Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

integritet versus samarbejde

Et af de største problemer der er i forhold til narcissisme, er at det oftest er offeret for narcissisten, der præsenterer en række symptomer på den skadelige adfærd, og ikke narcissisten selv. Det problem er også det, de står overfor på den anden side af Atlanten, hvor der blandt psykologer og psykiatere diskuteres livligt, hvorvidt man kan diagnosticere deres præsident med NPD, Narcissistic Personality Disorder, eller ej, fordi det ikke utvetydigt ser ud som om han selv føler sig hæmmet af sin personlighed.

Men det er også her, jeg personligt mener, at der er et indbygget catch22 i forståelsen af Narcissisme. Narcissisme er en lidelse. Ja. Men det betyder ikke at personen, der har denne personlighedstype lider, som man måske generelt forstår lidelse. Men narcissisten lider, sådan som vi kan se på de twitter-storme, der kommer fra førnævnte præsident, når han føler sig forbigået eller ikke beundret nok. Lige der lider narcissisten, men det er en særlig måde at lide på, der samtidig betyder at narcissisten føler sig berettiget til at udnytte og misbruge andre mennesker for sin egen vindings skyld.

Og det er så her, offeret kommer ind.

Og med offer mener jeg ikke offer-rolle, sådan som narcissisten gør. Det er ikke ‘åh, hvor er det synd for mig, at du gør sådan mod mig, så derfor retfærdiggør det, hvad jeg gør mod dig” men en mere inddirekte oplevelse for vedkommende af, at verden ikke længere er et trygt sted; at man ikke længere selv kan navigere i sit liv og sine følelser, fordi man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert; at man ikke ved, hvor man kan sætte sine grænser, fordi man ikke ved, om man kan tillade sig at sætte nogen; at helbredet, søvnmønsteret, stressniveauet og livsglæden har taget skade.

Hvis du har været udsat for en narcissist igennem længere tid i et nært forhold, er der en række symptomer, der typisk viser sig, og som folk i mit fag desværre alt for ofte overser, fordi det ikke er en del af vores uddannelse, og fordi mange af de institutter, der træner og udklækker terapeuter, selv både er farvet af narcissistiske undervisere og desuden går ud fra en filosofi om, at diagnoser er djævlens værk, fordi de mener at det sygeliggør og ansvarsfralægger istedet for at styrke og oparbejde ansvar og ressourcer.

Og det alt sammen meget fint og floromvundet, når det handler om neuroser, angst og så videre i den boldgade, men ikke når det gælder personlighedsforstyrrelserne, hvor personen er så skadet, at vedkommende ikke evner eller indeholder de centrale og basale redskaber til at begå sig i fællesskaber, såsom empati, ydmyghed, etik og moralsk forpligtelse overfor fællesskabets bedste. Og det er her, det bliver rigtig svært for dig, der er tæt på; dig, der til dagligt står for skud, når den egoistiske, navlebeskuende og grandiose/offer-rolle-agtige mentalitet er på banen, for det er den. Hver. Eneste. Dag.

Det præsenterer typisk en række symptomer hos dig som partner, der tilsammen udgør et syndrom, der i mange af udtrykkende overlapper med symptomerne på PTSD, eller i disse tilfælde, komplekse relationelle traumer, hvor du ikke er udsat for en voldsom hændelse, men hvor du konstant udsættes for drypvise undermineringer af dig selv, samtidig med at du anklages for at være nærtagende eller forkert på den, når du påtaler det.

Narcissistisk Offer Syndrom viser sig efter at du er blevet udsat for følgende igennem længere tid: 

  • Gaslighting (“det, jeg oplever/føler/ser/tror og tænker, fortæller du mig ikke passer, fordi jeg er syg/ustabil/mistroisk/jaloux osv.”)
  • Fokusflytning (“vi kan aldrig tale om det, der sårer mig, for så rykker du samtalen over på noget, hvor jeg har såret dig – og det jeg har gjort, er altid værre end det, du har gjort”)
  • Trusler, eller underteksten af en trussel (oftest om at blive forladt pga ‘uacceptabel’ opførsel)
  • Skiftevis idealisering og devaluering (“Hvem er jeg: Den du elsker mest, eller den værste du nogensinde har mødt?”)
  • Aldrig modtage et undskyld (når vi ikke modtager et undskyld når vores partner gør os fortræd, men istedet forklarer det med at vedkommende bare gjorde det, fordi vi selv gjorde noget først, mister vi over tid følelsen af, at vi er ligeværdige og værdifulde)
  • Kold vrede/raseri/afstand (i kulden ligger der en overlegenhed og en udstråling af, at vi ikke er noget værd. Den varme vrede indikerer følelser og er derfor lettere at håndtere, fordi vi stadig føler os følelsesmæssigt forbundne)

Offersyndromet har følgende karakteristika:

  • Man føler sig forvirret:
  • Man tvivler på sig selv:
  • Man føler, at man er ved at miste sin forstand:
  • Man dissocierer
  • Man har PTSD lignende symptomer
  • Man er bange for, at man tager fejl i sin læsning af andre.
  • Man tvivler på, at man er værd at elske.
  • Man tror, at man selv er skyld i adfærden fra narcissisten, og frygter derfor, at man kun kan tiltrække denne type partnere, fordi der grundlæggende må være noget ‘galt’ med en selv.
  • Man har søvnproblemer, ofte med mareridt eller meget stressende drømme.
  • Man mister sin energi, og føler sig træt og udkørt.
  • Man har let til tårer.
  • Man føler sig tyndhudet og ru.
  • Man isolerer sig.
  • Man kan få udslæt, migræne, tarmproblemer, vægtproblemer.
  • Man føler sig skamfuld over sit parforhold/over at have været i sådan et forhold.
  • Man får hukommelsestab
  • Man mister koncentrationsevnen
  • Man får flashbacks
  • Man begynder at opføre sig irrationelt, kontrollerende, jaloux, opfarende
  • Man bliver kold ligesom sin partner (følelsen af, at man lukker ned)

Og man ender med ikke at kunne genkende sig selv, fordi man kun er en skygge af det menneske, man var, da man mødte sin narcissistiske partner.

Hvad kan du gøre, hvis du genkender dig selv?

Mange partnere forsøger igennem lang tid at forhandle med sig selv og deres partner. Kan vi ikke prøve at arbejde på forholdet sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke længere var så opfarende? Måske skal vi også prøve at lave lidt flere/færre ting sammen! Og så videre. Altså en forhandling og en orientering i retning af at kunne få det dejligt sammen.

Det kan vi gøre i mange år, og det kan nogengange føles som om vi trænger igennem og der sker forandringer. Men i det store hele er der så stor modstand mod forandring af status quo fra narcissistens side, at det tærer mere på kræfterne end det gør godt.

Og det er her vi skylder os selv at tage os selv alvorligt og virkelig se i øjnene, hvor vi er og hvad der er sket med selvværdet, livet og kærligheden. For hvis vi allerede sidder så dybt i moradset af narcissistisk offersyndrom, og vi har en partner, der er ligeglad eller som synes at det er vores eget ansvar/skyld, så er der desværre meget lidt håb, for ikke at sige intet håb, om at det ændrer sig.

Så skal vi stille op som boksebold for et andet menneskes narcissisme, eller skal vi tage os selv alvorligt og komme videre?

Det er nok værd at bruge et par tanker eller fem på….

Husk. Du fortjener bedre.

Kærlige tanker fra et solgyldent maj,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

57 Responses to Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

  1. Susanne skriver:

    Blev klogere tak for dit gode blogindlæg

  2. Silvia skriver:

    Tak for det ❤️ Jeg har været i forhold med en i 10 år under psykisk terror på alle planer. Jeg har et barn med ham og kan sætte flueben i næsten alt. Det er nu 7 år siden og først nu forstår jeg alvoren i det jeg egentlig har været igennem og egentlig sat puslespillet på plads inde i mig, det tog mig mange år at komme på den anden side.
    Jeg forstår mine depressioner, som set i bakspejlet nærmere var PTSD. Jeg er dyb taknemmelig for den viden jeg har i dag omkring det og endnu en gang tak for din bog, har set nye vinkler på det hele og fået bearbejdet nogle ting jeg ikke havde set.

  3. Den fortvivlede skriver:

    Som altid så tusinde tak for dine indlæg. Læser dem altid med stor interesse og de rammer som regel altid plet og hjælper mig til at forstå en masse reaktioner og sammenhænge. Det lykkedes mig efter 10 år og mange forsøg endelig at få sluttet forholdet til min eks. Så netop nu er det præcis al det ovenstående som jeg pt. går og kæmper med. Vil jeg få noget ud af at læse din bog, eller fokuserer den i højere grad på det at være i selve forholdet? Desuden er min eks. også en kvinde og umiddelbart virker det til, at din bog fokuserer på mænd. På forhånd tak.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Den Fortvivlede
      Tak for din kommentar og din ros – den varmer.
      Bogen er, som du rigtignok nævner, skrevet for et kvindeligt publikum, men jeg har modtaget flere tilbagemeldinger fra mænd, der har haft stor glæde af at læse bogen. Narcissisme er på den måde ikke kønsbestemt, og når du læser den, kan du udskifte han med hende. Og bogen kan sagtens bruges selvom man er ude af forholdet, fordi den giver indsigt, viden og råd til at komme videre i livet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Dorte skriver:

        Pyha..

        Hvor alle jeres beretninger, går lige i hjertet på mig..

        Har været i et sådan forhold i 1 1/2 år..
        Hvor efter jeg opdagede hans utroskab, virkelig har sat skub i vores karussel ture..

        Fatter ikke jeg tog ham igen, efter han også smittede mig med kønssygdom, det virkede ikke som om det påvirkede ham synderligt..

        Det skal siges at efter 1/2 år flytter vi sammen, men jeg syntes stille og roligt han forandrer sig.
        Han bliver mere og mere fjern, hans følelser virker som om de ikke er der, han hverken ser eller hører når jeg ligger ved siden af ham og græder, jeg føler mig svigtet konstant..

        Fik i Julen en lungebetændelse som varede i 2 mdr, den kunne ikke slippe taget i min krop, jeg kunne intet, spiste ikke og hver dag kæmpede jeg for at overleve, alt imens hans hverdag virkede ugeneret af det.
        Han valgte også at tage til hans familie at holde jul som planlagt, så kunne jeg selv finde ud af at holde jul med mine 2 piger på -2 og 15 år..
        Der følte jeg mig virkelig afvist og svigtet..

        Opdager han har en anden..
        Han siger det betød intet, han fik bare et kick ud af at modtage søde sms’er fra hende..

        En af hans venner kontakter mig, fortæller utroskaben ikke er første gang, han har gjort det i tidligere forhold.
        Han fortæller også at min kæreste er narcissist, så han syntes jeg skal skynde mig væk..
        Jeg sidder lamslået tilbage, og tænker alt det her kan ikke passe, så har jeg jo ikke kendt den mand jeg bor med..

        Efter utroskaben syntes han vi skal flytte hver for sig, forholdet bliver mere og mere drama agtigt, hele tiden sker der ting der gør, han får det dårligere og dårligere og skal have ro..

        Sidst truede han igen med at så måtte det slutte, nu har jeg ikke hørt fra ham i en uge, hver gang har jeg bedt ham give det en chance..

        Men denne gang er jeg kommet i behandling, og kan se mønstret..
        Sidder tilbage med et hjerte der er knust, og er så langt nede, at jeg nu må se alvoren i øjnene..
        Komme tilbage til livet, hvor jeg var glæd for mig selv..

        Pas på jer selv, man kommer så langt ud, bliver kørt ned, at man tror livet går under uden ham.
        Men nu har jeg turde og vælge ham fra, og mig selv til..

  4. Jan skriver:

    syntes det er en god og højst sandsynlig sandhed, at det er narcicistens nærmeste der er den lidende, og får uhensigtsmæssige adfærdsmønstrer i afmagt. Er mand og er på andet år med kvinde jeg mistænker kraftigt for Narcicisme. Har prøvet karrusellen før, så det er meget tankevækkende det hele——-og øv øv, hvorfor lige igen forelske sig, falde for sådan en type. Tak for dine indlæg.——-vi mænd må til at lære ogvære noget mere alene med os selv. vh, jan

  5. Klaus skriver:

    Jeg takker for dit indlæg, og meget hjælpsom info. Jeg tør stadig ikke tro at jeg har “klikket” JA i alle beskrivelser, både i Narcissistisk Offer Syndrom & Offersyndromet. Troede at jeg var ved at tabe alt sund fornuft, da jeg samtidig har søgt så meget info om, om en kvinde kunne være Narcissistisk, og gik og beskyldte mig selv for at være blevet for følsom / sær og ikke mindst tosset. Jeg ser at både mit forrige forhold, og mit nuværende forhold har de samme karahristika, og jeg ikke forstår mig selv på hvorfor jeg tiltrækker disse kvinder. ØV ØV. Jeg er er stadig i tvivl om min dømmekraft er for voldsom trods af beskrivelsen i artiklen, men når tættere på en konklusion, trods mit ihærdige arbejde på at være sød, rar, forstående, hjælpsom, osv osv. Puha altså, at liste på tå, konstant og blive beskyldt på alle mulige direkte og indirekte måder for at man er et dårligt menneske er simpelthen så hårdt. Jeg håber at jeg snart tager mig sammen til at tage vare på mig selv.
    Go´week end.

  6. Pia skriver:

    Hej Christina
    For godt et år siden forlod jeg en mand, som passer ind i ALT, hvad du skriver.
    Mit reaktionsmønster i tiden derefter har også passet ind i ALT, hvad du skriver.

    Jeg forlod ham på en ferie, valgte at tage flyet hjem før tid, da forholdet kulminerede en nat på et hotelværelse, hvor han råbte de grimmeste ting om mig, mens han bankede løs på muren ved siden af mig. Det varede flere timer, hvor han skiftevis beskyldte mig for alt, hvad der var galt i vores forhold, derefter kravlede han på knæ hen til mig og tryglede mig om at stoppe for igen at hidse sig op og slå i muren. Jeg sagde ikke et ord, rørte mig ikke, i mine tanker søgte jeg febrilsk en flugtvej fra det lukkede hotelværelse alt imens jeg tænkte, om jeg mon nogensinde ville få min lille pige derhjemme at se igen.
    Om morgenen pakkede jeg mine ting og tog hjem.
    For at vide hvad der gik forud for denne forfærdelige nat, behøver man blot at læse alle de indslag og kommentarer her på din blog.

    Siden har gået hos en dygtig psykolog og en fantastisk massør, som formår at løsne mine spændinger i kroppen og dermed dæmpe mange af mine tanker og angstreaktioner.
    Jeg har tilbagevendende angstanfald og mareridt, men heldigvis aftager de. Dine indlæg her på bloggen og på facebook hjælper mig, hver gang jeg læser dem, hvilket er ofte.

    Når jeg nu skriver, er det fordi, han netop er taget på ferie med sin nye kæreste, og jeg har lyst til at advare hende. Jeg ønsker ikke hævn. Jeg ønsker ham ikke tilbage. Jeg ønsker ikke at gøre ham ondt.
    Men jeg har så forfærdelig ondt at den søde kvinde, som ikke aner, hvad hun er på vej ind i.
    Min fornuft siger mig, at jeg skal lade være, for når man er forelsket, lytter man ikke.
    Men om indenfor den næste måneds tid vil hun undre sig over tavsheden, den hemmelige telefon, som bipper på mærkelige tidspunkter og hans vrede, når hun går 5 skridt foran ham (“Nå, så du vil ikke følges med mig?”) eller hvis hun kommer til at hælde champagnen op (“har jeg ikke sagt, at det er MIG”, der hælder champagnen op”).

    Jeg mener, at man bør blande sig, når man kender til psykisk vold. Jeg ville til enhver tid gøre det, hvis det gik ud over et barn. Skal man også gøre det, når det er en voksen?

    Kh. Pia

    • Pia skriver:

      Jeg glemte vist at sige, at forholdet varede et år. Det startede med en ferie og sluttede med en ferie.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Pia.
      Hvor er det en voldsom oplevelse, du har været udsat for – og som jeg godt kan forstå, du har brugt tid til at hele fra. Og jeg kan godt forstå, at du har lyst til at advare hende, han nu er sammen med – og det er meget komplekst, for på den ene hånd ville det være rart, hvis vi kunne advare andre mennesker om dem, der er farlige iblandt os, så de ikke skulle igennem det samme, men som du selv skriver, er det ofte svært for en ny ‘udvalgt’ at høre sandheden, fordi hun i det øjeblik er sat på en piedestal, og føler sig særligt udvalgt at ham, og derfor også tror på hans version af virkeligheden, hvor en eks bliver malet i et negativt lys.
      Samtidig er der i det, du beskriver en reel risiko for hævn fra ham, hvis du blander dig – for det, du var udsat for, er direkte truende og voldeligt – og han lyder farlig.
      Så hvad synes jeg? Jeg kan sagtens forstå dine tanker og din lyst til at advare hende, men jeg tror du er nødt til at tænke på dig selv og din datters sikkerhed først, og lade være.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Pia skriver:

        Tak for dit hurtige svar.
        Det sendte en kold bølge efterfulgt af kvalme og 10 tons bly gennem min krop at læse det. Angstreaktionen, som kroppen åbenbart husker bedre end hovedet.
        Kom til at tænke på noget af det sidste han skrev: “Aldrig kryds min vej. Nu er jeg blevet ond, og jeg garanterer ikke for, hvad jeg kan finde på”.
        Jeg vil følge dit råd. Tusind tak.
        Kh. Pia

        • Christina Copty skriver:

          Kære Pia.
          Selv tak – Der er ikke noget at sige til at du reagerer, også i lyset af den åbenlyse trussel han har givet dig.
          Jeg er glad for at du vælger at holde dig væk.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  7. Trille skriver:

    Det er fuldstændig sådan det er,…. Gisp hvad ville der ske hvis man viste narcissisten dette?
    ville de mon ikke genkende sig selv?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Trille
      Narcissisten ville genkende sig selv som offer overfor en oplevet anklage! Og så vil narcissisten højst sandsynligt trumfe med at fokusflytte over på noget, man har gjort, som så blæses op til at være meget værre. Mange, der er sammen med narcissister, håber og drømmer om at finde den hellige sætning, der kan bryde igennem panseret og få ham/hende til at forstå, hvordan man oplever forholdet, men det går sjældent som forventet, når man prøver.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  8. Sarah skriver:

    Det er spot on. Blev skilt fra min eks i januar. Hans eget valg da han var utro og valgte hende frem for mig fordi jeg ikke gav ham den kærlighed og intimitet i forholdet som han ønskede sig (hans ord). Vi boede sammen efterfølgende da vi havde sommerhus og lejlighed der skulle sælges. Gennem vores forhold har det hele tiden været ham og hans interesser der har været i fokus. Vi har fået to børn sammen og nåede at være sammen i 9år og jeg er knækket. Jeg får skylden for alt og han prøver at give mig dårlig samvittighed fordi han efter noget tid fandt ud af at hende han havde været utro med ikke passede til ham alligevel også ville han have mig tilbage. Og det ville jeg ikke. Så siger han nu at jeg har taget valget om ikke at være sammen og ikke at se mine børn hver dag og det skal jeg leve med. Når jeg siger til ham at jeg har taget valget, men på hvilken baggrund, så undskylder han utroskaben med at det var fordi han ikke fik den kærlighed og opmærksomhed som han mener et parforhold skal indeholde. Han har altid været meget misundelig på børnene fordi de har fået meget af min opmærksomhed. Han har flere gange sagt my Way or the highway og jeg er bare blevet i det fordi jeg blev nedbrudt og fik konstant af vide at jeg ikke var god nok det ene øjeblik og det næste var jeg den ideelle kvinde som han elskede så meget. Jeg har hele tiden vidst at der har været noget ved ham jeg ikke brød mig om, men levede bare i det. Nu kan jeg se at han er syg og at der ikke er noget galt med mig. Jeg er ved at kæmpe mig tilbage til at blive mig selv igen.

  9. Pia skriver:

    Så rigtigt, det er nu 3 1/2 siden jeg slap ud af narcissisten/psykopatens kløer og mine døtres og min hverdag er ved at være rigtigt god. Jeg har trukket os langt væk fra al kontakt i det omfang det er muligt. Kun samvær med piger og ham hver anden weekend. Et marte meo forløb har været rigtigt godt ift at få min yngste til at forstå, at hun er elsket og værd at elske. Så langt så godt. Jeg er begyndt at være meget temperamentsfuld, bliver meget vred og/eller ked, når jeg oplever personer, som overskrider mine grænser. Jeg tænker, at det er helt naturligt som følge af mine oplevelser, men hvad stiller jeg op? Måtte idag gå hjem fra et møde på jobbet fordi jeg blev så vred og ked af en kollegas opførsel på mødet. Hjælp! Tak.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Pia.
      Det, du beskriver er en typisk og meget god reaktion. Det tager tid for kroppen og nervesystemet at genfinde sin ro, og i den periode vil du opleve at have en ekstra opmærksomhed rettet mod folk, der grænseoverskrider. Hvis du kan tillade det at være der og anerkende de følelser du har som sunde, vil du opdage at det langsomt ændrer sig.
      Held og lykke fremover.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Pernille skriver:

        Men hvordan anerkender man de følelser når det gør så ondt og tvivlen om det nu ikke også er min egen skyld er der hele tiden (han gør mig jo bare en tjeneste ved at fortælle mig hvor dum, dårlig, overfølsom, inkompetent mv jeg er, han er jo bare ærlig) jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at møde narcissister og komme i drama og tage skyld. Jeg bliver ved mekr at prøve, pine mig selv ved at stå for skud og ligge søvnløs. Lige nu en kollega, før en kæreste, før min far. Men er det i virkeligheden mig der er sindsyg og dem der har ret. Hvorfor bliver jeg ved og hvorfor lader jeg det fortærer og fylde alt, jeg prøver at please, at blive forstået, men det virker selvfølgelig ikke. Det er som om jeg slet ikke kan kende mig selv og jeg vil bare så gerne ud over det og på en eller anden måde finde ud af at møde de mennesker uden at gå i stykker. Og ikke have det konstante indre ambivalente dialog om på den ene side vide at det de gør ikke er okay, men alligevel køre den derud hvor jeg lider. Det er ligesom jeg mangler strategier og en eller anden læring og jeg vil så gerne finde ud af hvad det er. Jeg skriger efter hjælp. Kærligt p

        • Christina Copty skriver:

          Kære Pernille.
          Der er meget smerte i din kommentar, og jeg kan se, at du har svært ved at komme fri af dine destruktive tanker. Jeg kan også se, at du er optaget af Rigtigt og Forkert, istedet for at se på, at de relationer du beskriver bare ikke er gode for dig – og at det er nok. Du behøver ikke finde en, der skal tage Sorteper, eller være i tvivl om det er din partner/kollega/far, der er galt afmarcheret – Det er jo i bund og grund ligemeget – for det her er dit liv, og du må tage udgangspunkt i valg, der beriger og nærer dig, ikke i dem, der destruerer dig i en uendelige cyklus af ‘hvem er skyldig og hvem er offer.’
          Jeg håber du kan give dig selv bare et øjebliks frihed til at mærke, hvordan det er at være med dig for dig – og træffe dine valg derfra. Du må godt sætte din barre højere og blive glad i dit liv, og rydde ud i dem, der kun trækker dig ned. Det gør dig ikke til et dårligt menneske, men derimod til et sundt menneske.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

          • Pernille skriver:

            Kære Christina. Tusind tak for dit svar som giver rigtig meget mening. Jeg har svært ved at få ryddet ud i de destruktive tanker og føler mig trængt op i en krog. Jeg ved at jeg skal flytte mig og har gjort det ved at skifte job nogle gange men det er som om jeg bliver ved med at møde en person der bringer alt det her drama frem og denne her gang en kollega( en mand)som alle ikke Bryder sig om men alligevel pleaser. Jeg går gang på gang ind i det og er pt igang med konsulent forløb i teamet hvor han høvler mig på snedigste facon og jeg tager al ansvar og fremstår som en svag og nu også dårlig medarbejder. Efter disse møder græder jeg og andre kollegaer siger at jeg bare skal gi igen, at de jo ikke kan og de føler sig klemt ml to. Jeg har mødt det før de sidste år og vil så gerne vide hvad det er jeg skal lærer. Denne her gang er jeg bare oppe imod en som fortæller mig at jeg er en kæmpe faglig skuffelse og jeg er bange for at han har ret og det var ligesom der jeg ku sige jeg var god. Jeg høre kun inde i mit hoved at jeg er en kæmpe skuffelse på alle planer og jeg behøver virkelig hjælp. Jeg kan se du ikke tager klienter lige nu, men kan du anbefale nogen? Lige nu aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med alle de følelser og forvirring om hvordan jeg skal agere. Ingen strategier ser ud til at hjælpe og offerrollen er helt uudholdelig. Kærlig hilsen p

          • Christina Copty skriver:

            Kære Pernille
            Din kommentar havde forputtet sig. Jeg håber at du har fundet en løsning. Ellers vil jeg anbefale dig at finde en terapeut, der beskæftiger sig med lavt selvværd, for det lyder desværre som om du lader dig definere af andres holdninger, og det kan være en hjælp at få noget støtte til dit selvværd, så du lærer selv at definere dig.
            De bedste hilsner,
            Christina Copty

  10. Ole skriver:

    Hej Christina

    Tak for en perfekt beskrivelse af hvad der forgår inde i en selv.
    Jeg har været møllen igennem med en narcissist en gang før i mit liv og det er ca. 5 år siden.
    Den gang tog det mig ca. 1 år at slippe af med offer syndromet og finde mig selv og mine livsværdier igen og der gik når yderligt et år med at finde livsgnisten og lysten til livet igen.

    Nu er jeg der desværre igen dvs. for et år siden mødte jeg min ”Livs kærlighed” troede jeg.
    Men den historie vil jeg ikke trætte jer med, den er fuldstændig som alle andres historie med de 3 faser osv.

    Jeg afsluttede det hele for 3 dage siden og smækkede ALLE døre efter mig og det gjorde selvfølge umenneskelig ondt i hjertet og gør bestemt endnu, men der var ikke andre muligheder.
    Det mest skræmmende i det alt her er man på en måde stadig elsker narcissisten og systematisk leder efter muligheder for at rede forholdet.
    Min erfaring fra tidligere er, at den fase jeg skal igennem nu er den sværeste af alle faser.

    Som du har så fint har beskrevet i indslaget, så har jeg også igennem de sidste par måneder forsøgt at forhandle med min ex. omkring forskellige løsninger osv.
    Selvfølge uden succes, man kan ikke forhandle med en Narcissist og hvis man forsøger, ja så gør man kun hele situationen være for en selv.

    Mit råd er derfor:
    Lad for guds skyld være med at forhandle med en Narcissist, der kommer INTET godt ud af det og man giver bare Narcissisten mere magt.
    Man sælger på en måde sin sjæl til helvede.
    Samtidigt sker der det modsatte af hvad man ønsker, de bliver mere modbydelige og deres misbrug bliver bare større.
    Det er umuligt at forhandle med en person som ikke vil en noget godt …. lad være og kom væk.

    I mit tilfælde havde jeg en stor mistanke om utroskab og ganske rigtig der var andre mænd og desværre mange flere end jeg i min vildeste fantasi havde forstillet mig.
    Utroligt at man ikke lytter til de signaler der kommer til ens hjertet, hjerte lyver IKKE og signalerne har jo været der i lang tid.
    Men når man har solgt sin sjæl og sine værdier, så er det ufatteligt og næsten umuligt at gøre de rigtige ting, man er fanget.

    Jeg har alle tegnene på medafhængighed / offer syndrom, heldigvis erkendte jeg allerede for 1 mdr. siden at den var helt gal med mig igen.
    Jeg søgte derfor straks hjælp og går i terapi 2 gange pr. uge.
    Det var min erfaring fra mødet med min første narcissist som gjorde, at jeg ikke var i tvivl om at jeg skulle ha hjælp.

    Mit bedste råd til andre som også lider af offer syndrom:
    Søg straks hjælp, det er næsten umuligt at komme igennem alene og min påstand er man kan ikke alene.
    Lad være med at bruge jeres venner / familie til dette, de kommer ALDRIG til at forstå det alligevel og i slider dem op.

    Søg derfor proff. hjælp hurtigst muligt, det er det bedste man kan gøre for sig selv.

    De bedste hilsner
    Ole

    • Christina Copty skriver:

      Kære Ole.
      Jeg er glad for at du har taget fat i det, du kan mærke, der er dit tema, og søger den hjælp du har brug for.
      En af de ting, jeg dog tror vi skal være varsomme med, er at uddele en ‘one size fits all’ måde at komme igennem det på, for vi er alle forskellige og kommer med forskellige baggrunde og erfaringer – Det vigtigste i helingsprocessen er i min optik at vi kigger dybt indad på de mekanismer i os selv, der gør at vi nøjes istedet for at sætte barren højere. Det betyder nemlig at vi ikke behøver uddele roller som Skyldig vs Uskyldig, men istedet kan rette det hele fokus på os selv og den fremtid vi ønsker.
      Kærlig hilsen,
      Christina

  11. Evy skriver:

    Hej Christina

    Tak for dine gode artikler. Jeg har læst dem nogle gange med nogle måneder imellem, fordi jeg begyndte at ane, at min kæreste måske ikke bare led af depression og angst, men har narcissistiske træk – en blanding af den grandiose og den skrøbelige. Vi har været sammen i 4 år og jeg vil gerne ud af det nu. Det tilspidser og jeg har et stærkt ønske om at være den, der afslutter det, for tanken om at han finder ny supply og jeg skal leve med ydmygelsen over udtroskab og at blive kasseret, fylder mig med frygt. Det tror jeg vil gøre det hele meget, meget sværere.

    Men hvordan afslutter jeg det på den bedst mulige måde? Hvordan griber jeg det an? Vi har en meget stor fælles venskabs- og bekendtskabskreds, så det er vigtigt for mig at det er så udramatisk som muligt, så han ikke har noget, han kan fodre folk med. Han har tidligere rekrutteret “flying monkeys” (det lettede så enormt da jeg stødte på det begreb!) og denne gang skal han ikke have noget fra mig, han kan bruge imod mig i sin fortælling om hvorfor det er mig, der er den slemme og ham, der er synd for, så folk slutter op om ham, fordi han er den, der har det hårdest (og jeg bliver isoleret socialt, fordi jeg virker stærk).

    Men jeg er simpelthen i tvivl. Skal jeg bare sige, at jeg ikke synes det går? At jeg elsker ham, men at jeg gerne vil have børn, fx? (det vil han ikke, så den udvej er jo måske rimelig nok og også noget, andre kan forstå som en god grund til at skilles). Jeg tænker i hvert fald, at jeg ikke kan få noget ud af at fortælle ham om alle de måder han er ubehagelig og manipulerende – den oprejsning, som måske kunne ligge i det, det fortabte håb om at kunne få ham til at *se* – som du skriver ovenfor, han ville kunne genkende sig selv som offeret og han vil kunne fremstille mig som sindssyg, den med problemer. Faktisk sidder jeg lige nu med en lille indre stemme der hvisker “Hvad hvis det i virkeligheden er mig, der er narcissist; Er dette ikke lige præcis noget, en narcissist kunne finde på – at køre sig selv i stilling som offeret, der har behov for at søge hjælp? – virker jeg sindssyg på folk, når jeg fortæller om at jeg tror, min kæreste har narcissistiske personlighedstræk?”
    Min kæreste har sagt, at han mener at jeg må have en personlighedsforstyrrelse… Det er ikke noget, jeg nogensinde har ytret overfor ham, jeg er meget forsigtig, selv når jeg taler om hans depression, som jeg endda selv har erfaring med at lide af.

    Jeg føler mig ellers generelt stærk, men i det der game, hvor man hele tiden står i en situation, hvor den gengivelse af hændelser jeg fortæller er helt modsat det han fortæller, så bliver andre forvirrede og én af os må være den skøre, hvis du forstår? Det er et kompliceret mindgame, som jeg kan se at jeg påfører mig selv i ren bekymring.
    Jeg vil allerhelst bare kunne forlade forholdet i god ro og orden, så jeg kan beholde mine venner, være på nogenlunde god fod med ham og komme så helskindet videre som muligt.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Evy
      Tak for din kommentar. Jeg an desværre ikke rådgive dig ud fra den tekst du har skrevet, men hvis ikke du har læst min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” vil jeg helt klart anbefale dig det, da der både er gode råd og redskaber til at frigøre sig og til at holde fast i sig selv.
      Held og lykke.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  12. annavicluc skriver:

    Tak for et rigtig godt og inspirende indlæg!

  13. Randi skriver:

    Kære Christina…. er lige blevet separeret.. det var dine sidste sætninger i denne blog, som jeg læste her i januar, der gjorde udslaget. “husk – du fortjener bedre” ….
    7 år hvor jeg kan sætte flueben ved alt hvad du skriver… resultatet for mig er et tvangsanbragt barn, en eksplosiv særlig sensitiv datter (der nu er i bedring) og PTSD, angst og stress for mig. Jeg har i årevis været en del syg med mange sygemeldinger. Jeg har ikke kunne finde ud af hvorfor. Forholdet gik jo skidt fordi jeg hele tiden var syg og træt, hvis jeg dog bare kunne blive rask. Hvis jeg dog bare kunne blive et bedre menneske, hustru, mor og veninde…. nu ser jeg at det var omvendt.. Først nu har jeg fundet ud af hvorfor jeg var stress syg.
    Han flyttede i midten af februar. Han fjernede det meste af mit indbo – både fælles og særeje – det var en dag jeg kom hjem fra arbejde og opdagede et næsten tomt hus, på nær alt det affald han havde efterladt og smidt ud over gulvet.
    Siden da er hans adfærd blot eskaleret – selvom jeg ikke troede det var muligt.

    Vi har et fælles barn, han søger nu bopæl. Chikanere på telefon, har søgt aktindsigter i mine oplysninger i kommunen, fokusflytter, gaslighter – sikke en djævlens masse ord man lærer når man skal navigere sig selv ud af smør-skålen.

    Men stressen – den er på vej væk. Jeg har indstillet sindet til at gøre de rigtige ting, som er naturstridige i normale relationer, men en nødvendighed når man skal have en narcissist til at blive træt af en.
    Går og kigger mig over skulderen, han skriver at han ser når jeg har besøg af min far, truer med at få fjernet de øvrige af mine børn (den ældste er tvangsfjernet pga psykisk og fysisk vold fra ham – han kommer mere hjem nu hvor “han” ikke er her mere), truet med at ringe til min arbejdsgiver og få mig fyret, anklager mig og min familie for mishandling osv osv osv… hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg ud fra dine beskrivelser kunne tro at du havde været i mit liv og mine tanker i 7 år.

    en psykolog fortalte mig at jeg forekommer at være bange for at blive forladt. Han kunne ikke have taget mere fejl. Jeg var aldrig bange for at blive forladt. Jeg var bange for det jeg oplever nu – og som jeg har vidst hele tiden kunne komme.
    Selvom det er rart at være fri for ham, at jeg kan sige at han er ude af min hverdag (og så alligevel ikke), så har jeg måtte indse at kampen er ikke sluttet med min anmodning om separation. Det var der den begyndte – og jeg frygter at jeg kun er i hans indledende fase. Men nu har jeg det daglige overskud – og viden til, at stå imod.

    Tak for nogle gode beskrivelser.
    R.

  14. Riksen skriver:

    Sådan – det kan vist ikke beskrives bedre, hvordan nacissisten nærmest æder sit bytte! Måske kunne du udvide beskrivelsen til at inkludere konsekvensen af narcissistiske mødre?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Riksen
      Der er skrevet en ganske udmærket bog, der er oversat til dansk “Bliver jeg nogensinde god nok” af Karyl McBride, som jeg anbefaler, hvis man gerne vil vide mere om hvordan narcissistiske mødre opererer.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  15. Merete skriver:

    Jeg gad godt vide om jeg har været i forhold til en narcissist. Jeg føler mig pt i frit fald fra en meget høj klippe og i tyk tåge. En mindre detalje jeg tillod mig at mene, som nu har resulteret i 2 måneders iskold afvisning fra min ‘ kærestes’ side. Han vil aldrig have noget at gøre med mig igen, for han vil aldrig mere kunne stole på mig siger han. Hans brødre er også enige med ham i, at det må være mig der er noget galt med, siger han. Og jeg har virkelig prøvet at forklare ham, hvorfor jeg skrev den kommentar på fb, men ligemeget hvor meget jeg forklarer, får han mine ord til at lyde som noget virkelig ynkeligt. Men jeg forstår ikke helt alligevel, for i de 8 år vi har kendt hinanden, og boet sammen meget af tiden, har han været helt utrolig hjælpsom, og mange andre gode ting. Han har virkelig gjort meget for både mig og min familie, så jeg er i tvivl om hvad jeg skal stille op, med alle mine tanker der torturere mig nat og dag. Så hvad nu hvis det i virkeligheden er mig der er noget helt galt med . Jeg plejer at anse mig selv for at være både pålidelig, og besidde en masse andre gode egenskaber, men mit ellers gode humør, overskud og sjove væsen, er helt og addeles væk.
    Jeg har måske brug for at skulle bevise at jeg er god nok, for det var jeg bestemt ikke for min mor. Ord som- nu må du tage dig sammen- hvor er du ynkelig- stop den selvmedlidenhed- og så hendes uforståelige afvisninger når jeg var ked af det, eller var kommet til skade. For så var det som om hun blev virkelig ond.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Merete
      Der er skrevet en meget god og brugbar bog, der er oversat til dansk om at være datter af en narcissistisk mor. Bogen hedder “Bliver jeg nogensinde god nok” og er skrevet af Karyl McBride. Den kan måske give dig nogle svar, hvad angår din mor og din opvækst – og ellers vil jeg anbefale dig at læse min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold”, der netop også kigger på det spørgsmål du stiller om det i virkeligheden er dig, den er helt gal med.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  16. Theresa skriver:

    Hejsa .
    Jeg kan nikke genkendende til alt du skriver. Dog er det ikke en partner , men en forældre. Og det er VIRKELIG svært og acceptere at en af sine forældre opfører sig sådan. I en alder af 30 år, har jeg endelig indset hvor ubehagelig min mor er! Og hvor meget skade hun ALLEREDE har opført mig, men også stadigvæk gør.

    Jeg synes det er en skam at der kun er fokus på når en partner er narccist – for vil sige at det er lige så svært når det er ens forældre :/

    Mvh Theresa

    • Christina Copty skriver:

      Hej Theresa
      Der er skrevet en meget god og brugbar bog, der er oversat til dansk om at være datter af en narcissistisk mor. Bogen hedder “Bliver jeg nogensinde god nok” og er skrevet af Karyl McBride.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  17. Birgit skriver:

    Tusinde tak for nogle super gode artikler!

    Jeg har dog nogle forundringsspørgsmål til emnet:

    – de kan være meget optaget af emnet narcissisme selv og læse op på alt? Faktisk stort set det eneste de snakker om hver dag? Men forsøger at virke som den stabile med alle former for mindfulness eller lignende fordi de har fået behandlet eks. ptsd igennem dette?

    – de har ikke nogen venner og med det samme blokerer folk, hvis folk ikke lige synes det er lige så god idé, som dem selv? Endda deres såkaldte bedste venner og ovenikøbet får partneren til det samme?

    – overfuser med komplimenter, hvor det faktisk er på kanten til det ikke-søde? (Dette sker hver eneste dag).

    – de hader børn fra tidligere forhold? Giver bl.a. ultimatum, at det er “dem eller børnene” under skænderier? Specielt hvis man venter et med dem oveni? Endda beskylder børnene for at være narcissister og frygter de vil slå det kommende barn ihjel og derfor kan have en agressiv frembrusning overfor dem, når de føler sig trætte af et lille barns trodsighed?

    – drager forhastede konklussioner, når der er diskussioner/skænderier igang fordi det bl.a. er sket for dem i tidligere forhold?

    – de lover hver dag, at det bliver bedre, men hver dag er det samme turmulte ståhej? Og hvis man har skændtes i en længere periode hver dag, så bliver de voldsom selvskadende (slår sig selv, kradser og banker hovedet ind i mur) bare for at føle den samme opbakning, som de giver deres partnere, når de er kede af det? De har jo ikke gjort andet end at bakke én op, når man har været kede af det?

    Jeg er i sandhed så forvirret og sover af pommern til med stressede drømme, jeg ryster ved tanken om det næste skænderi uden varsel og alarmklokkerne ringer, selvom det hele virker så godt?
    Jeg føler sågar en form for væmmelse, når min kæreste rører min hånd, lige efter et skænderi. Jeg er selv for nyligt blevet opmærksom på narcissistiske partnere, men der er punkter der passer og andre, hvor det er anderledes, men min intuition er stadig usikker på det dem der ikke passer?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Birgit.
      Jeg vil anbefale dig at anskaffe min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold,” der giver dig svar på alt, hvad du her beskriver, og hvordan det kan være, at noget passer og andet ikke passer til din partner. Du vil også finde gode råd og vejledning til at afvæbne og håndtere konflikterne på en anderledes måde, og i samme åndedrag styrke dig selv i din kerne.
      Jeg håber du får glæde af bogen og at den kan guide dig godt på vej.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  18. Gitte skriver:

    Tusind tak for en god og konstruktiv blok. Er selv ved at bearbejde et årelangt forhold til en narc. Ved narc, og medløberne selv, hvad det er for en relation de har..?
    Ved narc, at de besidder denne krænkende og forstyrrende adfærd..?
    Føler de sig aldrig afsløret, eller blottet ?
    Hvorfor lukker nære familie relationer øjnene for narc upassende adfærd..? Stiltiende ser de til, mens han krænker….
    Hvordan lukker jeg ned for disse forfærdelige medløbere..?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Gitte.
      Det er mange gode spørgsmål, som du kan finde besvaret i min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  19. Den ødelagte datter skriver:

    Hej Christina

    Jeg har en meget narcissistisk mor, og min far er “med-narcissist”, hvis man kan kalde det dét… De er nu i starten af 70’erne begge to, og jeg er midt i fyrrene.
    Gennem hele mit liv har de to drevet mig rundt i manegen med deres mærkelige holdninger, konsekvenspædagogik, kritik, skældud og meget ukærlige væremåde.
    Mine barndomsvenner holdt sig på lang afstand, og brød sig ikke om at komme i vores hjem, og jeg blev stille og roligt den pligtopfyldende, undvigende, overmedgørlige og pleasende datter, som altid gjorde, hvad jeg fik besked på. Og hvis jeg en enkelt gang undlod at være pligtopfyldende, så ramte konsekvensen saftsuseme promte! Den rolle har jeg desværre stadig, når jeg er i interaktion med mine forældre. I andre sammenhænge har jeg efterhånden lært at være “mig selv”, men mine talrige forsøg på at bryde ud af den rolle er blevet taget MEGET ilde op!
    Min søster er deres Golden child, og jeg fik det tunge lod at være det barn, som åbenbart INTET rigtigt kan gøre!

    HELE mit voksne liv, har jeg kæmpet med depressioner, angst, stress, og den ene belastningsreaktion efter den anden. Lige nu er der tale om en form for PTSD, siger min læge… Allergier er blusset op med udslæt og voldsomme reaktioner, og nu har jeg også fået mavesår! Jeg kan sætte ✔️ Ved samtlige offer-symptomer…

    Og nu skal det simpelthen være slut! Som i SLUT! Jeg har besluttet mig for at droppe al kontakt til dem, men det smerter mig på forunderlig vis. Jeg er tvunget til selv at vælge at blive forældreløs, og det er jo i sagens natur det eneste, jeg slet ikke ønsker. Inderst inde angler jeg enormt efter at have nogle kærlige, varme og omsorgsfulde forældre, som også vil være gode ved mine børn. Men jeg ved godt, at det aldrig kommer til at ske. Så var det nok sket for længe siden. De ændrer sig aldrig!

    Der er noget der undrer mig, og det er hvorfor man ikke sagsøger sådanne forældre, for deres omsorgssvigt og manipulation ødelægger jo livet totalt for mange børn! Personligt har jeg været sygemeldt det meste af mit voksne liv, trods gode uddannelser og mange fine talenter. Jeg er simpelthen for ødelagt til at kunne klare et normalt liv!

    Nu må jeg fortsætte videre i livet uden dem. Jeg ved, at det er det eneste, der er at gøre. At kappe forbindelsen og leve videre uden dem. Man føler sig snydt, røvrendt, ødelagt og til grin efter så mange års følelsesmæssig mishandling. Jeg ved, at mine forældre nu vil benytte enhver lejlighed til at lave karaktermord på min person. Fremstille mig som den utaknemmelige datter, som aldrig har opført sig ordentligt, og de vil ganske givet forsøge at spille mine voksne børn ud imod mig.
    Åh, jeg orker ikke den kommende tid, men jeg er nødt til at stå den igennem.

    Hilsen den ødelagte datter.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Den Ødelagte Datter
      Selvom du underskriver dig som den ødelagte datter, kan jeg også se, at du har gode, stærke indre ressourcer at trække på – du lyder reflekteret og i stand til at sætte grænser i dine andre relationer.
      Når vores forældre har karakterafvigende træk vil der desværre altid være både smerte, svigt og sorg forbundet med vores opvækst, men lisen er, at vi som menneskedyr også har en plastisk hjerne forstået på den måde, at vi igennem bevidst arbejde med os selv kan ændre gamle mønstre og erstatte det usunde med det sunde, men der skal selvfølgelig være energi til det også.
      Jeg håber at du finder fred med din beslutning, og at du mærker en forbedring når du ikke længere bruger tid på at forholde dig til, hvad de måtte tænke og synes om dig, og som narcissistiske forældre vil deres egen smerte være den eneste de kan forholde sig til, så at forsøge at kæmpe for at blive hørt og forstået er en tabt kamp. Ikke fordi de som sådan nødvendigvis er onde, men fordi de kun forstår verden ud fra deres egne næser.
      Pas godt på dig og god vind fremover.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  20. Dhp skriver:

    Interessant vinkel og ja narcisisten er der fokus på men ikke ofrene .. jeg fandt selv sammen med en narcisist .. det var en stormfuld forelskelse.. jeg var over lykkelig og havde 3 børn .. som han bare tog indtil sig.. han havde ingen selv og jeg blev gravid med ham ret hurtigt.. det var hans første barn, hvis vi skulle have Det.. jeg var lidt i tvivl, til trods for min forelskelse.. men alt var jo perfekt.. han VAR jo drømmemanden! Og han ønskede af hjertet dette barn hovedkuls Sprang vi ud i det. Da jeg var fire måneder henne begyndte det stille og roligt og forandre sig.. han begyndte og trække sig … Begyndte og kører rundt mig … Undgik mig hvis jeg stillede spørgsmål til det.. det blev værre og værre.. fandt ud af han havde hash og alkohol problemer.. han søgte konstant bekræftigelse hvis jeg ikke havde overskuddet til det fordi han kørte på mig psykisk .. når man står i det ser man det ikke og det er også først efter alt er overstået at jeg kunne se det .. jeg var så psykisk ramt at jeg ikke kunne føde .. jeg måtte sættes igang 2 uger over tid .. selv her kørte han på mig fordi jeg ikke kunne “leverer til tiden” i timerne op til fødslen hvor jeg var sat i gang med piller for skulle føde måtte jeg lede efter ham .. fandt ham på et lokalt værtshus hvor han havde påtaget sig en ofre rolle overfor folk. 3 uger efter fødslen sagde jeg stop for kunne ikke holde det ud .. jeg kunne intet være for mine børn og vores nyfødte.. han flyttede og begyndte at fortælle folk at det var fordi HAN havde fået en fødsels depression.. han sagde vores hus Op da den lille var fire uger.. vores lille dreng var syg med mavemundsforsnævring.. og havde kolik .. jeg måtte være stærk . Men det var svært .. men stærk var jeg og det er først nu 8 mdr efter han blev født at det hele er gået op for mig.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Dhp
      Det lyder som en barsk periode, og som om at du virkelig skulle opbyde al din styrke for at komme igennem sådan en graviditet og fødsel. Jeg håber at dine børn og dig alle har det godt, og at du kan holde fast i dig selv, og dine drømme og mål, så du mærker forbedring hver eneste dag.
      Kærlig hilsen og masser af lys din vej,
      Christina Copty

  21. GBT skriver:

    Jeg genkender symptomerne og jeg har besluttet med mig selv, at det alene er grund nok til at sige fra – at gøre noget så egoistisk, som at vælge andre mennesker fra – uden hensyn til om de bliver sårede, vrede eller andet. For den bedste medicin har været, at undgå de mennesker, som får mig til at føle sådan. Samtidigt føler jeg også, at jeg gør noget forkert, når jeg fortæller om det der er sket og at folk ganske enkelt ikke tror mig – men jeg er nået dertil, at jeg egentligt synes det ikke er værd at spilde mit liv på – jeg skal videre. Det der plager mig i dagligdagen er at sporene efter det jeg har været udsat for – både mens jeg var barn og mens jeg var ung og voksen har forskellige narcissister været inde over – det har rykket på, hvem jeg er som person og endda skubbet mig ud et sted, hvor jeg ikke kunne bunde, så jeg ikke kunne finde mig selv. Det har betydet, at jeg har brugt andre mennesker som aflastning, fordi jeg hele tiden manglede luft, hvor jeg istedet kunne have haft det sjovt. Det der er særligt svært er sætningen, som jeg selv har brugt: “men han/hun har jo også gode sider og hvis bare…”. Problemet er, at man sjældent får fodfæste, men hvis man gør længe nok, så løber man og løber og løber. Når jeg tænker tilbage, så er det faktisk kun korte perioder af mit liv, hvor jeg var lykkelig og fri for narcisister af den ene eller anden slags. Men jeg læser de her ting, fordi jeg så kan undgå, at få nye ind i mit liv. Jeg træner mig selv i at se andre mennesker som de er og at opfange, når jeg bare er noget “brugbart” for andre og så vælge at sige – det er fint nok – men så er du så heller ikke en af mine nærmeste. Måske er det godt nok for mig, at være alene – for det er vigtigere at tage de rigtige mennesker ind de næste 40 år. Jo klogere jeg er på mig selv, jo bedre er det for mig. Så mit nytårsfortsæt er at LEVE med GLÆDE hver dag og at være den kvinde med livsappetit jeg var.

  22. Lotte skriver:

    Kære Christina
    Findes der hjælpe grupper for mennesker der har levet længe under sådanne omstændigheder?
    Jeg ønsker at hjælpe min kære veninde, men ved ikke hvordan.
    Hun blev forladt for 5 måneder siden, går til psykolog og har mennesker der elsker hende omkring sig, men det er ikke tilstrækkeligt, jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for hende.
    Mvh
    Lotte

    • Christina Copty skriver:

      Kære Lotte
      Jeg har pt ikke nogen grupper, men er sikker på at der er selvhjælpsgrupper derude. Jeg har en gratis online gruppe for ofre for narcissister, som hun er velkommen til at blive del af – og så vil jeg anbefale hende at læse min bog Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold, fordi den kan hjælpe hende i de situationer, hvor hun har svært ved at se, hvad der er op og ned.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  23. Lotte skriver:

    Det er så utrolig rammende. Jeg har efter 17 år besluttet at skille mig fra min mand og gøre vores 3 børn til skilsmissebørn. En beslutning jeg aldrig har betragtet som en mulighed – Indtil det var den eneste mulighed 🙁
    Det er kun indenfor det sidste halve år at jeg er begyndt at læse om narcissisme – jeg har simpelthen ikke i alle de andre 16,5 år overvejet at det var andre end mig og min måde at kommunikere på, den var gal med.
    At jeg dagligt har grædt, at han aldrig har undskyldt (når han talte grimt, når han var utro, når han ødelagde forholdet til vores venner osv), at han aldrig rigtig har trøstet mig eller passet mig når jeg var syg, at han behandler dyr forfærdeligt osv osv har jeg stadig tilskrevet at jeg åbenbart ikke har fået forklaret ordentligt hvordan han kunne gøre mig lykkelig…
    At opdage efter 17 år at han aldrig har været interesseret i at gøre mig lykkelig, at vores børn har taget skade, at jeg er et usikkert vrag og at han simpelthen er blottet for empati, anger og indre glæde – er som at slette 17 år fra min virkelighed.
    Jeg føler nu at jeg har levet med en robot.
    Jeg håber virkelig at jeg bare tilnærmelsesvis kan blive den glade, frie, sociale og initiativrige pige jeg har været. For p.t vil jeg bare se tv og sove….

    • Christina Copty skriver:

      Kære Lotte
      Det tager lang tid at komme på benene igen efter så mange års psykisk vold, og ind imellem har vi brug for hjælp til at komme tilbage til os selv igen, fordi en skadelig partner kan rode så meget rundt i ens tanker, værdier, følelser og forståelse, at det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der vender op og ned. Jeg håber du tager dig godt af dig selv og prioriterer din egen heling – også hvis det betyder at du pt kun vil se tv og sove.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  24. nej skriver:

    22 år. 22 år har det taget mig. Jeg har haft stress. Angst. Ptsd. depression. kræft. Vi har 2 børn som er lige så ødelagte som deres mor. På overfladen er han perfekt. Perfekt far.Mand. Karriere.

    Jeg har i 22 år aldrig hørt ham sige hverken undskyld eller erkendt han har taget fejl. Aldrig.

    Alt hvad der sker er min skyld. Om det er et par sko der er i stykker eller dårligt vejr. Utroskab. Aftaler der ikke overholdes. Hans evige kontrol.Det er min egen skyld.

    Han er som en robot. Han lytter ikke. Ser os ikke.

    Han har efterladt mig i økonomisk ruin. I 22 år fik jeg lommepenge. Min løn blev ikke betragtet som et bidrag til noget. Han har styret alt.

    Nu skal vi skilles. Jeg er bange. På alle måder. Bange for ikke at slå til. Bange for han tager børnene fra mig. Bange for ham.

    Hvis du er med en narcissist. Kom væk. Flygt. Ikke end som mig.

  25. Københavneren skriver:

    Kære Christina

    Jeg har netop læst din bog. Meget lærerig. Jeg har været gennem to kvinder med narcissisistiske træk. Den ene lever 80-90% op til dine beskrivelser. Den anden kun omkring 40-50%. Jeg har i den anledning nogle spørgsmål, som jeg ikke helt får svar på i bogen.

    1. Jeg synes, det er svært at skelne mellem det klassiske undvigende tilknytningsmønster og narcissisime. Der synes at være mange overlap. Det giver anledning til at overveje, om det overhovedet er rimeligt af mig at opfatte kvinden med 50% træk som narcissist. Der synes fx at være en god portion reel empati med i posen. Har du et bud på, hvordan jeg forholder mig til den overvejelse?

    2. Jeg synes, der er klar væsensforskel på en narcissistisk kvinde vs. de mandlige narcissister, bogen beskriver. Fx spiller det seksuelle element en lidt anden rolle, når den narcissistiske kvinde (og her taler jeg både den med 90% og 50% træk) jonglerer rundt med forholdet, formentlig fordi hun ikke har samme hormonelle drive som manden. Sex kan derfor i højere grad gøres til en handelsvare og dermed en magtbastion, fordi hun ved, at manden i princippet altid er klar, især hvis han bare er blevet en smule udsultet, men også ved at hun kan veksle mellem at lægge op eller “lade sig nemt overtale” og efterfølgende optræde som offer for et overgreb på grund af hans uhæmmede lyst. Desuden spilles der i den grad på den menstruelle cyklus som dække for skiftende lyst, selvom det ved nærmere observation på ingen måde følger noget biologisk eller periodisk mønster, men i stedet følger hendes behov for kontrol. Er det nogle elementer, du er bekendt med?

    3. Desuden fremstår hendes narcissisme generelt mere subtil end den mandlige, altså langt mere passiv-aggressiv, så jeg tænker, om der ikke også er behov for enten en hel bog med den kvindelige narcissist eller nogle tilføjelser i et evt. genoptryk?

    Ser frem til din respons.

    Tak for dit fremragende arbejde indtil videre. Du rammer plet med rigtig mange beskrivelser og forklaringer.

    /Københavneren

    • Christina Copty skriver:

      Kære Københavneren.
      Du stiller nogle spørgsmål, der er meget interessante, men som jeg ikke nødvendigvis har klare svar på. 1: Narcissistisk personlighedsforstyrrelse bunder ifølge noget forskning til en tilknytningsforstyrrelse. Der er lidt uenighed i litteraturen om, hvorvidt det er undvigende eller ambivalent. Jeg hælder selv til den ambivalente, da narcissistens konstante dilemma er hvordan man er sig selv, samtidig med at man er i et forhold, for når de kommer tæt på, føler de sig kvalte og har brug for afstand, og når der er afstand, bliver de urolige for at miste, og søger derfor tæt på igen. Det er en konstant bevægelse mellem nærhed og afstand, afsavn og afsky.
      2: Det kan sagtens være at dine erfaringer gør at du ser så store forskelle mellem kvindelige og mandlige narcissister, men det gør jeg nu ikke. Den instrumentalisering af seksualiteten ser man også hos mange mandlige narcissister, og om lysten ‘undskyldes’ med cyklus er ikke nødvendigvis et magt-greb, men kan være en nemmere måde at sige nej på, hvis man som kvinde synes det er svært (og det er der mange kvinder, der synes, fordi mange mænd tager det meget personligt). De ni kriterier, hvoraf fem skal være aktive altid, dækker i min optik vældig godt begge køn.
      3: Passiv-aggression findes i mange kulturer, hvor det, at vise vrede ikke anses som i orden. Derfor finder man især mange passivt-aggressive mennesker, både blandt mænd og kvinder, i den vestlige verden, hvor man skal opføre sig rationelt, fornuftigt og roligt. I sådanne klimaer trives passiv-aggresion i bedste velgående.
      Jeg håber det gav nogle svar, selvom jeg jo kun kan give dig mine anskuelser på dine spørgsmål, og ikke en sandhed, der er hugget i sten.
      De bedste, hilsner,
      Christina Copty

      • Københavneren skriver:

        Hej Christina

        Tak for dit hurtige og grundige svar.

        Jeg er ganske enig med dig langt hen ad vejen. Jeg var naturligvis også i stand til at læse bogen med omvendt fortegn, selvom det er lidt bøvlet og forstyrrende, når det er et følsomt område, man forholder sig til. Men uden tvivl en skelsættende bog, som jeg er taknemmelig for findes.

        Du har selvfølgelig en større empiri at vurdere ud fra, hvor jeg kun har et eller to eksempler, så jeg køber dit argument med, at der er flere ligheder end forskelle. Jeg vil tænke videre over sagen og se, om jeg kommer i tanker om mere klare forskelle.

        Mht. hvilket tilknytningsmønster, narcissisten knytter sig til, så ville jeg selv have gættet på det kaotiske mønster. Jeg synes nemlig at have observeret, at der skiftes mellem mønstrene i en sådan grad, at det knapt nok ligner et mønster, men jeg er enig i dit argument om, at narcissisten bruger en push-pull-strategi, og at det ligner et ambivalent mønster.

        Mvh.
        Københavneren

  26. Torben skriver:

    Jeg kunne godt tænke mig, at høre om man kan få hjælp til sin narcisisme, for os der måske lider af det, er jo også ofre. Vi ved godt, eller jeg gør ihvertfald, at jeg er urimelig, et røvhul der ikke fortjener kærlighed, men hvordan slipper jeg af med dæmonen indeni ?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Torben,
      Nu ved jeg selvfølgelig ikke om du er blevet diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, eller om du ‘bare’ er et ‘urimeligt røvhul, der i din egen optik ikke fortjener kærlighed’, og det gør selvfølgelig en væsentlig forskel.
      Hvis du ‘bare’ er det sidste, er det selvfølgelig noget, du kan arbejde på, men som givetvis vil tage lang tid og tålmodighed. Du lyder som om du har en interesse i at udvikle dig og blive bedre til at være i forhold med andre, og hvis du er klar til at lægge stoltheden til side og gøre en ordentlig indsats, så kan du givetvis skabe nogle gode resultater og begynde at mærke livet på en mere autentisk og nærværende måde.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Peter skriver:

        Kære Christina.
        Tak for dit svar til Torben. Og dejlig tråd i øvrigt. I dit svar til Torben angiver du to muligheder, men skriver kun om den ene. Du besvarer ikke spørgsmålet om hvad man skal gøre, hvis man har diagnosen. Kan man gøre noget? Er ensomhed det bedste råd?
        Peter

        • Christina Copty skriver:

          Kære Peter.
          Tak for din kommentar og dine søde ord.
          Allerførst vil jeg sige, at jeg af gode grunde ikke kan sige, om du har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, eller om du har træk derfra, så mit svar bliver udelukkende hypotetisk. 
          Hvorvidt man kan ændre sig eller ej afhænger i høj grad af, hvor god man er til at reflektere eller tage kritik, og om man har kapaciteten for empati, eller om ens følelser udelukkende kredser om en selv.
          For nogle er det sådan, at det er bedst, hvis de ikke indgår i nære relationer, fordi den skade de forvolder, kan være dybt ødelæggende for andre mennesker, men for andre er det muligt at skabe de ændringer der skal til, for at de kan lære, hvordan man skal gebærde sig for at være en god partner. Problemet er dog, at motivationen til at ville ændre sig ofte kommer fra et sted, hvor man har ondt af sig selv og er bange for at ende alene, og ikke fra et sted, hvor man gerne vil være en god partner for et andet menneske, fordi man fyldes af varme og glæde, når man ser sin partner have det godt. Så – hvis der er tale om narcissisme er det lidt mere indviklet end som så, og det vil under alle omstændigheder kræve lang tid at investere i sådan en ændring, som du efterspørger, og tålmodighed med andre er en af de udfordringer man, hvis man har narcissistiske træk, kan have svært ved, fordi man hurtigt bliver træt af behandlere, og ikke synes, at de er dygtige nok til at hjælpe en. 
          Så – mit svar til dig er egentlig i sin enkelthed: Det er meget individuelt, hvorvidt der kan gøres noget eller ej, og det vil i alle tilfælde være en individuel vurdering og en lang proces, fordi man ikke kan tænke sig fra det, men skal struktureres anderledes.
          Som et lille notabene vil jeg dog lige sige, at man også skal huske på, at det ikke er unormalt, at man tror at man er narcissist, hvis man har været sammen med en psykisk voldelig partner selv. Jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at læse min bog ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold’, for jeg tror den vil give dig et spejl du kan bruge, for at se, om diagnosen passer på dig, fordi den, på en anden måde en Kohuts bøger, er meget mere parforholdsrelevant og viser med eksempler, hvordan en narcissistisk partner opleves.
          Jeg håber i hvert fald, at du finder de svar du skal bruge, og at du også finder den hjælp, du har brug for, for selvfølgelig skal du have det godt i dit liv, hvadenten det er alene eller i et forhold.
          Held og lykke. 
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  27. Inga skriver:

    Kære Christina

    Jeg har 2 børnebørn, piger. De er nu 15 og 17 år. Min søn og svigerdatter er skilt. Det var et rædselsfuldt forhold, som varede i ca 7-8 år og fortsatte med efterfølgende kamp om forældreret, aftaler, bopælsret, retssager, økonomi osv.
    Ud fra dine beskrivelser, alle kommentarerne her og hvad jeg ellers har læst, er der ingen tvivl i mit sind. Min ex- svigerdatter er narcissist.
    Min søn har nu en ny kæreste. Hun er sød og rar, og de har det godt sammen. Mine børnebørn har boet 2 uger hos deres mor og 2 uger hos deres far. De har aldrig ville fortælle særlig meget om hvordan de havde det hos deres mor. Ligesom om de var bange for at fortælle for meget. Min ex- svigerdatter kommer med voldsomme vredesudbrud, ofte som lyn fra en klar himmel.
    Den store pige blev i en periode en pleaser for sin mor, den lille gik mere og mere ind i sig selv.
    Vi kunne bare fornemme, at det ikke var helt ok hos deres mor, men de sagde ikke noget.
    For 3 måneder siden ringede de grædende til deres far. At der var konflikter hos deres mor, og at de ikke ville være hos hende.
    De bor nu hos deres far. Den store vil ikke bo hos sin mor, og hun vil ikke holde Jul med hende. Sidste gang de sås endte det i en konflikt, og mit barnebarn var ret rystet.
    Den lille er gået helt ind i sig selv. Ved ikke noget, kan ikke noget, vil ikke snakke om hvordan hun har det. Hun passer sin skole. Det er som om, hun har mistet sig selv, sin energi og sit livsmod.
    Det gør mig så ondt at se, og jeg er meget bekymret for hende. Jeg har foreslået, at hun skal snakke med nogen, der har forstand på psykisk vold, narcissisme. Jeg har foreslået ” Børns Vilkår ” og foreningen mod vold. Min søn har meget svært ved tage initativ til at gøre noget. Mener at det går nok, hun er jo også teenager – i dag går det bedre. Men hun har haft det sådan i de sidste 3-4 år. Jeg synes dog, at det er blevet værre – mere permanent.

    Kære Christina . Hvad skal vi gøre ? Hvordan kan vi hjælpe børnene ? Hjælpe dem med at hele deres sår ? Så de kan blive glade, rolige, sjove, spontane, tillidsfulde mennesker ?

    Med venlig hilsen
    Farmor Inga

    • Christina Copty skriver:

      Kære farmor Inga,
      Jeg kan godt forstå at det må være hårdt at se dine børnebørn have det svært, og jeg forstår også at du har lyst til at hjælpe og redde dem. Jeg kan af gode grunde ikke give dig et præcist råd i forhold til pigernes situation, da jeg ikke kender hverken dig, dem eller deres forældre og den dynamik, der har været imellem dem. Men jeg kan sige, at det ikke er ualmindeligt at børn reagerer på skilsmisser på forskellige måder, og at det er normalt, at et barn allierer sig med den forælder, de opfatter som den, der er blevet forladt – også selvom det er mange år siden. Det er der i og for sig ikke noget galt med, fordi det er tegn på, at barnet har empati, så længe forælderen påtager sig sit voksenansvar og ikke lader barnet være den voksne.
      Ud fra det du skriver, kan jeg også se, at pigerne oplever konflikt med deres mor og at den ældste derfor har valgt ikke at ville være hos hende i en periode, og det kan der være rigtigt mange årsager til, og jeg tænker at man som voksen med fordel kan spørge kærligt og empatisk ind til årsagerne, og samtidig vil jeg fraråde dig at definere deres mor som narcissist eller psykisk voldelig, for så kommer det mere til at handle om din vurdering og definition af mor, end om at møde pigerne, der, hvor de er, og du skal huske på, at du er et led længere ude for dem, og deres loyalitet og kærlighed altid først vil gælde deres forældre, også selvom relationen er præget af uro. Derfor kan den form for råd fra dig medføre en øget indre spænding i dem, og et behov for at holde dig ude i strakt arm og lukke af for samtalen med dig. Børnog unge har brug for at føle, at de må have deres følelser, også de komplekse og kærlige, selvom man selv har en anden holdning og andre følelser. Det er i det kærlige, forstående møde at man finder heling og sit eget klarsyn, og ikke via det gode råd.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.