Kære Rasende Forælder

Udgivet den 16. september 2022 af Christina Copty

Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at tilsidesætte dine egne følelser. Jeg ved godt, at det virker som den største uretfærdighed i verden, at du er blevet såret, og at du nu skal være en voksen, der har noget svært med i bagagen.

Jeg ved også, at det kan være så svært at rumme, at du er ked af det, for måske har du endnu ikke lært, hvordan du skal håndtere dine følelser på en sund måde, og derfor føles det nemmere, rarere – som at pisse i bukserne en kold dag – at blive rasende på din eks.

Jeg ved det.

Men jeg ved også, at når du har børn, så er der ikke længere plads til at du er umoden og selvisk. Du har ikke længere ret til at stå og stampe i gulvet som en to-årig, fordi du ikke må få den røde spand mere. Du er nogens forælder, og du har ansvaret for at opføre dig som en sådan.

Jeg ved godt, at det er svært at være dig. At stå der med et ego, der har fået knubs og et hjerte, der er knust. Tro mig, millioner af mennesker verden over deler de følelser med dig lige præcis i dette øjeblik, og mange millioner har gjort det før dig, og mange millioner vil føle det efter dig. Der er intet unikt i det. Smerte er en del af den menneskelige betingelse.

Faktisk er det en af de betingelser, der gør at vi har mulighed for at udvikle os. Blive blødere. Blidere. Ja, kærligere og mere omsorgsfulde mennesker.

Men vi kan også vælge at sidde fast. Størkne i en hadefuld form, hvor galden spilder ud som vandet i et springvand. Hvor vi føler os berettigede til at være sadistiske, fordi vi føler os som ofre. Men kan man være hadefuld og ville hævne sig på værst tænkelige måde og samtidig være offer?

Jeg ved, at det kan være svært for dig at se ud over din egen næsetip, for du føler dig ydmyget, kasseret, og måske værst af alt, ramt på den der følelse, du måske har døjet med hele dit liv, nemlig at du i virkeligheden slet ikke kan elskes. Og nu føler du dig afsløret og nøgen. Sårbar og såret. Og har ikke lært, hvordan du skal håndtere det.

Du glemmer at det måske ikke handler om, at du kan elskes. Måske handler det om, at din partner mistede gnisten. Måske forelskede din partner sig i en anden. Måske var græsset grønnere.

Men måske handler det også om, at du har saboteret dit forhold ved ikke selv at elske. Måske har du været selvoptaget og ikke optaget af forholdet. Måske har du været rasende i rigtig lang tid. Måske har du ville have at forholdet udelukkende skulle være på dine præmisser. Måske har du fået dine familiemedlemmer til at gå på æggeskaller, fordi du har styret med dit uforudsigelige humør.

Jeg ved, at det kan være svært at erkende, at det måske er din skyld, at din partner ikke kunne længere, fordi du trampede rundt på kærligheden som om den var værdiløs. Som om du kunne te dig som du ville uden at det ville have nogen konsekvenser for dig.

Men det havde det. For ingen, der finder ud af at de er udsat for psykisk vold, trusler, fysisk vold, utryghed og et kontinuerligt mønster af følelsesmæssig ustabilitet kan blive ved med at være i sådan et forhold. Ingen. Det ville du heller ikke selv kunne.

Men i stedet for at erkende det og bruge denne situation til at reflektere og få nogle vigtige selverkendelser, bliver du modbydelig og raser.

Nogle ville måske endda kalde dig hjerteløs. For nu behandler du dine børn ud fra dit humør. De skal finde sig i at du har en kort lunte. Sådan er du bare. Det tager de da ikke skade af. Slap nu af, for helvede. Men du ved godt, at du er sådan, fordi du føler dig berettiget til at være sådan, selvom dine børn faktisk har ret til en tryg opvækst og du godt kan mærke, at de ikke er trygge sammen med dig, men bange for dig og dit uforudsigelige humør.

Men du ser på dine børn som om de er forlængelser af din eks og alt, hvad der minder om din eks skal skammes ud af dem. Føj, hvor du ligner din mor. Adrv, hvor du lyder som din far. Eller også tror du, at du slipper afsted med det ved at sige ting som, ja, jeg kan i hvert fald ikke forstå, at du synes dét er interessant, når du ved, at det er noget din eks synes er interessant. Alle kneb gælder, tænker du. Du tænker bare ikke over, hvad det gør ved dine børn.

Men dine børn? De lider, når du ikke opfører dig som en god og kærlig forælder overfor dem. De ser ikke verden ud fra dit synspunkt og kommer aldrig til det, for de har deres egne øjne og deres eget perspektiv.

Men måske tror du, at din krig mod din eks går ubemærket hen for dine børn? Måske tror du ikke, at de bliver påvirkede af en forælder, der altid er stresset og bange for dig. En forælder, der virkelig gerne bare vil videre, og som også ønsker at du kan komme videre, så I kan få et godt samarbejde op at køre for børnenes skyld. Måske bilder du dig selv ind, at det ikke påvirker dem. At se den ene af deres forældre være ked af det, bange og trist over at I ikke kan samarbejde ene og alene af den grund, at du saboterer ethvert anstød til mindelighed.

Så når du tromler og raser og manipulerer og bagtaler og lyver og skubber og trækker for at dine børn skal være loyale overfor dig og afvise din eks, gør du egenhændigt skade på dit barn. Det er ikke din eks, der gør det. Heller ikke ved at have forladt dig. Det er dig pilen peger på. Utvetydigt. Og dine børn lider.

Jeg ved godt, at du måske er så langt ude og så såret, at du er skide ligeglad. Ligeglad med at de lider, for hvis ikke de kan se dit perspektiv er det fandme i orden at de lider. Så kan de rende dig i røven.

Men i stedet for at give slip på dem, hvilket måske ville være det kærligste at gøre, hvis du har brug for at bearbejde dit eget shit før du kan være en kærlig forælder, så hiver du din eks i familieretshuset, for din eks skal fandme ikke have mere samvær end dig. Din eks skal fandme ikke vinde. Og du ved, at der hvor du kan såre allermest er ved at tage børnene fra din eks.

Også selvom du faktisk ikke orker dem. Men nej. Din eks må ikke tro, at det er så nemt at gå fra dig. Det skal du nok sørge for.

Og så synes du i øvrigt også at det er fucking langt ude, at du skal betale børnepenge til din eks, så selvfølgelig vil du have i hvert fald minimum en 8/6 ordning, for så slipper du for det.

Men det er måske på tide, at du lige stopper op et øjeblik og tænker over, hvordan du gerne vil have at dit eget liv skal se ud om fem år, om ti år, om femten år.

For hvis du bliver ved med at være hadefuld, rasende og hævngerrig, så drikker du din egen gift, for gode mennesker vil trække sig væk fra dig. Du vil måske have mennesker i dit liv, men de vil være lige så negative og hadefulde som dig. Lige tiltrækker lige. Og du kommer til at ligge som du har redt. Måske ikke i dag eller i morgen. Men så om fem år, om ti år, om femten år.

Og hvis dine børn skal holde af dig når de er voksne, så skal de kunne se tilbage på deres barndom som en tid, hvor der blev taget vare på dem. Det, du putter i dine børn, høster du i din alderdom. Se bare på din egen relation til dine forældre.

Så løsningen ligger lige for. Du er ansvarlig for din relation til dine børn, og hvis du vil have at det skal blive sunde, glade børn, og dermed sunde, glade voksne, så skal du tage ansvar for den måde, du er forælder på. Dine børn skal ikke tilpasse sig en rasende forælder, bare fordi du synes du er et offer, der har ret til at behandle andre ad helvede til.

Jeg ved, at der er en lille stemme indeni dig, der fortæller dig, at du er ude på et sidespor, for raseri har aldrig nogensinde bragt andet end en momentan lettelse – pissen i bukserne – og langvarig lidelse, for man forvitrer i sit had og sit selvhad.

Så, kære rasende forælder, bliv nu den forælder, som du selv ville ønske du havde haft, og hvis du har brug for hjælp til at lære at mestre svære følelser, så find den hjælp. Du fortjener det. Og det gør dine børn også.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Når først en kvindes hjerte bliver koldt…

Udgivet den 4. januar 2024 af Christina Copty

Jeg talte med en mand i går, der er blevet skilt for en række år siden, og vi kom til at tale om noget, jeg har hørt andre mænd sige tidligere – nemlig, at når først en kvinde har besluttet sig for at opløse sit forhold, så er der ikke noget at gøre – med Rasmus Seebachs ord, “Når først en kvindes hjerte bliver koldt, så er der ingen vej tilbage,” – og selvom jeg ikke mener, at det er en generalisering der holder hundrede procent (guderne skal vide, at der er rigeligt med on-off forhold til at bevise det modsatte), så er der alligevel noget, der ringer sandt i det udsagn.

