Selvom jeg tidligere har skrevet om psykisk vold, er det et emne, jeg i dag tager op igen, for jeg oplever gentagne gange at mennesker, der lever med psykisk vold, har svært ved at kategorisere det, de lever under, som netop det.
Det skyldes ikke at de er dumme, uintelligente, blinde eller på anden måde udfordrede i forhold til realiteterne, men det skyldes at psykisk vold har nogle helt særlige parametre, der gør det svært at gennemskue, når man er i det.
Psykisk vold er subtil
Psykisk vold er ikke nødvendigvis en partner, der råber “kælling” eller “narrøv” ad dig, når du har glemt at købe mælk. Det er der mange der tror. Mange tror at psykisk vold er ligesom fysisk vold, men uden næverne.
Det er det ikke. I hvert fald ikke i alle tilfælde. I langt de fleste er volden så subtil, at det er svært at få ordet “vold” til at passe med oplevelsen.
På engelsk kaldes den type forhold for Abusive Relationships. I mine øjne er det bedre til at dække de aspekter, der går under vores betegnelse for psykisk vold. Abuse betyder krænker-adfærd, mishandling og overgreb, og det er netop det, psykisk vold er. Det er ofte subtile former for overgreb og krænkeradfærd, der efterlader offeret med et skadet selvværd og tankerne kredsende om forholdet, fordi det konstant er i krise, eller kan ende i krise, hvis han eller hun træder ved siden af.
Men hvad betyder: krænker-adfærd? Hvad indebærer psykisk mishandling? Hvad er overgreb når det sker imellem to voksne i et parforhold?
En af de mest almindelige, og dog stadig så ukendte, former for psykisk vold, er når den ene part på ingen måde er villig til at se sine egne mørke sider, men konstant anklager den anden for at være ond, eller for at have onde hensigter.
Når krænkeren ikke tager ansvar for sine handlinger og krænkelser, men forklarer dem med:
“Det var din egen skyld”
“Du får mig til det”
“Du er værre end mig”
“Du gør det også selv”
og trumfen:
“Jeg har haft en hård barndom”
Mange ofre for psykisk vold har ofte al for stor forståelse for krænkeren. De retfærdiggør uacceptabel opførsel ved at sige
“Han/hun mener det ikke så slemt”
“Det er også min skyld, for jeg ved godt at jeg trykker på han/hendes knapper”
“Jeg synes det er synd for ham/hende”
“Jeg kender til hans/hendes historie og den er bare så barsk, så derfor opfører han/hun sig nogengange sådan her”
“Jeg tager det ikke så tungt”
Når man ser ovenstående, bliver det tydeligt at den ene part opfører sig som et berettiget barn og den anden som den forstående forælder. Problemet deri i er tifold: Et sundt parforhold består af to voksne mennesker, der i fællesskab finder vej igennem livet, og ikke en overbærende forælder med en teenager på slæb, der bekæmper én på alle fælles tiltag. Et forhold, hvor der udadtil er denne uligvægt i rollerne vil også indadtil have en ubalance imellem parterne. Den berettigede teenager vil have sin vilje og kæmper for at have magt og selvbestemmelse hele tiden på bekostning af tosomheden, og den anden ender med at kæmpe en kamp alene for at skabe en tosomhed med et menneske der i bund og grund helst vil blæse og have mel i munden, altså goderne ved et forhold uden at skulle yde noget for fællesskabet.
Når man står i det, kan det dog være svært at se, hvad der er berettiget, og hvad der er urimelig opførsel, og hvem der er berettiget og hvem der er urimelig, for krænkeren har på sin vis også ret. I hvert fald hvis man fjerner alt, hvad der hedder tilknytning og følelsesmæssig dybde, for hvem kan for eksempel argumentere imod en mand, der siger: “At jeg knalder med andre kvinder har jo intet med os to at gøre, for jeg gør det kun, når vi to alligevel ikke er sammen, og det tager ikke noget fra mine følelser for dig, så hvorfor skulle det gøre det for dig?” – På en måde er hans argument jo egentlig ganske fint, og det giver mening set ud fra et praktisk synspunkt, for han gør det kun, når du alligevel ikke har tid, eller I holder pause (for hundredetyvende gang), og det væsentlige her er, at det giver 100% mening for ham. Det er nemlig sådan han ser det. Han ser vitterligt ikke noget problem i sin adfærd, men synes oprigtigt at du overreagerer, når du bliver rasende af jalousi og forsøger at forklare ham følelsernes ABC.
Når du gang på gang står overfor et menneske, der ikke tænker eller forstår følelser, forbindelser og forhold på samme måde som dig, begynder den indre tvivl at æde dig op. Du begynder så småt at tænke i samme bane som ham:”Han har jo egentlig ret, hvorfor tager jeg sådan på vej?” og lige så stille ryger dit indre kompas og din integritet ud til højre, for det var ikke denne type forhold du forestillede dig, du ville ende i, men du begynder langsomt at tro på, at det nok er dig, der i virkeligheden krænker ham, fordi du vil “presse” dit behov og din version af tosomhed ned over hovedet på ham, og dit argument lyder langt mere vagt og kan sagtens skydes i sænk fordi det er baseret på følelser, som:”Jeg synes bare det er forkert at vi går i seng med andre end hinanden, for jeg elsker dig” for lynhurtigt svarer han:”Jeg elsker også dig, men min kærlighed har ikke brug for ejerskab,” så din kærlighed bliver nu også defineret som krævende, fastlåst og indskrænket. Som et fængsel. Sådan en partner vil du jo ikke være, men det er åbenbart sådan du er…eller hvad?
Under hele denne proces opdager du ikke, at du er blevet trængt op i en sort krog, hvor det pludselig ser ud som om at det du står for, er forkert, og det han står for, er rigtigt og ædelt og godt. Sandheden er, at han ser det sådan, og du kan ikke argumentere ham væk fra det. Når du forsøger, ender du i et edderkoppespind, hvor dine forsøg på at sprælle dig fri får dig viklet mere og mere ind i et destruktivt mønster, hvor du er den ultimative taber.
Og det fortjener du altså ikke, ligemeget hvad din partner måtte sige…
Kærlig hilsen,
Det er det jeg har levet med i 8 år, og er på vej ud af. Truet med at blive forladt gentagne gange og tavshedbehandling samt blive kaldt mange grimme ord.
Fået kastet aske og øl i hovedet.
Min kæreste har aldrig sagt undskyld for sin opførsel, men fortalt jeg selv var skyld i det.
I gode perioder blev min kærligsbeholder ikke fyldt op, og fortalte jeg mine behov, blev jeg beskyldt for aldrig at være tilfreds.
Han var altid omsorgsfuld overfor andre. Hånede og latterlig gjorde mig, når jeg brød sammen i gråd samt grinede af mig.
Det er svært at komme ud af trods det har været destruktivt og ødelæggende.
Mine voksne børn er lettede, og fortæller jeg fortjener så meget bedre.
Kære Helle
Det gør du også – fortjener så meget bedre, for ingen fortjener at være i noget, der ødelægger og ydmyger dem. Bare fordi en anden vælger at definere vores behov som værende for meget eller urimelige, er det ikke ensbetydende med at vi skal godtage vedkommendes version, for det er igennem opfyldelsen af vores behov, at vi trives og vokser.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Hvor har du ret – lidt svær læsning, men jer er også den stedmor, som bare har givet og givet. Ville så gerne have haft noget tilbage, men desværre ikke fået det og altid blevet trukket rundt i manegen. Igen tusind tak.