eller elev, må være opmærksom på, hvad din terapeut/lærer gør, for der er måder at komme udenom reglerne på, blandt andet:

Det er ikke tydeligt hvor længe reglen gælder – må man godt have sex sammen dagen efter man er stopper terapien? Kan man aftale, at man holder en pause i terapien for at man kan dyrke sex? Kan terapeuten holde sin etiske sti ren ved at sige til en elev, at de kan gå i seng med hinanden, når hun er færdig med sin uddannelse og de så er “kollegaer”? Og hvis vi nu sagde, at der var tid på det, hvor lang tid er så længe nok? Hvornår træder man ud af den ulige relation? Gør man nogensinde det, når man har knyttet sig på den måde? Jeg mener personligt ikke, at det er hensigtsmæssigt at have sex med en tidligere klient eller elev, fordi man netop er indgået i en tilknytningsrelation, der har så stor indvirkning på klientens liv, at klientens følelsesliv forandres af det.

Man angiver ikke sine kollegaer – Hvis man finder ud af at en kollega overskrider de etiske grænser og går i seng med sine (tidligere) elever/klienter, er der ikke mange, der vil gå til Psykoterapeut Foreningen og anmelde vedkommende, selvom det også er en del af regelsættet. Hvem kan tjekke at man vidste det? Og eleven/klienten indberetter det ofte ikke, enten fordi de er forelskede i terapeuten, eller fordi de føler sig forkerte og illoyale hvis de gør det, eller føler sig medskyldige, fordi de lagde op til det.

Ikke alle psykoterapeuter er medlemmer af Psykoterapeut Foreningen – og er derfor ikke underlagt reglerne, eftersom titlen som psykoterapeut ikke er beskyttet. Jeg er for eksempel ikke selv medlem af psykoterapeut foreningen, fordi deres indlemmelsesregler ikke anser min universitetsuddannelse som relevant for at blive optaget. Mange andre vælger at lade være med at indmelde sig, fordi de ikke mener at foreningen er troværdig på forskellige områder. Så set i det lys, bliver det op til den enkelte at gøre op med sine egne moralske værdier og etik, hvad der er det rette at gøre, og mon ikke det er sikkert at sige, at de fleste mennesker, der har etikken på plads indeni ikke har brug for regler fastsat af andre, men at det netop er mennesker, der har svært ved at se, hvad der er uetisk og etisk, netop er dem, der har mest brug for reglerne og foreningens vinge?

Hvad gør man så, som klient eller elev, for at sikre sig?

Hvis du står i en situation, hvor din lærer eller din terapeut begynder at sende dig lidt for flirtende blikke eller foreslå dig, at I kan mødes til frokost, eller giver dig nogle kram, der er en tand for tætte og for lange, så vil jeg anbefale dig, ligemeget hvor fristende det kan være for dig i øjeblikket og i fantasien, at tage benene på nakken og tænke på DIG – og husk på, at en terapeut der handler på den måde, ikke tænker på dig, men på sig selv, og det går ud over din proces og din vækst i sidste ende.

Pas godt på dig selv, og vælg din terapeut med omhu, ikke tiltrækning.

 

 

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Lyver Du?

Udgivet den 20. oktober 2012 af Christina Copty

De fleste kender til den lille, hvide løgn som i “Nej da, skat, du ser dejlig ud i de bukser,” og nogle af os kender til den mere alvorlige løgn, der handler om at føre en anden bag lyset.

Løgne handler om to ting: a: at skabe bedre omstændigheder og muligheder for løgneren, og b: at stille løgneren i et bedre lys end virkeligheden gør.

Løgne kommer i tre forskellige udgaver:

1. Fortielser: Hvor information bevidst udelades. Når løgneren afsløres i denne type løgn, vil vedkommende oftest bruge undskyldninger som “Jeg glemte at sige det“eller “Jeg troede ikke det var så vigtigt” selvom det givetvis handler om et emne, som vedkommende udmærket er klar over, er følsomt for den anden, som f.eks hvis han har været hjemme hos en anden kvinde, og “glemmer” at sige det til sin kæreste, og bagefter forklarer det med, at han ikke troede det var relevant, for “der skete jo ikke noget.”

2: Fordrejninger: Hvor små detaljer ændres, så de passer til den udgave løgneren vil fremstille. De kommer oftest som en overflod af detaljerigdom, der har til hensigt at flytte fokus fra sandheden, som i “Jeg var til frokost med nogen fra arbejde, og der var noget rigtig god mad, blandt andet leverpostej med blablablabla” som i virkeligheden handler om at flytte fokus væk fra, hvem han var til frokost med. Undskyldningen i denne type løgne er ofte som ovenstående, nemlig at han ikke tænkte at det var vigtigt.

3: Opfindelser: Hvor historien er løgn. Denne type løgn kan bedst gennemføres hvis løgneren ikke kan dobbelttjekkes, for den er svær at komme udenom, hvis han afsløres. Det kan være som eksemplet i sidste indlæg, hvor han forsøgte at bilde sin kæreste ind, at han var alene, og lyden hun hørte i baggrunden var tv’et, hvor sandheden var, at han havde besøg af en anden kvinde. Denne type løgne undskyldes oftest ved enten at blive gjort mindre, som i “Jamen, hun kom bare forbi for at se TV” eller ved at gøre den anden forkert “Jeg er nødt til at lyve, for du bliver jo fuldstændig vanvittig, hvis du hører sandheden, selvom der ikke er noget i det.”

Hvis du står i modtagerenden af en løgn, betyder det givetvis at der kommer flere af slagsen, medmindre vedkommende er virkeligt brødebetynget og tager sine løgne på sig og gør alt hvad han/hun kan for at etablere tilliden igen. Hvis han/hun i stedet har travlt med at tørre grunde og undskyldninger af på dig, på omstændighederne eller på andre, så er chancen for at vedkommende har sine egne interesser for øje ganske store, og dit velbefindende rangerer ikke højt på prioritetslisten. I sådanne tilfælde er det vigtigt at du holder fast i din egen virkelighed, mærker dine egne grænser og følger din intuition.

Husk på, at det er løgneren, der har et problem og ikke dig.

Kærlig hilsen,

Christina

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Lyver Du?

Tvivler du på din egen dømmekraft?

Udgivet den 1. oktober 2012 af Christina Copty

Hun havde igennem længere tid haft en fornemmelse af, at der var noget, der ikke var som han sagde. Da hun gentagne gange havde konfronteret ham med det, havde han vendt  om på en tallerken og anklaget hende med bemærkninger, der kun havde til formål at fjerne fokus fra det, hun fornemmede, til at hun anklagede ham.

Det handlede for størstedelens vedkommende om, at hun fornemmede at han havde holdt noget hemmeligt omkring en anden kvinde, men når hun spurgte ham, svarede han enten med et”Hvad har du nu gang i?” eller et “Skal vi nu til det igen?” og hun begyndte at tvivle på, om hun havde fejlvurderet situationen og måske set spøgelser, hvor der ingen var. Det betød at hun begyndte at tvivle på sin egen dømmekraft og flere gange sagde til sig selv “Du må stole på, hvad han siger, for det er det eneste du har at forholde dig til” – lige indtil den dag, hvor han ringede til hende og lagde en besked på hendes svarer og glemte at lægge røret på bagefter, så hun kunne høre hvad han lavede: Han var sammen med en anden kvinde. Da hun ringede tilbage til ham og spurgte om han var alene, sagde han: “Ja, hvad er nu dét for noget?”, og da hun spurgte om han var sikker, svarede han: “Ja, jeg er alene, hvor vil du hen med det?”, og da hun tredje gang sagde, at hun havde hørt på svareren, at han var sammen med en anden kvinde, svarede han: “Nej, det er fjernsynet” og da hun sagde, at han kunne få lov til at høre beskeden selv, svarede han: “Nå?” som om hun var bindegal. Da hun gjorde det klart for ham, en sidste gang, at hun havde hørt det, og at hun havde bevis for det, indrømmede han endelig at han havde besøg af en anden kvinde.

De havde været sammen i tre år. I alle årene havde hun ved forskellige lejligheder haft den samme nagende tvivl, men havde ikke haft et konkret bevis. Da hun endelig stod med det i hånden, blev hun hel igen. Hun mærkede at hun fik sine fulde sanser hjem igen, og hun vidste at hun skulle have stolet på sin intuition for længe siden, for hans reaktion var velkendt fra tidligere, lignende situationer. Det var en hård læring, der havde kostet hende flere år, hvor hun kunne have levet et liv med mere balance, i mere overensstemmelse med sig selv, men som hun sad der, vidste hun, at det åbenbart var det, der skulle til, for at hun igen stolede på sin egen dømmekraft – hun havde haft behov for et konkret bevis på, at hun ikke var skør, ikke var sygeligt jaloux og bestemt ikke så spøgelser, men kvinder af kød og blod.

Hans forsvar var at han skjulte ting for hende, fordi hun ikke kunne håndtere sandheden. Problemet var bare, at han havde været notorisk løgner overfor sin eks også, som han havde været utro med et utal af kvinder, så hun kunne heldigvis slippe den beskyldning og blot se den som hans forsøg på at unddrage sig ansvaret for sine løgne. Det blev nemt for hende at slippe ham, for løgne var for hende deal breaker nummer 1.

Drager du også dig selv i tvivl?

Hvis du også kender til at blive draget i tvivl af din partner, når du fornemmer at du bliver ført bag lyset, er det måske også vigtigt for dig at finde et konkret bevis. Det kan være du overrasker din partner med at komme tidligere hjem, det kan være du tjekker vedkommendes telefon eller hvad der ellers kan være af bevis for noget fordækt. Men det kan også være, at du istedet skal fokusere på, hvordan det er for dig at få klasket anklager i hovedet om, at du er for meget, at du er jaloux, at du er forkert på den, når du mærker at der er ugler i mosen. Det kan være, du i stedet skal se på hvor ukærlig og angribende din partner er, når du viser din tvivl, og derfra gøre op med dig selv, om det er godt for dig – ikke godt nok, men godt. Det kan være du skal se på, om det er et menneske du virkeligt kan stole på vil være der for dig, når du bliver utryg og som vil gøre hvad han/hun kan for at fjerne dine tvivl på en åben, ærlig og kærlig måde, eller om vedkommende bliver kold, anklagende og hård overfor dig, for det sidste har intet at gøre med kærlighed, men har noget at gøre med at ville beskytte sig selv for enhver pris, også selvom prisen er din forstand og mentale sundhed.

Pas på dig selv.

Kærlig hilsen,

Christina

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

PTSD, Trauma og Tilknytning

Udgivet den 26. september 2012 af Christina Copty

De fleste mennesker har hørt om PTSD, Post Traumatisk Stress Disorder, og tror, at det er noget man automatisk får, hvis man har været udsat for traumatiske situationer, hvor man er truet på livet på en eller anden måde, som for eksempel i krig, ved voldtægt, ved overgreb og ved vold. De færreste ved, at PTSD også kan ramme mennesker, der bliver skilt, mister sit job eller mister et tæt venskab.

PTSD Symptomer

PTSD er kendetegnet ved tre specifikke symptomer, der skal vare i mere end en måned: 1: Flashbacks, altså at man gennemlever oplevelserne om og om igen enten igennem tanker, følelser eller mareridt, 2: At man undgår situationer, der kan minde om de oprindelige hændelser, og man frakobler sig følelsesmæssigt fra andre, og 3: at man har en hypersensitivt ophidselsessystem (arousal), som gør at man sover dårligt, forskrækkes let og er vagtsom overfor farer. Alle tre hæmmer evnen til at klare sig godt i dagligdagen, og medfører derfor et svært liv for den ramte.

PTSD Immun

Men det er ikke alle, der har været ude for svære hændelser, der udvikler PTSD. Nogle mennesker ser nemlig ud til at være immune overfor traumatiske hændelser. I 2001 efter 11 sept. blev det forudsagt af mange professionelle amerikanske psykologer og forskere, at der ville komme en bølge af PTSD ramte i USA, men undersøgelserne der blev lavet, viste et mere nuanceret billede, der har sat spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af, hvad der skaber PTSD og hvorfor. Indenfor den første måned blev det vurderet at ca. 12% af alle amerikanere led af PTSD-lignende symptomer (husk, at der skal gå mere end en måned, for at diagnosen kan træde i kraft), og efter 6 måneder var tallet faldet til 6%. I selve NY var tallet 7.5% hvoraf 20% af de ramte boede tæt på World Trade Center. Det betyder at man skal være forholdsvis fysisk tæt på stedet for at blive traumatiseret, men også at mange i virkeligheden IKKE led af PTSD (80% af dem, der boede i nærheden af WTC), hvilket betyder, at et trauma ikke nødvendigvis behøver være udløsende faktor for PTSD, og det interessante spørgsmål, der følger i kølvandet på det, er: Hvad er det, der gør at nogle mennesker ikke bliver påvirket af traumatiske hændelser i en sådan grad, at det fører til diagnosen, og at andre gør?

“Negative” Følelser

Der er lavet undersøgelser, der skal kortlægge hvad det er, der gør at man ikke bliver traumatiseret, selvom man er udsat for en traumatisk hændelse, og billedet er ikke entydigt klart for forskerne endnu, men det viser sig, at mennesker, der har meget “negative” følelser, som angst, skyld og vrede, har højere risiko for at udvikle PTSD, hvis de oplever voldsomme hændelser, fordi de har svært ved at regulere deres følelser, som i stedet “løber af med dem” og oversvømmer deres nervesystem.

Hvis jeg skal lægge mine fem ører i hatten, synes jeg det er vigtigt at undersøge, hvorfor visse mennesker har svært ved at selvregulere og hvorfor andre ikke har, fordi man så kan gøre sig større håb om at tilbyde en behandling, der er tilpasset den enkelte, således at man ikke enten kun symptombehandler eller re-traumatiserer, hvilket desværre er en tendens i visse behandlingsmetoder.

Jeg mener at man med fordel kan lave en vurdering af, hvordan personen er vokset op og hvilket tilknytningsmønster, man har, fordi det siger mest om, hvordan man har lært at bearbejde sine følelser og derved kan man som professionel støtte og hjælpe i udviklingen af nye, mere omsorgsfulde, strategier.

Tilknytning – et system for Overlevelse

Tilknytning er det lille barns medfødte system, der har til formål at sikre barnets overlevelse. Et lille menneskebarn kan ikke klare sig selv fra fødslen og er derfor totalt afhængigt af voksne, der kan passe på det. Barnet har derfor nogle medfødte signaler, det kan bruge for at skabe kontakt og kommunikere “kom” eller “lad mig være”: Det kan græde på forskellige måder, der alle kommunikerer noget forskelligt (klynke, vræle, skrige – det lille spædbarn kan ikke græde, som det ældre følelsesmæssigt sårede barn gør, fordi det endnu ikke har udviklet et forståelsesapparat), det kan kigge på sin primære omsorgsperson, når det ønsker kontakt, og det kan kigge væk, når det er kontaktmæt, det kan efterligne simple ansigtsmimikker, som viser at “jeg er sammen med dig” og det kan vise sit velbehag ved små lyde.

Den primære omsorgsperson (jeg omtaler herefter vedkommende som “mor” for simplicitetens skyld, men det kan ligeså vel være far, eller en anden voksen, der har den primære rolle i barnets liv) skal kunne aflæse barnet og opfylde barnets behov for omsorg, mad, kiggen-på, varme, nærhed, trøst osv. og hvis mor er i stand til at møde barnet på en rolig og kærlig måde, får barnet en oplevelse af, at verden er et trygt sted, og at det er et elsket og fint menneske. Hvis mor derimod ikke er istand til det, enten fordi hun har en depression, er uligevægtig og uforudsigelig, er bange for at hun ikke er god nok som mor og derfor holder afstand til barnet, har svært ved at håndtere svære følelser selv eller er direkte voldsom eller krænkende overfor barnet, vokser barnet op med oplevelsen af, at verden ikke er tryg og at der ikke er hjælp at hente, når man bliver bange eller ked af det. Det betyder at barnet, der har brug for hjælp til at regulere sit nervesystem (det kan det ikke alene, når det er så lille), bliver grebet af sine følelser og ikke kan komme ned igen selv. Det skaber forskellige overlevelsesstrategier indeni barnet, som enten lukker af for, hvordan det har det, når det bliver overset, krænket eller på anden måde afvist i sine følelser, eller det kan reagere voldsomt med raseri og uforudsigelighed.

Disse gentagne oplevelser lagres i vores mønsterelskende hjerne og skaber det fundament vi møder voksenlivet med, og det betyder at vi, hvis vores mor ikke formåede at hjælpe os med at falde ned igen når vi blev følelsesmæssigt oprevne, men for eksempel skældte ud og truede med at slå, hvis ikke vi holdt op  med at græde NU, møder voksenlivet med samme intensitet i følelseslivet og følelsen af, at det er farligt at blive vred eller ked af det, både fordi vi oplever at følelserne tager fuldstændigt over, og fordi vi tror at andre mennesker slet ikke vil kunne håndtere os, når vi får det svært.

For at trække den røde snor tilbage til PTSD forskningen, så er jeg overbevist om, at de cirka 20% der blev traumatiseret efter 11. september, er at finde i blandt de ca. 35% der har usikre tilknytningsmønstre. Og det, synes jeg, er tankevækkende og vigtigt når vi behandler PTSD.

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , | Kommentarer lukket til PTSD, Trauma og Tilknytning

Det Traumatiserede Barn

Udgivet den 29. august 2012 af Christina Copty

Da jeg var barn, omkring fem år gammel, stod jeg en dag ude på gaden og så en masse militærbiler køre forbi. Det var en af de der oplevelser, der kan fylde et barnehjerte med begejstring, fordi krig og ødelæggelse endnu ikke indgår i oplevelsen. Jeg var så fokuseret på oplevelsen, at jeg ikke ville gå glip af nogen del af den, så da en voksen mand kom cyklende på fortovet, ville jeg lade ham køre indenom mig, så jeg ikke mistede et sekund af de larmende, rullende køretøjer. Men istedet for at cykle videre, standsede han bag mig og jeg husker et kort øjeblik at tænke, at han også syntes det så spændende ud, lige indtil han greb fat i min numse og spurgte “Har du ble på?”

Jeg husker den dag i dag følelsen af lammelse og intens rødmen. Jeg havde ikke ble på, men følelsen af skam satte sig i mig så intenst at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Han satte sig tilbage på sin cykel og cyklede videre. Jeg vidste ikke om jeg skulle løbe indenfor eller blive stående på fortovet. Jeg blev stående, fordi jeg ikke turde reagere. Jeg turde ikke vise, hvor meget jeg skammede mig og hvor forkert jeg følte mig. Og jeg var bange for om der var nogen, der havde set det. Jeg turde kun blive stående imens jeg mærkede tårerne presse på og ydmygelsen sætte sig som en klump i halsen.  Og jeg turde slet ikke sige det til min mor, for jeg var bange for hvad hun ville sige og gøre.

Så jeg gik med det alene og det fyldte i mig. Jeg blev mere på vagt når der var fremmede mænd omkring mig, og jeg blev bange.

Manden boede åbenbart i vores nabolag, for han gentog sin befamling af mig når jeg stødte på ham på gaden, selvom jeg ihærdigt forsøgte at finde nogen at følges i børnehaveklassen med – endda fremmede kvinder, som jeg bare gik lige bag ved, så han ville lade mig være i fred.

Til sidst blev det dog så grelt at jeg næsten ikke turde gå i skole mere og så snart jeg så ham, blev jeg grebet af en så stor og dyb rædsel, at jeg bare stoppede op og skreg, også selvom han bare kom cyklende forbi. Og sådan sørgede min frygt for at det holdt op med at være min skamfulde hemmelighed. Manden blev politianmeldt, og det viste sig at han var en kendt pædofil hos politiet, og jeg så ham kun sporadisk derefter, men han rørte mig aldrig igen.

Den oplevelse satte dybe spor i mit liv. Følelsen af skam og forkerthed flyttede ind i mig og tog førersædet i lang tid. Jeg gik fra at være livlig og udadvendt til at blive en stille, indadvendt pige, der helst ville forsvinde fra planeten. Senere i mine skoleår ændrede det indadvendte sig til at blive destruktivt udadagerende med slåskampe og farlige vaner. Og det hele bundede i en følelse af ikke at være lige så berettiget til livet som alle andre, og derfor skulle jeg kæmpe for ikke at blive misbrugt og udnyttet.

Den følelse er der mange, der har oplevet seksuelle krænkelser som børn, der kender. Man har fået frataget den selvfølgelige tillid til verden og de voksne, og man står pludselig uden nogen form for fundament og retning, for hvis dét kan ske, hvad kan man så regne med? Barnet er blevet traumatiseret og omkostningerne rækker vidt fordi skammen gør det umuligt for barnet at søge den hjælp der skal til, og istedet udvikler det sine egne overlevelsesstrategier for at klare sig igennem traumet og den eksistentielle krise det er for udviklingen af et sundt selvbillede.

For mit eget vedkommende var det en periode, jeg lagde væk. Troede jeg. Jeg levede længe med en form for fornægtelse af i hvor høj grad denne mand havde krænket og traumatiseret mig. Men da jeg en dag kom ind på det igen i min egen terapi, åbnede det for nogle sluser, der truede med ikke at kunne lukke igen. Jeg blev overvældet af sorg, vrede, afmagt, raseri og dyb omsorg for den lille pige, der bare havde brug for at verden var til at stole på, men som istedet havde fået frataget sig det mest kostbare, man har, nemlig følelsen af at være berettiget.

Med ønsket om en kærlig uge,

Christina

Udgivet i Forældre og Børn, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Det Traumatiserede Barn