Jeg tror nemlig at kvinder – igen en grov generalisering, for der er masser af eksempler på det modsatte – er betingede til at strække sig meget langt for kærligheden, og de kan generelt køre meget langt på literen på et par dråber benzin. Jeg siger ikke, at mænd ikke også kan gøre det samme – for det ser jeg også eksempler på, altså mænd, der har mistet dem selv så meget i deres parforhold, at de finder sig i at leve sexløst, intimløst og i bund og grund kærlighedsløst fordi deres partner har emaskuleret dem til nulpunktet, og de ikke længere har kontakt med deres egne følelser og følelsesmæssige behov. I min erfaring sidder disse mænd fast i deres ægteskaber, for det er som om de har mistet deres agens – de kollapser emotionelt – hvorimod kvinder langsomt samler styrke – og begge på grund af den samme grundpræmis men mødt fra to forskellige sider:

Kvinder tror på kærligheden – Mænd håber på kærligheden.

Så der er et gran af sandhed i, at kvinder er mere “færdige” med forholdet, når de går, end mænd er (for de håber stadig at deres version af isdronningenen en dag tør op) – og jeg tror, at det skyldes den nævnte grundpræmis, plus en af to ting:

1: At kvinder i lang tid har fortalt deres partner på mange forskellige måder, hvad de har behov for, uden at det bliver respekteret og imødegået. Når hun siger det samme om og om igen, og hun bliver mødt med ligegyldighed og apati, begynder hun som regel at åbne øjnene for, at hun ikke vil få sit behov opfyldt af den partner. Typisk gennemgår hun så et længere stadie, hvor særligt tre tanker fylder:

  • Har jeg ret til at have mit behov (ja), eller er det urimeligt? (nej)
  • Må jeg stille krav til min partner (ja), eller er det urimeligt? (nej)
  • Hvis ikke min partner opfylder mine behov, kan jeg så forvente at en anden kan (ja), eller er jeg urimelig? (nej)

Imens hun går og ruger over de spørgsmål, indsamler hun empiriske beviser: Hvad gør min partner for mig i forhold til, hvad jeg gør for ham? Hvordan er mine veninders parforhold? Hvordan har jeg det egentlig? Er det virkelig meningen jeg skal være så ked af det og så meget i tvivl?

Over tid formes beslutningen i hende, for hun vil voksenkærligheden, og hun begynder at forestille sig, hvordan et andet liv kunne se ud. Hun begynder måske at kigge på boligsiderne og drømme om, hvordan hun vil indrette sit eget hjem, hvad hun gerne vil bruge sin fritid på, og hvordan hun skal få sig etableret socialt. Det, der før var sporadiske tanker affødt af frustration, begynder altså at få en mere manifesteret form. Livet kan blive anderledes. Der er mere for hende derude.

Teksten “Jeg måtte gemme mine bøger for min første ægtemand, for han hadede at se mig lære om nye ting eller at jeg brugte penge. Min nye mand byggede en bogreol til mig og har planlagt at bygge endnu en. Lad dig aldrig nøjes, kom videre og find en, der værdsætter dig for den du er, ikke for den, de vil have at du skal være”

2. At kvinder er mere bange for at blive i nærheden af en mand, efter hun har udtrykt, at hun vil gå. Det er selvfølgelig ikke alle mænd, der bliver personfarlige, når man forlader dem, men de fleste kvinder lever med den bevidsthed at mænd er dem fysisk overlegne, og at mænds raseri derfor har potentiale til at blive fysisk farligt. For andre er det frygten for, at han vil forsøge at fange hende ind igen med tomme ord og løfter, som hun har hørt hundrede gange før, men hvor hun, fordi hun ikke kan holde ud at se ham lide, tidligere har valgt at blive, fordi det er synd for ham ud fra en eller anden afart af: “hvad skal der blive af ham? Han kan ikke klare sig uden mig” tanke (Er han voksen? ja? Godt – han skal nok klare sig).

(fra Politiken, 9 okt 2022)

Denne kvinde går derfor af nødvendighed også i lang tid og laver det, der i nogle tilfælde kan betegnes som en flugtplan. Hun er nødt til at have alle de små detaljer på plads, før hun siger det til ham. Hvor skal hun tage hen lige bagefter? Hvem skal være i nærheden? Hvad gør hun i forhold til penge de første par måneder? Spørgsmål, som hun finder svar på, og som gør at den dag hun annoncerer at hun går, så er hun allerede rykket væk.

Så selvom en kvindes hjerte måske ikke er blevet helt koldt – så er der en sandhed i, at hun lukker døren mere eftertrykkeligt, når hun går.

Hvad tænker du? Kom over på Instagram (Christina Copty) og del dine tanker i kommentarfeltet derovre (hvor jeg er mere aktiv).

(husk, livet skal leves, ikke overleves)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Når Fundamentet Rystes

Udgivet den 4. juli 2022 af Christina Copty

I går blev mange af os rystede over nyheden om skyderiet i Field’s, og de fleste nyhedsstationer brugte resten af aftenen på at sende derfra, samtidig med at nyheden hastigt spredte sig på de sociale medier.

Det er ikke skamfuldt at være blevet dybt rystet og påvirket, eller at have svært ved at håndtere det – også selvom man måske sidder i Nordjylland, og kun har set det på TV. Vi er alle forskellige, og det er okay.

Når vi udsættes for livsfarlige situationer, rystes vores livsfundament, og det kan være svært at få det til at holde op med at ryste efterfølgende.

I min optik er det derfor vigtigt, at man ikke “sylter” oplevelsen, og håber at de svære følelser går væk af sig selv med tiden. Min erfaring er, at det er bedst at få det bearbejdet så hurtigt som muligt, så det ikke sætter sig fast som en slags uløselig gordisk knude, og at man gør det, der skal til for at man kan lægge det bag sig på en måde, hvor man ikke forstyrres unødigt af det fremover.

De følgende 6 råd er både til ofre, pårørende og andre, der er påvirkede af gårsdagens skyderi.

Hvad kan du gøre?

1: Brug tilbuddene om hjælp

For det første er det vigtigt at bruge de tilbud, der er om hjælp. Også selvom du ikke selv synes, at du burde have det svært. Eller burde bruge en krisehjælpers tid, fordi du mener, at der sikkert er nogen, der har mere brug for det end dig. Eller fordi du “kun” er pårørende.

Voldsomme oplevelser rammer nemlig os alle på forskellige måder, og det er ikke forkert eller svagt at være blevet rystet i sin grundvold (som i sin essens er det et traume er – følelsen af, at man ikke kan regne med sin sikkerhed).

Derfor: Tag fat i offerrådgivningen på offerraadgivning.dk og tal med nogen der. Du kan også tage ud på Løjtegårdsvej 64 i Kastrup, hvor Røde Kors tilbyder krisehjælp til dig, der var i Field’s igår.

2: Tag hånd om din krop

Sørg for at du tager hånd om din krop. For mange kan det at skulle mærke sin krop efter sådan en oplevelse føles farligt. Det er det ikke. Vores kroppe er lynende intelligente og søger altid i retning af at oprette en slags balance. Men hvis vi ikke får rystet det voldsomme ud af kroppen, så er kroppen nødt til at indkapsle og lagre det, og så kan det sætte sig som kronisk smerte, søvnløshed eller mareridt – for kroppen bliver ved med at arbejde med det, selvom du gør modstand.

Så: Sørg for at bevæge dig, også selvom det føles som om du får lyst til at græde (hvis du mærker det, så græd! Det er en voldsom oplevelse og det er naturligt at være blevet meget bange). Sørg også for at hvile dig, hvis det er det, din krop beder om. Lyt til det, og gør det, den beder om.

Sørg også for at spise ordentlig mad med næring. Din krop arbejder på højtryk lige nu for at genskabe balance, og den har brug for din hjælp.

3: Overvåg dit medie-indtag

Hold øje med, om du har fået nok information, eller om du har brug for mere. Der er mange, der siger, at man skal lade være med at indhente oplysninger eller læse/se ting på de sociale medier. Og det giver mening, hvis man kan mærke, at man begynder at ryge ind i en spiral af tunnelsyn.

Det er man, hvis man leder efter alle små informationer alle vegne, og hele tiden refresher sine sociale medier for at se, om der er kommet nye opslag eller informationer om hændelsen/gerningsmand/ofre. De fleste vil kunne mærke, når det ikke er godt, for kroppen føles rystende, ikke nødvendigvis synligt, men det føles råt og som et sår, man bliver ved med at pille i.

Men – og det her er faktisk lige så vigtigt – så kan det også være nødvendigt at indsamle stykker af historien for at skabe et sammenhængende narrativ.

En af de ting, der gør en hændelse som den igår så voldsom er, at man har svært ved at forstå den. Hvorfor gjorde han det? Hvad ville han? Hvem gik han efter? Og når medierne, de sociale og de etablerede, fokuserer på at komme først med “Breaking News” som er brødkrummer, så bliver der ved med at være huller og spørgsmål, man har brug for svar på.

Alle har brug for en begyndelse, en midte og en slutning på de historier i vores liv, der ryster os, for så kan vi med forstanden skabe en slags forståelse for, hvorfor det skete, hvilket selvfølgelig giver muligheden for at arbejde med, hvordan man kan forhindre det fremadrettet. Derudover giver en samlet historie også erkendelsen af at situationen er overstået. Den er fortid.

4: Find hjælperne i historien

Et råd, der blev delt massivt efter Boston Marathon tragedien var at kigge efter alle hjælperne. Det samme gælder for igår. Når du stykker historien sammen, så husk, at det, den bestod mest af, var mennesker, der hjalp hinanden. Måske var du en af dem, der hjalp. Måske så du nogen, der hjalp. Husk også at politiet mødte talstærkt op, og pågreb gerningsmanden efter få minutter, og har gjort og gør et formidabelt stykke arbejde.

Dét er en vigtig del af fortællingen. Når alt omkring os ligner kaos, er der altid folk, der hjælper.

5: Erkend at livet er uforudsigeligt, men at det grundlæggende søger balance

I samme tråd som ovenstående, så kan det være brugbart at få et helikopterperspektiv på livet, og se, at selvom det er uforudsigeligt, så søger det oftest mod harmoni og balance, for ellers ville alt være totalt kaos hele tiden. Og det er det ikke. Det er kun kaotisk i glimt, og selv midt i kaos, vil der være noget, der peger i retning af harmoni.

6: Brug dine rutiner og lav noget med dine venner/familie

Når vi har været udsat for voldsomme oplevelser, kan det være nærliggende at ville putte sig under dynen og ikke komme frem igen, fordi man føler sig utryg og bange.

Her kan vores dagligdag gøre underværker, for den kan flytte vores tanker fra en situation over i noget vi nærmest kan med lukkede øjne. Vi har styr på vores dagligdag. Vi kan navigere i den. Vi ved for det meste, hvad der sker. Og det er en god ting lige nu. Så brug din dagligdag og dit netværk.

Et par ord her til sidst

Det kan godt være, at du ikke har en reaktion lige nu. For nogen kan der gå dage, uger, ja, endda måneder, før der kommer en reaktion. Reaktionen behøver heller ikke at være tydeligt forbundet med skyderiet i går, men hvis du om noget tid begynder at opleve, at du bliver mere irritabel og får en kortere lunte, sover dårligere eller har svært ved at være i din hverdag, så kan det være tegn på, at du har en reaktion – og så er det vigtigt at søge hjælp.

Husk: Der er ikke nogen forfaldsdato på traumereaktioner. Og der er altid hjælp at hente.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Offer-Redder-Krænker, Hvilken rolle er bedst?

Udgivet den 28. maj 2022 af Christina Copty

Når man er i et psykisk voldeligt forhold, vil man indtage to af de tre positioner i offer-redder-krænker trekanten, med en position som den dominerende daglige rolle, og den anden som reaktionen på modstand i forholdet.

Man er enten en kobling af offer-redder, krænker-redder eller offer-krænker.

Og jeg vil allerede nu gerne afsløre, at der ikke er en “bedste rolle”.

Heller ikke, hvis man ser sig selv som redderen.

Og hvorfor er det nu sådan?

Jo. Det er det fordi de tre roller i trekanten netop er roller. Det er måder at overleve, eller tilpasse sig, et dysfunktionelt mønster, så man kan bevare et kærlighedsforhold, som man tror, at man er afhængig af (ofte fordi man ikke tror på, at man enten kan møde en sund partner eller selv kan være i et sundt forhold). Man fryser fast i sin rollekombination, og den levende afbalancerede ligebyrdige relation, hvor man hverken er offer, redder eller krænker, findes ikke.

Offer-redder-krænker forhold er forhold, hvor parterne kæmper for at få følelsesmæssig nærhed. De er kendetegnet ved, at der altid er diskussioner om, hvordan den anden ikke leverer det, man har behov for.

Det interessante aspekt er dog, at når man er i et forhold med et menneske, der ikke er villig, eller i stand til at være følelsesmæssigt tilgængelig, er der stor sandsynlighed for, at man også selv har en udfordring omkring netop det.

Ofte vil parterne være opvokset i familier, hvor de længtes efter at blive elsket og favnet. Den længsel lagrer sig som en del af kærlighedsforståelsen:

“Det er så svært for mig at finde nogen, der elsker mig, så når det endelig sker, skal jeg gøre mig umage for at få vedkommende til at blive ved med at elske mig. Samtidig er det svært, hvis der er nogen, der vil mig for meget, for så vil jeg ikke have dem.”

Når man har længslen som en basal del af sin kærlighedsforståelse, vil man også komme til – ikke med vilje, men fordi man forstår kærligheden ud fra længslen – at lede efter partnere, der ikke kan stoppe den længsel, i hvert fald ikke særligt længe ad gangen, og så ser man enten sig selv som offeret for den andens afvisning, eller også er man vred og forlanger, på en krævende og krænkende måde, at den anden SKAL give en det, man vil have.

Herfra kommer den anden del af koblingen ind: Hvis man reagerer ved at krænke, fordi den anden ikke opfylder ens behov, vil den anden nu ryge fra det vedkommende opfatter som krænkerrollen (“han eller hun trak sin kærlighed væk fra mig, ergo er vedkommende krænkende”) over i offerrollen.

Hvis man i stedet reagerer ved, at man altid forsøger at fikse den anden, og “hjælpe” vedkommende med at udvikle sig og “forstå, hvad kærlighed er”, ser man sig selv som redder, og den anden kan så blive krænker eller offer, for redderen er ofte ikke optaget af den andens virkelighed, men af at få den smertefulde længsel til at holde op med at gøre ondt, ved at få den anden til at gøre og blive det, man har brug for.

Og alt dette er både menneskeligt og forståeligt.

Men desværre låser det også energien fast på en sådan måde, at det bliver svært at udvikle forholdet, eller gøre det dybere og mere ægte igennem de samtaler, man kan have indenfor trekanten. Mange, der er fanget i trekanten ender da også med enten at acceptere status quo eller at afslutte forholdet, fordi de kræfter, der er på spil nærmest føles som urkræfter. Flere forsøger sig med parterapi, men når man er i trekanten vil det være en kamp om, hvem, der er rigtig, og hvem der er forkert (altså hvem, der skal fortælle hvem, at vedkommende skal ændre sig, og blive som man vil have), for det at slippe trekanten kan føles som om man slipper den eneste redningskrans, der sikrer, at man ikke drukner.

Men, men, men.

Det behøver ikke at være sådan.

Man kan nemlig godt komme ud af trekantens fængsel, og i min erfaring kræver det, at man er villig til at gøre noget ved, og for sig selv. Her er 3 fokuspunkter:

1: Man kan fokusere på sig selv, og de roller man selv indtager, og arbejde med dem. Man kan ikke kigge på sin partners roller, eller sige “jeg skal nok gøre sådan og sådan, hvis du bare gør sådan og sådan først”. Det der er byttebyttekø’mand, og så er man stadig fanget i trekanten.

2: Man kan bearbejde sin barndomslængsel efter kærlighed, så man kan blive en moden voksen, der mærker kærligheden som en naturlig del af livet, der altid er tilgængelig og flyder igennem os.

3: Man kan med fordel også arbejde med sit selvværd (ikke sin selvtillid, for hvis man er i trekanten vil selvtilliden ofte vise sig som endnu en måde at hævde sig over sin partner på). Ved at arbejde med sit selvværd finder man ofte ud af, at man er værdifuld med eller uden andres vurderinger og syn på en, og det kan sætte en fri til at turde blive mere følelsesmæssigt tilgængelig selv.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Men det kan lade sig gøre. Og på den anden side af trekanten ligger det levende, mangfoldige og udviklende parforhold.

Husk, du fortjener bedre.

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Drengen med Stenhjertet – skrevet af Christina Copty

Udgivet den 12. maj 2022 af Christina Copty

Der var engang en lille dreng, der blev født, sådan som de fleste børn, uden et rigtigt hjerte. 

