Når op bliver til ned, og hvidt bliver til sort…

Intet er mere ødelæggende for et parforhold end gaslighting. Gaslighting som begreb stammer fra et teaterstykke fra 1938 (senere filmatiseret med Ingrid Bergman i hovedrollen), hvor hustruen bliver manipuleret på så grov vis af sin mand, at hun (spoiler alert) næsten ender med at tro, at hun har mistet grebet om virkeligheden.

I narcissistiske forhold findes denne form for manipulation altid og i flere forskellige udgaver på et spektrum, og indbefatter situationer i ‘småtingsafdelingen’ som “Nej, hold da op, selvfølgelig kan du lide det” til mere direkte angreb på den andens virkelighedsopfattelse.

Faren ved gaslighting er, at det efterlader offeret med en voksende tvivl på sin egen evne til at navigere i verden, og et af de tydeligste efterslæb af det viser sig, når en klient for eksempel spørger mig, hvordan jeg kan være sikker på at det ikke er hende, der er noget galt med, for jeg hører kun hendes version – og hendes (narcissistiske) partner vil fremlægge sagen fuldstændigt modsatmed sig selv i offerrollen og hende som narcissisten…eller i det mindste som krænkeren. Han kan nemlig godt finde ud af at bruge sit sprog!

Hvad pokker sker det?

Hvis du er i et forhold til en narcissist, nedbryder denne form for mind control langsomt din selvopfattelse. Som tiden går, bruger du mere og mere tid på at forsøge at nå ind til din partner med din forståelse af verden, men du mødes oftere og oftere af et misbilligende blik, en nedladende kommentar eller et direkte angreb på netop din opfattelse. I starten vil du måske bruge oceaner af tid på at forsøge at forklare og forsvare dig på det utal af måder, som du kan komme i tanke om, for at han forstår dig, men efterhånden som tiden går, og du finder ud af, at der ikke er hul igennem, oplever du oftere at miste din egen energi. Du taber pusten allerede inden I går igang med en diskussion, fordi du ved, at han ikke hverken vil eller kan forstå dig. Som om I ikke kun taler forskellige sprog, men som om I er fra to forskellige planeter.

Når du mister pusten og måske giver op, begynder du også at tvivle på dine evner til at udtrykke dig. Du tvivler pludselig på, om du overhovedet kan gøre dig forståelig på almindeligt dansk, eller om der er noget galt med dig. Du begynder at tvivle på, om du får sagt, hvad du har brug for, på en ordentlig, mild, ikke-truende måde, eller om det er rigtigt, hvad din partner siger, at du bare er ude på at jorde ham/få din vilje. Du begynder langsomt at tvivle på, om du overhovedet har ret til at give udtryk for, hvordan du har det, eller hvordan det føles at være dig i forholdet, for han fortæller dig hjertens gerne, at du tager fejl, at du er for følsom, for nærtagende, for kritisk, for meget. At du er den onde.

Men det er du ikke. Du er udsat for gaslighting. En af de farligste former for hjernevask man kan udsættes for. Og mange spørger, (som om det gør det bedre) om narcissisten gør det med vilje. Svaret er: Nej, ikke altid/Ja, nogengange.

Hvorfor gør han det?

Han gør det fordi han kan – og fordi han ikke kan lade være.

Når man er optaget af sig selv og sine egne behov, vil andres behov komme i vejen. Så ud fra en forståelse af verden og menneskerne i den som objekter, der kan bruges til at tilvejebringe opfyldelsen af behov og lyster, er det svært for sådan et menneske at tilsidesætte sin egen behovstilfredsstillelse for andres. Istedet vil man søge at indrette sig således, at andre bliver villige service organer, og for at gøre det, er man nødt til at fjerne deres naturlige modstand mod at blive brugt som sådan. Det gøres mest effektivt ved at fortælle dem, at den måde de tænker, føler og forstår på, er forkert. Fejlagtig. Defekt.

Kageeksemplet

Her får du lige et kageeksempel til at illustrere det:

Hvis der er et stykke kage tilbage, og vi begge gerne vil have det, kan jeg som narcissist ikke tænke, at det måske er godt, hvis vi deler det, eller endnu bedre, at du får det, fordi det gør dig glad. Nej, jeg kan kun tænke på mig selv, men jeg kan ikke vise dig, at jeg kun tænker på mig selv, for så er jeg et dårligt menneske – ingen vil udnævnes egoist – Derfor skal jeg overbevise dig om at give mig det: Jeg vil have det stykke kage, og for at få det er jeg villig til at gøre hvad som helst, der får dig til at give mig det.

Så kunne jeg for eksempel sige:

  • Du tænker kun på dig selv
  • Hvorfor skal du altid have det bedste stykke?
  • Er der overhovedet plads til andre ved det her bord?
  • Synes du ikke, at du har fået nok kage?
  • Nu skal du også passe på, hvad andre tænker om dig
  • Jeg ved ikke om jeg kan være sammen med en egoist som dig
  • Jeg er ikke tiltrukket af tykke mennesker

Hvis du så for eksempel siger til mig at jeg manipulerer med dig, vil jeg sige at du overreagerer, at du definerer mig, at du overskrider mine grænser, at du tydeligvis er ude på at skade mig, at du er egoistisk! Igen. Alle disse udsagn er med til at få dig til at trække dig tilbage og give mig stykket. Samtidig stadfæster jeg også at det er dig, der er egoistisk – også selvom jeg ender med kagestykket – for det er meningen at du skal tvivle så meget på din berettigelse, at det er mig, der bestemmer, hvornår og hvad og hvorfor noget ska ske – og ikke ske.

Hvis du er i sådan en type forhold, tager det desværre lang tid at gennemskue, hvad du har med at gøre, for det er svært at indse at den partner, som du tror elsker og ærer dig, i virkeligheden kun er optaget af sig selv, men hvis du mærker, at du bliver mere og mere forvirret i dit forhold, så kan det være du skal lave den lille test at se ud på alle dine andre relationer og spørge dig selv, om du også oplever at blive sat i bås som den egoistiske, dumme, lede kælling der, eller om du godt kan få lov til både at have behov og stille krav i dine andre relationer – Hvis du trækker et stort rungende ‘ja’ opad den hat, så gør dig selv den tjeneste at mærke efter, om det her er godt nok for dig – for husk nu:

Du fortjener bedre.

Der er stadig pladser til årets sidste foredrag om Den Narcissistiske Mand, hvor du vil høre meget mere om gaslighting og alle de andre manipulationsmetoder, han bruger – og hvad du skal gøre for at passe på dig selv. Så klik på linket og få købt din billet med det samme. Det er lige om lidt, og jeg glæder mig til at dele min viden med dig, så du bedre kan navigere i dit parforhold.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 Responses to Når op bliver til ned, og hvidt bliver til sort…

  1. Louise skriver:

    Hej Christina! Hørte dig forleden i Martin Kongstads program på 24syv, hvor du som i ovenstående taler om narcissistiske partnere. Det blev virkeligt en øjenåbner for mig, og jeg fandt ud af, at der måske nok er nogle personlighedsmæssige træk, der går igen hos de mænd, jeg har indledt forhold til – og som jo nok også er det, der bærer kimen til den selvforagt m.m., som jeg tit samler sig i mig imens, selvom jeg egentligt ikke synes, at jeg gjort andet end at prøve at være imødekommende og fleksibel m.v. og hele tiden at undskylde for alt muligt, selvom jeg inderst inde ikke synes, at jeg egentligt har gjort noget, som var tarveligt på nogen måde. Nå, nok om det.
    Mit spørgsmål lyder: Har du noget sted skrevet, hvordan man kan undgå at blive ved med kun at involvere sig med denne type? Kunne forstå på dig i programmet, at du selv havde fundet en måde at holde op med at falde for/tiltrække netop denne type på. Da metoden ikke står helt indlysende klar for mig, ville jeg utroligt gerne læse, hvad din egen metode var. Jeg kan bare ikke lige finde den artikel, du muligvis måtte have beskrevet den i.
    Dbh. Louise

    • Christina Copty skriver:

      Kære Louise

      Tak for din kommentar.
      Jeg har ikke skrevet nogen artikel om det her på bloggen, men jeg har skrevet en bog, der udkommer d. 27 december. Den hedder ‘Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold.’ Der kan du læse, hvordan du kommer ud af destruktive forhold og istedet kan få det, der er godt for dig, både fordi jeg fortæller, hvordan du lærer at spotte det destruktive langt hurtigere, samt hvad du kan arbejde med for at tiltrække det, der er nærende og godt for dig.
      Du kan forudbestille bogen lige her: Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold
      Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du finder glæden i det kommende år.
      Kærlige hilsener,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.