Jeg har retten til at dumme mig!
Sådan lød ordene, den nat det gik op for mig, at min mand, elsker og bedste ven (troede jeg) gennem 16 år, trak tæppet væk under mig
Og efterlod mig i en smertetilstand, jeg nu 1 1/2 år efter er i tvivl, om jeg nogensinde kommer ud af.
Måske på overfladen men indeni er jeg så ramt på selvværd, kvindelighed og har fuldstændig mistet håb og tro på, at der er noget godt tilbage når det gælder en partner til mig.
Den bristede tillid bliver jeg konfronteret med daglig.
Det var ikke meningen jeg skulle have set den korrespondance.
Det var aftenen før jeg skulle til en vigtig eksamen.
Han orkede ikke hvis jeg kom for sent i seng, for så ville han vågne.
Istedet lå han i mørket og sendte beskeder, efter at have nusset mig på ryggen og sagt hvor meget han glædede sig til vi skulle fejre det.
Jeg blev irriteret over lyden af fingre der duppede på telefonen og det ulogiske i at han selv ikke skulle tage samme hensyn, som han forventede der blev taget til ham.
Gik i køkkenet efter et glas vand. Han har ikke slukket computeren, der lyser op ved et bling fra en messenger tråd.
Den han ligger i soveværelset og skriver på.
Ikke til en ven som han lige har løjet om, men til en kvindelig kollega han qua sit arbejde, ifølge tråden der popper op, har en noget anderledes relation til….
Godnat hilsener, selv fotos af vores børn (de samme som var sendt til mig) så hun var åbenbart også involveret med andre i familien.
Jeg taber vandet på gulvet, sikke en mavepuster, jeg er i chock.
Tusindvis af modsatrettede følelser.
Skulle jeg bare have lagt mig tilbage under dynen. Det gjorde jeg ikke.
Den vrede der mødte mig, forsvar, løgne og benægtelse var tyk.
Så kom det
“jeg har retten til at dumme mig”
“denne kvinde gør mig til et godt menneske”
Månederne der fulgte, var trods hans ret! præget af, at han hele tiden skød ansvaret væk og over på mig
Samtidig med hans ret til at udforske det grønne græs han lige pludselig hellere ville vande, var jeg aldrig i fred
På daglig basis kom han lige forbi, og klagede over hvor hårdt det var at undvære børn, sove på sofaer, tog bad her efter træning.
Han var helt besat af sin krop og udseende.
“tager du lige mit træningstøj ned, inden der falder dug?”
Desværre var jeg handlingslammet og min oplevelse af svigt var et dilemma i forhold til at reagere fornuftigt.
Fik få gange formøblet vreden – men nok på en irrationel måde.
Som når en hund der er trængt op i en krog, kun kommer fri ved at bide fra sig.
Der er gået 1 år. Som føles som en karrusel tur.
Når nogle af de ting han har gjort og sagt presser sig på i tankerne, er jeg lige fortvivlet.
“du må vise mig en kvinde jeg kan savne”
“hvis du siger noget der ødelægger mine chancer med den nye, taler jeg aldrig til dig igen”
Håb er forsvundet.
Når man selv tror man er i en ligevægtig relation, hvor man overvejer om man sårer/rammer den part man er i forhold med, inden man kræver sin ret til rigid adfærd.
Da han ville terapi og jeg havde et stort ønske om det, faldt for de fine ord. For blot at erfare at han 10 min efter kørte hen til samme kvinde.
Jeg holdt fast i min grænse om ikke at være i terapi med en der samtidig skulle se om græsset var grønnere.
Alligevel er jeg stadig ulykkelig, fortvivlet og så meget i tvivl om det er mig der er forkert på den. Er det mig der er narcissisten?
Jeg får aldrig nogle svar, aldrig en undskyldning. Følelsen af at være intet værd for et menneske jeg gennem næsten 2 årtier har været så stort et hak.
Af og til mister jeg håbet. Græder fordi jeg elsker et menneske, der ikke regner mig for noget. Fine ord følges aldrig op ad handlinger.
__________________