Men imens de andre børn fik masser af kærlighed og smil og kys og kram, så de kunne forme store, røde og bankende hjerter, fik den lille dreng klø, afvisninger og skældud. 

Han fik så mange hårde ord og handlinger af sin far og sin mor, at i stedet for et hjerte, voksede der en stor, grå hjerteformet sten frem der, hvor hjertet skulle sidde. 

Stenen kunne ikke banke, og stenen kunne ikke blive blød. Den var hård som granit, og grå som det kedeligste vintervejr. 

Drengen voksede, og fik ingen venner, for de andre børn ville kun lege med dem, der også havde store, bløde hjerter, for når de legede med drengen, slog de sig på ham, og det var ikke rart.

Meget tit gjorde det rigtig ondt, for hjerter, der er lavet af sten, er sådan nogen, man kan skrabe knæene på, og få buler i hovedet af.

Så drengen med den hjerteformede sten var tit alene, men når man har to forældre, hvis hjerter også er lavet af sten, ved man ikke, hvordan man skal gøre, så man ikke er alene. 

I stedet blev drengen mut, sur og tvær, og det kunne den hjerteformede sten rigtig godt finde ud af at være, for når man er mut, sur og tvær er man faktisk så tæt på grå og hård, som man kan være. 

Men drengen, der faktisk var klog nok oppe i hovedet, vidste også, at drenge, der var mutte og sure og tvære, var drenge, der blev sendt ind på deres værelser, for sådan nogen ville man ikke være sammen med, så da han blev lidt større, begyndte han at kigge på de andre børn og efterligne, hvad de gjorde. 

Når han så nogen lege sammen, og have det sjovt, lærte han at se på deres ansigter, og gøre som de gjorde med læberne, med øjnene, og også med stemmen og ordene. 

Han øvede sig så meget, at han blev rigtig god til at ligne dem, og jo bedre han blev til at ligne dem, des nemmere blev det for ham at få lov til at være med i legen, men kun indtil børnene igen slog sig på hans hårde stenhjerte. Så ville de ikke lege med ham alligevel, og han måtte starte forfra, og finde nogle nye børn at lege med. 

Sådan gik tiden, med masser af øvelse, for han måtte hele tiden starte forfra, for han kunne ikke få sin sten til at blive blød, og når man bare ligner noget, er det ikke det samme, som at man er det. 

Drengen blev voksen, og snart ville han også gerne have det, alle de andre fik: Kærester og koner og børn og alt muligt andet, der så så rart og dejligt ud, men som han ikke helt forstod. Han kunne bare se, at de andre så ud til at have det bedre end ham, så sådan ville han også have det. 

Han øvede sig på mange piger, og nogle af pigerne, dem, der havde hjerteformede huller indeni, fordi deres forældre gav deres kærlighed til andre, imens de stod og rakte deres små babyarme op for at blive holdt om, ville gerne være sammen med ham, for de troede, at hans hjerte umuligt kunne være lavet af sten, og de længtes så meget efter nogen, der ville putte noget ind i deres hjerteformede huller, så de også kunne få store, bløde, flotte bankende hjerter ligesom dem, deres mor eller deres far havde haft for alle andre end de små længselsfulde piger. 

Så de lukkede deres øjne, og de troede på hans smil og hans øjne og ordene, der kom ud af hans mund, for de lød åh så rigtige, og han så så rigtig ud, med læber, der formede sig i smil og om smukt formede ord, som de altid havde længtes efter. 

Men pigerne slog sig på ham, og det gjorde meget, meget ondt, for når han begyndte at kede sig, og det blev anstrengende altid at skulle forme læberne på en bestemt måde, blev det for svært for ham, og så gad han alligevel ikke. Det var jo slet ikke lige så godt som det, de andre havde alligevel, og han tænkte, at med den næste pige ville det garanteret blive bedre. 

Men drengen vidste også, at han aldrig måtte vise sit stenhjerte, for sådan et ville folk ikke have, og når folk så sådan et hjerte, blev de bange og pegede fingre og sagde ’Pas på, pas på, ham der skal I ikke lege med’. Så i stedet for at sige til pigerne, at det var hans kolde og hårde stens skyld at de slog sig, sagde han i stedet, at det var deres hjerteformede huller, der var skyld i, at han ikke kunne blive ved med at gøre sig umage. 

Han fortalte dem altid den samme historie, som handlede om, at han ikke kunne gøre for, at pigen havde et hjerteformet hul, og det var jo rigtigt, men han sagde også, at det var det hjerteformede hul, der var skyld i, at han ikke kunne mærke kærlighed.

Han fortalte aldrig nogen, at han godt vidste, inderst inde, helt derinde hvor stenhjertet ikke slog, at han var kold og hård og kantet, og at ordet ’kærlighed’ eller ordene ’jeg elsker dig’ bare var læber, der formede sig på bestemte måder, uden at det var noget, han kunne mærke, for når man har et hjerte af sten, mærker man ikke den slags. 

Hver gang han mødte en ny pige, håbede han, at hun kunne elske ham så meget, at hans sten forvandledes til et vaskeægte hjerte, som det, de andre havde, og hver eneste gang blev han skuffet, og beskyldte pigerne for at gøre det forkert. Og når han fortalte dem, hvad de skulle gøre, og de gjorde det, sagde han, at det ikke gjaldt, for nu gjorde de det kun, fordi han havde sagt, at de skulle gøre det. 

Drengen ville sige hvad som helst, for at undgå at afsløre, hvor koldt et gråt granithjerte er. 

Pigerne, med de hjerteformede huller indeni, havde ikke lært, hvad der rigtigt skulle fyldes i det tomme hul, så de turde ikke give slip på ham, for hvad nu, hvis det bare var dem, der ikke vidste, hvordan man skulle elske en dreng med et stivnet smil og uslebne kanter, og hvad nu, hvis der aldrig var nogen, der ville vælge dem med deres defekte hjerterum? Så de blev ved med at håbe, at hvis de bare øvede sig rigtig meget i at lade være med at slå sig på ham, så ville han måske en dag blive sådan en, de ikke slog sig på. 

Måske, tænkte de alle sammen, kan man elske stenen væk, og måske kan man i stedet være den, der får et stort, rødt, bankende, flot hjerte til at vokse frem. Måske var man den, der kunne det. Det var jo også det drengen ville have. Så det måtte jo kunne lade sig gøre. Nøj, det fik mange piger til at vente og prøve og vente og prøve, alt imens de slog sig til blods og blev mere og mere grønne og gule og blå indeni, og nogen gange også udenpå, for det kunne jo gå galt, når man prøvede. 

Men det var jo deres egen skyld, for hvis det virkelig var så slemt, så kunne de vel bare gå. 

For de troede også på, at man kan gå, hvis det blev for meget, for ingen havde fortalt dem, at når der er nogen, man slår sig på, så kan man aldrig blive lykkelig, og når man skal gå, kræver det mod, og når man er ulykkelig, er det svært at finde mod.

I stedet havde de hørt massevis af eventyr om, hvordan prinsessens kys gjorde frøer og uhyrer til prinser, og de havde lært, at hvis bare de hakkede en hæl og klippede en tå, så ville foden passe i glasskoen, og så ville prinsen falde bagover af ren og skær kærlighed, og det vaskeægte hjerte ville banke og banke og banke kun for hende. 

Men sådan gik det aldrig. 

For drengen, der blev til en mand, havde en grå sten indeni, og selvom stenen havde hjerteform, og lignede et vaskeægte hjerte, sådan et med kærlighed og ømhed, omsorg og støtte, tillid og kærtegn, så var det altså bare en grå sten, og en sten er altid en sten. 

Snip Snap Snude.

-Christina Copty

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Er du følelsesmæssigt utilgængelig?

Udgivet den 10. december 2021 af Christina Copty

Du har mødt en person, du drages af. Vedkommende er spændende og karismatisk, og du elsker at tilbringe tid med ham eller hende. Men fra starten lægger du også mærke til at der er nogle røde flag, der får dig til at stoppe op et kort øjeblik, men du skubber det i baggrunden, for måske er det bare dig, der er for sart, for personen er jo fantastisk på så mange andre måder.

De røde flag kan være alt fra, at han eller hun tager meget taletid og ikke spørger ret meget ind til dig, men soler sig i din opmærksomhed. Det kan være du begynder at bemærke, at du gør dig umage for ikke at fylde for meget, eller stille krav, for så bliver vedkommende lidt irriteret, eller kontakten kølner i en periode. Det kan også være, at du har mødt en person, der allerede er i et forhold, 0g derfor ikke kan ses med dig andre steder end i sengen, hos dig, når vedkommende har tid til det.

