“Jeg forstår ikke, hvorfor han behandler mig så dårligt, når jeg fortæller ham, hvordan jeg har det med det”
“Jeg har det som om jeg bare er nødt til at forstå, hvorfor han gør det”
“Hvorfor bliver hun ved med at ydmyge mig, når hun véd, hvad det gør ved mig?”
‘Hvorfor’ er på en og samme tid et ord, der kan sætte gang i gode og nærende refleksioner og et ord, der kan fastholde en i en dårlig cyklus. Hvordan kender du forskel, og hvorfor kan du have svært ved at slippe det usunde ‘hvorfor’? Det kigger vi nærmere på i dagens blogindlæg.
Det reflekterende ‘hvorfor’
Det er selvfølgelig relevant at stille sig selv reflekterende spørgsmål, når man kan se, at noget ikke fungerer i et parforhold. Ofte er det en lille stemme indeni, der begynder at rykke på sig, når der kommer kurrer på tråden, og man ikke helt kan forstå, hvordan det skete. Man spørger måske sig selv, hvorfor man pludselig endte med at diskutere noget, der virker irrelevant, eller man spørger sig selv, hvorfor det var så svært at kommunikere, eller hvorfor man ikke kan blive enige om visse ting, og det er akkurat som det skal være. Når man stiller de gode ‘hvorfor’ spørgsmål kan man nemlig lære noget om sig selv, og udvikle sig fra at være reaktive til at være responderende i stedet for.
Når man kigger på dynamikken, på mønstrene og kommunikationen uden at pege fingre, men som refleksion, så kan man bruge det til at blive bedre til at udtrykke sig overfor hinanden en anden gang eller til at rumme forskelligheden, eller til at se, hvor man måske som par har en større udfordring, der for eksempel kan kræve hjælp udefra, og så har man allerede hjulpet sit forhold fremad. Det vil sige at man bruger ‘hvorfor’ til at udvikles sammen og til at udveksle de oplevelser man havde i konflikten, så man fremadrettet kan blive bedre til at kommunikere på en måde, der nærer forholdet i stedet for at tære på det.
Det fastlåsende ‘Hvorfor’
Det fastlåsende hvorfor er til gengæld ikke sundt. Det er det ‘hvorfor,’ der kommer, hvis man ofte bliver nedgjort (ikke kritiseret, for det er ikke en god indikator for, hvem der oplever hvad, eftersom narcissister og psykopater bruger det som undskyldning for at fortsætte deres magtudøvelser), og føler at dynamikken sidder fast, og der ikke er fremgang i kommunikation. Det er oplevelsen af, at kærligheden ikke bliver dybere men i stedet kører i en forudsigelig destruktiv cyklus (som f.eks den narcissistiske karrusel), hvor intet man gør, har nogen positiv eller udviklende effekt, og man i bund og grund kan forudsige partnerens manglende interesse i at ændre sig ligegyldigt, hvordan man selv har det, hvad man gør og hvad man siger.
I sådan et forhold, er et ‘hvorfor’ der er designet til at fastholde også et ‘hvorfor’ man ikke selv ønsker at reflektere over eller besvare, for så længe man kan løfte skuldrene og blive i spørgsmålet, så behøver man heller ikke tage konsekvensen af sit svar og flytte sig, og for mange, der er bange for at være alene, kan et destruktivt forhold, hvor ensom man end er i det, stadig føles som en ‘bedre dårlig tilstand man kender’ end en neutral tilstand man ikke kender.
Konsekvensen af det fastholdene ‘hvorfor’ er altså, at man bliver stående i noget, som man ved, er skadeligt og potentielt farligt, fordi man ikke vil tænke på svaret, selvom svaret er tydeligt, og ofte en afart af følgende:
“Min partner er ikke god for mig, for vedkommende er ligeglad med mine følelser, og jeg har prøvet alt for at ændre dynamikken og for at få ham/hende til at forstå, hvor meget det sårer mig at blive behandlet dårligt af det menneske, der skulle elske og forstå mig bedre end nogen anden, og jeg kan ikke gøre mere, for der er ikke flere ændringer eller kameler at sluge, så jeg er nødt til at afslutte forholdet”
Hvorfor sidder man fast i det fastlåsende ‘hvorfor’ når fornuften siger en, at det skader en mere og mere for hver dag, der går?
Det er the million dollar question, og et spørgsmål mange, der arbejder med ofre for destruktive partnere har brudt deres hoveder med igennem tiden, ligesom jeg også selv har, for hvorfor er det så svært at erkende, at den, man er sammen med ikke er god for en, og at det er nødvendigt at man flytter sig? Der er mange bud, men blandt dem, jeg oftest ser, er årsagen en blanding af følgende:
Opvækst: Når man er opvokset i en familie, hvor ens grænser blev overskredet, og man fik at vide, at man var umulig/skulle skamme sig, når man satte grænser, så har man lært, at man tager fejl, når man ikke bryder sig om at blive behandlet dårligt.
Overansvar: Mange tror fejlagtigt at det at være overansvarlig skulle være en god kvalitet, men udover at det betyder, at man ikke anerkender andres voksenansvar for deres egne liv og valg, så tager man heller ikke ansvar for sit eget liv.
Særligt sensitiv: Selvom det er et ord, der bliver kastet rundt uden der altid er belæg for det, så kan man som særligt sensitiv også have svært ved at mærke sine egne grænser og i stedet være mere optagede af, hvordan andre har det.
Martyriet: Ingen ønsker at blive identificeret som martyr, men ikke desto mindre er der mange, der får en slags følelsesmæssig tilfredsstillelse ud af at ofre deres liv på en tabt sag, fordi det giver dem følelsen af at være gode mennesker (“Hvad skal der ske med ham, hvis jeg ikke er der?” lyder det ofte)
Lavt selvværd: Man tror ikke på, at man kan få bedre/fortjener bedre, og man føler at man selv er skyld i at forholdet er dårligt. Man har samtidig rigtig svært ved at forestille sig en positiv fremtid fordi man tror, at det man har tiltrukket i fortiden, er det eneste man kan tiltrække i fremtiden.
Barnliggørelse af sig selv: Når man tror, at man er hjælpeløs og ikke kan klare sig som voksen i verden, selvom der ikke er noget egentligt belæg for, at man ikke er i stand til at betale sine regninger, passe sit arbejde og være en god nok forælder.
Traumebånd: Når man er sammen med en psykisk og/eller fysisk voldelig person bliver man ofte traumebundet, som er det samme som Stockholm Syndrom bare i parforhold, men ligesom ofrene for Stockholm Syndrom kan komme videre, så kan man også komme ud af traumebindingen.
C-PTSD: Et Traumebånd indbefatter også at man kommer til at lide af kompleks-PTSD, som er den Posttraumatiske stress man får af at være i en kontinuerligt skadelig relation, og som kan være med til at lamme en handlingsmæssigt, fordi man oversvømmes af stresshormoner og konstant er i alarmberedskab og i sine følelsers vold. Men akkurat som PTSD overlevende kan komme videre, så kan man også det fra c-PTSD, blandt andet ved hjælp af TraumeSensitiv Yoga og meditation.
Sidst men bestemt ikke mindst,
Sort-Hvid tænkning: Hvis man har en sort-hvid tankegang (hvilket man automatisk udvikler i et destruktivt forhold) vil man også have behov for at give skylden til enten sig selv eller sin partner for alt det, der ikke fungerer.
Hvis man begynder at ane omridset af en narcissistisk partner kan man blive i tvivl om, hvem der er narcissisten, og det, at man måske selv er narcissist gør det svært at slippe et forhold, der ikke er godt fordi man ikke vil sidde med ‘aben.’ Det er altså som om det pludseligt ophæver den gode nok grund til at gå. Men det er nu engang sådan, at hvis man ikke trives i et forhold, og har gjort hvad man kan indenfor rimelighedens grænser, så er det altså okay at gå, ligegyldigt hvor meget skyld man selv synes, man har.
Afslutningsvis vil jeg sige, at min klare erfaring igennem de mange år, jeg har beskæftiget mig med mennesker og destruktive forhold, er, at man får det bedre af at forlade et destruktivt forhold, og efter man er kommet over traumebåndet får man ofte gode og kærlige relationer til venner, familie og også til nye partnere – og jeg kan med en vis stolthed og især en stor glæde sige, at størstedelen af de klienter, der går i terapi hos mig ender i gode og sunde forhold efter de er kommet fri af det, der gjorde dem ondt, og har helet.
For ved du hvad? Du fortjener bedre <3
Kærlig hilsen,
Christina Copty
