Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

integritet versus samarbejde

Et af de største problemer der er i forhold til narcissisme, er at det oftest er offeret for narcissisten, der præsenterer en række symptomer på den skadelige adfærd, og ikke narcissisten selv. Det problem er også det, de står overfor på den anden side af Atlanten, hvor der blandt psykologer og psykiatere diskuteres livligt, hvorvidt man kan diagnosticere deres præsident med NPD, Narcissistic Personality Disorder, eller ej, fordi det ikke utvetydigt ser ud som om han selv føler sig hæmmet af sin personlighed.

Men det er også her, jeg personligt mener, at der er et indbygget catch22 i forståelsen af Narcissisme. Narcissisme er en lidelse. Ja. Men det betyder ikke at personen, der har denne personlighedstype lider, som man måske generelt forstår lidelse. Men narcissisten lider, sådan som vi kan se på de twitter-storme, der kommer fra førnævnte præsident, når han føler sig forbigået eller ikke beundret nok. Lige der lider narcissisten, men det er en særlig måde at lide på, der samtidig betyder at narcissisten føler sig berettiget til at udnytte og misbruge andre mennesker for sin egen vindings skyld.

Og det er så her, offeret kommer ind.

Og med offer mener jeg ikke offer-rolle, sådan som narcissisten gør. Det er ikke ‘åh, hvor er det synd for mig, at du gør sådan mod mig, så derfor retfærdiggør det, hvad jeg gør mod dig” men en mere inddirekte oplevelse for vedkommende af, at verden ikke længere er et trygt sted; at man ikke længere selv kan navigere i sit liv og sine følelser, fordi man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert; at man ikke ved, hvor man kan sætte sine grænser, fordi man ikke ved, om man kan tillade sig at sætte nogen; at helbredet, søvnmønsteret, stressniveauet og livsglæden har taget skade.

Hvis du har været udsat for en narcissist igennem længere tid i et nært forhold, er der en række symptomer, der typisk viser sig, og som folk i mit fag desværre alt for ofte overser, fordi det ikke er en del af vores uddannelse, og fordi mange af de institutter, der træner og udklækker terapeuter, selv både er farvet af narcissistiske undervisere og desuden går ud fra en filosofi om, at diagnoser er djævlens værk, fordi de mener at det sygeliggør og ansvarsfralægger istedet for at styrke og oparbejde ansvar og ressourcer.

Og det alt sammen meget fint og floromvundet, når det handler om neuroser, angst og så videre i den boldgade, men ikke når det gælder personlighedsforstyrrelserne, hvor personen er så skadet, at vedkommende ikke evner og indeholder de centrale og basale redskaber til at begå sig i fællesskaber, såsom empati, ydmyghed, etik og moralsk forpligtelse overfor fællesskabets bedste. Og det er her, det bliver rigtig svært for dig, der er tæt på; dig, der til dagligt står for skud, når den egoistiske, navlebeskuende og grandiose/offer-rolle-agtige mentalitet er på banen, for det er den. Hver. Eneste. Dag.

Det præsenterer typisk en række symptomer hos dig som partner, der tilsammen udgør et syndrom, der i mange af udtrykkende overlapper med symptomerne på PTSD, eller i disse tilfælde, komplekse relationelle traumer, hvor du ikke er udsat for en voldsom hændelse, men hvor du konstant udsættes for drypvise undermineringer af dig selv, samtid med at du anklages for at være nærtagende eller forkert på den, når du påtaler det.

Narcissistisk Offer Syndrom viser sig efter at du er blevet udsat for følgende igennem længere tid: 

  • Gas lighting (“det, jeg oplever, fortæller du mig ikke passer”)
  • Fokusflytning (“vi kan aldrig tale om det, der sårer mig, for så rykker du samtalen over på noget, hvor jeg har såret dig – og det jeg har gjort er altid værre end det, du har gjort”)
  • Trusler, eller underteksten af en trussel (oftest om at blive forladt pga ‘uacceptabel’ opførsel)
  • Skiftevis idealisering og devaluering (“Hvem er jeg: Den du elsker mest, eller den værste du nogensinde har mødt?”)
  • Aldrig modtage et undskyld (når vi ikke modtager et undskyld når vores partner gør os fortræd, men istedet forklarer det med at vedkommende bare gjorde det, fordi vi selv gjorde noget først, mister vi over tid følelsen af, at vi er ligeværdige og værdifulde)
  • Kold vrede/raseri/afstand (i kulden ligger der en overlegenhed og en udstråling af, at vi ikke er noget værd. Den varme vrede indikerer følelser og er derfor lettere at håndtere, fordi vi stadig føler os følelsesmæssigt forbundne)

