Når affæren ender med et barn

For nylig modtog jeg en mail fra en kvinde, der gerne ville høre mine tanker omkring hendes situation, så efter at have tygget på det i noget tid, er mine tanker her:

“Søs” er i fyrrene og har været gift med sin mand “Søren” i ca. 20 år. Sammen har de to halvvoksne børn. For et par år siden fik Søs en udmelding fra Søren, der fik hendes verden til at smuldre: Søren havde været hende utro over en længere periode, og udover at han var forelsket i sin elskerinde, så var denne også blevet gravid og de ville have barnet. Samtidig håbede han dog at kunne have begge kvinderne i sit liv, i en form for polyamorøst set up, hvor han skiftevis boede hos den ene, så den anden kvinde. Oveni det håbede han at Søs og deres fælles børn ville tage imod denne forandring med god ro og orden, måske endda glæde sig lidt over, at der igen ville være et lille barn i familien, de kunne hjælpe med at tage sig af.

Søs hverken kunne eller ville være med til dette set up, så en periode fulgte, hvor Søren ikke vidste hvor eller hvad han ville, så han flyttede fra den ene kvinde til den anden og kunne ikke finde ro, indtil Søs traf sin egen beslutning og flyttede fra deres fælles hjem, men bevarede en tæt kontakt til Søren.

Barnet blev født og han besluttede sig for at vende tilbage til Søs og ikke have kontakt til barnet.

Efter noget tid ville han det gerne alligevel.

Og så ikke alligevel.

Og så videre.

Usædvanlig Situation?

En hurtig google søgning viser at det ikke er unikt, at affærer ender med graviditeter, hvilket ikke er overraskende, da affærer ofte indbefatter store mængder sex og ikke meget andet i samværet. Fornuften og beskyttelsen ryger hurtigt i svinget, når der er sex i sigte.

Ikke alle graviditeter gennemføres, men nogle kvinder vælger at få barnet af forskellige årsager, og i dette tilfælde ser det ud til at elskerinden ville have barnet, fordi hun derved havde øgede chancer for at få manden med også. Det er ikke en smart strategi i forhold til barnet, fordi barnet bliver et redskab, og ikke den gave, som børn bør være for deres forældre.

Barnet er uskyldigt

Børn vælger ikke hvilke omstændigheder de fødes ind i, og de vælger ikke deres forældre. Når børn fødes ud af utroskab, hvor kærlighed, tvivl, lidenskab, vrede, afmagt, usikkerhed og grænser ofte vælter rundt i et stort sammensurium hos de tre voksne involverede parter (når man vælger at få børn med en anden, må man være forberedt på, at den faste partner også føler krav på at være involveret, fordi det har stor indflydelse på dette menneskes liv), er det de voksnes ansvar at give barnet det bedst tænkelige i en ikke særlig god situation. Dette barn har, som alle andre børn, brug for stabilitet, kærlighed og tryghed. Hvordan man etablerer og giver det, kan være forskelligt alt efter hvilke rammer, man bliver enige om, men det er de voksnes ansvar at sørge for at disse grundvilkår er tilstede i barnets liv.

Samtidig er det naturligt for den svigtede partner at opleve stor vrede og modstand overfor barnet, fordi barnet er en konstant påmindelse om utroskabet, men som sagt er det vigtigt at barnet ikke betaler prisen for de voksnes fejltrin, for det vil skabe skam og skyld i barnet, og kan på sigt ødelægge dette lille menneskes liv.

En del af de mennesker, der står overfor denne udfordring, vælger at tage barnet ind som om det var et skilsmissebarn fra et tidligere forhold, fordi barnet på den måde får lov at være del af begge sine forældres liv, og det er nemmere for den, der er blevet svigtet, at være sammen med barnet og holde af det.

Utroskab og Tillid

Når man har oplevet sin partner være utro, er det naturligt at føle sig svigtet og fyldt med mistillid. Hvis parret vælger at blive sammen, kræver det ofte årevis at hele såret, fordi man, når man er utro, gør sine ord menings- og værdiløse, og derfor kan man ikke tale sig tilbage til tilliden, men skal gå ad handlingens vej og vise at man er fast besluttet på at ville forholdet. Hele tiden. Uden at vakle.

(Læs også Sådan kommer du igennem utroskab)

Søs forsøgte i starten at blive sammen med sin mand, og hun valgte en strategi, der udmattede hende, men som ikke desto mindre er en strategi, der for de fleste ville ligge lige til højrebenet, fordi det er en måde at overleve på, når vi er truede: Hun forsøgte at kontrollere den verden, der var gået fra at være harmonisk til kaotisk på ganske kort tid, ved at tage overansvar og forsøge at holde sin mand fast i det ansvar, han selv flygtede fra i sin manglende erkendelse af, hvad hans handlinger havde gjort ved de mennesker, der elskede ham.

Problemerne med denne kontrolstrategi viste sig hurtigt for hende, ligesom de også ville gøre for andre, der bruger den, for vi kan ikke kontrollere andres følelser, motivationer og værdier. Vi kan ikke kontrollere og pådutte ansvar, moral og anstændighed. Allerhøjest kan kontrollen medvirke til at give ham en undskyldning for ikke selv at tage ansvar, og for at holde andre ting hemmelige for hende, fordi han ikke vil dikteres, eller er uenig med hende, men er bange for at sige det. Når han samtidig har en historie med løgn og bedrag, er der ikke langt derhen igen, for grænsen er allerede overskredet, og der skal en stor portion selvindsigt og vilje til at vende tilbage fra det sted.

Så hvad kan hun gøre i stedet for?

Hun kan kun forholde sig til sin ændrede verden, og handle ud fra sine egne værdier. 

• Hun kan for eksempel ikke fortælle deres fælles børn at “far elsker jer, selvom han har gjort noget sårende,” for det skal han selv gøre. Hun kan fortælle dem, at hun elsker dem, og er ked af, at de er blevet sårede.
• Hun kan forholde sig til, om hun vil være sammen med ham eller ej efter hans affære.
• Hun kan forholde sig til, hvordan hun selv har det med barnet, men ikke kontrollere hvordan han har det med barnet.
• Hun kan sætte grænser for, hvad hun kan og vil acceptere, og hvis han overskrider de grænser, kan hun forholde sig til, hvad hun så vil gøre.

Hvis hun bliver ved med at prøve at kontrollere og styre, hvordan han skal være voksen, vedbliver han at være umoden. Hvis hun forsøger at presse ham til at gøre noget, som han ikke vil, skaber hun en udmattende kamp for sig selv, hvor hun fastholder sig i en låst situation.

For Søs er det lige nu endt med, at hun fokuserer på sit eget liv, på sin egen heling og på deres fælles børn. Samtidig har hun fået øje på, at kontrollen ikke gavner hende, og hun øver sig i at fralægge sig Sørens ansvar, sådan at han selv skal træffe sine valg, og selv håndtere konsekvenserne af dem.

___________

Har du kendskab til en lignende situation, eller har du noget, du kunne tænke dig at dele med Søs, er du velkommen til at lægge en kommentar herunder, for jeg ved at hun læser med og gerne vil høre andres erfaringer og tanker om emnet.

___________

Kærlig hilsen,