Den Narcissistiske Karrusel

ID-10026520Når man er fanget i et destruktivt mønster med sin partner, ender man ofte med at gå fra forholdet gang på gang, for blot at gå tilbage igen.

Intet andet sted er det tydeligere, end når det drejer sig om parforhold, hvor den ene part har narcissistiske træk, og hvor man ender på den Narcissistiske Karrusel, der nådesløst går rundt og rundt.

Narcissistiske træk er personlighedstræk, der viser sig tydeligst, når narcissisten føler sig truet og kritiseret. Med andre ord kan narcissisten sagtens vise et andet ansigt udadtil, hvor vedkommende virker sød, hjælpsom, støttende og easy-going, noget, man som partner også oplevede i starten af forholdet. Altså indtil man begynder at undre sig over, og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke får sine behov for ægte nærhed opfyldt.

Så snart narcissisten føler, at han eller hun ikke kan slippe afsted med sin opførsel, der ofte indebærer grænseløs adfærd, som de føler sig berettigede til, (eks. at have sex med flere partnere uden brug af kondomer; at stjæle hele billedet og anerkendelsen for noget, man har været flere om; at fordreje sandheden for egen vinding; at fortælle løgne for at skabe et billede af sig selv som from og god osv.) kommer deres vrede og raseri til udtryk. Men modsat hvad de fleste eksperter siger om narcissister, vises vreden ikke altid i det tydelige raserianfald.

Nogle gange kommer vreden nemlig til udtryk igennem et ondskabsfuldt spil, der har til hensigt at smadre partnerens selvværd, fordi følelsen af at være blevet behandlet dårligt skal gengældes med noget nær total udslettelse – dog med den lille finte, at narcissisten samtidig går fri af skylden.

Herunder kan du læse et opdigtet eksempel, hvor du ser karrusellen i bevægelse. For nemhed skyld, er det manden i mit eksempel, der har narcissistiske træk, men kan lige så godt være kvinden:

Hun: Hvorfor var din telefon slukket igår?

Han: Skal vi nu til det igen? (afvisning af dialog og en undertone af, at hun er trættende)

Hun: Nej, men jeg vil bare gerne vide, hvorfor du ikke tog telefonen da jeg ringede

Han: Jeg vil ikke tale med dig, når du er i dét humør, for jeg ved godt hvad du er ude på (afvisning af dialog og anklage om at hun er ude på noget)

Hun: Hvad er jeg da ude på? (Hun går i forsvarsposition)

Han: Det ved du bedst selv (“crazy-making” og starten på den cirkulære dialog, der har til formål at skabe forvirring hos hende og flytte fokus fra emnet om, hvorfor han ikke tog sin telefon)

Hun: Jeg ved ikke hvad du mener med at jeg er ude på noget, jeg prøver bare at have en samtale med dig (hun føler sig uretfærdigt anklaget og bliver mere defensiv i sin tone)

Han: Det siger du hver gang, og hver gang ender det med at du bliver fuldstændig vanvittig  og uden for rækkevidde, og det vil jeg ikke finde mig i (han taler fortsat roligt, og rykker nu fokus over på hendes generelle “mangelfulde evne til at kommunikere”)

Hun: Hvad mener du med at jeg er “udenfor rækkevidde”? Det er sgu da dig, der bliver ved med at undgå emnet og nu handler det hele lige pludselig om mig. Hvad med dig selv? (hun er nu i sine følelsers vold, fordi han bliver ved med at snøre hende og afvise hendes ord. Hun begynder at gå til angreb)

Han: Hvad med mig? Jeg kommer her og er helt fredelig og så begynder du på et eller andet ud af den blå luft bare fordi du har brug for at vi altid skal skændes. Der er sgu noget galt med dig (angreb, nedladenhed, hævder sig selv på bekostning af hende og fordi han stadig holder sig i ro, virker han som den fornuftige)

Hun: Hvad fanden bilder du dig ind? Der er fandme ikke noget galt med mig, jeg forsøger bare at finde ud af, hvorfor du ikke tog din telefon igår, hvorfor fanden kan du ikke bare svare på det som ethvert andet normalt menneske? (Nu er hun på nippet til at eksplodere, og kommer i sit forsøg på at få ham til at svare til at kritisere ham)

Han: Se, jeg vidste det ville komme. Du synes jo tydeligvis jeg er unormal og du venter bare på en anledning til at fortælle mig det (han påtager sig offerrollen, så hun skal se, hvor krænkende hun er)

Hun: Det var jo for helvede ikke det jeg mente, og det ved du godt, hvorfor skal du altid gøre det her mod mig? (hendes toneleje er steget og hun taler hurtigere og mærker tydeligt at hun er ved at blive forvirret)

Han: Gøre hvad imod dig? Det er dig, der starter med at kalde mig unormal, så hvad forventer du? At jeg bare skal finde mig i at blive svinet til af dig? (offerrolle og anklage)

Hun: Så kan det kraftstejleme også være fucking lige meget. Jeg kan tydeligvis ikke trænge igennem dit tykke hoved så du kan høre hvad fanden det er jeg siger (hun råber. Hun føler sig trængt op i en krog og går til angreb for at komme væk fra situationen, så hun krænker ham)

Han: jeg vil simpelthen ikke finde mig i at blive behandlet sådan her, nu må du sgu lige falde ned og tage det roligt, ellers… (med et nedladende tonefald, der samtidig indeholder en trussel)

Hun: Ellers hvad? Hva´? Hvad vil du gøre? (råber)

Han: (opgivende) Du vil jo tydeligvis helst have at jeg går, så det gør jeg, hvis du bliver ved (trussel og betingelse, samtidig med at han er træt af det og vil væk)

Hun: Du kan skride ad helvede til, kan du (afmagt, frustration og raseri)

Han vender sig væk fra hende, tager sin jakke og går.

Det, der nu sker, er ligeledes typisk. Han går ikke ud for at være alene og reflektere over sine handlinger og motiver, for han har brug for at der er nogen, der samler ham (op) og fortæller ham, hvor fantastisk han er. Det er hans livseliksir. Så han går ud og finder et øre, en kvinde, en drink, en ven eller lignende, der trøster ham og forsyner ham med berettigelse og anerkendelse i form af “Hun er også for meget,” “Du må passe på dig selv, og måske er det på tide, du går fra hende,” “Hvis du var min kæreste, ville jeg aldrig behandle dig sådan,” “Du er for god af dig,” og så videre, der vidner om, at han kun ser situationen fra sit eget synspunkt og fremstiller sig selv som sagesløst offer for hendes urimelige vrede.

Hun, for sin del, ligger i en sammensunket pøl, opløst af gråd og fortvivlelse. Hun føler ikke at hun kan fortælle andre, hvad der er sket, for hun er forvirret og skammer sig over at hun lever i sådan et forhold, og hun skammer sig over, hvor modbydelig hun kan være overfor ham, når hun bliver gal. Så begynder tvivlen at nage i hende, og hun tænker:”Var det mon mig? Han har jo ret i, at det altid er mig, der mister besindelsen. Det er måske også uretfærdigt, at jeg stiller ham spørgsmål om, hvorfor han ikke tog sin telefon, alle har jo ret til at have et privatliv, og han siger jo at jeg går ham på nerverne med min usikkerhed”

I den følgende stilhed, hvor hun er alene og ikke rækker ud til sit netværk (der måske ikke længere eksisterer efter mange gange gange rundt i karrusellen, hvor folk enten er holdt op med at ville høre på hende, eller hun føler at det er flovt igen at skulle fortælle om endnu en episode), bliver tomheden stor og savnet efter ham ustyrligt. Og fordi han ikke tager kontakt til hende, føler hun endnu mere, at det må være hende, der er noget galt med, for ellers ville han jo komme tilbage og forsøge at finde en løsning, men det gør han ikke. Han har droppet hende som en sæk gamle kartofler. Hun føler sig værdiløs og uelskelig, og så kommer tankerne om, at hun aldrig finder en anden mand, at der aldrig vil være nogen anden, der kan holde hende ud, at hun ender med at være ensom, forkastet og forladt resten af livet, og så virker prisen for at få ham tilbage pludselig lille. Hun husker også på, at de trods alt nogengange har kunne tale sammen og have det rart, og måske, bare måske, er der en mulighed for, at de kan finde ud af det, hvis nu de begge to lytter…

Så armeret med følelsen af, at det er hendes skyld, og med tanken om, at hun skal søge hans tilgivelse, og samtidig håber at han vil være imødekommende og villig til at give dem en chance mere, ringer hun til ham

Han lyder først afvisende, “Hvad vil du?”

“Kan vi ikke mødes? Der er en masse ting, jeg gerne vil tale med dig om,” han kan høre, at hun er ydmyg, det kan han godt lide, måske har hun forstået, at han ikke vil behandles dårligt, men han er stadig vred på hende, over at hun har smidt ham ud (som det nu er blevet til i hans tanker), så han siger:”Hvorfor? Så du kan svine mig til igen og smide mig ud igen?”

Hun ved, at hun skal vare sin mund ligenu, for hun mærker retfærdighedens harme stige op i hende, men hun ved, at hvis hun gør ham opmærksom på, at det hele udviklede sig så grimt fordi de begge var delagtige i det, mister hun ham, så i stedet siger hun:”Jeg er rigtig ked af at det endte som det gjorde. Undskyld. Vil du ikke nok komme forbi, så vi kan tale sammen om det her, for jeg savner dig”

“Kun hvis du lover ikke, at du ikke bringer et eller andet på banen igen, for jeg orker det bare ikke,” Han fornemmer tydeligt at han har magten til at forkaste hende eller tage hende ind igen, så han lægger nu betingelserne for deres samvær. Han tænker det ikke så meget som en magt, men mere som en berettigelse, for han ved, fra sine venner og andre forsyninger, at han er i sin fulde ret til at sætte grænser og sige, hvad han vil have og ikke have, for det er jo ham, der er blevet begået uret mod, og så skal man stå op for sig selv. Han gør og siger altså ikke som han gør i nogen åbenlys ond mening eller med det formål at have magten, men fordi han oprigtigt føler at det er hende, der er skyldig i at det gik galt og han derfor var tvunget til at gå.

Hun kan godt høre at han stadig synes det er hende, der er problemet, og hun lægger også mærke til at det kun er hende, der har sagt undskyld, men hun savner ham og hun kan jo også godt forstå at hun ikke opførte sig ordentligt. Så hun lover at de ikke behøver tale om noget, han ikke vil tale om. Og hun lover at det nok skal blive en hyggelig aften, måske kan de endda sove sammen, hvis han har lyst til det. Han svarer køligt”Det finder jeg ud af, når  jeg kommer,” for så har han sikret sig, at han kan gå, hvis han hellere vil det uden at hun kan klandre ham for at have brudt et løfte, og samtidig har han sikret sig, at hun opfører sig ordentligt, for nu ved hun, at hun er på prøve, og at han ikke finder sig i at blive behandlet dårligt.

To dage senere modtager hun ham med åbne arme. Og nu sker der en af de ting, der for mange udenforstående kan virke absurd, men som ikke desto mindre er virkeligt: De gør begge to som ingenting. De taler ikke om konflikten. Hun laver lækker mad. De elsker måske. Hun nævner ikke konflikten med et ord, men elefanten er i rummet, og den er stor, den er vred og den er farlig, så hun ved, at hvis hun ytrer kritik, utilfredshed eller et behov for samhørighed og grænsesætning, vil den trampe henover hende og vælte ud af døren igen…

Med denne nye indskrænkelse af, hvad hun må og ikke må spørge til (“Du må ikke spørge ham, hvorfor han ikke tager sin telefon”) forsøger hun nu at træde varsomt og ikke rokke ved den skrøbelige tilstand de er i, men i takt med at hans magt nu er vokset lidt mere, tillader han sig at skubbe grænserne for, hvad der er acceptabelt for hende, og om få dage gør han igen noget, der vækker hendes usikkerhed, og så spørger hun:

“Hvor var du henne i nat?”

Og så kører karrusellen igen…

_________________

Hvis du kender til at køre rundt i denne karrusel, er det vigtigt at du tager det alvorligt, for ikke nok med at det er opslidende for dit sind, så du er i risikogruppen for en depression, så tærer disse forhold så meget på selvværdet, at det kan tage mange år at genoprette og etablere et afbalanceret forhold til dig selv, hvor du ikke længere er mærket af de traumatiserende episoder, som disse i længden er.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

82 Responses to Den Narcissistiske Karrusel

  1. Nette skriver:

    Hej Christina

    Super god og relevant artikel, hvilket gælder for dine emner helt generelt 😉

    Det mest hensigtsmæssige ville være at undgå at involvere sig i et menneske med den personlighed 😉 hvordan spotter man dem?

    Knus og god uge.

    Nette

    • Christina Copty skriver:

      Kære Nette
      Tak for dine roser. Det glæder mig at du finder emnerne brugbare. Jeg blev inspireret af dine ord, og har nu skrevet et nyt indlæg med 7 kendetegn ved en narcissist, og håber du kan bruge dem.
      Kærlig hilsen
      Christina

  2. Susanne Elisabeth skriver:

    Du aner ikke hvilken enorm forløsning dine artikler lige har givet mig. Jeg har været i lige præcis det du beskriver i 2 år, endda med en del mere manipulation, løgne, benægtelse og 1 sæt regler for mig og 1 andet sæt for ham, stillet roligt op gennem tiden. Jeg har den sidste måned arbejdet hårdt på at få fat i ansvaret for mit liv og lykke og frigøre mig fra forholdet. Det er slut ! Men han stalker mig og manipulere hele tiden, siger/skriver ” Vi har også haft så meget godt sammen, det er det jeg vælger at fokusere på, selvom jeg godt kunne finde en masse fejl ved dig” og ” Du finder aldrig en mand der kommer til at elske dig så højt som jeg gør”.

    Jeg vinder mig selv tilbage og Christina, tusind tusind tak for det her du har formuleret ! Jeg kan nærmest danse videre nu, for nu ved jeg at det virkelig var rigtigt. Det er ikke mig der er skør…

    Taknemmelige hilsner fra Susanne

    • Christina Copty skriver:

      Kære Susanne
      Hvor er jeg glad for, at du kan bruge artiklerne til at få fat i din egen virkelighed. Den form for stalking du nævner, er også meget typisk for folk med narcissistiske træk, og det kaldes “kærlighedsbombardering.” Det er vigtigt at holde fast i det du ved, er din sandhed, for selvom der selvfølgelig har været gode tider (ellers havde du ikke været sammen med ham), er det en forvrængning der har til formål at få dig til at savne ham.
      Jeg holder et foredrag med titlen “Den Narcissistiske Mand” i starten af maj (klik på fanen “kurser og foredrag”) som jeg kan anbefale dig.
      Jeg ønsker dig heling og håber du passer på dig selv.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  3. Janne skriver:

    Mamma mia .er lige midt i karusellen vi går konstant fra hinanden han har løget og snydt og været utro igen og igen laver præcis ting som stinker og når jeg siger noget flipper han total og siger jeg er syg og sindsyg og jaloux og hvorfor jeg vil lave de bump på vejen når han gør alt for mig . Og at alle hans venner siger jeg er sygelig og har brug for hjælp . Men så når mange af løgnene kommer frem efter nogle uger er det fortid siger han og den skal jeg ikke rode op i igen og skabe problemer for os . Omvendt er det ok han ringer tusind gange om dagen og styre alt min tid med hård hånd og skal vide hvad jeg laver hvert sekundt også for at vide hvor jeg er så h an kan husle rundt har jeg fundet ud af . Suk desværre er det bare sådan at når man springer af karusellen er man ør og forvirret og kan ikke stå på egen ben og så kommer han stormende efter mig med charme og overdreven tåre og falske løfter suk suk

    • Christina Copty skriver:

      Kære Janne
      Det lyder som om du sidder fast selvom du godt ved, at det ikke er godt for dig. Jeg tror at vi nogengange kommer til at hægte os på et destruktivt menneske, fordi vi er vant til at lade os overbevise om, at det er vores ansvar, og at vi kan ændre tingenes gang, hvis nu bare VI lige ændrer os lidt… Sandheden er dog den, at et godt forhold kommer af generøs kærlighed, ikke jalousi, ikke kontrol, ikke løgne, ikke bedrag og ikke utroskab og manipulationer. Ligegyldigt hvor meget dramaet giver følelsen af særlig forbundethed!
      Det, du beskriver med at han kommer stormende efter dig, når du springer af karussellen, lyder som en del af det destruktive mønster, som har til formål at holde dig fast, så han kan bevare kontrollen og magten over dig.
      Jeg håber du finder en vej i livet, så du ikke skuffes gang på gang, for du fortjener så uendelig meget mere.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  4. Birgitte skriver:

    LOL og burde ikke!
    Men helt ærligt så har det ovenstående eksempel lige fået noget til at gå op for mig som jeg har haft mistanke om i 15 år og min første tanke er nu! hvordan kan det ellers være – altså parforhold?

    Min far var uden tvivl narcissist og min mand er også! og er de ikke bare alfahanner?
    Det er da tragikomisk – nu forstår jeg bedre at mine veninder siger LØB for helvede! hmmmmm!

    Er jeg mon ikke efter 40 år med narcessistiske alfahanner et brændt barn? … kan man lære at takle en narcissist? så man hopper af karusellen og lever et godt liv sammen med ham?

    og igen sker den ovenstående samtale ikke også i parforhold hvor der ikke er narcissister?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Birgitte.
      Du spørger om man kan lære at tackle en narcissist. Svaret er “nej.” Narcissistiske træk er ikke noget man kan tackle, sådan som man for eksempel kan lære at være sammen med et menneske med autistiske træk. Selvfølgelig kan man “lære” at udslette sig selv og egne behov så meget, at man til sidst forsvinder, men selv det vil ikke tilfredsstille narcissisten, for istedet for at kæmpe imod dig, vil han istedet bare blive mere ligeglad med dig…Man kan ikke selv hoppe af karrusellen og tro, at han hopper med – men du vil opdage, at hvis du selv hopper af, vil du selv få det meget bedre med dig selv.
      Jeg er med på, at du er et brændt barn, og at du sikkert også har nogle sider, der tiltrækkes af det vanskelige, af kampen og af forsoningen, der følger, eftersom din mand minder om din far. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan løse dine indre konflikter og få det bedre, så du passer på dine grænser.
      Og til sidst spørger du om ikke samtalen, der gengives foroven kan forekomme i andre forhold – jo, selvfølgelig. Narcissisme er en spektrum lidelse og man kan godt “nøjes” med kun at have nogle få træk og ikke en fuldbåren personlighedsforstyrrelse, men fælles for disse forhold er, at manden opfører sig krænkende, og ikke har respekt eller kærlighed for kvinden, og så er spørgsmålet om, hvorvidt han er narcissistisk eller “bare” krænkende egentlig ligegyldig, for han føler sig fuldstændig berettiget til at behandle hende dårligt. Jeg håber det besvarede dine spørgsmål?
      Jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste og håber du finder din vej.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  5. David skriver:

    Jeg har lige været igennem det her, desværre fra den dårlige side, det er gået op for mig efter det endelige brud med min kæreste (for der har været mange), at jeg må være narcissist. Jeg kan også genkende denne karussel, det er som taget ud af Vores liv. Det er ganske forfærdeligt at læse. Min kæreste fik også en meget slem depression mens vi var sammen. Det vilde er at jeg slet ikke kunne se det da vi var sammen, jeg følte at jeg var perfekt og hun var problemet. Det kostede hende også rigtigt mange venskaber. Nu sidder jeg alene tilbage, fordi som det så typisk er tilfældet har man ikke så mange relationer, og har det rigtigt skidt. Den første uge tænkte jeg kun på mig selv, og var sur og fortvivlet over at hun ikke ville give mig en chance mere. Men nu er jeg faktisk rigtigt lettet over at hun er kommet ud af det, og jeg håber hun får det godt igen. Lige nu er det mig fuldstændigt ubegribeligt at jeg har kunne opføre mig sådan i så mange år. Og jeg har en smule svært med at leve med mig selv. Jeg kan kun sige til ofrene at de skal se at få benene på nakken.

    • Christina Copty skriver:

      Kære David.

      Tak for din kommentar. Jeg synes det er modigt og indsigtsfuldt, at du kan se, hvad det er for en dynamik, du har været i. Jeg håber du fortsætter ad den fantastiske vej du er på, for tro mig, et forhold, hvor der er gensidighed, respekt og kærlighed er uendelig meget mere værd, end et forhold, der er baseret på egoisme, grådighed, selvhævdelse og selv-berettigelse…men det siger vist sig selv 🙂
      Kærlig hilsen
      Christina

  6. Tine skriver:

    Hvor ER det bare en god artikel Christina. Det er lige som det er taget ud af min hverdag. Jeg har i 8 år levet med en Narcissist og er af den årsag blevet trykket hent ned under gulvbrædderne. Jeg fandt (sammen med et par veninders støtte) styrke i efteråret 14 til at forlade ham.

    Vi har dog prøvet at få det op at køre et par gange efterfølgende. Han startede med at hive fiskesnøren ud med at han gerne ville mig, elskede mig og savnede mig. Når jeg så sprang på limpinden blev jeg lagt total på is. Han ville ikke ses med mig nogen steder i byen, heller ikke i biografen eller ud at spise et sted i en anden by – det var han ikke klar til mente han??? Han ville kun bruge få timer med mig hver anden weekend og kom altid lige til spisetid overnattede og forsvandt efter morgenmaden.

    Ind imellem bliver jeg i tvivl om det er mig der er noget galt med og bare forestillinger i mit hoved. Er det mon mig der fejler et eller andet. Der er ingen tvivl om at jeg også har mine fejl, men denne opdigtede situation du har beskrevet, foregik bare SÅ mange gange at jeg stortuede da jeg læste den. Ikke lige at han slukkede telefonen men med andre ting jeg satte spørgsmålstegn ved.

    Jeg kan mærke at jeg trækker mig mere og mere fra mine venner, har brug for at være mig selv. Jeg har rigtig mange der gerne vil hjælpe mig, men føler mig utrolig alene i verden. Er det normalt efter man har været sammen i så mange år med en Narcissist?

    Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned med hvad jeg har oplevet og alligevel bliver jeg i tvivl om det er mig der er noget galt med, hvorfor skal jeg også døjes med det samtidig med at jeg er utrolig ked af det? Jeg holdt jo mega meget af ham.

    Jeg ved han har fundet en anden og det gør mig også ked af det, på den anden side vil jeg jo heller ikke have ham – jo hvis det bliver anderledes, men det har jeg ventet på i 8 år.

    Kærlig hilsen
    Tine

    • Christina Copty skriver:

      Kære Tine

      Mange tak for din kommentar, der rammer lige ind i essensen af det, der er konsekvensen af livet med en narcissist, nemlig den nagende indre tvivl om det mon var dig, der er noget galt med. Lad mig med det samme slå fast: Det er der ikke.
      Når man er sammen med en narcissist i længere tid, vil selvværdet, og værre endnu, din tillid til dig selv og det du tænker/føler og oplever, langsomt men sikkert forsvinde. Hans måde at bevare magten i forholdet, er ved at få det til at fremstå som om det er dig, der er noget galt med, og at det er din skyld at forholdet ikke er rosenrødt. Du bliver også fortalt at du er eneansvarlig for at få forholdet til at køre igen, for han er ikke helt klar til at lukke dig helt ind igen efter jeres sidste skænderi… og så videre – så det du beskriver, er lige efter bogen. Der i øvrigt gerne skulle komme på gaden til foråret.
      I mellemtiden kan det være du kan komme til mit foredrag “Den Narcissistiske Mand,” hvor jeg fortæller meget mere om deres taktikker og hvad det er, der gør at de overhovedet bliver sådan (du kan læse mere ved at klikke på fanen “kurser og foredrag” herover).
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Tine Sørensen skriver:

        Hej Christina

        Jeg vil utrolig gerne komme til dit foredrag men bor i Jylland og er alene med 2 børn så det er ikke så nemt at komme til København. Mange tak for støtten, det hjælper at få sat ord på de oplevelser jeg har fået inde i hovedet 🙂
        Jeg har skrevet mig bag øret at jeg skal have købt din bog.

        Bliv ved med at skrive om dem herinde, jeg tror det hjælper RIGTIG mange at læse om og få sat ord på. Også dem som ikke skriver herinde.

        Kærligst
        Tine

  7. David skriver:

    Hej Tine,

    Uanset hvad du har af fejl, så berettiger det ikke hans opførsel. Det du beskriver om din kæreste, kunne have været mig. Jeg havde det også skidt med at blive set med mine kæreste, fordi i mit hoved var ingen god nok til mig, og det skræmte potentielle piger væk som jeg måske hellere ville have. Og det på trods af at hun var smuk og fantastisk sød (men det er sådan set underordnet).
    Du skal også huske på at du ikke er der selv, du er blevet en skygge af dig selv, formet af forholdet. Du er blevet vant til at fokusere på dine fejl, fordi det gjorde din kæreste. Du skriver at du gerne ville have ham tilbage hvis det blev anderledes, det må du aldrig gøre. Du er meget mere værd end det du er blevet til i det forhold. Selvfølgelig har du fejl, det har alle. Men stadig det retfærdiggøre ikke hans opførsel.
    Det vilde er at i vores forhold, gik min kæreste til psykolog, fordi hun troede problemerne var hendes skyld. Hun beskrev også at hun følte hun levede i to virkeligheder, een med mig, og en med alle andre. Det bliver hårdt, og langsomt forsvandt hun fra den virkelighed der ikke var mig. Du skal være glad for at han har fundet en anden, så slipper du for at han stalker dig.

    • Tine Sørensen skriver:

      Hej David

      Mange tak for dit svar og dine søde ord om at jeg er meget mere værd :-). Jeg kan forstå du er kommet videre og er på vej ud af det Narcissistiske greb, godt for dig. Det ødelægger godt nok meget for en person.

      Jeg gik også til psykolog fordi jeg troede det var mig det var galt med, jeg havde mange timer, men jeg stoppede da jeg kunne mærke at det ikke hjalp. Problemet var jo åbenbart ikke kun mig.

      Han har stalket mig i foråret men det stoppede da han fik en anden samtidig med at jeg blokerede ham på facebook.

      Tak for jeres hjælp begge to, I skal begge vide det er guld værd for en som forsøger at holde sammen på sig selv 🙂

      Kærlig hilsen
      Tine

      • David skriver:

        Hej Tine

        Det er vildt så ens det er, både for narcissisten og offeret. Min kæreste var jo kun en skygge af sig selv, hun grinte stort set aldrig, og hun var et nervevrag når jeg sendte en sms, eller hun skulle fortælle mig noget hun troede jeg kunne blive sur over. Det var nærmest en belønning hvis jeg ikke blev sur over helt almindelige ting, som at hun f.eks. skulle se en veninde efter arbejde.

        Jeg ved ikke om jeg er på vej ud af narcissismen, og om man overhovedet kan. Det er kun 2,5 uge siden min kæreste forlod mig endeligt, hun har blokeret mig på alle sociale medier, telefon osv. Før i tiden har jo altid kunne manipulere hende til at komme tilbage. Jeg kæmper med en ekstrem trang til at stalke hende. Og af og til vender vreden tilbage, og følelsen af at det er hendes skyld at jeg har det dårligt. Jeg prøver virkelig at fange de følelser og vende dem til at det er positivt at hun er kommet ud af det helvede.

        Jeg har en tid hos en psykolog, og jeg har tilbudt min ex at komme med, hvis det på en eller anden måde kan hjælpe hende, men hun har ikke svaret, jeg ved slet ikke om hun får mine mails.

        • Tine skriver:

          Jeg synes det lyder til du er kommet et godt stykke ud af den rigtige vej. Det at erkende man har et problem synes jeg er MEGET stort.
          Min eks. Kæreste ville aldrig erkende at han har et problem. Det at du har tid ved en psykolog synes jeg også er stort, det viser at du er villig til at løse og indse du har et problem.

          • David skriver:

            Tak.

            Lige pt er det et helvede. Jeg savner min eks kæreste helt afsindigt, jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage og have bare een dag sammen med hende, hvor jeg kunne vise hvor meget jeg elsker hende, og sige undskyld, jeg har så meget at undskylde for.

            Det er svært at vide at det bedste man kan gøre for den man elsker, er at forsvinde ud af personens liv.

            Jeg er samtidig ekstremt ensom, fordi jeg reelt ikke har nogle relationer. Narcissismen gælder jo ikke kun ens partner, man har samme mønster overfor andre mennesker.

            Jeg håber for din kæreste at det går op for ham, og at du kommer godt videre og finder en kæreste der fokuserer på dine gode sider, fordi dem har du rigtigt mange af.

  8. Hans skriver:

    Jeg levede med en, der havde en narcissistisk personlighedsforstyrrelse og vi dannede par i ca. 20 år og fik børn, hus osv.

    Jeg er selv en kreativ ildsjæl, og vel også til den sensitive side – ja, for så passede pengene – empat og det modsatte. Jeg havde engang et stort overskud, både praktisk og mentalt, men som tiden gik blev forholdet bare værre og værre. Jeg viste ikke hvad der foregik, men tænkte at jeg ikke skulle være en af dem, der bare lod sig skille fordi der var lidt problemer. Og nu var der jo også både små børn, hus osv. Så jeg strammede mig yderligere an…

    Jeg sagde engang, da er vi ca. 10 år henne, at det her er ved at gå galt. Meeen, det mente hun slet ikke… Jeg skulle have lyttet til min mave mens jeg kunne, men det var ikke så skidt endnu, så hvad skulle man sige overfor sig selv, og andre. Det gik jo meget godt – på overfladen.

    Det var som om det bare krøb under huden. Jeg var først og fremmest bare “forkert”. Jeg endte med at blive meget syg og nedbrudt – stress, udbrændt, angst, belastningsreaktioner. I starten troede jeg, det var jobbet, hvor jeg fik en meget kold chef.

    Det har taget mig 8 år, at kunne genkende mig selv – og det endda først for nylig. For jeg skulle selvfølgelig fortsætte nogle at de samme grimme mønstre med en kæreste i 4 år efter skilsmissen. En rigtig dejlig pige, som desværre også havde prøvet sit – og så kunne troldene ellers muntre sig mellem os. Det sled os også op, selvom vi elsker hinanden endnu. Det er rigtig hårdt. Men vi nåede at lære hinanden noget om kærlighed fra hjertet – noget ingen af os havde mødt.

    Det værste er, at Narcis sidder i tøjet – og at jeg som det meget følsomme og rummelige menneske jeg egl er, ender selv at blive narcis-agtig fordi jeg blev så træt, slidt, udkørt – og ingen støtte kunne finde.

    Det er også svært mht. børnene, men tiden er jo gået – og jeg forsøger at give dem det de ikke kan få hos mor.

    I en vis grad blev jeg selv oplevet som hård, uforstående, urummelig, hjerteløs, følelsesløs & kold, selvom jeg slet ikke er det. Selvfølgelig mest når jeg var træt og måtte slukke telefonen, sove på sofaen osv. og alligevel aldrig stå glad op – i de 8 år. Man bliver faktisk meget misforstået, og så er det dobbeltslag…

    Jeg er så dybt taknemmelig at jeg kan kende mig selv igen, så tårene kommer næsten dagligt fordi sorgen over jeg svigtede mig selv, og derpå andre er så stor. Det lykkedes at komme ud af det fængslet, hvor den anden både var dommer, nævning og bøddel.

    Offer rimer på Krænker og/eller Frelser og det havde jeg fået nok af, roller jeg ikke skulle tage….

    Det kostede min dejlige kæreste, bl.a. fordi jeg nu om dage er blevet ret stålsat på hvad jeg kan og vil – og stopper hvis der er for megen “offer” på den anden side eller mine grænser bliver brudt. For det har jeg bare fået nok af….

    Kh. Hans

  9. Bernstein skriver:

    Jeg er i præcis sådan et “forhold” … Fuck

  10. Tine skriver:

    Hej …
    Jeg må takke for at du har delt din viden med os. Jeg har levet med en narcissist on/off i 3 år og gik sidste år i februar efter endnu en ydmygelse…Nu er han så vendt tilbage da hans nye kæreste åbenbart ikke fodrer hans ego tilstrækkeligt…Jeg mødte ham sidste søndag og GUDSKELOV lagde han ud med nedladende kommentarer om min (i hans øjne) vægtøgning: Og jeg fornemmede hvor jeg igen var på vej hen..og dine artikler her har gjort at jeg denne gang kan fjerne mig helt fra ham og med tiden forstå at det er ham og ikke jeg der er skæv på den.Jeg er barn af en alkoholiker i en “kernefamilie” og har aldrig modtaget kærlighed, derfor har jeg hang til overdrevne kærlighedserklæringer og drama…hvilket han var mester i. TAK og fantastisk weekend fra mig Tine 😀

    • Christina Copty skriver:

      Kære Tine
      Hvor er jeg glad for at du kan fjerne dig fra ham og se, at du ikke længere skal fodre ham. Jeg håber du vedbliver at se tydeligt, hvad der er op og ned, og skulle du være interesseret i at vide mere og få flere redskaber til at gennemskue typen, udkommer min bog om narcissistiske mænd i parforhold til vinter under titlen “Han Elsker Mig, Han Elsker Mig Ikke.”
      Kærlig hilsen,
      Christina

  11. Marianne Grønbeck Jørgensen skriver:

    Jeg var også i et sådant forhold i 1½ år – han gik fra mig en aften vi havde gæster, fordi jeg havde gjort ham til grin overfor vores vennepar – jeg havde kommet med nogle bemærkninger om hans meget svære forhold til hans forældre og hans eks – jeg blev aldrig inviteret til fødselsdage mv – men eksen var med. Han gik og kom kun igen dagen efter for at hente sine ting. Nu har jeg sørget i 7 måneder over et menneske, der bare ikke ville mig det godt – og nogle gange ønsker jeg bare at han kommer igen – jeg forstår slet ikke mig selv – ovenstående episode er bare en af mange

    • Christina Copty skriver:

      Noget af det værste vi mennesker kan blive udsat for, er at blive forladt af dem, vi elsker og regner med, og når de forlader os fra den ene dag til den anden uden yderligere varsel, føles det som et voldsomt traume fordi det netop er et sådant. Derfor tager det også lang tid at komme sig over, så vær tålmodig med dig selv, og vid at den proces du gennemgår ikke er et ‘normalt’ brud, og derfor tager det ekstra tid.
      Hvis du har det meget svært og oplever at du ikke kan komme videre, er du selvfølgelig meget velkommen til at bestille en tid til en session hos mig, så vil jeg meget gerne støtte dig videre i din proces.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  12. Hoppemus skriver:

    Hej Christina jeg sidder stadig rystet og aner ikke hvad jeg skal gøre… jeg har netop planer om at flytte sammen med sådan en type.. fordi jeg først nu indser at det er det han er… jeg troede jeg var urimelig jaloux og forkert og netop ved at gå ned med flaget over de svingninger som han siger jeg laver og det overhovedet ikke er ham der er forkert… det er så uhyggeligt, så jeg aner ikke hvad jeg skal gøre lige nu… var parat til at flytte til den anden ende af landet og ikke se min familie og venner og børn så meget mere for at følge kærligheden, som jeg jo troede det var.. men det du har beskrevet er fuldstændig uden undtagelse som vores forhold og jeg tør intet sige mere…

    • Christina Copty skriver:

      Kære Hoppemus,
      Husk på, at intet er hugget i sten. Vi har ret til at ændre mening og skifte kurs. Vi har lov til at fortryde og sige nej. Hvis du kan mærke at det er for tidligt, for voldsomt eller for meget at skulle opgive dit liv for, så giv dig selv tid. Når vi er i tvivl, er der ingen tvivl.
      Jeg håber du finder din vej.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  13. HopMus skriver:

    Puha, sikke en mavepuster den artikel lige gav mig. Jeg er efter 1 1/2 år sluppet ud af sådan et forhold, og den episode, er som mange skriver, bare en ud af mange. Men selvom jeg ved han er dårlig for mig, og jeg ved at jeg bør gå helt. Så føler jeg mig så ensom og alene, at jeg bare har lyst til at have ham tilbage i mit liv.

    Jeg føler, at jeg har behov for hans “kærlighed” for at kunne eksistere, og for at kunne føle glæde. Jeg forsøgte at sige til ham, at jeg ikke ønskede kontakt med ham, men formåede ikke at holde mit eget løfte i længere end 2 dage. Føler konstant jeg mangler ham, og jeg er i en ond cirkel hvor jeg konstant higer efter hans accept og opmærksomhed, og når jeg så får en lille brøkdel, så smider jeg alt andet væk for at “vente” på ham.

    Jeg ved jo godt, at hans måde at straffe mig på, er ved at ignorere mig, og ved at vise mig at han sagtens kan få andre. Og selvom han siger han elsker, og savner mig, så går jeg rundt i et konstant håb om, at han endelig viser mig det, og at han kæmper for mig.

    Argh… Inderst inde ønsker jeg jo bare mig og ham, selvom jeg jo godt ved at han ikke er god for mig. Han lovede mig at få hjælp, og selvom jeg godt ved han ikke får det, så kan jeg bare mærke at jeg konstant går og bilder mig selv ind, at jeg skal give ham tid og plads, så ikke jeg presser ham for meget. Hvilket jo netop er det, han konstant har sagt til mig at jeg gør, for konstant smidt i hovedet, at jeg selv er skyld i, at han trækker sig fra mig, fordi jeg presser ham og skaber ballade i vores forhold.

    Ville inderligt ønske at jeg kunne hjælpe ham, men da jeg allerede har mistet mig selv, og mine venner, så føles det bare så ekstremt svært, ikke at kravle tilbage til ham. Men ved jo godt, at jeg ikke kan hjælpe ham. Det er bare så svært og hårdt at sige nej, for han har jo nogle helt fantastiske sider af sig selv, som jeg jo inderligt forguder, og uden at lyde helt fortabt, så er han den største kærlighed jeg nogensinde har oplevet.

    Hvordan slipper ham ud af denne cirkel?! Ønsker jo ikke at blive mere ødelagt, eller fanget.