Men du lader alligevel dine følelser løbe af med dig, for det gode er jo godt, og måske kan det udvikle sig og blive bedre på de parametre, hvor det ikke er så godt. Men tiden går og du begynder måske at kæmpe for at få en større plads, for mere accept, kærlighed, omsorg og forståelse, men jo mere du kæmper, des flere konflikter opstår der, og i stedet for at erkende, at det er tegn på, at relationen ikke kan udvikle sig, tænker du, at I begge kæmper på hver jeres måde for forholdet, 0g på en måde er det rigtigt, for ham eller hende, du kæmper med, kæmper for status quo og du tror, at du kæmper for forandring.

Når du ender der, kan være svært at erkende, at du måske selv er følelsesmæssigt utilgængelig, for din kamp bliver dit bevis på, at du jo gerne vil have mere end det, du får, men hvis du læner dig lidt tilbage og ser dynamikken, bliver det tydeligt, at du, lige så vel som din udkårne, kæmper i noget, der bliver ved med at være det samme. Du får ikke dine følelsemæssige behov opfyldt, og det er nemt at pege på den anden, og sige til dig selv, at det er hans eller hendes skyld. Men sandheden er, at du også selv slipper for at være helt sårbar, sådan som man kun kan være i et gensidigt trygt og følelsesmæssigt åbent forhold.

Følelsesmæssig utilgængelighed er nemlig ikke forbeholdt den, der trækker i håndbremsen, for det kan lige så vel være den, der spilder sin tid sammen med en, der trækker i håndbremsen. Begge parter risikerer ikke noget, så længe de kan holde fast i konflikt og kamp, for tiden går med at forklare og forsvare sig, og med at forsøge at få den anden til at ændre sig, ikke med at åbne og folde relationen ud på en kærlig og sårbar måde. Det sårbare og kærlige rum kan ikke eksistere, hvis der er en følelsesmæssig bremseklods, men det kan være nemmere at se sig selv som den, der gerne vil kærligheden end den, der åbenlyst blokerer for den.

Men at ville kærligheden er ikke det samme som at turde kærligheden, og mange har lært at kærlighed er farlig, og derfor nøjes de med at længes efter den og kæmpe for at mærke den, dog uden at løbe en reel risiko for at træde ind i det fine, blide rum, hvor man skal have tillid til at man er elsket for lige præcis den, man er. I stedet binder man sig til en, der kan genskabe længslen, og på den måde slipper man både for at være sårbar og for at arbejde med sit selvværd, som oftest er årsagen til at man er følelsesmæssigt utilgængelig for ægte kærlighed.

Hvis det er genkendeligt kan det være brugbart at holde op med at kæmpe for forholdet, og i stedet bruge den energi på at øve dig i at vække din egen sårbarhed og få bearbejdet den frygt, der ligger nedenunder, der ofte handler om frygten for at blive afvist, og frygten for ikke at fortjene kærligheden. Først når du kan stå stille i dit eget selvværd og mærke, at du er et fantastisk, værdifuldt, dejligt og berigende menneske kan du åbne dig og være tilgængelig for at en anden kan se og opleve det samme ved dig.

Husk, du fortjener bedre.

(læs også dette indlæg om den følelsesmæssigt utilgængelige partner, hvor du finder en række spørgsmål, der kan hjælpe dig med at afdække, om du er følelsesmæssigt utilgængelig – bemærk dog at indlægget, og derfor også gruppen, kørte af staben i 2014)

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , | 1 kommentar

Den Grænseløse Kritiker

Udgivet den 18. januar 2021 af Christina Copty

Vi lever i en verden af kontraster. Vi kan se forskel på lys og mørke, mærke forskel på glæde og vrede, og, hvis ikke vi har fået rodet med vores grænser og følelser, også mærke, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er. Den evne til skelnen er en af livets allervigtigste i en fysisk verden, hvor et valg kan være forskellen på lidelse og lethed.

Det, at vi skelner mellem kontraster, giver os valg, der kan bevæge og motivere os til at gå i retning af det, der nærer os som individuelle væsner med vores forskellige behov, for det, der nærer dig, er ikke det samme, der nærer mig. Derfor er det vigtigt, at vi kan leve vores liv, uden at vi definerer og fordømmer hinanden, men blot forholder os til hinanden, ud fra vores egen forståelse og perspektivering.

Alt det er fint og godt, hvis altså man kan holde fast i sin egen virkelighed og ikke bliver udsat for grænseoverskridende kritik.

Konstruktiv kritik versus grænseoverskridende kritik

Hvis du er sammen med en partner, der på forskellige måder viser og fortæller dig, at din måde at være partner på, er forkert, og at du burde blive mere som vedkommende vil have dig til at være, så ved du med det samme, at du står overfor et menneske, der overskrider dine grænser, for der ligger ikke noget konstruktivt til grund for sådanne kritiske  udmeldinger, tværtimod er det ukærligt, kontrollerende, nedladende, krænkende og værst af alt nedbrydende, ikke kun for kærligheden, men især for dig, der oplever den måde at blive kritiseret på, fordi du med tiden holder op med at kunne mærke, hvad der er normalt og sundt for dig selv. Dine grænser bliver langsomt rykket, for du begynder at tage din partners definitioner af, hvad der er godt og skidt på dig, og derigennem mister du dig selv, din egen kraft og din bløde, hjertelige side. Livet bliver med andre ord mere kantet, fastlåst, rigidt og ubalanceret i stedet for det modsatte, som er der, hvor kærligheden og livet kan folde sig ud på en nærende og frugtbar måde. 

Hvis du oplever grænseoverskridende kritik, vil du ofte føle dig frustreret, magtesløs og stækket i dit liv. Du begynder med tiden at gå på æggeskaller for ikke at blive ‘opdaget,’ ikke fordi du gør noget forkert, men fordi du ved, at så snart du ‘træder ved siden af’ din partners definition af, hvem du bør være, så kommer der kritik, som du ikke får lov til at forsvare dig mod, fordi din partner ikke er interesseret i at høre årsager, bevæggrunde eller følelser, men udelukkende er interesseret i at få dig til at blive sådan, som han eller hun mener er rigtig, og som passer til ham eller hende. Med andre ord: Du bliver kritiseret for at få dig til at flytte dine grænser, sådan at din partner ikke selv skal gå på kompromis. På den måde bevarer din partner magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert for jer begge. Det er ikke kærlighed. Det er kontrol, og dermed psykisk vold.

Når du er, eller har været sammen med en narcissist, eller en anden psykisk voldelig person, vil du ofte opleve at blive kritiseret dagligt, men det er ikke sikkert, at du oplever det som en åbenlys strøm af kritik: Det kan være din partner er kort for hovedet, når du ikke lige gør, som hun forventer. Det kan være, der bliver himlet med øjnene, når du har en mening, der ikke passer ham. Det kan også være, at du får at vide, at alle andre mennesker i verden er enige med din partner i hans holdning om et eller andet, som du har en anden holdning til, og det kan være at din partner beskylder dig for at være ukærlig, og for at du ikke elsker hende, fordi du ikke gør præcis, som hun vil have, at du gør. Det kan også være du bliver lagt på is, fordi du har gjort noget ‘forkert’. Kritikken kan altså se ud på mange måder, og selvom den ikke altid er åbenlys, skaber den en skadelig udvikling i dig, hvor du lukker dig mere og mere ind i dig selv, og ikke længere tør dele dine sårbare tanker og følelser, for du ved, at du på den ene eller anden måde enten får direkte hug for det, eller mere inddirekte får beskeden leveret om, at du er forkert, fordi du tænker, føler eller tror som du gør. 

Det er vigtigt at huske på, at du højst sandsynligt ikke bliver kritiseret for alt, hvad du gør og er, men kun for det, der ikke passer din partner. Hvis din partner for eksempel godt kan lide, at du altid laver mad, så vil det ikke blive kritiseret, men måske bliver maden du laver, kritiseret. Det kan også være din partner er glad for, at du altid tager dig af børnene, så han kan prioritere sit arbejde, og så vil du måske blive kritiseret, hvis du en dag skal ud med dine venner. Kritikken behøver med andre ord ikke omhandle alt, hvad der er dig, men den handler altid om det, der ikke passer ind i din partners kram.

Du sidder i møde på arbejdet og kan ikke tage din telefon, da din partner ringer. Din partner har lige fundet ud af, at hun ikke kan nå at hente jeres børn, fordi der er noget akut på hendes arbejde, som hun er nødt til at tage sig af. Efter dit møde kan du se, at hun har haft ringet syv gange, og der ligger en stribe af beskeder på din telefon om at du skal tage sin telefon, og mistænksomme ‘hvor er du henne, siden du ikke svarer?’ beskeder.  Da du ringer for at høre, hvad der er sket, er hun rasende og fortæller dig, at hun ikke kan regne med dig, at du svigter familien, og at enhver normal person ville have taget telefonen, når man kunne se, at der blev ringet op fra ens partner. Hun lytter ikke til, at du fortæller, at du sad i møde, men holder fast i, at du har gjort noget forkert, og at du er den, der har svigtet ikke kun hende, men også børnene, fordi du ikke var til rådighed. Hun lægger dig på is hele aftenen efter at hun har gjort det tydeligt for dig at du er en idiot og en dårlig partner og forælder, fordi du ikke tog telefonen og hentede børnene i stedet for hende. 

Den samme situation uden en grænseoverskridende, krænkende partner ville se sådan ud:

Du sidder i møde på arbejdet og kan ikke tage din telefon, da din partner ringer. Din partner har lige fundet ud af, at hun ikke kan nå at hente jeres børn, fordi der er noget akut på hendes arbejde, som hun er nødt til at tage sig af. Efter dit møde, kan du se at din partner har ringet og lagt en besked, hvor hun fortæller dig om sin situation, og beder dig ringe så snart du kan. Du ringer, og hun siger, at det er rigtig ærgerligt, at der skete noget akut på arbejde, og at I ikke lige havde mulighed for at tale om det, men hun har fået naboen/sin mor/en veninde til at hente børnene, så det hele er okay. Hun har med andre ord taget ansvar for, at det var hende, der havde hentedag og derfor bebrejder og kritiserer hun dig ikke, men finder en anden løsning. Senere har I en hyggelig familiemiddag for situationen er ikke eskaleret og blev ikke brugt til at etablere et ulige magtforhold. 

Konstruktiv kritik derimod, er kritik, der tilbydes som et blik udefra, og som kommer uden fordømmelse, men med en invitation til nysgerrigt at undersøge og reflektere over, om der mon er andre måder at være i verden på, uden en forventning om, at modtageren skal tage kritikken som et påbud om at blive sådan.
Grænseoverskridende kritik er altså at fortælle en anden, at man gør noget forkert, og hvis man ikke ændrer sig, og bliver som kritikeren synes man skal være, så er man en dårlig partner, hvorimod den konstruktive kritik er ment som en kærlig, hjælpende hånd, som det står den anden frit for at bruge eller ej.
Den, der tilbyder kritikken er altså i stand til at lytte til den anden sige nej tak til inputtet, og stadig være lige så kærlig og omsorgsfuld alligevel.
Med andre ord er den, der giver konstruktiv kritik ikke bundet op på, at den anden skal gøre, hvad man siger, for det handler ikke om, at man synes, at man er mere rigtig end sin partner, men om, at man har et perspektiv, der kan være en hjælp for partneren, og ikke for en selv. 

Du er tidsoptimist og har svært ved at nå ting til tiden, hvilket ofte skaber spænding og stress for dig selv og dine omgivelser. Det er især et problem i familien de morgener, hvor du har ansvaret for at få børnene op og i tøjet. Du har for vane at lade dem se fjernsyn om morgenen, imens de spiser morgenmad, så du kan bruge tiden på at gøre dig klar. Så snart I skal afsted vil børnene ikke i overtøjet, for de vil hellere se fjernsyn. Det medfører morgener, der ofte er præget af uvenskab, dårlig stemning, stress, børn, der er kede af det, og en mor, der er kommer halsende på arbejde med dårlig samvittighed over, at endnu en morgen var så dårlig. Din partner hører din frustration og inviterer til, at I kan have en snak om, hvordan du har det, og om der er noget, du har overvejet kunne være bedre. Han spørger, om han må dele, hvordan han gør det, og fortæller, at han aldrig tænder for fjernsynet, og at han står tyve minutter tidligere op for at gøre sig klar, sådan at han er klar til at få børnene igennem morgenen, hvor de også selv får lov til at deltage i at lave deres madpakker i det omfang de kan. Du lytter til ham, og kan se, at der er noget brugbart i det han siger, men du vælger kun at tage det til dig, der passer til dig, så nu er tv’et slukket, men du vil ikke stå tidligere op, så i stedet for at gøre det, smører du madpakker aftenen forinden, og du lægger deres og dit tøj frem også, så I kan tage tøj på samtidig om morgenen. Din partner er glad for, at du har fundet en måde, der gør din morgentid med børnene nemmere, og han er også helt okay med, at du ikke gør tingene på hans måde. Han er glad for, at han kunne hjælpe dig, og du er glad for, at du fik nogle gode råd, som du kunne vælge imellem, som du ikke selv havde tænkt på. 

Den konstruktive kritik kommer altså fra et kærligt og hjælpsomt sted, ikke fra et hårdt og bedrevidende sted, sådan som den grænseløse kritik. Når man er en kærlig støtte for sin partner, har man altså ikke behov for at have ret, eller være den, hvis rammer alt skal foregå indenfor. Man har hjerte- og råderum nok til at vide, at der er syv milliarder forskellige måder at se og være i verden på, og at man ikke har patent på Den Rigtige Vej.

Et parforhold, hvor begge parter formår at være konstruktive i deres kritik, er ofte velfungerende, dejlige forhold, hvor man føler sig fri til at være den, man er, hvor man føler sig betingelsesløst elsket, og hvor man føler sig respekteret, fordi man i sin partner også har sin bedste ven og fortrolige.

Den type forhold er ikke forbeholdt de få heldige. Det er også til rådighed for dig, hvis du vil have det, for husk på, at du fortjener at leve et godt og dejlig liv.

Udgivet i Forældre og Børn, Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse | Tagget , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Gæsteblogger: Det Grønne Græs

Udgivet den 27. oktober 2020 af Christina Copty

Jeg har retten til at dumme mig!

Sådan lød ordene,  den nat det gik op for mig, at min mand, elsker og bedste ven (troede jeg) gennem 16 år,  trak tæppet væk under mig

Og efterlod mig i en smertetilstand, jeg nu 1 1/2 år efter er i tvivl, om jeg nogensinde kommer ud af.

Måske på overfladen men indeni er jeg så ramt på selvværd, kvindelighed og har fuldstændig mistet håb og tro på, at der er noget godt tilbage når det gælder en partner til mig.

Den bristede tillid bliver jeg konfronteret med daglig.

Det var ikke meningen jeg skulle have set den korrespondance.

Det var aftenen før jeg skulle til en vigtig eksamen.

Han orkede ikke hvis jeg kom for sent i seng, for så ville han vågne.

Istedet lå han i mørket og sendte beskeder,  efter at have nusset mig på ryggen og sagt hvor meget han glædede sig til vi skulle fejre det.

Jeg blev irriteret over lyden af fingre der duppede på telefonen og det ulogiske i at han selv ikke skulle tage samme hensyn, som han forventede der blev taget til ham.

Gik i køkkenet efter et glas vand.  Han har ikke slukket computeren, der lyser op ved et bling fra en messenger tråd.

Den han ligger i soveværelset og skriver på.

Ikke til en ven som han lige har løjet om, men til en kvindelig kollega han qua sit arbejde,  ifølge tråden der popper op, har en noget anderledes relation til….

Godnat hilsener, selv fotos af vores børn (de samme som var sendt til mig) så hun var åbenbart også involveret med andre i familien.

Jeg taber vandet på gulvet,  sikke en mavepuster,  jeg er i chock.

Tusindvis af modsatrettede følelser.

Skulle jeg bare have lagt mig tilbage under dynen.  Det gjorde jeg ikke.

Den vrede der mødte mig, forsvar,  løgne og benægtelse var tyk.

Så kom det

“jeg har retten til at dumme mig”

“denne kvinde gør mig til et godt menneske”

Månederne der fulgte,  var trods hans ret! præget af, at han hele tiden skød ansvaret væk og over på mig

Samtidig med hans ret til at udforske det grønne græs han lige pludselig hellere ville vande, var jeg aldrig i fred

På daglig basis kom han lige forbi,  og klagede over hvor hårdt det var at undvære børn, sove på sofaer,  tog bad her efter træning.

Han var helt besat af sin krop og udseende.

“tager du lige mit træningstøj ned, inden der falder dug?”

Desværre var jeg handlingslammet og min oplevelse af svigt var et dilemma i forhold til at reagere fornuftigt.

Fik få gange formøblet vreden  – men nok på en irrationel måde.

Som når en hund der er trængt op i en krog, kun kommer fri ved at bide fra sig.

Der er gået 1 år.  Som føles som en karrusel tur.

Når nogle af de ting han har gjort og sagt presser sig på i tankerne,  er jeg lige fortvivlet.

“du må vise mig en kvinde jeg kan savne”

“hvis du siger noget der ødelægger mine chancer med den nye,  taler jeg aldrig til dig igen”

Håb er forsvundet. 

Når man selv tror man er i en ligevægtig relation,  hvor man overvejer om man sårer/rammer den part man er i forhold med, inden man kræver sin ret til rigid adfærd.

Da han ville terapi og jeg havde et stort ønske om det,  faldt for de fine ord.  For blot at erfare at han 10 min efter kørte hen til samme kvinde.

Jeg holdt fast i min grænse om ikke at være i terapi med en der samtidig skulle se om græsset var grønnere.

Alligevel er jeg stadig ulykkelig, fortvivlet og så meget i tvivl om det er mig der er forkert på den. Er det mig der er narcissisten?

Jeg får aldrig nogle svar,  aldrig en undskyldning.  Følelsen af at være intet værd for et menneske jeg gennem næsten 2 årtier har været så stort et hak.

Af og til mister jeg håbet. Græder fordi jeg elsker et menneske,  der ikke regner mig for noget.  Fine ord følges aldrig op ad handlinger.

__________________

Gæstebloggere giver ikke udtryk for Christina Coptys holdning eller viden, og alle indlæg bliver anonymiserede inden de lægges op. Hvis du gerne vil dele din historie, kan du sende den til mail@christinacopty.dk

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Hvorfor dit og hvorfor dat? Sådan fastholder du dig selv i et destruktivt forhold

Udgivet den 25. august 2020 af Christina Copty

“Jeg forstår ikke, hvorfor han behandler mig så dårligt, når jeg fortæller ham, hvordan jeg har det med det”

“Jeg har det som om jeg bare er nødt til at forstå, hvorfor han gør det”

“Hvorfor bliver hun ved med at ydmyge mig, når hun véd, hvad det gør ved mig?”

‘Hvorfor’ er på en og samme tid et ord, der kan sætte gang i gode og nærende refleksioner og et ord, der kan fastholde en i en dårlig cyklus. Hvordan kender du forskel, og hvorfor kan du have svært ved at slippe det usunde ‘hvorfor’? Det kigger vi nærmere på i dagens blogindlæg.

Det reflekterende ‘hvorfor’

Det er selvfølgelig relevant at stille sig selv reflekterende spørgsmål, når man kan se, at noget ikke fungerer i et parforhold. Ofte er det en lille stemme indeni, der begynder at rykke på sig, når der kommer kurrer på tråden, og man ikke helt kan forstå, hvordan det skete. Man spørger måske sig selv, hvorfor man pludselig endte med at diskutere noget, der virker irrelevant, eller man spørger sig selv, hvorfor det var så svært at kommunikere, eller hvorfor man ikke kan blive enige om visse ting, og det er akkurat som det skal være. Når man stiller de gode ‘hvorfor’ spørgsmål kan man nemlig lære noget om sig selv, og udvikle sig fra at være reaktive til at være responderende i stedet for.

Når man kigger på dynamikken, på mønstrene og kommunikationen uden at pege fingre, men som refleksion, så kan man bruge det til at blive bedre til at udtrykke sig overfor hinanden en anden gang eller til at rumme forskelligheden, eller til at se, hvor man måske som par har en større udfordring, der for eksempel kan kræve hjælp udefra, og så har man allerede hjulpet sit forhold fremad. Det vil sige at man bruger ‘hvorfor’ til at udvikles sammen og til at udveksle de oplevelser man havde i konflikten, så man fremadrettet kan blive bedre til at kommunikere på en måde, der nærer forholdet i stedet for at tære på det.

Det fastlåsende ‘Hvorfor’

Det fastlåsende hvorfor er til gengæld ikke sundt. Det er det ‘hvorfor,’ der kommer, hvis man ofte bliver nedgjort (ikke kritiseret, for det er ikke en god indikator for, hvem der oplever hvad, eftersom narcissister og psykopater bruger det som undskyldning for at fortsætte deres magtudøvelser), og føler at dynamikken sidder fast, og der ikke er fremgang i kommunikation. Det er oplevelsen af, at kærligheden ikke bliver dybere men i stedet kører i en forudsigelig destruktiv cyklus (som f.eks den narcissistiske karrusel), hvor intet man gør, har nogen positiv eller udviklende effekt, og man i bund og grund kan forudsige partnerens manglende interesse i at ændre sig ligegyldigt, hvordan man selv har det, hvad man gør og hvad man siger.

I sådan et forhold, er et ‘hvorfor’ der er designet til at fastholde også et ‘hvorfor’ man ikke selv ønsker at reflektere over eller besvare, for så længe man kan løfte skuldrene og blive i spørgsmålet, så behøver man heller ikke tage konsekvensen af sit svar og flytte sig, og for mange, der er bange for at være alene, kan et destruktivt forhold, hvor ensom man end er i det, stadig føles som en ‘bedre dårlig tilstand man kender’ end en neutral tilstand man ikke kender.

Konsekvensen af det fastholdene ‘hvorfor’ er altså, at man bliver stående i noget, som man ved, er skadeligt og potentielt farligt, fordi man ikke vil tænke på svaret, selvom svaret er tydeligt, og ofte en afart af følgende:

“Min partner er ikke god for mig, for vedkommende er ligeglad med mine følelser, og jeg har prøvet alt for at ændre dynamikken og for at få ham/hende til at forstå, hvor meget det sårer mig at blive behandlet dårligt af det menneske, der skulle elske og forstå mig bedre end nogen anden, og jeg kan ikke gøre mere, for der er ikke flere ændringer eller kameler at sluge, så jeg er nødt til at afslutte forholdet”

Hvorfor sidder man fast i det fastlåsende ‘hvorfor’ når fornuften siger en, at det skader en mere og mere for hver dag, der går?

Det er the million dollar question, og et spørgsmål mange, der arbejder med ofre for destruktive partnere har brudt deres hoveder med igennem tiden, ligesom jeg også selv har, for hvorfor er det så svært at erkende, at den, man er sammen med ikke er god for en, og at det er nødvendigt at man flytter sig? Der er mange bud, men blandt dem, jeg oftest ser, er årsagen en blanding af følgende:

Opvækst: Når man er opvokset i en familie, hvor ens grænser blev overskredet, og man fik at vide, at man var umulig/skulle skamme sig, når man satte grænser, så har man lært, at man tager fejl, når man ikke bryder sig om at blive behandlet dårligt.

Overansvar: Mange tror fejlagtigt at det at være overansvarlig skulle være en god kvalitet, men udover at det betyder, at man ikke anerkender andres voksenansvar for deres egne liv og valg, så tager man heller ikke ansvar for sit eget liv.

Særligt sensitiv: Selvom det er et ord, der bliver kastet rundt uden der altid er belæg for det, så kan man som særligt sensitiv også have svært ved at mærke sine egne grænser og i stedet være mere optagede af, hvordan andre har det.

Martyriet: Ingen ønsker at blive identificeret som martyr, men ikke desto mindre er der mange, der får en slags følelsesmæssig tilfredsstillelse ud af at ofre deres liv på en tabt sag, fordi det giver dem følelsen af at være gode mennesker (“Hvad skal der ske med ham, hvis jeg ikke er der?” lyder det ofte)

Lavt selvværd: Man tror ikke på, at man kan få bedre/fortjener bedre, og man føler at man selv er skyld i at forholdet er dårligt. Man har samtidig rigtig svært ved at forestille sig en positiv fremtid fordi man tror, at det man har tiltrukket i fortiden, er det eneste man kan tiltrække i fremtiden.

Barnliggørelse af sig selv: Når man tror, at man er hjælpeløs og ikke kan klare sig som voksen i verden, selvom der ikke er noget egentligt belæg for, at man ikke er i stand til at betale sine regninger, passe sit arbejde og være en god nok forælder.

Traumebånd: Når man er sammen med en psykisk og/eller fysisk voldelig person bliver man ofte traumebundet, som er det samme som Stockholm Syndrom bare i parforhold, men ligesom ofrene for Stockholm Syndrom kan komme videre, så kan man også komme ud af traumebindingen.

C-PTSD: Et Traumebånd indbefatter også at man kommer til at lide af kompleks-PTSD, som er den Posttraumatiske stress man får af at være i en kontinuerligt skadelig relation, og som kan være med til at lamme en handlingsmæssigt, fordi man oversvømmes af stresshormoner og konstant er i alarmberedskab og i sine følelsers vold. Men akkurat som PTSD overlevende kan komme videre, så kan man også det fra c-PTSD, blandt andet ved hjælp af TraumeSensitiv Yoga og meditation.

Sidst men bestemt ikke mindst,

Sort-Hvid tænkning: Hvis man har en sort-hvid tankegang (hvilket man automatisk udvikler i et destruktivt forhold) vil man også have behov for at give skylden til enten sig selv eller sin partner for alt det, der ikke fungerer.

Hvis man begynder at ane omridset af en narcissistisk partner kan man blive i tvivl om, hvem der er narcissisten, og det, at man måske selv er narcissist gør det svært at slippe et forhold, der ikke er godt fordi man ikke vil sidde med ‘aben.’ Det er altså som om det pludseligt ophæver den gode nok grund til at gå. Men det er nu engang sådan, at hvis man ikke trives i et forhold, og har gjort hvad man kan indenfor rimelighedens grænser, så er det altså okay at gå, ligegyldigt hvor meget skyld man selv synes, man har.

Afslutningsvis vil jeg sige, at min klare erfaring igennem de mange år, jeg har beskæftiget mig med mennesker og destruktive forhold, er, at man får det bedre af at forlade et destruktivt forhold, og efter man er kommet over traumebåndet får man ofte gode og kærlige relationer til venner, familie og også til nye partnere – og jeg kan med en vis stolthed og især en stor glæde sige, at størstedelen af de klienter, der går i terapi hos mig ender i gode og sunde forhold efter de er kommet fri af det, der gjorde dem ondt, og har helet.

For ved du hvad? Du fortjener bedre <3

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ferie, ferie, ferie… er ikke rart med en narcissist

Udgivet den 26. juni 2020 af Christina Copty

De fleste glæder sig til at holde ferie, især sommerferie. Der er noget magisk over de lange dage, hvor solen er hovedgæsten, og det eneste man skal, er nydelsesfuldt.

Sådan er det bare ikke, hvis du lever sammen med et menneske med narcissistiske træk. Istedet bliver ferietiden en tid, du ser henimod med ondt i maven og bekymringer over, hvordan det mon bliver denne gang.

Ofte er det de samme dynamikker du oplever om og om igen, selvom du gør alt, hvad du kan for at få det til at gå i en bedre retning og blive en god ferie. Men enten er du ene om at skulle planlægge hele ferien, fordi narcissisten ‘er ligeglad,’ eller også får du ikke lov til at give dit besyv med, fordi narcissisten vil bestemme det hele.

Umiddelbart lyder det måske modsætningsfyldt, at man med en narcissist på den ene hånd kan risikere at have en partner, der virker fuldstændig uengageret og passiv, og på den anden, enerådende bestemmer alt. Men begge dele kommer fra det samme sted – nemlig fra narcissistens konstante behov for at have magten i forholdet, og magt kan ikke deles, derfor står man som partner alene enten som planlægger eller som den, der skal lade sig diktere.

De to magtmetoder

Den sidstnævnte metode til magt ved bare at tage den, og bestemme alt, uden at du må have en mening, er selvfølgelig ikke svær at få øje på fordi den er åbenlys kontrollerende og har en synlig aggressivitet over sig. Det er ham eller hende, der nedlægger veto mod alt, hvad du foreslår, oftest med begrundelsen at han/hun ikke vil bruge sin kostbare ferie på at lave noget, der ikke interesserer vedkommende. Der er ingen forståelse for eller imødekommenhed omkring dine interesser eller drømme. Hvis narcissisten vil ligge på en strand i tre uger, og du drømmer om at komme til Rom, vil narcissisten tale dårligt om Rom, nægte at betale for rejsen til Rom, og oftest ‘foreslå,’ at du bare selv tager til Rom, imens han/hun tager på sin egen rejse (En lille note herom: Narcissister er mere optagede af at opfylde egne behov og lyster end af tosomhed, og det er nytteløst at forsøge at ændre denne indre prioritering). Denne type magt vil føles truende på dig som partner, og du vil være bange for at sige eller gøre noget forkert, fordi det kan afføde en kaskade af ydmygelser og nedladenheder.

Den første magtmetode kan derimod være sværere at gennemskue som magtmiddel, men ikke desto mindre er det stadig et sådant, selvom det virker passivt. Her er det typisk den subtile narcissist, der bruger offerrollen til at tage al magten (‘man skal altid tage hensyn til et offer, og hvis ikke man gør det, er man krænker’ – er devisen her). Han eller hun tager magten ved at overlade alle beslutninger til dig, og når du så har gjort dig umage, booket og betalt, og I i nogle tilfælde er draget afsted på ferie sammen, så kommer brokkeriet. Så er hotellet ikke godt nok. Maden er dårlig. Vejret er træls. Seværdighederne kedelige. Du er for glad (underforstået: du er egoistisk) og så videre i den dur. Hvis du forsøger at inddrage denne subtile passivt aggressive narcissist, vil vedkommende gøre alt for at undgå at blive inddraget, for hvis man er inddraget i beslutningerne, er man med til at bære ansvaret, og så kan man jo ikke bruge sin position som stakkels sagesløst offer til at spille dig skakmat. Hvis du har at gøre med sådan en partner vil du ikke føle dig direkte truet i samme grad som med den åbenlyst kontrollerende type, men du vil i stedet føle dig usikker på dig selv, og på om du nu har gjort det godt nok, og du vil have udviklet en tendens til at lægge følere ud hele tiden, fordi din partner straffer dig med tavshed, kulde, afvisning og helt sikkert surmuleri.

Hvis du er udsat for denne manipulationsmetode, kan det måske føles forjættende at gøre dig endnu mere umage. Du tænker måske, “hvis nu jeg planlægger noget, han/hun HELT SIKKERT elsker, så bliver det en god ferie.” Det kan også være du tror, at hvis du bare venter og trækker den ud til sidste øjeblik, så bliver din partner tvunget til at træffe en beslutning og være med til at give udtryk for, hvad vedkommende vil, men hvis der er noget en narcissist med offertendenser er god til, så er det at lade være med at tage ansvar, og det betyder at du kan risikere at vente på noget, der ikke sker – og oftest vil du ende med at være den, der blinker først, og højst sandsynligt i en frustreret magtesløshed, som narcissisten så kan bruge som bevis for, at han/hun jo ikke tør planlægge noget med dig, fordi ‘der ikke skal noget til før du flegner.’ Hvis du derimod forsøger at planlægge noget, du ved han/hun elsker, vil du stadig ikke få den anerkendelse og taknemmelighed, som du sikkert håber på og angler efter, for hvis han/hun skal give dig det, mister han/hun også sin position som den vigtigste i forholdet. Så…du er damned if you do, and damned if you don’t.

Løsningen 

Hvis du gerne vil have en bedre sommerferie end du har haft med din partner tidligere, kræver det, at du gør noget andet end det, du har gjort før. Ellers får du bare mere af det samme, netop som den kloge Einstein sagde: “Der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente at resultatet hver gang bliver anderledes.”

Det betyder, at du må gøre noget, der er meget anderledes end det du plejer, for du skal ikke overbevise din narcissist om, at han eller hun skal være deltagende og tage medansvar, for det virker ikke. Nej, du skal gøre op med dig selv, om du vil lade et andet menneske have den slags magt over dig, der giver dig dårligt selvværd, og som ikke opbygger eller støtter jer som par. For når du holder op med at prøve at lappe alle de steder, hvor du bliver såret, og i stedet ser på årsagen til dine sår, så kan du hjemtage din kraft og handle ud fra, hvad der er rigtigt og vigtigt for dig, for hvis du er sammen med en narcissist eller andre personer, der bruger psykisk vold overfor dig, så hjælper det ikke at forsvare og forklare dig, for sådan et menneske er ikke interesseret i at afgive magten.

Hvad betyder det i praksis? Jo, det betyder at der ikke er et one-size fits all svar, men at du netop skal finde ud af, hvad der vil gøre DIN sommer god: Er det at få læst en masse bøger (en af dem kunne måske være ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold‘ hvis du ikke allerede har læst den), måske er det at tage på højskole og lære noget nyt, måske har du mere lyst til at undersøge nye steder i Danmark og måske har du lyst til at besøge venner og familie. Hvad du end har lyst til, så fokusér udelukkende på dig selv som om du var single og mærk efter, hvad du gerne vil have at se tilbage på, når du er tilbage fra ferie. Skal det være det samme som sidste år eller året før, hvor du bare gik og ventede på at ferien var slut, så du ikke skulle gå på æggeskaller mere, eller skal denne sommer indeholde noget, der faktisk ER godt og nærende og afslappende for dig?

Valget, min kære, er dit – jeg synes bare du fortjener det bedste, og ind imellem er det at have tid alene til at tænke de store tanker, og få fred til at være det skønne menneske, jeg ved, du er.

Rigtig god sommer.

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer