Når selektiv hukommelse og glemsel sætter ind efter bruddet fra et destruktivt parforhold…
Mennesker, der har været i dårlige forhold, kan efter noget tid væk fra forholdet have svært ved at huske, hvad det var, der gjorde det så ubærligt at være i. De husker ikke de voldsomme skænderier som noget særligt, faktisk kan de ind imellem fuldstændigt glemme, at de skændtes som hund og kat. De husker ikke frustrationerne, afmagten og følelsen af at banke hovedet mod en mur, hver gang de gerne ville på banen med noget, de syntes var vigtigt.
I stedet kommer de til at forklejne fortidens krænkelser og kan, ligesom da de var i forholdet, begynde at stille spørgsmålstegn ved, om de mon ikke selv var skyld i, at det gik som det gjorde. Om ikke de mon selv var den part, der gjorde forholdet ubærligt at være i. Om ikke det måske i virkeligheden er eks-partneren, der er den forurettede part…Og derfra er vejen til længsel og smerte ikke lang.
Hvorfor sker det for os?
Det er naturligt for os at glemme, hvordan noget føles når tiden går. Det er faktisk en praktisk indretning, der gør, at vi kan klare os igennem livet, uden at tage al for meget skade. Hvis vi skulle huske, følelsesmæssigt og kropsligt, hvordan hver enkelt sårende oplevelse føltes, ville vi blive traumatiserede i løbet af de første leveår.
Vi har altså en biologi, der hjælper os til at overkomme svære hændelser, så vi kan leve videre, men samtidig har vi også nogle psykologiske mestringsstrategier, der gør, at det bliver nemmere at tage skyklapper på og kun fokusere på det, der engang fungerede, for selvfølgelig var der noget, der fungerede, det er der i alle forhold – husk på, at ingen er sammen med nogen, der altid er en idiot, vi er der på grund af de gode stunder!
En af disse strategier går ud på at man kommer til at gå med på modpartens version af virkeligheden, og betvivler sine egne oplevelser, så man i stedet for at minde sig selv om, hvordan det var at blive talt ned til, istedet vender det på hovedet og ser det fra eksens side og siger til sig selv, at den anden var nødt til at gøre som vedkommende gjorde, fordi man selv var skyld i det.
En anden mestringsstrategi er, at man ser på sin ekspartners livshistorie og derved forklarer og forklejner vedkommendes brutalitet, med et “han gør det kun, fordi han har haft en meget streng opvækst.”
Eller man tilskriver eksen nogle følelser og tanker, som vedkommende i øvrigt aldrig selv har givet udtryk for, som i “Jeg ved, at hun inderst inde elsker mig, men hun har bare svært ved at vise det.”
Der er altså en del veje ud af virkelighedens smerte, og man kan stikke hovedet i sandet på mange måder og lyve for sig selv, fordi det er for svært at se sin egen sandhed i øjnene. Grunden til, at vi kan finde på så mange krumspring, for at undgå at se sandheden, er fordi det vil tvinge os til at skulle forholde os til den virkelighed vi befinder os i. Vi er altså nødt til at se i øjnene, at vi længes efter en eks, der ikke behandlede os godt, ligegyldigt hvad forklaringerne og undskyldningerne så ellers lyder på. Vi skal indse, at vi har kæmpet en helt igennem forgæves kamp igennem forholdets levetid for at få noget, der ikke kunne blive en konstans. Vi må vågne til den kendsgerning, at vi søgte retfærdighed, kærlighed, forståelse og omsorg, hvor der ingen var – og dét kan være hård kost, især hvis man er vant til at vurdere sin egen værdi ud fra, hvordan andre behandler én.
Og der ligger det første ledetråd ud af denne smerte: nemlig at vi ikke skal lade andre definere vores værdi, men finde den i os selv. Vi skal lære at omgå os selv og vores egne tanker og følelser med selvrespekt, værdighed og omsorg. Vi skal kunne se os selv i øjnene og vide, at vi har hævet standarden for, hvad vi vil gå med til. OG…sidst, men ikke mindst, så skal vi bruge den tid og de kræfter vi har brugt på at forsøge at få et andet menneske til at elske os, på at lære at elske os selv, for når vi gør det, falder alt andet på plads.
Husk, du fortjener bedre.
Med ønsket om en velsignet dag til dig,
PS: Hvis du vil læse mere om destruktive forhold med narcissisme som omdrejningspunkt, kan du glæde dig til udgivelsen af min bog, ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold’ der er på gaden d. 27. december 2016 – altså den dag, du alligevel skal ud og bytte gaver 🙂
Tak! Det er lige der jeg er!
Kim
Kære Kim
Selv tak – og pas nu godt på dig selv.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Min eks har to lange forhold bag sig…så tænker det må være mig den er gal med..
Kan det være fordi man bare ikke passer sammen,eller kan de blive sådan med alderen.Hans kone døde og tænker om han er blevet dårlig af det traume ? For hvordan kunne de holde det ud så længe? Når jeg på kort tid blev brudt ned..eller er jeg bare for følsom til sådan en hård mand…altså at man ikke passer sammen…glæder mig til din bog
Kære M.
Tak for din kommentar – Det er et væsentligt spørgsmål du stiller, og det er også et spørgsmål, jeg behandler i min bog, men kort kan jeg sige, at det selvfølgelig sagtens kan handle om, at man ikke passer sammen personlighedsmæssigt, og at hans hårdhed, som du beskriver, er for meget for dig. Nogengange handler det også om, at dem, der bliver, gør det, fordi deres selvværd har taget så meget skade, at de ikke tør forlade en krænkende partner, fordi de tror at de ikke kan finde en anden eller at de ikke kan klare sig alene. Jeg tænker at det væsentlige for dig må være at tage udgangspunkt i, hvordan du har det, og hvad du mærker er godt/ikke godt nok for dig. Ligegyldigt hvordan han så fremlægger det.
Jeg håber at du får glæde af bogen, og at du finder styrken til at holde fast i alt det gode i dig.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Tak kære Christina, den rammer plet og forklarer mig hvorfor jeg stadig et år efter det dårlige forhold stadig kan føle savn, for det er lidt underligt at gøre det når man jo inderst inde godt ved man ikke blev behandlet godt. Kh L
Kære L
Selv tak – og ja, det kan føles paradoksalt at man kan have det så modsatrettet, og det er så vigtigt at holde fast i minderne om, hvordan virkeligheden så ud, så man ikke kommer til at idealisere og glorificere en eks, der i bund og grund ikke kunne behandle en konstant godt.
Jeg håber du går en dejlig jul i møde, og tak for din kommentar og for at du læser med på bloggen.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Kære Christina !
Først og fremmest tak for din bog. Jeg har glædet mig meget til at læse den – og jeg er ikke blevet skuffet. Den er så vigtig og nødvendig for alle os, der på et tidspunkt er blevet trukket igennem den narcissistiske cirkusforestilling.
Jeg døjer i øjeblikket med efterdønningerne af et forhold til en mand, som jeg ikke vil tøve med at kalde narcissistisk forstyrret. Han var yderligere hash-afhængig og alkoholiker – et faktum, der den første lange tid af vores forhold gjorde, at jeg ikke fik øje på hans forstyrrede personlighed. Jeg troede simpelthen, at vores problem var hans misbrug. Han bad om min hjælp, og jeg forsøgte af al magt at støtte ham, lytte til ham, tage alle mulige hensyn – for han havde det jo svært.
Jeg har sagt fra flere gange – på en kærlig og ordentlig måde. Forklaret, at jeg troede det ville blive for svært, men at jeg elskede ham og ønskede ham alt godt. På en eller anden måde lykkedes det ham flere gange, at overtale mig til at ville se ham igen.
Med tiden kom så episoder med hans mistro, beskyldninger, bortforklaringer, vanvittig opførsel. Han har bl.a hårdnakket beskyldt mig for, at have en Tinder-profil mens vi var sammen. Han havde selv set den på min telefon ! Jeg havde ikke en tinder-profil, og i første omgang slog jeg det hen, og forklarede ham, at han måtte have set forkert. Så blev han rasende, beskyldte mig for at være fuld af bull-shit, være løgnagtig, hemmelighedsfuld etc.
Når jeg var ude med veninder og venner, eller til fest, blev jeg bombarderet med ubehagelige sms`er`, der stillede spørgsmålstegn ved, hvem jeg var sammen med, og hvor jeg var osv., osv…
Jeh behøver vel næppe at fortælle, at det omvendte aldrig ville finde sted. At han aldrig svarede sin telefon hvis jeg ringede ham op, at han aldrig kunne give et ordentligt og direkte svar, hvis jeg bad ham forholde sig til noget i vores forhold… Kort sagt, var samværet med ham ligeså forudsigeligt som du beskriver det i din bog. Og det synes jeg nærmest er uhyggeligt…
Jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstå, hvad det er der foregår i hovedet på mennesker som ham. Og jeg bliver stadigvæk indimellem vanvittig ked af det – og savner ham nærmest, eller i hvert fald de stunder, hvor vi havde det sjovt og hyggeligt. Det er svært for mig, at forlige mig med, at det aldrig betød noget dybere for ham. For mig var det jo ægte, jeg følte en dyb hengivenhed og kærlighed til ham. Og jeg har aldrig snydt ham eller løjet for ham.
Jeg håber, at jeg med tiden bliver helet så meget, at jeg kan finde ud af, at være i et sundt forhold. Jeg prøver på at tro på det – det her forhold skal ikke have lov til at farve min opfattelse af relationer fremover.
Og her er din bog virkelig guld værd Christina – sober, indsigtsfuld og kærlig. Som i øvrigt dine blog-indlæg, som jeg også altid læser med stor fornøjelse og taknemmelighed. Tak fordi du deler din viden 🙂
Mvh M
Kære M
Tak for din kommentar og for din ros, både til bogen og bloggen. Jeg er glad for at du har fået noget ud af begge dele, også selvom du oplever at du aldrig helt vil kunne forstå, hvad der rører sig i denne type mennesker. Det vigtigste, som jeg ser det, er at du passer på dig selv, og nu ved, hvad du skal se efter.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
At jeg har det på samme måde. Jeg har begrundet min ex afsked med, at hun ville formentligt gerne have et almindeligt liv, hvilket jeg ikke kunne tilvejebringe. Af den simple årsag, at jeg er selvstændig og arbejder på alle mulige og umulige tidspunkter på døgnet. Men uanset, hvor meget jeg end gerne vil give mig selv skylden, må jeg også indse, at jeg ikke var alene om forholdet, og hvorfor det gik i stykker. Det er bare så nemt, at give sig selv skylden…