Er du blevet en ondskabsfuld eks?

En af de ting, der knuser mit hjerte mest er, når jeg ser, hvordan en forælder pludselig skifter karakter og ændrer sig overfor sit barn, fordi vedkommende er rasende på sin eks.

Desværre sker det alt for ofte at folk, der ellers påstår, at de tænker på deres børns ve og vel, ender med at modarbejde den anden forælder i en sådan grad, at det går ud over børnene.

Det kommer til udtryk i øjensynligt små ting, der har stor betydning for barnets stressniveau.

Som f.eks: Søn har glemt sin mobil hjemme hos far, og siger det til mor. Mor skriver en sms til far, og far svarer enten slet ikke, eller svarer kort ‘Og?’ Derfra skal mor navigere overfor sønnen, og finde ud af hvordan hun fylder det hadske vacuum far har skabt, uden at krænke far foran søn, samtidig med, at hendes blod naturligt nok koger – akkurat som far ønsker, for så har han ‘vundet’ i sit lille sadistiske sind. Søn får langsomt stresssymptomer som ondt i maven, fordi han er bange for at glemme noget det ene sted, fordi han føler sig skyldig i den dårlige stemning. Det er ondskabsfuldt og ikke samarbejdende af far.

Som f.eks: Far har talt med klasselæreren om morgenen, og skriver til mor, at der er lus i klassen, og at der skal kæmmes – og mor hverken kæmmer eller svarer. Hun insisterer på kun at holde rigidt fast i en ugentlig overleveringsmail, og giver sig ikke. Hun svigter sit barn, fordi hun føler sig hævet over, og  berettiget til at behandle barnets far som luft, hvilket barnet ikke kan lade være med at bemærke. Barnet begynder at gå på æggeskaller, og tør ikke vise sin kærlighed til far overfor mor. Og lusene, ja, de trives. Det er dårligt forælderskab.

Som f.eks: Barnet har problemer med læsning i skolen, og mor skriver til far, at de skal have ekstra opmærksomhed på at få læst over weekenden, men far vil hellere bare lege og hygge sig med barnet og ignorerer barnets behov for ekstra hjælp. Her svigter far, fordi han kun tænker på sig selv, og kun tænker på, at han skal være en “god” far, men i virkeligheden bliver en legeonkel, der ikke tager sit forælder-ansvar på sig. Barnet begynder at ‘hælde’ i sådan en situation, fordi det skiftevis mærker roen ved den faste forælder-ramme og hyggen ved at give fanden i det hele og bare hygge sig. Ikke just verdens bedste forudsætning for at opfostre et ordentligt menneske, der tager ansvar.

Som f.eks: Far har fået en ny kæreste, der også har børn. Deres skemaer passer ikke sammen, og de vil gerne have alene-tid sammen, så far overlader sine børn hos kærestens forældre med hendes børn, så de kan tage på romantisk ophold istedet for at aflevere børnene hos deres mor, bare fordi han ikke vil give moren børnene, også selvom børnene selvfølgelig hellere vil hjem til mor end at blive passet af kærestens forældre. Denne far er egoistisk og ondskabsfuld overfor sine børn, fordi han vil være ond ved sin eks. Børnene er artige overfor far, men så snart de kommer hjem til mor, græder de og er urolige.

I alle fire eksempler virker ‘overtrædelserne’ banale, men ikke desto mindre ved de, der genkender situationerne, hvadenten de står på den ene eller anden side af barnet, at følelserne i disse ‘små’ situationer er voldsomt ladede med raseri, foragt og frustration.

Og i sidste ende er det børnene, der betaler prisen, for de har ikke andre valg end at være tvunget til at være midt i den kolde krig, der udspiller sig hele tiden igennem deres barndom.

Når man er blevet så rasende, at man ikke længere kan sætte sine børn først og være en god, omsorgsfuld og kærlig forælder, der selvfølgelig gør hvad man kan, for at børnene ikke lider mere end nødvendigt pga skilsmissen (det betyder at man går den ekstra mil for sine unger og lige får kæmmet, lige får afleveret telefonen, lige får hjulpet med lektierne, lige får svaret, når der er noget akut, og selvfølgelig afleverer sine børn til den anden forælder, når man ikke selv er sammen med sine børn – det er samvær, børnene er på, ikke pasningsophold – det vil statsforvaltningen i øvrigt også indskærpe!) og at man tager sit voksenansvar på sig og får styr på sine følelser et andet sted end igennem den sadistiske ondskabsfuldhed man lægger for dagen, så skal man få slæbt sig selv hen til noget hjælp fra en professionel.

Når vreden fylder så meget at børnene bliver usynlige, eller man hører sig selv sige “Dét tager de ikke skade af” så er man ude på et voldsomt skråplan, og det er på tide, at man bliver voksen og får hjælp til at bearbejde sine følelser, så man ikke er så hadsk og styret af sine impulser efter at ville destruere sin eks.

Narcissisme, egoisme, ondskabsfuldhed og sadisme hører IKKE til i en barneverden. Børn fortjener bedre.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Forældre og Børn, Narcissisme, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.