Kære Rasende Forælder

Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at tilsidesætte dine egne følelser. Jeg ved godt, at det virker som den største uretfærdighed i verden, at du er blevet såret, og at du nu skal være en voksen, der har noget svært med i bagagen.

Jeg ved også, at det kan være så svært at rumme, at du er ked af det, for måske har du endnu ikke lært, hvordan du skal håndtere dine følelser på en sund måde, og derfor føles det nemmere, rarere – som at pisse i bukserne en kold dag – at blive rasende på din eks.

Jeg ved det.

Men jeg ved også, at når du har børn, så er der ikke længere plads til at du er umoden og selvisk. Du har ikke længere ret til at stå og stampe i gulvet som en to-årig, fordi du ikke må få den røde spand mere. Du er nogens forælder, og du har ansvaret for at opføre dig som en sådan.

Jeg ved godt, at det er svært at være dig. At stå der med et ego, der har fået knubs og et hjerte, der er knust. Tro mig, millioner af mennesker verden over deler de følelser med dig lige præcis i dette øjeblik, og mange millioner har gjort det før dig, og mange millioner vil føle det efter dig. Der er intet unikt i det. Smerte er en del af den menneskelige betingelse.

Faktisk er det en af de betingelser, der gør at vi har mulighed for at udvikle os. Blive blødere. Blidere. Ja, kærligere og mere omsorgsfulde mennesker.

Men vi kan også vælge at sidde fast. Størkne i en hadefuld form, hvor galden spilder ud som vandet i et springvand. Hvor vi føler os berettigede til at være sadistiske, fordi vi føler os som ofre. Men kan man være hadefuld og ville hævne sig på værst tænkelige måde og samtidig være offer?

Jeg ved, at det kan være svært for dig at se ud over din egen næsetip, for du føler dig ydmyget, kasseret, og måske værst af alt, ramt på den der følelse, du måske har døjet med hele dit liv, nemlig at du i virkeligheden slet ikke kan elskes. Og nu føler du dig afsløret og nøgen. Sårbar og såret. Og har ikke lært, hvordan du skal håndtere det.

Du glemmer at det måske ikke handler om, at du kan elskes. Måske handler det om, at din partner mistede gnisten. Måske forelskede din partner sig i en anden. Måske var græsset grønnere.

Men måske handler det også om, at du har saboteret dit forhold ved ikke selv at elske. Måske har du været selvoptaget og ikke optaget af forholdet. Måske har du været rasende i rigtig lang tid. Måske har du ville have at forholdet udelukkende skulle være på dine præmisser. Måske har du fået dine familiemedlemmer til at gå på æggeskaller, fordi du har styret med dit uforudsigelige humør.

Jeg ved, at det kan være svært at erkende, at det måske er din skyld, at din partner ikke kunne længere, fordi du trampede rundt på kærligheden som om den var værdiløs. Som om du kunne te dig som du ville uden at det ville have nogen konsekvenser for dig.

Men det havde det. For ingen, der finder ud af at de er udsat for psykisk vold, trusler, fysisk vold, utryghed og et kontinuerligt mønster af følelsesmæssig ustabilitet kan blive ved med at være i sådan et forhold. Ingen. Det ville du heller ikke selv kunne.

Men i stedet for at erkende det og bruge denne situation til at reflektere og få nogle vigtige selverkendelser, bliver du modbydelig og raser.

Nogle ville måske endda kalde dig hjerteløs. For nu behandler du dine børn ud fra dit humør. De skal finde sig i at du har en kort lunte. Sådan er du bare. Det tager de da ikke skade af. Slap nu af, for helvede. Men du ved godt, at du er sådan, fordi du føler dig berettiget til at være sådan, selvom dine børn faktisk har ret til en tryg opvækst og du godt kan mærke, at de ikke er trygge sammen med dig, men bange for dig og dit uforudsigelige humør.

Men du ser på dine børn som om de er forlængelser af din eks og alt, hvad der minder om din eks skal skammes ud af dem. Føj, hvor du ligner din mor. Adrv, hvor du lyder som din far. Eller også tror du, at du slipper afsted med det ved at sige ting som, ja, jeg kan i hvert fald ikke forstå, at du synes dét er interessant, når du ved, at det er noget din eks synes er interessant. Alle kneb gælder, tænker du. Du tænker bare ikke over, hvad det gør ved dine børn.

Men dine børn? De lider, når du ikke opfører dig som en god og kærlig forælder overfor dem. De ser ikke verden ud fra dit synspunkt og kommer aldrig til det, for de har deres egne øjne og deres eget perspektiv.

Men måske tror du, at din krig mod din eks går ubemærket hen for dine børn? Måske tror du ikke, at de bliver påvirkede af en forælder, der altid er stresset og bange for dig. En forælder, der virkelig gerne bare vil videre, og som også ønsker at du kan komme videre, så I kan få et godt samarbejde op at køre for børnenes skyld. Måske bilder du dig selv ind, at det ikke påvirker dem. At se den ene af deres forældre være ked af det, bange og trist over at I ikke kan samarbejde ene og alene af den grund, at du saboterer ethvert anstød til mindelighed.

Så når du tromler og raser og manipulerer og bagtaler og lyver og skubber og trækker for at dine børn skal være loyale overfor dig og afvise din eks, gør du egenhændigt skade på dit barn. Det er ikke din eks, der gør det. Heller ikke ved at have forladt dig. Det er dig pilen peger på. Utvetydigt. Og dine børn lider.

Jeg ved godt, at du måske er så langt ude og så såret, at du er skide ligeglad. Ligeglad med at de lider, for hvis ikke de kan se dit perspektiv er det fandme i orden at de lider. Så kan de rende dig i røven.

Men i stedet for at give slip på dem, hvilket måske ville være det kærligste at gøre, hvis du har brug for at bearbejde dit eget shit før du kan være en kærlig forælder, så hiver du din eks i familieretshuset, for din eks skal fandme ikke have mere samvær end dig. Din eks skal fandme ikke vinde. Og du ved, at der hvor du kan såre allermest er ved at tage børnene fra din eks.

Også selvom du faktisk ikke orker dem. Men nej. Din eks må ikke tro, at det er så nemt at gå fra dig. Det skal du nok sørge for.

Og så synes du i øvrigt også at det er fucking langt ude, at du skal betale børnepenge til din eks, så selvfølgelig vil du have i hvert fald minimum en 8/6 ordning, for så slipper du for det.

Men det er måske på tide, at du lige stopper op et øjeblik og tænker over, hvordan du gerne vil have at dit eget liv skal se ud om fem år, om ti år, om femten år.

For hvis du bliver ved med at være hadefuld, rasende og hævngerrig, så drikker du din egen gift, for gode mennesker vil trække sig væk fra dig. Du vil måske have mennesker i dit liv, men de vil være lige så negative og hadefulde som dig. Lige tiltrækker lige. Og du kommer til at ligge som du har redt. Måske ikke i dag eller i morgen. Men så om fem år, om ti år, om femten år.

Og hvis dine børn skal holde af dig når de er voksne, så skal de kunne se tilbage på deres barndom som en tid, hvor der blev taget vare på dem. Det, du putter i dine børn, høster du i din alderdom. Se bare på din egen relation til dine forældre.

Så løsningen ligger lige for. Du er ansvarlig for din relation til dine børn, og hvis du vil have at det skal blive sunde, glade børn, og dermed sunde, glade voksne, så skal du tage ansvar for den måde, du er forælder på. Dine børn skal ikke tilpasse sig en rasende forælder, bare fordi du synes du er et offer, der har ret til at behandle andre ad helvede til.

Jeg ved, at der er en lille stemme indeni dig, der fortæller dig, at du er ude på et sidespor, for raseri har aldrig nogensinde bragt andet end en momentan lettelse – pissen i bukserne – og langvarig lidelse, for man forvitrer i sit had og sit selvhad.

Så, kære rasende forælder, bliv nu den forælder, som du selv ville ønske du havde haft, og hvis du har brug for hjælp til at lære at mestre svære følelser, så find den hjælp. Du fortjener det. Og det gør dine børn også.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.