Det Narcissistiske Raseri og Skylden

“Er det mig, der er narcissist?”

Det spørgsmål er det hyppigste af alle spørgsmål, som jeg modtager af læsere, og hører i min praksis. Og selvom jeg både har mænd og kvinder i terapi, er det et spørgsmål jeg indtil videre kun har hørt stillet af kvinder, hvilket i sig selv er ganske tankevækkende. Men, tilbage på sporet:

Oftest efterfølges spørgsmålet af en række udsagn, der understøtter spørgsmålet. Som for eksempel:

“Han bliver aldrig rasende. Det er mig, der bliver det”

eller

“Det er mig, der får konflikterne til at eskalere, for han er et roligt menneske”

“Måske er han bare passivt-aggressiv, men ikke narcissist, og så er det måske mig, der er narcissisten”

Og så videre.

Jeg er med på, at det er blevet populært at kaste om sig med ordet narcissist til højre og venstre, og at det derfor bliver svært at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvem, der er hvad. Og det gode er jo, at man som ganske almindelig kæreste/kone ikke behøver tænke så meget på, om manden er narcissist eller ej, men at man istedet kan se på, om relationen fungerer. Er man glad? Er man på samme side i forholdet? Passer man på hinanden? Eller er man overvejende på krigsstien, ulykkelig, oppe på dupperne, og konstant i tvivl om forholdet nu også er sundt og godt. Svaret på disse spørgsmål kan være meget mere relevante end at skulle tage sig en Ph.D i personlighedsforstyrrelser for at kunne klæbe et mærkat på sin kæreste, som man så samtidig altid er i tvivl om er rigtigt eller ej.

Men det er desværre tit det, der sker, når folk begynder at ville finde svar på det, de oplever. Og det er jo naturligt og fint at man gerne vil vide mere, og at man også gerne vil være fair i sin ‘fordeling’ af skyld for at forholdet ikke fungerer, men alt for tit kommer man til at tage fat i en ende, der ender i uendelig tvivlsspørgsmål, og derfra kan man faktisk komme til at skrue sig længere ned i kviksandet af selvbebrejdelse.

Det Narcissistiske Raseri

Raseri er for det første ikke narcissistisk som udgangspunkt. Raseri kan være en ganske almindelig mekanisme, hensigtsmæssig eller ej er irrelevant, der følger i kølvandet på frustration og afmagt for at nå ind til en partner, der lukker af for kommunikation og tosomhed.

Det narcissistiske raseri kan på den anden hånd sagtens forekomme som en stille underlægningsmusik – særligt i den danske udgave, hvor vi er underlagt jantelov og vi fra barnsben lærer, at folk med store armbevægelser er pinlige/for meget, og at man derfor helst skal pakke sig ned i ‘pænhed.’ Det fjerner ikke det narcissistiske raseri – det pakker det blot ind, oftest i passiv-aggression. Narcissistisk raseri er narcissistens forsvar mod at blive ramt på sit skrøbelige ego, sit selvværd, sin selvtillid – og er altså ikke et raseri, der affødes af frustration og afmagt.

Og så kommer den særligt udvalgte partner på banen: Narcissisten kan ikke bære sine ‘sorte’ følelser om sig selv indeni uden at føle ubærlig skam. Det er narcissistens akilleshæl. Skam er så ødelæggende en følelse for narcissisten, fordi han ikke kan forløse den (læs mere om det i bogen Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, kapitlet: Narcissistens Følelsesliv). Når han rammes af skam, rammes han på den han er, ikke på det, han har gjort, og derfor har han brug for at finde en måde at overleve skammen på. Det gør han ved at finde en partner, han kan bruge som projektionsskærm. Det vil sige at han lægger alle sine svære følelser om sig selv og sin negative selvforståelse over i partneren, og derefter reagerer på dem som om de kommer fra partneren. Når partneren går med til at blive projektionsskærm og drager sig selv i tvivl, har narcissisten fået aflad for sin skam og kan samtidig devaluere sin partner for selvsamme.

____________

I praksis kan det se sådan ud:

Han kommer hjem og ligner en tordensky.

Hun spørger omsorgsfuldt: “Hvad er der galt? Du ligner en tordensky.” Narcissisten opfatter ikke denne hilsen som omsorg, men som kritik. At være en tordensky er i hans optik kun negativt.

Han svarer defensivt: “Jeg ved ikke, hvad du taler om. Der er ingenting i vejen med mig, men hvad er det for en måde at hilse på mig på? Er der noget i vejen med dig?

Hun: “Nej, nej, jeg spurgte bare. Du så bare ikke glad ud, da du trådte ind ad døren, så jeg ville da bare lige høre, om alt var okay” Hendes tone går fra omsorg til at være på vagt. Skal de nu til at skændes igen?

Han siger anklagende: “Det er altid det samme med dig. Du ser spøgelser alle vegne bare så du kan finde en undskyldning for at være efter mig”

Hun: “Jeg er ikke ‘efter dig'” hun begynder at blive irriteret over at blive ‘misforstået’, for hun tror at det er det, der sker.

Hans irritation vokser, men han lyder overlegent overbærende: “Hvad vil du så kalde det? Du kan knap nok lade mig komme ind ad døren før du er over mig, og jeg kan godt høre hvor du er på vej hen. Jeg gider det ikke i dag. Du må simpelthen lære at slappe af”

Hun føler sig uretfærdigt behandlet og svarer nu lidt mere skarpt: Ej, slap dog selv af, hvad fanden sker der for dig? Du opfører dig jo fuldstændig urimeligt. Kan du ikke se, at du er vred fra det øjeblik du trådte ind ad døren?”

Han:” Er JEG vred? Hvad snakker du om? Jeg kommer stille og roligt hjem, og har ikke engang nået at sige et eneste ord før du er over mig med din vrede. Du er simpelthen for meget”

Hun mærker rigtignok vreden boble i sig og forsøger at forsvare sig: “Stop nu med det der. Det her er jo for latterligt. Jeg gider ikke diskutere med dig, når du er sådan her”

Han: “Sådan her? Hvad fanden mener du med det? Det er jo dig, der er helt ude af balance og leder efter konflikt. Jeg vil bare have en stille og rolig aften hjemme, men det må man åbenbart ikke”

Nu har han trykket på så mange knapper, at hun ikke kan holde sig tilbage, og hun bliver rasende:”Nej hold nu kæft med det der pis. Det er fandme som om du misforstår mig med vilje-”

Han afbryder, koldt og hånligt:”Du skal ikke sige ‘hold kæft’ til mig. Hvad fanden bilder du dig ind?”

Hun råber:”HØR NU HVAD JEG SIGER, FOR HELVEDE”

Han bliver helt rolig, et lille smil kruser om hans læber:”Der kan du bare se. Det er jo dig, der bare har gået og ventet på at skabe konflikt som sædvanligt. Tal om at være en tordensky!”

__________

Som det fremgår af eksemplet slipper narcissisten for at vise sit raseri, men får istedet lagt det over i sin partner, der viser ham raseriet, som han så kan reagere på. Når man udsættes for denne form for manipulation gang på gang ender man i et spil, der ser ud som om det handler om skyld, men hvor det i virkeligheden handler om dyb skam – og derfor kan man ikke diskutere eller kommunikere sig ud af det.

Det bedste man kan gøre, er at holde op med at lede efter Sorteper, passe godt på sig selv og huske på, at man fortjener bedre.

For det gør du.

Kærlige tanker,

Christina Copty

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Gæsteblogger: Helt ude af mig selv

Det er to og et halvt år siden jeg vejede 49 kilo. Jeg var holdt op med at spise og havde ikke sovet i syv måneder. For efter jeg flyttede ind hos mit livs kærlighed – i hans og hans afdøde kones hus med tre moderløse børn og mine egne to børn, ændrede mit liv sig i en retning, jeg ikke havde set komme.

Fra at have været hans gudinde, skulle jeg pludselig bare være glad for, at jeg kunne skide. Det fik jeg at vide, når jeg talte begejstret om vores fremtid. Jeg blev hånet, nedgjort, latterliggjort, alt blev vendt imod mig, min mærkelige adfærd blev bogstavelig talt noteret i hans lille sort bog. Jeg havde solgt mit hus og var begyndt at arbejde i hans firma. Han havde mange penge. Dem var jeg ikke så vild med, og da jeg sagde højt, at jeg havde det lidt svært med alle de penge og lige skulle vænne mig til det, svarede han, at når jeg ikke kunne lide hans penge, så fik jeg ingen. Han gav mig ikke løn i fem måneder. Jeg havde utrolig mange opgaver i firmaet, købte ind, lavede mad og vaskede syv menneskers tøj hver eneste dag – passede hans kones syv heste og hunden. Han sagde, han havde lyst til at give mig et lods i røven, fordi jeg ikke lavede en skid. Jeg arrangerede hans datters konfirmation og foreslog hende, at vi laves en mindevæg om hendes mor, så hendes mor også kom med til festen. Han sagde, at det var for stort et krav at stille til hans børn –

Og specielt hans datter, når jeg bad dem sætte deres eget service i opvaskemaskinen, som jeg altid bag mine egne børn om. Han sagde så meget mere end det. Meget, meget mere. Han kørte uden at sige farvel. Tog sine børn med ind i et lukket rum, når de græd og talte ikke om det. Planlagde jagtferier for ham selv, uden at snakke med mig om det – jeg skulle bare passe hans hus og hans børn og hans dyr. Han spurgte ikke. Sådan var det bare.

Da jeg begyndte at få det skidt, fik jeg at vide af ham, at jeg måtte ringe 112, hvis jeg faldt om, for han tog ud for at være noget for nogle andre. Han sagde: ‘du må fixe dig selv – du skal ikke forvente noget af mig. Du skulle komme og hjælpe mig med min sorg, og jeg skulle forsørge dig, men du vil jo ikke have mine penge’.

