Vil du i betragtning som gæst i podcasten Gaslight?
Så læs venligst denne side grundigt, før du ansøger.
Sæson 10 og 11 af Gaslight vil hver bestå af 10 episoder. Det vil sige, at vi søger 20 gæster.
Ansøgere bedes sende en mail med følgende info:
MAX 2 A4 sides tekst om din historie (skriv den i et word dokument i Times New Roman, 12 pkt skrift med 1.5 linjeafstand), og hvad du vil fokusere på med konkrete eksempler i punkform, som du gerne vil fortælle. Det er en god ide at være bekendt med podcasten, så du kender formatet og kan se, hvordan episoderne er bygget op omkring kronologi og med klare eksempler.
Anonymitetskrav:
- Din historie må ikke handle om kendte personer eller andre, der er letgenkendelige for offentligheden.
- Du deltager under alias.
- Personer, steder og stillinger skal anonymiseres.
- Du må ikke lægge din episode op på offentligt tilgængelige sociale medier.
Betingelse for deltagelse:
- Du skal være godt ude på den anden side af et eventuelt brud. Dvs. at du ikke må være i krise og heller ikke være i et on-off forhold, der ikke er endeligt afsluttet.
Send din ansøgning som tekst direkte i mailen, og altså ikke som vedhæftet fil (dvs. når du har skrevet den i word, kopierer du den og indsætter som mail tekst), og sendt fra den email, du vil kontaktes på. Du bedes også skrive dit telefonnummer. Send mailen til mail@christinacopty.dk – Skriv “Gaslight 2027” i emnefeltet.
Der er deadline for ansøgning d. 15 november 2026
Min redaktør og jeg udvælger derefter 20 historier. Hvis din historie er valgt, vil du modtage en email fra mig senest d. 1. december med mere praktisk info. Selve optagelserne vil ligge udvalgte mandage fra kl 10 til 14:30 hos SagaTalks i København K.
Hvis du ikke har modtaget svar d. 1 december 2026, er din historie ikke medtaget.
Mulige Temaer:
- Dig, der har en opvækst med psykisk voldelige voksne
- Dig, hvis første kæreste udsatte dig for psykisk vold
- Dig, der har været udsat for psykisk vold i dit parforhold
- Dig, der er udsat for psykisk vold på arbejdspladsen
- Dig, der kun har været i dårlige forhold
- Dig, der er mand og udsat for psykisk vold i parforholdet
- Dig, der har børn med psykisk voldelig eks, der stalker/chikanerer/modarbejder
- Dig, der har været i et same sex forhold, hvor der er psykisk vold
- Dig, der er i tvivl om der var psykisk vold i dit forhold
- Dig, der synes det er svært at være i et sundt forhold efter at have været udsat for psykisk vold
- Dig, der udsætter din eks for psykisk vold (særligt hvis du er diagnosticeret eller selverkendt narcissist)
- Dig, der har mistet kontakten til din familie pga psykisk vold (enten fordi din familie er psykisk voldelig, eller fordi din partner har isoleret dig eller brugt din familie som flyvende aber mod dig)
Temaet kan også være selvvalgt, men det skal indeholde et omdrejningspunkt omkring et forhold med psykisk vold, IKKE fysisk vold.
Jeg ser frem til at læse din ansøgning.

