Ferie, ferie, ferie… er ikke rart med en narcissist

Udgivet den 26. juni 2020 af Christina Copty

De fleste glæder sig til at holde ferie, især sommerferie. Der er noget magisk over de lange dage, hvor solen er hovedgæsten, og det eneste man skal, er nydelsesfuldt.

Sådan er det bare ikke, hvis du lever sammen med et menneske med narcissistiske træk. Istedet bliver ferietiden en tid, du ser henimod med ondt i maven og bekymringer over, hvordan det mon bliver denne gang.

Ofte er det de samme dynamikker du oplever om og om igen, selvom du gør alt, hvad du kan for at få det til at gå i en bedre retning og blive en god ferie. Men enten er du ene om at skulle planlægge hele ferien, fordi narcissisten ‘er ligeglad,’ eller også får du ikke lov til at give dit besyv med, fordi narcissisten vil bestemme det hele.

Umiddelbart lyder det måske modsætningsfyldt, at man med en narcissist på den ene hånd kan risikere at have en partner, der virker fuldstændig uengageret og passiv, og på den anden, enerådende bestemmer alt. Men begge dele kommer fra det samme sted – nemlig fra narcissistens konstante behov for at have magten i forholdet, og magt kan ikke deles, derfor står man som partner alene enten som planlægger eller som den, der skal lade sig diktere.

De to magtmetoder

Den sidstnævnte metode til magt ved bare at tage den, og bestemme alt, uden at du må have en mening, er selvfølgelig ikke svær at få øje på fordi den er åbenlys kontrollerende og har en synlig aggressivitet over sig. Det er ham eller hende, der nedlægger veto mod alt, hvad du foreslår, oftest med begrundelsen at han/hun ikke vil bruge sin kostbare ferie på at lave noget, der ikke interesserer vedkommende. Der er ingen forståelse for eller imødekommenhed omkring dine interesser eller drømme. Hvis narcissisten vil ligge på en strand i tre uger, og du drømmer om at komme til Rom, vil narcissisten tale dårligt om Rom, nægte at betale for rejsen til Rom, og oftest ‘foreslå,’ at du bare selv tager til Rom, imens han/hun tager på sin egen rejse (En lille note herom: Narcissister er mere optagede af at opfylde egne behov og lyster end af tosomhed, og det er nytteløst at forsøge at ændre denne indre prioritering). Denne type magt vil føles truende på dig som partner, og du vil være bange for at sige eller gøre noget forkert, fordi det kan afføde en kaskade af ydmygelser og nedladenheder.

Den første magtmetode kan derimod være sværere at gennemskue som magtmiddel, men ikke desto mindre er det stadig et sådant, selvom det virker passivt. Her er det typisk den subtile narcissist, der bruger offerrollen til at tage al magten (‘man skal altid tage hensyn til et offer, og hvis ikke man gør det, er man krænker’ – er devisen her). Han eller hun tager magten ved at overlade alle beslutninger til dig, og når du så har gjort dig umage, booket og betalt, og I i nogle tilfælde er draget afsted på ferie sammen, så kommer brokkeriet. Så er hotellet ikke godt nok. Maden er dårlig. Vejret er træls. Seværdighederne kedelige. Du er for glad (underforstået: du er egoistisk) og så videre i den dur. Hvis du forsøger at inddrage denne subtile passivt aggressive narcissist, vil vedkommende gøre alt for at undgå at blive inddraget, for hvis man er inddraget i beslutningerne, er man med til at bære ansvaret, og så kan man jo ikke bruge sin position som stakkels sagesløst offer til at spille dig skakmat. Hvis du har at gøre med sådan en partner vil du ikke føle dig direkte truet i samme grad som med den åbenlyst kontrollerende type, men du vil i stedet føle dig usikker på dig selv, og på om du nu har gjort det godt nok, og du vil have udviklet en tendens til at lægge følere ud hele tiden, fordi din partner straffer dig med tavshed, kulde, afvisning og helt sikkert surmuleri.

Hvis du er udsat for denne manipulationsmetode, kan det måske føles forjættende at gøre dig endnu mere umage. Du tænker måske, “hvis nu jeg planlægger noget, han/hun HELT SIKKERT elsker, så bliver det en god ferie.” Det kan også være du tror, at hvis du bare venter og trækker den ud til sidste øjeblik, så bliver din partner tvunget til at træffe en beslutning og være med til at give udtryk for, hvad vedkommende vil, men hvis der er noget en narcissist med offertendenser er god til, så er det at lade være med at tage ansvar, og det betyder at du kan risikere at vente på noget, der ikke sker – og oftest vil du ende med at være den, der blinker først, og højst sandsynligt i en frustreret magtesløshed, som narcissisten så kan bruge som bevis for, at han/hun jo ikke tør planlægge noget med dig, fordi ‘der ikke skal noget til før du flegner.’ Hvis du derimod forsøger at planlægge noget, du ved han/hun elsker, vil du stadig ikke få den anerkendelse og taknemmelighed, som du sikkert håber på og angler efter, for hvis han/hun skal give dig det, mister han/hun også sin position som den vigtigste i forholdet. Så…du er damned if you do, and damned if you don’t.

Løsningen 

Hvis du gerne vil have en bedre sommerferie end du har haft med din partner tidligere, kræver det, at du gør noget andet end det, du har gjort før. Ellers får du bare mere af det samme, netop som den kloge Einstein sagde: “Der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente at resultatet hver gang bliver anderledes.”

Det betyder, at du må gøre noget, der er meget anderledes end det du plejer, for du skal ikke overbevise din narcissist om, at han eller hun skal være deltagende og tage medansvar, for det virker ikke. Nej, du skal gøre op med dig selv, om du vil lade et andet menneske have den slags magt over dig, der giver dig dårligt selvværd, og som ikke opbygger eller støtter jer som par. For når du holder op med at prøve at lappe alle de steder, hvor du bliver såret, og i stedet ser på årsagen til dine sår, så kan du hjemtage din kraft og handle ud fra, hvad der er rigtigt og vigtigt for dig, for hvis du er sammen med en narcissist eller andre personer, der bruger psykisk vold overfor dig, så hjælper det ikke at forsvare og forklare dig, for sådan et menneske er ikke interesseret i at afgive magten.

Hvad betyder det i praksis? Jo, det betyder at der ikke er et one-size fits all svar, men at du netop skal finde ud af, hvad der vil gøre DIN sommer god: Er det at få læst en masse bøger (en af dem kunne måske være ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold‘ hvis du ikke allerede har læst den), måske er det at tage på højskole og lære noget nyt, måske har du mere lyst til at undersøge nye steder i Danmark og måske har du lyst til at besøge venner og familie. Hvad du end har lyst til, så fokusér udelukkende på dig selv som om du var single og mærk efter, hvad du gerne vil have at se tilbage på, når du er tilbage fra ferie. Skal det være det samme som sidste år eller året før, hvor du bare gik og ventede på at ferien var slut, så du ikke skulle gå på æggeskaller mere, eller skal denne sommer indeholde noget, der faktisk ER godt og nærende og afslappende for dig?

Valget, min kære, er dit – jeg synes bare du fortjener det bedste, og ind imellem er det at have tid alene til at tænke de store tanker, og få fred til at være det skønne menneske, jeg ved, du er.

Rigtig god sommer.

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Kærlighedsstormen er ikke farlig

Udgivet den 10. februar 2020 af Christina Copty

Et af de elementer, der ofte beskrives som kendetegnende for narcissistisk forelskelse, er stormkur, eller som jeg har kaldt det i min bog ‘Den Svære Kærlighed’, Kærlighedsstorm, og imens det til en vis grad er rigtigt at stormkur kan være en del af en narcissists første begejstring, er det desværre gået hen og blevet et slags uformelt diagnostisk kriterie, når man ser sig om på nettet efter information om emnet, og fordi det er blevet gentaget så mange gange så mange forskellige steder, er det næsten blevet en slags sandhed. 

Men det er det altså ikke. 

Stormkur er ikke noget, der er forbeholdt narcissisten. Og stormkur er ikke et sygdoms- eller personlighedsforstyrret tegn. 

Stormkur er bare en blandt mange måder at udtrykke sin forelskelse på. For modtageren kan det være en meget forførende måde at blive kurtiseret på, fordi man som objektet for den andens intense forelskelse er sat på en piedestal, hvor alt, hvad man gør, tænker, synes og føler er rigtigt – og når man beskriver det således, er det jo blot forelskelsens ‘almindelige’ vanvid. 

Når vi knytter os til en anden, er det normalt at synes, at vedkommende er noget helt særligt, ellers kunne vi jo finde sammen med hvem som helst, og som de fleste ved, er vores følelsesmæssige impulser en stor del af den første tiltrækning, der ikke på samme måde kan vækkes via fornuftens overvejelser om for og imod. De fleste af os har da også en negativ holdning til forhold, der baseres på fornuften, og ville have svært ved at forestille os leve et helt liv med en anden baseret på fornuft, især i dag, hvor kvinder ikke længere er økonomisk afhængige af at blive forsørget.