    • Christina Copty skriver:

      Kære HopMus

      Jeg kan sagtens forstå, at du savner ham og stadig håber på, at han ændrer sig og endelig viser dig en konstans i sin kærlighed til dig. Desværre er dit håb med til at holde dig fanget.
      Grunden til at du har svært ved at slippe ham er, udover det traumatiske bånd vi udvikler i psykisk voldelige forhold, at vi også isoleres mere og mere og kun fokuserer på ham. Når han bliver solen i vores univers, er det svært at se alle andre, der kun er skygger. Men det kan lade sig gøre at bryde båndet og jeg vil anbefale dig, at du trækker dig tilbage og lader ham kæmpe. Hvis han ikke kæmper betyder det, at han ikke føler noget dybere for dig, men i stedet kun har brug for en kvinde i sit liv, der finder sig i at være til rådighed for hans behov. Det er ikke kærlighed. Kærlighed er, som jeg så ofte før har skrevet, kærlig.
      Den 27. december 2016 udkommer min bog om denne type parforhold, hvor du får en dybdegående gennemgang af mænd som ham, samt hvad du kan gøre for at passe på dig selv. Hvis du skriver dig op til mit nyhedsbrev får du besked med det samme den er på gaden.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • HopMus skriver:

        Tusind tak for dit svar, Christina.

        Jeg tror det er frygten for, at jeg bare er en kvinde for ham. At jeg har givet ham så ren og stor en kærlighed, som han ikke giver mig igen, selvom han konstant fortæller mig, at han elsker mig, og kun vil mig, så viser han mig det aldrig. Og det er nok det hårdeste, at se i øjnene at man rent faktisk ikke betyder noget for ham, og han kun bruger en til at få opfyldt sine egne behov.

        Føler mig så dum og skamfuld til tider, føler jeg har skubbet dem som egentlig betyder noget for mig væk, for en som kun bruger mig, og som egentlig slet ikke elsker mig.

        Vil se frem til, at din bog kommer på gaden, og så må jeg kæmpe videre.

    • Dorte skriver:

      Kære Hopmus,

      Din historie er nøjagtig som min..

      Det at få af vide igen og igen, at han har brug for ro, fordi jeg hele tiden presser ham..
      Så er han væk nogen uger, er tilbage en dag, brug for ro og til at finde sig selv.

      Så opstår et nyt problem, en anonym har ringet til ham og sagt jeg var ham utro..
      Hvilket han blev rigtig ked af, da han ellers var på ret kurs, men nu må han lige have ro, for at komme sig over denne opringning..
      Og sjovt nok, så greb jeg jo ham i utroskab, ved ikke om der har været flere end en..
      Men sikke en, da jeg blev smittet med kønsvorter, og alligevel tog ham igen…

      Hver gang vi har en diskussion, siger han så kan det også bare slutte..

      Jeg sidder også tilbage med vrangen ud af mig selv..

      Er blevet beskyldt for så mange urimelige ting, men som alle I andre tror man jo til sidst på, at man er årsag til problemerne..

      Jeg føler også han var mit livs kærlighed, men tror måske når jeg kommer helt ud på den anden side, jeg vil erfare det ikke var ægte kærlighed..
      Ihvertfald var den drænende for mig, min krop og min sjæl..

      Nu er jeg i behandling, og håber at finde troen på mig selv igen, få mit selvværd på høj kant, og med tiden finde den ægte kærlighed, som vil mig både i med og modgang..

      Kærligt Dorte

      Tak for alle jeres historier, som gør det tydeligt, hvad vi har været vidne til..

    • Den ulykkelige skriver:

      HopMus
      Hold da op din beskrivelse minder 99% om min kæreste, som jeg er ved at vil have ud af mit liv, dog ikke med den gode vilje, for har svært ved at acceptere at han IKKE kan ændre sig til det bedre, og at det IKKE bare er en lang fase han har brug for, med ro osv……..

      Jeg har næsten været sammen med ham i 3 år nu, og de sidste 4-5 mdr on/off da han valgte at flytte fra mig, det er ALTID mig der skal redde os, og det er gået op for mig at han udnytter min forelskelse til ham, han er 35 og jeg 42, men han har hele tiden sagt at det var dejligt med en moden kvinde…..

      Han holder vores forhold hemmeligt for hans familie og venner, og kommer konstant med undskyldninger osv for hvorfor han ikke lige kan komme hjem til mig, åååhhh det dræner mig sindsygt, han er none stop i mine tanker, og mit hjerte er fuldstændigt knust, jeg sover dårligt nok, spiser ikke det store, er så stresset at halvdelen af mit hår er knækket, og er kommet på antidepressiv medicin.

      Nu sidder jeg her alene, ramt af stress, depression, og har lige fået konstateret kompleks PTSD, har ramt bunden, og hvor er han, han har skrottet mig som en ubrugelig klud, men vil gerne stadigt have min opmærksomhed, jeg vil have ham på afstand, men jeg vil også have ham tilbage, altså ham den søde, kærlige, og sjove……… Han skulle jo forestille at være min soulmate, mit livs kærlighed :´(

      Hilsen den ulykkelige….

      • Christina Copty skriver:

        Kære den ulykkelige,
        Jeg kan med forholdsvis stor sikkerhed fortælle dig, at det ikke lyder som om det er din soulmate. Måden han behandler dig på, lyder ikke som en mand, der er stolt af og elsker sin kvinde, men som en mand, der holder sine muligheder åbne. Jeg ved det kan lyde barsk, men det lyder for mig også som om du ikke har det godt, og trænger til noget andet end det han giver.
        Jeg håber du finder din vej i det, og jeg vil anbefale dig at læse min bog ‘Den Svære Kærlighed; Om narcissisme og parforhold’, fordi du i den vil finde råd og redskaber til at komme videre.
        Du fortjener bedre.
        Kærlig hilsen,
        Christina Copty

  14. Majbritt Smith skriver:

    Der er meget rammende….fantastisk beskrevet.
    Jeg har gjort det forbi med min kæreste 3 gange men hver gang vendt tilbage. …jeg havde lige mødt hele hans familie og han sagde han elskede mig,at vores forhold var langtids holdbart. …14 dage efter har vi en af vores mange diskussioner over sms og han gør det forbi med ordene jeg elsker dig ikke mere….nu er jeg helt sikker..dét gjorde sindsygt ondt og det værste var at jeg følte det hele var min skyld. .at jeg ikke skulle have krævet min ret men bare føjet ham.jeg brød psykisk sammen,forstod ingenting vi havde Været sammen i 1 år og 6 mdr.på 2 ferier sammen.
    Din artikel er så rammende på vores forhold ..altid følte jeg det var mig der var hende der ville skændes. Jeg sidder tilbage med følelsen af at være blevet brugt og et selvværd der er i bund. Samt total forvirret. …jeg elskede ham og så meget op til ham , men var osse utryg og lidt bange for ham.. turde ikke sige fra og når jeg dristede mix til det gik det aldrig godt.
    Mit spørgsmål er nu…vil en sådan type mand…narcisist behandle alle kvinder sådan. .Han havde Været I langvarige forhold Før. ..Først 8 år og så 11 år….De var begge veluddannet kvinder og jeg tænker om han har opført sig ligeså grimt over for dem som mig?
    Han ville aldrig stalke mig…er det alle der gør det? Det er han for arrogant til…dét vil han aldrig nedlade sig til….holder du gruppeterapi. ? Kom videre efter nedbrydende forhold…eller selvværds grupper? Tak for en dejlig blok

    • Christina Copty skriver:

      Kære du,
      Tak for din kommentar.
      Jeg kan godt forstå, at dit selvværd er trykket i bund, for når man altid får at vide, at man er den skyldige imens den anden part går fri, er det klart at det tærer på selvværdet, især hvis man ikke ved, hvad det er man står overfor.
      Du spørger om han vil behandle alle kvinder, som han behandler dig. Sandsynligheden er stor, men det kan være at andre kvinder reagerer anderledes på det og det derfor betyder at han kan blive i forholdet i længere tid. Men udfaldet er det samme, og hans følelser vil altid være flyvske og uden solid bund, hvis han har narcissistiske træk, og hans partner, hvem det end er, vil højst sandsynligt altid føle sig usikker og psykisk belastet i relationen

      Jeg holder foredrag om narcissistiske mænd, og om de kærlighedmønstre, der gør at vi falder for mænd, der ikke er gode for os. Derudover har jeg ind imellem terapi grupper for kvinder, der elsker “for meget” og derfor ender i dårlige forhold. Derudover udgiver jeg en bog til december om denne type mand, og hvis du vil have datoerne for foredrag, terapigrupper og bogudgivelse, vil jeg anbefale dig at skrive dig op til til mit nyhedsbrev, så du får besked så snart de nye datoer annonceres.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  15. Nana skriver:

    Jeg sad med en meget ubehagelig fornemmelse, da jeg efter anbefaling fra en veninde, læste dine artikler om narcissisme – og især denne gav mig nærmest en fysisk reaktion.
    Det er mit liv der beskrives – mit liv de sidste 8 år… Jeg har et barn med en narcissist – og efter 2 år, hvor jeg troede, at jeg endelig var fri – fik han mig snakket ind i sit net igen for nogle måneder siden; jeg overgav mig igen og forlod mig selv for ham – igen. Og nu har han, efter endnu en turbulent tur i karrusellen, igen gjort det forbi med mig – og igen fået mig til at føle, at det er mig, der har gjort, at det var alt for hårdt for ham at være i, at jeg jo åbenbart slet ikke ville rykke mig som han gjorde og hele tiden forsøgte at gøre, at jeg bare var årsag til, at vores kæmpe store kærlighed ikke kunne få plads, at han jo bare var et offer for sine omstændigheder og forældre der aldrig havde set eller anerkendt ham – at jeg med min baggrund, sunde og kærlige opvækst og min gode kontakt til mine følelser, ikke burde være SÅ skadet, som jeg tydeligvis var (hans ord)… Selvom jeg godt ved, at jeg har reageret og gjort som jeg skulle, så gnaver det sig ind i en – og det er voldsomt at stå i… Og så er jeg åbenbart slet ikke alene om disse oplevelser, hvilket både giver en følelse af lettelse og smerte samtidig…
    Og det spøjse er, at jeg aldrig før er faldet for mænd som ham…

    • Christina Copty skriver:

      Kære Nana
      Det er netop dette, der gør at narcissister både er skadelige og svære at komme væk fra. De vender virkeligheden på hovedet, så man ender med at være skurken imens de selv er uskyldige ofre. Når evnen til at reflektere over sine egne handlinger og sine egne fejl, mangler, kan man ikke andet end at skyde skylden på den anden, og det er netop her, at partneren til narcissisten skal blive god til at spotte denne ensidige fremstilling og ‘blaming’ – for i et sundt forhold vil begge parter være åbne for at vende blikket indad og se, at man ikke selv altid er uskyldig eller offer. Virkeligheden har mange flere facetter og nuancer end blot det sort-hvide verdensbillede, som narcissisten præsenterer og selv lever i.
      Og nej, du er langt fra den eneste, der har stået i modtagerenden af denne særlige form for psykiske vold.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  16. Naja skriver:

    Hej
    Jeg har for ti mdr. siden forladt denne type mand, og rejser mig langsomt men sikkert… De sidste ti mdr., har jeg brugt på at forstå det syge spil, jeg var en del af. Forstå det kommer jeg nok aldrig til, men acceptere det, som en del af min fortid, bliver jeg nød til og heldigvis begynder livslysten, troen på fremtiden og frigørelsen fra vores tid sammen at blive hverdag:-) Nå men da jeg læste denne artikel blev jeg lidt nysgerrig på, hvordan de mænd ser på situationen, som i mit tilfælde, hvor jeg har vendt ham ryggen, og ignorerer hans forsøg på at vinde mig tilbage, han stalker/chikanerer mig, jeg er helt tavs og har været det i fem mdr, han gør ALT for at bryde igennem, og han skal aldrig få lov til at få en bid mere af mig. Men hvordan er situationen fra hans synspunkt – ved du noget om det, altså generelt, ikke lige om min ex-kæreste specifikt:-)

    • Christina Copty skriver:

      Kære Naja
      Jeg har netop færdiggjort en bog om emnet narcissistiske mænd i parforhold, der bliver udgivet d. 27 december 2016. I den skriver jeg en masse om, hvorfor narcissisten er vedholdende efter et brud. En af de største årsager er, at han ikke kan tåle at tabe, og at du med stor sandsynlighed har været en rigtig god forsyning til hans ego. Det er selvfølgelig lidt mere kompliceret end det, men bundlinjen er, at det altså ikke er kærlighed der motiverer ham, men derimod behovet for at være den, der har det sidste ord og den, der træffer beslutningen om det skal være slut eller ej.
      Jeg håber du passer på dig selv og er glad for at du ikke længere vil tillade ham at tage flere bidder af dig.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  17. Den kompliceret skriver:

    Kære Christina
    Tusind tak for super god læsning jeg har læst alt hvad du har skrevet herinde det har givet mig noget at arbejde med. For måske er min karrusel ved at starte.
    Jeg er dybt forelsket i en mand og alle mine alarm klokker ringer faktisk helt fra day one. men jeg tør ikke give slip tænk hvis jeg er helt forkert på den.
    Noget siger mig jeg burde løbe så hurtigt jeg kan – jeg kan bare ikke.
    Jeg har været skilt i et år nu efter et dårligt ægteskab uden kærlighed så håber bare ikke jeg er et let offer for selv føler jeg mig ok stærk og som en god mor. Jeg endte med at gøre mit ægteskab forbi for ikke at bruge flere år på ensomhed og ulykkelig kærlighed.
    for 9 måneder siden møder jeg den helt perfekte omsorgsfulde kærlige mand som har alt at tilbyde slå bene væk under mig. Han havde dog en anden da jeg møder ham til et offentligt arrangement, vi snakkede kun men der opstod tusinde gnister.
    Han går fra hende ” hun er efter hans mening alt for sød og ivrig ”! Han bruger så derefter 2 måneder til at få en aftale med mig og da han endelig for det er vi ud adskillige i 5 måneder. spise middage weekend i Paris sommerferie uden børn til Italien (alt var perfekt vi passede samme var vildt forelskede alt var “perfekt” måske for perfekt.
    så en dag trækker han sig lidt helt ud af det blå der går længere og længere tid imellem vi snakker og ses ikke så meget som før det er okay det er jo hverdag det er bare måde han gør det på der gør lidt ondt og slet ikke ligner ”ham”.
    Så begynder han at finde fejl ved mig (som ved alle de andre piger i hans liv) jeg er usikker det gør ham usikker jeg vil ha mere end han kan gi – jeg har aldrig bedt om noget andet end hygge samvær og ikke at involvere Børne det er jeg ikke parat til.. Det ender men et mærkeligt skænderi til en fest hvor jeg er helt “urimelig” uden selv at vide hvad der skete og om søndagen er han hys og lidt ubehagelig så jeg ender med at gå. Igen Faktisk uden at vide hvorfor. Han gir mig så den kolde skulder i nogle dage, jeg ender med at skrive jeg savner ham og han siger bare vi må snakke jeg ringer. Det gør han bare ikke.
    Jeg ender med at gøre op med mig selv det her pjat gider jeg ikke bruge krudt på så ender med at skrive farvel det var hyggeligt! bum så er han på banen igen (manden er midt i 40erne ik 25..)
    Søde ord det hele starter forfra, men alligevel siger min mave der er noget galt han beder om en chance til og er så sød og kærlig i en uge men alligevel er der noget ved ham som ikke er ægte. Hvordan kan en mand være så sød og fyldt med kærlighed men på samme tid gøre en så usikker at man ikke tør åbne munden for så ved man han bare smutter igen. Han ønsker kun et 100procent ukompliceret forhold hvem har det ! han siger jeg er dejlig og han er forelsket .. men at det ikke må blive kompliceret hvordan kan man være forelsket i sådan et mennesker også på så kort tid.
    Ved godt du ikke kan sige noget men måske er han narcissist eller også er det måske bare mig der er bange.

    Glæder mig til din bog udkommer.

    Mange Hilsner Fra mig

  18. jan persson skriver:

    er 62, og mand. det er så fedt at have læst disse sider. At høre de sorgfulde historier man selv er i. forlod for 8. gang damen, 58 år for 14. dage siden. hvergang jeg blive svag tænker jeg på kendetegnene for narcissisten. I dag tænkte jeg på det med at de altid kun snakker i overskrifter, punktum. det tog toppen af min skyldføelse af om det nu ikke bare var mig den er gal med, go vind til jer/os. Jan

    • Christina Copty skriver:

      Kære Jan
      Tak for din fine kommentar – jeg er glad for at du kan bruge siderne til noget, og at du har sluppet skyldfølelsen.
      Jeg ønsker dig masser af lykke og kærlighed på din vej.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  19. Anna skriver:

    Kære Christina.
    Din artikel er som en gengivelse af mit liv – de første 10 år i et forhold/ægteskab og de seneste 1 1/2 år i en langstrakt skilsmisseproces, som var resultatet af årelang utroskab, og som kuliminerede med, at han mødte en kollega og overnight flyttede fra vores fælles hus og to børn.
    Jeg prøver med hiv og sving at genetablere mig selv – men lader mig stadig på besynderlig vis fange ind i spindet af seksuel tiltrækning, manipulation og, som du beskriver det, “kærlighedsbombardementet”. Jeg ser da også mig selv i kølvandet af hver cyklus lidt mere drænet, med lidt mindre overskud og endnu engang “kørt over” og forundret over, at det endnu engang kunne lade sig gøre for ham at tale mig ind i hans virkelighed.
    Mit spørgsmål til dig er: Hvad gør jeg, når der er børn involveret?
    Ofte bliver de brugt som manipulationsmiddel…
    På den måde taler han direkte ind i min sorg over tabt familie, over at se børnene ulykkelige – og det virker. Hver gang…
    Hvordan vil du anbefale mig at håndtere situationen?
    På forhånd tak, Den frustrerede

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anna
      Tak for din kommentar. Det er rigtigt at det er svært, når der er børn involveret. I min bog “Den Svære Kærlighed” kan du læse om det at have børn med en narcissist, og hvordan man bedst håndterer en skilsmisse. Derudover vil du lære, hvilke manipulationsmetoder han bruger, og hvordan du kan gøre dig fri af dem. Jeg ønsker dig alt det bedste.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  20. Vibeke skriver:

    En skræmt mor.Jeg er mor til en søn der har fundet drømmepigen tænkte jeg i starten, stor sødme,empatisk og en stor solid uddannelse. De venter barn og vi er nu begyndt at se sider der er bekymrende, hun ønsker gaver til jul og fødselsdage HAn selv har fundet frem til,hun er utilfreds med at han spuurte sin søster til råds. Når vi kommer til byen de og hans søster bor i finder hun på ting der er vigtige for at undgå et besøg af os eller at besøge hans søster. Hendes fødselsdag invitere hun kun sin egen familie, skønt hun ved vi er i byen alligevel. ( vi bor ca 4 timerskørsel væk). Hendes 30 års fødelsdag var vi inviterede, her hørte vi taler om det helt fantastiske dygtige barn , der også er noget så fornuftig, alt bliver vejet og vurderet nøje.Et familiemedlem fortalte stille at der også er en anden virkelighed, hun ignorere hvis det passer hende bliver man ikke set og ikke hørt, det var tydeligt en dame med sorg der talte om hende, der så mange ting der skræmmer også en voldsom nærighed, både mod andre. Og ikke mindst mod sig selv, hvis hun ønsker noget og det er for dyrt får hun en vrede, der ikke er står i forhold til emnet,. Hun har ofte trukket sig fra socialt samværd og så hedder det træthed og jeg er dårligt selskab. Jeg tænker en god strategi på at så slipper jeg for dem og tager oven ikøbet stort hensyn til dem. Horholdet til hendes mor er ifølge min søn af en karakter, at hun føler aldrig hun yder nok godt nok har hun en stor uddannelse , men så burde hun have klaret det på 1 år mindre. Hvis jeg ringer svarer hun ikke nødvendigvis, det kan være hun hygger med en krimi,sagde min søn da jeg så ringede til ham. Jeg spurte efter hende på grund af der skulle planlægges en fødsels og det er hendes job der er jokkeren,hun ville ikke tale med mig, men ringe senere, ganske ofte kommer tanken vil hun ikke vide af vores familie. Vores søn er ikke sprudlende når vi taler og jeg forsigtigt har spurgt om vi har gjort noget forkert, svare han sådan er hun tit og så er hun i rigtig dårligt humor og det roder rundt om hende skønt hun ikke kan fordrage rod. Hendes familie er noget mere tjekket end vores.uddanelse og formue, men vores har stærke bånd og og en meget afslappet adfærd, jeg bliver kærligt moppet med at prutte uden at vide det. Vi er ikkeså bange for at kvaje os, som hendes familie. Hendes familie forhold er med papforældere og papsøskende, hun ikke har noget spisielt forhold til ,men hendes mor gerne vil der var etableret. Det blev langt håber jeg ser/ føller spøgelser.

  21. Simon skriver:

    Hej. Jeg er mere interesseret i at tale om hvad man gør for at undgå disse episoder – vi skal flytte os fra at udstille nogen og at gøre os selv til ofre, til at tænke forståelse for begge parter og i løsninger så man fremadrettet kan navigere i det. Vi kan ikke ændre på det der allerede er sket, selvom begge parter selvfølgelig har brug for at sætte ord på og blive hørt og forstået.

  22. Stephaniie skriver:

    Kære Christina!
    Tusind tak for din artikel! Det der er PRÆCIS min hverdag og et nøjagtig eksempel på en diskussion med min kæreste.
    Jeg har nu levet med sådan en i lidt over et år. Starten var forelskelse og jeg troede, han var “min eneste ene”. Han beskytter mig og giver mig en mærkelig form for tryghed UDEN faktisk at være særlig “sød”. Jalousi, brudte løfter og diskussioner er en del af min hverdag. Han kan forbyde mig ting, men når det er ham, så er der 117 undskyldninger for, hvorfor det er okay, det han gør! Det lyder ikke af meget. Men vores forhold er sådan som du beskriver det! Jeg har aldrig fundet modet til at være gået fra ham 100 %. jeg har altid bildt mig selv ind, at det var mig selv, den var gal med. Og han suger så meget energi ud af mig, når de episoder er der, samtidig får jeg ham altid tilbage ved at tage hele skylden, give ham sin vilje og fortælle ham, hvor fantastisk et menneske han er!
    Tusind mange tak! Jeg følte lige, jeg blev lidt “stærkere” nu!

    • Christina Copty skriver:

      Kære Stephaniie
      Selv tak – Jeg er glad for at du føler sig styrket 🙂 Det kan være du vil få endnu mere glæde ud af min bog “Den Svære Kærlighed” der også fortæller, hvordan vi bryder det bånd, der holder os fastlåste, selvom vi med fornuften godt kan se, at det ikke er sundt.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  23. Marie skriver:

    Hvordan H… slukker jeg for mine følelser?????????? Han har slukket, men jeg kan altså ikk… Jeg er helt færdig li nu. Er normalt meget rationelt tænkende, men kan ikke finde ud af noget lige nu. Har mistet job, er en følelsesmæssig rutchebane og forvirrer nok mine børn – men kan ikke have en hel dag hvor jeg er ok.
    Vi var vist ikk rigtig kærester, men jeg har nydt godt af kærlige beskeder osv i halvandet år – og pludselig var jeg “the bad guy”! Aner ikk hva der er sket, hva jeg har gjort…
    Har til gengæld længe haft mistanke om at han er narcissist.
    Kan bar ikk slukke for følelser!
    Hvordan kommer man (jeg) videre??? Jeg ved at jeg fortjener bedre, jeg ved at han nok aldrig kommer til at elske mig som jeg elskede ham, jeg ved at med tiden skal det nok gå… Men hvordan F… klarer jeg hverdagen og livet lige nu??????????????

    • Christina Copty skriver:

      Kære Marie
      Det er virkelig et svært sted at stå, men du er allerede godt på vej ved at du ved, at der har været noget helt skævt i jeres forhold. Kunsten er at holde dit fokus på dig selv og dine børn, og at finde ind til din egen-kærlighed og selvrespekt, som givetvis har taget skade i dette forhold, så du kan se, hvad du i virkeligheden fortjener, for at nøjes med en, man ved aldrig vil kunne elske som man selv kan, er ikke farbart i længden.
      Hvis du ønsker mere konkret hjælp, vil jeg anbefale dig at anskaffe min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” der ud over en masse viden, også har øvelser som du kan bruge til at komme videre, alternativt er du velkommen til at bestille en tid til terapi eller at booke dig ind på min terapigruppe, som du finder under kurser og foredrag.
      De bedste hilsener,
      Christina Copty

  24. Lise illum skriver:

    Det var virkelig en øjenåbner den her artikel. Mit ægteskab i 18! år var sådan. Ord kunne hele tiden tvistes så jeg ikke selv vidste hvad jeg sagde og mente. Hele tiden usikkerhed på om alting var min skyld. Sagde jeg et forkert ord gik han i vrede i seng og smækkede døren, og lod efterfølgende bare som om ingenting var sket. I starten af vores ægteskab kæmpede jeg imod, men til sidst blev jeg træt. Bildte mig ind at jeg blev nødt til at acceptere at han var sådan, for han kunne jo ikke laves om. Nu er han skredet med en anden, og jeg har ikke set ham siden den dag han pludselig ville skilles. På en måde priser jeg mig lykkelig, men er også enormt bitter over spildt liv..så mange år. Jeg kommer til at skulle arbejde længe på at bygge mig op og tilgive mig selv for ikke at have været stærk nok til at bryde ud.

  25. Bettina Petersen skriver:

    Uha har været i den karussel – blev fuldstændig nedbrudt og endte med en depression og indlæggelse – får helt helt ondt i maven ved tanken

  26. Mikkel mads skriver:

    Besynderligt adfærd de kan udvise og jeg forstår det ikke helt. Var sammen med en kvinde i et år og 7 gange blev forholdet genoptaget, og det endte mere og mere drastisk. Den ene gang fik jeg en SMS “kan så fortælle dig jeg har fundet en ny fyr” og to mdr efter kom hun retur. Var desværre så DUM at jeg stolede på hendes intentioner og alle de søde ord. Det holdt 4 mdr og så smuttede hun igen. Jeg var mast og smadret af hendes renderi, og alt blev kaos i hovedet. 3 uger efter var hun atter i nyt forhold, som absolut skulle skrives på Facebook, det var så det 3 på 9 mdr.

  27. Molly skriver:

    Øjenåbner og også virkelig flovt at erkende, at jeg har været/er en af de kvinder som ikke har været stærk og indsigtsfuld nok, til ikke at være havnet i kløerne på en spektrum forstyrret person.
    Han var/- og er helt sikkert stadig:
    -Meget grundig og detaljeorienteret når vi skrev sammen i starten. Huskede alt hvad jeg fortalte og gik rigtig meget op i alle detaljerne. Jeg følte mig virkelig set og værdsat!
    -ualmindelig god at tale med af samme årsager som ovenstående og så alt fra min side. Jeg havde ingen fejl eller var bare sød hvis jeg havde. Han opmuntrede mig og jeg blev afhængig af ham. Havde forud ikke haft fornemmelsen af det behov som pludselig voksede og var til stede med hans tilstedeværelse.
    -han fandt hurtigt mine svage punkter og brugte dem ‘blidt’ imod mig, så jeg ikke blev skræmt men opmærksom på at der var en risiko for at han ikke længere var der, hvis specifikke ting ikke kunne lade sig gøre, såsom at han flyttede ind.
    -Alle hans ekser havde behandlet ham dårligt, derfor måtte han gå fra dem.
    -Min eks var han arrogant overfor og gjorde ingenting rigtigt.
    -SMSer skulle besvares hurtigt, jalousi opstod gradvist ud af den blå luft, både ift. Mine børn, mit arbejde, fritid og hvordan jeg generelt prioriterede min tid.
    -Jeg blev overfaldet med kniv i vores eget hjem. Han valgte at bruge de to timer på at fiksere mig, græde, true med selvmord og gøre mig opmærksom på hvordan jeg havde drevet ham derud.
    …..

    Til trods for flere forsøg på at bryde forholdet og ikke mindst fordi jeg siden har været bange for mit liv i hans nærvær, var han den eneste som jeg følte mig ‘tryg’ med. Han kendte mig, vidste hvad jeg havde brug for, kunne sige de rigtige ting og når jeg stadig havde kontakt med ham, vidste jeg i det mindste hvad han lavede og hvor han var !!!!

    Nu har han fundet en anden. Jeg har indtil netop dette øjeblik, konstant set mig over skulderen og haft de værst tænkelige scenarier i mit hoved om hvad der kunne ske.
    Men frygteligt som det end lyder, er det først nu at jeg føler mig depressiv og fortvivlet. Er det fordi jeg først nu tør tro på at det deffenitivt er slut… en efterreaktion, ensomhedsfølelse…?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Molly.
      Sikken barsk omgang du har været igennem.
      Jeg tror at det du oplever lige nu, er efterreaktionerne fra det traume, du har været udsat for. Du har gået omkring med et nervesystem i alarmberedskab, fordi du er blevet truet og overfaldet og frygtet for dit liv. Der er ikke noget at sige til, at du først nu mærker fortvivlelse, depression og givetvis også forvirring over, at det kunne udvikle sig som det gjorde. Jeg håber at du passer godt på dig selv og ved, at det, der er sket for dig, aldrig nogensinde har været eller er dit ansvar eller din skyld. Hans adfærd er hans.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Dorthe skriver:

        Hej Christina.
        Kan jo desværre godt kende mig selv i sådanne samtaler med løgne, manipulation, projektioner. Desværre aner jeg simpelthen ikke hvordan man kommer ud af dem igen.
        Jeg kommer gang på gang til at forklare og forsvare mig og det ender altid med at jeg bliver ked af det føler mig magtesløs og bange.
        Et eksempel. Vi sad til et konfliktmøde og han fortæller så at jeg ikke fortalte ham omkring lægebesøg omkring vores søn.
        Jeg spurgte ham hvad det var for et besøg og han fortalte videre at han havde haft ringet til lægen som havde fortalt med stor undren at jeg lige havde været dernede med vores søn.
        Det besøg havde jeg skrevet til om og det benægtede han.
        Jeg bliver så ked af det i de situationer og aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
        Da jeg senere konfronterede ham med det igen så var det pludselig aldrig hændt. Han havde bare ringet ned til lægen for at få uddybet nogle spørgsmål. Hvordan tackler man det?
        Det her er bare et ud af 1 mill eksempler.

        • Christina Copty skriver:

          Kære Dorthe
          Tak for din kommentar.
          Det lyder som en meget typisk måde at blive mødt på – fordrejning, blokering og benægtelse. Hvis ikke du har læst min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, vil jeg anbefale dig at gøre det, for der får du råd og redskaber til hvordan du kan forholde dig, så du ikke ryger med ind i karrusellen.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  28. Den ulykkelige skriver:

    Kære Christina

    Det er 1 år siden jeg bedt min mand om at gå. Jeg havde det så skidt med mig selv, at jeg ikke kunne holde ud at være i det mere. Hans mor og søster manipulerede oveni købet rigtig meget med ham, måske kender du bogen “Manden og hans mor”, det var forfærdeligt. Jeg havde samtidig svært ved at give slip på ham og tiggede ham om at komme tilbage, men det ville han ikke. Han ville gerne ses engang i mellem, men det sagde jeg nej til. Vi snakkede i ny og næ i tlf. om hans succes i livet, men ikke så ofte om mig. Vi snakkede, når han havde tid. Alting på hans præmisser og jeg hadede det og hadet det stadig.

    Han har nu ringet til mig og fortalt, at han har købt en gave til mig, at det var på tide. Det skal siges, at vi er skilt nu og i vores ægteskab, følte jeg ofte, at jeg intet var værd, han sagde også, at hans familie kom først og så hans arbejde, at jeg kom i 3 række.

    Kan man komme ud af det? Burde han gå til noget behandling eller noget? Jeg har altid en træng til at redde nogen og hjælpe, det hader jeg virkelig. Aner ikke hvad jeg skal gøre.

    Jeg er lige så stille ved at finde mig selv, i starten bearbejdede jeg mig selv rigtig meget.

    Håber du kan hjælpe mig.

    Venlig hilsen
    Den frustreret

  29. Lone skriver:

    Jeg har været udsat for både partnere, forældre, og veninder, der er nacissister. De er mestre i svigt og placering af skyld hos mig, når jeg reagerer på uretfærdighederne og overgrebene. Jeg er så knuget i mit hjerte, at jeg ikke kan få smerten væk. Har feks. i sidste uge måttet sidde, som da jeg var barn og høre på min mor og stedfar, der benægter vold/psykisk vold kategorisk, det er så frustrerende at det æder mig op. Idag er jeg så blevet droppet af en såkaldt veninde, der før har opført sig med at afvise mig og nedgøre mig, uvist af hvilken årsag. Idag svigtede hun for 285. gang vores aftale, og jeg forlangte en undskyldning. Hun gav besked at vi måtte ses en anden dag helt uden forklaring eller beklagelse af noget. Det har hun gjort mange gange før. Igen uansvarlig og svigtende opførsel, og hvem droppede hvem, det gjorde hun ved at skrive jeg skulle slette hendes nr. Jeg ved, hvis jeg støder ind i hende, så tager hun stadig ikke ansvar, og fortætter ondskaben. Hvordan håndterer man smerten og hjertet, der er helt knuget sammen?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Lone.
      Tak for din kommentar – jeg kan godt forstå, at det er smertefuldt.
      Den eneste måde at håndtere denne smerte på, er at tage ansvar for det, du omgiver dig med. Hvis nogen bliver ved med at slå på os, selvom vi har bedt dem holde op, er det vores ansvar at flytte os og holde afstand. Der er nogle mennesker, der er uden for pædagogisk rækkevidde hvad angår anstændig og omsorgsfuld behandling af andre, og jo hurtigere vi skaber afstand til disse giftige personer, des hurtigere får vi det bedre. Jeg håber du tager de skridt, der er nødvendige for dig, så du i stedet omgiver dig med mennesker, der er gode for dig, og som du selv føler omsorg for og glæde ved.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  30. Lisbeth skriver:

    Kære Christina.
    Kan jo nikke genkendende til stort set det hele der bliver beskrevet i dette forum. Har selv været der indtil for nyligt, og er helt afklaret med at jeg aldrig skal tilbage i det igen.
    Jeg savner dog artikler/information om hvordan narcissisten har det i de situationer han/hun selv sætter sig selv i, og hvor velovervejet de er. Hvordan føles det for ham/hende når bruddet er der? I dette tilfælde sætter han sig selv dårligt ifht. at mangle bolig, have dårlig økonomi osv. Jeg derimod har sund økonomi, lækkert hus osv. Jeg har hele vejen igennem været fuldstændig bevidst om at han ikke skulle have hånden nede i min “pengetank” (så havde den været tom). Det virker som om at det slet ikke er en del af hans overvejelser at han kommer til at stå i en uheldig situation når han laver disse gentagne brud.
    Hvad er hans tankegang? Og hvad tænker han når han sidder alene en søndag aften og skal passe sine børn (som jeg jo ved han ikke har lyst til)? Føler han sig ikke ensom? Og så ved jeg godt at han sikkert allerede er igang med at skive med gamle flammer der skal stimulere han behov for anerkendelse osv., men jeg tænker bare ikke at det er nok for ham.
    Jeg savner i den grad artikler om hans tanker i de givne situationer der beskrives i alt materiale der er at finde om dette emne. Der fokuseres rigtig meget på alle os ofre, men ikke så meget på hvad der foregår følesmæssigt i narcissisten. Og jeg tror det er forkert at sige, at de slet ikke kan føle. Jeg har jo set ham her gå ned med flaget og været i behandling for hans krise. Jeg kan jo se på ham når han har det dårligt, og man får det vel ikke dårligt hvis man ikke føler.
    Og til alle jer der ikke kan komme ud af det. Hæv jer selv over narcissisten. Gå ikke tilbage. Tag ikke en tur mere. Jeg er sikker på jeg ikke har taget skade, selvom jeg har været i det rigtig længe. Og ham her er slem. Jeg kan efter forløbet sidde her og analysere det hele, og det jeg især hæfter mig ved er hans ex-kones tilstand. Hun er mærket for livet. Det er bare først nu at jeg kender årsagen til hendes sygdom.
    Der er ingen der skal være i disse forhold. Rejs jer og kom ud NU. Det vil aldrig ændre sig, så forsøg ikke at få det til at fungere. LØB ALT HVAD I KAN, OG KIG JER IKKE TILBAGE.
    Og det er ikke fordi jeg ikke stadig gerne vil de dejlige stunder med ham. Det er ikke fordi jeg ikke stadig er tiltrukket af ham, det er ikke fordi jeg ikke savner, det er ikke fordi jeg ikke stadig tænker på kærligheden. DET ER SIMPELTHEN FORDI JEG IKKE SELV VIL VÆRE SYG.
    Kærlig hilsen
    Lisbeth

    • Christina Copty skriver:

      Kære Lisbeth
      Du kan finde den information om narcissistens tankegang, som du søger i min bog ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold.’
      Det er dejligt at læse, at du har fundet din vej væk, jeg håber at du fortsat holder fokus på din egen sundhed, og går i en god retning for dig.
      Med ønsket om et lykkebringende 2018,
      Christina Copty

    • Emma skriver:

      Lisbeth. Hvis du er god til engelsk, så vil jeg anbefale youtube-kanalen “knowing the narcissist”. Mit bud på, hvilke tanker og reaktioner, der er på spil for narcissisten ved et eventuelt brud, er at det først og fremmest afhænger af, hvor man befinder sig på “rutchebanen” samt hvor stor en kilde til narcissistisk næring, man er. Er du narcissistens primære næringskilde og befinder du dig ligeledes i den gode periode, hvor du idealiseres, så vil et brud medføre en kraftig reaktion fra narcissisten, og han/hun vil gå overraskende langt for at forhindre et tab af denne næringskilde, fordi de simpelthen ikke kan leve uden. Lange kærlighedserklæringer, tårer i stride strømme, løfter om forandring..om at søge hjælp..løfter omkring fremtiden fx ferie, ægteskab, børn,boligkøb mm..
      Hvis ikke kærlighedserklæringerne virker, så føler narcissisten sig afvist og kritiseret og vil ofte reagere med trusler, vold, nedladende ord og smædekampagner, hvor du fremstilles som den psykisk syge og/eller utroværdige.

      Er du derimod blevet devalueret, mens narcissisten, bag din ryg, er ved at rekruttere din erstatning, så vil han/hun ikke gøre sig mange tanker om dig eller jeres forhold…indtil den nye næringskilde devalueres og ikke længere kan nære narcissisten tilstrækkeligt, så vil han/hun opsøge gamle kilder. Et andet scenarie er, at de ressourcer man har ved forholdets begyndelse langsomt nedbrydes, og når man ikke længere fungerer, så mister man sin værdi for narcissisten. Efter bruddet vil dine ressourcer ligeså stille vende tilbage og narcissisten får færten af det, som rovdyr får færten af blod, og de vil med stor sandsynlighed prøve at suge dig ind i spiralen igen.
      En narcissist vil ikke reflektere over forholdet eller på nogen måde have dårlig samvittighed over sin adfærd. Det vil som udgangspunkt altid være alle andres skyld.

  31. Helle skriver:

    Kære Christina

    Jeg har modtaget nyhedsbrev fra Pernille Melsted, hvor der er linket til din hjemmeside her. Jeg har reserveret din bog, og ser frem til at læse den. Det handler dog ikke om mit parforhold, men om et dybt venskab, jeg har haft gennem 5 år, hvor jeg faktisk kan genkende rigtigt meget i det, som er beskrevet.

    Jeg oplever, at det rammer utrolig plet, selvom jeg ikke var i kæresteforhold med denne person. Vi havde et meget tæt venskab, men jeg oplevede – indtil hun sluttede venskabet for 4 uger siden – at jeg blev mere og mere træt, trist, forvirret. Sad endda tilbage ret ofte med følelsen af, at JEG var narcissist ud fra hendes måde at håndtere vores venskab på.

    Jeg føler virkelig, at min hjerne er blevet fucked op med, og jeg er utrolig påvirket af det hele, men kan dog begynde at se tingene udefra, hvad det var, der egentlig foregik.

    Så mit spørgsmål er, OM det også kan gælde i venskabsrelationer?

    kærlig hilsen H

    • Christina Copty skriver:

      Kære Helle
      Tak for din kommentar.
      Narcissisme kommer til udtryk i alle nære relationer, hvadenten man er partner, ven eller familiemedlem. Narcissisme er i sin essens en manglende evne til at være i nære relationer på en måde, hvor der også er plads til den anden.
      Jeg er glad for at du har fået et ord at sætte på det, du har oplevet, men naturligvis også ked af at du har været udsat for det. Jeg håber at du får glæde af bogen og at den kan være med til at hjælpe dig af med dine tvivl.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Dorte skriver:

        Kære Alle,

        Hold da op hvor det hele står klart for mig nu..

        Efter at være blevet slidt, nedbrudt kæmpet med en voldsom lungebetændelse i 2 mdr, som ikke ville slippe taget i min krop, sidder jeg nu tilbage, føler mig udnyttet og naiv..

        Det hele startede som en stormende forelskelse, hvor han fortalte mig han aldrig havde følt sådan før, det havde jeg heller ikke.
        Jeg blev skilt fra min mand efter 16 års sammenliv.

        Møder denne stille og rolige mand, der virker som om han hviler i sig selv..

        Efter 1/2 år flytter vi sammen, alt ændrer sig stille og roligt.
        Vi bor på en gård, som vi bare har lejet, men det kræver alt vores fritid, så vi har ikke så meget (kæreste tid).

        Jeg bliver syg med lungebetændelser, han svigter mig i julen, ved at tage væk til familie, jeg ligger der kan ikke spise, er så svag at bare det er overleve er en kamp for mig..
        Der skulle jeg være løbet skrigende bort..

        Han opsøger en anden kvinde for at snakke, det ender med sex og de efterfølgende måneder, har de mest kontakt vis SMS ..
        Jeg finder ud af det, først benægter han, men indrømmer det dog til sidst..

        Tager ham til nåde igen, takket være han også giver mig kønsvorter..

        Forholdet kører op og ned.. Vi flytter fra hinanden, det mener han er bedst for mine børn, så vi kan få ro på vores hverdag.

        Efter vi er flyttet fra hinanden, har vi ikke set hinanden så meget, men forholdet bliver afbrudt af ham flere gange, ved at han beskylder mig for at lyve.. Han beder om ro nogen dage, jeg ringer jo som altid og får ham tilbage igen..

        Mærkeligt nok, men hver gang der opstår et nyt problem, siger han at det er træls, da han var lige ved at have det godt..
        Skal siges efter utroskaben, siger han at han har det SÅ skidt, forstår ikke han kunne gøre det osv..
        Jeg tror han har gjort det for at få det kick han altid taler om..

        Han har flere gange sagt, han godt kan mærke han elsker mig, men han har ikke den der wauw effekt, og den mener han man skal have.
        Det er jeg ikke enig i, da jeg mener det er den indre kærlighed et forhold lever på.. Men han kan ikke vise følelser, er ikke nærværende, ikke opmærksom på mig og mit velbefindende, ser kun sig selv..

        Vi har været sammen i 1 1/2 år..

        I sidste uge slutter det så ret brat..

        Jeg får tilbudt at låne en venindes sommerhus, imens mine børn er ved deres far..
        Men samme aften jeg skulle afsted, har vi en opslidende snak, hvor han gang på gang siger, at hvis han ikke er god nok, så kan det også bare slutte.. Jeg sidder tilbage totalt mast, og kommer ikke afsted..
        Han kører ned og ser min bil er hjemme, ringer til mig, spørger hvorfor jeg lyver, han tror ikke på mig, drejer det hele over på, at jeg har en anden..
        Nu har jeg ikke hørt fra ham i over en uge.
        Fra min side er det også slut, men hvorfor skulle jeg være så længe om at se det hele var et spil.

        Det gør rigtig ondt på mig, da jeg skal til at samle mig selv op, have min selvtillid tilbage, mit selvværd og tro på at ikke alle mænd er sådan..

        Tak for alle jeres beskrivelser, de har været en øjenåbner for mig.

        Kærligt Dorte

  32. D. skriver:

    Kære Christina
    Jeg har været sammen med min mand i over 20 år, vores forhold har været fuld af kampe og de mekanismer du beskriver. For et par år sammen brød jeg sammen og søgte terapi. Psykologen overbeviste mig om at jeg burde forsøge at prøve igen, men jeg indså at lysten til ham var forsvundet. Jeg følte mig dog ikke stærk nok til at bryde ud af ægteskabet, han havde ‘magten’ over mig og vores tre børn. I stedet har jeg arbejdet med mit selvværd, og føler mig efterhånden sikker i at jeg skal væk fra ham. Jeg bekymrer mig meget om hvordan han vil behandle vores børn i mit fravær, og jeg har valgt at vente med bruddet til børnene er så store at de selv kan sige fra.
    I din bog skriver du at man skal holde sig fra al kontakt med ham, men det er jo ikke muligt med fælles børn. Har du et godt råd til hvordan jeg skal håndtere ham efter skilsmissen?
    Din bog har givet mig stor indsigt, og jeg har fundet de ‘manglende brikker’ i mit livs puslespil – af hjertet tak..
    D.

  33. Gia skriver:

    Kære Christina
    Jeg sidder her med en stor AHA oplevelse efter jeg har læst alt det som er skrevet her til videre. Jeg mødte min nuværende mand gennem nettet, han var gift men på vej væk sagde han, hun var årsag til alt det dårlige i deres ægteskab sagde han o.s.v. Han var en ven i starten….jeg var selv på vej ud af et ægteskab, havde samlet penge sammen over et års tid for at have lidt at starte nyt på. Jeg havde svoret at jeg ikke skulle have noget med nogen at gøre i laaang tid og før jeg var kommet godt over mit ægteskab. Men jeg blev stormende forelsket, fuldstændig blændet af denne fantastiske skabning som mente jeg måtte være guds gave til ham agtig. Charmerende, meget køn og utrolig sød og opmærksom i starten. Han overbeviste mig om at vi hørte sammen, og i stedet for at flytte for mig selv, flyttede jeg ind hos ham ( da han var gået fra eksen og fået sit eget). Det var rosenrødt og vi blev gift efter 2 år sammen. Han var dog ikke altid så nærværende længere. Jeg oplevede et skift fra at han havde kritiseret hans eks for at være helt forkert i alt hun have gjort til at han nu pludselig var enig med hende i hendes valg. Pludselig stod jeg alene med en oplevelse af at hun var forkert. Jeg opdagede at han når jeg var på døgnvagter, skrev med andre kvinder, som da han også havde skrevet med mig den første tid af vores bekendtskab. Jeg opdagede nøgenbilleder af andre kvinder på hans telefon, han forsøgte at vriste den fra mig, med den begrundelse af det var for min egen skyld at jeg ikke skulle se hvad der var på den. Jeg fik blå mærker af det….han virkede ikke som om han angrede over det. Jeg gik fra ham der, i en periode, men endte med at tilgive ham og vende tilbage.
    Når vi skændes så bliver alt vendt til at det er mig der er noget galt med, at når jeg forsøger at forklare ham hvorfor det ikke er rimelige krave han nogen gange kan stille til mig, så trækker han en eller anden epsiode frem som måske er foregået for år tilbage og stikke den i hovedet på mig, så jeg pludselig skal forsvarer mig for noget som er sket for lang tid siden / altså flytter mit fokus, det er han ekspert i …og jeg er ekspert i at falde i og gå i forsvarsposition. MEN der er sket en ændring i hans opførsel inden for det sidste halve år, i takt med at jeg ikke så nemt mere går i forsvar og i stedet er begyndt at sige at det vil jeg slet ikke snakke om, når det ikke har noget med den nuværende situation at gøre ( fordi min erfaring jo netop er at vi ikke får noget godt ud af det), så bliver han meget højtråbende og smider med ting. Han er ekspert i at gå, vi får aldrig snakket tingene igennem, han går bare, hver eneste gang vi har en drøftelse af en slags. Det er opslidende aldrig at få vendt ting på en ordentlig måde, så vi kan komme videre sammen. Jeg er altid nød til at samle mig selv op alene. Ændringen i den seneste tid er at han er begyndt at smide med ting nu, inden han går. OG han er begyndt at kommentere på mig negativt foran vores børn ( vi har ikke fælles børn men 5 børn til sammen). Jeg oplevede for få dage siden at han i ramme alvor som en anden 5 årig, bad mig om at lade være at kigge på ham, da det generede ham voldsomt. Det kom bare ud af den blå luft og jeg sad tilbage med en følelse af at den er helt gal med ham nu. Og han gør nøjagtigt det som du beskriver, han giver mig skylden for at det hele er som det er og at han så agere som han gør i det. Jeg har forsøgt at forklare ham at der skal to til at få det til at fungere ordentligt og det ikke kan være rigtigt at det altid er min skyld det hele. Men så er det han råber op og siger ” det er altid mig…mig der er noget galt med, hvordan kan det være”? og samtidig stadig giver mig skylden for at ting sker. Jeg synes han lyder som en narcissist, når jeg læser her. Jeg står altså også midt i karrusellen og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af. For selvom han er opslidende og usund for mig, så kan jeg ikke holde op med at elske ham. Og så tænker jeg på hans eks. som netop var i en depression da jeg mødte ham, netop gik til psykolog fordi hun havde det svært og dårlig selvtillid….hvor hans kommentar var dengang jeg mødte ham, at hun ikke havde noget at være dårlig over, det var ham der måtte ordne alt i hjemmet. Jeg kan se nu det absolut ikke har været sandheden, for er der noget han ikke gør, så er det netop at hjælpe med noget som helst, hvis han kan slippe. Jeg er virkelig skaffedyret som fodre ham med alt det han har brug for. Han siger han elsker mig, hver eneste dag, men han viser det aldrig. Og selvom han har lovet ikke at tage kontakt til andre kvinder, så går jeg fortsat rundt og er usikker på om han holder den del af aftalen. Han elsker at få ros, så hvor får han det, når jeg ikke opfylder den plads??? Jeg har oplevet at han har skrevet med eksen om mig for at stille ham selv i et uskyldigt og bedre lys, og mig modsat. Det kom helt tilfældigt frem en dag hvor hun klagde over et eller andet som han havde skrevet til hende om at jeg skulle ha gjort, hvor hun så siger at jeg også er….fordi jeg gør…. Da jeg konfornterede ham med det efterfølgende kommenterede han ikke på det andet end at det kan han ikke huske at skulle ha sagt sådan. Ham der ellers husker alt flere år tilbage om ting jeg for længst har glemt og får smidt i hovedet igen.

  34. Bs skriver:

    Hej

    Jeg er lige kommer ud af er meget turbulent forhold med en som passer fuldstændig på beskrivelsen. Vi har kørt i den rutchebane i et år inden jeg til sidst havde rygrad nok til at holde fast på det ikke skulle være os.
    Han har efterfølgende prøvet at hive mig ind i hans syge spil igen gang efter gang inden for de sidste måneder.
    Mit spørgsmål er, hvordan kommer jeg ud af det!? Jeg er ude af forholdet, men mentalt har han fået kørt mig helt der ud hvor jeg er gået ned med stress og mistet mit arbejde pga ham, og jeg kan stadig ikke slippe ham fra mine tanker..
    hvordan får jeg sluppet ham?

    VK Bs

    • Christina Copty skriver:

      Kære Bs
      Dit spørgsmål er det, de fleste stiller sig selv, når de er ude af forholdet. Jeg anbefaler terapi og viden – og hvis du ikke har læst min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold,” så vil jeg foreslå at det er et godt sted at starte. Derefter kan du jo overveje om terapi er noget for dig, og sørge for at den terapeut du rækker ud til har den nødvendige viden og erfaring med narcissisme.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  35. Ulla skriver:

    Der ramte du plet! Jeg har oplevet ham (manden jeg bor med og har 2 børn med) på denne måde i de 5 år vi har været. sammen. Manipulerende, fordrejer sandheden, lyver for egen vinding, brokker sig over alt jeg og børnene gør (og ikke gør), bebrejder, går i defence-mode (men siger at jeg gør det) og vil ikke tale om tingende på en fornuftig måde. Jeg har prøvet så mange gange. Jeg kan ikke mere, det er for hårdt. Min veninde som begik selvmord for et par måneder siden, levede sammen med en psykopat i alt for lang tid. Hun kunne ikke mere. Den samme dag jeg fik det at vide, fortæller min svigerfar det til hans søn, som så lige efter fik den gode idé, at invitere venner på besøg til herre middag. Selvom jeg er helt nede over at hun begik selvmord. Han flytter fokus over på sig selv.
    Det er først for nyligt jeg sådan rigtig er gået ind i dette emne, fordi en anden veninde gjorde mig opmærksom på det. Jeg venter kun på at få en lejlighed snart og det kan ikke gå for langsomt!! Jeg har i forvejen lidt af et hidsigt temperament, men når jeg bliver trængt op i en krog og han peger finger af mig og siger, se hvor er du psykotisk, jeg gør jo ikke noget. Så eksplodere jeg og jeg hader at han kan få mig derud. Han trykker på alle mine knapper og påtager sig offerrollen, selvom han starter konflikten. Hvad skal jeg gøre for ikke at blive vildt gal og hysterisk på ham? Først beder jeg ham om at gå, på en bestemt måde uden at råbe, men han bliver ved at stå og trykke på mine knapper, tilsidat er jeg så arrig at jeg begynder at skrige af ham
    Når hn så endelig er gået bryder jeg helt sammen i gråd. Jeg siger til mig selv hver dag, jeg er is is is, han kan ikke røre mig. Men det er så vanvittigt svært, når jeg i forvejen er stresset og hn trænger mig op i en krog og kommer med et væld af bebrejdelser.

    Hilsen Ulla

    • Christina Copty skriver:

      Kære Ulla
      Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har fået svaret på din kommentar, men her kommer det i hvert fald, omend lidt sent – og jeg håber at din situation har ændret sig siden du skrev.
      Du spørger, hvad du skal gøre for ikke at blive vildt gal på ham – mit svar er, at du måske i stedet skal spørge dig selv om det at være i et forhold hvor du bliver vildt gal, er et forhold du vil være i. Selvfølgelig må vi alle være i stand til at reflektere over vores egen adfærd og ændre den, hvis vi kan se, at vi skader andre mennesker med den, men vi skal også huske at se indad på en anden måde, hvor vi ser på, om vi overhovedet kan trives i det liv, vi har fået skabt os. For mig lyder det som om du kæmper alt for meget for alt for lidt, og måske er det også vigtigt at se på, hvad det er for et eksempel I som forældre sætter for jeres børn. Og hvis du endnu ikke har læst min bog Den Svære Kærlighed, så tror jeg det kunne være et rigtig godt sted at starte, så du kan få mere viden og danne dig et overblik over det, jeg kan se, er forvirrende for dig.
      Med ønsket om alt det bedste,
      Christina Copty

  36. MPU skriver:

    Det rammer spot on på det liv jeg lever. Jeg er i en proces, hvor jeg bevæger mig med sneglefart væk fra det. Mine omgivelser forstår ikke hvorfor jeg ikke bare handler, men det er som om noget er gået i stykker inden i mig. Jeg ville ønske jeg bare turde gå. Jeg frygter stalkingen og sms bombadamanget, truslerne, de opslidende dramaer og forvrængninger af alle samtaler da jeg har prøvet at gå før og har oplevet hele turen, men desværre er faldet tilbage og i igen. Jeg har smagt lidt på hvad det kræver at styrke og forsøger at mobilisere det igen. Men det føles som en Marathon gange 100. det er så svært. Jeg har lyttet til din bog. Den er så rammende, og givende dog mangler Jeg virkelig et praktisk afsnit til hvordan jeg tackler det, når vi har er fælles barn. Jeg kan ikke bare lukke ned og afvise kald og sms, og indtil nu har han nægtet at lave en fælles aftale for samvær mm. Og jeg ved det bliver et cirkus når dagen kommer igen- for den kommer, det har jeg lovet mig selv for både min egen og min datters skyld, for han føler han har ret til vores fælles barn alle dage mm. og det først er Når familieretshuset har behandlet sagen der vil foreligge en fast plan. Jeg har været der hvor jeg troede vi kunne lave en plan og aftale, men det er desværre naivt at tro. Jeg frygter også at han vil påvirke og fremstille mig uegnet som mor. Han er desværre faglig på området inden for pædagogik.
    Hilsen den fortvivlede

    • Christina Copty skriver:

      Kære MPU
      Det er ikke let at forlade en partner, når man har barn sammen, og du har givetvis ret i at det ikke bliver nemt at lave en samværsaftale, og jeg vil da også helt klart anbefale at du går igennem FRH. Ift. at han måske vil fremstille dig som en uegnet mor, så er de vant til den slags derinde, og min erfaring er, at det ikke betyder noget i deres vurdering af en samværsaftale, hvis de kan se, at du er normaltfungerende, og der ikke ligger underretninger fra institution/skole osv. der tegner et billede af, at din datter skulle mistrives.
      Jeg håber du finder vej i det. Held og lykke.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Kim skriver:

        Hej Christina
        Jeg har lige haft 1.5 år i karussellen, fuldstændig som du beskriver det her.

        Til trods for jeg selv er psykoterapeut, så blev jeg lullet ind i hendes spind og mistede mere og mere mig selv. Hun mestrede at få mig tilbage to gange efter jeg slap fri. 3. gang frygter jeg… og gør mit til at holde stand.

        Ret interessant er det, at ikke alle narcissister bliver udadreagerende aggressive, men mestre at projicere deres aggressivitet ud på omgivelserne, der så blive eksponeret som “du er sur”, og narcissisten går igen fri…

        Kvinden jeg var sammen med mestrerede til fulde det passive-aggressive spil, fx undlod at svare på spørgsmål og drejede samtalen over i noget andet (hendes spot-light). En anden finte hun benyttede var, at behov jeg søgte dækkede undlod hun fremover at imødekomme. Fx. at kysse god-morgen/-nat eller hilse/sige godmorgen/-nat. Anerkendelser fandtes heller ikke. Kun direkte eller indirekte kritik.
        Så når jeg blev såret, ked-af-det eller vred på hende, så skabte jeg drama. Det var jo selvsagt alene mig, der var årsag til al drama…

        Hun tog aldrig personligt ansvar for noget som helst… alle hendes venner (alle perifere venner og kun rygklappere) og familie blev nedgjort af hende, sågar hendes egne børn.

        Jeg lærte at gå på nåle, for hun var ekstrem overfølsom for noget der kunne smage af kritik. Ret tidligt lærte jeg, at jeg ikke måtte “lave en scene”, når vi var sammen med hendes familie, venner eller kolleger… det havde en af hendes tidligere eksmænd gjort (i øvrigt har hun været gift 6 gange og har er utal af korte forhold bag sig…)

        Ja, uheldigvis arbejder jeg på samme arbejdsplads som hende, hvor jeg udsættes for chikane og løgn, der sætter hende i det bedste lys. Selvsagt skal jeg videre derfra.

        Hvis noget er for godt til at være sandt, så er det værd at mærke grundigt efter.

        Tak for ordet.

        • Christina Copty skriver:

          Kære Kim,
          Tak fordi du deler din erfaring, for det er vigtigt at pointere at dette netop ikke er en kønsspecifik problematik. Men derudover er jeg selvfølgelig trist over, at du har oplevet at stå i modtagerenden af denne ekstremt destruktive adfærd. Hvis ikke du har læst min bog, vil jeg anbefale den – måske også i kraft af dit virke.
          Jeg ønsker dig det bedste fremover. Og ja – hvis noget er for godt til at være sandt, så er det i sagens natur ikke sandt.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

          • Kim skriver:

            Hej Christina

            Jeg har nu læst din glimrende bog, og jeg anbefaler enhver at læse den. Nem at læse og meget at blive bevidst om i sig selv og i andre.

            Jeg anbefaler en eventuel fremtidig revidering af bogen resulterer i en kønsneutral udgave, da jeg oplever en vis form for hypnose/stigmatisering i de mange gentagelser gennem bogen, at det er manden, der er narcissist. Ganske vist nævner du indledningsvis i bogen, at også kvinder kan være narcissister.

            Mvh.
            Kim

          • Christina Copty skriver:

            Kære Kim,
            Tak for din tilbagemelding. Bogen “Den Svære Kærlighed” kommer ikke til at blive revideret i en kønsneutral udgave, men jeg kan måske glæde dig med, at den næste bog, jeg netop er igang med at lægge sidste hånd på, (der handler om psykisk vold), henvender sig til både mænd og kvinder. Snart vil du også kunne finde et onlinekursus om narcissisme her på min side, der handler om både den mandlige og den kvindelige narcissist.
            Dbh,
            Christina Copty

  37. S skriver:

    Hold fast man det er spot on det der

    Står selv i det – så sent som i foregårs var endnu et skænderi – det endte med jeg midt i det hele sagde nok noget af det eneste jeg ikke skulle havde sagt – nemlig at jeg var fuldstændig lige glæd hvis det hele stoppede da han alligevel ikke er værd at græder over – og bum han blev sur og til sidst opgav jeg og vi endte med at se film og spise slik som intet var sket
    Er så klar over hvad han gør (stoffer / sælger stoffer og hvad han er for en og at han lyver konstant )- men tør ikke stoppe det da jeg ikke ved hvordan han vil reagere og gøre og vi arbejder samme sted og bor tæt på hinanden så vil støde ind i ham konstant og og ingen tror på mig når jeg prøver at fortælle dem hvordan han er og hvad det gør ved mig og at jeg har brug for at have deres rygge når tid er – for næ for på arbejdet er han i og åh så charmerende og aldrig sur eller noget og hvis han er går han bare ud og ryger joint og selv det er der ingen der kan mærke / se på ham
    Så tak for den her beskrivelse af karrusellen den vil jeg helt sikkert prøve at vise en veninde i håb om hun så vil forstå hvad jeg går igennem

    • Christina Copty skriver:

      Kære S.
      Jeg er glad for at beskrivelsen af karrusellen er brugbar for dig. Jeg har dog lige lyst til at knytte en enkelt kommentar til det du skriver: Du skriver at du har brug for andres ryg, når du forlader ham og at du har brug for at de tror på dig – jeg tænker at du måske skal arbejde med at opbygge din tillid til din egen dømmekraft, sådan at dit liv ikke afhænger af andres meninger, holdninger eller forståelser, for hvad nu hvis de aldrig vil forstå dig? Er det så ensbetydende med, at du skal blive i noget, du ikke er glad i?
      Der er en masse viden at hente om dårlige parforhold, som måske er værd at google dig frem til, og jeg kan fortælle at d. 10 februar 2022 udkommer min næste bog “Partner, Løgner, Elsker, Krænker: Om Psykisk vold i parforhold” der indeholder en masse nyttig viden og redskaber til at gøre sig fri af partnere, der viser et ansigt udadtil og et andet i forholdet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  38. Line skriver:

    Det er præcis sådan mit helvedes liv har været de sidste 4 år. I dag er jeg kun skyggen af mig selv og kan ikke komme op igen

    • Christina Copty skriver:

      Kære Line. Jeg ved det kan føles som om man endegyldigt er bragt i knæ, men jeg ved også af mange års erfaring at man heldigvis kan arbejde sig op igen, og jeg håber at du finder den rette hjælp for dig. Jeg kan anbefale dig at lytte til min podcast Gaslight (podimo, mofibo, nextory osv), hvor du kan høre hvordan andre er kommet igennem og har fundet deres ben igen.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty.

Leave a Reply to HoppemusCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.