Parterapi er en af de terapiformer, der vinder frem i Danmark i disse år. Mange par har indset, at det er meningsfuldt at have et professionelt menneske indover de fastlåste mønstre, der skaber ravage i forholdet, så de kan få friske øjne på det, der sker og få muligheden for at gøre noget andet.
Men det er ikke alle par, der har gavn af parterapi, og istedet for at gøre problemerne mindre, gør terapien dem større og værre.
I USA er der en klar holdning til at parterapi frarådes, hvis den ene part i forholdet har nogle særlige personlighedskarakteristika, herunder især mennesker med en Borderline, psykopatisk eller Narcissistisk Personlighedsstruktur.
Grunden til at parterapi ikke er egnet i de tilfælde, er fordi mennesker med disse personlighedsstrukturer grundlæggende ser sig selv som vigtigere, og dermed også som ofre for andres handlinger, følelser og tanker, fordi der ikke bliver taget særligt hensyn til dem, fordi de selv mener at have det sværere, værre og hårdere end andre, og dermed har en forventning om at blive behandlet bedre end de selv behøver behandle andre.
De har svært ved at have empati med, og sympati for deres partner, fordi deres egne følelser og forståelser altid vil komme i første række, og dermed også forventningen om, at partneren skal ændre adfærd først.
Denne indstilling betyder at vedkommende går til parterapien med ønsket om at finde en allieret i terapeuten, der forventes at irettesætte partneren, og når det ikke sker, tager denne klient afstand fra terapien og modsætter sig processen, enten ved at trække i bremsen eller ved at devaluere terapeuten, så de kan shoppe videre hos en anden terapeut, indtil de enten finder en, der vil uddele skylden til partneren, eller “giver op, for der er vist ingen, der kan hjælpe.”
Hvis de vælger at forblive i terapien, er der risiko for, at de aspekter terapeuten observerer og italesætter blive brugt som ammunition derhjemme til vedkommendes fordel. Hvis en terapeut for eksempel har sagt, at det ser ud som om der er en tendens til at lede efter Sorteper for at vinde retten til at være offeret, vil dette blive brugt mod partneren, det øjeblik partneren føler sig overfuset og forsvarer sig. Det kan se nogenlunde sådan ud:
Han kommer hjem og er i dårligt humør. Hun forsøger at tale med ham om, hvad der er i vejen, men han vrisser ad hende. Hun reagerer på hans vrissen med et:”nånå, det var heller ikke sådan ment”, hvorefter han med det samme griber chancen for at nedgøre hende og fortælle hende, at hun altid er sur og altid skal finde noget, der er galt med ham. Det øjeblik hun forsøger at fortælle ham, at hun reagerede på hans vrissen og dårlige humør, og egentlig forsøgte at spørge, hvad der var i vejen, vender han sig mod hende og siger:”Nu skal du ikke skyde skylden på mig, det var netop det her terapeuten mente”
Parterapien bliver således sårbar for partneren, fordi hun er bange for at give sin kæreste mere ammunition i den evige kamp om Skyld og Uskyld/Offer og Krænker.
Vælg en terapeut med specifik viden
Mange terapeuter tilbyder terapi for alt muligt mellem himmel og jord: angst, spiseforstyrrelser, depressioner, parforholdsproblemer og så videre, som en slags “Jack of all Traits, Master of None” devise, og imens jeg mener, at man sagtens kan yde hjælp til mange forskellige problematikker, er der i forbindelse med psykisk vold, offer/krænker-forhold og personlighedsstrukturer som Borderline, psykopati og narcissisme brug for en specificeret viden, hvis det skal give mening.
Hvis en terapeut ikke kan gennemskue disse problematikker, og i øvrigt laver forhandlinger på parternes vegne, kan terapeuten uforvarende komme til at skade det virkelige offer ved at gå med på præmissen om, at hun skal gøre noget af det, den anden forlanger.
Terapeuten kan altså komme til at puste til ilden, i stedet for at gøre partneren opmærksom på hans krænkelser, men i nogle tilfælde er terapeuten enten ikke selv i stand til at se, hvad der foregår, og handler i bedste mening med nogle uheldige konsekvenser til følge, eller er bange for at konflikten skal bryde ud i terapien, som helst skal føles “rar” for alle parter, også terapeuten.
Det er en hårfin balance for de fleste terapeuter at sidde i en parterapi, netop fordi det er forholdet, der er i terapi og ikke enkeltpersonerne, og imens det er vigtigt at man som par kan få hjælp til at forbedre kommunikationen, få afløb for frustration og vrede, arbejde med sorg og krise, tackle situationer og mønstre anderledes, er der altså en gruppe mennesker for hvem parterapi ikke er gavnligt medmindre man er helt klar på, hvad der sker, så man kan skille parret ad og anbefale individuel terapi.
Hvorfor er individuel terapi bedre?
Når man som terapeut har øjnene åbne for grænsen mellem almindelige parforholdsproblemer, og problemer der opstår på baggrund af den enes personlighedsstruktur, er det bedste man kan gøre at skille parret ad og lade dem gå i individuel terapi istedet. Det er især den part, der er udsat for krænkelserne og forvrængningerne, der har gavn af individuel terapi, fordi der er et stort behov for at blive valideret og støttet i sin opfattelse af virkeligheden, der ellers er blevet forvrænget af den anden part. Samtidig er det vigtigt at selvfølelsen og selvværdet bliver styrket, fordi det er under angreb i parforholdet, og man kan gå rundt med en følelse af at være ved at miste forstanden, for alt hvad man siger og gør bliver fordrejet eller draget i tvivl.
(Læs også “Er det mig, der laver ravage i mit parforhold?“)
Det kan du gøre for dig selv
Har du forsøgt at gå i parterapi, hvor det ikke blev til noget enten fordi din partner syntes alle de terapeuter I har prøvet er uduelige og ikke kan hjælpe jer, eller fordi du har følt dig angrebet af både terapeut og partner, så anbefaler jeg at du tager en individuel session med en terapeut, der har forstand på netop denne type relationer, så du kan få den støtte du har brug for, for at se, hvad det er du er i, og hvad du kan gøre for at passe bedst muligt på dig selv i det.
Du fortjener at blive behandlet anstændigt.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