Hvorfor forveksler man stormkur med narcissisme?

En af årsagerne til, at man kan komme til at tro at stormkur er et narcissistisk træk, er fordi det kan lægge sig op ad de diagnostiske kriterier, der hhv. handler om narcissistens stræben efter ideel kærlighed, samt kriteriet, der beskriver, hvordan narcissisten ser sig selv og dem, han/hun associerer sig med som noget særligt – akkurat sådan som vi alle tænker og oplever, når vi har mødt That Special Someone.

Men hvis man kommer til at tage kærlighedsstormen, eller den intense forelskelse, som bevis for disse kriterier, er der mange, der enten tror, at alle de møder, der hurtigt forelsker sig i dem, er narcissister, eller modsat, slet ikke får øje på, at de er i et forhold med en narcissistisk partner, fordi de netop ikke har oplevet at blive kurtiseret så direkte, og heller aldrig har oplevet at narcissisten kommer tilbage efter et brud og kærlighedsbombarderer dem. 

Derfor er det vigtigt at netop det kendetegn udgår fra vores forståelse af, hvad narcissisme er. 

Når man ikke oplever stormkur

Nogle oplever nemlig det modsatte: At de ikke blev kurtiseret eller placeret på en piedestal. Det, der ofte gør sig gældende for netop disse forhold er, at den andens begejstring og idealisering af narcissisten allerede i forvejen er større end narcissistens. Det betyder at narcissisten har opnået den opmærksomhed og forgudelse, som han eller hun ellers plejer at få igennem sin stormkur. 

Det gør sig ofte også gældende, når den fysiske tiltrækning er stor, og at man som den nye partner hengiver sig til det seksuelle rum inden og uden at narcissisten behøver at gøre sig umage.

Sidst men ikke mindst kan man med en lidt grov generalisering sige, at når man ikke udsættes for stormkur, har man måske en større, omend ufrivillig, tendens til at lade sig nøjes, fordi man samtidig har et lavt selvværd på grund af sin opvækst og relationen til sine primære omsorgspersoner, der heller ikke gjorde sig umage for at lade barnet opleve sin værdi og mærke den betingelsesløse kærlighed. 

Det betyder altså, at man kan komme til at se spøgelser, hvor de ikke er, og at overse dem, der, hvor de er. 

Når vi taler om narcissisme bør vi derfor være meget mere påpasselige med ikke at skære alle over en kam, eller ikke se dem overhovedet ved at bruge disse lidt generaliserede anekdotiske oplevelser som gospel.

Kausalitet versus correlation. 

Det betyder ikke at stormkuren aldrig kan finde sted med en narcissist, for den kan den, akkurat som for alle andre. Narcissisme skaber ikke stormkur. Men narcissistens begejstring og impulsivitet kan sagtens komme til udtryk i hans/hendes tunnelsynede forelskede. Så det kan eksistere fint side og side. Men gør det som sagt ikke altid.

Hvad gør man så for at skelne?

Selvom man springer rundt på forelskelsens enhjørning, vil narcissismen ligge nedenunder som en form for underlægningsmusik, og man vil som partner have en ofte nagende fornemmelse af, at man skal opføre sig på en bestemt måde, fordi man instinktivt ved, at man enten vil blive devalueret eller endda miste den vilde forelskelse, hvis man siger noget, den anden kan opfatte som kritik eller afvisning. Hvis man for eksempel oplever, at narcissisten hurtigt vil flytte sammen eller giftes eller sige ‘jeg elsker dig’, så er det ikke i sig selv et problem, men hvis man bliver afvist og kasseret fordi man ikke spejler de store følelser ubetinget og i samme tempo, så er det der, alarmklokkerne helst skal begynde at bimle.

Narcissisme som det nye sort(-e får) 

Desværre er narcissisme blevet det nye skældsord, der bruges i flæng om alt og alle, der opfører sig krænkende, egoistisk, er utro, taler nedladende, er ‘alt for’ begejstrede i deres forelskelse og så videre, og der er desværre også gået mode i at se narcissister som ensidigt sorte dæmoner, der gør alt ud fra en kalkuleret bagtanke, hvilket er lige så unuanceret en måde at se narcissisten på, som narcissisten ser ud i verden, og selvom man måske tror at man gør andre en tjeneste ved at dæmonisere dem, kommer det i sidste ende til at betyde, at mange ender med større sår og skader, fordi den viden de får, er fejlbehæftet, fordi den bunder i formidlerens egen vrede og erfaringer med en psykisk voldelig person, der måske, men måske ikke, er/var narcissist.

Vi må passe på at indignationen og følelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt og dårligt ikke kommer til at betyde, at vi på samme måde bliver krænkende i vores rigiditet og generaliseringer overfor andre mennesker – og at vi i sidste ende også sætter os selv og hinanden fri til at forelske os hovedkulds, og nyde det søde vanvid der er i at se den anden igennem hjertets lyserøde briller. For det skal der også være plads til. 

Happy Valentine’s Day, smukke sjæl <3

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Lider du af efterfødselsreaktion eller er din mand narcissist?

Udgivet den 10. september 2019 af Christina Copty

Disclaimer til vrede mandlige læsere: Dette indlæg er henvendt til kvinder og mænd, der gerne vil have mere viden om, hvordan psykisk vold fra en narcissistisk mand kan påvirke en nybagt mor. Det er ikke et indlæg om mænds fødselsdepression, og det er heller ikke et indlæg om sunde mænds tilvænning i rollen som far. Det er et indlæg, der udelukkende beskæftiger sig med, hvordan det er for en nybagt mor at have en narcissistisk partner. 

Marie havde været ked af det i længere tid. Hun sad med sin lille søn, Gustav, på armen og kiggede ned på ham, imens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun havde måtte opgive at amme, for hendes læge havde, efter anbefaling fra sundhedsplejersken, overtalt hende til at tage antidepressiva, fordi hun åbenbart havde en efterfødselsreaktion, og man måtte ikke amme sit barn, samtidig med at man tog den stærke medicin. Hun flyttede sutteflasken, så drengen kunne sutte uden at få luft med ind. Hun var tit trist, når hun havde disse stunder med ham, for hun følte sig ensom, ked af det, og som en total fiasko som mor, fordi hun havde måtte opgive at amme. Desuden gjorde pillerne hende ikke gladere, bare tør i munden og frustreret over, at hun ikke bare kunne være glad, for her sad hun med verdens dejligste dreng, det største ønske opfyldt og drømmen om kernefamilien endelig manifesteret. Istedet for glæde følte hun sig nedtrykt og skyldig. Som om hun ikke var særlig god til hele dette ‘familie’ set up, hun nu befandt sig i.

Marie er repræsentant for rigtig mange kvinder, der får børn med narcissistiske mænd. Den tristhed, følelsen af forkerthed og de til tider voldsomme følelser af afmagt med selvmordstanker i hælene indfinder sig ofte, når man får barn med en narcissist.

Den svære periode starter for mange tidligere. Selve graviditeten er ikke en dans på roser, men derimod en tilstand som narcissisten overfor sin partner irriteres over, og helst ikke vil høre om. Derimod vil han med glæde tage fortællingen til sig, når den skal udbredes til andre, hvor den vordende mor ikke får lov til at fortælle. Hun begynder at holde op med at fortælle, hvordan det føles at have et barn i maven, for hun føler, at hver gang hun gør det, bliver han enten synligt fraværende, eller decideret irriteret fordi hun nu igen vil have opmærksomhed.

Når den gravide kvinde gerne vil begynde at bygge rede, male værelse og købe babygear, synes narcissisten ofte det enten er for dyrt, grimt eller bøvlet, eller også vil han bestemme, hvad det skal være for mærker, hvilke farver der er bedst, og hvad der er nødvendigt og ikke nødvendigt, oftest uden mere erfaring eller viden end den gravide selv. Men han har en holdning til alting, og det er kun hans holdning, der er rigtig. En graviditet føles ikke som noget man oplever sammen som vordende forældre, men som noget, der foregår under en vis form for trods, kamp og negativitet.

Når det er tid til selve fødslen, vil narcissisten enten have planlagt noget andet, der er mere spændende for ham selv – det kan være at han skal til sport, eller ud og se en fodboldkamp. Det kan være han vælger at planlægge en herretur lige omkring terminsdatoen, så han ikke er der. Det kan også være, at han pludselig bliver syg og dårlig i en sådan grad, at han vælger ikke at tage med på hospitalet. Hvis han tager med, kan han finde på at flirte med jordemoderen eller sygeplejerskerne og være mere optaget af at være charmerende overfor dem, end han er af at støtte sin fødende partner. Kvinden, der jo skal koncentrere sig om at føde, føler sig fortvivlet, magtesløs og enten vred eller ked af det, fordi svigtet lige præcis der er så stort og tydeligt.

Kvinder, der endnu ikke ved at de er sammen med narcissistiske partnere, undskylder ofte denne utilgivelige adfærd ved istedet at fokusere på babyen, og ved at sige til sig selv at deres mand nok har brug for tid til at vænne sig til at være far, og at han nok lige havde brug for at have sin sidste frihed.

De får sig ofte en langsom, men smertefuld opvågnen i tiden derefter, for den narcissistiske mands interesse i at være familie er ikke tilstede. Istedet bliver han mut, surmulende, trodsig og forlanger ofte sex før kvinden er klar til det, og når han afvises, bliver han vred, kold og afstraffende ved at lægge hende på is. Han kan i den periode sagtens være utro, og samtidig opføre sig som et offer derhjemme. Han kan også begynde at gå i byen, eller spille computer i døgndrift og i det hele taget opføre sig som en berettiget teenager, der ikke står til regnskab overfor nogen eller noget.

Han kan også finde på at være meget voldsom overfor babyen på en måde, der føles som om han gør det for at være trodsig overfor moderen. Som om han får et lille kick ud af at se hende blive bange, så han kan nedgøre hende ved at kalde hende pylret. I nogle tilfælde går disse narcissistiske mænd alt for langt og kan finde på at kaste selv spædbørn op i luften, eller svinge dem alt for voldsomt fra side til side, så deres små hjerner bliver mørbankede inde i deres små kranier. I sådanne tilfælde er det ikke kun vigtigt, men tvingende nødvendigt, at man som mor fjerner sig selv og barnet fra den fare, som han udgør.

Andre gange går narcissisten i den modsatte grøft, og laver splitting med babyen. Det sker hvis babyen er The Golden Child, og ofte, for en mandlig narcissist, vil en pige være netop det. Så vil han tage pigen ud af moderens arme, og gå med hende selv. Han vil insistere på at hun ikke skal ammes, men istedet have flaske, så han også kan få plads. Denne type kan være vanskeligere at spotte, fordi han udadtil bare virker som en involveret og begejstret partner og far, men sandheden er, at moderen kan mærke, det er noget andet, der ligger til grund for det. Som om det handler om at gøre babyen til hans, og tage hende fra sin mor. Altså stadigvæk ikke et fælles forældreskab, men nu med omvendt fortegn. I mange tilfælde vil han endda skærme babyen mod moderen, som om moderen udgør en fare for barnet. Denne mere subtile undertype er ofte svær for kvinden at sætte fingeren på, fordi han overfor familie og venner altid er ekstremt charmerende og beleven, og virker generøs og kærlig i en sådan grad at andre ofte fortæller hende, hvor heldig hun er at have sådan en mand som ham. Men det er hun faktisk ikke. Tværtimod.

Hvorfor bliver narcissisten sådan?

En narcissist kan ikke tåle at dele spotlyset med andre. Hans partner er sat til verden for at se på ham. For at give ham al sin opmærksomhed og være tilstede for ham. Han giver ikke det samme den anden vej rundt, for det ser han ikke som vigtigt. Han ser i det hele taget sin partner som en form for appendage, en statist, på hans scene, som kun skal levere de rette cues så han kan skinne. Da en narcissist ikke evner empati, er han uinteresseret i kvindens oplevelser under graviditeten, men det slutter ikke kun der. En narcissist har nemlig også uanede mængder misundelse og jalousi, så når kvinden pludselig kan noget, han ikke kan, og derfor kan få en opmærksomhed han aldrig ville kunne få, bliver han misundelig. Han kan ikke tåle at hun får opmærksomhed, når baby sparker. Han kan ikke tåle, når andre taler med hende om, hvordan det er at være gravid. Det eneste, der optager ham er, hvordan den krop, der var til rådighed for ham, lige pludselig er invaderet og overtaget af denne lille fremmede, som gør at det ikke længere er hans. Hvis han bliver afvist seksuelt, gør hans narcissistiske raseri ham iskold og hård, fordi han ikke kan tåle at blive afvist.

Det værste ved hans narcissistiske raseri er dog at han igennem alt dette føler sig som et offer, og derfor kan forklare overfor sig selv, at han er berettiget til at være som han er. Han synes ikke hans adfærd er et problem, fordi han synes, hun fortjener det.

Hvad gør alt dette så ved den nybagte mor?

Udover at hun bliver ked af det, bliver hun også forvirret, fortvivlet og kan i mange tilfælde begynde at tvivle på sig selv, sådan som beskrevet i det indledende. Hun kan gå længe og få det værre uden helt at forstå, hvad der sker. Hun kan få tankemylder, have svært ved at sove, føle sig som en dårlig mor, være trist, føle sig uelsket, få selvmordstanker, føle sig ensom og isoleret. Hun kan græde meget, men også blive så hæmmet, at hun ikke tør græde foran sin partner. Hun bliver meget bekymret for sit lille barn og kan have frygtelige mareridt om alverdens ulykker. Hun tør desuden sjældent fortælle nogen, hvad der egentlig foregår, og begynder istedet selv at tegne et billede af, at hun måske har en fødselsdepression – noget, der tit også anspores af manden, og som han bruger som forklaring, fordi det flytter fokus væk fra ham og hans adfærd, og som i samme omgang også kan bruges til at pege på hende som en defekt kvinde, mor og kæreste, siden hun ikke engang kan finde ud af at være glad, når nu hun har fået alt, hvad hun ønskede sig.

En kvinde, der får barn med en narcissistisk partner vil i langt de fleste tilfælde udvikle depression, angst og stress, samt PTSD når hun får barn – og det skyldes sjældent den lille nyfødte og det at blive mor. Men derimod den mand, hun er sammen med.

Hvis det er dig, så husk: Du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Spørger du dig selv bevidstløs?

Udgivet den 14. marts 2019 af Christina Copty

‘Hvorfor gør han det?’

‘Jeg kan bare ikke helt forstå, hvorfor han behandler mig sådan, når han ved, at det gør mig ked af det’

‘Hvordan kan hun være så flink overfor andre, men overfor mig er hun ondskabsfuld og kold? Ved hun godt, at hun er det?’

‘Er de klar over, at det de gør, sårer andre?’

‘Gør de det med vilje?’

Denne type spørgsmål hober sig op i de mænd og kvinder, der har indladt sig på et forhold med en narcissist. Ofte efterfølges spørgsmålene af selvbebrejdelse og tvivl på egen formåen som kæreste (‘måske er det bare mig, der misforstår det,’ ‘måske er han sådan overfor mig, fordi jeg selv er ude om det’, ‘han siger, at jeg er den eneste, der kan få ham op i det røde felt’, ‘jeg kan bare ikke tro på, at han er ond med vilje, for han siger, at det er mig, der er noget galt med, og han er jo også sød’)

Spørgsmål af den type er en del af den forvirring mænd og kvinder, der er udsat for narcissister stiller sig selv. Som partner bruger man oceaner af tid på at forsøge at forstå, hvorfor den elskede partner kan finde på at gøre ting, der virker direkte ondskabfuldt; og ofte forsøger man at finde på forklaringer, der på den ene eller den anden måde stiller narcissisten i et godt lys, hvor det, han eller hun gør, er ubevidst eller i det mindste kommer fra et uskyldsrent sted, hvor vedkommende ikke forstår omfanget af den smerte de påfører.

Tanken om at andre både kan og vil gøre deres partnere ondt for at vinde og have magten, er for mange en svær tanke at forlige sig med, fordi man selv leder efter det bedste i mennesker, og fordi det ligger så fjernt at behandle andre ondskabsfuldt og beregnende. Man har svært ved at forestille sig, at man kan være i et parforhold og ikke have forholdets bedste i mente, men istedet kun er fokuseret på at passe på sig selv. Som partner føler man sig forrådt og svigtet, når narcissisten siger, at han eller hun er nødt til at trække sig ‘for at passe på sig selv,’ når man selv har brugt enorme kræfter på at kæmpe for, at der skulle være en fælles platform, der kunne tilgodese begge parters behov.

Når man så samtidig smider forelskelsens lyserøde briller oveni ligningen bliver det næsten umuligt at ville erkende, at jo, deres partner er egoistisk, og kun optaget af sine egne behov, og at vedkommende faktisk sagtens kan finde på at gøre ting for egen vindings skyld, der sårer og krænker; og, måske sværest af alt at erkende er, at narcissisten kun kæmper for sig selv, selvom han eller hun påstår noget andet.

Noget man skal være særligt opmærksom på, når man er i et forhold, hvor man begynder at stille sig selv den slags spørgsmål, er at man ikke trækker tiden ud ved at lede efter et svar på spørgsmålene, for svaret er egentlig i bund og grund fuldstændig irrelevant.

Istedet skal man lære at forholde sig til sin egen virkelighed desuagtet hvad partneren vil have man skal synes, føle og tænke. Hvis man ikke synes man bliver behandlet ordentligt skal man gå. Hvis man føler at partneren opfører sig ondskabsfuldt og hensynsløst skal man gå. Hvis man oplever at man ikke kan tale om vigtige ting ved parforholdet som man er ked af uden at man altid kører af sporet, skal man stole på det man oplever og gå.

Man skal med andre ord holde op med at lede efter svar, for hvad skal svaret give, som en standard for, hvad man vil være i, ikke kan give? Et svar gør ikke følelsen af mistrivsel mindre, og det gør den heller ikke mere spiselig (Hør, hvor hult og ukærligt mod en selv det lyder: “Han må gerne tæske mig verbalt og gøre mig dybt ulykkelig, for han har haft en svær barndom og han kan ikke gøre for det”). Det er ikke i orden at mistrives i et forhold, hvadenten partneren er bevidst eller ubevidst omkring sin egen ukærlige adfærd.

Når man bliver mere tro mod sig selv og sine fornemmelser, behøver man ikke stille sig selv spørgsmål, der handler om, hvorvidt partneren er en nøjeregnende psykopat eller ej, der gør hvad vedkommende gør med vilje, for det eneste, der er vigtigt er, om man trives i forholdet; om man synes, man kan være sig selv 100 procent, og om man selv synes, man bliver behandlet sådan som man vil behandles.

Vi må nemlig alle sætte barren for, hvordan vi vil leve vores liv – fattigt og nøjsomt, eller rigt og levende. Hvad synes du, at du fortjener?

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , , , , | 6 kommentarer

Forskellen på Ghosting og No Contact

Udgivet den 25. november 2018 af Christina Copty

Når man begynder at læse om, og undersøge narcissismen på de sociale medier, vil man ofte støde på begrebet No Contact som en metode at komme ud af forholdet til en narcissist. Samtidig er der en ny ‘trend’ i omløb, hvor folk, (oftest mænd) forsvinder ud af den andens  liv uden forklaring, hyppigst efter man har været i seng med hinanden, andre gange også efter man har set hinanden igennem længere tid. Dette kaldes ghosting. Ind imellem bliver de to brugt i flæng, og der kan derfor være forvirring omkring, hvad de er, og særligt, om det derfor er okay at bruge enten den ene eller anden metode til at komme ud af noget.

No Contact

No Contact vil sige, at man efter at have afsluttet et forhold ikke mere lader høre fra sig. Man besvarer ikke emails, telefonopkald eller andre former for henvendelser. Man kan også vælge at blokere eksen fra de sociale medier, således at man lukker alle skodderne imellem sig. Når man vælger at gå No Contact fra et menneske med narcissistiske eller psykopatiske træk, gør man det højst sandsynligt fordi man har været igennem karrusellen (læs om den narcissistiske karrusel lige her) så mange gange, og har haft så mange konflikter, at man er opbrugt og ødelagt af den evindelige cirkulerende energi, hvor intet forløses og intet udvikles.

No Contact er en måde at bevare sig selv på, efter man gentagne gange har forsøgt at få krænkelser og anden grænseoverskridende adfærd fra den anden til at ophøre. Man har måske forklaret stolpe op og stolpe ned for at få partneren til at forstå, at man bliver såret, ked af det eller vred over den behandling man udsættes for, uden at adfærden ændrer sig. Meget tit er det at gå No Contact svært for den, der gør det, fordi man ville ønske at der var andre, mere kærlige måder at afslutte en relation på, men da man ikke kan trænge igennem til den anden med fornuft og følelse, men oplever at krænkelserne vedbliver, er man til sidst nødsaget til at sige stop og lukke. (Du kan læse mere om, hvordan man går No Contact for at passe på sig selv i min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold)

Ghosting

Ghosting er på en måde meget lig med No Contact i hvert fald i sit udfald, hvor kontakten afbrydes af den ene.

Oftest sker det ved, at man blokerer et menneske pludseligt, uden at den anden ved, hvad der foregår. Man kan have en aftale om at mødes, og dagen for mødet hverken hører eller ser man skyggen af den anden, der nu vælger at lade telefonen gå på svarer eller ignorerer tekstbeskeder, så den anden sidder med en blanding af bekymring (‘Er der sket ham noget?’), irritation (‘Hvad bilder han sig ind? Jeg kunne have lavet noget andet end at sidde og vente på den klovn’) og tvivl (‘Var det noget jeg sagde? Er jeg ikke god nok?’) – altså en omkostning som den uceremonielt dumpede er ene om at betale, imens ghosteren bare søger at undgå at skulle sige ‘Jeg har ombestemt mig’, noget, der selvfølgelig er ubehageligt, fordi han ved, at han har sendt alle mulige signaler ud for at bruge den anden til at få strøget sit ego og få fyldt noget bekræftelse på sin tomme tank. Med andre ord, fordi han ved, at han har udnyttet den anden, men han vil ikke høre det og mærke skammen (og ja, kvinder kan selvfølgelig også ghoste).

Når man udsætter et andet menneske for ghosting, gør man det af årsager der bunder i noget andet end No Contact. Hvor No Contact er et nødvendigt onde for at komme ud af en relation, der er skadelig for krop og sind, er ghosting en belejlig vej ud af noget, der opleves som besværligt, irriterende og ubehageligt. Hvor ubehaget ved No Contact er direkte proportionelt med eksens vedvarende krænkelser, er ubehaget ved ghosting forbundet med en fejhed hos den, der udfører ghostingen ved at vedkommende søger at undgå at blive konfronteret med sin egen indre svinehund.

Ghosting ses hyppigt i datingverdenen, især i den vestlige verden, hvor apps som tinder har vundet stor indpas, og hvor forbindelser for nogle af disse brugere (i mere end en forstand) er ligeså flygtige som et swipe. Det er en tydelig ‘brug og smid væk’ kultur, også hvad angår mennesker. Her er det en ligegyldighed overfor andre mennesker, der gør at man føler sig berettiget til at udnytte en anden for egen tilfredsstillelse og derefter blokere den udnyttede, fordi man nu har fået det, man selv havde brug for. Det er en kynisk måde at være på, hvor man ikke tager ansvar for det, man selv sender ud, fordi man ikke føler man skylder nogen noget, men istedet bare bruger og smider væk efter forgodtbefindende.

Forskellen på de to ligger altså i motivationen: No Contact kan blive en nødvendighed for at passe på sig selv, ghosting er en bekvemmelighed beregnet på at undgå at være i dialog med en, man har brugt og er færdig med. 

Hvorfor er det relevant at kende forskel?

Det er vigtigt at vide, at det kan være et nødvendigt onde at vælge No Contact som en udvej fra et destruktivt og skadeligt forhold, hvor det ikke er muligt at kommunikere på en konstruktiv måde. Man er ikke et dårligt menneske fordi man vælger at passe på sig selv og lukke skodderne til et menneske, der bliver ved med at chikanere en, eller som ikke vil påtage sig sit ansvar for at sabotere forholdet. Det er ikke det samme som ghosting, der jo netop ikke handler om at passe på sig selv mod en fjendtlig eller krænkende eks, men om at undgå at mærke noget, der kommer i vejen for, at man kan skøjte glat videre til den næste søde blomst uden omsorg eller empati for den, man har trådt ned på vejen.

Det er desværre et Sign o’ the Times i denne narcissistiske tidsalder, at ghosting er blevet så almindeligt, at der ikke går mange dage imellem man hører om nogen, der er blevet blokeret. At stå i modtagerenden af ghosting er barsk, ubarmhjertigt og koldt, og det vækker nogle af de sværeste følelser i dem, det går ud over, fordi vi, som de flokdyr vi er, ikke kan tåle den følelsesmæssigt kolde afvisning, da det sætter sig i os, som var vi blevet udstødt af klanen, og nu skal stå foran sabeltigeren alene. Biologi og teknologi forener sig ikke i denne helt særlige adfærd, og skulle man være så uheldig at stå overfor et menneske, der kun evner at tænke på sig selv når det bliver svært, vil der altid være en risiko for at vedkommende vælger denne ‘lette’ udvej for at  slippe for at tage en moden samtale.

Det fører mig frem til min sidste pointe, nemlig at ghosting er tegn på følelsesmæssig umodenhed, og det viser en manglende evne til at indgå i relationer på en måde, der sætter begge parter på samme niveau. Og i dette perspektiv er det at sidestille med grandios narcissisme.

Jeg ønsker bedre for dig, kære læser – for du fortjener det bedste.

Med kærlighed og god energi til dig,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Det Narcissistiske Raseri og Skylden

Udgivet den 26. august 2018 af Christina Copty

“Er det mig, der er narcissist?”

Det spørgsmål er det hyppigste af alle spørgsmål, som jeg modtager af læsere, og hører i min praksis. Og selvom jeg både har mænd og kvinder i terapi, er det et spørgsmål jeg indtil videre kun har hørt stillet af kvinder, hvilket i sig selv er ganske tankevækkende. Men, tilbage på sporet:

Oftest efterfølges spørgsmålet af en række udsagn, der understøtter spørgsmålet. Som for eksempel:

“Han bliver aldrig rasende. Det er mig, der bliver det”

eller

“Det er mig, der får konflikterne til at eskalere, for han er et roligt menneske”

“Måske er han bare passivt-aggressiv, men ikke narcissist, og så er det måske mig, der er narcissisten”

Og så videre.

Jeg er med på, at det er blevet populært at kaste om sig med ordet narcissist til højre og venstre, og at det derfor bliver svært at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvem, der er hvad. Og det gode er jo, at man som ganske almindelig kæreste/kone ikke behøver tænke så meget på, om manden er narcissist eller ej, men at man istedet kan se på, om relationen fungerer. Er man glad? Er man på samme side i forholdet? Passer man på hinanden? Eller er man overvejende på krigsstien, ulykkelig, oppe på dupperne, og konstant i tvivl om forholdet nu også er sundt og godt. Svaret på disse spørgsmål kan være meget mere relevante end at skulle tage sig en Ph.D i personlighedsforstyrrelser for at kunne klæbe et mærkat på sin kæreste, som man så samtidig altid er i tvivl om er rigtigt eller ej.

Men det er desværre tit det, der sker, når folk begynder at ville finde svar på det, de oplever. Og det er jo naturligt og fint at man gerne vil vide mere, og at man også gerne vil være fair i sin ‘fordeling’ af skyld for at forholdet ikke fungerer, men alt for tit kommer man til at tage fat i en ende, der ender i uendelig tvivlsspørgsmål, og derfra kan man faktisk komme til at skrue sig længere ned i kviksandet af selvbebrejdelse.

Det Narcissistiske Raseri

Raseri er for det første ikke narcissistisk som udgangspunkt. Raseri kan være en ganske almindelig mekanisme, hensigtsmæssig eller ej er irrelevant, der følger i kølvandet på frustration og afmagt for at nå ind til en partner, der lukker af for kommunikation og tosomhed.

Det narcissistiske raseri kan på den anden hånd sagtens forekomme som en stille underlægningsmusik – særligt i den danske udgave, hvor vi er underlagt jantelov og vi fra barnsben lærer, at folk med store armbevægelser er pinlige/for meget, og at man derfor helst skal pakke sig ned i ‘pænhed.’ Det fjerner ikke det narcissistiske raseri – det pakker det blot ind, oftest i passiv-aggression. Narcissistisk raseri er narcissistens forsvar mod at blive ramt på sit skrøbelige ego, sit selvværd, sin selvtillid – og er altså ikke et raseri, der affødes af frustration og afmagt.

Og så kommer den særligt udvalgte partner på banen: Narcissisten kan ikke bære sine ‘sorte’ følelser om sig selv indeni uden at føle ubærlig skam. Det er narcissistens akilleshæl. Skam er så ødelæggende en følelse for narcissisten, fordi han ikke kan forløse den (læs mere om det i bogen Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, kapitlet: Narcissistens Følelsesliv). Når han rammes af skam, rammes han på den han er, ikke på det, han har gjort, og derfor har han brug for at finde en måde at overleve skammen på. Det gør han ved at finde en partner, han kan bruge som projektionsskærm. Det vil sige at han lægger alle sine svære følelser om sig selv og sin negative selvforståelse over i partneren, og derefter reagerer på dem som om de kommer fra partneren. Når partneren går med til at blive projektionsskærm og drager sig selv i tvivl, har narcissisten fået aflad for sin skam og kan samtidig devaluere sin partner for selvsamme.

____________

I praksis kan det se sådan ud:

Han kommer hjem og ligner en tordensky.

Hun spørger omsorgsfuldt: “Hvad er der galt? Du ligner en tordensky.” Narcissisten opfatter ikke denne hilsen som omsorg, men som kritik. At være en tordensky er i hans optik kun negativt.

Han svarer defensivt: “Jeg ved ikke, hvad du taler om. Der er ingenting i vejen med mig, men hvad er det for en måde at hilse på mig på? Er der noget i vejen med dig?

Hun: “Nej, nej, jeg spurgte bare. Du så bare ikke glad ud, da du trådte ind ad døren, så jeg ville da bare lige høre, om alt var okay” Hendes tone går fra omsorg til at være på vagt. Skal de nu til at skændes igen?

Han siger anklagende: “Det er altid det samme med dig. Du ser spøgelser alle vegne bare så du kan finde en undskyldning for at være efter mig”

Hun: “Jeg er ikke ‘efter dig'” hun begynder at blive irriteret over at blive ‘misforstået’, for hun tror at det er det, der sker.

Hans irritation vokser, men han lyder overlegent overbærende: “Hvad vil du så kalde det? Du kan knap nok lade mig komme ind ad døren før du er over mig, og jeg kan godt høre hvor du er på vej hen. Jeg gider det ikke i dag. Du må simpelthen lære at slappe af”

Hun føler sig uretfærdigt behandlet og svarer nu lidt mere skarpt: Ej, slap dog selv af, hvad fanden sker der for dig? Du opfører dig jo fuldstændig urimeligt. Kan du ikke se, at du er vred fra det øjeblik du trådte ind ad døren?”

Han:” Er JEG vred? Hvad snakker du om? Jeg kommer stille og roligt hjem, og har ikke engang nået at sige et eneste ord før du er over mig med din vrede. Du er simpelthen for meget”

Hun mærker rigtignok vreden boble i sig og forsøger at forsvare sig: “Stop nu med det der. Det her er jo for latterligt. Jeg gider ikke diskutere med dig, når du er sådan her”

Han: “Sådan her? Hvad fanden mener du med det? Det er jo dig, der er helt ude af balance og leder efter konflikt. Jeg vil bare have en stille og rolig aften hjemme, men det må man åbenbart ikke”

Nu har han trykket på så mange knapper, at hun ikke kan holde sig tilbage, og hun bliver rasende:”Nej hold nu kæft med det der pis. Det er fandme som om du misforstår mig med vilje-”

Han afbryder, koldt og hånligt:”Du skal ikke sige ‘hold kæft’ til mig. Hvad fanden bilder du dig ind?”

Hun råber:”HØR NU HVAD JEG SIGER, FOR HELVEDE”

Han bliver helt rolig, et lille smil kruser om hans læber:”Der kan du bare se. Det er jo dig, der bare har gået og ventet på at skabe konflikt som sædvanligt. Tal om at være en tordensky!”

__________

Som det fremgår af eksemplet slipper narcissisten for at vise sit raseri, men får istedet lagt det over i sin partner, der viser ham raseriet, som han så kan reagere på. Når man udsættes for denne form for manipulation gang på gang ender man i et spil, der ser ud som om det handler om skyld, men hvor det i virkeligheden handler om dyb skam – og derfor kan man ikke diskutere eller kommunikere sig ud af det.

Det bedste man kan gøre, er at holde op med at lede efter Sorteper, passe godt på sig selv og huske på, at man fortjener bedre.

For det gør du.

Kærlige tanker,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | 7 kommentarer

Gæsteblogger: Helt ude af mig selv

Udgivet den 1. juli 2018 af Christina Copty

Det er to og et halvt år siden jeg vejede 49 kilo. Jeg var holdt op med at spise og havde ikke sovet i syv måneder. For efter jeg flyttede ind hos mit livs kærlighed – i hans og hans afdøde kones hus med tre moderløse børn og mine egne to børn, ændrede mit liv sig i en retning, jeg ikke havde set komme.

Fra at have været hans gudinde, skulle jeg pludselig bare være glad for, at jeg kunne skide. Det fik jeg at vide, når jeg talte begejstret om vores fremtid. Jeg blev hånet, nedgjort, latterliggjort, alt blev vendt imod mig, min mærkelige adfærd blev bogstavelig talt noteret i hans lille sort bog. Jeg havde solgt mit hus og var begyndt at arbejde i hans firma. Han havde mange penge. Dem var jeg ikke så vild med, og da jeg sagde højt, at jeg havde det lidt svært med alle de penge og lige skulle vænne mig til det, svarede han, at når jeg ikke kunne lide hans penge, så fik jeg ingen. Han gav mig ikke løn i fem måneder. Jeg havde utrolig mange opgaver i firmaet, købte ind, lavede mad og vaskede syv menneskers tøj hver eneste dag – passede hans kones syv heste og hunden. Han sagde, han havde lyst til at give mig et lods i røven, fordi jeg ikke lavede en skid. Jeg arrangerede hans datters konfirmation og foreslog hende, at vi laves en mindevæg om hendes mor, så hendes mor også kom med til festen. Han sagde, at det var for stort et krav at stille til hans børn –

Og specielt hans datter, når jeg bad dem sætte deres eget service i opvaskemaskinen, som jeg altid bag mine egne børn om. Han sagde så meget mere end det. Meget, meget mere. Han kørte uden at sige farvel. Tog sine børn med ind i et lukket rum, når de græd og talte ikke om det. Planlagde jagtferier for ham selv, uden at snakke med mig om det – jeg skulle bare passe hans hus og hans børn og hans dyr. Han spurgte ikke. Sådan var det bare.

Da jeg begyndte at få det skidt, fik jeg at vide af ham, at jeg måtte ringe 112, hvis jeg faldt om, for han tog ud for at være noget for nogle andre. Han sagde: ‘du må fixe dig selv – du skal ikke forvente noget af mig. Du skulle komme og hjælpe mig med min sorg, og jeg skulle forsørge dig, men du vil jo ikke have mine penge’.

Efter 14 måneder var jeg blevet så syg, at jeg måtte væk fra hans hus. Jeg tænkte ikke, at gøre det forbi – men at jeg måtte fixe mig selv, og så kunne vi være sammen igen. På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om, at det var mig, der var forkert. Jeg var begyndt at sige undskyld for ting, jeg ikke skulle sige undskyld for. Han sagde, at han godt gad at være kæreste med mig, når jeg havde det godt. Jeg flyttede ind i et af hans mange lejemål – selvom han var rasende på mig og sagde: ‘hvad vil du have, jeg skal sige til andre om at DU flytter. Hvad vil de dog ikke tænke’’ ? “Jeg har gjort mig klar til, at du kan dø”, sagde han. På det tidspunkt fik jeg angst, når han var i samme rum som mig eller blot han var på vej. Jeg var så bange for ham. Bange for at han skulle fucke med mit hoved igen. Jeg blev så forvirret. Jeg blev så tvivlende på mig selv. Så træt. Jeg optog ham nogle gange, når han holdt enetale for mig i soveværelset – for jeg var så meget i tvivl, om det var min hjerne, der var syg, så jeg blev nødt til at høre hans væmmelige ‘taler’ igen, for at være sikker. “Du er jo alt for selvstændig til at være husmor, det kan du jo ikke finde ud af, så må du jo bevise, hvad du så kan”, siger han blandt andet på optagelserne. Det er ikke for børn!

Han bestemte, hvor jeg skulle flytte ind – for jeg havde ingen økonomi. Han valgte et hus uden soveværelse til mig og skrev ind i lejekontrakten, at huset kun måtte beboes af mig og mine to børn. Før jeg flyttede, fandt jeg ud af, at han havde noget kørende med en anden kvinde, som jeg selv havde introduceret ham for. Jeg prøvede at få ham selv til at sige det, men den mulighed brugte han ikke. Den sidste aften vi var kærester, sagde han: “Du kommer efter hestene og hunden i mine prioriteringer, så ved du det. ”

Dér gik det op for mig. Først dér. Han gjorde det forbi dagen efter. Sagde han havde købt en bog om Marathon og ville løbe det væk.

Jeg boede i hans lejemål 1 1/2 år efter. De fleste af mine ting var i hans hus. Jeg måtte ikke komme til dem, før jeg flyttede fra hans lejemål, sagde han. Men jeg havde jo ingen penge. Jeg var sygemeldt med tilpasnings/PTSD-reaktion – og var sygemeldt i 1 1/2 år. Mine vågne timer var helvede, og om natten havde jeg de vildeste mareridt om ham. Jeg græd uafbrudt i fire måneder. Tog solbriller på ud og handle. Jeg var færdig. Helt ude af mig selv. Helt uden lyst til at leve.

Det er 2 1/2 år siden. Jeg begyndte at arbejde igen i februar 2017 – og kunne derfor låne penge til et hus. Han afleverede mine ting, som havde været i fængsel hos ham, og da han så mit hyggelige nye hus, begyndte han at græde. Jeg spurgte ham, hvorfor han græd – og han sagde, at han slet ikke havde forestillet sig, at det var så hyggeligt. Jeg spurgte, hvad han da havde forestillet sig – og han sagde ‘et faldefærdigt hus langt ude på landet.’

Her 2 1/2 år efter er jeg stadig ikke helt mig endnu. Jeg er langt i arbejdet med mig selv, men der er stadig visse kognitive færdigheder, der ikke virker optimalt – og jeg ved ikke, om de nogensinde kommer til det? Jeg har skammet mig, så jeg ikke har kunnet være i min krop. Også skammet mig forfærdeligt over at have det godt igen og lykkes med noget igen. Det var virkelig voldsomt. Det var så ondskabsfuldt, så sygt, men det er heldigvis slut og kommer aldrig til at ske igen, fordi jeg i hans spejlbillede kom til at se en meget kærlig lille pige, som aldrig havde lært, at man ikke behøver at knokle sig selv hverken halvt ihjel eller tilpasse sig i en grad der sætter ens liv på spil, for at blive elsket. Der var heldigvis en gave i forbandelsen – jeg fandt den i mig selv.

  • Anonym gæsteblogger

_________________________________________________________

Hvis du gerne vil dele din historie som gæsteblogger på min blog, er du velkommen til at sende din beretning til mig på mail@christinacopty.dk -Husk at udelade eller ændre karakteristika, der kan identificere vedkommende, du skriver om.

Og mest af alt: Pas rigtig godt på dig selv, du fortjener bedre <3

Udgivet i Gæsteblogger, Narcissisme, Parforhold | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Er du blevet en ondskabsfuld eks?

Udgivet den 24. maj 2018 af Christina Copty

En af de ting, der knuser mit hjerte mest er, når jeg ser, hvordan en forælder pludselig skifter karakter og ændrer sig overfor sit barn, fordi vedkommende er rasende på sin eks.

Desværre sker det alt for ofte at folk, der ellers påstår, at de tænker på deres børns ve og vel, ender med at modarbejde den anden forælder i en sådan grad, at det går ud over børnene.

Det kommer til udtryk i øjensynligt små ting, der har stor betydning for barnets stressniveau.

Som f.eks: Søn har glemt sin mobil hjemme hos far, og siger det til mor. Mor skriver en sms til far, og far svarer enten slet ikke, eller svarer kort ‘Og?’ Derfra skal mor navigere overfor sønnen, og finde ud af hvordan hun fylder det hadske vacuum far har skabt, uden at krænke far foran søn, samtidig med, at hendes blod naturligt nok koger – akkurat som far ønsker, for så har han ‘vundet’ i sit lille sadistiske sind. Søn får langsomt stresssymptomer som ondt i maven, fordi han er bange for at glemme noget det ene sted, fordi han føler sig skyldig i den dårlige stemning. Det er ondskabsfuldt og ikke samarbejdende af far.

Som f.eks: Far har talt med klasselæreren om morgenen, og skriver til mor, at der er lus i klassen, og at der skal kæmmes – og mor hverken kæmmer eller svarer. Hun insisterer på kun at holde rigidt fast i en ugentlig overleveringsmail, og giver sig ikke. Hun svigter sit barn, fordi hun føler sig hævet over, og  berettiget til at behandle barnets far som luft, hvilket barnet ikke kan lade være med at bemærke. Barnet begynder at gå på æggeskaller, og tør ikke vise sin kærlighed til far overfor mor. Og lusene, ja, de trives. Det er dårligt forælderskab.

Som f.eks: Barnet har problemer med læsning i skolen, og mor skriver til far, at de skal have ekstra opmærksomhed på at få læst over weekenden, men far vil hellere bare lege og hygge sig med barnet og ignorerer barnets behov for ekstra hjælp. Her svigter far, fordi han kun tænker på sig selv, og kun tænker på, at han skal være en “god” far, men i virkeligheden bliver en legeonkel, der ikke tager sit forælder-ansvar på sig. Barnet begynder at ‘hælde’ i sådan en situation, fordi det skiftevis mærker roen ved den faste forælder-ramme og hyggen ved at give fanden i det hele og bare hygge sig. Ikke just verdens bedste forudsætning for at opfostre et ordentligt menneske, der tager ansvar.

Som f.eks: Far har fået en ny kæreste, der også har børn. Deres skemaer passer ikke sammen, og de vil gerne have alene-tid sammen, så far overlader sine børn hos kærestens forældre med hendes børn, så de kan tage på romantisk ophold istedet for at aflevere børnene hos deres mor, bare fordi han ikke vil give moren børnene, også selvom børnene selvfølgelig hellere vil hjem til mor end at blive passet af kærestens forældre. Denne far er egoistisk og ondskabsfuld overfor sine børn, fordi han vil være ond ved sin eks. Børnene er artige overfor far, men så snart de kommer hjem til mor, græder de og er urolige.

I alle fire eksempler virker ‘overtrædelserne’ banale, men ikke desto mindre ved de, der genkender situationerne, hvadenten de står på den ene eller anden side af barnet, at følelserne i disse ‘små’ situationer er voldsomt ladede med raseri, foragt og frustration.

Og i sidste ende er det børnene, der betaler prisen, for de har ikke andre valg end at være tvunget til at være midt i den kolde krig, der udspiller sig hele tiden igennem deres barndom.

Når man er blevet så rasende, at man ikke længere kan sætte sine børn først og være en god, omsorgsfuld og kærlig forælder, der selvfølgelig gør hvad man kan, for at børnene ikke lider mere end nødvendigt pga skilsmissen (det betyder at man går den ekstra mil for sine unger og lige får kæmmet, lige får afleveret telefonen, lige får hjulpet med lektierne, lige får svaret, når der er noget akut, og selvfølgelig afleverer sine børn til den anden forælder, når man ikke selv er sammen med sine børn – det er samvær, børnene er på, ikke pasningsophold – det vil statsforvaltningen i øvrigt også indskærpe!) og at man tager sit voksenansvar på sig og får styr på sine følelser et andet sted end igennem den sadistiske ondskabsfuldhed man lægger for dagen, så skal man få slæbt sig selv hen til noget hjælp fra en professionel.

Når vreden fylder så meget at børnene bliver usynlige, eller man hører sig selv sige “Dét tager de ikke skade af” så er man ude på et voldsomt skråplan, og det er på tide, at man bliver voksen og får hjælp til at bearbejde sine følelser, så man ikke er så hadsk og styret af sine impulser efter at ville destruere sin eks.

Narcissisme, egoisme, ondskabsfuldhed og sadisme hører IKKE til i en barneverden. Børn fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Forældre og Børn, Narcissisme, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: I Løgnens Spind

Udgivet den 11. februar 2018 af Christina Copty

Min kæreste blev indlagt med mave- og tarmproblemer, og skulle igennem den helt store kræftundersøgelse i Tyskland. Jeg var helt ødelagt og bange for at miste ham. Heldigvis blev han frikendt. Og så skulle der gå fire år, før jeg fandt ud af, at det hele var løgn og bedrag. At han formodentlig ”bare” var taget til Tyskland for at være sammen med en tysk kvinde, som han var mig utro med.

Vi er tilbage i sommeren 2012. Min kæreste gennem to år bor i campingvogn, imens jeg bor i lejlighed sammen med min datter. Vi er meget sammen – både hos ham og hos mig. Han ligger syg oppe i campingvognen med dårlig mave – har været dårlig flere dage. Vi taler og skriver sammen hver dag og er enige om, at han bliver deroppe, så han ikke smitter mig. Tanken er, at han skal komme til mig i weekenden. Og da han ikke har det bedre, tværtimod, er vi alligevel enige om, at han skal hjem til mig. Jeg skal op og hente ham lørdag ved 14-tiden.

Vi havde en aftale

Lørdag ved middagstid ringer han til mig og fortæller, at han har aftalt med sin nabo, at han kører ham til skadestuen i Slagelse, da han har blod i afføringen og har det rigtig dårligt. Jeg vil naturligvis køre op til ham, men de er allerede på vej til skadestuen. Han ringer, når han ved mere. Jeg bliver selvfølgelig nervøs. Det bliver ikke bedre, da han ringer og fortæller mig, at de vil sende ham til Tyskland, hvor han har adresse, for at få foretaget en større kræftundersøgelse af tarmen. Der er allerede bestilt fly fra Kastrup på hans regning. Og de sørger for at køre ham til lufthavnen. Han ringer til mig, når han er fremme på sygehuset i Hamborg. Han er helt oppe og køre, meget nervøs, hvilket jeg naturligvis også er. En mand omkring de 50 år, ryger, masser af kaffe, ikke altid lige sund kost, for lidt motion, for meget rødvin og ikke mindst en lidt for stor mave.

Tænk, hvis…..

Han ringer om aftenen og er nu på sygehuset. Er blevet indlagt – skal undersøges næste dag. Skal nok være der mindst en uge. Jeg tilbyder straks at komme ned – at tage et par fridage for at være sammen med min elskede. Det afslår han – er nok ikke noget særligt. Vi kan jo tale og skrive sammen hver dag. Puha, jeg er nervøs – tænk, hvis min elskede har kræft – tænk, hvis jeg mister ham. Vi skal jo være sammen resten af livet. Det må ikke ske!

Han fortæller også, at hans søn på 15 år, uanmeldt, har cyklet fra Næstved til Slagelse for at besøge ham. Han har ringet til ham, da han er på vej til Tyskland. Min kæreste har gennem flere år arbejdet on an off i Tyskland – hvorfor han har adresse der, da han nu bor på camping i Danmark, hvor han ikke kan have fast adresse.

Du skal ikke sige noget

Han fortæller ikke sønnen, at han er på vej på hospitalet – ingen grund til at gøre ham urolig – beder også mig om ikke at fortælle noget. Så han siger til ham, at han bare kan blive på camping, hvor der er mad i køleskabet. Og han behøver ikke fortælle sin mor om det. Skønt for en teenageknægt med en weekend på camping med vennerne. Jeg undrer mig godt nok over, at han er cyklet så langt – over 30 km – og så uanmeldt, når han ved, at min kæreste ofte er hos mig i weekenderne. Jeg er dog så optaget af min kærestes sygdom, at jeg ikke tænker nærmere over det.

Ikke noget farligt

Min kæreste, som har arbejdet en del i Tyskland, er fantastisk til altid at skrive og ringe til mig, når vi er fra hinanden. Sådan er det også nu. Vi taler og skriver sammen hver dag. Han er på diæt og får det langsomt bedre. Gennem den næste uge er han igennem forskellige undersøgelser. De tester det ene og det andet. Han keder sig og savner mig, som jeg savner ham. Det er hårdt. Og jeg har hele tiden skrækken for, at det er noget alvorligt. Han er nu rimelig optimistisk. De mener, at det måske bare er en virus. Og sådan bliver det heldigvis. Prøverne viser intet farligt – kun et forhøjet kolesteroltal, som ikke er behandlingskrævende. Gud ske tak og lov. Jeg får lov at beholde min elskede. Det var bare en advarsel. Alt er godt.

Alt er godt igen

Efter ca. 14 dage kan han komme hjem igen. Vi aftaler, at jeg skal hente ham i lufthavnen. Kan endnu huske glæden, da jeg ser ham komme ud af ankomsthallen. Han har godt nok tabt sig – men skidt med det. Bare han er rask og hos mig. Hjemme igen i min lejlighed hygger vi med rejemadder, rødvin og stearinlys, som vi altid gør, når han har været i Tyskland og arbejde. Alt er godt igen, nu, hvor han er hjemme. Og vi kaster os i hinandens arme og elsker – det er livet – en flig af himmelen!

Jeg har aldrig et øjeblik tvivlet på denne historie – min kærestes sygehistorie, indtil jeg for nyligt kom til at tale med min, nu ekskærestes søn, om episoden.

Ufattelig hårdt

Vi var igennem et meget hårdt og smertefuldt brud i årets første måneder. Jeg var nødt til at få ham ud af mit liv. Der var så mange ting, der ikke var gode. Der havde været så mange løgne og misbrug af mine penge. Og det værste var, at mine voksne børn lod mig vide, at hvis han ikke kom ud af mit liv, så ville de ikke se mig. Det fik mig til at tage det endelige skridt.

I dag har jeg NO contact med ham og har ikke haft det, siden han gik ud af min dør.

Efterfølgende har jeg haft kontakt med hans nu 18-årige søn, som jeg har kendt de sidste seks år. Vi har naturligvis talt om mangt og meget. Især fordi min ekskæreste ikke har holdt kontakten til sin søn. Og det derfor har været mig, der kom til at fortælle ham, at vi ikke er sammen mere. Det gjorde ham ondt.

En helt anden historie

Han fortalte så sin version af ”hospitals-historien – en noget anden historie, som ikke helt matcher med min.

Sig ikke noget til din mor

Faktisk havde han en aftale med sin far den lørdag om at komme op på weekend på campingpladsen. Og han blev kørt derop af sin mormor. Altså ikke noget med at tage cyklen, køre over 30 km og komme uanmeldt. Der var en klar aftale. Da han ankommer, ser han ryggen af sin far, som er på vej væk fra campingvognen – måske på vej op til toiletterne. Campingvognen er låst og det ser ikke ud til, at der ventes gæster! Sønnen går op til hovedbygningen, men kan ikke se sin far. Han skriver til ham på Messenger, da han ikke har sin fars telefonnummer. Hans far svarer efter et stykke tid, at han har været nødt til at tage til Tyskland og arbejde – ikke noget om hospitalet – men at han bare kan blive oppe i campingvognen til næste dag. Han ved jo, hvor nøglen ligger og der er mad og drikke indenfor. Og naboen er der også, hvis der er noget. Der er også nogle af hans venner på camping, så han beslutter sig for at blive til næste dag. Hans far siger, at han ikke behøver at fortælle det til sin mor. Nu er han jo deroppe. Og det synes sønnen lyder meget spændende – han har jo været der på sommerferie og kender flere deroppe.

Næste morgen ser sønnens mor, at han ikke har fået slukket sin computer – hun ser også, at den står på Messenger. Her ser hun skriverierne mellem sønnen og hendes eksmand. Hun bliver nervøs og tænker, hvad der kan være sket. Så er han heller ikke ældre. Hun ringer til ham – og får at vide, at alt er ok – og lidt tøvende fortæller han hende, at faren ikke er der. Han bliver hentet af sin mormor senere.

Det taler vi ikke mere om

Han hører ikke mere om historien, da han er vant til, at hans far tager til Tyskland og arbejder. Ofte går der også et stykke tid mellem de ses. Og noget om sygdom og hospitalsindlæggelse har han aldrig hørt om. Sønnen fortæller mig, at hans far kender en tysk dame, som bor i Hamborg, hvor han også har haft lejlighed. Han fortæller mig ligeledes, at hun er vegetar. Så måske har han ”bare” været hos hende i de 14 dage og spist ”sundt” og derfor tabt sig. Hun er fysioterapeut, måske på sygehuset, så hun kan sagtens have givet min kæreste de par hospitalsstrømper, som min kæreste havde med hjem fra ”sygehuset”.

Løgn og bedrag

I dag undrer jeg mig over, om han overhovedet var indlagt på sygehuset. Og var han syg eller var det bare en løgn, han fandt på, for at kunne komme af sted i en længere sammenhængende periode – måske fordi der var et krav fra en anden kvinde om det?

Det er forfærdeligt at tænke over, at han udsatte mig for alle de bekymringer omkring en evt. kræftsygdom. At han kunne fortælle om undersøgelser og mad på hospitalet. Og hele tiden vide, at han holdt mig for nar. Jeg får det nok aldrig at vide – og i den store sammenhæng, er det måske også ligegyldigt. Det er bare så uforståeligt, at han både snød mig og sin søn. At han så skruppelløst kørte sin dagsorden igennem. Han kunne bare have sagt, at han skulle en tur til Tyskland for at arbejde, som han fortalte sin søn. Det havde jeg ikke studset over. En sygehistorie – og så med kræftmistanke på dagsordenen – det er bare ikke ok. Tænk at være så vant til at lyve, at man uden at blinke, tager alt og alle med ind i løgnens spind!

Hvis jeg bare havde vidst

I dag ved jeg, hvad jeg ikke vidste dengang, at min ekskæreste er en narcissistisk psykopat, som gennem de sidste mange år har snydt og bedraget masser af godtroende og kærlige kvinder. Svært at sige hvorfor – måske bare fordi han kan og formodentlig ikke er bevidst om det. Og fordi han selv tror, at han er Guds gave til kvinden! Endelig, så er det jo sjældent, at narcissister får en diagnose. Det er jo ikke dem, men os andre, der er galt på den!

_______________

Forbehold: Gæsteblogindlæggene er udtryk for gæstebloggerens holdninger og oplevelser, og skal ikke tages som udtryk for Christina Coptys mening eller holdning, eller som diagnostisk værktøj.

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Kan jeg elskes igen?

Udgivet den 21. januar 2018 af Christina Copty

En del af de mennesker, der kommer igennem bruddet med en narcissist, stiller sig selv spørgsmålet, om de nogensinde kan gøre sig forventninger om at finde en sund partner bagefter. Ofte bunder spørgsmålet i en tvivl på, om man enten selv tiltrækker usunde partnere, eller om man har taget så meget skade af forholdet, at man ikke længere er attraktiv for en sund partner.

Og det er et pokkers godt spørgsmål – der selvfølgelig, som alt andet, kun kan besvares personligt og med fokus på alle de nuancer, der er i selve personen. Alligevel vover jeg mig ud på dybt vand og forsøger at give et svar.

Forenklet kan jeg svare ‘ja!’ – Det er muligt at finde en sund partner, selvom man har været sammen med en narcissistisk partner, men der er visse ting, man skal være opmærksom på, og turde arbejde med, hvis man især har en lang historie af dårlige og destruktive forhold bag sig.

Herunder har jeg samlet de 5 vigtigste punkter, som jeg ser det:

1: Man skal turde se på sin egen rolle i sit tidligere forhold. 

Når man har været i et destruktivt forhold har man ofte også indtaget en bestemt rolle, eller fået påduttet en rolle af ekspartneren. Med en narcissist er den rolle oftest at være den lille – være underhund – samtidig med at man har fået skylden og ansvaret for alt, der er gået galt. Vi kan få at vide, at vores vrede er for meget. At vores værdier er forkerte. At vi er psykisk ustabile eller syge. At vi ikke forstår, hvordan virkeligheden hænger sammen. Når vi godtager denne rolle-fordeling gang på gang over tid, sker der tit det, at vi holder op med at stille spørgsmålstegn ved den, også selv om vi kæmper for at blive set, så vi til sidst godtager, at det vitterligt må være os, den er gal med. Indtil vi kan se nuanceret tilbage på forholdet og skille skidt fra kanel, er der risiko for, at vi går ind i et nyt forhold med den samme accept af, at det er os, der skal fikse og være og rumme den andens urimeligheder. Dét er en invitation til mere af det samme.

2: Man skal gøre sig umage og bevare en form for overblik i det nye forhold.

Når man forelsker sig, er det naturligt at man har travlt med at gå hurtigt videre. Det er der intet i vejen med, især hvis man er så heldig at have fundet et menneske, der vitterligt er fantastisk og passende. Men fordi vi tidligere har været blinde for virkeligheden og de lag, der ligger under glansbilledet, er det vigtigt at vi også sætter tempoet lidt ned, så fornuften kan følge med. Hvis vi bare skøjter ind i et nyt forhold med skyklapper på og blindt håb i bagagen, er der nemlig risiko for, at vi ender i den samme rolle som før. Vi skal gøre os umage med at forholde os til den anden som menneske, og ikke kun være forelskede i den andens forelskelse i os.

3: Man skal kunne rumme sin egen uro og frygt.

Et af de nok sværeste elementer ved et nyt forhold er, at man skal rumme sin egen uro og frygt uden at projicere det over på sin nye partner. Når vi har været udsat for psykisk vold, kan vi nemlig nemt komme til at se vores nye partner igennem fortidens briller og tolke det, vedkommende gør, ud fra det, vi har været udsat for tidligere. Det betyder for eksempel, at vi kan tage en urimelig jalousi med, fordi vi tidligere erfarede utroskab og gaslighting, og nu kommer til at tillægge den nye partner de samme karaktertræk. For en ny partner bliver det hårdt arbejde at skulle kæmpe imod og insistere på at blive set for den vedkommende er. Derfor skal vi kunne rumme den uro og frygt der naturligt opstår, fordi vi er bange for at vi er på vej ind i det samme en gang til, og turde lade den nye partner være den, vedkommende er. Med andre ord at give den nye partner the benefit of the doubt.

4: Man skal turde læne sig ind i et nyt menneske med et åbent hjerte.

I samme tråd må vi hele tiden se på, om vi lader vores hjerter stå åbne, eller om vi trækker os, når der er små tegn, der minder om fortiden. At noget minder om, er ikke det samme som at hele paletten er den samme. Det kan godt være at den nye partner trækker sig fra konflikt og det minder om en eks, der var uvillig til overhovedet at tale om noget, fordi han/hun i virkeligheden ikke var interesseret i at give plads til andre end sig selv. At man trækker sig fra konflikt kan i højeste grad bare være et tegn på, at vedkommende har svært ved at stå fast i sig selv ved modstand, og derfor har brug for at trække sig. Derfor må vi lade være med at presse vedkommende til at tage konfrontationer, hvis vedkommende ikke vil, og istedet øve os i at være mere sårbare og ærlige, så vedkommende kan se, hvad det er, der rører sig i os. Måske er konflikter slet ikke nødvendige, hvis man istedet lærer at kommunikere. Ikke alt behøver være en kamp, selvom det er det, man kommer fra.

5: Man skal søge hjælp og sørge for at holde fast i sin egen proces.

En af mine klienter er en meget forstandig, viis og klog kvinde, der netop har været i et svært og destruktivt forhold i mange år. Hun har mødt en ny mand nu, og fordi hun ved, hvad hun har været igennem, ved hun også, at hun skal gøre sig umage for ikke at komme til at gentage sine tidligere mønstre. Derfor tager hun ansvar for sit liv og sit nye forhold ved at blive ved med at gå i terapi, for hun er klar over, at selvom hun svæver på en lyserød sky lige nu og det kan føles som om hun kaster penge ud i vinden i sin terapi, er hun også klar over, at hun lynhurtigt kan komme til at gentage sine tidligere tanker og mønstre. Derfor investerer hun i sig selv og bliver ved med at arbejde med sig selv. Netop fordi hun gerne vil have at det nye skal være anderledes, og ikke blot en gentagelse af fortiden.

Hvis man kommer til at gentage sig selv, og sætte sin nye partner ind i rollen som forgængeren, er der risiko for at den nye partner går. Ingen kan være i et forhold, hvor de ikke bliver set. Og det fortjener ingen i øvrigt at være. Hvis vi derimod går ind i forholdet og er i forholdet med opmærksomhed og bevidsthed, kan vi, når vi kommer til at bruge vores gamle automatikker, klart undskylde og derefter lægge det nødvendige arbejde i at skabe den forandring, forholdet har brug for.

Hvis ikke vi tager det ansvar på os for den heling vi skal igennem, må vi tage risikoen for at blive forladt, og leve med, at vi stadig har et stykke arbejde foran os, før vi kan tiltrække en sund partner, der selvfølgelig også fortjener at blive behandlet med respekt, omsorg og kærlighed. Og at miste pga gamle sår og fortidens spøgelser, ligger der meget fortrydelse i, især hvis man føler at ham/hende, man netop har mistet på grund af disse ubearbejdede sår, var The One.

Med ønsket om, at du må finde Kærligheden,

Christina Copty.

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar