Det jeg husker bedst er nok de gange hvor jeg lå på gulvet – opløst i gråd – med et ønske om ikke at leve mere, fordi alt ved mig var forkert… og stemmen indeni der sagde – “Hvor blev din stolthed af? Rejs dig! Kom væk!!”
Som et sus – når kærligheden fra ham ramte mig – et sus af næsten uvirkelige dimensioner… en følelse af at blive set og genkendt – ikke mindst forstået. Tænk at nogen havde så stor kærlighed til mig – tænk at være så elsket for den, jeg var.
Men – der var altid et men – efter kortere og kortere tid kom Men`et – det der skulle laves om – arbejdes på – hvis kærligheden skulle bestå – hvis jeg skulle blive ved med at være elsket. Jeg gjorde det – utallige, mærkelige besøg hos hypnoterapeut, psykolog… for at få en indsigt der fortalte mig at jeg ikke var forkert – men noget kan der jo altid arbejdes med – og det blev så blæst op til kæmpe-problemer når jeg kom hjem… han roste mig når jeg troskyldigt fortalte hvad der var galt med mig… Han skulle nok blive ved mig – sammen med mig – selvom jeg var så ødelagt… Som om han forstod alt – og jeg ingenting
Vi havde aldrig gæster når vi var sammen – jeg fik først at vide få dage før en fest at vi faktisk var inviterede – og han lod mig forstå at han ikke var sikker på at han ville udstille min manglende evne til at omgåes folk på – og vores dårlige forhold.. “jeg gør det jo kun for at passe på dig” – ordene lød hule og mærkelige i mine ører – men jeg var nu så langt så jeg tænkte “han har ret – jeg duer ikke til mennesker”. Tit tog vi var afsted inden desserten – lige der hvor samtalen mellem mig og gæsterne gik godt – så blev han stille, mærkelig urolig – men gjorde det altid til at jeg så træt ud – og med en mærkelig skæv omsorg, spurgte han om det ikke ville være bedre for mig hvis vi kørte hjem… Hvis det trak ud, og jeg gerne ville blive – så gik han lange ture alene – forsøgte at få mig med væk fra festen, fra dem jeg talte med.. jeg forstod ingenting… Mine venner, min familie talte han godt om – i den første del af samtalen – men så kom der altid det forhadte Men…. de var ikke gode for mig – de havde fejl – de ville slide mig op – sled de mig ikke op?? Jeg ville bare suset af kærlighed og forståelse igen – og meldte mere og mere fra i min omgangskreds..
Jeg pakkede min hjemmeboende søn, få af mine ejendele og rejste 300 km for at starte nyt liv op med ham. Nøgle til huset fik jeg først efter flere dage, og en lang kamp – jeg kunne ikke køre nogle steder uden at han var med – for jeg kunne ikke låse huset af – eller op – hvis han nu ikke var der når jeg kom tilbage. Mit tøj stod i bryggerset, for der var ikke plads i hans skabe til mit. Jeg købte en stor kommode til mit tøj – og han bad om 2 skuffer i den til hans sokker og underbukser…. Jeg forstod ingenting – alt hvad der var almindelig sund fornuft var aflyst. Mit navn kom først på postkassen efter en lang diskussion – hvad var det her for noget? Var han da slet ikke glad fordi vi nu skulle være sammen? Nu havde han så længe forbandet vores afstandsforhold langt væk… Hvorfor skulle vi så pludselig have ring på og flytte sammen?
Min søn flyttede ind efter 3 ugers sommerferie med min ex-mand. Jeg havde kæmpet kampen for at få hans værelse ryddet, malet og klar. Første aften bad han mig flytte igen – fuld (igen) konfronterede han mig – jeg var en dårlig mor – og han kunne ikke ånde i at vi var der..
Aftalen var at vi skulle holde sommerferie sammen, uden børn de første 3 uger – bruge tid på at flytte ind og sammen… men snart lød det anderledes…skulle jeg ikke snart finde noget arbejde? Selv om jeg betalte godt og vel halvdelen var det ikke godt nok – jeg fik hurtigt arbejde – et godt et – men kun for at blive mødt med beskeden “Jeg kan faktisk ikke holde ud at du kommer træt hjem fra arbejde” Jeg så at han i en fb gruppe, han havde “glemt” jeg var medlem af, havde opslået om det var normalt at være træt, nærmest barnligt klynkende efter en arbejdsdag?… Men da jeg kontronterede ham med det var svaret at det ikke havde med mig at gøre – det var bare en generel forespørgsel.
Han meddelte pludseligt at han skulle trække vejret – og tog afsted 1 uge i sommerhus alene – han postede billeder af solnedgang og havbad, kaffe og lagkage med andre kvinder… livet for ham var supergodt – jeg gik hjemme i mit nye hjem og havde ondt i maven. Han svarede ikke på mine opkald eller mine sms`er. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt – og hvad der var galt.
Det var de værste 3 måneder i mit liv – min søn og jeg endte på gaden en regnvåd mandag.. for nu ville han gerne ha huset for sig selv – jeg havde heldigvis opbygget et netværk – uden om ham – havde fortalt dem hvor svingende han var, hvor meget alkohol fyldte om aftenen, så jeg havde et sted hvor jeg kunne tage hen med min søn.. jeg fik bestilt flyttebil – og vi rejste tilbage – ødelagte – forvirrede..
og alligevel gav jeg ham en chance til… for han forstod at han havde handlet forkert – at hans liv ikke var værd at leve uden mig – at han ville gå i behandling for sit alkoholmisbrug…
Jeg endte forslået og blødende efter den chance… det er nu 5 måneder siden at han smadrede mit køkken og tævede mig til blods.
Langsomt – meget langsomt – heler jeg… langsomt får jeg mine egne tanker – mærker at jeg, selvfølgelig, kan omgåes mennesker – min familie, som jeg elsker så højt – at jeg ikke dør af at være alene.
Men jeg tager mig stadig i at savne… suset… selvom prisen var alt for høj
- C*
*Gæstebloggeren ønsker at være anonym. Hvis du også gerne vil dele din historie om narcissisme, og være gæsteblogger, kan du sende mig din historie på mail@christinacopty.dk og så vender jeg tilbage til dig. Husk at deling er heling og jo flere historier vi får delt, des mere bryder vi tabuer og skam, og baner vejen for bedre relationer. Din historie må handle om partnere, eks-partnere og forældre, men husk at anonymisere dit indlæg.