Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

integritet versus samarbejde

Et af de største problemer der er i forhold til narcissisme, er at det oftest er offeret for narcissisten, der præsenterer en række symptomer på den skadelige adfærd, og ikke narcissisten selv. Det problem er også det, de står overfor på den anden side af Atlanten, hvor der blandt psykologer og psykiatere diskuteres livligt, hvorvidt man kan diagnosticere deres præsident med NPD, Narcissistic Personality Disorder, eller ej, fordi det ikke utvetydigt ser ud som om han selv føler sig hæmmet af sin personlighed.

Men det er også her, jeg personligt mener, at der er et indbygget catch22 i forståelsen af Narcissisme. Narcissisme er en lidelse. Ja. Men det betyder ikke at personen, der har denne personlighedstype lider, som man måske generelt forstår lidelse. Men narcissisten lider, sådan som vi kan se på de twitter-storme, der kommer fra førnævnte præsident, når han føler sig forbigået eller ikke beundret nok. Lige der lider narcissisten, men det er en særlig måde at lide på, der samtidig betyder at narcissisten føler sig berettiget til at udnytte og misbruge andre mennesker for sin egen vindings skyld.

Og det er så her, offeret kommer ind.

Og med offer mener jeg ikke offer-rolle, sådan som narcissisten gør. Det er ikke ‘åh, hvor er det synd for mig, at du gør sådan mod mig, så derfor retfærdiggør det, hvad jeg gør mod dig” men en mere inddirekte oplevelse for vedkommende af, at verden ikke længere er et trygt sted; at man ikke længere selv kan navigere i sit liv og sine følelser, fordi man ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert; at man ikke ved, hvor man kan sætte sine grænser, fordi man ikke ved, om man kan tillade sig at sætte nogen; at helbredet, søvnmønsteret, stressniveauet og livsglæden har taget skade.

Hvis du har været udsat for en narcissist igennem længere tid i et nært forhold, er der en række symptomer, der typisk viser sig, og som folk i mit fag desværre alt for ofte overser, fordi det ikke er en del af vores uddannelse, og fordi mange af de institutter, der træner og udklækker terapeuter, selv både er farvet af narcissistiske undervisere og desuden går ud fra en filosofi om, at diagnoser er djævlens værk, fordi de mener at det sygeliggør og ansvarsfralægger istedet for at styrke og oparbejde ansvar og ressourcer.

Og det alt sammen meget fint og floromvundet, når det handler om neuroser, angst og så videre i den boldgade, men ikke når det gælder personlighedsforstyrrelserne, hvor personen er så skadet, at vedkommende ikke evner og indeholder de centrale og basale redskaber til at begå sig i fællesskaber, såsom empati, ydmyghed, etik og moralsk forpligtelse overfor fællesskabets bedste. Og det er her, det bliver rigtig svært for dig, der er tæt på; dig, der til dagligt står for skud, når den egoistiske, navlebeskuende og grandiose/offer-rolle-agtige mentalitet er på banen, for det er den. Hver. Eneste. Dag.

Det præsenterer typisk en række symptomer hos dig som partner, der tilsammen udgør et syndrom, der i mange af udtrykkende overlapper med symptomerne på PTSD, eller i disse tilfælde, komplekse relationelle traumer, hvor du ikke er udsat for en voldsom hændelse, men hvor du konstant udsættes for drypvise undermineringer af dig selv, samtid med at du anklages for at være nærtagende eller forkert på den, når du påtaler det.

Narcissistisk Offer Syndrom viser sig efter at du er blevet udsat for følgende igennem længere tid: 

  • Gas lighting (“det, jeg oplever, fortæller du mig ikke passer”)
  • Fokusflytning (“vi kan aldrig tale om det, der sårer mig, for så rykker du samtalen over på noget, hvor jeg har såret dig – og det jeg har gjort er altid værre end det, du har gjort”)
  • Trusler, eller underteksten af en trussel (oftest om at blive forladt pga ‘uacceptabel’ opførsel)
  • Skiftevis idealisering og devaluering (“Hvem er jeg: Den du elsker mest, eller den værste du nogensinde har mødt?”)
  • Aldrig modtage et undskyld (når vi ikke modtager et undskyld når vores partner gør os fortræd, men istedet forklarer det med at vedkommende bare gjorde det, fordi vi selv gjorde noget først, mister vi over tid følelsen af, at vi er ligeværdige og værdifulde)
  • Kold vrede/raseri/afstand (i kulden ligger der en overlegenhed og en udstråling af, at vi ikke er noget værd. Den varme vrede indikerer følelser og er derfor lettere at håndtere, fordi vi stadig føler os følelsesmæssigt forbundne)

