Jeg talte med en mand i går, der er blevet skilt for en række år siden, og vi kom til at tale om noget, jeg har hørt andre mænd sige tidligere – nemlig, at når først en kvinde har besluttet sig for at opløse sit forhold, så er der ikke noget at gøre – med Rasmus Seebachs ord, “Når først en kvindes hjerte bliver koldt, så er der ingen vej tilbage,” – og selvom jeg ikke mener, at det er en generalisering der holder hundrede procent (guderne skal vide, at der er rigeligt med on-off forhold til at bevise det modsatte), så er der alligevel noget, der ringer sandt i det udsagn.
Jeg tror nemlig at kvinder – igen en grov generalisering, for der er masser af eksempler på det modsatte – er betingede til at strække sig meget langt for kærligheden, og de kan generelt køre meget langt på literen på et par dråber benzin. Jeg siger ikke, at mænd ikke også kan gøre det samme – for det ser jeg også eksempler på, altså mænd, der har mistet dem selv så meget i deres parforhold, at de finder sig i at leve sexløst, intimløst og i bund og grund kærlighedsløst fordi deres partner har emaskuleret dem til nulpunktet, og de ikke længere har kontakt med deres egne følelser og følelsesmæssige behov. I min erfaring sidder disse mænd fast i deres ægteskaber, for det er som om de har mistet deres agens – de kollapser emotionelt – hvorimod kvinder langsomt samler styrke – og begge på grund af den samme grundpræmis men mødt fra to forskellige sider:
Kvinder tror på kærligheden – Mænd håber på kærligheden.
Så der er et gran af sandhed i, at kvinder er mere “færdige” med forholdet, når de går, end mænd er (for de håber stadig at deres version af isdronningenen en dag tør op) – og jeg tror, at det skyldes den nævnte grundpræmis, plus en af to ting:
1: At kvinder i lang tid har fortalt deres partner på mange forskellige måder, hvad de har behov for, uden at det bliver respekteret og imødegået. Når hun siger det samme om og om igen, og hun bliver mødt med ligegyldighed og apati, begynder hun som regel at åbne øjnene for, at hun ikke vil få sit behov opfyldt af den partner. Typisk gennemgår hun så et længere stadie, hvor særligt tre tanker fylder:
- Har jeg ret til at have mit behov (ja), eller er det urimeligt? (nej)
- Må jeg stille krav til min partner (ja), eller er det urimeligt? (nej)
- Hvis ikke min partner opfylder mine behov, kan jeg så forvente at en anden kan (ja), eller er jeg urimelig? (nej)
Imens hun går og ruger over de spørgsmål, indsamler hun empiriske beviser: Hvad gør min partner for mig i forhold til, hvad jeg gør for ham? Hvordan er mine veninders parforhold? Hvordan har jeg det egentlig? Er det virkelig meningen jeg skal være så ked af det og så meget i tvivl?
Over tid formes beslutningen i hende, for hun vil voksenkærligheden, og hun begynder at forestille sig, hvordan et andet liv kunne se ud. Hun begynder måske at kigge på boligsiderne og drømme om, hvordan hun vil indrette sit eget hjem, hvad hun gerne vil bruge sin fritid på, og hvordan hun skal få sig etableret socialt. Det, der før var sporadiske tanker affødt af frustration, begynder altså at få en mere manifesteret form. Livet kan blive anderledes. Der er mere for hende derude.
2. At kvinder er mere bange for at blive i nærheden af en mand, efter hun har udtrykt, at hun vil gå. Det er selvfølgelig ikke alle mænd, der bliver personfarlige, når man forlader dem, men de fleste kvinder lever med den bevidsthed at mænd er dem fysisk overlegne, og at mænds raseri derfor har potentiale til at blive fysisk farligt. For andre er det frygten for, at han vil forsøge at fange hende ind igen med tomme ord og løfter, som hun har hørt hundrede gange før, men hvor hun, fordi hun ikke kan holde ud at se ham lide, tidligere har valgt at blive, fordi det er synd for ham ud fra en eller anden afart af: “hvad skal der blive af ham? Han kan ikke klare sig uden mig” tanke (Er han voksen? ja? Godt – han skal nok klare sig).
Denne kvinde går derfor af nødvendighed også i lang tid og laver det, der i nogle tilfælde kan betegnes som en flugtplan. Hun er nødt til at have alle de små detaljer på plads, før hun siger det til ham. Hvor skal hun tage hen lige bagefter? Hvem skal være i nærheden? Hvad gør hun i forhold til penge de første par måneder? Spørgsmål, som hun finder svar på, og som gør at den dag hun annoncerer at hun går, så er hun allerede rykket væk.
Så selvom en kvindes hjerte måske ikke er blevet helt koldt – så er der en sandhed i, at hun lukker døren mere eftertrykkeligt, når hun går.
Hvad tænker du? Kom over på Instagram (Christina Copty) og del dine tanker i kommentarfeltet derovre (hvor jeg er mere aktiv).
(husk, livet skal leves, ikke overleves)
