Sammenligner Du Dig Med Andre?

Udgivet den 19. august 2012 af Christina Copty

Har du også nogle gange følelsen af, at du aldrig kan få det, du helst vil have? Om det gælder Det Gode Job, Drømmekæresten, et Barn eller hvad det nu kan være, du brændende ønsker dig? Kender du til følelsen af, at livet bare glider forbi imens alle andre ser ud til at lykkes imens du bare står stille og går i forfald? Og er du splittet imellem følelsen af, at det er dybt uretfærdigt eller at der er noget galt med dig, siden du ikke opnår det, du har mest brug for?

Så er du ikke alene.

At stå i sit liv med følelsen af, at alt det man gør er forgæves, er virkelig svært, for det føles enormt ensomt. Det er svært at tale med andre om, hvordan man har det, fordi de oftest kommer med løsningsforslag, som man på forhånd ved ikke vil virke – enten fordi man allerede har prøvet det, eller fordi man ikke kan se sig selv gå på den form for kompromis, som løsningerne ofte indeholder. Det er også svært at blive ved med at skulle opfinde den dybe tallerken forfra og blive ved med at bevare et håb, når man synes man kun møder modstand, eller slet og ret ikke møder mulighederne for at få det, man ønsker sig.

Jeg har igennem årene stødt på denne værenstilstand hos andre og hos mig selv, og jeg har især mærket håbløsheden og misundelsen når andre fik lige præcis det, jeg drømte allermest om. Ind imellem har jeg slugt gråd på størrelse med kameler, når jeg har stået overfor veninder, der har det, jeg gerne ville have i mit liv, samtidig med at jeg også har følt glæde på deres vegne. Ind imellem har det været så svært, at jeg ganske enkelt har trukket mig fra enhver form for samvær med venner, der strålede glæde, fordi jeg følte mig som en decideret fiasko i sammenligningen.

Og sammenligningen er netop et knudepunkt, som jeg måtte arbejde med i mange år for at komme denne lidelsesfulde tilstand til livs. Da jeg indså, virkeligt indså, at jeg ikke kan sammenligne mig med andre, begyndte jeg at opleve en form for forløsning af den fastlåste offertilstand jeg var i. Jeg erkendte at jeg er den, jeg er, og der har aldrig, og vil aldrig nogensinde være noget menneske her på jorden, der er præcis som jeg. Den dybe erkendelse af, at vi alle er fuldstændigt unikke, sammensat af ca. 60.000 milliarder celler, der samarbejder om at være “mig” sprængte mine forestillinger og formodninger om, hvad der “bør” være i mit liv. Og jo, jeg har stadig dybe ønsker om nogle forandringer, men hvis jeg ikke sammenligner mig med andre, kan jeg se, at jeg er lige der i mit liv, hvor det giver mening, at det ser ud som det gør, og det giver mig ro til at være mig, i stedet for at måle mig med andres liv og den ældgamle forestilling jeg havde fra barnsben om, hvordan mit liv som voksen ville være, og det betyder også at jeg forholder mig mere åbent overfor andre muligheder end de gamle drømme jeg havde.

Så hvor banalt det end lyder, så er der det, der er lige nu – hverken mere eller mindre – og erkendelsen af det, giver ro til at få bevægelsen tilbage i livet. Alle krumspring for at undgå at være, hvor vi er, skaber kun knuder på vores vej.

Kærlig hilsen,

Christina

Udgivet i Selvudvikling | Tagget , , , , , , , | Kommentarer lukket til Sammenligner Du Dig Med Andre?

Sådan kommer du og dine børn igang efter sommerferien

Udgivet den 2. august 2012 af Christina Copty

Årets længste ferie er ved at være slut, og børnene skal igen i skole, og vi andre skal tilbage på jobbet. For mange kan det være en svær omstillingstid at gå fra de lange, dovne sommerdage til vækkeurets insisterende kimen og alle dagligdagens gøremål i form af “skal” og “er nødt til” projekter. Der er igen madpakker der skal smøres, sengetider, der skal overholdes, legeaftaler og fritidsinteresser der skal passes, alt imens vi selv forsøger at komme ind i rytmen på vores arbejde uden at blive alt for pressede af tidens pludselige indtrængen i vores liv igen.

Heldigvis er der nogle råd vi kan bruge til at gøre august bedre og blidere for vores velbefindende.

 

  • Husk at det er en svær omstillingsperiode for både børn og voksne, og vores børn synes det er ligeså hårdt at stå tidligt op om morgenen, når der nu ikke venter en dejlig fridag forude, så lad være med at forvente og forlange at de skal være i bedre humør end dig. Når det er sagt, vil jeg lige påpege at man kan komme langt med at tage ansvaret for sit eget humør og være sig bevidst om man vil være morgensur eller glad.
  • Selvom du er fristet til at give den gas med masser af legeaftaler og nye fritidsaktiviteter for dit barn, så hold lidt igen. Alt for meget på en gang kan munde ud i trætte og stressede børn. Servér hverdagen i små bidder fordelt over måneden.
  • Det er okay at købe færdiglavet mad, især i dag, hvor der er så mange sunde madvarer og -steder at vælge imellem. Det gælder især lige i de her opstartsfaser, hvor vi i forvejen kan føle os til bristepunktet og vi ikke kan overskue at hente, handle og kokkerere inden klokken atten.
  • Husk at pleje dig selv. Det kan godt være du ikke har tid til at ligge og læse en murstenstyk roman, men se om ikke du kan skabe små åndehuller til dig selv i løbet af dagen: meditér i ti minutter, lyt til noget musik, der gør dig glad, gå en lille tur efter aftensmaden og nyd de lyse aftener, eller hvad du nu kan mærke giver dig noget godt. Prioritér at passe på dig selv.
  • Sidst men ikke mindst: hvis det hele går op i hat og briller, og det brænder på og du synes det hele er lidt træls, så husk på at det går over igen! Og man kan komme langt med et oprigtigt “undskyld” og et “vil du være sød at hjælpe mig lige nu, for jeg er lidt overvældet” – også overfor vores børn.

Jeg ønsker dig en god august.

Udgivet i Forældre og Børn | Tagget , , , , | Kommentarer lukket til Sådan kommer du og dine børn igang efter sommerferien

Går Du På Kompromis?

Udgivet den 15. juli 2012 af Christina Copty

Hun vil gerne være mere sammen med ham – han vil gerne se mere til sine venner. De indgår et kompromis: Tre dage om ugen skal de være sammen, to dage kan han gå ud. Han kommer ind i en uge, hvor der er tre arrangementer med venner, som han vælger at gå til.  Hun føler sig svigtet. Han føler sig utilstrækkelig.

Det fungerer ikke.

Hun vil gerne have at han ikke har kontakt til sin eks. Han insisterer på kontakt med hende. De indgår et kompromis: Han kan have kontakt med sin eks, hvis bare han lover at fortælle alt, hvad de taler om. Det glemmer han. Hun føler sig svigtet. Han føler sig forkert.

Det fungerer ikke.

Når jeg har par med denne type problemer i terapi, starter de ofte med et ønske om, at jeg skal sætte nogle klare regler for dem, eller give dem endnu flere konkrete forslag til, hvordan de kan få opfyldt de behov, der ligger på overfladen – men det hverken kan eller vil jeg, for hvis ikke de selv kan få kompromis-løsningen til at fungere, hvordan skulle jeg så kunne gøre det?

Kompromisset bliver i mange af disse tilfælde en kamp om at få sin partner til at gøre noget, som partneren ikke har lyst til. Særlig slemt bliver det, hvis de begge kæmper om det samme fra hver deres side: Hun vil have mere samtale, han vil have mere stilhed. Hun vil gerne have børn, han vil ikke have børn.

Det er næsten umuligt at nå til en vedvarende enighed igennem et kompromis på den type problemstillinger, fordi de begge på et eller andet tidspunkt vil ende med at føle, at de har svigtet sig selv til fordel for noget, der alligevel ikke er optimalt. Med andre ord: det er svært at opgive tanken om at få børn, hvis hun føler at det er så stort et ønske, at mandens kærlighed ikke er ‘nok’ til at opveje hendes ‘offer’.

Hvis man ikke kan få opfyldt sine basale behov, kan man vælge at blive ved med at forhandle sig igennem parforholdet, eller forlade det. Medmindre der er tale om sekundære behov.

Primære og Sekundære Behov

Ikke alle typer behov er basale, eller primære, for nogle behov er sekundære og udspringer af et dybere, primært behov – og hvis det er tilfældet, er der mulighed for at skabe grobund for et anderledes, mere levende parforhold.

I de to indledende eksempler er kvindernes behov sekundære og mændenes basale: kvinderne føler sig usikre og utrygge i forholdet, men istedet for at udtrykke det, bliver det oversat til konkrete retningslinier (“jeg har behov for at du er hjemme tre dage om ugen” og “jeg har behov for at du fortæller mig når du taler med din eks”), for mændene er det et primært behov for at holde fast i deres identitet som adskilte individer og blive accepteret.

Hvis man finder ud af, at der er tale om sekundære behov, bliver det muligt at undersøge, hvad det basale behov er, og derfra tage afsæt i en anderledes måde at møde hinanden på. Hvis den ene part, lad os sige kvinden, ikke føler sig elsket eller prioriteret, bliver hun utryg og stiller krav i form af sekundære behov. Når hun er utryg mister hun sin basale tillid til forholdet. Altså har hun et behov for at mærke tillid til forholdet.

Det er selvfølgelig fristende at gå kompromisets vej og stille forslag og regler for, hvordan livet konkret skal leves, men de fleste der har prøvet denne model, ved også at følelsen af tvivl og usikkerhed stadig er der – også selvom han er hjemme fem dage om ugen istedet for de aftalte tre, for hvad nu hvis det ikke varer ved? Man går stadig rundt med tvivlen og mistilliden, fordi man godt ved, at hvis han fik mulighed for at gøre det han hellere ville, så ville han gøre det – og bare følelsen af, at han hellere vil noget andet, er nok til at føle sig svigtet og ikke-prioriteret. Faktum er, at vi ikke kan ændre hvad vores partner prioriterer, hvordan de elsker, hvad de synes der er værdifuldt osv. men vi kan åbne for en mere ærlig måde at være sammen på, der ikke skaber klyngende afhængighed eller flugt-forsøg, men hvor det istedet er muligt at tale om, hvad det grundlæggende behov består i, og hvor usikkerheden kommer fra, for oftest handler det ikke om den konkrete situation, men om et ønske om at føle sig elsket.

Udgivet i Parforhold, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Går Du På Kompromis?

Kære Mor og Far

Udgivet den 1. juli 2012 af Christina Copty

Jeg var tidligere projektleder for et fantastisk projekt for sårbare børn og unge, der hed SamtalegrupperFRB og KBH, hvor jeg mødte nogle skønne børn, der alle havde sår og ar på sjælen fordi deres nære relationer på den ene eller den anden måde ikke rummede og støttede børnene på en hensigtsmæssig måde. Mange af de børn var desværre også skilsmissebørn, og der tegnede sig efterhånden et billede af, hvordan verden ser ud for mange af disse små mennesker, der går rundt med tanker og følelser, deres forældre ikke ved noget om.

Vi iværksatte derfor samtalegrupper for skilsmissebørn, hvor vi lavede fælles aktiviteter og talte om de svære ting, der fyldte i deres liv. Brevet herunder er forfattet ud fra nogle af de punkter, børnene oftest nævnte i forbindelse med at være blevet skilsmissebarn. Jeg håber at I vil læse det med kærlige øjne og ansvarlighed i stedet for selvbebrejdelse og skyld. Det er ment som en øjenåbner for i dag, ikke et piskeslag over dagen i går.

Kære far og mor.

Jeg synes det er rigtig svært at I er blevet skilt og at jeg nu skal til at være sammen med jer på skift i stedet for at vi alle sammen kan være sammen hele tiden. Men det vænner jeg mig måske til når der er gået noget tid.

Lige nu er det sværeste nok, at I er så kede af det og nogle gange flipper ud over de mindste ting, fordi I er i dårligt humør. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal sige til jer for at gøre det bedre og nogle gange føles det også som om I hellere vil være i fred end at være sammen med mig. Det kan godt føles ensomt.

Jeg har snakket med nogle af de andre fra klassen, hvor deres forældre også er skilt og de har det på samme måde, så vi besluttede os for at lave en liste til jer med ting vi gerne vil have I skal vide:

Jeg vil have ret til at elske jer begge to

Jeg vil ikke høre den ene af jer tale grimt om den anden – lige meget hvor ked af det eller vred du er på den anden. Det er JERES problem, ikke mit.

Jeg vil have lov til at synes det er svært at skifte hjem og vil hellere støttes end høre for, at det også er noget underligt noget ovre hos den anden.

Jeg vil have lov til at have mine ting med frem og tilbage. Det er MINE ting, ikke jeres.

Jeg vil ikke sendes i skole med en skifte-taske når det er skiftedag. I må sørge for at mine ting bliver bragt frem og tilbage udenom mig.

Jeg vil have lov til at være ked af, at I er blevet skilt og jeg vil gerne have at I også trøster mig og forstår at det er svært for mig, så det ikke kun handler om jer.

Jeg vil gerne have at I finder ud af at tale pænt til hinanden når jeg hører på det.

Jeg vil gerne have at I begge to er med til arrangementer, der har med mig at gøre.

Jeg vil ikke møde jeres nye kærester før I er seriøse med dem, for jeg kan også blive glad for de nye og synes det er svært, hvis I så bare slår op igen.

Jeg har ret til at føle mig tryg, og det er dit er dit job at hjælpe mig med det.

Og så vil jeg gerne have at du ved, at bare fordi skilsmissen kommer til at ligge i din fortid og du måske bliver forelsket og gifter dig igen, så findes den hele tiden i mit liv, fordi jeg lever jeres skilsmisse hver dag med skiftedage og savn efter den, der ikke er der.

Kære mor og far, jeg håber at I læser det her og forstår at det ikke er for at såre jer, jeg skriver det til jer, men fordi jeg gerne vil have at I også ser, hvordan det ser ud fra min side og hjælper mig, når jeg har det svært.

Kærlig hilsen, jeres barn.

Udgivet i Parforhold, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Kære Mor og Far

Er Du Tankelæser?

Udgivet den 26. juni 2012 af Christina Copty

Da jeg blev uddannet som psykoterapeut, var der konsensus blandt underviserne om, at det, man som terapeut selv har haft svært ved, også er det, man kan forvente klienterne dukker op med – og det er blandt andet derfor at man indenfor denne branche skal være obs på at modtage supervision og holde tungen lige i munden så man ikke kommer til at sidde og smide sit eget ufærdige stof over i klienten og tro at man ved en hel masse om, hvordan klienten har det.

Det er en lektie, jeg ikke kun har taget til mig professionelt, men i høj grad også i mit privatliv, hvor det også har vist sig at være ganske fornuftigt at huske, for det er jo “pudsigt” hvor ofte veninderne sidder med de samme temaer, som jeg selv, og det kan være fristende at sige “Jeg ved liiiige hvad du mener, for jeg har det på præcissss den samme måde”.

Hvad er så ulempen ved dette, kan man måske spørge, for er det ikke et udtryk for fællesskabsfølelse og støtte at man tilkendegiver at man bare forstår hinanden “hundrede procent”?

Næh. Faktisk ikke. Og det kan måske komme bag på nogen. Men det kan altså ikke lade sig gøre at forstå et andet menneske hundrede procent, eller vide liiiige præcissss hvad der sker under huden på en anden. Det ville kræve, udover tankelæsning, en kropslig forbindelse, en fuldstændig ens historie, samme cellemasse osv. for at det kunne lade sig gøre.

Men det er måske også lidt overdrevet, sådan at sige at man forstår hinanden hundrede procent, og det er på en eller anden måde bare en talemåde for at vise, at man forstår hinanden på et dybere plan, og at man ikke behøver sige alting højt, tænker du måske.

Og det er da også fint – det der med, at man ikke behøver sige alting højt, og at der er nogle ting, der er indforståede. Jeg har for eksempel en meget god veninde, der udover at være min veninde, også fungerer som en form for ekstern harddisk for mig, for hun husker ting, der er sket i mit liv, som jeg selv har glemt – og det betyder at hun indimellem bare behøver sig et par ord før hun vækker mindet i mig. Det er hyggeligt og jeg føler mig forbundet med hende.

Men indforståetheden og forventningen om at man selv, eller andre kan læse tanker og følelser kan også tage overhånd og blive en hæmsko for eget-ansvar, selvudvikling og sund grænsesætning.

Jeg har et par i terapi, som jeg virkelig godt kan lide. De er, i min optik, et kærligt og omsorgsfuldt par, der reflekterer og arbejder med det stof, der er imellem dem. De har stor kærlighed for hinanden og forsøger at finde måder at forene deres liv på, så de kan minimere deres uoverensstemmelser, som de har en del af, for de er meget forskellige og gør tingene på forskellige måder, og vil helst have at deres egen måde er den rette. Men det er blot en del af det (som jeg også har skrevet om i mange tidligere indlæg, se blandt andet: http://coptysblog.wordpress.com/tag/forskellighed/) – det, der også sker, er at de antager at de ved hvad der foregår i den andens tanker, og det betyder at de allerede på forhånd har sat sig op til at reagere på en helt bestemt måde og derfor ender med at få det, de forventer – nemlig modstand og konflikt.

Og det tankevækkende er, at når de i terapien bliver opfordret til at italesætte det, de tror om den anden, eller det, de tror de selv sender ud, så er det i ca. 75% af tilfældene forkerte antagelser.

Et andet eksempel i samme boldgade, er moderen og datteren jeg havde i terapi tidligere på ugen. Moderen er pensionist og har haft en stor karriere i en mandeverden i en tid, da der ikke var mange kvinder der. Datteren er også en stærk kvinde med ben i næsen som har klaret den langt. De kom i terapi, fordi de går skævt af hinanden, for de er begge stolte kvinder, der ikke viser deres bløde sider til hinanden fordi det bliver “oversat” som værende svagt. Istedet for at tale sammen om, hvordan de har det, udviser de selvstændig lukkethed, men ender med at føle sig svigtede af hinanden, fordi de hver især ikke gør det, som de “burde have vidst” at de skulle gøre for hinanden. Altså en forventning om at få omsorg og forståelse, selvom de ikke har sagt at de har brug for det.

Det giver stof til eftertanke – og min opfordring i denne uge er, at du, istedet for at tro noget om nogen, spørger og tjekker efter om din forestilling er rigtig – og stoler på det svar du får istedet for at fordreje svaret så det passer ind i din forestilling, og samtidig siger højt hvad du selv har brug for, så du ikke ender med at skabe præmissen for at blive skuffet. Det vil givetvis løse op for nogle knuder og lur mig om ikke din samtalepartner vil føle sig set af dig på en helt anden måde, der gør at jeres forbindelse bliver dybere og præget af ægte forståelse.

Kærligst,

Christina

 

 

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Er Du Tankelæser?

Det Konfliktfyldte Parforhold

Udgivet den 17. juni 2012 af Christina Copty

Du, der har fulgt bloggen (tidligere indlæg på www.coptysblog.wordpress.com) har lagt mærke til at jeg er optaget af de konfliktfyldte parforhold. Det skyldes, udover at det både er noget jeg selv har kendt til, også er det jeg oftest arbejder med i terapien.

Et konfliktfyldt parforhold er ligeså svært at slippe ud af, som det er fyldt med konflikter. Og det siger ikke så lidt.

Der er skrevet utallige kærligheds sange, der handler om det konfliktfyldte parforhold – se bare på teksterne på P!nks “Please Don’t Leave Me”, Rasmus Seebachs “Mer’ End Kærlighed” og Katy Perrys “Hot’N’Cold” for blot at nævne de første, der lige falder mig ind, og det tyder jo på, at det er et tema, der vækker genklang i mange af os: At elske én, der ikke er god for os uden at vi kan gøre ret meget andet end at sidde fast i suppedasen fordi vi ikke kan finde ud af at gå fra, eller forbedre, forholdet. Man er Status Quo i Smerten.

Ofte handler det om Retten til at have Ret, der får forholdet til at kæntre og skænderierne til at blusse op.

“Hvorfor skal du absolut være sammen med ham, når nu jeg har afsat tid til at vi kan være sammen?”

“Jeg er altid den, der giver mig. Jeg har brug for at du også ofrer noget for mig”

“Det er altså ikke normalt at du har det som du har det!”

“Du skal ikke begrænse mig. Enten tager du mig som jeg er, ellers går jeg fra dig”

“Det kan godt være du har brug for at jeg opfylder dine behov, men det er altså dit eget ansvar”

Der er mange måder at pakke sin følelse af selvretfærdighed ind på, men i bund og grund handler det om en følelse af, at ‘jeg er mere berettiget til at blive taget hensyn til end dig’ – og det virker altså ikke i et parforhold, (medmindre man selvfølgelig er en push-over, der indordner sig under en egoistisk partner, fordi afhængigheden og frygten er større).

Det er benhårdt at være i den type parforhold, fordi man konstant skal forklare og forsvare sig. Man skal være klar til at blive kasseret og afvist, når man viser, hvem man er, og man skal være klar til at blive angrebet, hvis man har begået en fejl, der kan bruges i den evige skyttegravskrig, som det konfliktfyldte forhold i bund og grund er. Ordudvekslinger huskes ned til mindste “og”, og der bliver holdt nøje regnskab med hønen og ægget, selvom parterne oftest har hver deres tolkning af, hvem der startede…og det er altid den anden.

Og man bliver såret, så man tror man aldrig kan tilgive det. Man græder, råber og skænderiet løfter sig til det, der kendetegner det konfliktfyldte parforhold, nemlig truslen om at NU, denne gang, er det slut. Endegyldigt.

Men så bløder man op igen, fordi vreden og automatikken fiser af ballonen og man sidder tilbage med chokket over at det gik så stærkt, og tanken: “Nu er det virkelig slut” slår som en mavepuster og pludselig husker man alle de planer man havde, alle de minder man har og al sin kærlighed, man pludselig ingen steder har at rette hen – for ikke at tale om frygten for at miste den kærlighed man trods alt modtog fra den anden, når bølgerne ikke gik så højt.

Så tager man sine egne urimeligheder på sig og møder den anden med “Åh, min skat. Jeg mente ikke det, jeg sagde, jeg elsker dig og jeg vil aldrig miste dig igen” og så mødes man i det bløde, nære og kærlige. Lige indtil næste gang man igen synes man selv har krav på mere end den anden.

Og tro det eller ej – det her kan for nogle par blive ved i årevis, hvis ikke man gør noget for at stoppe det – Hvis du er i noget tilsvarende, skal du være opmærksom på, at du tager både psykisk og fysisk skade af det, og du vil gøre dig selv en tjeneste ved at passe godt på dig selv.

Jeg ønsker dig en dejlig uge,

Christina

Udgivet i HjerteRummet | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Det Konfliktfyldte Parforhold

Når det er Svært at Række Ud

Udgivet den 10. juni 2012 af Christina Copty

Jeg hører nogle gange fra nye klienter, at det har krævet mod at kontakte mig for at få den hjælp de har brug for. Det kan jeg sagtens forstå, for ofte kan vi sidde med følelsen af, at netop vores personlige problem burde være et, vi selv kan komme igennem, eller have følelsen af, at vores problem er for pinligt eller skamfuldt til at sige højt til en anden, så istedet lader vi stå til og lider lidt længere og håber at tingene løser sig af sig selv.

Det gør de desværre sjældent, for vi har kun de redskaber i vores værktøjskasse vi nu engang har, og det er svært at se på vores problemer med andre øjne og gøre noget andet. Ind imellem når vi til et punkt, hvor vi bare kan mærke at der skal ske noget nyt, og vi lover at vi fra i morgen vil opføre os anderledes: vi vil være mindre hidsige, mere kærlige, mere overbærende, mindre krævende, mindre tvivlende, mere trofaste, mindre jaloux, mindre voldelige eller hvad vi nu mener vi skal gøre anderledes for at få et bedre liv, men som de fleste af os ved, er de gode hensigter desværre ikke nok at stå imod med, når vi igen står overfor det, der til at begynde med gjorde, at vi i det hele taget ville gøre noget andet.

Og så tænker vi nogle gange at det måske ville hjælpe at få hjælp udefra, men vi ved ikke hvordan vi skal bære os ad, fordi vi ikke er vant til at bede om hjælp på dén måde, og vi kan føles os usikre og tvivle på, om vi overhovedet kan blive hjulpet, og om det vil gøre en rigtig forskel alligevel.

– Det gør en forskel

Der er ikke noget problem, der er for småt eller for stort for at du kan søge hjælp. Hvis du ikke kan finde vej ud af problemet selv, er det ikke størrelsen der betyder, om du kan tillade dig at søge hjælp, men derimod, hvordan du har det, og hvor fastlåst du føler dig i din situation.

Der er heller ikke noget tema, der er for let eller for hårdt til at du kan søge hjælp. Vi er alle forskellige og lever forskellige liv, og det betyder at for nogle af os, kan uoverensstemmelser på arbejdet betyde at vi får det svært med f.eks selvværdet, og for andre kan det handle om voldelige parforhold, seksuelle overgreb eller ensomhed, der gør livet svært.

Med andre ord: Hvis du isolerer dig mere og mere, bliver mere og mere ked af at du ikke får det anderledes eller skammer dig over noget af det, du slås med, så er det en god idé at søge hjælp, for du kan få det bedre, og du fortjener at få det bedre.

Kærlig hilsen og god søndag,

Christina 

Udgivet i Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Når det er Svært at Række Ud

Jalousiens Magt

Udgivet den 2. juni 2012 af Christina Copty

Stings fantastiske sang om at sætte dem du elsker fri, var i mange år bare en sang, der på en eller anden måde gav mig følelsen af, at der var noget, jeg bare aldrig ville kunne: At sætte mine kærester fri, og have tillid til at de ville vælge mig alligevel.

Det betød at jeg for det meste forsøgte at udøve en form for kontrol, enten igennem en stærk seksuel udstråling, hvor jeg gjorde mig til og var fræk som en slagterhund for at han ikke ville blive tiltrukket af andre kvinder, eller igennem en sygelig jalousi, der kom til udbrud under de mindste “overskridelser” af mine strenge krav om, hvor han måtte være, hvem han måtte tale med og hvad der måtte siges til andre kvinder.

Det var helt og aldeles rædselsfuldt at være i parforhold for og med mig, for jeg blev ædt op af min egen usikkerhed. Og alle forholdene endte da også lige præcis, hvor de kun kunne ende med den indstilling, nemlig i (oftest meget dramatiske) brud, fordi han følte sig uretmæssigt anklaget og ikke kunne leve under de fængselslignende rammer jeg satte.

Jalousiens Klør

Jalousi er kærlighedens største fjende fordi den æder alt det, der kan skabe grobund for et rigt samliv, fordi alting forsøges (forgæves) kontrolleret, og der er ikke rum til andet end hele tiden at have sit fokus rettet mod den andens gøren og laden, så man selv lige så stille dør i sin energi og kreativitet.

For mig betød det helt konkret at jeg satte mig selv i venteposition for at være der, når han ville mig. Og når han ville noget andet, bebrejdede jeg ham at han ikke også sad i venteposition for mig, men istedet havde brug for at gå ud. Jeg forstod ikke hvorfor han havde mere behov for at se sine venner, når nu jeg stod der, og gerne ville være sammen. Jeg anklagede ham for at have bagtanker og fandt altid et ‘bevis’ der satte ham i et utvetydigt skyldigt lys: Enten var der en lille detalje han ikke havde nævnt, når jeg satte ham i forhørsstolen bagefter, hvor jeg kunne spørge ind til de mindste ting, helst flere gange, for at få ham til at ‘knække’ og indrømme noget, der skulle retfærdiggøre min utryghed og jalousi, eller når jeg, med nervøst rystende hænder og hurtig puls gennemgik hans dankortudskrifter, kvitteringer, emails, lommer, telefon eller hvad jeg nu kunne få fingrene i, imens hans opmærksomhed lige var væk et kort øjeblik. Det var rædsomt.

Det betød også at mit eget liv gik i stå. Ikke kun fordi jeg ventede, men også fordi jeg så alle kvinder som en trussel – selv mine nære veninder, som jeg skubbede fra mig, når jeg var sammen med ham, for jeg var sikker på, at enten hun eller han ville blive tiltrukket af hinanden på et eller andet tidspunkt, hvis ikke jeg var påpasselig og holdt dem adskilt. Jeg vidste godt, at min jalousi gjorde det svært at elske mig, og mine veninder var så søde og kærlige, at jeg ikke havde den mindste tvivl om, at han hellere ville være sammen med en af dem, hvis lejligheden bød sig. Det var skrækkeligt.

Mine vågne timer gik med tanker om, hvad han tænkte og gjorde. Hvis jeg ringede til ham og han ikke tog telefonen, forestillede jeg mig at han var sammen med en anden. Hvis jeg ikke fik nok opmærksomhed, forestillede jeg mig at det fordi han var optaget af en anden. Hvis jeg fik opmærksomhed, forestillede jeg mig at han havde dårlig samvittighed over noget, han havde gjort med en anden. Hvis han ikke var vildt optændt og lidenskabelig i sengen, forestillede jeg mig at han var blevet tilfredsstillet et andet sted. Det var frygteligt.

Når jeg sov, drømte jeg at han var mig utro og jeg kunne vågne i det værste humør og nogle gange beskylde ham for at mine drømme var tegn, der var sendt til mig fordi han var mig utro, og at der måske var noget jeg havde overset. Selvom jeg ikke altid tog det sådan, blev han sat på anklagebænken og hvis ikke han trøstede mig, tog sig af mig og elskede mig som jeg ville elskes, var jeg sikker på at  han var på vej væk følelsesmæssigt. Og alle mine parforhold endte i skraldespanden. Og mange af dem endte med at han rent faktisk var mig utro til sidst, for han kunne ikke slippe fri af mig og mine raseriudbrud og efterfølgende tårevædede sammenbrud indtil det var kørt så meget af sporet, at han for længst var holdt op med at føle andet end irritation, væmmelse eller vrede mod mig. Det var hårdt.

Så selvom jeg savnede at være i et parforhold når jeg var alene, havde jeg det rent ud sagt ad helvede til når jeg var i et. Og det havde mine kærester tydeligvis også.

Heling

Det var sådan i mange år. Indtil jeg kunne se, at jeg var trængt op i en krog, hvor jeg drømte om en kæreste, der var så perfekt, at han ville favne og rumme og elske og på en eller anden måde være så magisk, at jeg aldrig ville blive jaloux igen, imens jeg måtte leve alene, hvor jeg trods alt trivedes og havde et godt liv og dejlige venner. Da indså jeg, at jeg måtte vende blikket indad og hele mit hjerte for de svigt og forladthedsfølelser jeg bar rundt på, og få gjort noget alvorligt ved mit selvbillede og mit selvhad. For det var i bund og grund følelsen af ikke at være noget værd, der gav brænde til det bål, der hærgede mit liv.

Jeg startede i terapi. En alvorlig omgang, der tog langt tid. Men selvom jeg ville have det bedre, sprællede jeg som en fisk i ren og skær desperation, når min terapeut ikke gik med på mine forklaringer om, at jeg jo havde haft ret i at være jaloux, for nogle af mændene viste sig jo at være mig utro, og jeg ikke ville anses som en dum og naiv gås, der bare troede på hans (hvem han nu var) kærlighed, når nu han var en kæmpe idiot, der alligevel var gået fra mig og derved bevist at hans kærlighed ikke var så dyb og evig som han havde sagt. Det var da klart, forsvarede jeg mig, at jeg sikrede mig at han var ærlig, når nu jeg var blevet såret så mange gange før – INGEN, og jeg gentog det til hudløshed, INGEN skulle nogensinde såre mig igen.

Og det var lige her min første, store forhindring var: Hvis jeg skulle opleve kærligheden dybt i mit hjerte, skulle jeg også være villig til at løbe den risiko at blive såret. Jeg havde haft så travlt med at forskanse mig bag angreb, forsvar, raseri og fokus på ‘ham’ osv i mine forhold, og havde aldrig selv oplevet, hvad det egentlig ville sige at elske frit og dejligt og nærende og tillidsfuldt. Den var svær at sluge, og det tog lang tid at turde slippe min angst for at blive såret, og dermed falde ned i et dybt, sort, depressivt hul, som jeg gjorde, når jeg blev forladt. Men jeg kom langsomt igennem min angst ved at ville igennem den, og ved at vende mit fokus mere og mere mod mig selv og hvad der gav mig glæde i mit liv. Jeg indså at jeg ikke vidste, hvad jeg havde brug for, andet end “Åbenhed og Ærlighed”, de to fakler, der stod som lysende betingelser foran enhver mand, der ville i nærheden af mig, og som blev brugt som angrebspunkter, hvis der var noget han havde undladt at fortælle.

Jeg arbejdede så vedholdende og fokuseret i terapien igennem de år, at jeg følte, at jeg fik endevendt hver en bautasten, der stod i vejen og med tiden fik dem knust og granuleret, så de kun var støv og småsten til sidst. Der var tider, hvor jeg havde lyst til at kapitulere og bare falde tilbage til mine gamle følelser, men det viste sig at det ikke længere var en mulighed, for jeg vidste at jeg havde ansvaret for mit liv, og det betød at jeg måtte begynde at opføre mig ansvarligt. Jeg måtte tage det alvorligt at der ikke var andre end mig, der kunne få mig ud af jalousien – der ville aldrig være en mand, der kom og reddede mig fra mig selv. Der fandtes ikke en prins på den hvide hest, og det var barsk at nå til den erkendelse, for jeg troede samtidig at det ville betyde at den kærlighedsrelation jeg ville ende i, ville være kedelig, trummerum-agtig, uromantisk og ulidenskabelig. At den bare ville være en måde ikke at gå alene igennem livet på, og jalousien stemme hviskede mig spørgende i øret, om det virkelig var den måde jeg ville leve på. Det var det ikke. Men jeg ville heller ikke leve så besværligt som jeg hidtil havde gjort. Så der måtte findes en anden vej. Og jeg ville finde den.

Jeg gennemarbejdede i en lang periode mange af de tidlige svigt jeg har oplevet i min barndom: Mine forældres skilsmisse da jeg var tre og deres efterfølgende manglende evne til at samarbejde, så jeg kom i klemme. Min mors evige væren væk hjemmefra fordi hun var selvstændig og brødfødte en hel familie i de varme lande. Min fars manglende engagement i mit liv igennem min barndom og de skiftende partnere de havde, som jeg knyttede mig til, men som forsvandt som dug for solen det øjeblik de ikke var sammen med mine forældre. Og alt det andet, der lå i den pose, der var min barndom, og som jeg havde ‘oversat’ til at jeg ikke var værdifuld for nogen.

Og hvad skete der så med kærligheden?

Kærligheden indtraf i mit liv gradvist igen. Ikke som den store stormende, usikre forelskelse som jeg ellers kendte til, hvor jeg mistede mig selv og bare flød med, og håbede han ville elske mig. Istedet var det en langsom, og til tider frustrerende svær proces, hvor jeg gik til og fra, faldt tilbage og halede mig selv op, hvor jeg røg over i jalousien og usikkerheden igen, men hvor jeg var klar over, hvad der skete og kunne komme ud af de følelser igen uden de store armsving. Jeg turde være sårbar på en måde, jeg ikke tidligere har været og jeg overrasker stadig mig selv til tider ved de fine og nænsomme sider, der dukker op, når jeg giver mig selv plads til at være den, jeg er, inderst inde. Jeg binder ikke hverken mig selv eller ham på hænderne mere, og kan mærke at mit eget liv har fået en rigdom og nogle nuancer, der gør mit liv dejligt og afslappet. Jeg ser på ham og ved, at hvis jeg ikke havde været igennem den proces, ville jeg have gjort alt for at forandre ham og hans forskellighed, så han kun skulle leve for at opfylde mit tomrum. Istedet glædes jeg over, at han lever sit liv og udfolder sig som det menneske han er, og bliver inspireret istedet for truet af hans måde at  se verden på, som er anderledes end min. Vi deler kærligheden uden at være bundet. Og lidenskaben, tro mig, den er der stadig.

Kærlig hilsen,

Christina

Udgivet i Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Sidder Du Fast?

Udgivet den 14. maj 2012 af Christina Copty

Jeg har i en længere periode haft en klient i terapi, der keder sig i sit parforhold. Hun synes ikke, at hendes mand viser interesse for deres fælles liv, og hun har svært ved at sætte skub i ham, for han vil helst bare være hjemme og se TV, når de har fri.

Hun har tidligere været vant til at have et rigt socialt liv, og kan lide at gå på museum, på udstillinger og i det hele taget være ude og bruge byen, men hun har været single det meste af sit liv indtil hun mødte sin mand, og hun længtes efter at have en kæreste.

Og det er her, hun kommer i klemme, for hun elsker sin mand, men føler sig ikke stimuleret i deres samvær – og kan derfor ikke finde ud af, om hun skal gå fra kærligheden og få sit liv tilbage, eller om hun skal afskrive sine behov og værdier for at være i parforhold med ham.

Hun har igennem årene med ham forsøgt at skabe en balance ved at gå alene ud med sine veninder og gøre det, hun kan lide, men hun savner at gøre nogle af de ting, der betyder noget for hende, med sin mand. Han har sine egne interesser, som enten ikke siger hende så meget, eller som han foretrækker at gøre for sig selv, fordi han har brug for plads omkring sig. Og nu er hun nået til en skillevej, og føler sig fastlåst i valget mellem det ene og det andet: At gå og få sit liv tilbage, eller blive og være i et parforhold, hvor hun ikke føler, at hun rigtigt lever.

What to do, what to do?

Det er ikke nemt at stå lige der, og mærke to modstridende behov trække i hver sin retning. Det ene behov er ikke mere rigtigt for hende end det andet, fordi hun i ham også har fundet noget ro, som hun har manglet og savnet, og samtidig er der så meget ro, at hun er ved at gå til i kedsomhed, og følelsen af ikke at leve sit liv fuldt ud og miste værdifuld tid.

Hun kan veksle fra den ene uge til den anden og har svært ved at finde ro med sine ambivalente følelser, hvilket er forståeligt. Hun har været frustreret og vred på ham over at hun føler sig taget for givet og ikke værdsat som den hun er af ham, og hun har været forvirret over om hun overhovedet er berettigelse til at have sine behov (“Måske er det bare mig, der både vil blæse og have mel i munden?“).

Forvirringen bliver ikke mindre af at hendes omgangskreds også veksler mellem at støtte hende i, at hun skal leve sit liv og gå fra ham, og at tale med hende om, at man er nødt til at gå på kompromis i et parforhold. Men hvornår hun skal hvad, og hvor går grænsen?

Jeg kan naturligvis ikke give hende min løsning for, hvad hun skal gøre, men noget af det, vi arbejder med, er at hendes behov er legitime. Det vil sige, at det ikke giver mening at gøre dem hverken rigtige eller forkerte. Vi har de behov vi har, og så længe vi ikke skader andre mennesker, er det okay at have vores behov. Hvis jeg for eksempel godt kan lide at drikke rødvin når jeg er ude, er det ikke forkert, bare fordi min kæreste foretrækker at drikke cola. Hvis jeg gerne vil mærke romantik og min kæreste er som en elefant i Illums Bolighus, er det ikke forkert. Men det kan hurtigt blive “farligt”, hvis jeg for eksempel udtrykker mig ved at gøre mine behov rigtige og min kærestes forkerte, som ved at sige til ham, at jeg synes det er irriterende og uromantisk at han drikker cola når vi er ude. Så bliver han ramt på følelsen af at være forkert, og så kan den endeløse diskussion om hønen og ægget starte, og som oftest fører den kun en vej, nemlig væk fra kærligheden. Derimod er det okay at gøre op med sig selv, hvad man vil med sit liv og forholde sig aktivt til det – hele tiden – så man skaber sit liv dag for dag på en ansvarlig måde.

Hvad Gør DU med Dine Behov?

  • Dine behov er del af dit personlige “stempel” på verden. Det, du har behov for, er en del af det, der udgør dig som menneske, noget af det, der gør dig unik. Har du behov for at springe i faldskærm, behov for at blive hørt, behov for at spise på bestemte klokkeslet, behov for at skabe familie, behov for at blive stimuleret visuelt osv.? Så er det en del af dig. Og du er skøn, som du er. Punktum.
  • Du skal gøre op med dig selv, hvad du vil med dit liv, ikke hvad du kan. Vi kan overleve i fængsler, i tortur, i dårlige ægteskaber og under andre begrænsninger, men er det, hvad du vil? Vil du se tilbage på dit liv og fortryde det, du ikke gjorde, fordi du godt kunne nøjes med mindre?  Eller vil du leve dit fulde potentiale ud?
  • Alle valg har konsekvenser. For mange mennesker, der sidder fast i ambivalens, handler det om, at de ikke tør træffe det valg, der ligger og venter, fordi de er bange for konsekvenserne. De vælger på den måde at stå stille udadtil, og konsekvensen er at de ædes op indvendig af frustration, depression, afmagt, håbløshed, vrede og apati. Så alting har konsekvenser: både de aktive og de passive valg, for ingenting står stille, og alting forandrer sig hele tiden.

Og som afsluttende kommentar: Jeg er stor fortaler for, at man tager ansvar for sit eget liv, og det betyder at vi nogle gange skal træde ud af vores sikkerhedszone og gøre noget, der ryster grunden under os. Når vi er tro overfor os selv og har tillid til at vi kan skabe det liv vi gerne vil have, bliver spørgsmål som “Jamen finder jeg nogensinde en anden mand, hvis jeg går fra ham her?” overflødige, for når du skaber dit eget liv, er fokus på et helt andet plan, hvor du istedet kigger på, hvad det er for mænd, du vil tiltrække, ikke hvem du får.

Med ønsket om en dejlig maj uge,

Christina Copty

Udgivet i Terapi | Tagget , , , , , | Kommentarer lukket til Sidder Du Fast?

Impulskontr..hvaffor-noget?

Udgivet den 11. maj 2012 af Christina Copty

Du står i køen i Føtex, og kvinden bag dig kommer til at køre sin kundevogn op i hælene på dig – vender du dig og snerrer “Se dig dog for” inden hun når at sige undskyld?

Når du vil i kontakt med nogen, der ikke tager deres telefon med det samme, ringer du så flere gange i træk med korte mellemrum, eller lægger du en besked og venter på at høre tilbage?

Når du ikke får din vilje i et skænderi, bliver du så mere og mere hidsig og råber højere og højere, eller kan du træde et skridt tilbage og give den anden plads til at have det på sin måde?

Hvis du ikke har kontrol over dig selv, og dine reaktioner kommer som automatikker, er dine impulser givetvis noget, der bringer dig i knibe og karambolage med dine omgivelser med jævne mellemrum. Det er sikkert også noget dine omgivelser er trætte af at stå model til, fordi de føler at deres grænser bliver overskredet gang på gang. Og jeg er sikker på, at det i visse tilfælde ville være rart for dig, hvis du kunne styre dig selv lidt bedre, så du ikke ender derude, hvor du faktisk mister overblikket over, hvad der sker for dig og du bare ruller med din indre lavine og bagefter skal igang med en ordentlig omgang damage control, der enten munder ud i, at du føler dig skyldig, eller at du forsøger at forsvare din reaktion med et “Jamen, det er fordi DU…” og igen ender i en lavine.

Hvad er impulsive udbrud udtryk for?

Når vi mangler impulskontrol og bare flyder med det, der sker i os, kan det være udtryk for en del ting, nogle af dem kan være at:

  • Du har lært det hjemmefra, fordi det er sådan en eller begge dine forældre gør
  • Du føler dig berettiget til at behandle andre mennesker nedladende, fordi du synes de er stupide, og du er bedre/klogere end dem
  • Du reagerer, fordi du føler dig truet
  • Du kæmper for retten til at have ret, fordi der kun kan være én sandhed, og det skal helst være din
  • Der kan kun være én vinder og en taber – og taberen er forkert
  • Dit verdensbillede er fastfrosset i sort-hvid
  • Du har svært ved at sætte dig ind i, hvordan andre mennesker har det

Selvfølgelig er impulser også nyttige i situationer, hvor vi reelt set er truede og vores overlevelse afhænger af, at vi kan reagere hurtigt og instinktivt. Men ofte forholder det sig sådan for impulsive mennesker, at deres system er ‘frosset fast’ i et flugt eller kamp respons, som ikke er relevant i den situation vedkommende befinder sig i, og de fleste mennesker med mangel på impulskontrol savner da også den ro, som de oplever andre, der har den, udstråler.

Heldigvis er det aldrig for sent at udvikle impulskontrol, men det er en udfordring, fordi impulsivitet netop er ensbetydende med, at man ikke er i stand til at tænke rationelt i selve situationen, og derfor kræver det at man arbejder med det, når man er bevidst og rolig.

Hvad du selv kan gøre for at udvikle impulskontrol

Det er mere gavnligt at arbejde med impulskontrol sammen med en anden, der kan hjælpe dig med at afstemme og justere dit verdensbillede, så du lærer at se dig selv og verden ud fra et mere nuanceret billede, hvor alting ikke er delt op i absolutter (én sandhed, én vinder, én virkelighed osv), men der er visse ting du selv kan gøre, og en af dem er at lave følgende visualiseringsøvelse:

  • Tænk på den seneste situation, hvor du reagerede impulsivt og undersøg hvilken følelse, der satte gang i automatikken (trigger-følelsen): Følte du dig overset? Var du træt? Blev du bange? Følte du dig forurettet? Blev du irriteret?
  • Kig derefter på, hvad der skete i dig: Steg din temperatur? Følte du dig stiv i kroppen? Mistede du overblikket? Følte du blodet bruse i din krop?
  • Og nu til den mere udfordrende del: Luk øjnene og gennemgå situationen frem til du mærker din triggerfølelse dukke op. Forestil dig, at du lige på det tidspunkt stopper op og trækker vejret. Forestil dig at du laver en affejende bevægelse med hånden og siger “pyt” med et smil på læberne. Du vil givetvis opleve at du bare ved at lave denne visualiseringsøvelse igen mærker din følelse af selvretfærdighed, som du oplevede i den oprindelige situation, og du vil måske feje øvelsen af banen med tanken om at “det her virker ikke, for i min situation var der grund til at jeg flippede ud.” Det kan godt være du kan finde begrundelser, der retfærdiggør din handling, men det her handler ikke om at have ret eller uret, men om at finde din impulskontrol til gavn for dig selv, så du oplever at du ikke skal kæmpe for din ret, men istedet kan hvile i, at du også har ret.
  • Det næste skridt i visualiseringen, er at du forestiller dig, at den du mistede besindelsen overfor, siger “tak, det var dejligt at have en snak med dig, hvor der var plads til os begge to” og mærk så, hvordan det er for dig, at du gjorde noget andet, der var bedre for dig og den anden.

Grunden til at denne øvelse virker, er fordi vi blot ved at forestille os gøre noget andet, sender signaler til hjernen om, at vi kan gøre noget andet. Jo oftere du laver sådanne visualiseringer, des mere stadfæster du signalet om, at du kan noget andet, og dette i sig selv skaber rum til, at du i en fremtidig situation, hvor du mærker dine impulser stige til overfladen, allerede har skabt dig et erfaringsgrundlag for, at du har en anden valgmulighed i selve situationen og derfor ikke behøver lade impulserne styre dig, men istedet kan sige “pyt med det”.

Med ønsket om en dejlig (og fredelig) weekend,

Christina Copty

 
Udgivet i Selvudvikling | Tagget , , , , | Kommentarer lukket til Impulskontr..hvaffor-noget?