Efter 14 måneder var jeg blevet så syg, at jeg måtte væk fra hans hus. Jeg tænkte ikke, at gøre det forbi – men at jeg måtte fixe mig selv, og så kunne vi være sammen igen. På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om, at det var mig, der var forkert. Jeg var begyndt at sige undskyld for ting, jeg ikke skulle sige undskyld for. Han sagde, at han godt gad at være kæreste med mig, når jeg havde det godt. Jeg flyttede ind i et af hans mange lejemål – selvom han var rasende på mig og sagde: ‘hvad vil du have, jeg skal sige til andre om at DU flytter. Hvad vil de dog ikke tænke’’ ? “Jeg har gjort mig klar til, at du kan dø”, sagde han. På det tidspunkt fik jeg angst, når han var i samme rum som mig eller blot han var på vej. Jeg var så bange for ham. Bange for at han skulle fucke med mit hoved igen. Jeg blev så forvirret. Jeg blev så tvivlende på mig selv. Så træt. Jeg optog ham nogle gange, når han holdt enetale for mig i soveværelset – for jeg var så meget i tvivl, om det var min hjerne, der var syg, så jeg blev nødt til at høre hans væmmelige ‘taler’ igen, for at være sikker. “Du er jo alt for selvstændig til at være husmor, det kan du jo ikke finde ud af, så må du jo bevise, hvad du så kan”, siger han blandt andet på optagelserne. Det er ikke for børn!

Han bestemte, hvor jeg skulle flytte ind – for jeg havde ingen økonomi. Han valgte et hus uden soveværelse til mig og skrev ind i lejekontrakten, at huset kun måtte beboes af mig og mine to børn. Før jeg flyttede, fandt jeg ud af, at han havde noget kørende med en anden kvinde, som jeg selv havde introduceret ham for. Jeg prøvede at få ham selv til at sige det, men den mulighed brugte han ikke. Den sidste aften vi var kærester, sagde han: “Du kommer efter hestene og hunden i mine prioriteringer, så ved du det. ”

Dér gik det op for mig. Først dér. Han gjorde det forbi dagen efter. Sagde han havde købt en bog om Marathon og ville løbe det væk.

Jeg boede i hans lejemål 1 1/2 år efter. De fleste af mine ting var i hans hus. Jeg måtte ikke komme til dem, før jeg flyttede fra hans lejemål, sagde han. Men jeg havde jo ingen penge. Jeg var sygemeldt med tilpasnings/PTSD-reaktion – og var sygemeldt i 1 1/2 år. Mine vågne timer var helvede, og om natten havde jeg de vildeste mareridt om ham. Jeg græd uafbrudt i fire måneder. Tog solbriller på ud og handle. Jeg var færdig. Helt ude af mig selv. Helt uden lyst til at leve.

Det er 2 1/2 år siden. Jeg begyndte at arbejde igen i februar 2017 – og kunne derfor låne penge til et hus. Han afleverede mine ting, som havde været i fængsel hos ham, og da han så mit hyggelige nye hus, begyndte han at græde. Jeg spurgte ham, hvorfor han græd – og han sagde, at han slet ikke havde forestillet sig, at det var så hyggeligt. Jeg spurgte, hvad han da havde forestillet sig – og han sagde ‘et faldefærdigt hus langt ude på landet.’

Her 2 1/2 år efter er jeg stadig ikke helt mig endnu. Jeg er langt i arbejdet med mig selv, men der er stadig visse kognitive færdigheder, der ikke virker optimalt – og jeg ved ikke, om de nogensinde kommer til det? Jeg har skammet mig, så jeg ikke har kunnet være i min krop. Også skammet mig forfærdeligt over at have det godt igen og lykkes med noget igen. Det var virkelig voldsomt. Det var så ondskabsfuldt, så sygt, men det er heldigvis slut og kommer aldrig til at ske igen, fordi jeg i hans spejlbillede kom til at se en meget kærlig lille pige, som aldrig havde lært, at man ikke behøver at knokle sig selv hverken halvt ihjel eller tilpasse sig i en grad der sætter ens liv på spil, for at blive elsket. Der var heldigvis en gave i forbandelsen – jeg fandt den i mig selv.

  • Anonym gæsteblogger

_________________________________________________________

Hvis du gerne vil dele din historie som gæsteblogger på min blog, er du velkommen til at sende din beretning til mig på mail@christinacopty.dk -Husk at udelade eller ændre karakteristika, der kan identificere vedkommende, du skriver om.

Og mest af alt: Pas rigtig godt på dig selv, du fortjener bedre <3

Udgivet i Gæsteblogger, Narcissisme, Parforhold | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Automatisk kladde

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Er du blevet en ondskabsfuld eks?

En af de ting, der knuser mit hjerte mest er, når jeg ser, hvordan en forælder pludselig skifter karakter og ændrer sig overfor sit barn, fordi vedkommende er rasende på sin eks.

Desværre sker det alt for ofte at folk, der ellers påstår, at de tænker på deres børns ve og vel, ender med at modarbejde den anden forælder i en sådan grad, at det går ud over børnene.

Det kommer til udtryk i øjensynligt små ting, der har stor betydning for barnets stressniveau.

Som f.eks: Søn har glemt sin mobil hjemme hos far, og siger det til mor. Mor skriver en sms til far, og far svarer enten slet ikke, eller svarer kort ‘Og?’ Derfra skal mor navigere overfor sønnen, og finde ud af hvordan hun fylder det hadske vacuum far har skabt, uden at krænke far foran søn, samtidig med, at hendes blod naturligt nok koger – akkurat som far ønsker, for så har han ‘vundet’ i sit lille sadistiske sind. Søn får langsomt stresssymptomer som ondt i maven, fordi han er bange for at glemme noget det ene sted, fordi han føler sig skyldig i den dårlige stemning. Det er ondskabsfuldt og ikke samarbejdende af far.

Som f.eks: Far har talt med klasselæreren om morgenen, og skriver til mor, at der er lus i klassen, og at der skal kæmmes – og mor hverken kæmmer eller svarer. Hun insisterer på kun at holde rigidt fast i en ugentlig overleveringsmail, og giver sig ikke. Hun svigter sit barn, fordi hun føler sig hævet over, og  berettiget til at behandle barnets far som luft, hvilket barnet ikke kan lade være med at bemærke. Barnet begynder at gå på æggeskaller, og tør ikke vise sin kærlighed til far overfor mor. Og lusene, ja, de trives. Det er dårligt forælderskab.

Som f.eks: Barnet har problemer med læsning i skolen, og mor skriver til far, at de skal have ekstra opmærksomhed på at få læst over weekenden, men far vil hellere bare lege og hygge sig med barnet og ignorerer barnets behov for ekstra hjælp. Her svigter far, fordi han kun tænker på sig selv, og kun tænker på, at han skal være en “god” far, men i virkeligheden bliver en legeonkel, der ikke tager sit forælder-ansvar på sig. Barnet begynder at ‘hælde’ i sådan en situation, fordi det skiftevis mærker roen ved den faste forælder-ramme og hyggen ved at give fanden i det hele og bare hygge sig. Ikke just verdens bedste forudsætning for at opfostre et ordentligt menneske, der tager ansvar.

Som f.eks: Far har fået en ny kæreste, der også har børn. Deres skemaer passer ikke sammen, og de vil gerne have alene-tid sammen, så far overlader sine børn hos kærestens forældre med hendes børn, så de kan tage på romantisk ophold istedet for at aflevere børnene hos deres mor, bare fordi han ikke vil give moren børnene, også selvom børnene selvfølgelig hellere vil hjem til mor end at blive passet af kærestens forældre. Denne far er egoistisk og ondskabsfuld overfor sine børn, fordi han vil være ond ved sin eks. Børnene er artige overfor far, men så snart de kommer hjem til mor, græder de og er urolige.

I alle fire eksempler virker ‘overtrædelserne’ banale, men ikke desto mindre ved de, der genkender situationerne, hvadenten de står på den ene eller anden side af barnet, at følelserne i disse ‘små’ situationer er voldsomt ladede med raseri, foragt og frustration.

Og i sidste ende er det børnene, der betaler prisen, for de har ikke andre valg end at være tvunget til at være midt i den kolde krig, der udspiller sig hele tiden igennem deres barndom.

Når man er blevet så rasende, at man ikke længere kan sætte sine børn først og være en god, omsorgsfuld og kærlig forælder, der selvfølgelig gør hvad man kan, for at børnene ikke lider mere end nødvendigt pga skilsmissen (det betyder at man går den ekstra mil for sine unger og lige får kæmmet, lige får afleveret telefonen, lige får hjulpet med lektierne, lige får svaret, når der er noget akut, og selvfølgelig afleverer sine børn til den anden forælder, når man ikke selv er sammen med sine børn – det er samvær, børnene er på, ikke pasningsophold – det vil statsforvaltningen i øvrigt også indskærpe!) og at man tager sit voksenansvar på sig og får styr på sine følelser et andet sted end igennem den sadistiske ondskabsfuldhed man lægger for dagen, så skal man få slæbt sig selv hen til noget hjælp fra en professionel.

Når vreden fylder så meget at børnene bliver usynlige, eller man hører sig selv sige “Dét tager de ikke skade af” så er man ude på et voldsomt skråplan, og det er på tide, at man bliver voksen og får hjælp til at bearbejde sine følelser, så man ikke er så hadsk og styret af sine impulser efter at ville destruere sin eks.

Narcissisme, egoisme, ondskabsfuldhed og sadisme hører IKKE til i en barneverden. Børn fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Udgivet i Forældre og Børn, Narcissisme, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: I Løgnens Spind

Min kæreste blev indlagt med mave- og tarmproblemer, og skulle igennem den helt store kræftundersøgelse i Tyskland. Jeg var helt ødelagt og bange for at miste ham. Heldigvis blev han frikendt. Og så skulle der gå fire år, før jeg fandt ud af, at det hele var løgn og bedrag. At han formodentlig ”bare” var taget til Tyskland for at være sammen med en tysk kvinde, som han var mig utro med.

Vi er tilbage i sommeren 2012. Min kæreste gennem to år bor i campingvogn, imens jeg bor i lejlighed sammen med min datter. Vi er meget sammen – både hos ham og hos mig. Han ligger syg oppe i campingvognen med dårlig mave – har været dårlig flere dage. Vi taler og skriver sammen hver dag og er enige om, at han bliver deroppe, så han ikke smitter mig. Tanken er, at han skal komme til mig i weekenden. Og da han ikke har det bedre, tværtimod, er vi alligevel enige om, at han skal hjem til mig. Jeg skal op og hente ham lørdag ved 14-tiden.

Vi havde en aftale

Lørdag ved middagstid ringer han til mig og fortæller, at han har aftalt med sin nabo, at han kører ham til skadestuen i Slagelse, da han har blod i afføringen og har det rigtig dårligt. Jeg vil naturligvis køre op til ham, men de er allerede på vej til skadestuen. Han ringer, når han ved mere. Jeg bliver selvfølgelig nervøs. Det bliver ikke bedre, da han ringer og fortæller mig, at de vil sende ham til Tyskland, hvor han har adresse, for at få foretaget en større kræftundersøgelse af tarmen. Der er allerede bestilt fly fra Kastrup på hans regning. Og de sørger for at køre ham til lufthavnen. Han ringer til mig, når han er fremme på sygehuset i Hamborg. Han er helt oppe og køre, meget nervøs, hvilket jeg naturligvis også er. En mand omkring de 50 år, ryger, masser af kaffe, ikke altid lige sund kost, for lidt motion, for meget rødvin og ikke mindst en lidt for stor mave.

Tænk, hvis…..

Han ringer om aftenen og er nu på sygehuset. Er blevet indlagt – skal undersøges næste dag. Skal nok være der mindst en uge. Jeg tilbyder straks at komme ned – at tage et par fridage for at være sammen med min elskede. Det afslår han – er nok ikke noget særligt. Vi kan jo tale og skrive sammen hver dag. Puha, jeg er nervøs – tænk, hvis min elskede har kræft – tænk, hvis jeg mister ham. Vi skal jo være sammen resten af livet. Det må ikke ske!

Han fortæller også, at hans søn på 15 år, uanmeldt, har cyklet fra Næstved til Slagelse for at besøge ham. Han har ringet til ham, da han er på vej til Tyskland. Min kæreste har gennem flere år arbejdet on an off i Tyskland – hvorfor han har adresse der, da han nu bor på camping i Danmark, hvor han ikke kan have fast adresse.

Du skal ikke sige noget

Han fortæller ikke sønnen, at han er på vej på hospitalet – ingen grund til at gøre ham urolig – beder også mig om ikke at fortælle noget. Så han siger til ham, at han bare kan blive på camping, hvor der er mad i køleskabet. Og han behøver ikke fortælle sin mor om det. Skønt for en teenageknægt med en weekend på camping med vennerne. Jeg undrer mig godt nok over, at han er cyklet så langt – over 30 km – og så uanmeldt, når han ved, at min kæreste ofte er hos mig i weekenderne. Jeg er dog så optaget af min kærestes sygdom, at jeg ikke tænker nærmere over det.

Ikke noget farligt

Min kæreste, som har arbejdet en del i Tyskland, er fantastisk til altid at skrive og ringe til mig, når vi er fra hinanden. Sådan er det også nu. Vi taler og skriver sammen hver dag. Han er på diæt og får det langsomt bedre. Gennem den næste uge er han igennem forskellige undersøgelser. De tester det ene og det andet. Han keder sig og savner mig, som jeg savner ham. Det er hårdt. Og jeg har hele tiden skrækken for, at det er noget alvorligt. Han er nu rimelig optimistisk. De mener, at det måske bare er en virus. Og sådan bliver det heldigvis. Prøverne viser intet farligt – kun et forhøjet kolesteroltal, som ikke er behandlingskrævende. Gud ske tak og lov. Jeg får lov at beholde min elskede. Det var bare en advarsel. Alt er godt.

Alt er godt igen

Efter ca. 14 dage kan han komme hjem igen. Vi aftaler, at jeg skal hente ham i lufthavnen. Kan endnu huske glæden, da jeg ser ham komme ud af ankomsthallen. Han har godt nok tabt sig – men skidt med det. Bare han er rask og hos mig. Hjemme igen i min lejlighed hygger vi med rejemadder, rødvin og stearinlys, som vi altid gør, når han har været i Tyskland og arbejde. Alt er godt igen, nu, hvor han er hjemme. Og vi kaster os i hinandens arme og elsker – det er livet – en flig af himmelen!

Jeg har aldrig et øjeblik tvivlet på denne historie – min kærestes sygehistorie, indtil jeg for nyligt kom til at tale med min, nu ekskærestes søn, om episoden.

Ufattelig hårdt

Vi var igennem et meget hårdt og smertefuldt brud i årets første måneder. Jeg var nødt til at få ham ud af mit liv. Der var så mange ting, der ikke var gode. Der havde været så mange løgne og misbrug af mine penge. Og det værste var, at mine voksne børn lod mig vide, at hvis han ikke kom ud af mit liv, så ville de ikke se mig. Det fik mig til at tage det endelige skridt.

I dag har jeg NO contact med ham og har ikke haft det, siden han gik ud af min dør.

Efterfølgende har jeg haft kontakt med hans nu 18-årige søn, som jeg har kendt de sidste seks år. Vi har naturligvis talt om mangt og meget. Især fordi min ekskæreste ikke har holdt kontakten til sin søn. Og det derfor har været mig, der kom til at fortælle ham, at vi ikke er sammen mere. Det gjorde ham ondt.

En helt anden historie

Han fortalte så sin version af ”hospitals-historien – en noget anden historie, som ikke helt matcher med min.

Sig ikke noget til din mor

Faktisk havde han en aftale med sin far den lørdag om at komme op på weekend på campingpladsen. Og han blev kørt derop af sin mormor. Altså ikke noget med at tage cyklen, køre over 30 km og komme uanmeldt. Der var en klar aftale. Da han ankommer, ser han ryggen af sin far, som er på vej væk fra campingvognen – måske på vej op til toiletterne. Campingvognen er låst og det ser ikke ud til, at der ventes gæster! Sønnen går op til hovedbygningen, men kan ikke se sin far. Han skriver til ham på Messenger, da han ikke har sin fars telefonnummer. Hans far svarer efter et stykke tid, at han har været nødt til at tage til Tyskland og arbejde – ikke noget om hospitalet – men at han bare kan blive oppe i campingvognen til næste dag. Han ved jo, hvor nøglen ligger og der er mad og drikke indenfor. Og naboen er der også, hvis der er noget. Der er også nogle af hans venner på camping, så han beslutter sig for at blive til næste dag. Hans far siger, at han ikke behøver at fortælle det til sin mor. Nu er han jo deroppe. Og det synes sønnen lyder meget spændende – han har jo været der på sommerferie og kender flere deroppe.

Næste morgen ser sønnens mor, at han ikke har fået slukket sin computer – hun ser også, at den står på Messenger. Her ser hun skriverierne mellem sønnen og hendes eksmand. Hun bliver nervøs og tænker, hvad der kan være sket. Så er han heller ikke ældre. Hun ringer til ham – og får at vide, at alt er ok – og lidt tøvende fortæller han hende, at faren ikke er der. Han bliver hentet af sin mormor senere.

Det taler vi ikke mere om

Han hører ikke mere om historien, da han er vant til, at hans far tager til Tyskland og arbejder. Ofte går der også et stykke tid mellem de ses. Og noget om sygdom og hospitalsindlæggelse har han aldrig hørt om. Sønnen fortæller mig, at hans far kender en tysk dame, som bor i Hamborg, hvor han også har haft lejlighed. Han fortæller mig ligeledes, at hun er vegetar. Så måske har han ”bare” været hos hende i de 14 dage og spist ”sundt” og derfor tabt sig. Hun er fysioterapeut, måske på sygehuset, så hun kan sagtens have givet min kæreste de par hospitalsstrømper, som min kæreste havde med hjem fra ”sygehuset”.

Løgn og bedrag

I dag undrer jeg mig over, om han overhovedet var indlagt på sygehuset. Og var han syg eller var det bare en løgn, han fandt på, for at kunne komme af sted i en længere sammenhængende periode – måske fordi der var et krav fra en anden kvinde om det?

Det er forfærdeligt at tænke over, at han udsatte mig for alle de bekymringer omkring en evt. kræftsygdom. At han kunne fortælle om undersøgelser og mad på hospitalet. Og hele tiden vide, at han holdt mig for nar. Jeg får det nok aldrig at vide – og i den store sammenhæng, er det måske også ligegyldigt. Det er bare så uforståeligt, at han både snød mig og sin søn. At han så skruppelløst kørte sin dagsorden igennem. Han kunne bare have sagt, at han skulle en tur til Tyskland for at arbejde, som han fortalte sin søn. Det havde jeg ikke studset over. En sygehistorie – og så med kræftmistanke på dagsordenen – det er bare ikke ok. Tænk at være så vant til at lyve, at man uden at blinke, tager alt og alle med ind i løgnens spind!

Hvis jeg bare havde vidst

I dag ved jeg, hvad jeg ikke vidste dengang, at min ekskæreste er en narcissistisk psykopat, som gennem de sidste mange år har snydt og bedraget masser af godtroende og kærlige kvinder. Svært at sige hvorfor – måske bare fordi han kan og formodentlig ikke er bevidst om det. Og fordi han selv tror, at han er Guds gave til kvinden! Endelig, så er det jo sjældent, at narcissister får en diagnose. Det er jo ikke dem, men os andre, der er galt på den!

_______________

Forbehold: Gæsteblogindlæggene er udtryk for gæstebloggerens holdninger og oplevelser, og skal ikke tages som udtryk for Christina Coptys mening eller holdning, eller som diagnostisk værktøj.

Udgivet i Gæsteblogger | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Kan jeg elskes igen?

En del af de mennesker, der kommer igennem bruddet med en narcissist, stiller sig selv spørgsmålet, om de nogensinde kan gøre sig forventninger om at finde en sund partner bagefter. Ofte bunder spørgsmålet i en tvivl på, om man enten selv tiltrækker usunde partnere, eller om man har taget så meget skade af forholdet, at man ikke længere er attraktiv for en sund partner.

Og det er et pokkers godt spørgsmål – der selvfølgelig, som alt andet, kun kan besvares personligt og med fokus på alle de nuancer, der er i selve personen. Alligevel vover jeg mig ud på dybt vand og forsøger at give et svar.

Forenklet kan jeg svare ‘ja!’ – Det er muligt at finde en sund partner, selvom man har været sammen med en narcissistisk partner, men der er visse ting, man skal være opmærksom på, og turde arbejde med, hvis man især har en lang historie af dårlige og destruktive forhold bag sig.

Herunder har jeg samlet de 5 vigtigste punkter, som jeg ser det:

1: Man skal turde se på sin egen rolle i sit tidligere forhold. 

Når man har været i et destruktivt forhold har man ofte også indtaget en bestemt rolle, eller fået påduttet en rolle af ekspartneren. Med en narcissist er den rolle oftest at være den lille – være underhund – samtidig med at man har fået skylden og ansvaret for alt, der er gået galt. Vi kan få at vide, at vores vrede er for meget. At vores værdier er forkerte. At vi er psykisk ustabile eller syge. At vi ikke forstår, hvordan virkeligheden hænger sammen. Når vi godtager denne rolle-fordeling gang på gang over tid, sker der tit det, at vi holder op med at stille spørgsmålstegn ved den, også selv om vi kæmper for at blive set, så vi til sidst godtager, at det vitterligt må være os, den er gal med. Indtil vi kan se nuanceret tilbage på forholdet og skille skidt fra kanel, er der risiko for, at vi går ind i et nyt forhold med den samme accept af, at det er os, der skal fikse og være og rumme den andens urimeligheder. Dét er en invitation til mere af det samme.

2: Man skal gøre sig umage og bevare en form for overblik i det nye forhold.

Når man forelsker sig, er det naturligt at man har travlt med at gå hurtigt videre. Det er der intet i vejen med, især hvis man er så heldig at have fundet et menneske, der vitterligt er fantastisk og passende. Men fordi vi tidligere har været blinde for virkeligheden og de lag, der ligger under glansbilledet, er det vigtigt at vi også sætter tempoet lidt ned, så fornuften kan følge med. Hvis vi bare skøjter ind i et nyt forhold med skyklapper på og blindt håb i bagagen, er der nemlig risiko for, at vi ender i den samme rolle som før. Vi skal gøre os umage med at forholde os til den anden som menneske, og ikke kun være forelskede i den andens forelskelse i os.

3: Man skal kunne rumme sin egen uro og frygt.

Et af de nok sværeste elementer ved et nyt forhold er, at man skal rumme sin egen uro og frygt uden at projicere det over på sin nye partner. Når vi har været udsat for psykisk vold, kan vi nemlig nemt komme til at se vores nye partner igennem fortidens briller og tolke det, vedkommende gør, ud fra det, vi har været udsat for tidligere. Det betyder for eksempel, at vi kan tage en urimelig jalousi med, fordi vi tidligere erfarede utroskab og gaslighting, og nu kommer til at tillægge den nye partner de samme karaktertræk. For en ny partner bliver det hårdt arbejde at skulle kæmpe imod og insistere på at blive set for den vedkommende er. Derfor skal vi kunne rumme den uro og frygt der naturligt opstår, fordi vi er bange for at vi er på vej ind i det samme en gang til, og turde lade den nye partner være den, vedkommende er. Med andre ord at give den nye partner the benefit of the doubt.

4: Man skal turde læne sig ind i et nyt menneske med et åbent hjerte.

I samme tråd må vi hele tiden se på, om vi lader vores hjerter stå åbne, eller om vi trækker os, når der er små tegn, der minder om fortiden. At noget minder om, er ikke det samme som at hele paletten er den samme. Det kan godt være at den nye partner trækker sig fra konflikt og det minder om en eks, der var uvillig til overhovedet at tale om noget, fordi han/hun i virkeligheden ikke var interesseret i at give plads til andre end sig selv. At man trækker sig fra konflikt kan i højeste grad bare være et tegn på, at vedkommende har svært ved at stå fast i sig selv ved modstand, og derfor har brug for at trække sig. Derfor må vi lade være med at presse vedkommende til at tage konfrontationer, hvis vedkommende ikke vil, og istedet øve os i at være mere sårbare og ærlige, så vedkommende kan se, hvad det er, der rører sig i os. Måske er konflikter slet ikke nødvendige, hvis man istedet lærer at kommunikere. Ikke alt behøver være en kamp, selvom det er det, man kommer fra.

5: Man skal søge hjælp og sørge for at holde fast i sin egen proces.

En af mine klienter er en meget forstandig, viis og klog kvinde, der netop har været i et svært og destruktivt forhold i mange år. Hun har mødt en ny mand nu, og fordi hun ved, hvad hun har været igennem, ved hun også, at hun skal gøre sig umage for ikke at komme til at gentage sine tidligere mønstre. Derfor tager hun ansvar for sit liv og sit nye forhold ved at blive ved med at gå i terapi, for hun er klar over, at selvom hun svæver på en lyserød sky lige nu og det kan føles som om hun kaster penge ud i vinden i sin terapi, er hun også klar over, at hun lynhurtigt kan komme til at gentage sine tidligere tanker og mønstre. Derfor investerer hun i sig selv og bliver ved med at arbejde med sig selv. Netop fordi hun gerne vil have at det nye skal være anderledes, og ikke blot en gentagelse af fortiden.

Hvis man kommer til at gentage sig selv, og sætte sin nye partner ind i rollen som forgængeren, er der risiko for at den nye partner går. Ingen kan være i et forhold, hvor de ikke bliver set. Og det fortjener ingen i øvrigt at være. Hvis vi derimod går ind i forholdet og er i forholdet med opmærksomhed og bevidsthed, kan vi, når vi kommer til at bruge vores gamle automatikker, klart undskylde og derefter lægge det nødvendige arbejde i at skabe den forandring, forholdet har brug for.

Hvis ikke vi tager det ansvar på os for den heling vi skal igennem, må vi tage risikoen for at blive forladt, og leve med, at vi stadig har et stykke arbejde foran os, før vi kan tiltrække en sund partner, der selvfølgelig også fortjener at blive behandlet med respekt, omsorg og kærlighed. Og at miste pga gamle sår og fortidens spøgelser, ligger der meget fortrydelse i, især hvis man føler at ham/hende, man netop har mistet på grund af disse ubearbejdede sår, var The One.

Med ønsket om, at du må finde Kærligheden,

Christina Copty.

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Narcissistens Flyvende Aber

Flyvende aber er et udtryk, der bruges til at beskrive de mennesker, der lader sig forføre af narcissistens fortællinger om andre. Det kan for eksempel være kollegaerne, der tager narcissistens ord for gode varer, når han* fortæller, hvordan chefen snød ham. Det kan være forældrene, der tager narcissistens parti over deres eget barn, når han beskriver hvor ondskabsfuld deres datter er, og det kan være den idealiserede eks, der altid bakker sin narcissist op, ligegyldigt hvilke beviser, der hober sig op mod ham. Når det er meget slemt, kan det kan være børnene, der tager narcissistens parti mod den anden part, fordi de lader sig forføre af narcissistens gaver eller tårer.

Flyvende aber er som regel medløbere, der er mere optagede af at være vellidte end af at stå fast. Ofte har de en ubevidst frygt for narcissistens vrede, som de fornemmer ligger klar til angreb lige under overfladen, hvis de ikke er enige med narcissisten. Men oftest lader de sig forføre, fordi de tror, at de via den vej kan blive noget særligt for narcissisten. Få særstatus.

Oftest drejer det sig om mennesker, der, ligesom de af os, der selv er faldet for en narcissist, ser op til ham, beundrer ham og synes han nærmest er omgivet af en særlig stråleglans. Han kan noget, synes aberne, og ih, de længes efter at kunne det samme. Men fordi de er hæmmede enten af jantelov eller lavt selvværd, er de nødt til at få noget stjernestøv by proxy, altså via overførsel, og det gør, at de hjertens gerne render narcissistens ærinde, for så kan han rose dem, og de kan føle sig dygtige. Føle sig Rigtige. Det lugter trods alt lidt af kanel…

Narcissisten for sin del har brug for aberne, for det er igennem aberne, at han bliver stor. Uden aber, ingen magt. Hvis han stod alene, uden den tilbedende opbakning han får fra sine aber, ville narcissisten fremstå lille, latterlig og uvæsentlig, men fordi han formår at skabe sig en skare af tilhængere, der labber alt han siger i sig, har han en platform som han bruger til at skabe sig den virkelighed han vil have.

Og hvad er det så aberne gør? Jo, de sendes enten i byen for at opsnappe informationer (oftest om en eks er begyndt at se en anden),  eller de flyver rundt med historier fra narcissisten, der gavner narcissisten, men som har endnu et formål: At skade narcissistens opfattede fjende. Aberne bruges til at skabe gode, solide smædekampagner til fordel for narcissisten, hvor han selv fremstår uskyldig, og hans fjende som krænkeren, den utilregnelige, den psykisk syge; altid noget, der har at gøre med ‘fjendens’ personlighed, så det på ingen måde kan tilskrives narcissistens adfærd.

Eksempel:

Hun har forladt ham, fordi hun ikke længere kunne holde deres evindelige skænderier ud. Han kan ikke tåle, at andre skal vide, at hun er gået fra ham, for så tror de, at der er noget galt med ham. Han er ikke ‘sådan en, der bliver forladt.’ Derfor fortæller han alle, at han smed hende ud. Han fortæller, at hun har snydt og bedraget ham, og at de har skændtes i lang tid, fordi hun er udenfor pædagogisk rækkevidde, faktisk psykisk syg. Han fordrejer sandheden lige tilpas til at skænderierne kan se godt ud fra hans vinkel, og så sendes aberne ellers i byen med et “I behøver ikke tage del i det her, men jeg synes bare I skal vide, hvad det er for et menneske I har med at gøre. Hun har for øvrigt heller aldrig kunne lide jer”

Eksempel:

Børnene er blevet med deres narcissistiske mor efter et voldsomt brud, hvor faderen var nødt til at forlade hjemmet hurtigt pga narcissistens eskalerende raseri. Børnene bliver herefter underlagt mors uafbrudte tårer, hendes foragt og vrede på faderen, og hun trækker børnene tættere ind til sig, ved at sige “Jeres far har forladt os. Nu har vi kun hinanden, og vi skal passe på aldrig at lade ham komme tæt på igen, for han er meget syg.” Børnene, der oftest har haft en god, nær og tryg relation til deres far inden skilsmissen, bliver nu pludselig utrygge ved deres far, og samtidig føler de et ansvar for mors velbefindende, så de går med til at stadfæste historien om en syg og ond far, som de ikke længere ønsker at se.

Der er utallige eksempler på, hvordan aberne (mis)bruges af narcissisten af den ene grund at narcissisten ikke kan tåle at tabe. Når man lever sit liv ud fra devisen om rigtigt og forkert, sort-hvid, vil der altid være en taber og en vinder, og narcissisten vil for alt i verden se ud som om han vinder, især når han taber, også selvom det koster andre dyrt.

Kan der gøres noget? 

Hvis du er udsat for flyvende aber, kan du glemme alt om at nå dem med fornuft. Deres øjne og ører er fyldt med narcissistens version af virkeligheden, så du vil komme til at fremstå som bitter, ond, ja, alle de ting som narcissisten beskylder dig for.

Istedet skal du sætte dine grænser tydeligt overfor aberne, og gå hvis de ikke respekteres. Det vil rent praktisk sige, at du siger klart fra: “Jeg vil gerne være sammen med dig, og jeg værdsætter dit selskab, men jeg vil ikke være skraldespand, derfor skal du ikke gengive eller viderebringe noget fra x (narcissisten) til mig. Hvis det er svært for dig at respektere dette, vil jeg gå fra situationen” Kun når du sætter dine grænser tydeligt vil aberne tie og i mange tilfælde begynde at reflektere over deres egen rolle – og kun på den måde mister narcissisten sin magt. For husk: uden aber, ingen magt.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

*Der er både mandlige og kvindelige narcissister. For nemheds skyld bruges her det mandlige pronomen.

PS: Hvis du vil læse mere om flyvende aber og narcissister, anbefaler jeg min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, der kan købes til en fordelagtig pris lige her.

PPS: Der er lige nu (januar 2018) venteliste til terapi hos mig frem til foråret. Hvis du ønsker at komme på venteliste, kan du skrive til mig på mail@christinacopty.dk

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Gæsteblogger: Når de Blå Mærker sidder Indvendigt

Jeg er ikke blevet slået. Jeg er ikke blevet truet på livet. Og jeg er ikke blevet skældt hæder og ære fra. Tæller min historie så? Og har jeg så ret til at sige, at min ekskæreste er narcissistisk?

Curseren på min computer står og blinker. Det er anden gang, at jeg går i gang med at skrive om min oplevelse med en narcissistisk partner. Det er rigtig svært at skrive om, for selvom det nu er halvandet år siden, at min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, så er det stadig vanskeligt for mig at tegne et entydigt billede af min historie, som jeg kan holde endegyldigt fast i. Brudstykker dukker op og føjer en ny dimension til den historie, jeg ellers lige troede, var blevet mit facit. Og egentlig er det nok hele min historie om livet med en narcissist i en nøddeskal: Man (jeg) tvivler igen og igen på mine oplevelser. Det er, som om jeg er blevet den lille dreng i H. C. Andersens eventyr: ”Kejserens nye klæder”, der står i folkemængden og bryder illusionen ved at råbe: ”Jamen han har jo ikke noget tøj på!” for blot et par sekunder senere at spørge mig selv, om det mon i virkeligheden bare er mig, som skal have briller?

De fysiske tegn på livet med en narcissist er så nemme at forholde sig til. De er til at tage og føle på. Det bliver konkret og synligt. Når jeg ikke har den slags at hænge min historie op på, så bliver jeg bange for at være en drama queen. Jeg har set, læst og hørt mange interviews med Christina Copty, og næsten hver gang stiller journalisten spørgsmål, som går på, om det, Christina fortæller, i virkeligheden ikke er ret almindeligt og hverdagsagtigt for de fleste. Jeg bliver bange for, at folk skal tænke det samme om mine oplevelser. Og jeg forstår egentlig godt, at man som udenforstående kan tænke sådan. Selv for mig, og mange andre som kender til livet med en narcissist, kan det være frygteligt svært at finde hoved og hale i, hvad der er narcissistisk, og hvad der ikke er. Men jeg vælger alligevel at dele min historie, fordi jeg ved, at vi faktisk er ret mange i samme båd, og det betyder så uendeligt meget at vide det, når man tror, man sidder helt alene i en synkende skude på et åbent hav. Skammen, tvivlen, de selvnedgørende tanker og tabuerne fylder nemt så meget, og jeg er endelig, endelig, endelig nået hertil, hvor jeg tør stå ved, at dette er mine oplevelser! Dette er en del af min historie! Og dette er virkelig sket for mig!

Dameblade, selvhjælpsbøger og veninder blinker med røde advarselslamper. Efter halvandet år burde man for længst være videre, og det bliver hurtigt til en kamp inde i mig, hvor tiden bare går, mens jeg mærker min hals snøre sig sammen. Jeg er bare ikke længere i processen, men det burde jeg jo være! Da jeg finder frem til Christina Copty og bliver klogere på narcissisme, får jeg endelig ro på. Jeg er lige, hvor jeg skal være i forhold til at komme ud af forholdet med en narcissist. Det er nemlig ikke bare en klassisk kærestesorg, som kan klares med en pakke kleenex og en rebound. Det er forsøgt, men det virker ikke. Ikke for mig i hvert fald. For alle de subtile, psykiske skader tager lang tid at komme sig over. For mig tager det faktisk også tid at opdage skaderne, fordi der er så meget dårlig opførsel, jeg har accepteret. Nok mærkede jeg tit, at noget var galt, og jeg sagde det også højt på mange forskellige måder, men samtidig fik min ekskærestes reaktion mig hver gang til at tvivle på, om min oplevelse var overdrevet – og om jeg overhovedet havde ret til at have den. Igen og igen stod jeg med et ben i hver lejr: ”Har han virkelig ikke noget tøj på – eller er det mig, som skal have briller?”

Lidelse og forvirring var overhovedet ikke på tapetet, da min ekskæreste og jeg blev kærester. Tværtimod. Min ekskæreste og jeg lærte først hinanden at kende som venner. Vi havde begge andre kærester, men min ekskæreste blev hurtigt vild med mig og var sågar parat til at være sin kæreste utro for at være sammen med mig. Det var jeg overhovedet ikke parat til, og samtidig var jeg ærlig talt heller ikke så vild med ham, som han var med mig. Det ændrede sig dog over tid, og da jeg endelig blev forelsket i min ekskæreste, kunne han slet ikke fatte sit eget held! Jeg var mere end forgudet, og det havde jeg ikke prøvet før på den måde, så jeg forstod sådan set heller ikke mit eget held. Men jeg forstod dengang heller ikke, at der er en god grund til, at ”højt at flyve, dybt at falde” er blevet en fortærsket kliché…

Min ekskæreste led af alvorlig stress, og han var meget isoleret og ensom. I dag er det tydeligt for mig at se, at han ikke bare led af stress. Han havde en dyb depression. Meget hurtigt blev jeg til hans redningskrans, fordi han ikke havde andre. I alle de år vi var sammen, har jeg aldrig mødt hans venner. Min ekskæreste gjorde meget ud af at fortælle mig, at vi havde noget helt særligt sammen. På en måde følte jeg mig meget unik og værdifuld, og samtidig begyndte jeg også at føle stor afmagt og stress. Min ekskæreste og jeg kom hurtigt ind i en redder-offerrelation, hvor jeg var den skønne Florence Nightingale, og han var det stakkels offer. Jeg overvejede tit at gå, men jeg turde ikke. Jeg turde ikke, fordi jeg i ramme alvor frygtede, at min ekskæreste kunne finde på at tage sit eget liv, hvis jeg gjorde det. Jeg husker, hvordan vi en aften stod og hyggede os med at lave mad sammen. Vi snakkede om hans arbejde, og jeg var igen den medfølende og lyttende kæreste. Pludseligt ud af det blå sagde min ekskæreste, at han nogle gange havde overvejet, om det overhovedet var værd at blive ved med at leve. Jeg blev så forskrækket! Samtidig var der også rigtigt dejlige stunder, og dem higede jeg desperat efter. Jeg higede så meget efter dem, at jeg selv gik i terapi, beordrede ham i terapi, slæbte os i parterapi, læste ufatteligt mange bøger og blogs om parforhold og diskuterede det om og om igen med mine veninder. For der var jo som sagt engang, og hans ord overbeviste mig hele tiden om, at vores forhold var unikt, og jeg var den eneste ene. Der var bare lige den hage ved det, at jeg sjældent kunne få hans ord og handling til at hænge sammen.

I ord havde vi det fantastisk sammen, og vi havde en fantastisk smuk drøm foran os med hus, børn, hund og lutter idyl og lykke. Drømmen blev så virkelig, at vi det meste af tiden levede mere i den, end vi levede i virkeligheden. Jeg tror i ramme alvor, at min ekskæreste selv troede så meget på den drøm og hele illusionen, at det blev til hans virkelighed. Det var også en drøm, som jeg vitterligt havde, og den blev som det lysende fatamorgana, som jeg kæmpede desperat for at nå hen til. Men lige meget hvor meget jeg kæmpede, så nåede vi aldrig derhen. Den virkelige virkelighed var, at vi ikke havde hverken hus, hund eller børn. Faktisk boede vi ikke engang sammen. I fem ud af ugens syv dage vidste jeg egentlig ikke, hvad min ekskæreste foretog sig. Selvfølgelig snakkede og skrev vi sammen, men jeg var ikke en del af hans hverdag – og omvendt.

Da vi blev kærester, boede vi næsten i hver sin ende af landet. Min ekskæreste var ikke glad for det lille provinssted, hvor han boede, og samtidig stod jeg selv ved en skillevej i mit liv. Min ekskæreste meddelte mig, at når jeg vidste, hvor jeg ville bo, så ville han flytte med. I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det var noget, vi skulle have taget aktiv del i og ansvar for begge to, men her blev opskriften allerede nedskrevet for resten af vores forhold: Min ekskæreste fortalte mig, hvor meget han ville mig, og derfor var han endda så storsindet at lade mig træffe de valg, jeg ville, og så skulle han nok følge trop. På den måde kunne min ekskæreste fortsætte sit liv, mens jeg stod med alt ansvaret og beslutningerne, samtidig med at han fik det til at se ud, som om at det faktisk var meget storsindet af ham. Da jeg så traf en beslutning om, hvad jeg gerne ville og glædede mig til et liv sammen med min ekskæreste, blev jeg fælt overrasket. Han fulgte ikke med alligevel. Der var så mange undskyldninger for det, og det skortede ikke med store kærlighedserklæringer og lignende ord, som alt sammen fik min ekskæreste til at fremstå som den mand i verden, der ville mig allermest, meeeen… der var bare lige det og det, som gjorde det lidt besværligt lige nu. Offerhistorierne havde en længere kø end Tivoli i højsæsonen, mens hans handlinger bandt ham endnu mere til det liv, jeg ikke var en del af.

Jeg begyndte at tilsidesætte mine egne behov. Jeg kunne godt få dem opfyldt, hvis jeg gav mig 100 procent som redder og kun koncentrerede mig om at støtte min ekskæreste i at få ham ud af sin depressive tilstand. Men det kunne jeg ikke overskue. Så jeg stod altid i et dilemma imellem, om jeg havde flere kræfter til at være endnu mere redder, så jeg kunne få det fantastiske fatamorganaforhold, eller om jeg ikke havde energien og måtte give køb på mine behov. Langsomt blev jeg mere og mere drænet i forholdet med min ekskæreste, og jeg følte mig så forbandet utilstrækkelig. Jeg kunne efterhånden kun lige og lige overskue min hverdag, men jeg orkede hverken venner eller fritidsinteresser. Det skal siges, at min ekskæreste helt bestemt også havde gode sider. Han kunne være utroligt sød, lyttende og støttende, hvis jeg havde problemer, så længe de bare ikke involverede ham selv eller krævede, at han skulle give afkald på noget vigtigt for ham.

En enorm ambivalens voksede inde i mig. Jeg følte kærligheden, samtidig med at jeg også var vred. Jeg gik ufatteligt mange ture, hvor jeg prøvede at finde hoved og hale i det hele. Jeg snakkede også med veninder om det, men efterhånden begyndte jeg at lade være, fordi jeg skammede mig over, at vi nu igen igen havde krise i vores forhold. Af og til forlangte jeg en pause i forholdet, og når vi havde de pauser, tænkte jeg som en gal over, hvad vi skulle gøre anderledes. Min ekskæreste derimod skruede bare endnu mere op for de sociale aktiviteter. Når jeg udtrykte min vrede, uanset om det var helt stille og roligt eller med hævet stemme, så havde vi virkelig balladen! Min ekskæreste reagerede ikke med stor, eksplosiv vrede. Tværtimod. Han blev ked af det og lod mig forstå, hvor meget han jo bare prøvede at gøre mig tilfreds og leve op til mine høje (urimelige) krav. Da vi kom længere hen i forholdet, begyndte han også at gøre det klart for mig, hvor meget jeg overreagerede, og han ville ikke stå model til, at jeg råbte og skreg af ham, som han udtrykte det. Jeg var fx bekymret for hans alkoholindtag, fordi rigtig mange i hans familie er alkoholikere. Min ekskæreste prøvede i den tid, vi var sammen, at dæmpe sit alkoholforbrug, men mod slutningen af vores forhold, mente han, at jeg havde holdt ham nede, og han havde overhovedet ingen problemer. Som han direkte sagde: ”Nogle gange har jeg bare brug for en ventil, hvor jeg skyller hjernen igennem med øl.”

Jeg bad min ekskæreste om at række mere ud til sit netværk (som jeg ikke kendte), fordi jeg ikke kunne være hans eneste redningskrans. Det begyndte han også langsomt at gøre, og det gjorde mig egentlig glad, men det gjorde mig også bange og usikker. For det var, som om at når min ekskæreste havde andre, som kunne fylde ham op med især sociale aktiviteter og bekræftelse, så glemte han mig. Når jeg delte disse oplevelser med min ekskæreste, havde han den samme undskyldning om, at jeg engang havde bedt ham om ikke at kontakte ham i en brandert. At jeg sidenhen havde sagt noget andet, sågar i parterapi, kunne han sørme ikke huske. Og igen kom alle kærlighedserklæringerne. Det ændrede bare stadig ikke på hans adfærd. Jeg blev så usikker på, om det så var mig, der var for meget, for jaloux og for krævende. Men samtidig havde min ekskæreste meget brug for, at han ikke følte sig holdt udenfor, og jeg skulle hele tiden sørge for at give besked på forhånd, hvis han ikke kunne få fat i mig, eller hvis vi ikke kunne ses. Hvis jeg ikke sørgede for det, vidste jeg ikke, om jeg så havde et forhold at vende tilbage til. Det gjaldt selvfølgelig ikke den anden vej rundt, og da jeg engang påpegede det urimelige i det overfor min ekskæreste, blev det vendt om til, at jeg var urimelig og overreagerende.

Vores forhold endte lige så langt nede i rendestenen, som det var begyndt oppe på piedestalen. Min ekskæreste levede mere og mere et liv, jeg ikke kendte noget til, og jeg havde mere eller mindre givet op. Men jeg kunne ikke finde ud af at give slip. Jeg fornemmede, at min ekskæreste langsomt kørte et liv i stilling udenom mig, så han havde de forsyninger, der skulle til for at klare sig uden mig. Og ganske rigtigt var det sådan, det hele endte. Jeg gik virkelig fra at være idealiseret til at være kasseret og løjet for.

Tiden efter bruddet var virkelig hård. Jeg var fuldstændig slidt ned til sokkeholderne, og jeg havde ikke haft overskuddet til at køre nye forsyninger i stilling, ligesom min ekskæreste havde. Jeg havde en kæmpe vrede inde i mig, som jeg ikke kunne komme af med, for manden var ikke længere i mit liv. Samtidig begyndte jeg at få mareridt stort set hver nat, som alle sammen gik på, at min ekskæreste ydmygede mig. Jeg rakte ud til mine venner og familie, men de færreste forstod det mareridt, jeg stod i med åbne øjne både dag og nat. Ydmygelsen fyldte alt, og jeg læste rigtig meget på Christina Coptys blog og i bøger om narcissistiske forhold. Var der blot én narcissistisk egenskab, jeg ikke kunne genkende ved min ekskæreste, så smed jeg det hele på gulvet og så mig selv som totalt langt ude. Min ekskæreste opførte sig ikke som en klassisk grandios narcissist. Tværtimod. Da jeg langt om længe fandt ud af, at der også findes noget, som hedder ”skrøbelige narcissister”, faldt tingene på plads inde i mig. Dér havde jeg min ekskæreste i en nøddeskal.

Jeg skammede mig, så mine tånegle sad kronisk fast i mine fodsåler. Jeg skammede mig over at have fundet mig i sådan et forhold. Jeg skammede mig over, at jeg gav så meget køb på mig selv. Jeg skammede mig over, at jeg ikke var i et lykkeligt forhold. Jeg skammede mig over, at jeg havde så svært ved komme videre. Jeg skammede mig over kort sagt over alt!

Når jeg fortæller min historie om min tid med en narcissistisk kæreste, så er jeg godt klar over, at der er nogen, som ikke forstår det. Jeg er også godt klar over, at det her er min oplevelse, min version, af det skete. Derudover er jeg også godt klar over, at der kan være nogen, som måske tænker, at min historie virker som en historie, hvor jeg gør mig selv til et sagesløst offer for en ond, ond mand. Sådan ønsker jeg ikke, at det skal forstås. Jeg tror oprigtigt, at kærligheden mellem os var reel, men det er kun i Hollywoodfilm, at den overvinder alt. Kærlighed er bare ikke nok, når der er så komplekse og dysfunktionelle dynamikker i spil. Og selvfølgelig har jeg også måttet kigge mig selv dybt efter i sømmene for at blive klar over, hvad det var, der drev mig til at blive i forholdet.

Jeg deler min historie, fordi jeg gerne vil bryde med skam, ensomhed og tabuer. Jeg deler også min historie, fordi den giver et indblik i, hvordan det kan føles at være i et forhold, hvor de blå mærker sidder indvendigt på huden. Jeg deler den også for at vise, at der er hjælp at få, og der er en vej ud af tågen! Vejen er rigtig lang, og jeg er stadig i proces, men min livsglæde og min viljestyrke vinder frem, og jeg minder mig selv om, at jeg fortjener bedre. Et rigtig vigtigt skridt er at give mig selv lov til at have mine oplevelser og min sandhed.

__________________________

Vil du også gerne dele din historie, så send den til mig på mail@christinacopty.dk

Udgivet i Gæsteblogger, Narcissisme, Parforhold, Terapi | 3 kommentarer

Gæsteblogger: Brev til V

Til V

Der er et kendt Nietzsche citat, der lyder: ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Men hvad, hvis du ikke dør fysisk, men dør psykisk og følelsesmæssigt? Hvad, hvis det, der ikke slog dig ihjel, ikke efterlod dig stærkere? Hvad, hvis det bedøvede dig, berøvede dig og efterlod dig tom?

Ovenstående linjer skrev jeg et år efter vores brud. Jeg var nedbrudt. Ulykkelig og træt. Havde kæmpet og kæmpet. Givet alt, hvad jeg havde og mere til. Havde givet helt slip på mig selv. Veget til side for at give os, eller rettere sagt dig, plads. Som en vampyr havde du suget alt liv, al mening og al kærligheden ud af mig. Du havde taget det, der var smukt i mig, og gjort det grimt. Som en tornado havde du ødelagt alt på din vej. Efterladt mig tom. Rådvild. Ude af stand til at navigere i den virkelig, jeg nu stod i.

I over to år var du hele min verden. Alt, jeg drømte om, inkluderede dig. Da jeg mødte dig, var jeg lykkelig. Havde endelig fundet ”hjem”. Havde brugt så mange år på at finde mig selv. På at elske mig selv for den, jeg er. På at rydde op i de ting, der havde hængt som en lænke om min fod. Havde endelig fundet ind til kernen i mig. Kunne for første gang se mig selv i spejlet. Smile. Sige: ”Du er skøn, som du er. Du er værd at elske. Du fortjener alt det gode her i livet”. Havde givet slip på alle de dårlige minder. Alle de gange, mit hjerte var blevet knust. Alle de tårer, jeg havde grædt. Havde lært at passe på mig og min sårbarhed. Give mig selv plads til at være den, jeg er. Da jeg mødte dig, følte jeg endelig, at den længsel, jeg havde efter kærlighed, blev mødt. Følte, du så mig. Følte, du elskede mig for den, jeg var. Følte jeg en samhørighed, jeg ikke havde følt før. Med dig var jeg speciel. Udvalgt. Forgudet. I al fald for en stund.

Det blegnede i lyset af alle de egoistiske, respektløse, løgnagtige, manipulerende, nedbrydende, psykisk og følelsesmæssige voldelige ting, du udsatte mig for. Det, du ødelagde i mig. Den skade, du forvoldte. Det lort, du fyldte mig med. Uden at jeg opdagede det. Ofte har det været svært for mig overhovedet at huske alle de ting, der foregik. Det var så systematisk. Nedbrydende. Traumatiserende. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skubbe det væk. Flygte. For at overleve. For ikke at knække. Bryde sammen. For ja, der var tidspunkter, hvor det var tæt på at tage livet af mig. Enten ville mit hjerte briste af smerte og sorg. Min hjerne eksplodere af tanker, der gik amok. Eller manglen på søvn og mad, angsten og smerterne, gøre, at min krop gav op. Det var lige før, at døden ville være bedre end livet. Jeg tænkte på, at gøre det. Hvis ikke min krop gjorde det af sig selv.

Hvis vores forhold var en lang tørke, der langsomt udtørrede og udpinte mig. Efterlod mig tom. Død. Forladt. Så var vores brud et jordskælv. Tiden efter en tsunami. Ødelæggelserne satte spor længe efter. Sårene var så åbne og tydelige. Den eneste grund til, at jeg ikke forblødte, var, at jeg havde lavet tykke forbindinger. Intet kunne trænge ind. Intet kom ud.

Du er narcissist. Det kan ikke diskuteres. Du manipulerer. Lyver. Bygger op, for at bryde ned. Suger alt ud af den, der giver dig kærlighed. Du efterlader kaos, hvor du har hærget. Jeg så det ikke før, det var for sent. Faktisk så jeg det først længe efter.

Jeg viste dig hudløst ærligt, hvem jeg var. Viste dig alle mine styrker og svagheder. Al min sårbarhed. Du tog den sårbarhed, og brugte den imod mig. Jeg elskede dig ubetinget. Jeg bar dig, når du ikke selv kunne gå. Stillede mig foran dig, når du var i fare. Passede på dit hjerte, som var det en glaskugle. Selv da vi måtte skilles, prøvede jeg på at vise dig respekt. Du gjorde det omvendte. Du bar nag. Brugte mine usikkerheder til at gøre mig mere usikker. Huskede alle fejl, jeg begik. Bebrejdede mig for dem. Gav mig ansvar for alt, der gik galt. Afviste mig, når jeg havde brug for dig. Elskede mig kun, når du følte, jeg fortjente det. Du byggede mig op. Elskede mig. Forgudede mig. Fik mig til at føle mig speciel. Når du så brød mig ned, kunne kun du bygge mig op igen. Jeg blev afhængig af dig. Det virkede som om du nød det. Elskede den magt, du havde. Fordi jeg elskede dig ubetinget. Fandt mig i det. Måske havde du det så dårligt med det menneske, du var, at du blev ligeglad med, hvor ødelagt jeg blev. Så længe du kunne bevare din facade. Selv kunne leve videre. Og videre kom du. Allerede inden vi var forbi.

På grund af dig, begyndte jeg at tro, at det var mig, der var skør. Det var mig, der var noget galt med. Du satte spørgsmålstegn ved alt. Hvad jeg syntes. Følte. Sagde. Gjorde. Troede. Mente. Vurderede om mine følelser var rigtige eller forkerte. Du var overfladisk. Havde behov for at vise dig frem overfor andre. Fremstå perfekt. Rig. Succesfuld. Alt sammen en stor, tyk løgn. Du udnyttede mig økonomisk. Behandlede mig så dårligt, at sex til sidst blev en pligt. En tvungen nødvendighed for at undgå utroskab. Så stort et overgreb, at hver gang var smertefuldt. Jeg bed det nogen gange i mig. Andre gange sagde jeg stop. Du sagde det var mit problem. At jeg måtte fikse det. Snart. Ellers måtte du få tilfredsstillet dit behov et andet sted. Hvilket du sikkert allerede havde gjort. Du lod mig forsvare dig overfor hele verden. Fik mig til at fremstå som et underdanigt fjols. Tro på dig fremfor alle andre. Når du i virkeligheden var fuld af løgn. Hvis jeg ville behandles som en prinsesse, måtte jeg opføre mig som en. Ville jeg elskes ubetinget, måtte jeg gøre mig mere umage med at tilfredsstille dig. Du fik mig til at føle mig mindre værd. Mindre elsket. Mindre prioriteret. Mindre smuk. Mindre alting.

Jeg var indlagt i fem måneder på grund af dig. Var på antidepressiv, beroligende og angstdæmpende medicin. Kunne ikke sove uden medicin. Ikke komme i gang om morgenen uden medicin. Isolerede mig. Kunne ikke mærke noget. Ikke huske. Ikke føle. Ikke forholde mig til tid og sted. Havde angst. Var ligeglad. Havde ikke lyst til noget. Var ensom. Savnede en at elske, som jeg elskede dig. En til at fylde det tomrum, du efterlod. Det stod slet ikke mål med det menneske, du var. Måske du efterlod så stort et tomrum, fordi du også tog mig med? Jeg måtte lære at fylde det tomrum ud selv. Det var svært. Det tog tid. Savnede en at holde om. En at kysse. En at holde i hånden. En at røre ved. En at kigge i øjnene. En at dufte til. En at savne. En at tænke på. En, der tænkte på mig. Ikke som dig. Der nærmest glemte mit navn, før det var slettet fra din telefon. Savnede ikke dig. Men jeg savnede den følelse, jeg havde, når jeg havde det godt med dig. Savnede det, jeg troede, vi havde. En at have en fremtid med. Allervigtigst, savnede jeg en at dele nuet med. En, jeg kunne forsvinde i tid og rum med. En, der fik mig til at føle mig elsket ubetinget. Føle mig som en prinsesse. Føle mig speciel og unik. Som ikke kunne undvære mig. En, der ville have mig lige præcis, som jeg var. Der syntes, jeg var det smukkeste i verden. Der ville vise mig frem for alle. Som lod mig være mig. Fortalte mig, at han altid ville være der for mig. Især, når det var sværest at sige det. Ønskede en, der gav mig frihed og plads til at være mig. Som mødte mig i øjenhøjde.

Tre år er der gået, siden vores veje skiltes. Tre lange år. Spøgelserne hjemsøgte mig længe. Det gør de til tider stadig. Du har været den hårdeste lektie i livet. Men også den største. Jeg ville ikke ønske, at jeg kunne gøre fortiden om. Uden dig, var jeg aldrig blevet den, jeg er i dag. Et bedre menneske. Empatisk. Nærværende. Tilgivende. Rummelig. Rolig. Overbærende. Positiv. Medfølende. Jeg er rejst langt. Rejsen har vist mig, hvad der er vigtigt i mit liv. Hvad, der betyder noget. Hvad, der ikke gør. Jeg har lært, at alt er foranderligt. Har lukket alle mine dæmoner ud. Givet slip på store hemmeligheder. Sagt alt højt. Forsvundet er vreden. Smerten. Sorgen. Meningsløsheden. Angsten. Følelsesløsheden. Ligegyldigheden. Tomheden. Håbløsheden. Jeg har været så langt nede, jeg kunne komme. Været så tom, jeg kunne blive. Været så følelsesløs, jeg kunne være. Jeg er blevet født på ny.

Alt det, jeg frygtede, ville slå mig ihjel. Slog mig ikke ihjel. Efterlod det mig stærkere? Ja, bestemt. Uden tvivl.

Forleden så jeg billederne fra dit bryllup. Jeg så også et par af dem for et år siden, da du blev gift. Med hende du allerede havde fundet, inden vi skiltes. Forskellen er, at denne gang rørte det mig ikke. Det er en kæmpe sejr. Du fylder mindre, end du nogensinde har gjort. Jeg er fri. Og selvom der stadig er svære dage, er det sjældent på grund af dig. Jeg ser fremad. Tror på det bedste. På eventyrerne. På drømmene. På håbet. På glæden. På kærligheden…

Farvel V. Far vel….

L

Udgivet i Gæsteblogger, Selvudvikling | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

Psykisk vold har mange ansigter, og er derfor ikke altid let at definere. Psykisk voldelige partnere eller eks-partnere har dog en masse fælles adfærdsmønstre, der gør at de er forholdsvis lette at genkende. Blandt andre…

Den psykisk voldelige partner:

  • Respekterer ikke andres grænser, samt ordet ‘nej’ eller ‘lad mig være’ – Der er med andre ord intet hensyn til partnerens afgrænsning.
  • Er kun optaget af sine egne (ofte voldsomme) følelser, der ofte er ude af proportioner med situationen.
  • Har ofte meget svingende følelser, og kan gå fra indædt og truende kold vrede til varmblodige kærlighedserklæringer og fuldstændigt dybe kløfter af ubærlig indre smerte.
  • Har holdninger til alt, og mener at disse holdninger er Sandheden, hvorfor andre behandles som dumme og uvidende – og derfor som laverestående.
  • Lyver nemt og hurtigt for at sløre virkeligheden, hvis den ikke er fordelagtig.
  • Truer om fysisk vold, smider med ting eller har en voldsom, aggressiv fremfærd, der har til hensigt at intimidere og skræmme den anden til underkastelse
  • Kritiserer og vender situationer på hovedet, så offeret føler sig forkert og som den skyldige i alt, der går galt i forholdet.
  • Isolerer sit offer for at eje vedkommendes tanker, kærlighed, opmærksomhed og tilbedelse.
  • Er jaloux og kontrollerende.

De sidste to er blandt andet med til at gøre hundrede sms’er eller emails om dagen til et element af psykisk vold.

Men det starter et andet sted

Det starter oftest som en form for ekstraordinær opmærksomhed, hvor man som udvalgt bliver overøset med lange sms’er, enten af overdrevet seksuel karakter, eller med store følelser, der er ude af proportion med, hvor godt man egentlig kender hinanden. Der ligger hurtigt en lille forventning om, at man skal svare hurtigt, ellers bliver vedkommende ked af det, skuffet eller trist. Bemærk at følelserne i starten er af de bløde, sørgelige slags, og ikke vrede eller hårde – endnu – og vedkommende kan sagtens pakke sin irritation ind i en slags selvopofrende skuffelse, hvor man som den udkårne hurtigt får dårlig samvittighed: Man vil jo ikke virke som en affejende, kold person, når nu der står et menneske, der er SÅ optaget af én og venter på svar.

Så man vænner sig til at tjekke sin telefon hvert femte minut – for man sætter den efterhånden oftere på lydløs, fordi der kommer så mange sms’er, at man synes det er lidt pinligt, når man er sammen med andre. Faktum er dog, at man også føler sig draget af det lille firkantede apparat, fordi man gerne lige vil se, om der er kommet endnu en sød besked ind…altså lige indtil det ikke længere kun er sødt, men nu også har fået et element af pres til at svare prompte, fordi man ikke vil være en dum skid.

Så skriver man tilbage. Hver. Eneste. Gang. Der. Lyder. Et. Pling! Om man sidder i møde, om man er sammen med sine børn, om man er i biografen med venner. Det er ligemeget. Man står til rådighed. Og man skal finde på noget nyt, der er sødt. En ny emoji. En ny seksuel fantasi. En ny bekræftelse til den anden om, at vedkommende er det mest fantastiske man nogensinde har mødt. Set. Elsket. Intet har nogensinde været vildere – og det er rigtigt – for det her ER vildt. Det er stort. Og det er altopslugende. Man ryger ind i en boble, hvor resten af verden kan smuldre om ørene, for derinde i boblen er alt, hvad man har brug for: Opmærksomhed, tid, intensitet og drømme.

Og selv om man opdager, at man langsomt trækker sig fra sit eget liv for at leve livet i Boblen, så gør man det villigt, fordi det føles så rart, så godt, så uuuhmmmmmlækkert, at man ikke kan sige nej til de stunder, man har sammen. Men der ligger også en lillebitte stemme i baghovedet, der ved, at det ikke er sundt. Der ved, at det man har gang i ikke er langtidsholdbart i denne form, for man går ikke fremad sammen, man går ind i Boblen sammen. Man har konstant opmærksomheden rettet mod hinanden, ikke med hinanden ud mod en fælles fremtid.

Og langsomt men sikkert bliver der iltfattigt i boblen. Man kan ikke finde på nye ting at skrive til de konstante sms’er, men de hører ikke op af den grund. Man lærer sig selv at leve med dem. Man tænker “min partner er så usikker på sig selv, at jeg er nødt til at svare, ellers bliver han/hun ked af det.” Man vil jo ikke være en kold og dum skid, vel? Men man er lidt træt af det, for det dræner også livet for energi og man mister sin koncentrationsevne og sin evne til at være i det ‘nu’ man nu er i. For man er faktisk ikke rigtigt til stede andre steder end i sit forhold.

Og når man så begynder at trække sig. Eller man indser at forholdet kvæler al form for udvikling og vækst, begynder man måske at forsøge at sætte grænser, men det er for sent. Grænserne er udviskede, og hvis man forsøger at sætte dem nu, bliver man bebrejdet at man trækker sin kærlighed tilbage. Og man vil jo ikke være en dum skid…

Så man svarer – og man gør mere end det. Nu skal man også bevise, at man selvfølgelig elsker sin partner, så man opper sig og begynder at være den, der skriver først. Og nu bliver man måske syltet. Svarene kommer ikke prompte den anden vej. Nænej, man bliver sat på pinebænken. Og hvis man vover at sige noget, får man at vide, at man jo heller ikke altid selv er god til at svare, så man kan ikke tillade sig at sige noget….nåja, og “var der ikke noget med at du gerne ville have, at der ikke var så meget sms kontakt frem og tilbage? Kan du bestemme dig?” Og så tier man stille og ved ikke helt, hvad der er det rigtige at gøre. For man får også lige smidt i hovedet, at man ikke skal lade være med at sende mange sms’er bare fordi vedkommende ikke lige har tid til at svare på dem – “Hvorfor vil du ændre din adfærd, bare fordi jeg ikke altid lige svarer? Så gør du det for at såre mig, og ikke som mig, bare fordi jeg ikke lige havde tid!”

Fanget. Nu er man pludselig blevet den, der sender mange sms’er og som venter på at partneren svarer, når vedkommende har tid. Og det skaber uro. For hvad blev der af den uendelige strøm af opmærksomhed og kærlighed? Hvorfor er vedkommende ikke længere besat af forholdet? Er der mon en anden i sigte? Er man ved at miste denne enestående kærlighed?

Nu går man ind i en fase, hvor skænderierne bliver hyppigere, for man forstår ikke den ulighed og de til tider fuldstændigt åbenlyse forskelle i ‘regler’ der er, som både er uretfærdige og mærkelige. Sandheden bliver til noget, man skal diskutere, for der er ikke længere nogen form for enighed om, hvad der foregår.

Og her begynder sms’erne at få et andet indhold.

De kommer stadig i en lind strøm, men nu i form af ‘hit and run’ forstået sådan, at man modtager sms’er med anklager og bebrejdelser. Hvis man svarer og forsøger at forklare sig for den anden, bliver sms’en ignoreret. Hvis man derimod ikke svarer, modtager man hurtigt en ny sms med bebrejdelser over, at man er ligeglad og tydeligt skyldig i, hvad nu end bebrejdelsen og anklagen bestod i, fordi man ikke svarede med det samme.

Damned if you do, damned if you don’t.

Og når forholdet så endelig slutter, sidder man tilbage i et af to scenarier:

Enten bliver man kasseret som en gammel, hullet sok, og man hører aldrig fra vedkommende igen – sms stilheden er så høj og øredøvende, at man i lang tid går omkring i en uvirkelighed, fordi man ikke kan finde sit anker. Telefonen er tilbage på lyd og man håber og krydser fingre. Men der er kun stilhed. Man græder og savner og længes. Efter sit fix. Efter det lille ‘Pling’. “Tænker han/hun aldrig på mig?”

Eller:

Man bliver nu udsat for heftige sms ture, hvor der tikker sms’er ind dag og nat sideløbende med, at man bombarderes på mail. Intet er helligt og alt bliver brugt som skyts for at man skal såres. Tilintetgøres. Man skal ikke tro, at man kan slippe godt fra det. Man skal VIDE, man skal EJE, man skal TAGE ANSVAR for at man har været Verdens Største og Ledeste Menneske. Ingen anden på denne planet er så vederstyggelig, ækel, ond og nedrig som man er. Og man forventes at svare – men ikke på en forsvarende måde – det eneste vedkommende er interesseret i er, at man skal lægge sig fladt ned og sige ‘ja’ til alle anklager. Intet andet bliver læst eller accepteret.

Og lige her er mit råd til dig, hvis du står i den situation, hvor du er udsat for denne form for psykisk vold, så skal du droppe al kontakt. Du skal ikke være optaget af at være et ordentligt menneske overfor en person, der bruger dig som boksebold. Du får intet ud af kontakt andet end at du skader dig selv. Din eks bliver ikke et mildere, sødere og mere tilgivende menneske af din totale udslettelse. Og du bliver ikke gladere eller får mere selvrespekt og selvværd af at lade dig udslette.

Så kære du, tag styring på dit liv – Invitér det, der gavner dig, og blokér det, der ikke gør. Vi skaber selv vores liv – og du ved det godt inderst inde… du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi | Tagget , , , , , , , , , , | 6 kommentarer