Spørger du dig selv bevidstløs?

‘Hvorfor gør han det?’

‘Jeg kan bare ikke helt forstå, hvorfor han behandler mig sådan, når han ved, at det gør mig ked af det’

‘Hvordan kan hun være så flink overfor andre, men overfor mig er hun ondskabsfuld og kold? Ved hun godt, at hun er det?’

‘Er de klar over, at det de gør, sårer andre?’

‘Gør de det med vilje?’

Denne type spørgsmål hober sig op i de mænd og kvinder, der har indladt sig på et forhold med en narcissist. Ofte efterfølges spørgsmålene af selvbebrejdelse og tvivl på egen formåen som kæreste (‘måske er det bare mig, der misforstår det,’ ‘måske er han sådan overfor mig, fordi jeg selv er ude om det’, ‘han siger, at jeg er den eneste, der kan få ham op i det røde felt’, ‘jeg kan bare ikke tro på, at han er ond med vilje, for han siger, at det er mig, der er noget galt med, og han er jo også sød’)

Spørgsmål af den type er en del af den forvirring mænd og kvinder, der er udsat for narcissister stiller sig selv. Som partner bruger man oceaner af tid på at forsøge at forstå, hvorfor den elskede partner kan finde på at gøre ting, der virker direkte ondskabfuldt; og ofte forsøger man at finde på forklaringer, der på den ene eller den anden måde stiller narcissisten i et godt lys, hvor det, han eller hun gør, er ubevidst eller i det mindste kommer fra et uskyldsrent sted, hvor vedkommende ikke forstår omfanget af den smerte de påfører.

Tanken om at andre både kan og vil gøre deres partnere ondt for at vinde og have magten, er for mange en svær tanke at forlige sig med, fordi man selv leder efter det bedste i mennesker, og fordi det ligger så fjernt at behandle andre ondskabsfuldt og beregnende. Man har svært ved at forestille sig, at man kan være i et parforhold og ikke have forholdets bedste i mente, men istedet kun er fokuseret på at passe på sig selv. Som partner føler man sig forrådt og svigtet, når narcissisten siger, at han eller hun er nødt til at trække sig ‘for at passe på sig selv,’ når man selv har brugt enorme kræfter på at kæmpe for, at der skulle være en fælles platform, der kunne tilgodese begge parters behov.

Når man så samtidig smider forelskelsens lyserøde briller oveni ligningen bliver det næsten umuligt at ville erkende, at jo, deres partner er egoistisk, og kun optaget af sine egne behov, og at vedkommende faktisk sagtens kan finde på at gøre ting for egen vindings skyld, der sårer og krænker; og, måske sværest af alt at erkende er, at narcissisten kun kæmper for sig selv, selvom han eller hun påstår noget andet.

Noget man skal være særligt opmærksom på, når man er i et forhold, hvor man begynder at stille sig selv den slags spørgsmål, er at man ikke trækker tiden ud ved at lede efter et svar på spørgsmålene, for svaret er egentlig i bund og grund fuldstændig irrelevant.

Istedet skal man lære at forholde sig til sin egen virkelighed desuagtet hvad partneren vil have man skal synes, føle og tænke. Hvis man ikke synes man bliver behandlet ordentligt skal man gå. Hvis man føler at partneren opfører sig ondskabsfuldt og hensynsløst skal man gå. Hvis man oplever at man ikke kan tale om vigtige ting ved parforholdet som man er ked af uden at man altid kører af sporet, skal man stole på det man oplever og gå.

Man skal med andre ord holde op med at lede efter svar, for hvad skal svaret give, som en standard for, hvad man vil være i, ikke kan give? Et svar gør ikke følelsen af mistrivsel mindre, og det gør den heller ikke mere spiselig (Hør, hvor hult og ukærligt mod en selv det lyder: “Han må gerne tæske mig verbalt og gøre mig dybt ulykkelig, for han har haft en svær barndom og han kan ikke gøre for det”). Det er ikke i orden at mistrives i et forhold, hvadenten partneren er bevidst eller ubevidst omkring sin egen ukærlige adfærd.

Når man bliver mere tro mod sig selv og sine fornemmelser, behøver man ikke stille sig selv spørgsmål, der handler om, hvorvidt partneren er en nøjeregnende psykopat eller ej, der gør hvad vedkommende gør med vilje, for det eneste, der er vigtigt er, om man trives i forholdet; om man synes, man kan være sig selv 100 procent, og om man selv synes, man bliver behandlet sådan som man vil behandles.

Vi må nemlig alle sætte barren for, hvordan vi vil leve vores liv – fattigt og nøjsomt, eller rigt og levende. Hvad synes du, at du fortjener?

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Spørger du dig selv bevidstløs?

  1. stinne24 skriver:

    Tak for godt indlæg. Du har fuldstændig ret, men for mig ville det give en vis ro i hovedet, hvis jeg vidste om min tidligere partner gjorde tingene bevidst – hvilket så for mig at se ville være ondt, da han bevidst påfører et andet menneske og moderen til hans barn, psykisk smerte. For i min verden kan vi alle komme til at gøre ting, som “skader” andre, men hvis vi gør dem ubevidst, er der en chance for at vi kan blive bevidst om handlingen og reaktionen og så ændre den.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Stinne
      Tak for din kommentar. Dejligt at du læser med.
      Jeg er enig i din anskuelse om at vi gerne vil vide, om noget kan forandres eller ej, men langt de fleste der er, eller har været i et forhold med en narcissist, ved inderst inde, at der ikke er forandringspotentiale, for ofte er det netop kampene for at blive hørt og forstået, så man kan blive mødt mere kærligt og omsorgsfuldt, der gør at man begynder at stille sig selv disse spørgsmål. Mennesker, der kan ændre sig gør det længe inden man som partner når til denne tankestrøm af spørgsmål.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  2. Heidi skriver:

    Smukt skrevet

Skriv et svar til Heidi Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.