Offersyndromet har følgende karakteristika:

  • Man føler sig forvirret:
  • Man tvivler på sig selv:
  • Man føler, at man er ved at miste sin forstand:
  • Man dissocierer
  • Man har PTSD lignende symptomer
  • Man er bange for, at man tager fejl i sin læsning af andre.
  • Man tvivler på, at man er værd at elske.
  • Man tror, at man selv er skyld i adfærden fra narcissisten, og frygter derfor, at man kun kan tiltrække denne type partnere, fordi der grundlæggende må være noget ‘galt’ med en selv.
  • Man har søvnproblemer, ofte med mareridt eller meget stressende drømme.
  • Man mister sin energi, og føler sig træt og udkørt.
  • Man har let til tårer.
  • Man føler sig tyndhudet og ru.
  • Man isolerer sig.
  • Man kan få udslæt, migræne, tarmproblemer, vægtproblemer.
  • Man føler sig skamfuld over sit parforhold/over at have været i sådan et forhold.
  • Man får hukommelsestab
  • Man mister koncentrationsevnen
  • Man får flashbacks
  • Man begynder at opføre sig irrationelt, kontrollerende, jaloux, opfarende
  • Man bliver kold ligesom sin partner (følelsen af, at man lukker ned)

Og man ender med ikke at kunne genkende sig selv, fordi man kun er en skygge af det menneske, man var, da man mødte sin narcissistiske partner.

Hvad kan du gøre, hvis du genkender dig selv?

Mange partnere forsøger igennem lang tid at forhandle med sig selv og deres partner. Kan vi ikke prøve at arbejde på forholdet sammen? Hvad nu, hvis jeg ikke længere var så opfarende? Måske skal vi også prøve at lave lidt flere/færre ting sammen! Og så videre. Altså en forhandling og en orientering i retning af at kunne få det dejligt sammen.

Det kan vi gøre i mange år, og det kan nogengange føles som om vi trænger igennem og der sker forandringer. Men i det store hele er der så stor modstand mod forandring af status quo fra narcissistens side, at det tærer mere på kræfterne end det gør godt.

Og det er her vi skylder os selv at tage os selv alvorligt og virkelig se i øjnene, hvor vi er og hvad der er sket med selvværdet, livet og kærligheden. For hvis vi allerede sidder så dybt i moradset af narcissistisk offersyndrom, og vi har en partner, der er ligeglad eller som synes at det er vores eget ansvar/skyld, så er der desværre meget lidt håb, for ikke at sige intet håb, om at det ændrer sig.

Så skal vi stille op som boksebold for et andet menneskes narcissisme, eller skal vi tage os selv alvorligt og komme videre?

Det er nok værd at bruge et par tanker eller fem på….

Husk. Du fortjener bedre.

Kærlige tanker fra et solgyldent maj,

Christina Copty

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

14 svar til Lider du af Narcissistisk Offer-syndrom?

  1. Susanne skriver:

    Blev klogere tak for dit gode blogindlæg

  2. Silvia skriver:

    Tak for det ❤️ Jeg har været i forhold med en i 10 år under psykisk terror på alle planer. Jeg har et barn med ham og kan sætte flueben i næsten alt. Det er nu 7 år siden og først nu forstår jeg alvoren i det jeg egentlig har været igennem og egentlig sat puslespillet på plads inde i mig, det tog mig mange år at komme på den anden side.
    Jeg forstår mine depressioner, som set i bakspejlet nærmere var PTSD. Jeg er dyb taknemmelig for den viden jeg har i dag omkring det og endnu en gang tak for din bog, har set nye vinkler på det hele og fået bearbejdet nogle ting jeg ikke havde set.

  3. Den fortvivlede skriver:

    Som altid så tusinde tak for dine indlæg. Læser dem altid med stor interesse og de rammer som regel altid plet og hjælper mig til at forstå en masse reaktioner og sammenhænge. Det lykkedes mig efter 10 år og mange forsøg endelig at få sluttet forholdet til min eks. Så netop nu er det præcis al det ovenstående som jeg pt. går og kæmper med. Vil jeg få noget ud af at læse din bog, eller fokuserer den i højere grad på det at være i selve forholdet? Desuden er min eks. også en kvinde og umiddelbart virker det til, at din bog fokuserer på mænd. På forhånd tak.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Den Fortvivlede
      Tak for din kommentar og din ros – den varmer.
      Bogen er, som du rigtignok nævner, skrevet for et kvindeligt publikum, men jeg har modtaget flere tilbagemeldinger fra mænd, der har haft stor glæde af at læse bogen. Narcissisme er på den måde ikke kønsbestemt, og når du læser den, kan du udskifte han med hende. Og bogen kan sagtens bruges selvom man er ude af forholdet, fordi den giver indsigt, viden og råd til at komme videre i livet.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  4. Jan skriver:

    syntes det er en god og højst sandsynlig sandhed, at det er narcicistens nærmeste der er den lidende, og får uhensigtsmæssige adfærdsmønstrer i afmagt. Er mand og er på andet år med kvinde jeg mistænker kraftigt for Narcicisme. Har prøvet karrusellen før, så det er meget tankevækkende det hele——-og øv øv, hvorfor lige igen forelske sig, falde for sådan en type. Tak for dine indlæg.——-vi mænd må til at lære ogvære noget mere alene med os selv. vh, jan

  5. Klaus skriver:

    Jeg takker for dit indlæg, og meget hjælpsom info. Jeg tør stadig ikke tro at jeg har “klikket” JA i alle beskrivelser, både i Narcissistisk Offer Syndrom & Offersyndromet. Troede at jeg var ved at tabe alt sund fornuft, da jeg samtidig har søgt så meget info om, om en kvinde kunne være Narcissistisk, og gik og beskyldte mig selv for at være blevet for følsom / sær og ikke mindst tosset. Jeg ser at både mit forrige forhold, og mit nuværende forhold har de samme karahristika, og jeg ikke forstår mig selv på hvorfor jeg tiltrækker disse kvinder. ØV ØV. Jeg er er stadig i tvivl om min dømmekraft er for voldsom trods af beskrivelsen i artiklen, men når tættere på en konklusion, trods mit ihærdige arbejde på at være sød, rar, forstående, hjælpsom, osv osv. Puha altså, at liste på tå, konstant og blive beskyldt på alle mulige direkte og indirekte måder for at man er et dårligt menneske er simpelthen så hårdt. Jeg håber at jeg snart tager mig sammen til at tage vare på mig selv.
    Go´week end.

  6. Pia skriver:

    Hej Christina
    For godt et år siden forlod jeg en mand, som passer ind i ALT, hvad du skriver.
    Mit reaktionsmønster i tiden derefter har også passet ind i ALT, hvad du skriver.

    Jeg forlod ham på en ferie, valgte at tage flyet hjem før tid, da forholdet kulminerede en nat på et hotelværelse, hvor han råbte de grimmeste ting om mig, mens han bankede løs på muren ved siden af mig. Det varede flere timer, hvor han skiftevis beskyldte mig for alt, hvad der var galt i vores forhold, derefter kravlede han på knæ hen til mig og tryglede mig om at stoppe for igen at hidse sig op og slå i muren. Jeg sagde ikke et ord, rørte mig ikke, i mine tanker søgte jeg febrilsk en flugtvej fra det lukkede hotelværelse alt imens jeg tænkte, om jeg mon nogensinde ville få min lille pige derhjemme at se igen.
    Om morgenen pakkede jeg mine ting og tog hjem.
    For at vide hvad der gik forud for denne forfærdelige nat, behøver man blot at læse alle de indslag og kommentarer her på din blog.

    Siden har gået hos en dygtig psykolog og en fantastisk massør, som formår at løsne mine spændinger i kroppen og dermed dæmpe mange af mine tanker og angstreaktioner.
    Jeg har tilbagevendende angstanfald og mareridt, men heldigvis aftager de. Dine indlæg her på bloggen og på facebook hjælper mig, hver gang jeg læser dem, hvilket er ofte.

    Når jeg nu skriver, er det fordi, han netop er taget på ferie med sin nye kæreste, og jeg har lyst til at advare hende. Jeg ønsker ikke hævn. Jeg ønsker ham ikke tilbage. Jeg ønsker ikke at gøre ham ondt.
    Men jeg har så forfærdelig ondt at den søde kvinde, som ikke aner, hvad hun er på vej ind i.
    Min fornuft siger mig, at jeg skal lade være, for når man er forelsket, lytter man ikke.
    Men om indenfor den næste måneds tid vil hun undre sig over tavsheden, den hemmelige telefon, som bipper på mærkelige tidspunkter og hans vrede, når hun går 5 skridt foran ham (“Nå, så du vil ikke følges med mig?”) eller hvis hun kommer til at hælde champagnen op (“har jeg ikke sagt, at det er MIG”, der hælder champagnen op”).

    Jeg mener, at man bør blande sig, når man kender til psykisk vold. Jeg ville til enhver tid gøre det, hvis det gik ud over et barn. Skal man også gøre det, når det er en voksen?

    Kh. Pia

    • Pia skriver:

      Jeg glemte vist at sige, at forholdet varede et år. Det startede med en ferie og sluttede med en ferie.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Pia.
      Hvor er det en voldsom oplevelse, du har været udsat for – og som jeg godt kan forstå, du har brugt tid til at hele fra. Og jeg kan godt forstå, at du har lyst til at advare hende, han nu er sammen med – og det er meget komplekst, for på den ene hånd ville det være rart, hvis vi kunne advare andre mennesker om dem, der er farlige iblandt os, så de ikke skulle igennem det samme, men som du selv skriver, er det ofte svært for en ny ‘udvalgt’ at høre sandheden, fordi hun i det øjeblik er sat på en piedestal, og føler sig særligt udvalgt at ham, og derfor også tror på hans version af virkeligheden, hvor en eks bliver malet i et negativt lys.
      Samtidig er der i det, du beskriver en reel risiko for hævn fra ham, hvis du blander dig – for det, du var udsat for, er direkte truende og voldeligt – og han lyder farlig.
      Så hvad synes jeg? Jeg kan sagtens forstå dine tanker og din lyst til at advare hende, men jeg tror du er nødt til at tænke på dig selv og din datters sikkerhed først, og lade være.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Pia skriver:

        Tak for dit hurtige svar.
        Det sendte en kold bølge efterfulgt af kvalme og 10 tons bly gennem min krop at læse det. Angstreaktionen, som kroppen åbenbart husker bedre end hovedet.
        Kom til at tænke på noget af det sidste han skrev: “Aldrig kryds min vej. Nu er jeg blevet ond, og jeg garanterer ikke for, hvad jeg kan finde på”.
        Jeg vil følge dit råd. Tusind tak.
        Kh. Pia

        • Christina Copty skriver:

          Kære Pia.
          Selv tak – Der er ikke noget at sige til at du reagerer, også i lyset af den åbenlyse trussel han har givet dig.
          Jeg er glad for at du vælger at holde dig væk.
          Kærlig hilsen,
          Christina Copty

  7. Trille skriver:

    Det er fuldstændig sådan det er,…. Gisp hvad ville der ske hvis man viste narcissisten dette?
    ville de mon ikke genkende sig selv?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Trille
      Narcissisten ville genkende sig selv som offer overfor en oplevet anklage! Og så vil narcissisten højst sandsynligt trumfe med at fokusflytte over på noget, man har gjort, som så blæses op til at være meget værre. Mange, der er sammen med narcissister, håber og drømmer om at finde den hellige sætning, der kan bryde igennem panseret og få ham/hende til at forstå, hvordan man oplever forholdet, men det går sjældent som forventet, når man prøver.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  8. Sarah skriver:

    Det er spot on. Blev skilt fra min eks i januar. Hans eget valg da han var utro og valgte hende frem for mig fordi jeg ikke gav ham den kærlighed og intimitet i forholdet som han ønskede sig (hans ord). Vi boede sammen efterfølgende da vi havde sommerhus og lejlighed der skulle sælges. Gennem vores forhold har det hele tiden været ham og hans interesser der har været i fokus. Vi har fået to børn sammen og nåede at være sammen i 9år og jeg er knækket. Jeg får skylden for alt og han prøver at give mig dårlig samvittighed fordi han efter noget tid fandt ud af at hende han havde været utro med ikke passede til ham alligevel også ville han have mig tilbage. Og det ville jeg ikke. Så siger han nu at jeg har taget valget om ikke at være sammen og ikke at se mine børn hver dag og det skal jeg leve med. Når jeg siger til ham at jeg har taget valget, men på hvilken baggrund, så undskylder han utroskaben med at det var fordi han ikke fik den kærlighed og opmærksomhed som han mener et parforhold skal indeholde. Han har altid været meget misundelig på børnene fordi de har fået meget af min opmærksomhed. Han har flere gange sagt my Way or the highway og jeg er bare blevet i det fordi jeg blev nedbrudt og fik konstant af vide at jeg ikke var god nok det ene øjeblik og det næste var jeg den ideelle kvinde som han elskede så meget. Jeg har hele tiden vidst at der har været noget ved ham jeg ikke brød mig om, men levede bare i det. Nu kan jeg se at han er syg og at der ikke er noget galt med mig. Jeg er ved at kæmpe mig tilbage til at blive mig selv igen.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: