Narcissistens Flyvende Aber

Flyvende aber er et udtryk, der bruges til at beskrive de mennesker, der lader sig forføre af narcissistens fortællinger om andre. Det kan for eksempel være kollegaerne, der tager narcissistens ord for gode varer, når han* fortæller, hvordan chefen snød ham. Det kan være forældrene, der tager narcissistens parti over deres eget barn, når han beskriver hvor ondskabsfuld deres datter er, og det kan være den idealiserede eks, der altid bakker sin narcissist op, ligegyldigt hvilke beviser, der hober sig op mod ham. Når det er meget slemt, kan det kan være børnene, der tager narcissistens parti mod den anden part, fordi de lader sig forføre af narcissistens gaver eller tårer.

Flyvende aber er som regel medløbere, der er mere optagede af at være vellidte end af at stå fast. Ofte har de en ubevidst frygt for narcissistens vrede, som de fornemmer ligger klar til angreb lige under overfladen, hvis de ikke er enige med narcissisten. Men oftest lader de sig forføre, fordi de tror, at de via den vej kan blive noget særligt for narcissisten. Få særstatus.

Oftest drejer det sig om mennesker, der, ligesom de af os, der selv er faldet for en narcissist, ser op til ham, beundrer ham og synes han nærmest er omgivet af en særlig stråleglans. Han kan noget, synes aberne, og ih, de længes efter at kunne det samme. Men fordi de er hæmmede enten af jantelov eller lavt selvværd, er de nødt til at få noget stjernestøv by proxy, altså via overførsel, og det gør, at de hjertens gerne render narcissistens ærinde, for så kan han rose dem, og de kan føle sig dygtige. Føle sig Rigtige. Det lugter trods alt lidt af kanel…

Narcissisten for sin del har brug for aberne, for det er igennem aberne, at han bliver stor. Uden aber, ingen magt. Hvis han stod alene, uden den tilbedende opbakning han får fra sine aber, ville narcissisten fremstå lille, latterlig og uvæsentlig, men fordi han formår at skabe sig en skare af tilhængere, der labber alt han siger i sig, har han en platform som han bruger til at skabe sig den virkelighed han vil have.

Og hvad er det så aberne gør? Jo, de sendes enten i byen for at opsnappe informationer (oftest om en eks er begyndt at se en anden),  eller de flyver rundt med historier fra narcissisten, der gavner narcissisten, men som har endnu et formål: At skade narcissistens opfattede fjende. Aberne bruges til at skabe gode, solide smædekampagner til fordel for narcissisten, hvor han selv fremstår uskyldig, og hans fjende som krænkeren, den utilregnelige, den psykisk syge; altid noget, der har at gøre med ‘fjendens’ personlighed, så det på ingen måde kan tilskrives narcissistens adfærd.

Eksempel:

Hun har forladt ham, fordi hun ikke længere kunne holde deres evindelige skænderier ud. Han kan ikke tåle, at andre skal vide, at hun er gået fra ham, for så tror de, at der er noget galt med ham. Han er ikke ‘sådan en, der bliver forladt.’ Derfor fortæller han alle, at han smed hende ud. Han fortæller, at hun har snydt og bedraget ham, og at de har skændtes i lang tid, fordi hun er udenfor pædagogisk rækkevidde, faktisk psykisk syg. Han fordrejer sandheden lige tilpas til at skænderierne kan se godt ud fra hans vinkel, og så sendes aberne ellers i byen med et “I behøver ikke tage del i det her, men jeg synes bare I skal vide, hvad det er for et menneske I har med at gøre. Hun har for øvrigt heller aldrig kunne lide jer”

Eksempel:

Børnene er blevet med deres narcissistiske mor efter et voldsomt brud, hvor faderen var nødt til at forlade hjemmet hurtigt pga narcissistens eskalerende raseri. Børnene bliver herefter underlagt mors uafbrudte tårer, hendes foragt og vrede på faderen, og hun trækker børnene tættere ind til sig, ved at sige “Jeres far har forladt os. Nu har vi kun hinanden, og vi skal passe på aldrig at lade ham komme tæt på igen, for han er meget syg.” Børnene, der oftest har haft en god, nær og tryg relation til deres far inden skilsmissen, bliver nu pludselig utrygge ved deres far, og samtidig føler de et ansvar for mors velbefindende, så de går med til at stadfæste historien om en syg og ond far, som de ikke længere ønsker at se.

Der er utallige eksempler på, hvordan aberne (mis)bruges af narcissisten af den ene grund at narcissisten ikke kan tåle at tabe. Når man lever sit liv ud fra devisen om rigtigt og forkert, sort-hvid, vil der altid være en taber og en vinder, og narcissisten vil for alt i verden se ud som om han vinder, især når han taber, også selvom det koster andre dyrt.

Kan der gøres noget? 

Hvis du er udsat for flyvende aber, kan du glemme alt om at nå dem med fornuft. Deres øjne og ører er fyldt med narcissistens version af virkeligheden, så du vil komme til at fremstå som bitter, ond, ja, alle de ting som narcissisten beskylder dig for.

Istedet skal du sætte dine grænser tydeligt overfor aberne, og gå hvis de ikke respekteres. Det vil rent praktisk sige, at du siger klart fra: “Jeg vil gerne være sammen med dig, og jeg værdsætter dit selskab, men jeg vil ikke være skraldespand, derfor skal du ikke gengive eller viderebringe noget fra x (narcissisten) til mig. Hvis det er svært for dig at respektere dette, vil jeg gå fra situationen” Kun når du sætter dine grænser tydeligt vil aberne tie og i mange tilfælde begynde at reflektere over deres egen rolle – og kun på den måde mister narcissisten sin magt. For husk: uden aber, ingen magt.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

*Der er både mandlige og kvindelige narcissister. For nemheds skyld bruges her det mandlige pronomen.

PS: Hvis du vil læse mere om flyvende aber og narcissister, anbefaler jeg min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, der kan købes til en fordelagtig pris lige her.

PPS: Der er lige nu (januar 2018) venteliste til terapi hos mig frem til foråret. Hvis du ønsker at komme på venteliste, kan du skrive til mig på mail@christinacopty.dk

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: Når de Blå Mærker sidder Indvendigt

Jeg er ikke blevet slået. Jeg er ikke blevet truet på livet. Og jeg er ikke blevet skældt hæder og ære fra. Tæller min historie så? Og har jeg så ret til at sige, at min ekskæreste er narcissistisk?

Curseren på min computer står og blinker. Det er anden gang, at jeg går i gang med at skrive om min oplevelse med en narcissistisk partner. Det er rigtig svært at skrive om, for selvom det nu er halvandet år siden, at min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, så er det stadig vanskeligt for mig at tegne et entydigt billede af min historie, som jeg kan holde endegyldigt fast i. Brudstykker dukker op og føjer en ny dimension til den historie, jeg ellers lige troede, var blevet mit facit. Og egentlig er det nok hele min historie om livet med en narcissist i en nøddeskal: Man (jeg) tvivler igen og igen på mine oplevelser. Det er, som om jeg er blevet den lille dreng i H. C. Andersens eventyr: ”Kejserens nye klæder”, der står i folkemængden og bryder illusionen ved at råbe: ”Jamen han har jo ikke noget tøj på!” for blot et par sekunder senere at spørge mig selv, om det mon i virkeligheden bare er mig, som skal have briller?

De fysiske tegn på livet med en narcissist er så nemme at forholde sig til. De er til at tage og føle på. Det bliver konkret og synligt. Når jeg ikke har den slags at hænge min historie op på, så bliver jeg bange for at være en drama queen. Jeg har set, læst og hørt mange interviews med Christina Copty, og næsten hver gang stiller journalisten spørgsmål, som går på, om det, Christina fortæller, i virkeligheden ikke er ret almindeligt og hverdagsagtigt for de fleste. Jeg bliver bange for, at folk skal tænke det samme om mine oplevelser. Og jeg forstår egentlig godt, at man som udenforstående kan tænke sådan. Selv for mig, og mange andre som kender til livet med en narcissist, kan det være frygteligt svært at finde hoved og hale i, hvad der er narcissistisk, og hvad der ikke er. Men jeg vælger alligevel at dele min historie, fordi jeg ved, at vi faktisk er ret mange i samme båd, og det betyder så uendeligt meget at vide det, når man tror, man sidder helt alene i en synkende skude på et åbent hav. Skammen, tvivlen, de selvnedgørende tanker og tabuerne fylder nemt så meget, og jeg er endelig, endelig, endelig nået hertil, hvor jeg tør stå ved, at dette er mine oplevelser! Dette er en del af min historie! Og dette er virkelig sket for mig!

Dameblade, selvhjælpsbøger og veninder blinker med røde advarselslamper. Efter halvandet år burde man for længst være videre, og det bliver hurtigt til en kamp inde i mig, hvor tiden bare går, mens jeg mærker min hals snøre sig sammen. Jeg er bare ikke længere i processen, men det burde jeg jo være! Da jeg finder frem til Christina Copty og bliver klogere på narcissisme, får jeg endelig ro på. Jeg er lige, hvor jeg skal være i forhold til at komme ud af forholdet med en narcissist. Det er nemlig ikke bare en klassisk kærestesorg, som kan klares med en pakke kleenex og en rebound. Det er forsøgt, men det virker ikke. Ikke for mig i hvert fald. For alle de subtile, psykiske skader tager lang tid at komme sig over. For mig tager det faktisk også tid at opdage skaderne, fordi der er så meget dårlig opførsel, jeg har accepteret. Nok mærkede jeg tit, at noget var galt, og jeg sagde det også højt på mange forskellige måder, men samtidig fik min ekskærestes reaktion mig hver gang til at tvivle på, om min oplevelse var overdrevet – og om jeg overhovedet havde ret til at have den. Igen og igen stod jeg med et ben i hver lejr: ”Har han virkelig ikke noget tøj på – eller er det mig, som skal have briller?”

Lidelse og forvirring var overhovedet ikke på tapetet, da min ekskæreste og jeg blev kærester. Tværtimod. Min ekskæreste og jeg lærte først hinanden at kende som venner. Vi havde begge andre kærester, men min ekskæreste blev hurtigt vild med mig og var sågar parat til at være sin kæreste utro for at være sammen med mig. Det var jeg overhovedet ikke parat til, og samtidig var jeg ærlig talt heller ikke så vild med ham, som han var med mig. Det ændrede sig dog over tid, og da jeg endelig blev forelsket i min ekskæreste, kunne han slet ikke fatte sit eget held! Jeg var mere end forgudet, og det havde jeg ikke prøvet før på den måde, så jeg forstod sådan set heller ikke mit eget held. Men jeg forstod dengang heller ikke, at der er en god grund til, at ”højt at flyve, dybt at falde” er blevet en fortærsket kliché…

Min ekskæreste led af alvorlig stress, og han var meget isoleret og ensom. I dag er det tydeligt for mig at se, at han ikke bare led af stress. Han havde en dyb depression. Meget hurtigt blev jeg til hans redningskrans, fordi han ikke havde andre. I alle de år vi var sammen, har jeg aldrig mødt hans venner. Min ekskæreste gjorde meget ud af at fortælle mig, at vi havde noget helt særligt sammen. På en måde følte jeg mig meget unik og værdifuld, og samtidig begyndte jeg også at føle stor afmagt og stress. Min ekskæreste og jeg kom hurtigt ind i en redder-offerrelation, hvor jeg var den skønne Florence Nightingale, og han var det stakkels offer. Jeg overvejede tit at gå, men jeg turde ikke. Jeg turde ikke, fordi jeg i ramme alvor frygtede, at min ekskæreste kunne finde på at tage sit eget liv, hvis jeg gjorde det. Jeg husker, hvordan vi en aften stod og hyggede os med at lave mad sammen. Vi snakkede om hans arbejde, og jeg var igen den medfølende og lyttende kæreste. Pludseligt ud af det blå sagde min ekskæreste, at han nogle gange havde overvejet, om det overhovedet var værd at blive ved med at leve. Jeg blev så forskrækket! Samtidig var der også rigtigt dejlige stunder, og dem higede jeg desperat efter. Jeg higede så meget efter dem, at jeg selv gik i terapi, beordrede ham i terapi, slæbte os i parterapi, læste ufatteligt mange bøger og blogs om parforhold og diskuterede det om og om igen med mine veninder. For der var jo som sagt engang, og hans ord overbeviste mig hele tiden om, at vores forhold var unikt, og jeg var den eneste ene. Der var bare lige den hage ved det, at jeg sjældent kunne få hans ord og handling til at hænge sammen.

I ord havde vi det fantastisk sammen, og vi havde en fantastisk smuk drøm foran os med hus, børn, hund og lutter idyl og lykke. Drømmen blev så virkelig, at vi det meste af tiden levede mere i den, end vi levede i virkeligheden. Jeg tror i ramme alvor, at min ekskæreste selv troede så meget på den drøm og hele illusionen, at det blev til hans virkelighed. Det var også en drøm, som jeg vitterligt havde, og den blev som det lysende fatamorgana, som jeg kæmpede desperat for at nå hen til. Men lige meget hvor meget jeg kæmpede, så nåede vi aldrig derhen. Den virkelige virkelighed var, at vi ikke havde hverken hus, hund eller børn. Faktisk boede vi ikke engang sammen. I fem ud af ugens syv dage vidste jeg egentlig ikke, hvad min ekskæreste foretog sig. Selvfølgelig snakkede og skrev vi sammen, men jeg var ikke en del af hans hverdag – og omvendt.

Da vi blev kærester, boede vi næsten i hver sin ende af landet. Min ekskæreste var ikke glad for det lille provinssted, hvor han boede, og samtidig stod jeg selv ved en skillevej i mit liv. Min ekskæreste meddelte mig, at når jeg vidste, hvor jeg ville bo, så ville han flytte med. I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det var noget, vi skulle have taget aktiv del i og ansvar for begge to, men her blev opskriften allerede nedskrevet for resten af vores forhold: Min ekskæreste fortalte mig, hvor meget han ville mig, og derfor var han endda så storsindet at lade mig træffe de valg, jeg ville, og så skulle han nok følge trop. På den måde kunne min ekskæreste fortsætte sit liv, mens jeg stod med alt ansvaret og beslutningerne, samtidig med at han fik det til at se ud, som om at det faktisk var meget storsindet af ham. Da jeg så traf en beslutning om, hvad jeg gerne ville og glædede mig til et liv sammen med min ekskæreste, blev jeg fælt overrasket. Han fulgte ikke med alligevel. Der var så mange undskyldninger for det, og det skortede ikke med store kærlighedserklæringer og lignende ord, som alt sammen fik min ekskæreste til at fremstå som den mand i verden, der ville mig allermest, meeeen… der var bare lige det og det, som gjorde det lidt besværligt lige nu. Offerhistorierne havde en længere kø end Tivoli i højsæsonen, mens hans handlinger bandt ham endnu mere til det liv, jeg ikke var en del af.

Jeg begyndte at tilsidesætte mine egne behov. Jeg kunne godt få dem opfyldt, hvis jeg gav mig 100 procent som redder og kun koncentrerede mig om at støtte min ekskæreste i at få ham ud af sin depressive tilstand. Men det kunne jeg ikke overskue. Så jeg stod altid i et dilemma imellem, om jeg havde flere kræfter til at være endnu mere redder, så jeg kunne få det fantastiske fatamorganaforhold, eller om jeg ikke havde energien og måtte give køb på mine behov. Langsomt blev jeg mere og mere drænet i forholdet med min ekskæreste, og jeg følte mig så forbandet utilstrækkelig. Jeg kunne efterhånden kun lige og lige overskue min hverdag, men jeg orkede hverken venner eller fritidsinteresser. Det skal siges, at min ekskæreste helt bestemt også havde gode sider. Han kunne være utroligt sød, lyttende og støttende, hvis jeg havde problemer, så længe de bare ikke involverede ham selv eller krævede, at han skulle give afkald på noget vigtigt for ham.

En enorm ambivalens voksede inde i mig. Jeg følte kærligheden, samtidig med at jeg også var vred. Jeg gik ufatteligt mange ture, hvor jeg prøvede at finde hoved og hale i det hele. Jeg snakkede også med veninder om det, men efterhånden begyndte jeg at lade være, fordi jeg skammede mig over, at vi nu igen igen havde krise i vores forhold. Af og til forlangte jeg en pause i forholdet, og når vi havde de pauser, tænkte jeg som en gal over, hvad vi skulle gøre anderledes. Min ekskæreste derimod skruede bare endnu mere op for de sociale aktiviteter. Når jeg udtrykte min vrede, uanset om det var helt stille og roligt eller med hævet stemme, så havde vi virkelig balladen! Min ekskæreste reagerede ikke med stor, eksplosiv vrede. Tværtimod. Han blev ked af det og lod mig forstå, hvor meget han jo bare prøvede at gøre mig tilfreds og leve op til mine høje (urimelige) krav. Da vi kom længere hen i forholdet, begyndte han også at gøre det klart for mig, hvor meget jeg overreagerede, og han ville ikke stå model til, at jeg råbte og skreg af ham, som han udtrykte det. Jeg var fx bekymret for hans alkoholindtag, fordi rigtig mange i hans familie er alkoholikere. Min ekskæreste prøvede i den tid, vi var sammen, at dæmpe sit alkoholforbrug, men mod slutningen af vores forhold, mente han, at jeg havde holdt ham nede, og han havde overhovedet ingen problemer. Som han direkte sagde: ”Nogle gange har jeg bare brug for en ventil, hvor jeg skyller hjernen igennem med øl.”

Jeg bad min ekskæreste om at række mere ud til sit netværk (som jeg ikke kendte), fordi jeg ikke kunne være hans eneste redningskrans. Det begyndte han også langsomt at gøre, og det gjorde mig egentlig glad, men det gjorde mig også bange og usikker. For det var, som om at når min ekskæreste havde andre, som kunne fylde ham op med især sociale aktiviteter og bekræftelse, så glemte han mig. Når jeg delte disse oplevelser med min ekskæreste, havde han den samme undskyldning om, at jeg engang havde bedt ham om ikke at kontakte ham i en brandert. At jeg sidenhen havde sagt noget andet, sågar i parterapi, kunne han sørme ikke huske. Og igen kom alle kærlighedserklæringerne. Det ændrede bare stadig ikke på hans adfærd. Jeg blev så usikker på, om det så var mig, der var for meget, for jaloux og for krævende. Men samtidig havde min ekskæreste meget brug for, at han ikke følte sig holdt udenfor, og jeg skulle hele tiden sørge for at give besked på forhånd, hvis han ikke kunne få fat i mig, eller hvis vi ikke kunne ses. Hvis jeg ikke sørgede for det, vidste jeg ikke, om jeg så havde et forhold at vende tilbage til. Det gjaldt selvfølgelig ikke den anden vej rundt, og da jeg engang påpegede det urimelige i det overfor min ekskæreste, blev det vendt om til, at jeg var urimelig og overreagerende.

Vores forhold endte lige så langt nede i rendestenen, som det var begyndt oppe på piedestalen. Min ekskæreste levede mere og mere et liv, jeg ikke kendte noget til, og jeg havde mere eller mindre givet op. Men jeg kunne ikke finde ud af at give slip. Jeg fornemmede, at min ekskæreste langsomt kørte et liv i stilling udenom mig, så han havde de forsyninger, der skulle til for at klare sig uden mig. Og ganske rigtigt var det sådan, det hele endte. Jeg gik virkelig fra at være idealiseret til at være kasseret og løjet for.

Tiden efter bruddet var virkelig hård. Jeg var fuldstændig slidt ned til sokkeholderne, og jeg havde ikke haft overskuddet til at køre nye forsyninger i stilling, ligesom min ekskæreste havde. Jeg havde en kæmpe vrede inde i mig, som jeg ikke kunne komme af med, for manden var ikke længere i mit liv. Samtidig begyndte jeg at få mareridt stort set hver nat, som alle sammen gik på, at min ekskæreste ydmygede mig. Jeg rakte ud til mine venner og familie, men de færreste forstod det mareridt, jeg stod i med åbne øjne både dag og nat. Ydmygelsen fyldte alt, og jeg læste rigtig meget på Christina Coptys blog og i bøger om narcissistiske forhold. Var der blot én narcissistisk egenskab, jeg ikke kunne genkende ved min ekskæreste, så smed jeg det hele på gulvet og så mig selv som totalt langt ude. Min ekskæreste opførte sig ikke som en klassisk grandios narcissist. Tværtimod. Da jeg langt om længe fandt ud af, at der også findes noget, som hedder ”skrøbelige narcissister”, faldt tingene på plads inde i mig. Dér havde jeg min ekskæreste i en nøddeskal.

Jeg skammede mig, så mine tånegle sad kronisk fast i mine fodsåler. Jeg skammede mig over at have fundet mig i sådan et forhold. Jeg skammede mig over, at jeg gav så meget køb på mig selv. Jeg skammede mig over, at jeg ikke var i et lykkeligt forhold. Jeg skammede mig over, at jeg havde så svært ved komme videre. Jeg skammede mig over kort sagt over alt!

Når jeg fortæller min historie om min tid med en narcissistisk kæreste, så er jeg godt klar over, at der er nogen, som ikke forstår det. Jeg er også godt klar over, at det her er min oplevelse, min version, af det skete. Derudover er jeg også godt klar over, at der kan være nogen, som måske tænker, at min historie virker som en historie, hvor jeg gør mig selv til et sagesløst offer for en ond, ond mand. Sådan ønsker jeg ikke, at det skal forstås. Jeg tror oprigtigt, at kærligheden mellem os var reel, men det er kun i Hollywoodfilm, at den overvinder alt. Kærlighed er bare ikke nok, når der er så komplekse og dysfunktionelle dynamikker i spil. Og selvfølgelig har jeg også måttet kigge mig selv dybt efter i sømmene for at blive klar over, hvad det var, der drev mig til at blive i forholdet.

Jeg deler min historie, fordi jeg gerne vil bryde med skam, ensomhed og tabuer. Jeg deler også min historie, fordi den giver et indblik i, hvordan det kan føles at være i et forhold, hvor de blå mærker sidder indvendigt på huden. Jeg deler den også for at vise, at der er hjælp at få, og der er en vej ud af tågen! Vejen er rigtig lang, og jeg er stadig i proces, men min livsglæde og min viljestyrke vinder frem, og jeg minder mig selv om, at jeg fortjener bedre. Et rigtig vigtigt skridt er at give mig selv lov til at have mine oplevelser og min sandhed.

__________________________

Vil du også gerne dele din historie, så send den til mig på mail@christinacopty.dk

Udgivet i Gæsteblogger, Narcissisme, Parforhold, Terapi | 1 kommentar

Automatisk kladde

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: Brev til V

Til V

Der er et kendt Nietzsche citat, der lyder: ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Men hvad, hvis du ikke dør fysisk, men dør psykisk og følelsesmæssigt? Hvad, hvis det, der ikke slog dig ihjel, ikke efterlod dig stærkere? Hvad, hvis det bedøvede dig, berøvede dig og efterlod dig tom?

Ovenstående linjer skrev jeg et år efter vores brud. Jeg var nedbrudt. Ulykkelig og træt. Havde kæmpet og kæmpet. Givet alt, hvad jeg havde og mere til. Havde givet helt slip på mig selv. Veget til side for at give os, eller rettere sagt dig, plads. Som en vampyr havde du suget alt liv, al mening og al kærligheden ud af mig. Du havde taget det, der var smukt i mig, og gjort det grimt. Som en tornado havde du ødelagt alt på din vej. Efterladt mig tom. Rådvild. Ude af stand til at navigere i den virkelig, jeg nu stod i.

I over to år var du hele min verden. Alt, jeg drømte om, inkluderede dig. Da jeg mødte dig, var jeg lykkelig. Havde endelig fundet ”hjem”. Havde brugt så mange år på at finde mig selv. På at elske mig selv for den, jeg er. På at rydde op i de ting, der havde hængt som en lænke om min fod. Havde endelig fundet ind til kernen i mig. Kunne for første gang se mig selv i spejlet. Smile. Sige: ”Du er skøn, som du er. Du er værd at elske. Du fortjener alt det gode her i livet”. Havde givet slip på alle de dårlige minder. Alle de gange, mit hjerte var blevet knust. Alle de tårer, jeg havde grædt. Havde lært at passe på mig og min sårbarhed. Give mig selv plads til at være den, jeg er. Da jeg mødte dig, følte jeg endelig, at den længsel, jeg havde efter kærlighed, blev mødt. Følte, du så mig. Følte, du elskede mig for den, jeg var. Følte jeg en samhørighed, jeg ikke havde følt før. Med dig var jeg speciel. Udvalgt. Forgudet. I al fald for en stund.

Det blegnede i lyset af alle de egoistiske, respektløse, løgnagtige, manipulerende, nedbrydende, psykisk og følelsesmæssige voldelige ting, du udsatte mig for. Det, du ødelagde i mig. Den skade, du forvoldte. Det lort, du fyldte mig med. Uden at jeg opdagede det. Ofte har det været svært for mig overhovedet at huske alle de ting, der foregik. Det var så systematisk. Nedbrydende. Traumatiserende. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skubbe det væk. Flygte. For at overleve. For ikke at knække. Bryde sammen. For ja, der var tidspunkter, hvor det var tæt på at tage livet af mig. Enten ville mit hjerte briste af smerte og sorg. Min hjerne eksplodere af tanker, der gik amok. Eller manglen på søvn og mad, angsten og smerterne, gøre, at min krop gav op. Det var lige før, at døden ville være bedre end livet. Jeg tænkte på, at gøre det. Hvis ikke min krop gjorde det af sig selv.

Hvis vores forhold var en lang tørke, der langsomt udtørrede og udpinte mig. Efterlod mig tom. Død. Forladt. Så var vores brud et jordskælv. Tiden efter en tsunami. Ødelæggelserne satte spor længe efter. Sårene var så åbne og tydelige. Den eneste grund til, at jeg ikke forblødte, var, at jeg havde lavet tykke forbindinger. Intet kunne trænge ind. Intet kom ud.

Du er narcissist. Det kan ikke diskuteres. Du manipulerer. Lyver. Bygger op, for at bryde ned. Suger alt ud af den, der giver dig kærlighed. Du efterlader kaos, hvor du har hærget. Jeg så det ikke før, det var for sent. Faktisk så jeg det først længe efter.

Jeg viste dig hudløst ærligt, hvem jeg var. Viste dig alle mine styrker og svagheder. Al min sårbarhed. Du tog den sårbarhed, og brugte den imod mig. Jeg elskede dig ubetinget. Jeg bar dig, når du ikke selv kunne gå. Stillede mig foran dig, når du var i fare. Passede på dit hjerte, som var det en glaskugle. Selv da vi måtte skilles, prøvede jeg på at vise dig respekt. Du gjorde det omvendte. Du bar nag. Brugte mine usikkerheder til at gøre mig mere usikker. Huskede alle fejl, jeg begik. Bebrejdede mig for dem. Gav mig ansvar for alt, der gik galt. Afviste mig, når jeg havde brug for dig. Elskede mig kun, når du følte, jeg fortjente det. Du byggede mig op. Elskede mig. Forgudede mig. Fik mig til at føle mig speciel. Når du så brød mig ned, kunne kun du bygge mig op igen. Jeg blev afhængig af dig. Det virkede som om du nød det. Elskede den magt, du havde. Fordi jeg elskede dig ubetinget. Fandt mig i det. Måske havde du det så dårligt med det menneske, du var, at du blev ligeglad med, hvor ødelagt jeg blev. Så længe du kunne bevare din facade. Selv kunne leve videre. Og videre kom du. Allerede inden vi var forbi.

På grund af dig, begyndte jeg at tro, at det var mig, der var skør. Det var mig, der var noget galt med. Du satte spørgsmålstegn ved alt. Hvad jeg syntes. Følte. Sagde. Gjorde. Troede. Mente. Vurderede om mine følelser var rigtige eller forkerte. Du var overfladisk. Havde behov for at vise dig frem overfor andre. Fremstå perfekt. Rig. Succesfuld. Alt sammen en stor, tyk løgn. Du udnyttede mig økonomisk. Behandlede mig så dårligt, at sex til sidst blev en pligt. En tvungen nødvendighed for at undgå utroskab. Så stort et overgreb, at hver gang var smertefuldt. Jeg bed det nogen gange i mig. Andre gange sagde jeg stop. Du sagde det var mit problem. At jeg måtte fikse det. Snart. Ellers måtte du få tilfredsstillet dit behov et andet sted. Hvilket du sikkert allerede havde gjort. Du lod mig forsvare dig overfor hele verden. Fik mig til at fremstå som et underdanigt fjols. Tro på dig fremfor alle andre. Når du i virkeligheden var fuld af løgn. Hvis jeg ville behandles som en prinsesse, måtte jeg opføre mig som en. Ville jeg elskes ubetinget, måtte jeg gøre mig mere umage med at tilfredsstille dig. Du fik mig til at føle mig mindre værd. Mindre elsket. Mindre prioriteret. Mindre smuk. Mindre alting.

Jeg var indlagt i fem måneder på grund af dig. Var på antidepressiv, beroligende og angstdæmpende medicin. Kunne ikke sove uden medicin. Ikke komme i gang om morgenen uden medicin. Isolerede mig. Kunne ikke mærke noget. Ikke huske. Ikke føle. Ikke forholde mig til tid og sted. Havde angst. Var ligeglad. Havde ikke lyst til noget. Var ensom. Savnede en at elske, som jeg elskede dig. En til at fylde det tomrum, du efterlod. Det stod slet ikke mål med det menneske, du var. Måske du efterlod så stort et tomrum, fordi du også tog mig med? Jeg måtte lære at fylde det tomrum ud selv. Det var svært. Det tog tid. Savnede en at holde om. En at kysse. En at holde i hånden. En at røre ved. En at kigge i øjnene. En at dufte til. En at savne. En at tænke på. En, der tænkte på mig. Ikke som dig. Der nærmest glemte mit navn, før det var slettet fra din telefon. Savnede ikke dig. Men jeg savnede den følelse, jeg havde, når jeg havde det godt med dig. Savnede det, jeg troede, vi havde. En at have en fremtid med. Allervigtigst, savnede jeg en at dele nuet med. En, jeg kunne forsvinde i tid og rum med. En, der fik mig til at føle mig elsket ubetinget. Føle mig som en prinsesse. Føle mig speciel og unik. Som ikke kunne undvære mig. En, der ville have mig lige præcis, som jeg var. Der syntes, jeg var det smukkeste i verden. Der ville vise mig frem for alle. Som lod mig være mig. Fortalte mig, at han altid ville være der for mig. Især, når det var sværest at sige det. Ønskede en, der gav mig frihed og plads til at være mig. Som mødte mig i øjenhøjde.

Tre år er der gået, siden vores veje skiltes. Tre lange år. Spøgelserne hjemsøgte mig længe. Det gør de til tider stadig. Du har været den hårdeste lektie i livet. Men også den største. Jeg ville ikke ønske, at jeg kunne gøre fortiden om. Uden dig, var jeg aldrig blevet den, jeg er i dag. Et bedre menneske. Empatisk. Nærværende. Tilgivende. Rummelig. Rolig. Overbærende. Positiv. Medfølende. Jeg er rejst langt. Rejsen har vist mig, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad, der betyder noget. Hvad, der ikke gør. Jeg har lært, at alt er foranderligt. Har lukket alle mine dæmoner ud. Givet slip på store hemmeligheder. Sagt alt højt. Forsvundet er vreden. Smerten. Sorgen. Meningsløsheden. Angsten. Følelsesløsheden. Ligegyldigheden. Tomheden. Håbløsheden. Jeg har været så langt nede, jeg kunne komme. Været så tom, jeg kunne blive. Været så følelsesløs, jeg kunne være. Jeg er blevet født på ny.

Alt det, jeg frygtede, ville slå mig ihjel. Slog mig ikke ihjel. Efterlod det mig stærkere? Ja, bestemt. Uden tvivl.

Forleden så jeg billederne fra dit bryllup. Jeg så også et par af dem for et år siden, da du blev gift. Med hende du allerede havde fundet, inden vi skiltes. Forskellen er, at denne gang rørte det mig ikke. Det er en kæmpe sejr. Du fylder mindre, end du nogensinde har gjort. Jeg er fri. Og selvom der stadig er svære dage, er det sjældent på grund af dig. Jeg ser fremad. Tror på det bedste. På eventyrerne. På drømmene. På håbet. På glæden. På kærligheden…

Farvel V. Far vel….

L

Udgivet i Gæsteblogger, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

Psykisk vold har mange ansigter, og er derfor ikke altid let at definere. Psykisk voldelige partnere eller eks-partnere har dog en masse fælles adfærdsmønstre, der gør at de er forholdsvis lette at genkende. Blandt andre…

Den psykisk voldelige partner:

  • Respekterer ikke andres grænser, samt ordet ‘nej’ eller ‘lad mig være’ – Der er med andre ord intet hensyn til partnerens afgrænsning.
  • Er kun optaget af sine egne (ofte voldsomme) følelser, der ofte er ude af proportioner med situationen.
  • Har ofte meget svingende følelser, og kan gå fra indædt og truende kold vrede til varmblodige kærlighedserklæringer og fuldstændigt dybe kløfter af ubærlig indre smerte.
  • Har holdninger til alt, og mener at disse holdninger er Sandheden, hvorfor andre behandles som dumme og uvidende – og derfor som laverestående.
  • Lyver nemt og hurtigt for at sløre virkeligheden, hvis den ikke er fordelagtig.
  • Truer om fysisk vold, smider med ting eller har en voldsom, aggressiv fremfærd, der har til hensigt at intimidere og skræmme den anden til underkastelse
  • Kritiserer og vender situationer på hovedet, så offeret føler sig forkert og som den skyldige i alt, der går galt i forholdet.
  • Isolerer sit offer for at eje vedkommendes tanker, kærlighed, opmærksomhed og tilbedelse.
  • Er jaloux og kontrollerende.

De sidste to er blandt andet med til at gøre hundrede sms’er eller emails om dagen til et element af psykisk vold.

Men det starter et andet sted

Det starter oftest som en form for ekstraordinær opmærksomhed, hvor man som udvalgt bliver overøset med lange sms’er, enten af overdrevet seksuel karakter, eller med store følelser, der er ude af proportion med, hvor godt man egentlig kender hinanden. Der ligger hurtigt en lille forventning om, at man skal svare hurtigt, ellers bliver vedkommende ked af det, skuffet eller trist. Bemærk at følelserne i starten er af de bløde, sørgelige slags, og ikke vrede eller hårde – endnu – og vedkommende kan sagtens pakke sin irritation ind i en slags selvopofrende skuffelse, hvor man som den udkårne hurtigt får dårlig samvittighed: Man vil jo ikke virke som en affejende, kold person, når nu der står et menneske, der er SÅ optaget af én og venter på svar.

Så man vænner sig til at tjekke sin telefon hvert femte minut – for man sætter den efterhånden oftere på lydløs, fordi der kommer så mange sms’er, at man synes det er lidt pinligt, når man er sammen med andre. Faktum er dog, at man også føler sig draget af det lille firkantede apparat, fordi man gerne lige vil se, om der er kommet endnu en sød besked ind…altså lige indtil det ikke længere kun er sødt, men nu også har fået et element af pres til at svare prompte, fordi man ikke vil være en dum skid.

Så skriver man tilbage. Hver. Eneste. Gang. Der. Lyder. Et. Pling! Om man sidder i møde, om man er sammen med sine børn, om man er i biografen med venner. Det er ligemeget. Man står til rådighed. Og man skal finde på noget nyt, der er sødt. En ny emoji. En ny seksuel fantasi. En ny bekræftelse til den anden om, at vedkommende er det mest fantastiske man nogensinde har mødt. Set. Elsket. Intet har nogensinde været vildere – og det er rigtigt – for det her ER vildt. Det er stort. Og det er altopslugende. Man ryger ind i en boble, hvor resten af verden kan smuldre om ørene, for derinde i boblen er alt, hvad man har brug for: Opmærksomhed, tid, intensitet og drømme.

Og selv om man opdager, at man langsomt trækker sig fra sit eget liv for at leve livet i Boblen, så gør man det villigt, fordi det føles så rart, så godt, så uuuhmmmmmlækkert, at man ikke kan sige nej til de stunder, man har sammen. Men der ligger også en lillebitte stemme i baghovedet, der ved, at det ikke er sundt. Der ved, at det man har gang i ikke er langtidsholdbart i denne form, for man går ikke fremad sammen, man går ind i Boblen sammen. Man har konstant opmærksomheden rettet mod hinanden, ikke med hinanden ud mod en fælles fremtid.

Og langsomt men sikkert bliver der iltfattigt i boblen. Man kan ikke finde på nye ting at skrive til de konstante sms’er, men de hører ikke op af den grund. Man lærer sig selv at leve med dem. Man tænker “min partner er så usikker på sig selv, at jeg er nødt til at svare, ellers bliver han/hun ked af det.” Man vil jo ikke være en kold og dum skid, vel? Men man er lidt træt af det, for det dræner også livet for energi og man mister sin koncentrationsevne og sin evne til at være i det ‘nu’ man nu er i. For man er faktisk ikke rigtigt til stede andre steder end i sit forhold.

Og når man så begynder at trække sig. Eller man indser at forholdet kvæler al form for udvikling og vækst, begynder man måske at forsøge at sætte grænser, men det er for sent. Grænserne er udviskede, og hvis man forsøger at sætte dem nu, bliver man bebrejdet at man trækker sin kærlighed tilbage. Og man vil jo ikke være en dum skid…

Så man svarer – og man gør mere end det. Nu skal man også bevise, at man selvfølgelig elsker sin partner, så man opper sig og begynder at være den, der skriver først. Og nu bliver man måske syltet. Svarene kommer ikke prompte den anden vej. Nænej, man bliver sat på pinebænken. Og hvis man vover at sige noget, får man at vide, at man jo heller ikke altid selv er god til at svare, så man kan ikke tillade sig at sige noget….nåja, og “var der ikke noget med at du gerne ville have, at der ikke var så meget sms kontakt frem og tilbage? Kan du bestemme dig?” Og så tier man stille og ved ikke helt, hvad der er det rigtige at gøre. For man får også lige smidt i hovedet, at man ikke skal lade være med at sende mange sms’er bare fordi vedkommende ikke lige har tid til at svare på dem – “Hvorfor vil du ændre din adfærd, bare fordi jeg ikke altid lige svarer? Så gør du det for at såre mig, og ikke som mig, bare fordi jeg ikke lige havde tid!”

Fanget. Nu er man pludselig blevet den, der sender mange sms’er og som venter på at partneren svarer, når vedkommende har tid. Og det skaber uro. For hvad blev der af den uendelige strøm af opmærksomhed og kærlighed? Hvorfor er vedkommende ikke længere besat af forholdet? Er der mon en anden i sigte? Er man ved at miste denne enestående kærlighed?

Nu går man ind i en fase, hvor skænderierne bliver hyppigere, for man forstår ikke den ulighed og de til tider fuldstændigt åbenlyse forskelle i ‘regler’ der er, som både er uretfærdige og mærkelige. Sandheden bliver til noget, man skal diskutere, for der er ikke længere nogen form for enighed om, hvad der foregår.

Og her begynder sms’erne at få et andet indhold.

De kommer stadig i en lind strøm, men nu i form af ‘hit and run’ forstået sådan, at man modtager sms’er med anklager og bebrejdelser. Hvis man svarer og forsøger at forklare sig for den anden, bliver sms’en ignoreret. Hvis man derimod ikke svarer, modtager man hurtigt en ny sms med bebrejdelser over, at man er ligeglad og tydeligt skyldig i, hvad nu end bebrejdelsen og anklagen bestod i, fordi man ikke svarede med det samme.

Damned if you do, damned if you don’t.

Og når forholdet så endelig slutter, sidder man tilbage i et af to scenarier:

Enten bliver man kasseret som en gammel, hullet sok, og man hører aldrig fra vedkommende igen – sms stilheden er så høj og øredøvende, at man i lang tid går omkring i en uvirkelighed, fordi man ikke kan finde sit anker. Telefonen er tilbage på lyd og man håber og krydser fingre. Men der er kun stilhed. Man græder og savner og længes. Efter sit fix. Efter det lille ‘Pling’. “Tænker han/hun aldrig på mig?”

Eller:

Man bliver nu udsat for heftige sms ture, hvor der tikker sms’er ind dag og nat sideløbende med, at man bombarderes på mail. Intet er helligt og alt bliver brugt som skyts for at man skal såres. Tilintetgøres. Man skal ikke tro, at man kan slippe godt fra det. Man skal VIDE, man skal EJE, man skal TAGE ANSVAR for at man har været Verdens Største og Ledeste Menneske. Ingen anden på denne planet er så vederstyggelig, ækel, ond og nedrig som man er. Og man forventes at svare – men ikke på en forsvarende måde – det eneste vedkommende er interesseret i er, at man skal lægge sig fladt ned og sige ‘ja’ til alle anklager. Intet andet bliver læst eller accepteret.

Og lige her er mit råd til dig, hvis du står i den situation, hvor du er udsat for denne form for psykisk vold, så skal du droppe al kontakt. Du skal ikke være optaget af at være et ordentligt menneske overfor en person, der bruger dig som boksebold. Du får intet ud af kontakt andet end at du skader dig selv. Din eks bliver ikke et mildere, sødere og mere tilgivende menneske af din totale udslettelse. Og du bliver ikke gladere eller får mere selvrespekt og selvværd af at lade dig udslette.

Så kære du, tag styring på dit liv – Invitér det, der gavner dig, og blokér det, der ikke gør. Vi skaber selv vores liv – og du ved det godt inderst inde… du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | 6 kommentarer

Gæsteblogger: To år i en Boble

Jeg har styr på mit liv, min selvtillid er i top og jeg ved hvad jeg vil. Alligevel blev jeg revet med ind i en boble af vanvid. Det kommer jeg aldrig helt til at forstå.

Min kæreste gennem 9 år og jeg var netop flyttet fra hinanden. 9 stabile og gode år, hvor vi nu var nået til erkendelsen af, at vores forhold i højere grad var et venskab.

Jeg flyttede i en lejet bolig, mens jeg stadig ejede halvdelen af ejendommen min exkæreste og jeg havde købt. Han havde ikke råd til at købe mig ud, så den praktiske del måtte vente lidt.

Nu skulle jeg nyde singlelivet, at være alene, ikke tage hensyn til andre behov end mine egne. Verden var åben. Jeg kunne flytte hvorhen jeg ville. Nærmest skræmmende, at mulighederne var uendelige, men det var også en fantastisk følelse.

Men inden der var gået en måned var jeg forelsket på ny. Min hjerne fortalte mig, at det her ikke var verdens bedste ide, men jeg lod mig rive med.

Vi mødtes i forbindelse med vores fælles passion for frivilligt arbejde.

Fra begyndelsen var der alarmklokker der ringede. Jeg oplevede forelskelsen fuldt ud når vi ringede sammen og særligt når vi skrev sammen på sms eller messenger. Men når vi mødtes manglede der noget. Han var ikke fuldt nærværende og jeg oplevede ikke at hans begejstring på skrift kom til udtryk når vi mødtes. Det var som om der var noget galt med mig. Jeg kunne ikke se, at han allerede her manipulerede med mig.

Han fik andet job og skulle flytte. Det gav sig selv at han skulle flytte hjem til mig. Jeg havde jo et helt hus. Jeg husker det sådan, at jeg ikke havde et valg. Senere har han fastholdt, at det var mig, der insisterede. Det blev et kerneområde i mange af vores diskussioner, at jeg havde så dårlig en hukommelse.

Hans 2 børn mødte jeg hurtigt. De kom til at spille en vigtig rolle i vores forhold.

Når man flytter sammen er der kompromiser der skal indgås. Jeg oplevede at alle de punkter hvor man normalt vil indgå kompromis, blev til kampzoner. Jeg bryder mig ikke om at have døren til soveværelset lukket, når jeg sover. Han lukkede konsekvent døren. Jeg oplevede at mine behov blev fuldstændig ignoreret. Det var små ting, men der var rigtig mange af dem.

Han havde ikke ret mange penge. Det var derfor ofte mig, der betalte. Til sidst var det altid mig der betalte. Han kunne sågar foreslå at vi gik ud og spiste eller i biografen uden han selv havde penge til det. Var det begyndt sådan, så jeg tror jeg bestemt jeg havde reageret. Men det kom langsomt. I starten var han ydmyg overfor det at han ingen penge havde. Alligevel skulle vi have høns, grave køkkenhave, have drivhus. Alt sammen på min regning og samtidig med en følelse af, at det ikke var helt i orden på den lejede matrikel.

På en eller anden måde blev det min opgave at holde ham glad. Det blev vigtigt at han fik det han ville have.

Når børnene kom var det mig, der sørgede for mad og det blev vigtigt for mig, at de fik de bedste oplevelser når de var hos os. Han havde som regel ikke flere penge. Hverken til mad eller til oplevelser og nogen gange heller ikke til benzin. Det var fantastisk når vi spillede spil. Så var vi en lykkelig familie. Men ind i mellem blev det for meget for ham. Så måtte børnene pludselig ingenting. Det blev min opgave at passe på dem og derfor blev det endnu sværere at gå fra ham.

Allerede indenfor det første halve år kom parterapeut på tale. Der var mange situationer hvor vi oplevede at vi overhovedet ikke forstod hinanden. Ikke talte samme sprog. Under diskussionerne holdt jeg godt fast i mig selv og min egen kerne. Jeg vidste hvad der var rigtigt og forkert for mig. Derfor endte det ofte med at han kom undskyldende til mig og at han nok skulle blive bedre til det ene og det andet. Samtidig beskyldte han mig for altid at angribe ham for at det var hans skyld det hele. Det eneste jeg gjorde var at fortælle om mine behov og hvad jeg havde brug for.

Så det at jeg havde brug for noget, vendte han om til at være et angreb på ham. En helt igennem umulig situation.

Mine venner holdt jeg op med at invitere hjem. Det blev for besværligt. Jeg kunne ikke overskue at tilgodese hans behov samtidig med at jeg skulle være sammen med venner. For han gav tydeligt udtryk for i hans kropssprog, at han var utilpas når de var der. Når jeg konfronterede ham med det, insisterede han på, at der ikke var noget i vejen. Ergo måtte det jo være mig, der var noget i vejen med.

Vi fik dog et vennepar, som vi kunne ses med. Et par han kendte. Kvinden inviterede mig til en event for kvinder, som var en tradition og som holdes en gang om året. Jeg var smigret over at blive inviteret og så muligheden for at udbygge mit netværk. Fantastisk. Han skulle også nok køre mig derhen, så jeg kunne drikke uden at skulle tænke på at køre. Kort før eventen blev han udsendt med jobbet omkring 10 dage – han hadede at være udsendt. Han kom hjem dagen før eventen. Han insisterede på at jeg da ikke kunne tage af sted, når han lige havde været væk. Jeg måtte da kunne forstå, at den prioritering var helt gal. Jeg holdt fast og det blev en helt forfærdelig aften. Jeg kunne ikke tænke på andet end at han var rasende derhjemme. Når nu det var min opgave at holde ham glad, så var situationen forfærdelig. Også selvom jeg vidste, at jeg gjorde det som var bedst for mig.

Børnene kom hver anden weekend, men der blev også byttet meget rundt. Jeg blev aldrig spurgt hvad der passede mig og det blev forventet at jeg var hjemme. Fra starten af forholdet gjorde jeg det klart, at han ikke kunne forvente at jeg var hjemme altid, når børnene var der. At det var hans børn og hans ansvar. Alligevel blev det sådan, at jeg skulle sørge for mad og deltage i de aktiviteter han og børnene havde. Han var tydeligt utilfreds, når jeg skulle noget andet.

Det frivillige arbejde, som jo var vores fælles passion begyndte at blive et problem. Vi vidste fra starten at der kunne blive udfordringer, fordi vi repræsenterede modsætninger i det frivillige arbejde. Men problemerne opstod i takt med, at jeg ikke valgte mit frivillige arbejde fra for at være mere sammen med ham og børnene. Jeg fortsatte mig liv som før. Han begrænsede sit arbejde og var til langt færre møder. Han insisterede på, at han ikke havde ændret noget.

Få måneder efter vi havde mødt hinanden, blev jeg pludselig fyret. Det er en voldsom oplevelse at blive fyret og man har virkelige brug for at blive mødt med forståelse og for at få talt om det. Det var rigtig svært at finde plads i vores forhold til de følelser, der følger med en fyring. Jeg kunne ikke blive fritstillet, så jeg mødte dagligt op til en arbejdsplads, som jeg var blevet vraget fra og som jeg ikke skulle være en del af fremadrettet. Det var rædselsfuldt.

Heldigvis fandt jeg mig hurtigt et rigtig godt job. Et job som landsdækkende rådgiver, som gav mig endnu mere tid væk hjemmefra. Det passede ham ikke, men det passede ham fint, at jeg kom til at tjene mere.

Han interesserede sig ikke meget for mit arbejde. Min illusion om at drøfte fælles interesser og oplevelser fra dagens arbejde over et glas vin, kom ikke til at ske.

Da vi skrev sammen i starten, fangede jeg hurtigt en bemærkning om at han gerne ville drikke et glas vin med mig. Det gjorde jeg fordi det at kunne dele en flaske vin er indbegrebet af hygge for mig. Det viste sig, at han ikke drikker vin. Han kan ikke styre det, så han kan ikke nyde et glas vin. Han drikker for hurtigt og bliver meget fuld. Det er der ikke meget hyggeligt i.

Selv drikker jeg gerne et glas vin – også en hverdagsaften. Det så han meget skævt til. Jeg har tidligere boet med kærester, som ikke drak vin, så jeg har lært mig, at jeg sagtens kan tage et glas vin alene. Det holdt jeg op med, for alene måden han så mig på, når jeg hældte vinen op, gjorde mig ubehageligt til mode.

Til gengæld drak han gerne øl. Og senere viste det sig, at han også drak mere og oftere end jeg var klar over. Det var ikke mig han drak med. Det var typisk vennerne. Altså nye venner fra lokalområdet, som han hurtigt faldt i tråd med. I hvert fald de af dem, der godt ville drikke øl med ham. Han blev også rigtig gode venner med min ex kæreste. Vennerne mødtes typisk når jeg ikke var hjemme. Så der kom og gik mange i mit hjem, når jeg ikke var der. Det vidste jeg ikke.

Senere har jeg fået fortalt hvem der kom der. Det forekommer mig stadig besynderligt, at det ikke faldt ham naturligt at fortælle, at der havde været gæster, når jeg kom hjem.

Ind i mellem blev det svært for mig at trække vejret der hjemme. Der var ligesom ikke rigtig plads til mig. Et fristed blev hos min far på plejehjemmet. Her kunne jeg være mig og have følelser og drøfte alverdens ting. Og her blev jeg mødt af kærlighed og forståelse.

Min far døde pludseligt. Det var en meget stor sorg. Også disse store følelser kunne heller ikke rummes i vores fælles hjem. Børnene kom og jeg kunne ikke komme til at være ked af det. Han tog ikke hånd om mig eller om noget.

På dette tidspunkt havde jeg flere gange tilkendegivet, at jeg ønskede at vores forhold skulle stoppe. Jeg havde bedt ham flytte. Når jeg spurgte ham om han ikke kunne høre hvad jeg sagde, svarede han; jo, men du hører jo ikke hvad jeg siger. Og så kom vi ikke videre.

På et tidspunkt fik jeg nok. Situationen var absurd. Jeg kørte rundt med min fars gravsten bag i bilen, som jeg havde hentet hos bedemanden og var hos flere veninder og græd og græd, for nu skulle det slutte.

Da jeg kom hjem fik han vendt alting på hovedet og jeg anede ikke hvorfor jeg ikke holdt fast. Så vi fortsatte. Veninderne begyndte at blive trætte af at høre på mig, for jeg gjorde jo ikke alvor af det alligevel.

Derfor holdt jeg op med at fortælle om hvad der foregik og herfra gik det kun ned af bakke.

Alligevel besluttede jeg kort tid efter at jeg skulle købe min ex ud af gården, så vi kunne flytte ind. Jeg havde ikke tidligere overvejet den mulighed, da jeg ikke kunne overskue alt det der skal gøres. Men når vi var to var det fint og min ex var lettet over at kunne komme videre med sit liv.

Samtidig var gården stedet med historien – også om min far, som havde boet i aftægtsboligen. Min far elskede stedet og solcellerne var en gave fra ham. Det gav på mange måder god mening.

Da vi flyttede ind på gården ændrede han sig. Nu skulle vi have endnu flere dyr. Vi skulle have ænder, gæs, flere høns og får. Og også nogle kalve. På min regning naturligvis.

Selvom jeg fra starten havde sagt, at det var ok med dyr, bare jeg ikke skulle passe dem, så endte jeg alligevel med at skulle tage mig af det hele, når han var udsendt med jobbet.

Det blev meget konfliktfyldt, når jeg sagde fra.

Han opførte sig om alt var hans eget.

Han blev uvenner med min ex kæreste. Det var en mærkelig situation. Jeg fik at vide, at det også bare var min ex der var mærkelig og det var svært for mig at gennemskue, hvad der foregik. Efterfølgende kan jeg se, at han beskyldte andre for ting han selv gjorde. Når han f.eks. havde travlt med at en af vennerne lagde an på en nabokone, så har det efterfølgende vist sig, at det var ham selv. Når han fortalte hvor meget en af vennerne drak, så var det ham selv og der er mange flere eksempler som dem. Det betyder at jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at min opfattelse af virkeligheden skal revurderes komplet og at jeg aldrig finder ud af, hvad den sande historie er.

Da jeg igen forsøger at få ham til at flytte, angriber han mig med, at jeg smider alle på porten. Nu har jeg smidt naboen ud (aftægtsboligen var udlejet til mine tidligere svigerforældre), jeg var i mellemtiden blevet direktør i den virksomhed jeg blev ansat i og talte om at afskedige en medarbejder, og nu ville jeg så også have ham ud. Det ramte mig, fordi jeg ikke tænker jeg er sådan en person, som han skitserer. Samtidig begyndte han i høj grad at bruge børnene som våben. At jeg ville gøre det imod dem. Og overbeviste mig om, hvor meget jeg betyder for særligt den store af drengene.

Børnenes mødre havde han ofte konflikter med og han var i statsforvaltningen til møder med begge mødre. Da jeg selv er opvokset med massive omsorgssvigt, blødte mit hjerte for børnene. Dem ville jeg gå langt for.

Det var derfor først da jeg en weekend hvor børnene var der, blev udsat for at få hældt mad og drikke ud over mig i soveværelset, at jeg får sagt fra. Vi diskuterede intenst og bølgerne gik højt. Jeg låste soveværelsesdøren for at være i fred, men han brød den ind. Kort efter en sådan voldsom epsiode, gik han ned i køkkenet og spillede spil med drengene. Han postede den glade familieidyl på facebook, mens jeg var oven på i soveværelset og oplevede det hele som et massivt overgreb.

Jeg holdt fast og bad ham flytte. Først var jeg hensynsfuld og lod ham blive halvanden måned, da den store af drengene skulle konfirmeres. Jeg var ikke meget hjemme den følgende uge og weekenden efter var jeg i Kbh, hvor jeg overnattede hos min søster og svoger. Jeg fortalte hvad der var foregået og de var dybt rystede. De var klar over, at han var speciel, men at det var så galt, det havde de ikke kunnet se.

Vi så en del til hans familie. Vi havde flere konflikter om hvorvidt jeg var forpligtet til at deltage i familiearrangementer. Jeg endte flere gange med at blive syg, når vi skulle afsted. Min familie som nu kun bestod af min søster og svoger og deres børn, dem syntes han var for meget, for larmende. Så det begrænsede mig i at se dem.

Min søster og svoger anbefalede mig at flytte væk indtil han var flyttet. Det tog mig en time at finde et sted at være, hvor jeg kunne have begge mine hunde med. Det gik op for mig, at det ville han jo også kunne, så hvorfor var det lige jeg havde givet ham halvanden måned til at flytte, mens jeg skulle flytte fra mit eget hjem?

Den næste uge blev voldsom. Jeg blev bange for ham, men fik ham til at flytte. I dag fortæller han alle, at han fik 24 timer til at flytte. Han havde allerede fået noget at bo i samme weekend som jeg flyttede, har jeg siden fået at vide.

I processen havde jeg venner og familie, som løbende fortalte hvilke forholdsregler jeg skulle tage. Som f.eks. at skifte låse. Hver gang de nævnte sådanne forholdsregler, kunne jeg slet ikke se det var nødvendigt. Men det var der jeg endte hver gang alligevel. Jeg havde sågar kontakt til politiet fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg ellers skulle få ham til at flytte. Det var som at være med i en film, alt føltes meget uvirkeligt og meget, meget fjernt fra hvad jeg nogensinde kunne forestille mig skulle ske for mig.

Han har valgt at flytte til en ejendom mindre en to km væk og er derfor en del af det lokale naboskab. Det er meget grænseoverskridende, så jeg håber at rygtet om at han ikke betaler sin husleje og snart bliver smidt ud er rigtige. Først da kan jeg helt få ro og komme videre i mit liv.

__________________________

Skriv gerne en kommentar til gæstebloggeren herunder:

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: Tvunget Nærhed

ADVARSEL: Dagens indlæg handler ikke om narcissisme, men om psykisk og fysisk vold i et parforhold, begået af en psykisk ustabil partner, der i sit umættelige behov for fysisk kontakt overskrider kærestens grænser og bliver personfarlig. 

_________________

Dagens gæsteblogger fortæller:

Som del af min egen helingsproces efter mødet med en narcissist eller psykopat (ved ikke præcis, hvad han er), vil jeg gerne fortælle min historie.

Vi mødte hinanden på en datingside. Vi skrev sammen og vi fandt hurtigt tråden med mange lighedstegn, og han havde en utrolig evne til meget detaljeret at besvare eller kommentere. Jeg fik fornemmelsen af at være vigtig og spændende.

Vi mødtes og sad i hans bil, snakkede og gik små ture. Han holdt min hånd og fortalte at han havde en evne til at kunne mærke et menneske igennem berøring og at det føltes rigtigt med mig. Jeg fandt en seddel i hans bil, hvor han havde noteret flere udtræk fra vores samtaler og korrespondancer. Han slog det hen med en ligegyldig bemærkning.

Vores samtaler på de første dates blev efterhånden mere og mere fokuseret på hans ekser, på, hvor uretfærdigt han igennem alle sine forhold var blevet behandlet, og hvordan de hver især havde haft psykiske eller alkoholiske udfordringer. Ingen af dem havde haft ordentlig indsigt i børneopdragelse, hvorfor børnene var særlig tæt knyttet til ham (også hans egne).

Hans første besøg hos mig var med blomster og stor charme. Udover at min bolig lige fik en gennemgang af hvor dårligt håndværk det var lavet med, og at han kunne fortælle, hvordan det burde været lavet.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle besøge en veninde, der boede i en anden by. Han var meget interesseret i alle detaljer, og ville høre, hvornår jeg kørte. Vi boede i hver sin by, han og jeg. Alligevel så jeg ham tilfældigt stå gemt ved en tankstation ved en helt 3. by, hvor han vidste, at jeg ville køre igennem. Han opdagede mig ikke, men jeg konfronterede ham med det. Igen, ligesom med sedlen i bilen, blev det afvist og latterliggjort…!

Han besøgte mig efterhånden regelmæssigt og tog hurtigt ekstra tøj og sager med, som han meget bestemt mente skulle være der, selvom jeg ikke helt kunne se behovet, når han nu stadig boede i den anden by, hvor hans søn stadig boede. Det virkede ikke vigtigt for ham at tilbringe særlig meget tid med sin søn og heller ikke sit andet barn, som boede hos sin mor i endnu en anden by.

Dagen kom, hvor han lagde det op til mig, hvorvidt han skulle finde sig en ny bolig eller flytte ind hos mig. Der var nu gået et par måneder efter første fysiske møde. Godt nok fik jeg indsigelser ift. hans boligsituation, men det lå tydeligt imellem linjerne at det ville være et godt svar, hvis jeg inviterede ham til at bo hos mig. Ellers ville afstanden i dagligdagen være for stor. Desuden havde han i mellemtiden opsagt sit job, og fået et nyt i min by. Så han flyttede ind.

Om natten når jeg vågnede for at gå på toilet, stillede han sig konsekvent op i gangen når jeg kom tilbage, for at kramme mig i lang tid inden jeg kunne gå tilbage i min seng. Hvis jeg ikke gjorde det, blev han meget fornærmet, og der blev en dårlig stemning.

Kom jeg lidt senere hjem (15 minutter) end forventet om aftenen, hvor jeg havde været afsted til en fritidsinteresse, oplevede jeg at have fået flere sms’er med opråb og bebrejdelser om, hvorfor jeg ikke kom hjem, at jeg ikke kunne være bekendt at være sådan…. Næste dag konfronterede jeg ham med beskederne. Han forsøgte på en særdeles myndig facon at retfærdiggøre dette. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville kontrolleres af hverken ham eller andre. Jeg sagde, at jeg ville have en pause. En beslutning som jeg havde det rigtig godt med. Han brød omgående ud i et orgie af tårer og sagde, jeg ved godt hvad det betyder… i det samme kom min søn, men han så ingenting. Jeg gik ud og trøstede min kæreste, som dermed blev boende med lovning om, at det ikke ville ske igen.

Alle de punkter som jeg i min datingprofil havde understreget, var vigtige for mig i et parforhold, at min partner skulle have: egne fritidsinteresser som skulle være vigtige for ham at bruge tid på, ligesom jeg havde mine. Vigtigt at vi ikke sled lårene af hinanden og at jeg havde albuerum. Alle disse punkter var fuldstændig de samme som han lagde utrolig stor vægt på. Han gik til boksetræning, styrketræning og var ude på rigtig mange vandreture med rygsæk. Sjovt nok gjorde han aldrig noget af dette, når han var hos mig inden vi flyttede sammen. Men så havde han selvfølgelig heller ikke lige sin rygsæk med. Da vi boede sammen, var han for træt pga. det fysisk krævende job han havde, samt at han stod så tideligt op… Jeg ændrede ikke mine vaner!

Når vi var ude at gå, sad i sofaen, besøgte min familie eller venner, skulle vi holde i hånd hele tiden. Hvis jeg ikke ville det, blev han tydeligt fornærmet, og kunne finde på at gå.  Hans egen familie ønskede iflg. ham ikke at se ham, eller også var de ifølge ham ikke værd at besøge. Venner havde han et enkelt hold af, som han også præciserede både drak og var psykisk ustabile… noget var der altid galt med dem. Hans eneste ven boede langt væk, og ham talte han ofte i telefon med – men aldrig i andres påhør.

Han ville holde om mig hver eneste gang jeg gik forbi ham. Jeg kunne ikke klare det mere og blev hysterisk når han ikke accepterede at lade være. Han holdt mig fast indtil jeg faldt ned igen. Det føltes fuldstændig som et overgreb og skete ofte.

Det kulminerede med, at han en aften da vi skulle sove, ikke fysisk ville lade mig være i fred. Jeg gik til sidst ind på et andet værelse for at få fred til at sove. Han gik efter mig, ville trække mig ind i sengen, bære mig derind. Han ville ikke finde sig i, at jeg skulle sove der. Jeg skubbede ham til sidst væk. Gik forbi ham, ind i soveværelset og pakkede en taske med melding om, at jeg havde fået nok. Han spurgt mig, om jeg havde tænkt mig at tage ned til mine børns far. Jeg havde ikke overvejet hvad jeg egentlig ville, men sagde ja.  Så gik han  ud af soveværelset, kom tilbage, lukkede stille døren efter sig med et fuldstændig udtryksløst udtryk i ansigt og øjne. Han lukkede vinduet.
Jeg blev nervøs, og spurgte, hvad han lavede. Med en bevægelse trak han en kniv frem fra sine underbukser, svingede mig om på sengen, ved med en hurtig bevægelse at feje benene væk under mig. Sprang ovenpå mig. Fikserede mine arme med sine ben. Holdt kniven bagved sig, mens han stortudede på samme måde som da jeg i begyndelsen af vores forhold sagde, at jeg ville have en pause.

Han sagde:
“Du skal ikke være bange, du kommer ikke til skade.” Mit hjerte hamrede, jeg var rædselsslagen og forestillede mig hvert minut, at jeg fik kniven i min brystkasse. Jeg turde ikke tage blikket fra ham. Han sagde, at det var ham selv som ville komme til skade. Jeg skulle ikke følge efter ham og ikke kontakte politiet. Jeg skulle love at give hans sønner de og de ting, som han remsede op.
Efter en times tid, ud af omtrent to timer i alt, skiftede han igen til det udtryksløse ansigt og nu skulle jeg fortælle, hvorfor jeg havde drevet ham derud. Han kunne nævne adskillige episoder og datoer, hvor jeg havde sagt eller gjort noget, som han altså nu ville have en forklaring på. Jeg kunne sket ikke huske noget af det han spurgte om, og kan det stadig ikke. Han fortalte mig, at han aldrig havde åbnet sig for nogen på samme måde som overfor mig.

Jeg husker ikke så meget mere af det han talte om, udover at jeg løj og sagde, at jeg troede at jeg var gravid, hvilket jeg vidste at jeg ikke var. Han havde imellemtiden fået krampe i benet, og lå nu ved siden af mig, stadig med benet over mig. Han regnede roligt ud, hvornår jeg sidst havde haft menstruation, hvilket han havde meget bedre styr på end jeg, og konkluderede stille, roligt og bestemt at det var jeg ikke.
Han mærkede på mit bryst for at mærke mit hjerteslag, og bad mig om at slappe af, da der ikke ville ske mig noget. Det føltes som om han mærkede efter, for at finde præcist det sted hvor kniven skulle ind.
Han lugtede til min mund og sagde, at han kunne lugte Metallugt, som han selv havde da han som barn var rædselsslagen for sin far, som mishandlede ham fysisk og psykisk.

Endelig slap han sit tag. Ville gå, for han havde jo en plan om at gøre noget ved sig selv. Han gav mig et tidspunkt for, hvornår jeg måtte ringe efter politiet.
Jeg fik ham overbevist om at blive, mest af alt for at jeg vidste, hvor han var. Det værste jeg lige i situationen kunne forestille mig, var at han skulle komme tilbage mens jeg sov…. Under normale omstændigheder ville jeg have ladet ham gå, ringe til politiet og få nogle til at få os væk.
Men jeg gik i en anden overlevelsestilstand.

Næste dag var det som om intet var hændt. Han nåede lige at fortælle, hvad han ville købe til aftensmad inden vi skiltes. På arbejdet brød jeg sammen. Min chef sørgede for en krisepsykolog, jeg ringede til min kæreste for at fortælle ham det. Han startede med at fortælle, hvad vi skulle have at spise, og hvor lækkert det ville blive. Jeg afbrød ham og fortalte, at jeg skulle til krisepsykolog. I selv samme sekund, brød han sammen i gråd og sagde, “åh nej, åh nej ikke det.” Og så blev røret lagt på.

Han ringede efterfølgende flere gange for at fortælle, at han havde skåret i sig selv, at det var for sent, at han var et sted, hvor ingen kunne finde ham, at han havde ringet til sin familie og taget afsked.

Jeg fik en kollega med og kørte ned til vores bolig. Døren var låst.
Han kom ud til vinduet på 1. sal, græd voldsomt, havde vidskestykke om armen og kiggede kun på mig. Når min kollega talte til ham, blev han hård, ændrede stemmeleje til dyb stemme og svarede hende. Vi ringede til politiet.
Politiet kom, sparkede døren ind og fik ham med ud. Ambulancen stod klar, men han nægtede at tage med uden mig. Jeg var virkelig bange, ikke mindst for at han skulle overfalde mig eller gemme en kniv i vidskestykket.
Jeg tog med, kørende i min egen bil mens han var med ambulancen.

Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i 2 dage. Sidste dag skulle jeg hente ham. Han stod og kiggede ud af vinduet da jeg kom. “Er du klar?” spurgte jeg ham. Han vendte sig med det samme om med et kæmpe smil og sagde ja.

Jeg flyttede ned til mine børns far, og han blev boende med alle mine møbler, da han ingen steder havde at tage hen, sagde han. Da dagen kom, hvor han skulle flytte, havde han arrangeret en flyttebil en time tidligere end vi havde aftalt, da jeg også skulle have mine møbler og ting ud. Han var igang med også at flytte mine ting med sig, men forklarede straks at det var en fejltagelse.

Der gik 1,5 år mere inden kontakten imellem os var afsluttet. Hele vejen igennem var jeg i mine følelsers vold, både ikke at kunne undvære ham og ikke at ville ham. Jeg så mig hele tiden over skulderen og sov meget let. Han måtte ikke være sammen med mine børn og jeg ville ikke ses med ham, men jeg kunne ikke undvære ham. Han var jo det mest nærværende, kærlige, charmerende, lydhøre som jeg nogensinde havde mødt.
Men jeg var/er samtidig så bange for ham, bange for hvornår det slår klik næste gang, bange for, hvor han er, når jeg ikke har kontakt til ham.

Og lige præcis det med at blive ekstra utryg, når vi ikke havde kontakt, eller når jeg ikke vidste, hvor er han, eller hvad han nu kunne finde på… Det holdt mig tilbage fra at slippe ham helt.

Jeg fandt også ud af, at han løbende havde kontakt til andre kvinder undervejs og endelig brød al kommunikation imellem os, da han havde fundet sig en ny kæreste. Vi havde ikke været kærester i et års tid på det tidspunkt, men havde haft lidt usund kommunikation indtil 2 måneder forud for hans nye kærestestatus.

Det, som er meget mærkeligt for mig: Hvorfor skyller alle følelserne ind over mig nu… hvorfor NU ???
Jeg gider dem ikke, de driver mig over mod at have lyst til at kontakte ham, hvilket jeg ikke gør!!! Men hvorfor har jeg det sådan. Det er som depression, sorg, ensomhed. Øv

-Anonym

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Automatisk kladde

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Når mit behov bliver din kritik

 

Hun: “Jeg savner mere romantik i hverdagen, for jeg føler mig ikke skattet af dig”

Han: “Jeg er træt af at blive kritiseret for, at det jeg gør for dig, ikke er godt nok!”

Hun: “Jamen det er jo ikke det, jeg mener. Jeg kritiserer dig ikke, jeg ville bare ønske at du var mere romantisk overfor mig!”

Han: “Det er da kritik. Du fortæller mig jo, at jeg ikke er den mand, du gerne vil have, fordi jeg ikke kan give dig den romantik du vil have”

Hun: “Det er ikke det, jeg siger” Hun bliver mere og mere frustreret over, at hun ikke bliver hørt, og over, at han virker næsten trodsig i sin modstand mod at give hende det, hun har brug for. Han synes at hun stikker af fra at tage ansvar for sin kritik af ham. Han føler sig ikke god nok for hende, og ude af stand til at stille hende tilfreds. Det slider på hans selvværd, og hans selvtillid som partner.

Hvis man er endt i den form for udvekslinger, føles forholdet giftigt, ufrit og svært at være i, fordi den, der har uopfyldte behov bliver mere og mere utilfreds og ked af det, og veksler mellem at forsøge at udtrykke sine behov og tie stille med dem. Den anden, den, der tager det som kritik, føler sig dårligt behandlet, ikke værdsat for sin indsats og ufri, fordi man hele tiden føler, at man ikke lever op til det, man opfatter som den andens krav, og ikke behov.

Så kommer skænderierne. Oftest bliver det voldsomme skænderier, der mister konstruktiv retning, fordi begge parter misforstår hinanden, og fordi man allerede er i sine følelsers vold, kan man ikke lægge sin egen opfattelse og sårede følelser fra sig, så istedet eskalerer det – og for nogles vedkommende; dem, der ikke hjemmefra har lært hvordan man konfliktløser, bliver løsningen på konflikten, at man også lige så godt kan opgive forholdet. Man ved ikke hvilke ord, hvilke forklaringer man skal bruge for at blive forstået. Og man kan ikke holde vreden ud mere. Kærligheden forsvinder i de desperate tåger. Der er kun bebrejdelser og hårde ord tilbage.

Når den ene så har sagt ”Nu er det nok, jeg kan ikke være i det her forhold mere” ryger luften ud af ballonen, og begge parter falder ned. Bum.

Så kommer fortrydelsen og angeren for den, der sagde de ellers så forløsende ord, for det var jo ikke det, der var meningen. Det var jo ikke fordi man egentlig ønskede at afslutte forholdet, eller sige de hårde ord, man sagde. Man ville jo bare så gerne høres og forstås, og mærke den andens omsorg og vilje til at se det lidt fra sin side. Imens man selv ikke kan se det fra den andens.

Så er der en slags afventende ’Hvad skal der nu ske’-stemning, hvor begge kredser om den varme grød, hvor begge parter er bange for at en samtale skal ende i endnu en eskalering. Det er smertefuldt, men nemmere at lade være med at forsøge at reparere.

Hvis begge parter er forholdsvis passive, falder parforholdet fra hinanden her. Men den mest typiske er, at den ene i forholdet er aktiv. Forfølgeren. Og den anden mere afventende. Den Passive. Forfølgeren er i heteroseksuelle forhold ofte kvinden: Hun savner noget mere fra sin mand. Hun mangler nærhed. Intimitet. Passion. Romantik, og det er oftest hende, der rykker og rokker ved status quo; hende, der beder om nærhed, og hende, der rækker ud, når de er gået i hårdknude. Manden er typisk den passive. Den, der gerne vil have at det, der er imellem dem, er nok. Den, der gerne vil have mere ro. Mere tilfredshed med hverdagen. Den, der trives i et forhold uden at det behøver være ’så tæt,’ som den anden ønsker.

Det skaber en oplevelse af ulighed imellem dem, hvor begge på forunderlig vis føler sig som underhunden: Forfølgeren fordi vedkommende forsøger at reparere og udglatte, og er den, der skal række ud for at der sker nogen tilnærmelse. Hun undertrykker igen sine behov, for det er den eneste måde at beholde relationen på. For den passive går følelsen af underhund på aldrig at føle sig god nok, og med bruddet også kasseret. Tanken her er: “Jeg bliver aldrig god nok for min partner, ligegyldigt hvad jeg gør! Der må være noget galt med mig.”

Og i alt det virak forsvinder kærlighed, omsorgen, empatien og forståelsen.

Av.

Kan man gøre noget ved det?

Hvis du genkender det fra dit forhold, ved du også, at der imellem stormene er ro, men kun så længe I ikke taler om noget, der har substans eller som kan handle om behov/kritik, for det kræver blot et forkert ord, en forkert mine, et forkert tryk på et ord før man er tilbage i konflikten. Forholdet bliver en ‘gå på æggeskaller’ konkurrence om at holde freden længst muligt, men fordi I begge ikke føler jer hørt/forstået/elsket/værdsat, ligger det som underlægningsmusik i hverdagen. Også når den øjensynligt er harmonisk. Det tager nemlig ikke mere end to sekunder at ryge ned i mønsteret igen.

Det er vigtigt at huske på, at ingen af parterne er mere rigtig eller forkert end den anden. Det er opfattelser, der måske er skæve og forvrængede, men hvis forholdet er baseret på kærlighed, må det antages at det, der sker, ikke sker med onde hensigter.

I stedet må vi se og forstå at det er mønstre, der ligger dybt begravede i os, og som aktiveres, når vi frygter at kærligheden forsvinder. For den, der føler sig kritiseret, er oplevelsen ikke at være god nok til, at den anden kan være tilfreds og nyde tilværelsen sammen. For den, der har behov, der ikke opfyldes, er oplevelsen at partneren ikke er villig til at være generøs med sin kærlighed, og måske derfor i virkeligheden slet ikke er optaget af at glæde sin partner.

Og her hjælper det ikke at blive vred – for når den, der føler sig kritiseret bliver vred, føler Forfølgeren sig afvist og u-elsket. Det diametralt modsatte af, hvad hensigten med at udtrykke behovet var. Men det kan være svært at høre, når man kun hører kritik.

Modsat er det svært for den, der føler sig kritiseret af Forfølgeren, at høre behovet, når det udtrykkes med irritation, vrede eller afmagt. Så føler den Passive sig angrebet og kan ikke høre andet end tonen.

Så her er det parterapi kommer i spil som en mulighed for at komme ud af mønsteret og lade kærligheden skinne.

I parterapi vil der nemlig sidde en uvildig tredjepart, der kan hjælpe med at sortere tingene fra hinanden, og hjælpe med kommunikationen, så behovene bliver tydelige og kritikken og brodden kan fjernes. En parterapeut kan hjælpe og støtte parterne med at få kærlighedssproget gjort tydeligere, så man ikke antager det værst mulige om den anden.

Der er trods alt en grund til, at man stadig kæmper.

Og måske er det på tide at få en tredjeperson med ind i kampen, der kan vise, ikke kun hvordan man udtrykker sig ordentligt, men også hvordan man slutter fred, og bliver en god kæreste for sin partner.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Gæsteblogger: Fanget i Narcissistens Spind

Det jeg husker bedst er nok de gange hvor jeg lå på gulvet – opløst i gråd – med et ønske om ikke at leve mere, fordi alt ved mig var forkert… og stemmen indeni der sagde – “Hvor blev din stolthed af? Rejs dig! Kom væk!!”

Som et sus – når kærligheden fra ham ramte mig – et sus af næsten uvirkelige dimensioner… en følelse af at blive set og genkendt – ikke mindst forstået. Tænk at nogen havde så stor kærlighed til mig – tænk at være så elsket for den, jeg var.

Men – der var altid et men – efter kortere og kortere tid kom Men`et – det der skulle laves om – arbejdes på – hvis kærligheden skulle bestå – hvis jeg skulle blive ved med at være elsket. Jeg gjorde det – utallige, mærkelige besøg hos hypnoterapeut, psykolog… for at få en indsigt der fortalte mig at jeg ikke var forkert – men noget kan der jo altid arbejdes med – og det blev så blæst op til kæmpe-problemer når jeg kom hjem…  han roste mig når jeg troskyldigt fortalte hvad der var galt med mig… Han skulle nok blive ved mig – sammen med mig – selvom jeg var så ødelagt… Som om han forstod alt – og jeg ingenting

Vi havde aldrig gæster når vi var sammen – jeg fik først at vide få dage før en fest at vi faktisk var inviterede – og han lod mig forstå at han ikke var sikker på at han ville udstille min manglende evne til at omgåes folk på – og vores dårlige forhold.. “jeg gør det jo kun for at passe på dig” – ordene lød hule og mærkelige i mine ører – men jeg var nu så langt så jeg tænkte “han har ret – jeg duer ikke til mennesker”. Tit tog vi var afsted inden desserten – lige der hvor samtalen mellem mig og gæsterne gik godt – så blev han stille, mærkelig urolig – men gjorde det altid til at jeg så træt ud – og med en mærkelig skæv omsorg, spurgte han om det ikke ville være bedre for mig hvis vi kørte hjem… Hvis det trak ud, og jeg gerne ville blive – så gik han lange ture alene – forsøgte at få mig med væk fra festen, fra dem jeg talte med.. jeg forstod ingenting… Mine venner, min familie talte han godt om – i den første del af samtalen – men så kom der altid det forhadte Men…. de var ikke gode for mig – de havde fejl – de ville slide mig op – sled de mig ikke op?? Jeg ville bare suset af kærlighed og forståelse igen – og meldte mere og mere fra i min omgangskreds..

Jeg pakkede min hjemmeboende søn, få af mine ejendele og rejste 300 km for at starte nyt liv op med ham. Nøgle til huset fik jeg først efter flere dage, og en lang kamp – jeg kunne ikke køre nogle steder uden at han var med – for jeg kunne ikke låse huset af – eller op – hvis han nu ikke var der når jeg kom tilbage. Mit tøj stod i bryggerset, for der var ikke plads i hans skabe til mit. Jeg købte en stor kommode til mit tøj – og han bad om 2 skuffer i den til hans sokker og underbukser…. Jeg forstod ingenting – alt hvad der var almindelig sund fornuft var aflyst. Mit navn kom først på postkassen efter en lang diskussion – hvad var det her for noget? Var han da slet ikke glad fordi vi nu skulle være sammen? Nu havde han så længe forbandet vores afstandsforhold langt væk… Hvorfor skulle vi så pludselig have ring på og flytte sammen?

Min søn flyttede ind efter 3 ugers sommerferie med min ex-mand. Jeg havde kæmpet kampen for at få hans værelse ryddet, malet og klar. Første aften bad han mig flytte igen – fuld (igen) konfronterede han mig – jeg var en dårlig mor – og han kunne ikke ånde i at vi var der..

Aftalen var at vi skulle holde sommerferie sammen, uden børn de første 3 uger – bruge tid på at flytte ind og sammen… men snart lød det anderledes…skulle jeg ikke snart finde noget arbejde? Selv om jeg betalte godt og vel halvdelen var det ikke godt nok – jeg fik hurtigt arbejde – et godt et – men kun for at blive mødt med beskeden “Jeg kan faktisk ikke holde ud at du kommer træt hjem fra arbejde”  Jeg så at han i en fb gruppe, han havde “glemt” jeg var medlem af, havde opslået om det var normalt at være træt, nærmest barnligt klynkende efter en arbejdsdag?… Men da jeg kontronterede ham med det var svaret at det ikke havde med mig at gøre – det var bare en generel forespørgsel.

Han meddelte pludseligt at han skulle trække vejret – og tog afsted 1 uge i sommerhus alene – han postede billeder af solnedgang og havbad, kaffe og lagkage med andre kvinder… livet for ham var supergodt – jeg gik hjemme i mit nye hjem og havde ondt i maven. Han svarede ikke på mine opkald eller mine sms`er. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt – og hvad der var galt.

Det var de værste 3 måneder i mit liv – min søn og jeg endte på gaden en regnvåd mandag.. for nu ville han gerne ha huset for sig selv – jeg havde heldigvis opbygget et netværk – uden om ham – havde fortalt dem hvor svingende han var, hvor meget alkohol fyldte om aftenen, så jeg havde et sted hvor jeg kunne tage hen med min søn.. jeg fik bestilt flyttebil – og vi rejste tilbage – ødelagte – forvirrede..

og alligevel gav jeg ham en chance til… for han forstod at han havde handlet forkert – at hans liv ikke var værd at leve uden mig – at han ville gå i behandling for sit alkoholmisbrug…

Jeg endte forslået og blødende efter den chance… det er nu 5 måneder siden at han smadrede mit køkken og tævede mig til blods.

Langsomt – meget langsomt – heler jeg… langsomt får jeg mine egne tanker – mærker at jeg, selvfølgelig, kan omgåes mennesker – min familie, som jeg elsker så højt – at jeg ikke dør af at være alene.

Men jeg tager mig stadig i at savne… suset… selvom prisen var alt for høj

  • C*

*Gæstebloggeren ønsker at være anonym. Hvis du også gerne vil dele din historie om narcissisme, og være gæsteblogger, kan du sende mig din historie på mail@christinacopty.dk og så vender jeg tilbage til dig. Husk at deling er heling og jo flere historier vi får delt, des mere bryder vi tabuer og skam, og baner vejen for bedre relationer.   Din historie må handle om partnere, eks-partnere og forældre, men husk at anonymisere dit indlæg.

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar