Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

Psykisk vold har mange ansigter, og er derfor ikke altid let at definere. Psykisk voldelige partnere eller eks-partnere har dog en masse fælles adfærdsmønstre, der gør at de er forholdsvis lette at genkende. Blandt andre…

Den psykisk voldelige partner:

  • Respekterer ikke andres grænser, samt ordet ‘nej’ eller ‘lad mig være’ – Der er med andre ord intet hensyn til partnerens afgrænsning.
  • Er kun optaget af sine egne (ofte voldsomme) følelser, der ofte er ude af proportioner med situationen.
  • Har ofte meget svingende følelser, og kan gå fra indædt og truende kold vrede til varmblodige kærlighedserklæringer og fuldstændigt dybe kløfter af ubærlig indre smerte.
  • Har holdninger til alt, og mener at disse holdninger er Sandheden, hvorfor andre behandles som dumme og uvidende – og derfor som laverestående.
  • Lyver nemt og hurtigt for at sløre virkeligheden, hvis den ikke er fordelagtig.
  • Truer om fysisk vold, smider med ting eller har en voldsom, aggressiv fremfærd, der har til hensigt at intimidere og skræmme den anden til underkastelse
  • Kritiserer og vender situationer på hovedet, så offeret føler sig forkert og som den skyldige i alt, der går galt i forholdet.
  • Isolerer sit offer for at eje vedkommendes tanker, kærlighed, opmærksomhed og tilbedelse.
  • Er jaloux og kontrollerende.

De sidste to er blandt andet med til at gøre hundrede sms’er eller emails om dagen til et element af psykisk vold.

Men det starter et andet sted

Det starter oftest som en form for ekstraordinær opmærksomhed, hvor man som udvalgt bliver overøset med lange sms’er, enten af overdrevet seksuel karakter, eller med store følelser, der er ude af proportion med, hvor godt man egentlig kender hinanden. Der ligger hurtigt en lille forventning om, at man skal svare hurtigt, ellers bliver vedkommende ked af det, skuffet eller trist. Bemærk at følelserne i starten er af de bløde, sørgelige slags, og ikke vrede eller hårde – endnu – og vedkommende kan sagtens pakke sin irritation ind i en slags selvopofrende skuffelse, hvor man som den udkårne hurtigt får dårlig samvittighed: Man vil jo ikke virke som en affejende, kold person, når nu der står et menneske, der er SÅ optaget af én og venter på svar.

Så man vænner sig til at tjekke sin telefon hvert femte minut – for man sætter den efterhånden oftere på lydløs, fordi der kommer så mange sms’er, at man synes det er lidt pinligt, når man er sammen med andre. Faktum er dog, at man også føler sig draget af det lille firkantede apparat, fordi man gerne lige vil se, om der er kommet endnu en sød besked ind…altså lige indtil det ikke længere kun er sødt, men nu også har fået et element af pres til at svare prompte, fordi man ikke vil være en dum skid.

Så skriver man tilbage. Hver. Eneste. Gang. Der. Lyder. Et. Pling! Om man sidder i møde, om man er sammen med sine børn, om man er i biografen med venner. Det er ligemeget. Man står til rådighed. Og man skal finde på noget nyt, der er sødt. En ny emoji. En ny seksuel fantasi. En ny bekræftelse til den anden om, at vedkommende er det mest fantastiske man nogensinde har mødt. Set. Elsket. Intet har nogensinde været vildere – og det er rigtigt – for det her ER vildt. Det er stort. Og det er altopslugende. Man ryger ind i en boble, hvor resten af verden kan smuldre om ørene, for derinde i boblen er alt, hvad man har brug for: Opmærksomhed, tid, intensitet og drømme.

Og selv om man opdager, at man langsomt trækker sig fra sit eget liv for at leve livet i Boblen, så gør man det villigt, fordi det føles så rart, så godt, så uuuhmmmmmlækkert, at man ikke kan sige nej til de stunder, man har sammen. Men der ligger også en lillebitte stemme i baghovedet, der ved, at det ikke er sundt. Der ved, at det man har gang i ikke er langtidsholdbart i denne form, for man går ikke fremad sammen, man går ind i Boblen sammen. Man har konstant opmærksomheden rettet mod hinanden, ikke med hinanden ud mod en fælles fremtid.

Og langsomt men sikkert bliver der iltfattigt i boblen. Man kan ikke finde på nye ting at skrive til de konstante sms’er, men de hører ikke op af den grund. Man lærer sig selv at leve med dem. Man tænker “min partner er så usikker på sig selv, at jeg er nødt til at svare, ellers bliver han/hun ked af det.” Man vil jo ikke være en kold og dum skid, vel? Men man er lidt træt af det, for det dræner også livet for energi og man mister sin koncentrationsevne og sin evne til at være i det ‘nu’ man nu er i. For man er faktisk ikke rigtigt til stede andre steder end i sit forhold.

Og når man så begynder at trække sig. Eller man indser at forholdet kvæler al form for udvikling og vækst, begynder man måske at forsøge at sætte grænser, men det er for sent. Grænserne er udviskede, og hvis man forsøger at sætte dem nu, bliver man bebrejdet at man trækker sin kærlighed tilbage. Og man vil jo ikke være en dum skid…

Så man svarer – og man gør mere end det. Nu skal man også bevise, at man selvfølgelig elsker sin partner, så man opper sig og begynder at være den, der skriver først. Og nu bliver man måske syltet. Svarene kommer ikke prompte den anden vej. Nænej, man bliver sat på pinebænken. Og hvis man vover at sige noget, får man at vide, at man jo heller ikke altid selv er god til at svare, så man kan ikke tillade sig at sige noget….nåja, og “var der ikke noget med at du gerne ville have, at der ikke var så meget sms kontakt frem og tilbage? Kan du bestemme dig?” Og så tier man stille og ved ikke helt, hvad der er det rigtige at gøre. For man får også lige smidt i hovedet, at man ikke skal lade være med at sende mange sms’er bare fordi vedkommende ikke lige har tid til at svare på dem – “Hvorfor vil du ændre din adfærd, bare fordi jeg ikke altid lige svarer? Så gør du det for at såre mig, og ikke som mig, bare fordi jeg ikke lige havde tid!”

Fanget. Nu er man pludselig blevet den, der sender mange sms’er og som venter på at partneren svarer, når vedkommende har tid. Og det skaber uro. For hvad blev der af den uendelige strøm af opmærksomhed og kærlighed? Hvorfor er vedkommende ikke længere besat af forholdet? Er der mon en anden i sigte? Er man ved at miste denne enestående kærlighed?

Nu går man ind i en fase, hvor skænderierne bliver hyppigere, for man forstår ikke den ulighed og de til tider fuldstændigt åbenlyse forskelle i ‘regler’ der er, som både er uretfærdige og mærkelige. Sandheden bliver til noget, man skal diskutere, for der er ikke længere nogen form for enighed om, hvad der foregår.

Og her begynder sms’erne at få et andet indhold.

De kommer stadig i en lind strøm, men nu i form af ‘hit and run’ forstået sådan, at man modtager sms’er med anklager og bebrejdelser. Hvis man svarer og forsøger at forklare sig for den anden, bliver sms’en ignoreret. Hvis man derimod ikke svarer, modtager man hurtigt en ny sms med bebrejdelser over, at man er ligeglad og tydeligt skyldig i, hvad nu end bebrejdelsen og anklagen bestod i, fordi man ikke svarede med det samme.

Damned if you do, damned if you don’t.

Og når forholdet så endelig slutter, sidder man tilbage i et af to scenarier:

Enten bliver man kasseret som en gammel, hullet sok, og man hører aldrig fra vedkommende igen – sms stilheden er så høj og øredøvende, at man i lang tid går omkring i en uvirkelighed, fordi man ikke kan finde sit anker. Telefonen er tilbage på lyd og man håber og krydser fingre. Men der er kun stilhed. Man græder og savner og længes. Efter sit fix. Efter det lille ‘Pling’. “Tænker han/hun aldrig på mig?”

Eller:

Man bliver nu udsat for heftige sms ture, hvor der tikker sms’er ind dag og nat sideløbende med, at man bombarderes på mail. Intet er helligt og alt bliver brugt som skyts for at man skal såres. Tilintetgøres. Man skal ikke tro, at man kan slippe godt fra det. Man skal VIDE, man skal EJE, man skal TAGE ANSVAR for at man har været Verdens Største og Ledeste Menneske. Ingen anden på denne planet er så vederstyggelig, ækel, ond og nedrig som man er. Og man forventes at svare – men ikke på en forsvarende måde – det eneste vedkommende er interesseret i er, at man skal lægge sig fladt ned og sige ‘ja’ til alle anklager. Intet andet bliver læst eller accepteret.

Og lige her er mit råd til dig, hvis du står i den situation, hvor du er udsat for denne form for psykisk vold, så skal du droppe al kontakt. Du skal ikke være optaget af at være et ordentligt menneske overfor en person, der bruger dig som boksebold. Du får intet ud af kontakt andet end at du skader dig selv. Din eks bliver ikke et mildere, sødere og mere tilgivende menneske af din totale udslettelse. Og du bliver ikke gladere eller får mere selvrespekt og selvværd af at lade dig udslette.

Så kære du, tag styring på dit liv – Invitér det, der gavner dig, og blokér det, der ikke gør. Vi skaber selv vores liv – og du ved det godt inderst inde… du fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

12 Responses to Hundrede sms’er om dagen er også psykisk vold

  1. Louise skriver:

    Hold op hvor er det bare SÅ spot on, det der!!! Skræmende præcist!
    Tak fordi, du formår, at gøre det tydeligt endnu engang, hvad det er, jeg har været udsat for og involveret i. Det får ikke smerten til at forsvinde, men det gør det forståeligt og et eller andet sted en trøst at vide, at der faktisk nærmest findes en drejebog,- et manuskript. Uhyggeligt, men sandt.
    Samtidigt er det bitter/sweet… for det gør det også tydeligt, at den kærlighed der var mellem os ikke var ægte,- og det gør så nas at acceptere!!

    • Christina Copty skriver:

      Kære Louise.
      Husk på, at den kærlighed du følte, var ægte – Det er det vigtigste. At du ved med dig selv, at du er i stand til at elske, og at det er noget, du kan tage med dig videre ud i livet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  2. Camilla skriver:

    Pyha, det rammer lidt det her… For selvom han ikke altid passer på de narcissistiske kriterier – så passer handlemønstret i ret stor grad her
    Eller gjorde… For nu er der fuldstændig ro og ignorance. Er det mon en normal følge efter bombardement?
    Og af hjertet tak for dine kloge ord ❤
    Camilla

    • Christina Copty skriver:

      Kære Camilla
      Det er meget normalt, at der kommer total radiotavshed efter storm. Der er to modi, de handler i: Enten helt på, eller helt slukkede. Det er også et af de elementer, der gør det så vanskeligt at navigere, fordi det kan være svært at vide, hvad der nu kommer af udsving.
      Og selv tak – jeg er glad for at du kan bruge mine ord <3
      Kærlig hilsen,
      Christina

      • Charlotte skriver:

        Uha uha hvor jeg kender de mønstre – og være fanget ind og have mistet sig selv til ukendelighed for de der elsker en.
        Når der har været stille i længe, er det så at forvente at høre noget igen?
        Ser mønstret i hans famile med, at være stille og lukke ude.
        Eller er der ro for altid, når ens ting er hentet ?

        Kærlig hilsen
        Charlotte

        • Christina Copty skriver:

          Kære Charlotte.
          Tak for din kommentar.
          Som jeg skriver i min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” er der netop to mulige afslutninger i hver sin ende af spektret: Enten vil du blive kontaktet med et ønske om at du bare skal tage ham ind igen, ellers afviser han igen. Eller du vil opleve aldrig at høre fra ham igen.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  3. Lillian skriver:

    Sidste dag i året og jeg har taget tilløb til det her flere gange.
    Jeg sidder egentlig for at arbejde lidt, men kan ikke koncentrere mig.
    Jeg er en moden dame på 51. Jeg er gift og har været det i 11½ år, men vi har været sammen i 34 år. Vi har to voksne piger.
    Vi havde det egentlig godt sammen de første 10 år. I hvert fald som jeg husker det – selvfølgelig var der bump, men jeg opfattede dem egentlig mest som, at vi skulle slibe kanter af hos hinanden. Sådan er det jo, når man skal lære, at leve sammen med et andet menneske. Alligevel ved jeg godt i dag, at der måske allerede dengang var signaler, som jeg kunne have lyttet til og reageret anderledes på, end jeg gjorde.
    Aktuelt er krisen større end nogensinde før. Jeg har meldt ud,at jeg ønsker at leve for mig selv. Det gjorde jeg for 3 måneder siden, men vi bor stadig sammen. Årsagen til den beslutning skal findes i nogle handlinger omkring økonomi…køb af ny bil uden om mig, aftale om låneforhøjelse i bank uden mit vidende. Det krævede dog en underskrift fra mig, da det var et fælles lån og for første gang i vores liv sagde jeg nej. Det magtede jeg ikke to år før, hvor det samme skete. Også dengang tikkede der pludselig en besked ind i netbank om, at gældsbrev var klar til underskrift. Da jeg konfronterede ham med, hvad det var lød svaret bare: “du kan bare lade være med at skrive under. Så finder jeg bare selv ud af noget”. Umiddelbart et svar med meget befrielse, men med en slet skjult undertone af trusse. Der er flere tilfælde med optagelse af lån, som er sket uden om mig hos en af de “hurtige” låneudbydere. Det har jeg opdaget, da udgiften til afdrag pludselig fremgik af fælles budget. Gentagne overførsler fra budget til hans lønkonto. Køb af nyt tv på afbetaling kort før konfirmation af vores yngste datter. Dette på trods af højlydte protester fra mig, som han blot mødte med: “det skal du ikke blande dig i. Jeg har også lov til at bruge penge. Hvis ikke jeg var her, så kunne du ikke bo her”. Generelt har vi haft et issue omkring økonomi igennem rigtig mange år. Kort og godt er vi grundlæggende uenige om forbrug og i særdeleshed overforbrug.
    Kan mærke min hjerne og mit hjerte kører på højtryk lige nu….orker næsten ikke, at skrive historien. Jeg har læst og læst og læst om det psykisk voldelige parforhold, narcissisme, psykopatiske træk, det destruktive parforhold osv. og jeg erkender, at jeg kan genkende skrækkelig mange træk og beskrivelser fra mit eget parforhold.
    Jeg erkender også, at jeg lige nu er der, hvor min partner igen og igen beder mig om, at tænke mig om…give os en chance igen, siger de samme ting om og om igen. “vi er lige ved at være der”. “Du må da kunne set, at vi er så tæt på målet økonomisk”. “hvad er det du vil ha’?” “vi kan finde hinanden igen, men du må give mig noget”. “jeg har masser af gnist, men jeg kan ikke komme tæt på dig”. “okay, så erkender jeg, at det ikke var smart, at købe den bil uden om dig, men hvad er det så du vil ha’, når den er betalt af om 6½ år?”. “skal vi lave et madkort?” Et forslag fra mig for mange år siden og hvor han har gjort grin med ideen. Resultatet ville jo blive det samme og det var bare fordi, at jeg lige havde en veninde, som bl.a. havde madkort, kort til gavekonto osv. Og nu er det en god ide, men han vil have mig til at sige, hvad vi kan leve for. Det samme gælder også indkøb, for han vil ikke gå efter tilbud.
    Jeg genkender så meget beskrivelserne af, at ord er “gratis”, når de kommer fra ham, men at han kan føle sig dybt såret, når jeg siger noget. Jeg genkender også, at der er væsentlige detaljer, som han simpelthen ikke husker. For ca. 16 år siden ville han eks. skilles og meldte det også ud til vores børn, men han husker det overhovedet ikke. Han husker ikke deres reaktion eller at han på det tidspunkt meldte ud, at han ikke elskede mig mere. Ej heller tilsvarende episoder efter den tid husker han. Han giver på intet tidspunkt en undskyldning for noget som helst. Der er altid en forklaring og en god begrundelse for, hvorfor han har gjort det han har gjort eller sagt det han har sagt.
    Jeg genkender også beskrivelserne af, at gøre grin med mig eller mine holdninger foran andre. Og når jeg kommenterer på det, så er det mig, der ikke kan tage noget sjov.
    Indtil nu har der kun været afvisning på afvisning: “jeg kan ikke leve som du gør og det kommer jeg aldrig til”, når jeg har forsøgt, at få ham i tale. Men nu vil han pludselig gerne f.eks. leve sundere, men jeg skal komme med ideerne, for han ved “ikke hvordan man gør”. Igennem mange år har han ellers løbende givet udtryk for, at jeg brugte for mange penge på mad og at det var grunden til, at vi altid var i underskud. I dag har jeg delt vores økonomi op, så vi begge indbetaler et beløb til budget og har hver vores lønkonto, hvilket har synliggjort, hvor overforbruget ligger. Det har dog ikke ændret på mønstret.
    Også beskrivelsen af at veksle i opmærksomhedsniveau mellem kulde, tavshed, vrede korte svar eller almindelig tiltale kender jeg til.
    Uh, der er rigtig meget beskrivelse af de kedelige situationer, som han har “udsat” mig for. Jeg er og forsøger, at være vældig bevidst om, at jeg helt sikkert også har en andel i at få et forhold til at fungere. Jeg har talt med mange veninder, har opsøgt terapeuter, clairvoyante, healere osv. i mit forsøg på, at jeg kunne ændre mig, så vi kunne fungere bedre sammen. Men de seneste episoder i dette år har sat så dybe spor, så jeg i dag sidder jeg her med ondt i maven, kvalme, hjertebanken, dyb tristhed, masser af vrede og et virvar af tanker, men uden af stand til, at komme ud af stedet. Helbredsmæssigt reagerer min krop med forhøjet blodtryk, eksem og en betydelig træthed.
    Jeg føler, at jeg går på kompromis med mig selv, hvis jeg går ind på alle hans forslag om ændringer. Han giver udtryk for, at være villig til at ændre på hvadsomhelst (madkonto, feriekonto, gavekonto osv.), at han gerne vil med på ferie, selvom han ikke har holdt ferie sammen med mig i årevis – ej heller, da børnene var små.
    Når vi har snakken om, at jeg skal give os en chance til, så skriger hele mit indre system med modstand, men der kommer ikke noget ud af min mund. Der kommer bare en masse blah, blah, blah og virvlen udenom.
    Hvad pokker er det jeg er så bange for? Den kode kan jeg ikke knække….og er det i virkeligheden mig, der er narcissisten i det her? Hvis altså det overhovedet er det der er tale om??

    Lillian

    • Christina Copty skriver:

      Kære Lillian
      Hvis du endnu ikke har læst min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for det ser for mig ud som om du leder efter svar i dig selv, når du måske skal se dem udenfor dig selv. Og i forhold til hvorfor du ikke kan gå – Med det du beskriver, er det ikke svært at se, at du har levet i mange år med at påtage dig ansvaret for forholdet, ansvaret for at skulle ændre dig, tilpasse dig, gøre dig mindre – og det kommer desværre med en høj pris, når vi gør det, for vi mister ikke kun væres grænser, vi mister også vores følelse af selvberettigelse.
      Jeg håber du får glæde af bogen, og at du passer godt på dig selv.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Lillian skriver:

        Kære Christina
        Tusind tak for dit svar.
        Jeg har købt din bog og er i fuld gang med at læse. Er nået til det kapitel, som handler om at være partneren, ens egen baggrund og opvækstvilkår.
        Jeg forstår dit budskab i dit svar ovenfor, som at jeg ikke skal lede efter svar indeni mig længere – det er ok, at kigge udenfor. Med det fokus er jeg i gang med at læse din bog og undervejs i læsningen har jeg følt mig både sikker og bekræftet i min oplevelse af mit liv. Læsningen har endda medført fysisk utilpashed i form af kvalme og mavesmerter – især da det går op for mig, hvor meget jeg selv undertiden er kommet til at bidrage til det dysfunktionelle mønster i vores familie – med de konsekvenser det har og har haft for vores børn 🙁
        Det er også en udfordring, at skulle forholde sig til sin egen opvækst og at forsøge at kigge på sine forældre i et nyt lys for en dybere forståelse af eget mønster.
        Jeg har en følelse af, at jeg har brug for at stille spørgsmål lige nu, men tænker at jeg må vente til jeg har læst bogen færdig. Og ikke mindst har fået arbejdet tilstrækkeligt med de opgaver, som du stiller undervejs.Så håber jeg, at det vil være i orden at vende tilbage med spørgsmål – evt. også at stille dem i den lukkede gruppe på FB.
        Så lige for nu et tusind tak fra mig, Christina.
        Kærlig hilsen
        Lillian

        • Christina Copty skriver:

          Kære Lillian.
          Jeg er glad for at du har købt bogen og får noget ud af den. Jeg er klar over, at det kan være barsk at læse sort på hvidt, hvad det er man har været i, men jeg håber også at det giver en klarhed og et håb.
          Jeg kan sagtens forstå behovet for at stille en masse spørgsmål, men som du også selv skriver, så er det måske mere relevant lige nu, at du finder mange af dine svar i dig selv og din egen historie.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  4. L. skriver:

    Kære Christina
    Jeg er nu igennem bogen og har været det et par dage. Jeg har også arbejdet med spørgsmål og skriveopgaver. I dag er en tung dag – jeg fik rigtig nervøst ondt i maven på mit arbejde ca. 1½ time før jeg gik hjem. Da jeg kom hjem var der totalt ryddet op, støvsuget og min mand sad i køkkenet med en stak reklamer. Stemningen var tyk af muthed og min nervøsitet voksede yderligere. Det er en meget velkendt fornemmelse, som er dukket op igen indenfor de sidste 3 måneder (tiden efter jeg har sagt, at jeg vil skilles). Og som der står i bogen…..denne gang holder fast i, men alligevel ikke rigtig kommer ud af stedet.
    Jeg spurgte, om han havde talt med vores børn i dag, hvortil han svarede, at den yngste ikke havde sovet hele natten. Svaret blev ikke afgivet på sådan en nøgtern måde, men med en undertone af bebrejdelse i stemmen og en snert af bebrejdelse. Hun havde så åbenbart talt med sin søster her til morgen og derefter sovet lidt. I eftermiddag skulle hun til vejledning på en opgave og netop som jeg kom hjem skrev hun, at vejledningen var gået godt og at hun nu havde ro i maven. Derefter meddelte min mand, at han ville køre for at besøge sin onkel og derefter køre sig en tur og at han ikke ville komme hjem til aftensmad. Han rejste sig derefter og gik. Igen med det tonefald, kropssprog og den kulde, som jeg kender så godt.
    Uh, den her situation er så velkendt. Jeg er hamrende nervøs, har en trykken i mit bryst, som jeg godt ved handler om, at jeg ikke trækker vejret ordentligt. Jeg har valgt, at bruge de sidste par timer på, at arbejde mig igennem opgaver og er nu her, hvor jeg har brug for at skrive igen.
    I mine besvarelser kan jeg sagtens få øje på mønstret og især beskrivelserne af triangulering og mig som partner gjorde mig vildt utilpas. Ikke mindst offer/redder/krænker-trekanten og karrusel-turene.
    Er det alligevel mig, der tager fejl? Hvad med hans side af historien? Hvad ville han sige om mig? Er det mine egne narcissistiske træk, der gør at jeg føler mig “dårligt behandlet”? Jeg var klar over, at min mors mand nr. 2 var/er narcissist (han lever endnu, men vi slap af med ham, da min mor døde). Det har jeg fået afdækket i terapi, men jeg har jo ved læsning af bogen også måttet erkende, at mine forældres ægteskab kan beskrives med termerne fysisk og psykisk vold. Min far lagde den fysiske vold på hylden i parforhold nr. 2, men så sandelig ikke den psykiske del.
    Så hvem har det gjort mig til? Og dermed også hvad jeg bidrager med?
    Igennem egen terapi har jeg arbejdet med mit selvværd og at bevæge mig frem til, at tro på at mine følelser er rigtige nok for mig. Det samme med mine fornemmelser. Jeg har arbejdet med at turde tro på min intuition, men alligevel rammes jeg af skrækken for at begå en frygtelig fejl ved, at holde fast i, at det her ikke fungerer for mig. Det er totalt ulogisk, når jeg ser på mine egne besvarelser……for så skriger det til himlen, at jeg er her endnu.
    Kan det passe, at jeg har brug for, at nogen bekræfter mig i, at det her er rigtigt nok? Med min forstand kan jeg forstå og forholde mig til selvrådigheden , når han forvalter økonomi, som han gør. Men det er da uhyggeligt, at jeg ikke er i stand til, at mærke og reagere på alt det andet.
    Har mest af alt bare lyst til at forsvinde og aldrig behøve en konfrontation igen.
    Kh L.

    • Christina Copty skriver:

      Kære L.
      Jeg tror mange kan nikke genkendende til det, du beskriver. Både nervøsiteten, frygten for at begå en fejl og frygten for at stå overfor en partner, der syder af raseri indeni men som viser kulde udenpå.
      Og ja, der kan være et behov for at få at vide, at det man gør er “rigtigt,” men det kan ingen sige til dig. Arbejdet består i at opbygge din tillid til dig selv og din ret til at være glad i dit liv. Hvis ikke du går den vej, vil der ofte altid ligge en tvivl og lure, som kan gøre det svært at komme ordentligt videre.
      Jeg håber du finder vej ind til dit eget hjerte og derfra mærker, hvad der rigtigt for dig.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.