Det kan være svært at se sandheden i øjnene når det handler om at være i et destruktivt forhold. De fleste skammer sig og fortæller ikke hvor galt det egentlig er fat, nogle undskylder det og påtager sig skylden, når partneren nedgør, eller er direkte voldelig; nogle isolerer sig fra omverdenen, fordi det er for svært at blive ved med at retfærdiggøre at man går tilbage om og om og om og om igen.
Rigtig mange skammer sig, fordi de ikke synes de passer til “profilen” af at være i et destruktivt forhold, fordi de har gode jobs, børn, penge og prestige. Men destruktive forhold er ikke forbeholdt de mindre bemidlede, og et forhold er destruktivt når det ikke er konstruktivt – og så er indtægten, adressen og job titlen ligemeget.
At være i et destruktivt forhold
Hvis du er i sådan en type forhold, ved du også hvor svært det er at træde ud af, og hvor svært det er at stå ved dig selv, fordi hele dit indre liv er smadret af tvivl, utryghed, mistillid, manglende tro på at du fortjener bedre, og selvrespekten er for længst røget ud af vinduet og figurerer slet ikke som andet end den dårlige smag du har i munden, når du lyver overfor din familie og dine venner og stiller ham i et bedre lys, eller tager skylden på dig for det seneste voldsomme skænderi, for du kunne jo bare have ladet være med at…
Og det er rigtig svært at gå, for det er ikke kun dårligt. Det er også intenst. Det er lidenskabeligt. Det er ofte også pokkers frækt, og når han er sød, så er han virkelig sød, og du bliver glad fordi det ser ud som om det hele er ved at vende, som om du virkelig lige nu er hende, som han elsker og ikke kan leve uden, selv med alle de dårlige og dumme sider han fortæller dig at du har. Han holder ud og står ved din side, selvom han også på andre tidspunkter fortæller dig at du opfører dig uacceptabelt, selvom han også siger at du er primitiv, selvom han også fortæller, at det er din skyld han lyver overfor dig, selvom han synes du er vanvittig. Ja, så elsker han dig, i hvert fald nogle gange, og du kan leve for de nogle gange, lige indtil der igen dukker et problem op, som oftest har at gøre med at han føler sig angrebet og derefter går til angreb på dig. Sådan er det oftest. Så går det så hurtigt ned ad bakke at du slet ikke kan følge med, og ti minutter efter I har elsket kan han være på vej ud ad døren efter du har kradset ham og han har skubbet dig. Men nej, I kalder det ikke rigtigt vold, eller du gør ikke, han gør. Altså kalder dig voldelig og siger ikke undskyld for sin del.
Så kommer han tilbage, og i mellemtiden har du mistanke om at han er sammen med andre kvinder, men det fortæller han ikke, ikke medmindre du sætter fælder op for ham, men du er ærlig talt også rigtig bange for at finde ud af sandheden, fordi det betyder at du så ikke kan blive ved med at finde på undskyldninger for at gå tilbage. Så oftest tager du tilbage, fordi du savner ham. Og så siger du undskyld for alt det, du har gjort. Først er han hård, men så bliver han blødere, og du ved hvordan du gør ham blød, det gør du hvis du ydmyger dig selv helt og giver ham fuldkommen ret i, at det hele var din skyld, at det var dig, der igen startede en konflikt, at det var dig, der fik ham til at flippe ud, at det var dig, der var ubegrundet jaloux, at det var dig, der råbte ad ham. Og det er rigtigt nok, men det er kun en del af historien. Hvad han gør, hvad han siger, hvordan han reagerer, hvordan han tryner dig, hvordan han kalder dig grimme ting og griner hånligt ad dig imens du er helt ude på vanviddets rand, det taler I ikke om. Det nævner I ikke, for hvis du gør det, bliver han hård igen, og lige nu vil du bare gerne have ham tilbage, så I kan have det godt igen.
Du er drevet af et håb, og du lever nogle gange i en slags dobbelt virkelighed, hvor du forestiller dig hvor godt det bliver når bare I lige når igennem det her problem, der bliver ved med at dukke op; når bare I får sandheden på bordet, når bare I står på samme side en dag og ikke længere angriber hinanden. Men virkeligheden er, at I har siddet fast i det her i flere år, og det forandrer sig ikke nævneværdigt, også selv om I begge nogle gange får et glimt af, at I måske kan gøre noget andet. Det holder bare ikke for I ender igen med at han føler sig angrebet og går til angreb. Og så er I tilbage på startfeltet.
Offeret og Den Skyldige
De fleste konflikter i destruktive forhold handler på overfladen om alt muligt, men nedenunder handler det om to roller: Offeret og den skyldige, og hvem, der får hvilken rolle.
Der er meget magt forbundet med offer-rollen og derfor er det, den mest eftertragtede i destruktive forhold, især fordi den anden part automatisk skal tage skylden for at offeret har det svært. Det betyder at når han for eksempel lyver overfor dig, får han det vendt til at det er noget du tvinger ham til at gøre, fordi du ikke kan tåle sandheden. Når han slår (ud efter) dig, er det fordi han ikke vidste hvordan han ellers skulle slippe væk fra dig, for du var helt ustyrlig. Når han kalder dig virkelig grimme ting og du konfronterer ham med det bagefter, siger han at du husker forkert, for sådan kunne han ikke finde på at tale, men det gør du. Når han råber ad dig og opfører sig truende overfor dig, siger han bagefter at han ikke var vred, men lammet og ked af det, fordi du råbte ad ham.
Nogle gange bryder han sammen og græder. Så kan han finde på at sige, at han er en dårlig mand og han har gjort dig ondt. Han virker som om han er brødebetynget, oprigtigt ked af det og han lover bod og bedring. Men inderst inde kan du godt mærke, at du ikke skal give ham ret i, at han har opført sig som en lort, for hvis du gør det, truer du med at tage pladsen som offeret, og så ved du godt at tårerne tørrer i løbet af tre sekunder og han så igen er klar til at forklare dig, at han kun er en dårlig mand, fordi du har gjort et eller andet.
Det er ikke muligt at nå til en fælles forståelse af, hvad der sker imellem jer, fordi I begge ser på konflikterne ud fra hver jeres skyttegrav og bliver ved med at skændes om, hvad der egentlig skete, hvem der sagde hvad, som førte til hvad, og hvad der så skete. Alt sammen i et forsøg på at fralægge sig skylden, fordi skyld-bæreren er ensbetydende med, at man er “den dårlige” partner i forholdet.
Sort Hvid Kærlighed
Derfra er det ikke svært at se, at relationen bygger på en sort-hvid opfattelse af kærlighed: Enten er man den gode af de to, eller man er den onde af de to. Det split mellem god og ond er, udover at være helt unuanceret, også umuligt at reparere medmindre begge parter forstår, hvad der sker nedenunder al larmen. Desværre er det svært for den part, der har mest brug for offer-rollen at tage ind, hvad der sker, fordi det vil betyde at han både mister sin offer status og samtidig også skal stå ansigt til ansigt med det faktum, at han ikke er “den gode”, men har ligeså mange dårlige sider som gode, og at et parforhold er et samarbejde, ikke en kamp mellem “den gode” og “den onde”.
Til Sidst
Selvom jeg har beskrevet det som manden, der søger offer-rollen i indlægget, kan det ligeså vel være kvinden, der forsøger at fastholde den.
Er jeres forhold destruktivt, og vil I gerne have det bedre? Så kontakt mig på 31 662 993.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Ja det er vist mig det handler om. Jeg har haft offerrollen og ladet det gå ud over min dejlige kæreste håber det er muligt for mig at ændre kurs. Mogens
Kære Mogens,
Det håber jeg også at du er i stand til – Bare det at du har fået øje på det, gør en forskel. Held og lykke. Kærlig hilsen, Christina
Hej Christina
Jeg kan også genkende mig selv i mange af dine indlæg.
Jeg har siden feb. on and of haft kontakt til en mand som jeg mødte på nettet. Der hik ikke lang tid før vi begge fandt ud af, at vi havde meget tilfælles. Vi snakkede sammen dagligt i et par uger. Men så gik han ud af mit liv fra den ene dag til den anden. Jeg ville ikke røbe alle mine hemmelighder fra starten, men da jeg følte at vi kom mentalt tættere på hinanden, følte jeg, at der var rum til til at vise flere sider af mig. Men det kunne han ikke bære, han kaldte mig for løgner mm.Og forlod mig ( selvom vi ikke rigtig havde et forhold, da vi aldrig havde mødt hinanden på daværende tidspunkt. Jeg var ked af det i meget lang tid og regnede egentlig ikke med at høre fra ham mere, men efter ca to måneder kontaktede han mig igen. Han sagde ikke direkte at han ville se i kontakt med mig igen, men skrev, og spurgte til hvordan jeg havde det osv. Jeg var meget forvirret, han havde jo sagt, at jeg skulle lade ham være og nu prøvede han selv at komme i kontakt med ´mig.
Jeg spurgte ham hvordan det kunne være, at han tog kontakt til mig igen og hvad hans intentioner var. Fortalte ham, at jeg havde været meget ked af det pga. ham. Men istedet for at vise forståelse, blev han sur og afbrød kontakten igen. Sådan har det været det sidste halve år, han har taget kontakt til mig og er forsvundet igen efter en uge el max 14 dage. Hver gang har jeg været nede i kulkælderen og forsøgt at tage kontakt til ham uden held.
For ca. 14 dage siden tog han kontakt til mig igen, denne gang virkede han meget anderledes. Jeg følte at han havde tænkt over tingene og nu langt om længe ville møde mig og starte på et forhold. Vi snakkede og skrev sammen flere gange dagligt. Han virkede meget sød og interesseret og jeg lod mig rive med.
Vi aftalte at mødes ansigt til ansigt for første gang. Jeg var lidt skeptisk mht. vores møde, var bange for at han ville aflyse en time før, det har han nemlig gjort en gang før.
Men vi så hinanden for første gang og det var helt fint. Efter vores møde, skev han, at han syntes jeg var rigtig sød osv. Jeg følte virkelig der var håb for os denne gang. Men den følgende dag sluttede det hele´lige så hurtigt som det startede.
Jeg var på arbejde og han bad mig om, at sende et billede af mig selv. Jeg svarede at jeg havde travlt, men han blev ved med at plage og jeg stod fast og sagde, at jeg ikke kunne sende nogle billeder, hvortil han svarede, at så kunne jeg bare skride og lade ham være i fred.
Det var min historie, håber ikke den er alt for rodet.
Venlig hilsen
Melisa
Jeg var/er i chok. HVordan kan man ændre sig sådan? Var billedet bare en undskyldning? Jeg prøvede at ringe ham op, men han tog selvfølgelig ikke tlf.
Jeg græd mig i søvn i nat, selvom jeg ved at jeg burde være glad for at han ikke er i mit liv. Da jeg vågnede imorges, havde han sendt en sms hvori der stod, at han ikke kunne lide min personlighed og, at jeg måtte have held og lykke fremover.
Jeg er så forvirret,hvad er der galt med min personlighed? Og hvordan kan en person ændre sig så hurtigt? Jeg føler mig virkelig til grin når jeg skriver alt det her, kan se, at jeg har brugt meget tid på en som i bund og grund er fuldstændig ligeglad med mig.
Kære Melisa,
Det lyder som om du har været i kontakt med en mand, der hverken vil eller kan være i et modent forhold, hvor der er plads til to mennesker. Jeg får meget hurtigt den fornemmelse, at han har brug for et menneske, der kan fortælle ham hvor pragtfuld han er, og som er villig til at tilsidesætte sig selv i en sådan grad, at det kun er hans behov, der tilgodeses.
Når du spørger, hvad der er galt med din personlighed, tænker jeg at han har formået at ramme dig på et punkt, hvor du i forvejen er sårbar, for der er givetvis ikke noget galt med din personlighed, sådan som jeg læser dine ord, i stedet ser det ud som om han har haft behov for at du føjer ham og giver ham det, han har brug for, når han har brug for det.
Som du kan læse i mit seneste indlæg er der en god grund til at du sidder fast i de følelser, han har vakt i dig, samtidig med at hans “honeymoon-fase” har været forholdsvis kort. Han har dog formået at vække nogle stærke følelser i dig, og mit gæt er, at du er kommet fra en baggrund, hvor du tidligere er blevet såret, og derfor har haft grund til at ville passe på dig selv indtil du vidste om han var reel. Desværre har han ikke haft hverken tid eller lyst til at lytte til dine forklaringer, men har i stedet kaldt dig en løgner og forladt dig.
Det svære med denne type mand (eller kvinde, for den sags skyld) er, at de reagerer hurtigt på deres følelser af selvretfærdighed, og der er ikke plads til forklaringer eller formildende omstændigheder, som måske kunne have båret jer igennem kriserne før de blev til afvisende brud. At du har formået at holde dig til “Ingen Kontakt” overfor ham, når han har kasseret dig, er en styrke, som du måske kan bruge når han kontakter dig igen, så du ikke igen falder i, for det ser ikke ud som om der er noget at hente i det for dig, hvis du gerne vil et forhold, hvor der også er plads til dig og dine grænser.
Jeg ønsker dig det bedste og håber du husker, at du fortjener bedre.
Kærligst,
Christina
Kære Christina Mange tak for dit kærlige og ærlige svar. Jeg ved han er en idiot, men kan alligevel ikke få ham ud af hovedet. Tror måske jeg har lavet en historie i hovedet om, at han er den eneste rigtige for mig. Og istedet for at se på realiteterne, bliver jeg ved med at kredse om den historie. Kan ikke forstå hvorfor jeg er mere ked af det end vred. På en måde har jeg lyst til at skrive en mail, hvor jeg sviner ham til, men hvad vil jeg få ud af det? Intet KH Melisa
Kære Melisa
Selv tak:-)
Hvad er det mon for aspekter ved ham, der gør at du tænker at han er den eneste rigtige for dig? Hvad er det han giver dig? Gør for dig? Værdsætter dig for og elsker ved dig?
Jeg ved at det nogle gange er nemt at sige til sig selv, at “han måske heller ikke er så slem endda, og hvis nu bare jeg ikke skabte så mange problemer, eller var så jaloux, eller havde løjet eller havde kritiseret ham eller osv. så ville han blive god igen, som han var i starten” men faktum er, at når et menneske begynder at udtrykke foragt og afsky, og endda opfører sig som om vedkommende er i sin fulde ret til det, så er det ikke kærlighed vi taler om. Kærlighed er simpelt, ukompliceret og selv om man kan støde på problemer i et forhold, ved man at man kan regne med at partneren i det mindste vil gøre en indsats for at se tingene fra sin side. Det kan man ikke i destruktive forhold, for der handler det om noget helt andet, nemlig magten over den anden.
Pas godt på dig selv.
Kærlig hilsen,
Christina
Puha det er mit forhold det der, sidder lige netop nu og har haft det største skænderi med min kæreste, og derfor besluttede jeg at søge trøst på nettet og fandt så dette, hold op hvor det ramte mig og hjorde mig endnu mere ked af at læse at det er min kæreste der bliver beskrevet.. Vi lever i et sort Hvidt forhold, han kan være den bedste i hele verden, min store kærlighed og den mest ondskabsfulde i hele verden når vi har en diskussion, jeg blir kaldt grimme ting som fede so, fuck dig, hvad skal jeg bruge dig til, jeg gjorde sådan og sådan fordi du første mig så langt ud, jeg var ved at dø fordi du smed mig ud så mange gange osv osv.. Vi har kendt hinanden i 10 år og har været sammen i 7 år og vi har en søn på 4 år.. Siden jeg blev gravid har jeg været ulykkelig, jeg har gjort det forbi flere gange, men blir ved med at tage ham tilbage, jeg skammer mig, jeg lyver, jeg negligere mine følelser osv hvorfor kan jeg ikke give slip?!
Kære Satina
Åh, hvor bliver jeg berørt af din kommentar, for det lyder som en ulidelig situation, der har stået på i mange år, og som nu også involverer et barn.
Der er mange grunde til at vi har svært ved at forlade et forhold, der ikke er godt for os, men en af dem er, at selvværdet tager så grueligt meget skade af at være udsat for psykisk vold og manipulation, at vi kommer til at tro på det, vores partner siger om os. Vi kommer til at tænke at han på en eller anden måde har ret, for “han kender mig bedre end nogen anden, så når han siger at jeg er en fed so, så er det nok sådan alle andre også tænker om mig,” og så har håbet for et bedre liv ikke nogensomhelst chance.
Jeg vil anbefale dig at gå på opdagelse i mine andre indlæg, især “Derfor sidder du fast” og rækken af indlæg om psykisk vold, blandt andet “De fire typer destruktive forhold.” Og Satina, jeg vil anbefale dig at søge hjælp, så du kan få dig et godt liv og skabe et godt fundament for din søn. Du fortjener også at have det godt <3
Kærlig hilsen,
Christina
Hej Christina.. Tak for dit svar og din opbakning.. Som regel synes jeg eller tror jeg at jeg har det meget godt.. Vi er lige fundet sammen igen, min kæreste havde ellers fundet en anden og jeg var dybt ulykkelig, jeg plagede ham og tryllede ham om at vende tilbage til mig, og det gjorde han så.. Men i en lang periode ville hans daværende kæreste ikke forsvinde og tanken om at han har været sammen med en anden nager mig som pesten.. Jeg var ellers på et tidspunkt kommet ind i en god periode med et vægttab på 15 kg, grunden var at jeg ingenting egentlig spiste og træning var det eneste som fik mine tanker et andet sted.. Så fandt vi sammen igen og jeg blev lykkelig, men nu er vi i en periode igen, hvor jeg trøstespiser, har taget på og han dømmer mig, siger at jeg burde skamme mig for at ikke at have sat pris på hans hjælp med mit vægttab, jeg føler dog kun at han har presset mig.. Og på nuværende tidspunkt føler jeg mig værdiløs, klam, fed og ikke elsket.. Jeg er blevet stor igen, min hud er grim og min kæreste vil aldrig have sex med mig.. Han afviser mig gang på gang på gang.. Og hver gang han gør det tar han et stykke af mig.. Og jeg føler mig mindre værd og tænker på jamen hans x var nok bedre i sengen hun var nok bedre end mig.. Hvor skal jeg søge hjælp? Jeg er på su, har dårligt råd til en psykolog, har dog fået en henvisning af min læge fordi jeg er på antidepressiva.. Det presser min kæreste så også mig med at jeg skal stoppe med, fordi han mener at det er grunden til mine humørsvingninger og at jeg tar på.. I guder hvor jeg føler at det hele er en møgdag..
Hej Christina
Jeg aner slet ikke, hvor jeg skal eller slutte det her og sidder med kæmpe tårer.
For to år siden begyndte jeg at kommer sammen med en mand, der fik mig til at smile ved hver eneste besked og vores tidligere venskab blev langsom stærkere og stærkere indtil vi blev kæreste, men så gik det galt.
Det startede meget uskyldigt ud med at han skrev med sin eks-kæreste og tidligere flirter, det sårede mig og jeg bad ham om at lade vær’ – hvilket han livede at gøre. Der gik en månedstid hvor jeg troede alt var fint, indtil vi en dag sidder og snakker, hvor han ‘kommer’ til at omtale hans eks-kærestes forældre som svigerforældre og jeg finder ud af at han stadig har kontakt til sin eks. Jeg bliver så ked af det og gør det klart for ham og det ikke går mellem os, men han undskylder og lover at alt bliver bedre.
Dagen efter vores skænderi rejser han til NZ med en ven i 3 mdr. I løbet af de tre mdr. Hører jeg så fra min søster (som kender hans eks-kæreste), at eks-kæresten har råbt i hall’en på deres skole, at han prøvede at få hende tilbage og blev ved med at kontakte hende, samt flere ting. Dette konfronterer jeg ham så med og vi har endnu et kæmpe skænderi, hvor jeg tager ham i flere løgne.
Sådan stod det på i over et år, at han løj for mig, for derefter at love og rette op på det, samt give mig guld og grønne skove. Ikke nok med det, så sammenligner han med med begge sine eks’er i flere af vores skænderier, at jeg ikke er lige så køb som den ene og ikke deler nok interesse med ham som den anden. Derudover kommenterer hans venner også på at jeg ikke kan leve op til hans eks’er, hans mor kaldte mig gentagende gange deres navne osv.
For at undgå alle de problemer alt dette gav, bad jeg ham om at holde sig væk fra de mennesker, fordi det sårede mig så ufatteligt meget og i håbet om at løgnene og løftesvigtet det stoppede, så jeg kunne få min elskede kæreste tilbage.
Det skete dog ikke, kort efter alle hans løfter om at stoppe, bryder han dem og i sidste ende vælger han at gå fra mig, fordi jeg åbenbart er en kontrolerende bitch der vil afholde ham fra alt og alle – hvilket aldrig var min hensigt, de sårede mig bare og jeg ville ud af vores problemer, men til en vis grad forstår jeg ham.
Det skal så oss’ siges at jeg valgte at holde mig væk fra min søster, fordi hun begyndte at tale meget med hans eks, på trods af at eks’en forhen havde mobbet hende meget.
Efter vores brud gik der tre måneder uden kontakt og jeg var begyndt at date en anden fyr og havde det rigtig godt. Så kontaktede han mig igen, vi mødtes og han fortalte hvor meget han havde forandret sig og godt kunne se hvad jeg mente. Så vi begynder at date igen, men så starter løgnene også, blandt andet om hvorvidt han har været sammen med andre imens vi var fra hinanden, kontakten til alle de mennesker der sårede mig, hans familie som ihvertfald er imod at vi ses igen osv.
Vi har endnu et skænderi og han beslutter sig for at gå til psykolog for at stoppe med alle sine store og små løgne.
Efter dette går alt faktisk fint i et stykke tid, han har kun kontakt med hans bedsteven (som svinede mig ufatteligt meget til imens vi ikke var sammen, ved at sige jeg var voldelig, kontrolerende, løj og alt der kan siges for at nedgøre et menneske). Men jeg så igennem fingrene med det, fordi de er så tætte og han fortalte mig at situationen ikke er sådan længere. Dog tvivler jeg ufatteligt meget på at hans bedsteven har ændret sig, jeg har flere gange oplevet at han er ligeså overfladisk som både familien og de andre venner – at den ene dag er bedstevennen venner med dig og den næste dag sviner han dig til og så den samme trædemølle.
Så det med bedstevennen sårer mig da, men jeg har accepteret det.
Men nu har han eks-kæreste så kontaktet hans svigerinde, de skriver sammen og mødes. Jeg snakkede med ham om at det sårede mig og om han ikke ville tage afstand til dem indtil det var gået over igen (fordi svigerinden og hende har aldrig haft noget til fælles og kender kun hinanden igennem min kæreste).
Han lovede så at holde sig væk indtil det var gået over, men det var endnu en løgn, han har besøgt dem så sent som i denne uge og har tydeligvis snakket om eks-kærestens relation til hans svigerinde.
Jeg er så knust og så ked af det. Sidder med en klump i maven konstant. Jeg prøvede at forklare ham hvordan jeg havde det og at det virkelig sårer mig, at jeg hvilken kan stole på ham eller at han respekterer mine følelser. Han kan kun svare at det er det han vil og at mine følelser så er ligegyldige, fordi han skal tænke på sig selv og det han vil.
Jeg græder ved tanken om at miste ham, fordi vi var så tæt på at tingene endelig fungerede, indtil hun igen kom ind i billedet og han nu er fuldstændig på tværs og vil bryde alle hans løfte til mig, selvom at han ved det sårer mig rigtig meget.
Skal jeg bare acceptere det? At eks’en er en del af familien igen, at familien er imod mit forhold til ham, at han ikke har min ryg, at han lyver igen og bryder sine løfter, samt at han er ligeglad med mine følelser?
Vi har altid været som pot og pande i vores forhold, når alle disse ting ikke ramte os, men det føles virkelig som om at omverdenen bare er imod at vi skal være lykkelige sammen. Mine venner har flere sagt at jeg burde gå, men jeg kan bare ikke 🙁
Kære Elena
For mig lyder det umiddelbart ikke som om det er alle andres ‘skyld’ at det ikke fungerer imellem jer, men den dynamik, der er opstået imellem jer som følge af hans løgne og svigt, og dit forsøg på at kontrollere ham så du ikke bliver såret. Jeg læser ikke dine ord som om I var lige ved at få det til at lykkes, men som om du holder fast i noget, du måske inderst inde ved, ikke er godt for dig i længden. Måske er du bange for at slippe ham fordi du er frygter at være alene?
Jeg håber at du passer godt på dig selv, og husker på, at du fortjener at være i et dejligt, trygt og kærligt parforhold.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Hej Christina føler mit liv er et stort rod, jeg har været i et forhold i snart 5 år, vi begyndte som venner efter hans kones død ( en bekendt) og endte ud som kærester meget hurtigt, han drak for meget på daværende tidspunkt og jeg troede det var sorgen der gjorde det, desværre viste det sig at det var det ikke og han havde levet sit liv sådan altid, hans egne ord, desværre erfarede jeg det først efter han var flyttet ind og han fik sat stolen for døren.
Han ændrede så adfærd og gik i behandling indtil han var tilbage i varmen igen, sådan har det så kørt i nogle år on off, efter at havde boet sammen i 2 1/2 år fandt vi en fælleds bolig og fra da af eskalerede det så, jeg fik af vide at han gjorde som det passede ham og der var aldrig nogen der skulle fortælle ham hvad ham måtte eller ikke måtte
så han tog til julefrokost med firmaet sagde han senere finder jeg ud af at dette ikke passede og han skulle i byen med en ven samme metode gentager sig med mange andre undskyldninger,
jeg er blevet nedgjort samt fået af vide jeg ikke måtte gøre sådan og sådan ikke hænge noget op for vinduerne eller ting på væggene selvom han vidste jeg er ekstrem lyspåvirkelig og ikke kan sove hvis ikke rummet et mørkt, jeg måtte ikke ligge noget på køkkenbordet ikke engang en karklud, alt blev fjernet hvis jeg havde lagt noget på bordet bankkontoen tjekket hver dag hvis jeg havde brugt penge i en forretning han ikke kendte hævede han samme beløb, havde jeg brugt penge på en sandwich fik jeg skæld ud og besked på at jeg skulle bruge mit privat kort og ikke vores konto til mad og div, skal lige siges dette var i forbindelse med et undersøgelses forløb på hospitalet der havde strukket sig over 10 timer.
jeg endte med at flytte efter 9 måneder da han stod og råbte mig ind i hovedet og var truende selvom vi havde gæst på besøg, jeg har fået af vide jeg var psykopat syg i hovedet og han aldrig måtte noget og han ikke måtte have venner og at det var min egen skyld når han løj fordi han viste hvordan jeg ville reagere, efter jeg flyttede har vi været kærester on of indtil fornyeligt hvor jeg stoppede alt forbindelse til ham, derefter har han som altid forsøgt at kontakte mig på den ene eller anden måde
hvilket selvfølgelig også skete denne gang og nu ville han have hjælp fordi han godt kunne se han havde behandlet mig dårligt og at han var gal på den og selvfølgelig ville jeg komme med på skødet at huset hvis bare jeg ville komme tilbage (de 9 måneder jeg boede der, smed han mig ud 9 x) og selvfølgelig skulle vi have fælleds økonomi, hmm ok dumme mig så gik jeg tilbage efter vi havde været i banken og hos advokaten og aftalt hvordan tingene skulle gøres i forventningen om at nu ville alt blive godt nu havde han jo fået styr på det med alkohol og indset at tingene skulle ændres,
Så vi gik i gang med at indrette huset og købte nye ting så alt så fint ud indtil han begyndte at trække i land nu var han bange for at hvis jeg kom på skødet så kunne jeg smide ham ud og hvis jeg fik flyttet mine ting ind så var det jo ikke hans hjem mere så var det jo mit og jeg kunne jo ikke lide nogen af hans ting, hvilket jeg ikke har udtalt mig om, tværtimod har jeg sagt at man må finde kompromiser og løse tingene og da jeg så fandt ud af at han endnu engang havde løjet for mig ja så pakkede jeg endnu engang og tog tilbage til mig selv
nu er vi der at nu vil han søge terapi da han har det dårligt og han jo kun vil at vi kan være sammen, aller helst ville jeg ønske jeg bare kunne blokere fra ham og komme videre, men føler mig totalt fastlåst i et destruktiv forhold så hvad gør en klog, jeg ved godt man ikke kan diagnostisere ud fra dette men føler han er total narcissist, men dette er jo kun en lille del af alt der er sket. Men hvordan kommer jeg videre.
Kære Merethe
Det er vanskeligt at sige noget om, hvordan du skal komme videre, når jeg kan høre, at hans rædselsfulde adfærd ikke er nok til at få dig til at sky ham som djævlen. Desværre er det tit sådan, at vi kan komme så langt ud, at det, du beskriver, stadig kan accepteres, hvis vi ind imellem får nogle krummer, der lugter lidt af sødme. Jeg tror du skal have noget hjælp til at opbygge dit selvværd, og virkelig forstå, hvad der er for en slags mand du har med at gøre, så du kan træffe nogle valg, der både objektivt, men også subjektivt vil dreje dit liv i en mere nærende og god retning.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen,
Christina Copty