Offersyndromet har følgende karakteristika:

  • Man føler sig forvirret:
  • Man tvivler på sig selv:
  • Man føler, at man er ved at miste sin forstand:
  • Man dissocierer
  • Man har PTSD lignende symptomer
  • Man er bange for, at man tager fejl i sin læsning af andre.
  • Man tvivler på, at man er værd at elske.
  • Man tror, at man selv er skyld i adfærden fra narcissisten, og frygter derfor, at man kun kan tiltrække denne type partnere, fordi der grundlæggende må være noget ‘galt’ med en selv.
  • Man har søvnproblemer, ofte med mareridt eller meget stressende drømme.
  • Man mister sin energi, og føler sig træt og udkørt.
  • Man har let til tårer.
  • Man føler sig tyndhudet og ru.
  • Man isolerer sig.
  • Man kan få udslæt, migræne, tarmproblemer, vægtproblemer.
  • Man føler sig skamfuld over sit parforhold/over at have været i sådan et forhold.
  • Man får hukommelsestab
  • Man mister koncentrationsevnen
  • Man får flashbacks
  • Man begynder at opføre sig irrationelt, kontrollerende, jaloux, opfarende
  • Man bliver kold ligesom sin partner (følelsen af, at man lukker ned)

Og man ender med ikke at kunne genkende sig selv, fordi man kun er en skygge af det menneske, man var, da man mødte sin narcissistiske partner.

Hvad kan du gøre, hvis du genkender dig selv?

Mange partnere forsøger igennem lang tid at forhandle med sig selv og deres partner. Kan vi ikke prøve at arbejde på forholdet sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke længere var så opfarende? Måske skal vi også prøve at lave lidt flere/færre ting sammen! Og så videre. Altså en forhandling og en orientering i retning af at kunne få det dejligt sammen.

Det kan vi gøre i mange år, og det kan nogengange føles som om vi trænger igennem og der sker forandringer. Men i det store hele er der så stor modstand mod forandring af status quo fra narcissistens side, at det tærer mere på kræfterne end det gør godt.

Og det er her vi skylder os selv at tage os selv alvorligt og virkelig se i øjnene, hvor vi er og hvad der er sket med selvværdet, livet og kærligheden. For hvis vi allerede sidder så dybt i moradset af narcissistisk offersyndrom, og vi har en partner, der er ligeglad eller som synes at det er vores eget ansvar/skyld, så er der desværre meget lidt håb, for ikke at sige intet håb, om at det ændrer sig.

Så skal vi stille op som boksebold for et andet menneskes narcissisme, eller skal vi tage os selv alvorligt og komme videre?

Det er nok værd at bruge et par tanker eller fem på….

Husk. Du fortjener bedre.

Kærlige tanker fra et solgyldent maj,

Christina Copty

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

29 svar til Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

  1. Susanne skriver:

    Blev klogere tak for dit gode blogindlæg

  2. Silvia skriver:

    Tak for det ❤️ Jeg har været i forhold med en i 10 år under psykisk terror på alle planer. Jeg har et barn med ham og kan sætte flueben i næsten alt. Det er nu 7 år siden og først nu forstår jeg alvoren i det jeg egentlig har været igennem og egentlig sat puslespillet på plads inde i mig, det tog mig mange år at komme på den anden side.
    Jeg forstår mine depressioner, som set i bakspejlet nærmere var PTSD. Jeg er dyb taknemmelig for den viden jeg har i dag omkring det og endnu en gang tak for din bog, har set nye vinkler på det hele og fået bearbejdet nogle ting jeg ikke havde set.

  3. Den fortvivlede skriver:

    Som altid så tusinde tak for dine indlæg. Læser dem altid med stor interesse og de rammer som regel altid plet og hjælper mig til at forstå en masse reaktioner og sammenhænge. Det lykkedes mig efter 10 år og mange forsøg endelig at få sluttet forholdet til min eks. Så netop nu er det præcis al det ovenstående som jeg pt. går og kæmper med. Vil jeg få noget ud af at læse din bog, eller fokuserer den i højere grad på det at være i selve forholdet? Desuden er min eks. også en kvinde og umiddelbart virker det til, at din bog fokuserer på mænd. På forhånd tak.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Den Fortvivlede
      Tak for din kommentar og din ros – den varmer.
      Bogen er, som du rigtignok nævner, skrevet for et kvindeligt publikum, men jeg har modtaget flere tilbagemeldinger fra mænd, der har haft stor glæde af at læse bogen. Narcissisme er på den måde ikke kønsbestemt, og når du læser den, kan du udskifte han med hende. Og bogen kan sagtens bruges selvom man er ude af forholdet, fordi den giver indsigt, viden og råd til at komme videre i livet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  4. Jan skriver:

    syntes det er en god og højst sandsynlig sandhed, at det er narcicistens nærmeste der er den lidende, og får uhensigtsmæssige adfærdsmønstrer i afmagt. Er mand og er på andet år med kvinde jeg mistænker kraftigt for Narcicisme. Har prøvet karrusellen før, så det er meget tankevækkende det hele——-og øv øv, hvorfor lige igen forelske sig, falde for sådan en type. Tak for dine indlæg.——-vi mænd må til at lære ogvære noget mere alene med os selv. vh, jan

  5. Klaus skriver:

    Jeg takker for dit indlæg, og meget hjælpsom info. Jeg tør stadig ikke tro at jeg har “klikket” JA i alle beskrivelser, både i Narcissistisk Offer Syndrom & Offersyndromet. Troede at jeg var ved at tabe alt sund fornuft, da jeg samtidig har søgt så meget info om, om en kvinde kunne være Narcissistisk, og gik og beskyldte mig selv for at være blevet for følsom / sær og ikke mindst tosset. Jeg ser at både mit forrige forhold, og mit nuværende forhold har de samme karahristika, og jeg ikke forstår mig selv på hvorfor jeg tiltrækker disse kvinder. ØV ØV. Jeg er er stadig i tvivl om min dømmekraft er for voldsom trods af beskrivelsen i artiklen, men når tættere på en konklusion, trods mit ihærdige arbejde på at være sød, rar, forstående, hjælpsom, osv osv. Puha altså, at liste på tå, konstant og blive beskyldt på alle mulige direkte og indirekte måder for at man er et dårligt menneske er simpelthen så hårdt. Jeg håber at jeg snart tager mig sammen til at tage vare på mig selv.
    Go´week end.

  6. Pia skriver:

    Hej Christina
    For godt et år siden forlod jeg en mand, som passer ind i ALT, hvad du skriver.
    Mit reaktionsmønster i tiden derefter har også passet ind i ALT, hvad du skriver.

    Jeg forlod ham på en ferie, valgte at tage flyet hjem før tid, da forholdet kulminerede en nat på et hotelværelse, hvor han råbte de grimmeste ting om mig, mens han bankede løs på muren ved siden af mig. Det varede flere timer, hvor han skiftevis beskyldte mig for alt, hvad der var galt i vores forhold, derefter kravlede han på knæ hen til mig og tryglede mig om at stoppe for igen at hidse sig op og slå i muren. Jeg sagde ikke et ord, rørte mig ikke, i mine tanker søgte jeg febrilsk en flugtvej fra det lukkede hotelværelse alt imens jeg tænkte, om jeg mon nogensinde ville få min lille pige derhjemme at se igen.
    Om morgenen pakkede jeg mine ting og tog hjem.
    For at vide hvad der gik forud for denne forfærdelige nat, behøver man blot at læse alle de indslag og kommentarer her på din blog.

    Siden har gået hos en dygtig psykolog og en fantastisk massør, som formår at løsne mine spændinger i kroppen og dermed dæmpe mange af mine tanker og angstreaktioner.
    Jeg har tilbagevendende angstanfald og mareridt, men heldigvis aftager de. Dine indlæg her på bloggen og på facebook hjælper mig, hver gang jeg læser dem, hvilket er ofte.

    Når jeg nu skriver, er det fordi, han netop er taget på ferie med sin nye kæreste, og jeg har lyst til at advare hende. Jeg ønsker ikke hævn. Jeg ønsker ham ikke tilbage. Jeg ønsker ikke at gøre ham ondt.
    Men jeg har så forfærdelig ondt at den søde kvinde, som ikke aner, hvad hun er på vej ind i.
    Min fornuft siger mig, at jeg skal lade være, for når man er forelsket, lytter man ikke.
    Men om indenfor den næste måneds tid vil hun undre sig over tavsheden, den hemmelige telefon, som bipper på mærkelige tidspunkter og hans vrede, når hun går 5 skridt foran ham (“Nå, så du vil ikke følges med mig?”) eller hvis hun kommer til at hælde champagnen op (“har jeg ikke sagt, at det er MIG”, der hælder champagnen op”).

    Jeg mener, at man bør blande sig, når man kender til psykisk vold. Jeg ville til enhver tid gøre det, hvis det gik ud over et barn. Skal man også gøre det, når det er en voksen?

    Kh. Pia

    • Pia skriver:

      Jeg glemte vist at sige, at forholdet varede et år. Det startede med en ferie og sluttede med en ferie.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Pia.
      Hvor er det en voldsom oplevelse, du har været udsat for – og som jeg godt kan forstå, du har brugt tid til at hele fra. Og jeg kan godt forstå, at du har lyst til at advare hende, han nu er sammen med – og det er meget komplekst, for på den ene hånd ville det være rart, hvis vi kunne advare andre mennesker om dem, der er farlige iblandt os, så de ikke skulle igennem det samme, men som du selv skriver, er det ofte svært for en ny ‘udvalgt’ at høre sandheden, fordi hun i det øjeblik er sat på en piedestal, og føler sig særligt udvalgt at ham, og derfor også tror på hans version af virkeligheden, hvor en eks bliver malet i et negativt lys.
      Samtidig er der i det, du beskriver en reel risiko for hævn fra ham, hvis du blander dig – for det, du var udsat for, er direkte truende og voldeligt – og han lyder farlig.
      Så hvad synes jeg? Jeg kan sagtens forstå dine tanker og din lyst til at advare hende, men jeg tror du er nødt til at tænke på dig selv og din datters sikkerhed først, og lade være.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Pia skriver:

        Tak for dit hurtige svar.
        Det sendte en kold bølge efterfulgt af kvalme og 10 tons bly gennem min krop at læse det. Angstreaktionen, som kroppen åbenbart husker bedre end hovedet.
        Kom til at tænke på noget af det sidste han skrev: “Aldrig kryds min vej. Nu er jeg blevet ond, og jeg garanterer ikke for, hvad jeg kan finde på”.
        Jeg vil følge dit råd. Tusind tak.
        Kh. Pia

        • Christina Copty skriver:

          Kære Pia.
          Selv tak – Der er ikke noget at sige til at du reagerer, også i lyset af den åbenlyse trussel han har givet dig.
          Jeg er glad for at du vælger at holde dig væk.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  7. Trille skriver:

    Det er fuldstændig sådan det er,…. Gisp hvad ville der ske hvis man viste narcissisten dette?
    ville de mon ikke genkende sig selv?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Trille
      Narcissisten ville genkende sig selv som offer overfor en oplevet anklage! Og så vil narcissisten højst sandsynligt trumfe med at fokusflytte over på noget, man har gjort, som så blæses op til at være meget værre. Mange, der er sammen med narcissister, håber og drømmer om at finde den hellige sætning, der kan bryde igennem panseret og få ham/hende til at forstå, hvordan man oplever forholdet, men det går sjældent som forventet, når man prøver.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  8. Sarah skriver:

    Det er spot on. Blev skilt fra min eks i januar. Hans eget valg da han var utro og valgte hende frem for mig fordi jeg ikke gav ham den kærlighed og intimitet i forholdet som han ønskede sig (hans ord). Vi boede sammen efterfølgende da vi havde sommerhus og lejlighed der skulle sælges. Gennem vores forhold har det hele tiden været ham og hans interesser der har været i fokus. Vi har fået to børn sammen og nåede at være sammen i 9år og jeg er knækket. Jeg får skylden for alt og han prøver at give mig dårlig samvittighed fordi han efter noget tid fandt ud af at hende han havde været utro med ikke passede til ham alligevel også ville han have mig tilbage. Og det ville jeg ikke. Så siger han nu at jeg har taget valget om ikke at være sammen og ikke at se mine børn hver dag og det skal jeg leve med. Når jeg siger til ham at jeg har taget valget, men på hvilken baggrund, så undskylder han utroskaben med at det var fordi han ikke fik den kærlighed og opmærksomhed som han mener et parforhold skal indeholde. Han har altid været meget misundelig på børnene fordi de har fået meget af min opmærksomhed. Han har flere gange sagt my Way or the highway og jeg er bare blevet i det fordi jeg blev nedbrudt og fik konstant af vide at jeg ikke var god nok det ene øjeblik og det næste var jeg den ideelle kvinde som han elskede så meget. Jeg har hele tiden vidst at der har været noget ved ham jeg ikke brød mig om, men levede bare i det. Nu kan jeg se at han er syg og at der ikke er noget galt med mig. Jeg er ved at kæmpe mig tilbage til at blive mig selv igen.

  9. Pia skriver:

    Så rigtigt, det er nu 3 1/2 siden jeg slap ud af narcissisten/psykopatens kløer og mine døtres og min hverdag er ved at være rigtigt god. Jeg har trukket os langt væk fra al kontakt i det omfang det er muligt. Kun samvær med piger og ham hver anden weekend. Et marte meo forløb har været rigtigt godt ift at få min yngste til at forstå, at hun er elsket og værd at elske. Så langt så godt. Jeg er begyndt at være meget temperamentsfuld, bliver meget vred og/eller ked, når jeg oplever personer, som overskrider mine grænser. Jeg tænker, at det er helt naturligt som følge af mine oplevelser, men hvad stiller jeg op? Måtte idag gå hjem fra et møde på jobbet fordi jeg blev så vred og ked af en kollegas opførsel på mødet. Hjælp! Tak.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Pia.
      Det, du beskriver er en typisk og meget god reaktion. Det tager tid for kroppen og nervesystemet at genfinde sin ro, og i den periode vil du opleve at have en ekstra opmærksomhed rettet mod folk, der grænseoverskrider. Hvis du kan tillade det at være der og anerkende de følelser du har som sunde, vil du opdage at det langsomt ændrer sig.
      Held og lykke fremover.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Pernille skriver:

        Men hvordan anerkender man de følelser når det gør så ondt og tvivlen om det nu ikke også er min egen skyld er der hele tiden (han gør mig jo bare en tjeneste ved at fortælle mig hvor dum, dårlig, overfølsom, inkompetent mv jeg er, han er jo bare ærlig) jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at møde narcissister og komme i drama og tage skyld. Jeg bliver ved mekr at prøve, pine mig selv ved at stå for skud og ligge søvnløs. Lige nu en kollega, før en kæreste, før min far. Men er det i virkeligheden mig der er sindsyg og dem der har ret. Hvorfor bliver jeg ved og hvorfor lader jeg det fortærer og fylde alt, jeg prøver at please, at blive forstået, men det virker selvfølgelig ikke. Det er som om jeg slet ikke kan kende mig selv og jeg vil bare så gerne ud over det og på en eller anden måde finde ud af at møde de mennesker uden at gå i stykker. Og ikke have det konstante indre ambivalente dialog om på den ene side vide at det de gør ikke er okay, men alligevel køre den derud hvor jeg lider. Det er ligesom jeg mangler strategier og en eller anden læring og jeg vil så gerne finde ud af hvad det er. Jeg skriger efter hjælp. Kærligt p

        • Christina Copty skriver:

          Kære Pernille.
          Der er meget smerte i din kommentar, og jeg kan se, at du har svært ved at komme fri af dine destruktive tanker. Jeg kan også se, at du er optaget af Rigtigt og Forkert, istedet for at se på, at de relationer du beskriver bare ikke er gode for dig – og at det er nok. Du behøver ikke finde en, der skal tage Sorteper, eller være i tvivl om det er din partner/kollega/far, der er galt afmarcheret – Det er jo i bund og grund ligemeget – for det her er dit liv, og du må tage udgangspunkt i valg, der beriger og nærer dig, ikke i dem, der destruerer dig i en uendelige cyklus af ‘hvem er skyldig og hvem er offer.’
          Jeg håber du kan give dig selv bare et øjebliks frihed til at mærke, hvordan det er at være med dig for dig – og træffe dine valg derfra. Du må godt sætte din barre højere og blive glad i dit liv, og rydde ud i dem, der kun trækker dig ned. Det gør dig ikke til et dårligt menneske, men derimod til et sundt menneske.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

          • Pernille skriver:

            Kære Christina. Tusind tak for dit svar som giver rigtig meget mening. Jeg har svært ved at få ryddet ud i de destruktive tanker og føler mig trængt op i en krog. Jeg ved at jeg skal flytte mig og har gjort det ved at skifte job nogle gange men det er som om jeg bliver ved med at møde en person der bringer alt det her drama frem og denne her gang en kollega( en mand)som alle ikke Bryder sig om men alligevel pleaser. Jeg går gang på gang ind i det og er pt igang med konsulent forløb i teamet hvor han høvler mig på snedigste facon og jeg tager al ansvar og fremstår som en svag og nu også dårlig medarbejder. Efter disse møder græder jeg og andre kollegaer siger at jeg bare skal gi igen, at de jo ikke kan og de føler sig klemt ml to. Jeg har mødt det før de sidste år og vil så gerne vide hvad det er jeg skal lærer. Denne her gang er jeg bare oppe imod en som fortæller mig at jeg er en kæmpe faglig skuffelse og jeg er bange for at han har ret og det var ligesom der jeg ku sige jeg var god. Jeg høre kun inde i mit hoved at jeg er en kæmpe skuffelse på alle planer og jeg behøver virkelig hjælp. Jeg kan se du ikke tager klienter lige nu, men kan du anbefale nogen? Lige nu aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med alle de følelser og forvirring om hvordan jeg skal agere. Ingen strategier ser ud til at hjælpe og offerrollen er helt uudholdelig. Kærlig hilsen p

          • Christina Copty skriver:

            Kære Pernille
            Din kommentar havde forputtet sig. Jeg håber at du har fundet en løsning. Ellers vil jeg anbefale dig at finde en terapeut, der beskæftiger sig med lavt selvværd, for det lyder desværre som om du lader dig definere af andres holdninger, og det kan være en hjælp at få noget støtte til dit selvværd, så du lærer selv at definere dig.
            De bedste hilsner,
            Christina Copty

  10. Ole skriver:

    Hej Christina

    Tak for en perfekt beskrivelse af hvad der forgår inde i en selv.
    Jeg har været møllen igennem med en narcissist en gang før i mit liv og det er ca. 5 år siden.
    Den gang tog det mig ca. 1 år at slippe af med offer syndromet og finde mig selv og mine livsværdier igen og der gik når yderligt et år med at finde livsgnisten og lysten til livet igen.

    Nu er jeg der desværre igen dvs. for et år siden mødte jeg min ”Livs kærlighed” troede jeg.
    Men den historie vil jeg ikke trætte jer med, den er fuldstændig som alle andres historie med de 3 faser osv.

    Jeg afsluttede det hele for 3 dage siden og smækkede ALLE døre efter mig og det gjorde selvfølge umenneskelig ondt i hjertet og gør bestemt endnu, men der var ikke andre muligheder.
    Det mest skræmmende i det alt her er man på en måde stadig elsker narcissisten og systematisk leder efter muligheder for at rede forholdet.
    Min erfaring fra tidligere er, at den fase jeg skal igennem nu er den sværeste af alle faser.

    Som du har så fint har beskrevet i indslaget, så har jeg også igennem de sidste par måneder forsøgt at forhandle med min ex. omkring forskellige løsninger osv.
    Selvfølge uden succes, man kan ikke forhandle med en Narcissist og hvis man forsøger, ja så gør man kun hele situationen være for en selv.

    Mit råd er derfor:
    Lad for guds skyld være med at forhandle med en Narcissist, der kommer INTET godt ud af det og man giver bare Narcissisten mere magt.
    Man sælger på en måde sin sjæl til helvede.
    Samtidigt sker der det modsatte af hvad man ønsker, de bliver mere modbydelige og deres misbrug bliver bare større.
    Det er umuligt at forhandle med en person som ikke vil en noget godt …. lad være og kom væk.

    I mit tilfælde havde jeg en stor mistanke om utroskab og ganske rigtig der var andre mænd og desværre mange flere end jeg i min vildeste fantasi havde forstillet mig.
    Utroligt at man ikke lytter til de signaler der kommer til ens hjertet, hjerte lyver IKKE og signalerne har jo været der i lang tid.
    Men når man har solgt sin sjæl og sine værdier, så er det ufatteligt og næsten umuligt at gøre de rigtige ting, man er fanget.

    Jeg har alle tegnene på medafhængighed / offer syndrom, heldigvis erkendte jeg allerede for 1 mdr. siden at den var helt gal med mig igen.
    Jeg søgte derfor straks hjælp og går i terapi 2 gange pr. uge.
    Det var min erfaring fra mødet med min første narcissist som gjorde, at jeg ikke var i tvivl om at jeg skulle ha hjælp.

    Mit bedste råd til andre som også lider af offer syndrom:
    Søg straks hjælp, det er næsten umuligt at komme igennem alene og min påstand er man kan ikke alene.
    Lad være med at bruge jeres venner / familie til dette, de kommer ALDRIG til at forstå det alligevel og i slider dem op.

    Søg derfor proff. hjælp hurtigst muligt, det er det bedste man kan gøre for sig selv.

    De bedste hilsner
    Ole

    • Christina Copty skriver:

      Kære Ole.
      Jeg er glad for at du har taget fat i det, du kan mærke, der er dit tema, og søger den hjælp du har brug for.
      En af de ting, jeg dog tror vi skal være varsomme med, er at uddele en ‘one size fits all’ måde at komme igennem det på, for vi er alle forskellige og kommer med forskellige baggrunde og erfaringer – Det vigtigste i helingsprocessen er i min optik at vi kigger dybt indad på de mekanismer i os selv, der gør at vi nøjes istedet for at sætte barren højere. Det betyder nemlig at vi ikke behøver uddele roller som Skyldig vs Uskyldig, men istedet kan rette det hele fokus på os selv og den fremtid vi ønsker.
      Kærlig hilsen,
      Christina

  11. Evy skriver:

    Hej Christina

    Tak for dine gode artikler. Jeg har læst dem nogle gange med nogle måneder imellem, fordi jeg begyndte at ane, at min kæreste måske ikke bare led af depression og angst, men har narcissistiske træk – en blanding af den grandiose og den skrøbelige. Vi har været sammen i 4 år og jeg vil gerne ud af det nu. Det tilspidser og jeg har et stærkt ønske om at være den, der afslutter det, for tanken om at han finder ny supply og jeg skal leve med ydmygelsen over udtroskab og at blive kasseret, fylder mig med frygt. Det tror jeg vil gøre det hele meget, meget sværere.

    Men hvordan afslutter jeg det på den bedst mulige måde? Hvordan griber jeg det an? Vi har en meget stor fælles venskabs- og bekendtskabskreds, så det er vigtigt for mig at det er så udramatisk som muligt, så han ikke har noget, han kan fodre folk med. Han har tidligere rekrutteret “flying monkeys” (det lettede så enormt da jeg stødte på det begreb!) og denne gang skal han ikke have noget fra mig, han kan bruge imod mig i sin fortælling om hvorfor det er mig, der er den slemme og ham, der er synd for, så folk slutter op om ham, fordi han er den, der har det hårdest (og jeg bliver isoleret socialt, fordi jeg virker stærk).

    Men jeg er simpelthen i tvivl. Skal jeg bare sige, at jeg ikke synes det går? At jeg elsker ham, men at jeg gerne vil have børn, fx? (det vil han ikke, så den udvej er jo måske rimelig nok og også noget, andre kan forstå som en god grund til at skilles). Jeg tænker i hvert fald, at jeg ikke kan få noget ud af at fortælle ham om alle de måder han er ubehagelig og manipulerende – den oprejsning, som måske kunne ligge i det, det fortabte håb om at kunne få ham til at *se* – som du skriver ovenfor, han ville kunne genkende sig selv som offeret og han vil kunne fremstille mig som sindssyg, den med problemer. Faktisk sidder jeg lige nu med en lille indre stemme der hvisker “Hvad hvis det i virkeligheden er mig, der er narcissist; Er dette ikke lige præcis noget, en narcissist kunne finde på – at køre sig selv i stilling som offeret, der har behov for at søge hjælp? – virker jeg sindssyg på folk, når jeg fortæller om at jeg tror, min kæreste har narcissistiske personlighedstræk?”
    Min kæreste har sagt, at han mener at jeg må have en personlighedsforstyrrelse… Det er ikke noget, jeg nogensinde har ytret overfor ham, jeg er meget forsigtig, selv når jeg taler om hans depression, som jeg endda selv har erfaring med at lide af.

    Jeg føler mig ellers generelt stærk, men i det der game, hvor man hele tiden står i en situation, hvor den gengivelse af hændelser jeg fortæller er helt modsat det han fortæller, så bliver andre forvirrede og én af os må være den skøre, hvis du forstår? Det er et kompliceret mindgame, som jeg kan se at jeg påfører mig selv i ren bekymring.
    Jeg vil allerhelst bare kunne forlade forholdet i god ro og orden, så jeg kan beholde mine venner, være på nogenlunde god fod med ham og komme så helskindet videre som muligt.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Evy
      Tak for din kommentar. Jeg an desværre ikke rådgive dig ud fra den tekst du har skrevet, men hvis ikke du har læst min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” vil jeg helt klart anbefale dig det, da der både er gode råd og redskaber til at frigøre sig og til at holde fast i sig selv.
      Held og lykke.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  12. annavicluc skriver:

    Tak for et rigtig godt og inspirende indlæg!

  13. Randi skriver:

    Kære Christina…. er lige blevet separeret.. det var dine sidste sætninger i denne blog, som jeg læste her i januar, der gjorde udslaget. “husk – du fortjener bedre” ….
    7 år hvor jeg kan sætte flueben ved alt hvad du skriver… resultatet for mig er et tvangsanbragt barn, en eksplosiv særlig sensitiv datter (der nu er i bedring) og PTSD, angst og stress for mig. Jeg har i årevis været en del syg med mange sygemeldinger. Jeg har ikke kunne finde ud af hvorfor. Forholdet gik jo skidt fordi jeg hele tiden var syg og træt, hvis jeg dog bare kunne blive rask. Hvis jeg dog bare kunne blive et bedre menneske, hustru, mor og veninde…. nu ser jeg at det var omvendt.. Først nu har jeg fundet ud af hvorfor jeg var stress syg.
    Han flyttede i midten af februar. Han fjernede det meste af mit indbo – både fælles og særeje – det var en dag jeg kom hjem fra arbejde og opdagede et næsten tomt hus, på nær alt det affald han havde efterladt og smidt ud over gulvet.
    Siden da er hans adfærd blot eskaleret – selvom jeg ikke troede det var muligt.

    Vi har et fælles barn, han søger nu bopæl. Chikanere på telefon, har søgt aktindsigter i mine oplysninger i kommunen, fokusflytter, gaslighter – sikke en djævlens masse ord man lærer når man skal navigere sig selv ud af smør-skålen.

    Men stressen – den er på vej væk. Jeg har indstillet sindet til at gøre de rigtige ting, som er naturstridige i normale relationer, men en nødvendighed når man skal have en narcissist til at blive træt af en.
    Går og kigger mig over skulderen, han skriver at han ser når jeg har besøg af min far, truer med at få fjernet de øvrige af mine børn (den ældste er tvangsfjernet pga psykisk og fysisk vold fra ham – han kommer mere hjem nu hvor “han” ikke er her mere), truet med at ringe til min arbejdsgiver og få mig fyret, anklager mig og min familie for mishandling osv osv osv… hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg ud fra dine beskrivelser kunne tro at du havde været i mit liv og mine tanker i 7 år.

    en psykolog fortalte mig at jeg forekommer at være bange for at blive forladt. Han kunne ikke have taget mere fejl. Jeg var aldrig bange for at blive forladt. Jeg var bange for det jeg oplever nu – og som jeg har vidst hele tiden kunne komme.
    Selvom det er rart at være fri for ham, at jeg kan sige at han er ude af min hverdag (og så alligevel ikke), så har jeg måtte indse at kampen er ikke sluttet med min anmodning om separation. Det var der den begyndte – og jeg frygter at jeg kun er i hans indledende fase. Men nu har jeg det daglige overskud – og viden til, at stå imod.

    Tak for nogle gode beskrivelser.
    R.

  14. Riksen skriver:

    Sådan – det kan vist ikke beskrives bedre, hvordan nacissisten nærmest æder sit bytte! Måske kunne du udvide beskrivelsen til at inkludere konsekvensen af narcissistiske mødre?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Riksen
      Der er skrevet en ganske udmærket bog, der er oversat til dansk “Bliver jeg nogensinde god nok” af Karyl McBride, som jeg anbefaler, hvis man gerne vil vide mere om hvordan narcissistiske mødre opererer.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: