Er du udsat for Psykisk Vold i dit Parforhold?

Vi ved, hvad et fysisk voldeligt forhold er.

Det er blå mærker. Det er farligt. Det er grimt og det er nedværdigende. Vi forestiller os den tævede hustru, der forbliver i forholdet, selvom hun for længst burde have forladt den voldelige mand, eller vi ser manden, der er underlagt den kontrollerende og utilregnelige kone, der eksploderer i hidsige anfald, hvor det er bedst at søge dækning for tallerkener og slag.

Og selvom vi også ved, at der er noget, der hedder psykisk vold, har de fleste svært ved at identificere, hvad det er, og værre endnu, skelne og vide om det er sådan et, de selv lever i.

Jeg møder flere og flere mennesker i min klinik, der lever i denne type forhold, og hver gang rammes jeg af en følelse af dyb sorg over at ofrene ikke ved, hvad det er, de er udsat for, fordi det stadig er tabubelagt og svært at definere, hvad psykisk vold er.

Derfor har jeg idag valgt at fokusere på et lille, men typisk udpluk af den psykisk voldelige partners “bag of tricks”, så du kan se, om du er udsat for denne type vold i dit forhold.

Hvad er det og hvor mange er udsat for det?

Der er ikke mange referencer til denne type vold i Danmark, og de fleste ender med at tænke, at det er noget med en mand, der opfører sig som Julia Roberts eksmand i filmen “I seng med Fjenden”

I Danmark vurderes det at ca. 29.000 kvinder og 10.000 mænd hvert år udsættes for fysisk vold, og i langt de fleste tilfælde er der tale om en lang forudgående periode med psykisk vold. (Se Danners hjemmeside lige her). Det er svært at vide, hvad tallet er for rent psykisk voldelige parforhold, for de registreres ikke, men det er givetvis langt højere end de tal, der kun taler for de registrerede voldsramte parforhold.

Desuden kan man spekulere på om ikke folk med personlighedsforstyrrelser som borderline og narcissisme har en større tendens til at udøve psykisk vold end resten af befolkningen sammen med psykopater fordi disse mennesker har svært ved empati og sunde relationer.

Psykisk vold har mange ansigter og kan derfor være diffust at forholde sig til, men vold defineres blandt andet af nordmanden Per Isdal (leder af behandlingscenteret “Alternativ til Vold”) som

”Enhver handling rettet mod en anden person, som, fordi denne handling skader, smerter, skræmmer eller krænker, får denne person til at gøre noget mod sin vilje eller stoppe med at gøre noget, denne vil”2

Metoderne

Nogle af de metoder som en psykisk voldelige partner1 benytter sig af, for at få magt og kontrol over sin partner er blandt andre:

Latterliggørelse: Partneren bliver latterliggjort og i visse tilfælde hånet foran andre. Det kan føles meget nedværdigende og ydmygende, og hvis partneren senerehen gør opmærksom på, at hun blev såret over hans adfærd, bliver hun affejet med et “Du er da også alt for sensitiv, det var jo bare for sjovt!” Samtidig ejer han ikke selv snerten af selvironi og finder sig ikke i at være genstand for andres morskab.

Virkelighedsforvrængning: Partneren får at vide at virkeligheden ikke hænger sådan sammen som hun tror. I nogle af de meget grelle eksempler kan den voldelige partner finde på fuldstændigt at benægte episoder eller ord, og se vantro på partneren som om hun er ved at miste forstanden, fordi hun tillader sig at have sin egen (og ofte korrekte) version af, hvad der er sket.

Stilhedsbehandlingen: Hvis man har at gøre med en psykisk voldelig partner, har man givetvis oplevet stilhedsbehandlingen. Det er en straf, der går ud på, at han behandler sin partner som luft, hvis hun har tilladt sig at gøre opmærksom på hans opførsel. Han kan holde den i flere dage og i visse tilfælde være så ondskabsfuld, at han kan gøre som om hun er gennemsigtig samtidig med at han er jovial og rar overfor andre mennesker. Han bliver først god igen, når hun undskylder, og siger at hun ikke forlanger noget af ham, men elsker ham ubetinget.

Glemsomhed og gøren sig dum: Den psykisk voldelige partner vil ikke stå til ansvar for sine egoistiske handlinger, og hvis hans partner forsøger at få ham til at tage ansvar eller se sin andel i en konflikt, kan han finde på at gøre som om han har glemt episoden eller stille et blankt ansigt op, som om han ikke forstår hvad hun siger, også selvom hun bruger ganske almindelige ord. I mange tilfælde gør han det især når det handler om hendes følelser og hun oplever ofte at skulle forklare helt almindelige og almene følelsesmæssige reaktioner overfor ham, fordi han gør som om hun er fra Mars, fordi hun tillader sig at reagere på hans opførsel.

Seksuelt Pres: Mange, der har været udsat for seksuelt pres, udvikler symptomer, der minder om dem man har efter en voldtægt: De kan blive grådlabile, væmmes ved sex, væmmes ved deres krop, udvikle depression osv fordi de indgår i den seksuelle akt for husfredens skyld. Hvis ikke hun går med til at dyrke sex med ham, når han har lyst til det, bruger han desuden hendes nej, som berettigelse til at være hende utro, for hun  “jo er frigid og han er en mand, med en stærk seksualitet”

Projektion: Hvis hun tør beklage sig over hans opførsel, vender han det 180 grader, så det pludselig er hende, der skal stå til regnskab for noget, der handler om ham. Ofte sker det så hurtigt at hun ikke når at opfatte hvad han har gjort, før hun er alt for følelsesmæssigt ophidset af at skulle forsvare de falske anklager. Det ene øjeblik var hun igang med at fortælle ham om noget han har gjort, der sårede hende, men med et er hun den, der skal forklare sig og “stå til ansvar og forholde sig” til anklager fra ham. Hvis hun f.eks. har afsløret ham i at have en affære, vender han den og siger at hun er egoistisk og flirtende overfor hans venner eller noget i den stil.

Ansvarsfralæggelse: Den voldelige partner vil altid søge at fralægge sig ansvaret for sin egoistiske opførsel. Hvis han for eksempel fastholder to kvinder i et trekantsdrama, fralægger han sig ansvaret ved at sige til hver af kvinderne, at den anden kvinde jo selv vælger at stille sig til rådighed for ham, og at det absolut intet har med ham at gøre. I mange tilfælde kan det også vise sig som økonomisk uansvarlighed, hvor han køber dyre ting til sig selv, selvom de som par ikke har råd til at betale deres udgifter.

Offerrolle: Det, der kan drive de fleste kvinder fra snøvsen i disse forhold er, at han fremstiller sig selv som offer for resten af verdens uretfærdighed. Han nægter at se sin egen andel i de destruktive relationer han har skabt, men holder fast i, at det er partneren, forældrene, børnene, chefen, vennerne, staten eller hvem der nu lige passer i argumentationen, der er skyld i at han fremstår i et dårligt lys. Det kan virke fuldstændigt vanvittigt for en kvinde, der er offer for psykisk vold at partneren kan holde så grundigt fast i offerrollen, og ofte begynder de at stille spørgsmål ved, om han måske har ret i at det er hende, der er det skrækkelige menneske, som han fremstiller hende som. Så kære læser, hvis du er udsat for denne type manipulation, så husk på, at det bare er en af strategierne.

 

Sensitivitet overfor opfattet kritik: Det, der sætter gang i hans arsenal af psykisk vold, er hans lave tærskel for kritik. Hun må ikke kritisere, påpege, beklage, bebrejde, eller forlange noget af ham, for han tåler ikke at se sig selv som det også dårlige og fejlbehæftede menneske han kan være (som alle vi andre dødelige!). Han ser sig selv som ufejlbarlig i det store hele, og hvis han begår fejl kan hun være forsikret om, at han nok skal forklare det med, at det var hendes skyld.

Hvorfor er han så sensitiv overfor kritik?

Der er mange flere forskellige metoder til rådighed for den psykisk voldelige partner, og han vil bruge alle dem han kan, nogle gange på samme tid, for at bevare sin magt i forholdet. Faktum er nemlig at han er sensitiv overfor kritik, fordi han nyder godt af den særbehandling han får, når hun ikke tør sige ham imod, men derimod makker ret for husfreden. Han er derfor nødt til at ødelægge hendes indre kompas og gøre hende svag så han kan blive ved med at være egoistisk, eller, som en af mine klienter meget præcist sagde: “Stadig opføre sig som om han er single, med alle fordelene ved et fast forhold.”

Prisen er alt for høj

Det farlige ved den psykiske vold er, at offeret mister sit selvværd og i mange tilfælde begynder at tvivle på sin egen intuition. Mange kvinder udvikler endvidere en dyb skamfuldhed og indre tvivl på deres evne til at indgå i et sundt parforhold. De kan begynde at tvivle på, om de overhovedet kan stole på deres tanker, følelser og oplevelser, fordi han vender verden på hovedet og fortæller hende, at hun er forkert.

Hvis du er i den type relation – hvadenten du er kvinde eller mand – og du har svært ved at mærke, hvad der er op og ned, anbefaler jeg på det stærkeste at du får etableret kontakt til den ydre verden og fortæller hvad der foregår, for prisen for at lade være, er ganske enkelt for høj.

Kærlig hilsen,

 

_________________________

1: Jeg bruger “ham” og “han” i eksemplerne fordi der er flere kvinder end mænd der udsættes for partnervold i Danmark. Det betyder dog ikke at kvinderne ikke kan være voldelige overfor deres partnere. Det skal dog lige siges at volden mod mændene kommer fra en mandlig partner, og kun i få tilfælde fra kvindelige partnere.

2: “Meningen med Volden” af Per Isdal

Dette indlæg blev udgivet i HjerteRummet og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

70 svar til Er du udsat for Psykisk Vold i dit Parforhold?

  1. Jesper skriver:

    Jeg genkender langt det meste af det du skriver. Fra min kone, der skulle gå forbi mig, den anden dag, på en lille gang. Fordi jeg ikke flyttede mig hurtigt nok kom hun til at rive et billede ned fra væggen, hvorpå hun sagde ;” Se nu hvad du har gjort”. – Hun forsætter ” jeg var rigtig glad for den ramme se nu hvad du gjorde, bare fordi du ikke flyttede dig hurtigt nok”-
    Jeg svarede blot, det var ærgerligt, Du skulle bolt have ventet til jeg var kommer forbi. Det er ærgerligt din manglende tålmodighed ødelægger så meget. – Hvilket gjorde hende meget sur. Hun benægtede straks det havde noget med hende at gøre.
    Den adfærd står meget ofte på, jeg overvejer efter 5 år, at gøre det forbi. Jeg magter det ikke længere.
    Det er næsten dagligt. det foregår.
    Er der nogen håb for forbedring overhovedet ?
    Eller er jeg nød til at gøre det forbi ?
    Bedste hilsner
    Jesper

    • Christina Copty skriver:

      Kære Jesper
      Når der er kommet en dårlig stemning ind i parforholdet skyldes det ofte at en eller begge har mistet fornemmelsen af at være værdifuld for den anden. Når vi hakker på hinanden og bebrejder hinanden for småting, ligger der tit en masse vrede, frustration og sorg nedenunder.
      Når din kone reagerer med et “Se nu hvad du har gjort” kan det være at hun i virkeligheden siger “Ser du mig overhovedet ikke? Betyder jeg ikke noget for dig mere?” Og det er netop her, jeg tænker at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt du skal gå fra din kone eller ej, ligger. Har du lyst til at få det til at fungere igen? Har hun? Savner I hinanden uden at I tør sige det?
      Tit er vi bange for at håbe på at det bliver bedre, hvis nu vi ikke rigtigt synes det rykker, men hvis I begge får hjælp til at afklare og bearbejde den blokering der måske ligger til grund for den afstand der er imellem jer, kan det være at håbet kan få en solid grobund, hvorfra det kan spire og blive til et fælles fundament for jer to.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  2. Peter skriver:

    Hej Christina

    Tak for nogle spændende indlæg. Efter jeg har læst dette kan jeg ikke lade være med at tænke på hvorfor den psykiske vold opstår. Der er nok intet fuldt dækkende svar til denne komplekse problemstilling, men du nævner selv at krænkeren ikke selv tåler kritik og det virker som et rimeligt argument at fremføre. Har du nogensinde prøvet at sætte dig ind I hvad der har skabt denne situation hos krænkeren? Og en anden ting jeg tænker på er om du nogensinde har prøvet at hjælpe en krænker til en anden opførsel? Den åbenlyse ting er selvfølgelig at se på offeret, men sålænge krænkerens adfærdsmønster ikke forandres kan man være sikker på at der kommer nye ofre.

    Venligst
    Peter

    • Christina Copty skriver:

      Kære Peter.
      Tak for din relevante kommentar og spørgsmål. Der er givetvis mange grunde til at man udvikler krænkende adfærd, men en del af dem kan findes i barndommen, hvor man selv er blevet krænket og ikke har oplevet at blive rummet, når man blev vred/gjorde noget galt. Men der skal endnu nogle ting til, som følelsen af at blive uretfærdigt behandlet og føle sig berettiget, som gør at man har svært ved at se verden fra et andet synspunkt end sit eget.
      Folk, der griber til krænkende adfærd, føler sig ofte ensomme og misforståede, og er meget fokuserede på, hvad de oplever andre gøre mod dem, og fordi de er i alarmberedskab ift at blive uretfærdigt behandlet, har de svært ved at have overskud til at sætte sig i andres sted.
      Når alt det er sagt, er det et komplekst emne, der kræver mere end en kommentartråd, men det er et meget relevant og vigtigt emne.
      Og til dit spørgsmål om, hvorvidt jeg har hjulpet folk med krænkende mønstre, så er svaret ja, OG: det er muligt at skabe forandring, så livet bliver nemmere og mere kærligt for begge parter.
      Kærlig hilsen,
      Christina

      • Christina Copty skriver:

        Kære Satina
        Jeg bider mærke i, at du sidst skrev d. 14. hvor du ikke længere var sammen med ham, og at du er gået tilbage til ham igen efter 9 dage, selvom han behandler dig dårligt, og ikke viser nogen som helst anger eller respekt for dig. OG jeg ved godt at du ikke er et dumt menneske, der elsker at blive behandlet dårligt.
        Ingen af os går tilbage til en partner, der sårer os, fordi vi elsker at blive misbrugt og mishandlet. Vi går tilbage, fordi vi håber og drømmer om den kærlighed, vi synes vi kan huske fra starten af vores forhold. Problemet er dog, at med den type forhold, som det kunne lyde som om du er i, skal en mulig forandring komme fra ham hvis FORHOLDET skal blive bedre, for du kan ikke skabe et sundt forhold med en mand, der krænker dig. Alternativt kan forandringen komme fra DIG, hvis DU vil have det bedre – men det betyder at du må tage ansvar for at få det godt med dig selv, så du kan træffe valg, der er gode for dig og for dit barn, og det vil højst sandsynligt betyde at du gør dig fri af dit afhængighedsforhold og begynder at leve ud fra en højere standard for, hvad du vil være med til.
        Til sidst til dit spørgsmål om at søge professionel hjælp, så har jeg blandt andet studierabat, hvor du kan komme i terapi for kr 550 per gang. Hvis det er for meget for dit budget, er det muligt at henvende dig til et psykoterapeutisk institut, hvor godkendte studerende på de sidste år har lov til at tage “prøveklienter” eller “eksamensklienter” ind til små penge som led i deres uddannelse. Henvend dig evt EFT-instituttet eller Psykoterapeutisk Institut for at få en oversigt over deres godkendte studerende. Og du er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig, hvis du gerne vil have min hjælp.
        Kærlig hilsen,
        Christina

  3. Anne-Marie skriver:

    Hej Christina. Tak for nogle spændende indlæg hvor jeg genkender det meste fra det forhold jeg lige er kommet ud af. Jeg har læst indlægget “sådan spotter du en narcissist”, ” Den narcissistiske karussel”, og ” er du udsat for psykisk vold i forholdet” igen og igen da jeg føler mig fuldstændig hjernevasket og har dage hvor jeg til stadighed bliver i tvivl om mine egne oplevelser og rigtigheden af disse. Det var ham som brød forholdet og set i bakspejlet er jeg sikker på, at det var fordi jeg ikke længere affandt mig med, at jeg alene nærede ham og tillod mig at gøre opmærksom på at jeg også havde behov. Dette gav anledning til mange konflikter. Jeg følte mig sultet på helt basale behov i et forhold. Bl.a nærvær, fysisk kontakt og omsorg. Når jeg gjorde opmærksom på disse ting var hans svar, at jeg ikke appellerede til hans omsorgsgen! WHAT! Han var ekstremt følsom over for kritik, kunne faktisk ikke modtage det overhovedet. Altid viste han irritation eller værre, tavs vrede og endnu værre lagde mig på is i dagevis. Aldrig har han påtaget sig skyld for noget, aldrig har han givet en undskyldning. Han benægtede ting som var foregået og ting han havde sagt. Hans egen adfærd tillagde han mig osv. Hvis jeg rakte hånden frem til forsoning blev det afvist med, at jeg ikke skulle tro at jeg også skulle sætte dagsorden for hvornår vi skulle være gode venner igen for det var jo “mig” som havde været den slemme. Tingene blev først rigtig tydelig for mig da vi var flyttet sammen i hans hus, men jo der havde jo været små alarmklokker som havde ringet undervejs som jeg overhørte. Det er som om, at man langsomt for flyttet sine grænser jo længere tid man er i dette vanvid. Jeg opgav min bolig, skilte mig af med det halve af mine ting, han ville ikke af med noget af sit. Jeg istandsatte hans hus stort set alene. Malede og rengjorde det fra gulv til loft. Jeg gravede have til den store guldmedalje og var med til at rydde på lossepladsen da han havde samlet til bunke af ting han ikke brugte. Han var nærig og nøjeregnende. Jeg skulle betale de fleste af de fælles udgifter ud over at jeg havde mine egne private. Dette ville jeg selvfølgelig ikke, jeg mente at det fælles måtte vi betale hver det halve til. Jeg fik ham aldrig til at forstå rimeligheden af dette og han var overbevist om at jeg kun var flyttet sammen med han fordi jeg havde til hensigt at bo gratis. Undskyld mig, men hvad sker der oppe i hovedet på sådan et menneske??? 7 mdr senere kunne han ikke bruge mig mere med den begrundelse at jeg altid brokkede mig. Jeg holdt fast i at jeg flyttede når jeg havde fundet en rimelig bolig i min hjemby som var til at betale. Jeg skulle jo nærmest starte forfra. Det blev til 3 lange måneder i hans hus hvor luften stort set var iskold og han gik fløjtende og syngende rundt. Det har krævet meget energi at overleve i dette. Ikke et eneste ord til afsked har der været og vi har heller ingen kontakt. Det er nu en måned siden og jeg føler mig stadig fuldstændig tappet for energi. Jeg har heldigvis et godt netværk som støtter mig og tror på mig ☺️ Hilsner Anne-Marie

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anne-Marie, det lyder som en mand med klassiske narcissistiske træk, du har været sammen med. Alt, hvad du fortæller, følger den samme drejebog, som de fleste opfører sig efter, og jeg er glad for at læse, at du har et godt netværk omkring dig, og at du er kommet væk fra det. Grænserne for, hvad vi finder os i, rykker sig langsomt, men sikkert i den type forhold i retning af et dårligere selvværd, og vi får ofte en tvivl på, om det vi oplever er rigtigt eller ej.
      Hvis du har mulighed for det, vil jeg anbefale dig at komme til mit foredrag på torsdag (d. 7 maj 2015) om Den Narcissistiske Mand, for det kan være en stor og helende oplevelse at høre, hvad det er du har været udsat for, og samtidig møde andre, der kender til at være i samme situation. Kærlig hilsen, Christina

    • Lone skriver:

      Kære Anne-Marie – hvor ligner din historie meget min – jeg var bare gift med min mand i 35 år – og det var ham der afsluttede ægteskabet (maj 2015) da jeg var fuldstændig tappet for supply – så kunne jeg jo selvfølgelig ikke bruges længere og blev dumpet som en gl. klud.
      Hvis du har lyst kunne vi skrive lidt sammen..
      Kærlige hilsner Lone

      • Lotte Knudsen skriver:

        Kære Lone. Jeg har været gift med den samme mand i rigtigt mange år. Det begynder at gå op for mig, at jeg muligvis er udsat for psykisk vold. Jeg har i mange år bebrejdet mig selv, og fundet på undskyldninger for hans opførsel. Jeg har ofte tænkt, at det er synd for ham, at han er gift med en fiasko som jeg. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at skrive med en, som muligvis har oplevet det samme som jeg, i håb om, at vi måske kan hjælpe hinanden videre.

  4. Anonym skriver:

    Borderlineadfærd kan afstedkomme psykisk vold som spontant forsvar, hvormed den krænkede, som genkender sig selv i overstående, kan være krænker uden at være sig selv det bevidst.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym
      Tak for din relevante kommentar. Du har fat i noget omkring Borderlineadfærd og psykisk vold. Som du skriver, kan man være krænker samtidig med, at man føler sig som offer.
      Folk, der ikke er affektregulerede, vender enten følelsesudladningerne indad i selvskadende adfærd, eller udad i krænkende adfærd. Der er dog en del væsensforskelle mellem narcissistisk og borderline adfærd, som også er tydeligt i det ovenstående, men eftersom det er et stort emne, vil jeg nøjes med et par eksempler her: En person med Borderline vil sjældent gøre sig dum, uvidende og glemsom, fordi hun* ikke kan slippe den indre følelsesmæssige spænding, der opstår i hende. Hun vil hellere kæmpe til sidste åndedrag end at slippe sit tag i konflikten når hun føler sig krænket. Hun vil heller ikke være så optaget af at slippe for ansvaret, men kan sagtens vende et angreb på sin partner om til at blive et angreb på sig selv, hvis hun pludselig får øje på, at det er hende, der har været forkert på den. Hun vil undskylde til hun nærmest har udslettet sig selv. Noget, en narcissist ikke gør. Derudover vil hun ikke være i stand til at udføre stilhedsstraffen af samme grund, fordi følelserne bliver ubærlige for hende at rumme alene. Men som sagt, du har fat i noget, der er meget relevant. Især også fordi narcissister og borderlinere ifølge nogle undersøgelser ofte danner par.

      Kærlig hilsen,
      Christina Copty
      *bruger ‘hun’ fordi kvinder oftest diagnosticeres med Borderline.

  5. HEIDI skriver:

    Jeg har lige læst det hele igennem, jeg er udsat for vold og latterliggørelse, og jeg er begyndt at isolere mig og jeg reagere så dårligt på mine omgivelser, og jeg er sikker på at jeg bliver nødt at forlade mit parforhold nu!
    Men jeg er total råd vild og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre… jeg kan endda ikke skrive så meget her, for han vil finde det, social kontrol er hans ynglings…jeg har det sådan lige nu, at jeg vil slet ikke ham, eller have noget som helst med ham at gøre..
    Tak for det du har skrevet her, Christina og god jul.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Heidi.
      Jeg er ked af at læse at du ikke ved, hvad du skal gøre, når du har det sådan, at dit hjerte fortæller dig, at du ikke skal være i forholdet. Den slags kontrol han udøver over dig, med overvågning af din færden, on og offline, er ikke noget, der hører til i et sundt forhold. Jeg håber du finder modet og tager din egen magt hjem igen, så du kan træffe valg, der er gode for dig.
      Jeg ønsker dig en glædelig jul og et lykkebringende 2016, hvor du går i retning af det, der giver dig næring.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  6. luna skriver:

    Hej. jeg er så glad for at jeg faldt over denne side! Jeg har selv været i et psykisk usundt forhold i 8 år.
    Det er 4 mdr. siden jeg gik og hold da op for en kamp det er og komme ud af kløerne på “sådan en”. jeg har mistet de fleste af mine venner.
    Jeg har dagligt identitets krise samt angst. føler ikke meget pt. andet end tomhed/ensomhed.
    Udadtil er han en ren charmør han er elsket af stort set alle han møder. Ser godt ud og hjælper ALLE. Men bag lukkede døren er han et følelsekoldt og empati-forladt menneske som ikke kan rumme andre end ham selv.
    Jeg syntes der mangler selvhjælpsgrupper for dette? Kender du nogen?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Luna
      Jeg er glad for at du kan bruge siden:-)
      Jeg har desværre ikke hørt om selvhjælpsgrupper omkring dette tema. Jeg kører selv terapigrupper med jævne mellemrum, og her til foråret vil jeg også lave et par workshops for kvinder, der har været eller stadig er i destruktive forhold. Hvis du vil vide hvornår det bliver, vil jeg anbefale dig at skrive dig op til mit nyhedsbrev, for så er du sikker på at få datoerne tilsendt så snart jeg annoncerer dem.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

    • Tina skriver:

      Kære Luna -det er ikke længe siden jeg gik fra præcist det du skriver og har det på præcist samme måde. Jeg søger efter selvhjælpsgrupper. Har du Fb eller er der en anden måde at komme i kontakt med dig på? Kh Tina

  7. Dorte skriver:

    Hej!
    Ved at jeg lever i et usundt ægteskab… Er flov over at være i det og flov over at jeg ikke kan tage mig sammen til at komme ud af det. Mister både hus, job og familie hvis jeg gør det, så derfor er jeg i det stadigvæk. Han har været on and off -utro igennem 7 år. Har voldsomt temperament, som gør at jeg een gang har været på skadestuen og fået limet en flænge over øjet efter han kastede en vandflaske med is i hovedet på mig. Disse vredesudbrud kommer hvis jeg konfronterer ham med en mistanke iforhold til mine mistanker om utroskab. Sidste gang jeg afslørede hans utroskab, blev han meget vred og sagde at jeg var syg i hovedet. Vi har nu været i parterapi, men har ikke fortalt om hans temperament, kun utroskaben. Er gået godt indtil igår hvor jeg spurgte ind til en sms som jeg syntes lød mistænkelig. Hans blev meget rasende og kastede danskvand fra en 1 1/2 L flaske i ansigtet på mig, gav mig en lussing , tømte resten af indholdet oveni i hovedet/ nakken på mig. Og smadrede flasken i gulvet foran mig. Dernæst smadrede han en vase ned i fliserne som han ved jeg er glad for. Er det okay at han er sådan?Det var ydmygende og jeg blev vred, og sagde ” hvad bilder du dig ind dit nar-hoved”.”Det skulle jeg ikke kalde ham”. Så var det at han gik efter mig rundt om bordet med hævet knyttet hånd . Og truede med tæsk. Jeg råbte “gå væk fra mig”. Han gik væk og Han har ikke talt til mig siden. Jeg tør ikke tale med ham. Jeg er bange for at jeg har affundet mig med situationen. Ved godt at det ikke skal være sådan.

    • Christina Copty skriver:

      Kære du
      Du har ret – Det skal IKKE være sådan!! Det, du beskriver, er mere end rigeligt til en politianmeldelse. Jeg vil anbefale dig, at du søger hjælp hurtigst muligt både til at komme ud af din psykiske afhængighed til ham og din konkrete afhængighed ift økonomi.
      Jeg er usikker på, hvad du mener med at du mister job og familie ved at forlade en voldsmand, men du skal vide, at du ikke behøver være alene i det, for der er steder, du kan henvende dig, blandt andet krisecentre, Danner, voldmodkvinder.dk osv. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at kontakte mig for en session, for din situation lyder farlig, og det er vigtigt at du finder vej i sikkerhed, fysisk og psykisk. Og som et ps vil jeg sige til dig, at parterapi ikke hjælper med sådan en mand, for han vil bruge dine “afsløringer” af hvad han gør mod dig som våben mod dig, og ellers fordreje terapeutens ord på en måde, så han gør sig berettiget til at skade dig – og at du i øvrigt ikke tør fortælle om volden han begår mod dig, gør også at parterapierne bliver ligegyldige, for terapeuten kan ikke arbejde med jer under de betingelser.
      Jeg håber du vil finde modet til at handle, for du har brug for hjælp.
      De kærligste hilsner,
      Christina

      • Dorte skriver:

        Kære Christina! Tak for dit svar. Jeg mister mit hus og job ved skilsmisse da jeg er ansat i eget hjem som jeg ikke har råd til at bo i alene. Jeg gør mine børn rigtig kede af det ved at ødelægge deres familie. Han er sur og taler ikke til mig . Han synes det er min skyld . Jeg synes det er på sin plads med en undskyldning fra ham. Med det ved jeg fra sidst, at det kommer ikke over hans mund. Han mener det er min skyld. Han har det træk med at de der ikke mener som ham er nogle idioter. Det gør det ikke nemmere at han er lovens lange arm. Ved at der er andre politi- hustruer der er i det samme som jeg…savner virkelig nogle der sidder i samme dilemma . Man skulle have en blog for politi-koner. Sygeplejersken der limede mig sammen, sagde at jeg ikke var den eneste i de ægteskaber. . Jeg ønsker ikke at ødelægge hans karriere, men at han skal opføre sig som et ærligt, ordentligt og anstændigt menneske…også inde for hjemmets fire vægge. Jeg er forvirret, mister mit selvværd, aner ikke hvordan jeg skal gribe det an. Og samtidig elsker jeg de hyggestunder vi alle 4 har sammen. Men bange for ham , det er jeg .

  8. Anonym skriver:

    Hej. Jeg sidder med munden åben, eftersom jeg det seneste årstid er i sådan et forhold. De ovennævnte ting sker under skænderier, og kan også ske hvis han har været sur (som ikke har noget med mig og gøre) eller hvis der sker noget uventet (fx. tabte et glas, en bradepande kartofler og lignende) . Jeg skriver ‘er i sådan et forhold’ da jeg for omkring 3 uger valgte og pakke mine ting og smutte fra vores lejlighed, hvilket har været første gang jeg har sagt fra. Dette kom naturligvis som et KÆMPE chock for ham, da jeg ikke 100% har gjort ham opmærksom på det, og de gange jeg har gjort har det medført en afvisning, så jeg stoppede med at sige noget/gøre noget ved det, da jeg pakkede mig ind i mig selv og følte mig i bund og grund værdiløs. Jeg har siden valgt og tage et smut udenlands (og besøge min far, bror og resten af familien) i 10 dage og er lige kommet hjem igen. Der har udover det været få andre konflikter i spil, men den ‘psykiske vold’ er det der har påvirket mig meget. Vi har set hinanden siden, og jeg kan være at jeg er meget i tvivl omkring min beslutning da han de sidste tre uger har været meget kærlig og fortæller hvor ked af det han er, at jeg aldrig vil skulle opleve noget lignende og hvor meget jeg betyder for ham. Jeg stiller ofte det spørgsmål til mig selv, om hvorfor det tog ham så lang tid og finde ud af hvor meget jeg betød for ham da han vidste hvor ked af det jeg blev grundet episoderne. Jeg har grædt utallige gange foran ham, været meget nede, prøvede og dele det med ham, men den sidste måned af vores forhold valgte han simpelhen bare og vende ryggen til mig følelsesmæssigt og psykisk. Han var tilstede fysisk, men bestemt ikke følelsesmæssigt. Nogle tidspunkter ønsker jeg og vende tilbage og TRO på, at tingene kan ændre sig, men så igen er jeg død bange for at tage chancen da jeg er fuldstændig nedbrudt. Andre gange oplever jeg en ekstrem vrede over, at han har kunne opføre sådan og kigge mig i øjnene mens han kan sige så umenneskelige grimme ting til mig. Andre gang er jeg tilfreds med situationen, at han har valgt og give mig ‘tid’ og gå med til, at vi kun er venner, men så oplever jeg den her frygt for at han ville være sammen med andre (selvom det egentlig er mig der er gået fra ham) og andre gange kan jeg føle, at det er lidt ligegyldigt. Utrolig mange blandede følelser, som er ved at gøre mig skør.
    Når vi har en dialog om disse ting, så ender det altid i et skænderi da han efterhånden er træt af, at høre hvad han har gjort galt, nu hvor han har sagt undskyld og prøver og gøre det bedre. For mig er jeg bare enormt såret, og søger måske nogle svar på hvordan det kunne ske, som jeg ikke kan få. ‘Sket er sket’. Jeg er også ked af, at holde på ham hvis jeg nu ikke har lyst til at vende tilbage? Men hvornår ved jeg det 100 %? Han sætter nogle gange sig selv i offerrollen og fortæller mig, at det er nu ikke kun ham der har gjort noget galt, det er synd for ham at jeg tager udenlands når han allermest havde brug for mig, jeg leger med ham følelsesmæssigt og at han kommer fra den slags familie og har oplevet meget i sit liv og derfor er han mere ‘positiv’ og vil gerne videre i livet (sammen med mig) og glemme disse ting. Det giver mig også dårlig samvittighed, og hvor dumt det egentlig er det jeg gør, men jeg er bare SÅ FORVIRRET. Intet i mit hoved giver mening efterhånden. Det skal siges, at jeg er meget ung (20 år gammel) og jeg undre mig over, hvordan det kan være at jeg skal opleve alle disse følelse, værdiløshed, mistet selvtillid og ja de grimme tanker i en alder af 20 år. Jeg har gjort mit bedste og været den bedste version af mig selv i løbet af forholdet, men var til sidst så nedbrudt, at jeg ikke engang kunne kende mig selv i spejlet.
    Er det virkelig forkert, at ‘hænge’ i fortiden og stadig være sårbar over da det hele startede? For ham er det ikke særlig alvorligt, og jeg skal bare ‘kommer videre i livet’, men igen mener at jeg bare skal have tid, og mener ikke, det har været mere end 10 voldsomme skænderier på et år (hvilket jeg da synes er meget?) og det har sikkert været langt mere end det. Kunne skrive en hel roman over ting jeg undre mig over og er forvirret over, men det er var så kort som jeg kunne gøre.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym

      Der er ingen grund til at du skal opleve følelser af værdiløshed og lavt selvværd – Men desværre er det konsekvensen når vi overlader det til andre at vurdere og dømme, hvad der er rigtigt eller forkert for os. Når din partner fortæller dig at du bare skal tage dig sammen og komme over det han har gjort forkert, forsøger han at fralægge sig ansvaret og samtidig gøre din virkelighedsopfattelse forkert. Når han ikke oprigtigt angrer sin adfærd og behandling af dig, men forventer at du skal finde dig i at blive behandlet som han nu har lyst til, er han ikke optaget af dig, men af sig selv og sin følelse af at være berettiget til at gøre som han vil.
      Jeg synes det er vigtigt at du tager styringen på dit eget liv tilbage og sætter en standard for, hvordan du vil behandles. Spørg dig selv om den her fyr overhovedet er i stand til at behandle dig, vedvarende, som du gerne vil, eller om han kun kan det i korte glimt, når du er ved at forsvinde ud af hans liv – for hvis det kun er der, han giver dig noget, så er det ikke ægte, men et instrument han bruger til at få sin vilje.
      Pas på dig selv.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  9. Anonym skriver:

    Har siddet og læst en masse historier her på siden som minder så meget om min egen – og alligevel kommer der den her “så slem er min kæreste heller ikke” følelse.
    Jeg har nu været sammen med ham i over 3 år og faktisk når jeg tænker nærmere over det så havde jeg denne “uro”/mavefornemmelse da jeg flyttede sammen med ham. Jeg mødte en spændende charmerende (ikke flot) mand som jeg følte forstod MIG og vi kunne snakke om alt i timevis. Nærvær og kærlighed og god sex. Jeg valgte at flytte ind hos ham efter en måned – han syntes at det var dumt med to huslejer når nu vi altid var sammen – nå ja det kunne der være noget om. Jeg fik frihed til at mødes med mine veninder og syntes alt var godt.
    Men pludselig så kom der kommentarer som “skal du have det der på?” “Er det ikke lidt for udfordrende?” og lignende bemærkninger når jeg tog afsted med veninderne. Han mener at det bare er fordi at jeg vil have opmærksomhed fra andre mænd men jeg prøvede at forklare at det er for min egen skyld at jeg klæder mig i noget jeg føler mig tilpas i.
    Hvis jeg kommer lidt senere hjem fra job spørger han hvorfor jeg først kommer nu? Når jeg så prøver at forklare at jeg lige sludrede med min (mandlige) kollega så kommer der et: “nåååå…!”
    Når så jeg spørger hvad pokker han mener med det så kommer der nogle små kommentarer der leder hen på at jeg nok har hygget lidt med ham. Når så jeg bliver sur over beskyldningerne så kommer der : “Du kan vel godt tage lidt sjov?” Jamen jeg føler ikke at det er sjovt – jeg bliver ked af at han ikke tænker højere tanker om mig. “Du er også så nærtagende – måske du skulle løsne lidt op”.
    Han har også i starten været god for min søn – forstående for hans vanskeligheder – men nu kommenterer han tit på at han bare skal opdrages og sætter ? ved min opdragelse af ham.
    Jeg har et tæt samarbejde med min søns far hvilket min kæreste SLET ikke forstår. Han mener at min ex bare vil have mig tilbage og han bliver små sur når jeg bruger for lang tid ( efter hans mening) til at hente og bringe ham. Jeg går op i at min søn skal have to forældre der kan snakke godt sammen og hvor det er naturligt at hjælpe hinanden og deltage i arrangementer på skolen sammen.
    Jeg kunne nævne flere episoder hvor jeg får nogle stikpiller og hvor jeg gang på gang havner i en evig diskussion hvor jeg til sidst ikke kan finde hoved og hale i hvad JEG mener og hvor jeg bliver ked af det og skuffet. Han er ekspert til at vende tingene op og ned og til sidst ender JEG med at føle at det er MIN skyld.
    Jeg fik nok i december sidste år og sagde til ham at jeg ville flytte – havde lejlighed på hånden men på en eller anden måde fik han “overtalt” mig til at blive. Han var yderst forstående og kærlig igen og det var “ligesom i starten”.
    Ret hurtigt faldt det tilbage til det samme – jeg har stadig lejligheden – hvilket han har brokket sig over og presset på for at jeg skulle opsige.
    Jeg tænker at jeg vil stoppe forholdet men det sidste skridt er svært. Jeg er ved at oparbejde mod/overskud men er usikker på hvordan jeg skal gøre det: skal man pakke kufferten og tage afsted en dag hvor han ikke er hjemme eller skal man tage snakken?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym.
      Om du skal pakke din kuffert og tage afsted, eller tage snakken med ham, kan jeg af gode grunde ikke fortælle dig. Hvad jeg dog kan fortælle dig er, at du sammen med en mand, der ikke vil fortælle dig åbent, at han forsøger at kontrollere dig. Han er tydeligvis jaloux, men dækker sin kontrollerende jalousi ind under manipulationer, hvor han nedgør dig, og opfører sig hånligt.
      Årsagerne til hans adfærd kan bunde i mange forskellige ting fra personlig usikkerhed til et dybfølt kvindehad, og imens det måske er interessant at gå ind i den samtale, er det vigtigere at du forholder dig til, hvordan du har det sammen med ham. Synes du han generelt er et kærligt og omsorgsfuldt mennesker, eller er han det kun, når han kan mærke at du er på vej væk? Opfører han sig anstændigt og respektfuldt overfor dig, eller giver han dig følelsen af, at du er halvdum og naiv? Ud fra dine beskrivelser kan jeg se, at han vender tingene på hovedet, så du får at vide, at du er ‘for følsom’ når han krænker dig, og at du ‘ikke kan tage en vittighed’ når du afslører hans ukærlige og nedladende adfærd. Alt dette peger i en bestemt retning: Han krænker dig, men vender verden på hovedet og siger, at det er dig, der er noget galt med.
      Når du samtidig kommer med eksemplet om dit barn, bliver det tydeligt at han givetvis kun gjorde sig umage i starten overfor ham for at komme tæt på dig – nu tager din søn opmærksomhed væk fra ham, og det kan han ikke klare – Du må kun ånde og leve for din kæreste – og derfor synes han også at dit samarbejde med din eksmand er et problem.
      Med andre ord tegner du et tydeligt billede af en mand, der forsøger at kontrollere dig igennem manipulationer, og dit behov for at komme væk fra ham vokser ud af din viden om, at det er dette der foregår… så mit eneste råd til dig er, at du skal lytte til din intuition, og lytte ekstra meget til den, når han fortæller dig at du ikke kan stole på den, og handle efter det, der vil være godt for din søn og dig.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  10. Mette skriver:

    Hjælp, jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive, men det er det jeg har levet med i 15 år og jeg har søgt hjælp og ingen forstår mig, jeg har ikke engang energi til at beskrive hvad jeg har været udsat for, jeg står her efter 15 år med psykisk vold og INGEN forstår mig, jeg lever med det her hver dag og jeg kan Intet gøre, alle skriver man kan få hjælp HVOR????
    Jeg har kæmpet i 4 år og ingen kan hjælpe mig og jeg er ved og give op jeg kæmper kun for mine børn, jeg hader livet og synes det er hårdt, uretfærdig og jeg hader det.
    Håber der er en der kan hjælpe mig, jeg er drænet for energi, har ingen familie, venner og har levet i det helvede i 15 år, jeg vil bare finde en der der tror på mig og ved hvad jeg snakker om for jeg begynder at tro jeg er sindsyg og jeg kan bare ik mere.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Mette
      Jeg kan godt forstå du er udmattet efter 15 år i et psykisk voldeligt parforhold, og jeg kan også godt forstå at du mister troen på, at det kan blive anderledes. Men det kan det.
      Du spørger, hvor man kan få hjælp, og svaret er: mange steder. Men ingen kan træffe de valg for dig, som kun du kan træffe.
      Ellers er der muligheder for blandt andet at gå i terapi. Du kan også kontakte egen læge for at få en henvisning til psykologhjælp. Derudover er der masser af inspiration at hente på nettet, eller i bøger om psykisk vold, og hvad andre har gjort eller anbefaler at gøre. Det vigtigste er at finde ud af, hvad du har at gøre med, og derefter finde ud af, hvordan du bedst kommer videre: om det er at gå fra ham, eller om det er at finde måder at leve med ham på. Det er her, du selv må finde svaret og gå efter det.
      Jeg håber du finder vejen tilbage til glæden.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  11. nanna skriver:

    Kære Christina.
    Jeg har nu været i et forhold i 3 år. I starten af vores forhold havde vi det rigtig godt, men jeg fandt hurtigt ud af at han havde visse regler. jeg har altid godt kunne snakke med mine ekskærester efter vi er gået fra hinanden, men det var han meget imod! Jeg var kun 18 da vi fandt sammen og var derfor ikke særlig moden. jeg følte at han prøvede at gå ind og ændre på/ bestemme over mig og det ville jeg ikke finde mig i til at starte med, men det ændrede jeg så for hans skyld fordi han blev rigtig ked af det. På min 19 års fødselsdag mødte min kæreste og jeg min ekskæreste i byen. Jeg valgte at sige til min eks at jeg havde fødselsdag og tillykke med hans nye kæreste. Det så min kæreste, og valgte at efterlade mig i byen og tog hjem og smadrer hele vores kollegie værelse og truede med at begå selvmord. Han har et rigtig hidsigt temprament og har flere gange smadret ting, taget så hårdt fat i mig at jeg har fået blå mærker og truet mig med tæsk.
    siden min 19 års fødselsdag er han blevet ekstremt jaloux! hvis jeg f.eks. er på café med en veninde, udspørger han mig om hvad vi har snakket om og om hvem vi har set og jeg må ikke tage i byen uden ham. Han bliver ved med at påstå at jeg lyver, og påstår at jeg gør noget galt selvom jeg vitterlig ikke har gjort noget. det er så slemt at jeg nogle gange tvivler på om jeg egentlig har gjort noget galt?
    Han er rigtig god til at få vendt situationen og gør sig selv til “offeret”.
    Han har flere gange sagt til mig at han kun er sammen med mig for at få sex, og han respekter overhovedet ikke når jeg siger nej. Det er en kamp hver gang jeg ikke har lyst. Han har også flere gange brokket sig over ” at han ikke får nok” og siger derfor at det er min egen skyld hvis han er mig utro, det skal lige siges at vi har sex 5 gange om ugen og har haft det siden vi fandt sammen. Han snakker generelt rigtig ondskabsfuldt til mig, når han bliver sur. Han kalder mig diverse unævnlige ting hvilket gør at jeg føler mig rigtig værdiløs. Jeg har taget lidt over 10 kg på igennem vores forhold, hvilket er meget da jeg ikke er særlig høj og har en lille krop. jeg kan heller ikke magte at gøre noget ud af mig selv mere, fordi så bliver jeg bare spurgt om hvem jeg gør mig lækker for.
    udover alle de episoder jeg lige har beskrevet, kan han være den sødeste, kærligste og sjove person. jeg elsker ham og vi snakker om børn men jeg ved ikke om jeg kan klare det og hvor længe jeg kan klare det.
    Er der noget jeg kan gøre og er det dumt at planlægge en fortid med børn med sådan en fyr?

    hilsen ulykkelig og forvirret 21 årig

    • Christina Copty skriver:

      Kære Nanna
      Mit svar er et klart “nej.”
      At planlægge at bringe et barn ind i et forhold, hvor der er fysisk og psykisk vold er ikke nogen god idé – At blive sammen med sådan en mand er heller ikke nogen god idé medmindre han ændrer adfærd bestandigt, og ikke kun når han er ved at miste dig.
      Den fejl, som mange kvinder begår, er at de får en form for tunnelsyn på de gode sider der er, og kommer til at blæse dem op, så de beskriver ham som ‘kærlig’ og ‘dejlig’ og ‘den bedste kæreste nogensinde,’ for det er mænd, der har et vedvarende mønster, hvor de krænker og kontrollerer, og hvor de gode stunder hele tiden afhænger af, at kvinden skal opføre sig på en bestemt, ufri, måde.
      Du er stadig ung, og har masser af muligheder for at ændre den bane dit liv har taget indenfor de sidste tre år, og hvis dit selvværd allerede har taget skade af at være sammen med ham, kan jeg garantere dig for at det ikke bliver bedre af at blive sammen med ham. tværtimod.
      Jeg ved det er en barsk udmelding, men din kommentar efterlader ikke noget håb medmindre han indser, hvad han gør og ser, at det er ham, og ikke dig, der skal ændre sig, og det lyder ikke som om der er meget af den form for refleksion at hente hos ham.
      Du er meget velkommen til at kontakte mig for en session, enten i klinikken eller per telefon, så vi kan tale mere om, hvad det er du er i, og hvordan du bedst får passet på dig selv, for det du er i, ligner en tikkende bombe.
      Jeg ønsker dig masser af kærlighed af den lette slags.
      Kærlig hilsen
      Christina

  12. Anonym skriver:

    Det her er jo efterhånden en gammel artikel.. Så ved ikke om du stadig svarer..

    Men har lige et spørgsmål.. Hvis man er udsat for psykisk vold, er det så normalt at blive i tvivl om det egentlig er mig der udsætter den anden for det?? Det lyder lidt kringlet.. Men jeg har været sammen med en fyr i et stykke tid.. Og mine alarmklokker har egentlig ringet næsten fra start.. Men han er god til at påpege at det jeg føler er forkert osv.. Og når jeg sidder her og læser om psykisk vold, så føler jeg at langt de fleste punkter har han udsat mig for.. Men han har jo sagt at det er mig der gør de ting.. Så bliver bange for om det er mig der er “den onde”..? Ved ikke om det giver mening?

    Mvh Den onde??

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym.

      Et af de mest gennemgående træk ved psykisk voldelige partnere er, at de fortæller offeret, at det er offerets egen skyld, eller at det er offeret, der er forkert på den. Det kaldes på engelsk crazy making og har til hensigt at smadre offerets modstand og sunder fornuft, så krænkeren ikke behøver tage ansvar for sin adfærd. Så når du spørger, er dit spørgsmål faktisk dit svar.
      Jeg håber du passer godt på dig selv.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Anonym skriver:

        Tusinde tak for svar..! Det hjælper lidt.. Men tvivler bare stadig helt vildt på om det er mig.. Men han har godt nok også pillet godt og grundigt ved min hjerne, så håber det kommer når jeg får ro på.. Endnu engang.. Tak fordi du svarede.. 🙂

        Mvh anonym..

        • Christina Copty skriver:

          Jeg kan godt forstå at du bliver ved med at tvivle, men bliv endelig ved med at søge information om emnet, og find også gerne grupper på facebook, hvor du kan læse om andres oplevelser. Jo mere du ved, des nemmere bliver det at skelne, hvem af jer, der saboterer forholdet…
          Til efteråret udgiver jeg bogen “Han elsker mig, han elsker mig ikke” på forlaget Turbine, og der vil du også finde en masse information om netop den form for psykisk vold du er udsat for.
          Kærlig hilsen
          Christina Copty

          • Anonym skriver:

            Tak igen.. Den bog vil jeg helt sikkert læse.. Jeg læser meget på din side, det hjælper mig at læse om alt det her når jeg har lyst til at tage kontakt til ham igen.. Det er utroligt at selvom han har påført så meget smerte, så savner jeg ham helt vildt.. Men fornuften ved at jeg skal have ham ud af mit liv.. Håber jeg kan holde stand med ikke at kontakte ham.. Tak fordi du bruger så meget tid på at hjælpe os andre.. 🙂

          • Christina Copty skriver:

            Selv tak, jeg tror inderligt på, at vi kan gøre verden til et bedre sted ved at dele og hjælpe der, hvor vi kan, og jeg er glad for at du kan bruge det til at holde stand.
            Og ja, savnet kan være enormt, fordi tabet ikke kun er tabet af den kærlighed vi selv oplevede, men også tabet af vores uskyld og tillid. Der er mange lag i det og derfor tager det lang tid at hele, og når vi så heller ikke har en eks, der er i stand til at tage ansvar for sin del, ender vi med at skulle bearbejde og sortere helt alene. Den gode nyhed er, at vi heler, og vi lærer så meget undervejs, at vi næste gang er uendeligt meget bedre i stand til at vælge det gode.
            Kærligst, Christina Copty

  13. anonym skriver:

    Hej Christina.

    Tak for god læsning..
    Jeg selv lever i et on / Off psykisk og fysisk forhold og har gjort det i 10 år.
    Jeg er ved at være nået dertil hvor jeg giver op. Jeg er bange 24/7 og har et barn på 13 år at tænke på også.
    Selv da min kæreste sad i fængsel, for nylig, følte jeg ikke jeg kunne gøre de ting som jeg havde lyst til, men i stedet følte jeg at jeg skulle gøre som han ville have jeg skulle gøre..
    Nu er han kommet ud igen og jeg sidder nærmest på nåle og har en frygt for hvad det næste bliver som jeg ikke gør godt nok!
    Jeg er bange for at gå fra ham, eller, jeg har været fra ham op til flere gange, men han kommer altid snigende tilbage igen , og nok fordi han ved jeg frygter ham inderst inde.. Siger jeg min mening, så skal jeg også være helt sikker på at få noget grimt kastet lige tilbage i ansigtet!
    Han ved jeg er psykisk svag og bruger det imod mig… Også i det at han kan være nok så sød, rar og hjælpsom, men det vare ikke mange dage, så er han tilbage i hans egen dyster verden, hvor det verbalt går ud over mig…

    Jeg har prøvet næsten alt, snakket med familie og venner om det og jeg VED hvad der er det mest rigtige at gøre, men frygten gør at jeg aldrig kommer 100% ud af det….

    Hvad ville du gøre??

    • Christina Copty skriver:

      Kære anonyme

      Det, du beskriver, er terror. At være så kontrolleret af et andet menneske, at du er bange 24/7 kan ikke beskrives som andet. At tale med familie og venner hjælper tydeligvis ikke, og jeg mener at du og dit barn bør sørge for at komme væk. Når han er rar og hjælpsom, oplever du måske momentan forløsning, men som du selv skriver, er det blot et spørgsmål om tid, før han igen bliver farlig.
      De færreste af os er i stand til at gennemskue hvorvidt vi er sammen med en narcissist, eller en psykopat, netop fordi de ikke altid er ondskabsfulde, men hvis vi er sammen med et menneske, der krænker os og konstant gør os utrygge, er det i grunden lige meget om han er det eller det andet, for når vores liv går med at være bange, så er der noget galt.
      Du spørger hvad jeg ville gøre. Jeg ville gøre noget nyt. For det, du har gjort indtil videre afhjælper ikke din situation, og ligegyldigt hvor mange samtaler du har med andre, bliver de kun ved med at være samtaler. Du har brug for noget andet. Og hvis jeg var så bange som du er, ville jeg tage kontakt til Danner eller et andet krisecenter og få konkret hjælp til at komme videre. Din situation lyder farlig for både din søn og dig, og jeg vil i den grad håbe, at du tager det alvorligt og gør alt, hvad du kan, for at bringe jer i sikkerhed.
      Kærlig hilsen og masser af gode tanker,
      Christina Copty

  14. Anonym skriver:

    En rigtig god side. Tak for det.
    Jeg og læste kommentarerne igennem og kom til at tænke en tanke.
    Hvad kan der tænkes der ville ske, hvis to “udøvere” finder sammen?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym
      Tak 🙂
      Jeg går ud fra at du med udøvere mener to med krænker-adfærd? I så fald vil der opstå en meget stærk og destruktiv binding imellem de to, fordi de begge føler sig berettigede i deres aggressive adfærd. De fleste krænkere krænker ikke fordi de bare har lyst til at være ondskabsfulde; de gør det, fordi de ikke har lært at regulere deres sårede følelser på en hensigtsmæssig måde, og fordi de højst sandsynligt kommer med en stor og dyb længsel helt fra barndommen efter at blive elsket. Det betyder at de føler sig alene i verden, og er yderst sårbare overfor noget, de opfatter som afvisning, og derfor har de svært ved at se parforholdet som en tryg base. En strategi til at komme udenom den usikkerhed og frygt for at blive afvist er blandt andet kontrollerende og aggressiv adfærd, fordi den underlæggende psykologi ser nogenlunde sådan ud: hvis jeg behandler dig som min (ejendom) kan jeg ikke miste dig, så hver gang du udviser selvstændige tanker, truer du mig, og skal derfor knækkes. Når to mennesker ser hinanden sådan, bliver det svært at slippe kampen om at have ret til at bestemme, og man vil altid kunne argumentere i cirkler om, hvem der er den mest sårede og derfor berettigede til at modtage kærlighed og total accept.
      Jeg håber det gav dig en smule svar.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  15. Line skriver:

    Jeg føler en form for ro over at læse det der står på denne side. Klokken er mange og jeg har svært ved at falde i søvn. Har googlet ‘psykisk terror’ og er nu landet her. Mit sind har altid været optimistisk og jeg er empatisk anlagt hvilket gør at min oplevelse af verden typisk udspringer fra et positivt ståsted. Men, den endeløse ‘kulde’ og tavse vrede fra min partner æder min energi og erstatter glæden med angst og uro. Hans daglige nedgørelser af alt der har med mig at gøre føles i helhed som en mur af modstand som ‘bare altid er der’ uanset situation og uanset sammenhæng. Det er som om der bor en ond heks lige under huden på ham som bare rigtig gerne vil ud at gøre fortræd og være ‘shady’. Hans form for aggression føles som den kommer fra en meget bitter kvinde, idet det er en form for passiv aggressivitet der kører som en maskine uden stop. Han er typisk meget robot agtig i sin opførsel, dvs uden de store udsving, men når jeg er synligt påvirket af følelser og måske græder bryder han ud i sang og fløjter rundt i køkkenet. Det er som om det tænder ham. Mine instinkter fortæller mig at han både lyver og bidrager for at nå sine mål som typisk er meget kortsigtede, dvs det er umuligt at have par-projekter med ham. Han fokuserer kun på at hoppe fra den ene sten til den anden og holde sig selv kørende. Det med at sidde og forklare enkle ting som ‘jeg bliver ked af det og også vred når du er sur på mig i to dage lige når min bedstemor er død’ og han sidder og leger at han ikke forstår det er blevet mit liv. Så meget af min tid går med at sige ‘lad være med at håne mig. Stop med at manipulere mig. Lad være med at glemme ting med vilje. Hold op med at trykke på mine knapper med vilje’ hvortil hans standard svar er ‘hvad, det kunne jeg da aldrig finde på. Det siger alt om dig, at du går og er så mistroisk over for mig’. Jeg ER ved at udvikle paranoia af at være sammen med ham og føler at han er ‘efter mig’ og er ræd for at han gør mig fortræd på en måde som jeg ikke kan vare mig for. Jeg har ikke disse problemer med andre men når jeg konfronterer ham med hans måder, minder han mig om hver enkelt konflikt jeg har haft med andre for at lave den pointe at jeg er håbløs. Men jeg løser de konflikter jeg måtte have med andre. Det kan ikke lade sig gøre med ham. Konflikten er permanent og det virker som det er selve måden han indgår i et forhold på: at etablere et spændingsfelt hvor han skal forsøge at vinde kontrollen med alle midler. Jeg leder efter en åbning til at kunne forlade ham men vi har barn sammen og jeg kan ikke bære at være adskilt fra ham hveranden uge. Før vi fik barn var mine lamper røde og jeg ignorerede dem. Det gav mig verdens dejligste barn, men parforholdet arbejder hårdt på at få mig ned med nakken. Ps han nægter at tage et job men er ekspert i alt, endda mit felt som er jura.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Line
      Jeg vil anbefale dig at læse litteratur om psykopater i parforhold. Den form for psykisk terror han udsætter dig for kaldes på engelsk ‘gasligthing’ og er meget farlig og skadeligt for psyken. Jeg kan se på det du skriver, at du stadig har fat i din sunde fornuft, selvom han ihærdigt forsøger at knække dig – Spørgsmålet er, hvor meget mere du kan, og skal, holde stand, for ligegyldigt hvor stærke vi er, tager vi skade af det – og jo længere vi bliver i det, des sværere bliver det at reparere sårene.
      Jeg kan godt forstå at tanken om ikke at se dit barn hveranden uge er forfærdelig og derfor er din situation meget svær. Jeg håber og ønsker for dig, at du finder den løsning, der passer bedst for dig.
      Du er altid velkommen til at booke en session, hvis du har brug for nogen at tale med.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Line skriver:

        Tak for dit svar. Jeg oplever at kløften mellem mig og resten af verden som ellers var ved at vokse sig stor, bliver mindre, når man kan læse lidt her og få en mere konkret forståelse af det der foregår. Det er min erfaring at jeg slet ikke ser det som en mulighed at fortælle mine nærmeste hvad jeg oplever for jeg har ikke helt accepteret at dette er en del af mit liv, endnu. Jeg vil ikke være ‘den’ som er udsat for psykisk terror og jeg vil hellere forsøge at komme mig ud af forholdet på anden vis end at gå ud med det. Men når jeg en gang imellem forsøger at tale om det og åbner lidt op føles det som en enorm lettelse og solen begynder at skinne igen der hvor den plejede. Når jeg igen er nødt til at sidde på min seng og fokusere på mit åndedræt og overveje at ringe til én, så har jeg dig denne gang, som jeg kan huske mig selv på. Jeg har ledt længe efter en ‘gruppe’ jeg kunne blive en del af og få bearbejdet disse oplevelser og denne form for negativ påvirkning uden at lade det blive en for stor del af min identitet. Jeg tager dit tilbud om en samtale med på vejen og skriver til dig hvis behovet kommer. Jeg skal på en rejse om en uges tid og forventer et sted at han kommer til at gøre sit for at jeg ikke kommer til at nyde min rejse og at jeg kommer hjem igen til et hjem som føles som en mur af vrede osv. Vores hjem føles ikke helt som mit hjem. Han nægter at hjælpe med at hænge ting op, at prøve nye ting osv., men ikke ved at sige nej. Han ‘glemmer’ det bare. Når vi får besøg af familie osv. der måske flyver ind fra andre lande, ‘glemmer’ han at fortælle mig at der kommer gæster og så skælder han mig ud for at jeg kan finde på at spørge ind til hvorfor han ikke deler disse fælles-oplysninger med sin partner. Når jeg taler med min søn og hvis vi har et øjeblik sammen, så kommer han altid og initierer en højrøstet leg eller noget for at distrahere vores søn så at vi ikke har det øjeblik sammen. Som du kan høre sidder sådan en person som mig her og er ret forvirret og det kan nogle gange resultere i at man bare hiver frem af alle de erfaringer man har uden nogen speciel kontekst, men konteksten er nok i det store og hele at der ikke er en målsætning om at fælleshjem, et fælles-liv med plads til to individer der begge skal trives og føle sig godt. Nogle måneder efter at jeg havde født låste han sig ind til badeværelset med en kniv og mens jeg stod inde under bruseren og rystede (det gjorde jeg tit dengang fordi fødslen havde efterladt mig lidt i chok og jeg forsøgte med varmt vand at simulere et kram af min egen krop) og så stod han pludselig bare i døren til badeværelset med en kniv i den ene hånd og med vores søn på den anden arm og sagde ‘hej’ uden nogen form for melodi i stemmen. Jeg råbte og skreg i gik fuldstændigt i chok hvorefter jeg skammede mig i flere dage hvis nu nogen havde hørt mig og jeg lovede mig selv aldrig nogensinde igen at lade ham få mig derud. Han vendte det hele på hovedet og sagde at jeg ikke forstår en joke, at jeg er hysterisk og det var synd og hårdt for ham. Det var så synd og hårdt for ham at det endte med at jeg undskyldte over for ham. Den episode sidder som tatoveret i mit sind og jeg forstår det stadig ikke. Hvad ville han? Hvorfor gjorde han det?

        • Christina Copty skriver:

          Kære Line
          Den mand du er sammen med udviser tegn på psykopati, og han lyder farlig. Jeg ved godt at erkendelsen kan være svær: hvordan kan man, når man ser sig selv som et kompetent og dygtigt menneske ende i armene på en psykopat? Men det sker, ikke fordi du er dum, men fordi psykopater netop er eminente til at dreje virkeligheden på hovedet og give partneren følelsen af, at det er hende, der er noget galt med. Jeg kan ikke understrege nok, at jeg synes du bør søge professionel hjælp til at komme ud af dit forhold – enten vha samtaler eller ved at henvende dig til f.eks Danner. Og jeg vil anbefale dig at finde og læse alt hvad du kan om netop denne type mand i parforhold, for du er ikke alene. Kærlige hilsener og masser af tanker, Christina Copty

  16. Michelle skriver:

    Nu har jeg siddet her og læst alle kommentarerne igennem, og kan genkende mit forhold i meget af det. Jeg mødte for 2,5 år siden den mest fantastiske mand (troede jeg), og han er faktisk min første store kærlighed. Jeg har tidligere været meget psykisk ustabil, og det har derfor været nemt at tryne mig.
    Der gik ikke ret længe før jeg fik hans sygelige jalousi at mærke. Jeg fik forbud mod at gå i byen, de gange jeg så alligevel er taget ud, er jeg blevet beskyldt for at være sammen med utallige af mænd. Jeg har ingen drenge venner tilbage, da jeg er blevet bedt om at slette alle telefonnumre der tilhører mænd, (også familie) på min telefon.
    Jeg er blevet kaldt alverdens nedværdigende ord, blevet skubbet til, slået, spyttet på og andre ydmygende ting. Jeg er gået fra ham utallige af gange, men altid endt med gå tilbage, da han har kunnet overbevise mig om at det er det rigtige at gøre.
    Men de sidste par gange jeg har prøvet at gøre det forbi, har han simpelthen ikke villet acceptere det. Hvis vi har været i hans lejlighed, har jeg ikke fået lov at gå, og han holder på mig indtil han har fået mig til at skifte mening. De gange jeg har valgt at gøre det forbi over sms, for at håbe at det hjælper, er det endt med at han er dukket op på min adresse og/eller kørt rundt i området for at finde mig.
    Jeg er så magtesløs, og vil så gerne ud af det. Jeg er egentlig afklaret følelsesmæssigt, og jeg VED det ikke er ham jeg vil leve med, eller få en fremtid med. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få ham til at acceptere at det er slut?
    Jeg vil bare så gerne have ham til at give slip på mig, så vi begge kan komme videre. Jeg smiler og er glad så snart vi ikke er sammen, men når jeg skal se ham og være sammen med ham bliver jeg irriteret og negativ… Vi har ikke haft noget seksuelt sammen i ca. et halvt år, MAX haft sex 2-3 gange! (Førhen havde vi hver dag)
    Han har vist interesse for andre kvinder, og skrevet med dem, hvilket jeg ikke er flippet ud over, da jeg er afklaret… Men hvorfor i al verden kan jeg så ikke få ham til at give slip??
    Håber måske du har nogle gode råd!

    • Christina Copty skriver:

      Kære Michelle
      Vi kan sjældent få folk til at gøre noget, de ikke vil, så i stedet for at spørge, hvordan du kan få ham til at slippe dig, skal du vende blikket indad og spørge dig selv, hvad det er der gør, at du, når du er så afklaret som du giver udtryk, alligevel lader dig overtale af ham. Hvad er det i dig, der ikke har sluppet ham?
      Hvis du føler dig fysisk truet af ham, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at kontakte politiet og lade ham vide, at hans voldelige adfærd ikke forbliver som en hemmelighed imellem jer to. Når vi holder tæt om de overgreb vi er udsat for, går vi krænkerens ærinde, og er derved med til at give ham magten til at definere hvad der er rigtigt og forkert, og derigennem gøre det vanskeligere for os selv at stå fast i vores beslutninger og sunde fornuft.
      Jeg ønsker dig held og lykke, og skulle du have behov for at tale med nogen, er du selvfølgelig velkommen til at booke en session hos mig.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  17. Anonym skriver:

    Hej Christina. Jeg har skrevet herinde før om min enormt nedladende, psykisk og førhen lidt voldelig eks-kæreste. Jeg har næsten siden mit tidligere opslag, været gået fra ham. Det har været enormt svært. Jeg har haft sådan et enormt behov for, at han skulle forstå hvorfor jeg var gået fra ham, men han besidder en ualmindelig vrede der gør, at han sviner mig til og kan finde på at sige, at jeg har fortjent det hele. Det har jeg svært ved at forstå, hvordan man kan finde på at sige det til en/mig, som har været hans kæreste længe. Det behov har jeg givet op på, hvilket jeg tror er godt, for det har gået mig meget på. Nogle gange føler jeg, at det hele bare er noget der sidder i mit hoved. Nogle gange når vi vælger, at tale sammen igen har det næsten altid endt ud i et skænderi, og jeg kan ikke føle mig andet end skyldig. Vores skænderier starter som regel med, at han siger noget (bevidst prikker til mig, har han selv indrømmet) ved fx. spørge om vi skal finde sammen igen. Hvor jeg jo føler mig nødsaget til, at forklare HVORFOR vi ikke kan finde sammen igen. Efterfølgende bliver han rasende, fordi jeg minder ham om de dårlige ting han har gjort. Også er det mig der er skurken. Han kan ikke forstå, at jeg ikke kan ligge de her ting bag mig, glemme det og bare give ham en chance for, at bevise at han gerne vil blive bedre. Jeg føler, at jeg har prøvet, men det varer ikke længe, før vi får et skænderi igen. Jeg har ikke tillid til ham, at få tingene til at fungere, og jeg har ikke lyst til at tage chancen, da det har været så enormt hårdt for mig. Jeg holder enormt meget af ham, og jeg har ikke et behov for at hade ham, men jeg er enormt vred på ham. Jeg synes det er så svært, at han ikke kan forstå det, når han ser, hører og ved hvor ked af det jeg er, hvor psykisk påvirket jeg er. Noget så lidt som, at jeg skifter træningssted og form fik ham til at flippe ud, da der åbenbart er mange mænd (sulte hunde som han kalder dem) der, og han synes det er underligt jeg gerne vil et sted hen som det. For mig handler det sådan set bare om træning, og at prøve noget nyt for at genfinde min motivation, som jeg i den grad har mistet. For ham, brude jeg bare træne med ham så vi kan ‘genfinde’ hinanden. Gud hvor jeg synes det her, er svært, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Det er også bare så træls, konstant at blive ved med at fortælle en person, at man ikke vil dem. Jeg føler snart, at jeg bare giver op.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym.
      En af de mange sorger man tager med sig, når man forlader et psykisk voldeligt forhold er, at man ikke nogensinde kan forvente at få forståelse eller nogen form for indrømmelser fra eksen om vedkommendes andel. Og det kan jeg se, at du lyder afklaret med. Det, jeg kan undre mig over, er, at du stadig har kontakt med ham, når han fortsat har svært ved at respektere dig og dine beslutninger. Hvad får du ud af at blive ved med at se ham? Håber du på, at han vil ændre sig? At han vil tage ansvar? Eller er der noget rart ved at se ham, fordi han stadig giver udtryk for at ville eje dig? Jeg tænker at der er noget i jeres relation, som du endnu ikke har kigget på, og at det er dette der skal til, for at du endegyldigt kan slippe ham og få det liv, du gerne vil have.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  18. Helle Pedersen skriver:

    Jeg oplevede i går at min mand mistede fatningen totalt, det skal siges at det er første gang i de 10 år vi har været sammen. Han kastede med en kaffe kop, derefter hans vanddunk som blev kastet efter mig og til sidst smed han rundt med vores store egetræs spisebord. Jeg blev bange for ham der og var sikker på at han ville slå. Men han slog ikke, men råbte efter mig. Jeg råbte tilbage, for ikke at vise min frygt.
    Hvordan får man fortalt om ens frygt, den frygt man stod med på tidspunktet?
    Som skrevet, har ALDRIG oplevet den side før, vi kan være stride ordmæssigt. Men aldrig såret hinanden bevist eller været ondskabsfulde.
    Mvh Helle

    • Christina Copty skriver:

      Kære Helle
      Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål – hvem skal du fortælle det til? Og gør du ikke det lige nu ved at skrive det? Det lyder dog som om det kunne være gavnligt at få talt med din mand om, hvordan hans adfærd påvirkede dig, for frygt er ikke en god basis for en konstruktiv udveksling, hvadenten man er uenig eller ej. Hvis din mand på andre måder har været truende før, enten igennem ord eller anden handling, er det, der skete igår en eskalering af vold, og noget du skal tage alvorligt. Dermed ikke sagt, at du ikke skal tage det alvorligt, hvis igår var første gang, men jeg tænker at der måske kan ligge noget til grund for hans voldelige udbrud, som også kan være helbredsmæssigt. I hvert fald lyder det i det store hele som om I kan have glæde af at få talt om, hvad der skete. Hvis det er svært at gøre, er I selvfølgelig velkomne til at booke en tid til en parterapi, så I kan få noget støtte til at få talt om det.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

      • Helle Pedersen skriver:

        Hej Christina

        Har ikke før oplevet den side eller følt mig truet. Har i dag fortalt ham om hvordan jeg havde det, og stadig føler. Han siger at han selv blev bange for sig selv og hans reaktion. Han er ked af at det endte som det gjorde, og gør ingen tegn på at komme tæt på mig igen. Det er som om han er blevet bange eller noget.
        Men når alt kommer til alt, tror jeg bare at jeg havde brug for at komme ud med det. Finde ud af om det var så slemt som jeg troede. Tak for dit svar og respons
        Mvh Helle

  19. Inge Jakobsen skriver:

    Kære Christina,

    jeg er 53 år gammel og har fundet mit livs kærlighed- troede jeg da…. han var alt det, som andre ikke var- sød, opmærksom, hjælpsom, interesseret, osv osv.. Vi kunne tale om alt og han spurgte mig meget ud om mit liv, som har været præget af mange skift, jeg har boet i udlandet i mange år, haft mange partnere i tidens løb, har været gift, har en søn på 13, som bor hjemme. I denne første forelskelse kom den første skuffelse. Han fortalte at hans tidligere samleverske var på besøg og at hun overnattede hos ham for tiden pga deres fælles søn. Hen ad vejen kom sandheden,- hun var hans samleverske- og han havde hjertesorg efter at hans elskerinde havde gjort det forbi, men ikke nok med det- efter 3 måneder fik jeg lokket ud af ham, at han var gift, osv. osv.
    Jeg har aldrig haft et forhold med en gift mand og har heller ikke ønsket mig dette og var pludselig midt noget, jeg ikke havde villet. Men det var ikke det værste. Det var hans jalousi, som pinte ham og mig igen og igen. Scener, som endte med at jeg smed ham ud, nægtede at tale med ham, blokkede af, men så savnede vi hinanden- vi tilnærmede os forsigtigt igen..

    Nu, næsten 2 år efter, har vi haft rigtig mange on off situationer, og hver gang finder vi ud af, efter dages kampe, at vi jo egentlig vil hinanden!!!!!. Hans kone er flyttet ud og de snakker om skilsmisse. Jeg har pga hans jalousi indskrænket min vennekreds meget for at undgå diskussioner.

    MEN: Hans jalousi viser sig stadigvæk, ganske vist mindre – men nu i hans vitser, som pludselig dukker op og som jeg føler er enormt krænkende. F.eks. forleden tilbød han at låne mig bilen. Da jeg så sagde ja tak, siger han, at jeg gerne må låne den, hvis jeg lover ikke at bolle med andre i den- og han fortsætter med at sige- at vi jo kan tage på et hotel…… Det var en dag, hvor jeg havde enorme problemer på arbejdet og var bange for at tage derhen. Det vidste han og hans bemærkninger tog pippet fra mig. Han mente så, det var bare for sjov, han ville bare “muntre mig lidt op” . Men jeg er helt mør over alle de jalousiudbrud fra hans side at jeg ikke kan se det sjove i det. Jeg gik øjeblikkeligt, tog cyklen på arbejde, og sagde behold din bil og nægtede at høre på hans forklaringer. Få dage efter talte vi sammen igen, forsøgte at kommunikere- og igen kom et sms hvor han fortæller mig noget jeg skal have sagt engang om min evne til være utro “hvis det klør for meget….. ” Det var hans udtryksmåde og jeg kunne ikke genkende det som noget jeg skulle have sagt. Måske har jeg sagt noget i et af hans krydsforhør omkring utroskab, men jeg kan ikke genkende disse formuleringer.

    Jeg kan godt gennemskue det så meget, at jeg kan se, at han selv har været utro i mange, mange år, at han er usikker på om jeg vil være ham utro. Alt det har jeg også sagt til ham. Jeg kan se at han projicerer hans angst på mig, men det hjælper ikke: Jeg føler mig usikker og ustabil, jeg har nu bedt om at han ikke skriver eller taler til mig, fordi det han siger, får det til at vende sig indeni mig. Objektivt set siger han ikke noget slemt, men jeg føler mig så dårlig – og det værste er jo at jeg savner ham samtidig. Fordi vi jo har været så meget sammen og været så fortrolige og vi har haft megen kærlighed og mange gode oplevelser. Men jeg er bange for at jeg er i et forhold, der skader mig og jeg er bange for, at det bliver værre, hvis vi flytter sammen eller gifter os. Jeg er på den ene side så glad for Dr. Jekyll og er så bange for Dr. Hyde og hvad han udløser mig, jeg er dybt forvirret!

    Kan du opmuntre mig, give mig et råd? Jeg er i vildrede hvad jeg skal gøre. Han tilbyder therapi sammen… Vi bor ikke sammen.

    Mange hilsner og mange tak for dit øre..

    GIGI

    • Christina Copty skriver:

      Kære Gigi
      Allerførst tak for din mail. Jeg kan se, at det er en situation, der har stået på igennem flere år uden at det som sådan er blevet bedre. Sådan som jeg ser det, er det tydeligt at han har jalousi-temaer kørende både fordi han selv har været utro, men også fordi han ikke ser sandhed og troskab som de bærende elementer i parforhold. Uden en ændring i adfærd fra hans side, vil jeg vove at påstå, at du ikke kan gøre dig forhåbninger om at der sker nogen nævneværdig forandring imellem jer. Og modsat dig, mener jeg bestemt at hans udsagn om at du ikke skal bolle med andre mænd i hans bil er både krænkende, respektløse og nedværdigende, og ikke ‘objektivt ikke så slemt.’
      Jeg ved godt at det kan være utrolig vanskeligt at slippe en mand, man har haft, og stadig har sporadiske nære stunder med, men hvis ikke det er en grundlæggende holdning at man respekterer og ærer hinanden, er det svært at se, hvordan det skal blive bedre, og at dække sine krænkelser og psykisk voldelige adfærd ind under humor er både giftigt og bevidst manipulerende.
      Så mit råd til dig er, at du skal holde fast i det, du inderst inde godt ved er det rigtige for dig, og gør det arbejde, der skal til, for at du kan genoprette dit selvværd, og gå i retning af det, der er godt for dig. Skulle du beslutte dig for at sige ja til hans tilbud om at gå i terapi, skal du finde en terapeut, der ved noget om psykisk vold, så du ikke ender med at sidde med Sorteper!
      Jeg ønsker dig al mulig heling, lykke og kærlighed på din vej,
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  20. Fisken skriver:

    Kære Christina

    Hvor er det pokkers, at en af de ting, der bliver sat ud af spil ved at være udsat for psykisk vold og manipulation, er ens eget normbegreb. Grænserne rykker sig og tilsidst er man netop i tvivl om, hvad der er op og ned…i starten kan man godt og det mærker han jo og man får sine undskyldninger…men jo længere man bliver viklet ind og han kan se, at han bliver tilgivet, jo mere kan han vende tingene på hovedet og gøre sig selv til offeret hver gang…det er som om, man bliver spyttet i ansigtet og så skal man selv sige undskyld for det…
    Jeg tror egentlig, jeg er heldig, for jeg er ude nu efter kun 5 mdr. Men de har sat dybe spor allerede… Også fordi jeg mødte ham midt i en skilsmisse proces, hvor jeg stod og skulle flytte fra hus til lejlighed og finde mine ben.

    Aldrig har jeg mødt så charmerende og ekcentrisk en mand. Det regnede med komplimenter, der var ingen grænser for, hvor smuk og fantastisk jeg var…jeg var hans drømmekvinde… han elskede alt ved mig og havde ventet på mig hele hans liv.
    Jeg fik beskeder flere gange om dagen om, hvor smuk og lækker jeg var.
    Sex var fantastisk…han var lidenskabelig og meget optaget af at glæde mig.
    Men fra start var der også flere ting, der var “uldent” ved ham… ting han sagde om eks kærester, der undrede mig…
    Hans selviscenesættelse… sådan tangerende til storhedsvanvid…han kunne tale sig selv op hele tiden..han var den bedste til det og det…”man finder ikke bedre …….. end mig”….der var ingen ydmyghed.
    Han omtalte mange andre mennesker nedsættende,- også hans egen familie, som han i øvrigt tit have konflikter med.
    Der gik ikke længe før vi havde vores første konflikter, der mest handlede om, hans usikkerhed på mig…om jeg nu skrev nok, hurtigt nok, ringede til ham eller ej… Og en dag kun ca en måned efter, vi havde mødt hinanden, flippede han ud første gang og svinede mig verbalt til. Jeg sagde tydeligt fra… men kunne alligevel ikke holde mig væk.
    Og siden det er det eskaleret… han har indrømmet, at han har et stort temperament, men afviste at få hjælp til det,- han skulle fandme ikke analyseret.

    Der har været hele døgn, hvor han har frosset mig ude, ikke kontaktet mig…netop fordi han vidste, at det gjorde mig utryg.
    Her til sidst endte det med, at han for første gang blev introduceret for mine søstre til et afslappet arrangement…
    Han var senere på aftenen enormt grænseoverskridende overfor én af dem og det tillod jeg mig at påpege overfor ham diskret…bad ham dæmpe sig lidt ned.
    Og så gik det ellers løs… Han rev min ølflaske ud af hånden på mig, kylede en cykel ud på vejen, stormede væk, kom tilbage, råbte og skreg, stormede væk igen…ringede til mig 19 gange, skrev sms, meesenger og lagde en telefonbesked, hvor jeg blev kaldt en cunt, en so og hvor han hånede mit liv…mit ynkelige liv og jeg kunne bare vente…jeg ville komme til at tigge ham om at komme tilbage…. Og det var lige præcis hvad der skete… jeg holdt stand i starten, forlangte en undskyldning hvis vi nogensinde skulle tale sammen igen, forlangte, at han søgte hjælp til vredeshåndtering… Men som dagene gik og jeg ikke fik den undskyldning, så begyndte jeg at tvivle…var det mig, der havde fremprovokeret den adfærd i ham… var det min skyld? Og så begyndte jeg at savne ham…jeg var jo forelsket i manden! Og er det pt stadigvæk. Han frøs mig ude…svarede ikke på mine beskeder…skrev en enkelt gang, at han altid ville elske mig… Jeg spurgte ham, om vi kunne ses og se, om vi kunne rede det igen… Han skrev, han skulle bruge tid til at cleare hovedet…. Her 5 dage efter, er han stadig ikke vendt tilbage til mig og svare på intet. Det er magtspillet der er i gang…jeg ved det jo godt. Men hjertet lader sig narre og alt river i mig for at være tæt på ham igen.

    Det er ligesom et drug… man bliver afhængig af den anden side, de også har…charmen, den seksuelle kemi, de store ord, den alt over skyggende kærlighed…for det er film kærlighed…overdrevet, monstrøs og vi falder for det…
    OG vi bliver i tvivl… Var det mon rigtigt, at det var mig, der fik ham til at gøre det. JEG drev dæmonen frem…dæmonen, som jeg jo vidste han havde, så hvorfor provokerede jeg den??

    Jeg er helt nede og bide i græsset… Jeg elsker jo manden! Jeg ved godt, med mit intellekt, at han er giftig for mig og at jeg skal holde mig langt væk…det bliver kun værre, hvis jeg lukker ham ind igen…

    Og man er så flov! Så flov over, at man som stærk, smuk, velfungerende kvinde på 40 år, har ladet sig rive med af sådan en mand… lod sig falde….

    Jeg ved endnu ikke rigtig, hvordan, jeg skal komme over det…

    • Christina Copty skriver:

      Kære Fisken
      Du kommer over det ved at huske på, at han er ansvarlig for sin adfærd, ligegyldigt hvad du har gjort. At han vælger at krænke, ydmyge og verbalt tæske dig er hans valg. Han kan vælge at opføre sig på andre måder, eller tage ansvar for at lære at håndtere sine følelser på en anden måde.
      Og du har ret: Det er som en afhængighed, fordi du er afhængig. Din krop reagerer både kemisk og psykisk på volden, og det er sådan psykisk vold kan fortsætte; akkurat som ved fysisk voldelige forhold, der også er svære at forlade. Du var jo ikke sammen med ham, fordi han behandler dig dårligt – du var sammen med ham, fordi du vænnede dig til at have tunnelsyn og lære at fokusere på de gode episoder, men din hjerne spiller dig et puds, fordi du coper med den dårlige behandling ved at ignorere den, og ved at tage ansvaret for den på dig. Dette er det giftige stads som alle, der har været i et forhold magen til dit, har kæmpet med. Og det tager tid at indse, at det ikke handler om kærlighed, men derimod afhængighed, intensitet og frygten for at miste.
      Jeg håber du vælger at holde fast i dig selv og tager hånd om dig, så du kan hele, både efter din skilsmisse og efter dit bekendtskab med en af disse typer.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

    • Sanne skriver:

      Kære fisk
      Tak for dit indlæg, som meget præcist beskriver hvad jeg selv har oplevet, følt og gennemlevet.
      Endelig føler jeg, at det jeg føler er sandt, der er noget galt.

      Den elskelige mand, som forguder en og udvist utrolig hengivenhed, masser af smukke ord og ‘film kærlighed’ så meget, at jeg flere gange har tænkt det virkede for godt til at være sandt.

      Hans måde at tale sig selv høj på, altid være i midtpunkt og
      Kæmpe behov for selvros, store fagter og ord, som sjældent føres til handling, har fået mig til at stille spørgsmål omkring vores forhold.
      De få gange jeg har ’tilladt’ mig at påpege eller bebrejde ham, reagerer han voldsomt og hver gang er der stillet mig et ultimatum. Flere gange har truet med at gøre forholdet forbi og også gjort det, for efter at skabe kontakt igen.

      Flere gange har har dog indrømmet fejl og undskyldt, men desværre ser jeg et mønster der gentager sig. Hans lave selvværd, på trods af at han er yderst intelligent.

      Vi har aldrig kunne kommunikere som almindelige mennesker. Alt er vendt mod mig og hver gang, har jeg måtte lægge ører til hans lange kryptiske forklaringer, hvor jeg til sidst ikke fattede hvad var op og ned.

      alt drejer sig om ham, hvor svært det hele er, hans lave tærskel overfor kritik – behovet for at leve som single med destruktiv druk med kammerater, men med et parforholdsgoder.

      Kan han hjælpes? Min beslutning er klar at han må søge hjælp, jeg er ikke hans redder, men vil gerne henvise ham til en terapeut. Hvem har erfaring med dette?

      Kh suzanne

      • Christina Copty skriver:

        Kære Suzanne
        Tak for din kommentar og din meget præcise beskrivelse af, hvordan forholdet til et menneske, der kun kan og vil tænke på sig selv, er. Jeg håber at du kan holde fast i dig selv midt i det, for som du rigtignok skriver, er du ikke hans redder, og måske mener han heller ikke at han skal reddes, når nu det er alle andres skyld, hvis tingene ikke arter sig som han ønsker.
        Du spørger hvem der har erfaring med denne type terapi. Det har jeg, men det er dog vigtigt at han selv er interesseret i at ændre adfærd, ellers bliver det dit projekt og derfor ikke en hverken varig eller hensigtsmæssig proces. I mellemtiden vil jeg anbefale dig min nye bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” der netop handler om det, du beskriver.
        De bedste nytårshilsner,
        Christina Copty

      • Fisken skriver:

        Kære Sanne

        Det er meget “helbredende” omend også trist at læse, at så mange andre kvinder (og nogle mænd) er faldet for sådan et menneske. Det gør, at man pludselig ikke føler sig så alene.
        Indrømmet at jeg efter det første indlæg alligevel ikke var ude og stadig ikke er det.
        Jeg skal begynde at kigge ind af nu… Hvad er det ved mig, der gør, at jeg ikke kan slippe?
        Efter alt den krænkelse, ydmygelse, påtagelse af ansvar for konflikter, der ikke var mig, der startede, penge jeg låner ud og ikke får igen, verbale overfald, alt det jeg kan se lige i gennem… og alligevel formår jeg ikke at give endegyldigt slip.
        Det handler om mig og ikke om ham.
        Det handler om min egen svaghed og angst for at være alene.
        Så mit nytårsforsæt er, at lave et clean cut, slette og blokere ham fra alt og så evt. opsøge Christina og arbejde på, hvad det er i mig, der vælger at nøjes og blive afhængig af så dårlig en kærlighed, som jeg ikke engang vil kalde kærlighed….

        Nej, vi er ikke deres reddere…men vi skal redde os selv!

        • Sanne skriver:

          Kære fisk
          Dit indlæg fik mig til at vågne. Du er på rette vej, selvom du nu er faldet tilbage – så husk det er en proces. Giv ikke op,!
          Jeg stoppede det lige før nytår og holdt det næsten i 3 uger, for så at genoptage forbindelsen med løsningen – som gik på, at hvis vi sammen gik til psykolog, så klarede vi det sammen, som normale par.

          jeg var dum,
          Tænk, jeg havde glemt alt det negative og hungrede efter prinsesse kærligheden, samværet.

          Mit ultimatum blev selvfølgelig fejet af bordet, men som han sagde, “du er velkommen til at gå alene, hvis du har behovet…. ”

          Nu 2 gange på under 1 måned har vi haft konflikter igen.

          Stiller jeg spørgsmål, eller ytre ønske om udvikling i vores forhold, såsom ‘hvorfor vi endnu ikke foretager os noget sammen med min søn, lægger lidt ferieplaner for os, hans børn osv,
          så går han verbalt til angreb på en, enten er jeg utilfreds, og mer vil ha mer, og desuden kan han aldrig gøre det godt nok.

          Pludselig er mit spørgsmålet vendt til et angreb mod mig og hver gang begrundes det med at så længe vi ikke er gift, så har jeg ‘sagt mellem linierne’ ikke samme rettigheder, eftersom vi kun er kærester (på 16 måneder).
          I hans verden, kan det kun opfyldes når vi er gift og bor under samme tag – hele tiden hans behov, og jeg har måtte høre for, jeg har behandlet ham dårligt, altid noget jeg ikke kan genkende i mig selv. Altid noget med, at jeg får han til at føle sig utilstrækkelig – forsvarer jeg mig, bliver han mere og mere grov, og slår over i personlige ting, at jeg er dum, forkælet og opfører mig som et pattebarn.
          Selv gør han opmærksom på, at han jo er en rigtig mand og det er jeg jo ikke vant til, men en fortid som single.
          Det der er pointen, er at han bliver grovere og mere voldsom, nu er det mig der ødelægger ham!
          hans sande karakter træder mere frem, som måneder går.
          Jeg ved nu – at det aldrig ændre sig, tværtimod, så æder han sig langsomt ind i din sjæl, fjerner din livsglæde, dit mod og håb.
          Behøver jeg at sige, at det der føles forkert – er forkert!
          Kh Sanne

  21. anonyme M skriver:

    Hej.
    Jeg er der hvor jeg fik sagt fra og ville skilles.
    – det tog mig to år at ture…
    (vi har været samme i 11år)
    Nu står jeg her.
    – stadig gift og sammen med ham.
    Han er sød og dejlig. (alt det som er forventede fra en kontrollerende person i sådan en situation når man har sagt fra)
    Han er så begyndt hos en psykolog.
    -nu bliver alt godt igen og der bliver lovet dit og dat og jeg har fået omsorg, støtte og forståelse.
    Men…
    Han er begyndt igen, stille og roligt at kontrollere mig igen.
    Mit spørgsmål:
    Hvad kan jeg gøre for ikke at lade mig kontrollere?
    Hvordan overvinder jeg frygten til at sige fra?
    Hvordan “husker” jeg mig selv på hvad der er okay og ikke okay.
    Jeg er blevet hos ham fordi jeg føler at jeg bør gribe chancen for vores børns skyld for et lykkeligt familie liv.
    Chance er der jo.. Eller…?
    Jeg føler selv inderst inde at det ville være bedst at forlade ham.
    Men jeg er så ødelagt at jeg tror ikke jeg kan klare mig selv.
    Igennem vores liv er jeg den som har fået gæld, er i rki og ingen udd. eller nok arbejdserfaring til et flot cv..
    Jeg føler selv at jeg endelig efter så mange år fået overblik over min situation. Men nøj hvor er det hårdt og så stærk er min selvtillid ikke..
    Tak for din blog, lige præcis den sammen med andre har hjulpet mig meget.

    Beskrivelserne som passer bedst på ham er:
    Virkelighedsforvrængning, Projektion og glemsomheden.

    • Christina Copty skriver:

      Kære anonyme M
      Du stiller en række spørgsmål i din kommentar, som alle har det samme svar: Du skal arbejde med dit selvværd. Når vi ved, hvad vi er værd, er det ikke svært at sige til og fra. Når vi vælger at elske os selv, vil vi også omgive os med mennesker, der respekterer og ærer os som vi er. I et parforhold bør der ikke være frygt for at vise hvem vi er, og hvis der er det, fordi den anden angriber os, er nedladende overfor os eller kontrollerer os, er det partneren, der skal arbejde med den side, og os, der skal arbejde med at føle os elsk-værdige.
      Jeg håber du finder din egen-kærlighed og lader den blomstre.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  22. Louise skriver:

    Jeg har levet med en narcisist i 2, 5 år nu og om 2 mdr kommer vores fælles barn til verden.
    Jeg har aldrig kunne sætte ord på hvad der var med ham men lige fra starten var det ikke helt som det skulle være. Og hvordan vi kunne nå så langt til at være sammen i over 2 år og kommende barn, ved jeg ikke. Det er først fra nu jeg måske lan genkende vores liv i en del skreven artikler.
    Da vi startede med at ses var det på hans betingelser og når han gad, han vidste faktisk ikke helt om han ville have mig men han vidste hvordan mine børn fra tidligere forhold skulle opdrages og det gjorde han. Jeg tænkte dengang at det var opdragelse metoder fra 1887. Opdragelsen var ikke til diskution, det er hans grundlæggende holdning.
    Der er intet der er til diskution, jeg må ikke stille spørgsmål til noget. Hans økonomiske situation er af en eller anden grund samfundes skyld.
    Min familie og venner dur ikke, kun hans mening er rigtig og alle samtaler formår han at dreje over på sig selv og i netop dette øjeblik jeg skriver dette, kan jeg jo godt se det er helt galt og jeg bør komme videre.
    Er dybt frustret men tænker også om det er mig der er ved at blive tosset, skør eller mærkelig.
    Venligst L.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Louise
      Det lyder som om du fra starten har haft det svært sammen med ham, men alligevel har valgt at blive med ham. Jeg kan selvfølgelig kun spekulere over dine årsager til at stifte familie med en mand, der ikke er kærlig overfor hverken dig eller dine børn, men jeg kan forestille mig, at du har stået alene med dine børn fra tidligere, og måske har tvivlet på, om der nogensinde ville komme en ny mand til dig.
      Når vi vælger at nøjes med en partner ud fra en frygt for at være alene, vil vi komme til at gå på kompromis med vores ønsker, behov og grænser, fordi vi tager, hvad vi tror på at vi kan få – Men hvis vi i stedet begynder at se på livet og på os selv som værdifulde, som skønne og dejlige, som nogen, der har masser at byde på, og som fortjener at leve et godt liv, vil vi også begynde at hæve barren for, hvad vi vil finde os i, og derfor også begynde at tiltrække de mennesker, der lever op til den standard, som vi selv sætter for dagen. Det betyder også at vi skal turde sige farvel og slippe alt og alle dem, der er dårlige for os, og det kræver selvfølgelig mod, men også tillid og tro på, at vi selvfølgelig fortjener kærligheden – og måske er det lige her, du skal sætte ind allerførst: Tro på, at du fortjener kærligheden. For det gør du.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  23. Agnete skriver:

    Jeg vil tro jeg er i et sådant forhold. Min mand er ikke slem til daglig men han får et såkaldt “anfald” ca 1 gang om måneden, hvor hele denne profil af psykisk vold kommer på banen. Han fortryder stort set hver gang og undskylder hver gang. Sidste gang var for 2 uger siden hvor han blev meget slem blev han så ked af det og kunne ikke forstå hvorfor han var som han var. Han har lovet at tale blidt til mig fremover.
    Mit spørgsmål går på hvad jeg kan gøre for at hjælpe ham? Der er meget hjælp at indhente til ofrene men intet til at hjælpe dem der udøver den psykiske vold og faktisk vil have et dårligt liv hele deres liv.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Agnete
      En af de skæveste roller vi kan have i vores parforhold er redderrollen. Når vi tror vi skal hjælpe og redde vores partner fra hans egen adfærd, kommer det altid til at ske på bekostning af vores egne grænser. Derfor vil jeg i stedet sige til dig, at det er din mand, der skal søge hjælp, for hvis det virkelig piner ham så meget, så kan det kun være i hans egen interesse at søge professionel hjælp – og modsat hvad du skriver, er der masser af hjælp at hente, hvis han rækker ud og finder en terapeut, der er specialiseret i krænkeradfærd.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  24. Anonym skriver:

    Hej Christina. Er så glad for at have fundet den her side. Jeg er 22år og kan genkende så meget fra mit eget liv. Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år. I starten var alt godt, han var sød og kærlig og jeg var ikke i tvivl om hvor glad han var for mig. Men de sidste 2 år har været så ubeskrivelig nedbrydende for mig, jeg føler ikke at han gør andet end at kritisere mig og jeg begynder faktisk at tro, at jeg ikke dur til noget. Jeg er en sårbar pige, ment på den måde, at der ikke skal meget til at slå mig ud af kurs – derfor tænker jeg også, om det er mig der bare tager tingene for personligt? men jeg vil jo bare ikke mene at et forhold skal gå ud på at trække sin partner ned. Jeg har pakket mine ting flere gange og flygtet hjem til min mor, som jeg heldigvis har et tæt bånd med og som ved hvad der foregår. Problemet er bare at hun er en af de her “Powerkvinder” som ikke finder sig i noget og hun er så uforstående overfor hvordan jeg dog kan blive ved ham. Han syntes det er forkert at jeg fortæller min mor om disse ting, og det er det måske også, men min mor er min bedste veninde og jeg har desværre ikke så mange andre veninder tilbage. Udover det syntes jeg også det er så mega flovt at det ikke er noget jeg har lyst til at dele med nogen. Jeg forstår ikke hvorfor han har brug for nedgøre mig og kalde mig grimme ting. Han kan ikke give mig ros for noget som helst, selvom jeg kæmper en kamp for at tilfredsstille ham. De gange hvor jeg er gået fra ham, har han både holdt mig fra at gå, taget min telefon, smidt rundt med vores ting og i det hele taget haft en truende adfærd. Han har slået mig én gang, ikke rigtig slået (ellers prøver jeg bare at forsvare ham), men i hvert fald dasket til mit ansigt. Han har spyttet efter mig. Skubbet til mig flere gange. Sparket (ikke hårdt) til mig imens jeg stod og pakkede mine ting ned. Når han kommer op i det røde felt, bliver jeg ræd og føler at han er så utilregnelig at jeg knap nok kan gå forbi ham uden at skal være bange for om han nu kommer til at banke mit hoved ind i væggen i hans raseri. Derfor har jeg de sidste par gange gjort det forbi over sms. Men han lover altid guld og grønne skove, og jeg falder for det hver gang. Han giver mig skylden for alt. Bl.a. tabte han vores ipad, hvor det lige pludselig var MIN skyld, fordi MIN ledning til computeren lå i vejen lige der hvor han stod og den anden dag var vi igang med at lave en ny overflade af fliser på vores bord, så vælger han at vende bordet 190 grader så alt fliselimen løber ned af bordet og det er igen min skyld – HVORFOR? det er ham der er tømrer og ham der burde vide at det skete, hvilket han også har indrømmet. Han har også flere gange fortalt hvordan han ville slå “en” ihjel, hvordan han ville sørge for liget aldrig blev fundet og at 12 år i fængslet var ingen sag. Jeg føler at jeg har et skema i mit hoved for ALT hvad jeg skal gøre, basale ting som at spise, gå i bad og tage tøj på, for at undgå konflikter. Jeg vejer 46 kilo og har længe fået af vide at både læge, familie og venner at de er urolige over det. Undtagen ham. Det skal lige siges at jeg ELSKER mad og altså ikke er spiseforstyrret, men kan godt selv se at jeg er undervægtig. Han kan finde på at kalde mig tykke, kommentere min mad og når jeg spørger ham, om han også syntes jeg er så sygeligt tynd som jeg heletiden får af vide og svaret er: nej. Min mor siger, at om så jeg tabte mig 10 kilo mere, ville han ikke syntes jeg var for tynd. Det skræmmer mig og gør ondt på samme tid, når det er noget jeg virkelig knokler med. Jeg ønsker jo hverken at min kæreste skal finde mig utiltrækkende, men heller ikke at andre mennesker skal tro jeg er spiseforstyrret. Vi er begge lidt nogle “nørder” og engang kunne vi spille sammen, nu er jeg ikke god nok. Det samme gælder musik, nu er det kun hans musik vi må hører, for mit er noget værre lort og han skal nok sørge for at ødelægge det hvis jeg først sætter en sang på. Han har ADHD og selvmedicinere sig med hash da han føler han lever i en osteklokke på medicin, føler jeg skal tage hensyn til ham heletiden. Når jeg går fra ham, er han først rigtig sød og prøver at vinde mig tilbage, de gange hvor jeg har følt mig helt afklaret og stået fast ved min mening, bliver han til den mest modbydelige djævel. Han truer med at ødelægge ting for mig, forlanger heletiden forklaringer (som jeg også selv føler jeg er nød til, selvom han egentlig ikke fortjener en skid forklaring, hvis han ikke selv kan se og hører det efter alle de gange jeg har sagt det).. Jeg bliver faktisk pisse irriteret når han er prins Charming så snart jeg er smuttet, for hvorfor fanden kan han så ikke være det når han har mig? Udad til er han så charmerende og vil alle de bedste, han vil aldrig slå en edderkop ihjel – han sætter dem ud i haven og som tømrer er han endda kendt for at fjerne sneglene inden han bruger bræderne. Men hvorfor er han så så ondskabsfuld overfor mig? hans mor er lidt på samme måde, heldigvis ikke overfor mig – men jeg kan tydeligt hører hvordan hun rakker ham ned på samme måde igen og igen. Som mange andre skriver, siger han også at “han fandme ikke skal analyseres”, jeg læser til pædagog og selv mit fag snakker han grimt om. Vi tror vi er så kloge på mennesker, vi tror vi ved hvorfor en person handler som han gør osv osv. Samtidig er det lige alle kvinderne i min familie han sviner til, da alle er pædagoger. Igår konfronterede jeg ham med at jeg har været inde og læse om psykisk terror, og at det var noget han skulle arbejde med. Han benægtede og sagde “dem der gør det, gør det bevidst for at være ond, det gør jeg ikke”. Han ville aldrig give mig ret. Jeg føler mig ikke værdsat, respekteret, elsket eller tiltrækkende – men alligevel hiver alt i min krop for at være sammen med ham igen. Jeg forstår det ikke. Det er en kamp mellem mit hjerte og min fornuft. Han er også meget jaloux, tjekker min facebook, min mail osv. og alligevel er han selv meget hemmelig med hans beskeder. Den der med “Du kan vel tage lidt sjov?” har jeg også fået mange gange. Jeg har virkelig mistet min livsgejst og det eneste der holder mig fra ikke at tage den nemme udvej er min familie. Jeg kan ikke genkende mig selv mere, jeg var engang en glad og meget social pige. Nu er jeg bare en usikker lille mus som føler sig værdiløs og som ikke tør at indgå i sociale sammenhæng, jeg lukker mig simpelhent inde. Jeg kan snart ikke mere. Og ingen forstår hvor svært det her er. Jeg ville ønske at der var nogen der kunne tage valget for mig, men det er der desværre ikke. Jeg prøver heletiden at fortælle mig selv at det rigtige at gøre er at gå fra ham, for det ved jeg inderst inde, man drømmer og håber vel bare på at han kan ændre sig. Jeg har ingen energi, er dybt deprimeret og jeg ved, at fortsætter jeg det her forhold hvor der ingen nærvær og omsorg er fra hans side – udover når han skal have lettet trykket, er jeg bange for det er for sent at rette op på mit liv. Men jeg har brug for nogle redskaber for at stå fast ved min mening, jeg er flyttet hjem til min mor igen nu, vi har stadig kontakt, men han ved at jeg er her fordi jeg overvejer at gå fra ham. Jeg har skrevet alt det negative ned og kigger på det hvergang jeg får lyst at gå tilbage. Hvordan syntes du jeg står?

    • Christina Copty skriver:

      Kære Anonym
      Det, du beskriver, er definitionen på et psykisk og fysisk voldeligt forhold. Jeg kan godt se, at du forsøger at forklejne hans vold ved at gå med på de forklaringer han giver dig. Han definerer med andre ord din virkelighed ved at fortælle dig, at hans adfærd er mindre ondskabsfuld fordi han ikke gør det bevidst. For det første er det bevidst når han er blevet gjort opmærksom på, at det sårer dig, og han alligevel uhindret fortsætter med at krænke dig på alle tænkelige måder.
      At han også synes det er forkert at du taler med din mor om, hvad der foregår, er endnu et tegn på, at han ved, hvad han laver: Grunden til at han ikke vil have at du ‘sladrer’ er sandsynligvis fordi han også ved, at din mor er en powerkvinde, der ikke synes det er i orden at hendes datter bliver behandlet så dårligt af nogen.
      Det lyder for mig som om du har at gøre med en mand, der er uvillig til at se på sig selv og som måske slet ikke er i stand til at reflektere over sig selv. Han lyder også som om han ikke har empati, men kun er optaget af at have ret og at have total kontrol over dig, også selvom du er blevet syg af det. Så hvis jeg skal fortælle dig, hvordan jeg synes du står, så vil jeg på det kraftigste råde dig til at forlade ham, inden han gør mere skade på dig. Charmen han besidder er kun overfladisk og et instrument han bruger for at holde på dig, og der er intet i det du fortæller, der beskriver en mand, der elsker eller respekterer dig, og jeg er bange for, at hans adfærd vil blive mere og mere farlig, des længere tid du er sammen med ham og tillader ham at rykke på dine grænser for, hvad der er acceptabelt i et parforhold.
      Jeg håber du finder modet til at holde fast i dig selv, for du lyder som en skøn, ung kvinde, der har masser at byde på, og som i den grad fortjener at komme ud og opleve hvor skønt livet er iblandt kærlige og omsorgsfulde mennesker.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  25. Eliza skriver:

    Hej Christina. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er i et forhold som jeg har været i 1,5år. Det startede rigtig dårligt ud da jeg var prostiueret da jeg mødte min kæreste. Jeg var meget ærlig omkring det da jeg ikke vil byde noget menneske den slags da jeg godt vidste at jeg nok aldrig fandt en der kunne leve med det. Men her var han så – blev sat op på date med ham. Han var bare så fantastisk de første 2-3måneder, han fortalte mig hvor højt han elskede mig, hvor smuk jeg var osv. Han gav udtryk for trods mit knap så seje arbejde ville han mig og vi skulle være sammen. Så vi blev kærester og alt kørte fint i starten. Efter ca 3måneder, blev han meget mistroisk og havde en ekstrem agressiv adfærd. Hvis jeg nu var ude med veninder eller på arbejde og jeg ikke svarede på min telefon i en time eller to så måtte det være fordi der var en anden. Han kunne sende beskeder der fyldte 10sider om trusler og hvis jeg lavede numre med ham så ville der ske det og det. Som månederne gik blev det kun værre og han begyndte så at bruge mit arbejde mod mig – jeg bare var en klam luder som Intet var værd. Konstant prøvede jeg at fortælle på en pæn måde at ingen havde tvunget ham til at vi skulle være sammen så hvis det var det han følte så var det nok bedst vi gik hver til sit. Det gjorde ham endnu mere hidsig for så beviste det jo jeg havde noget at skjule. Det endte med jeg måtte stoppe som prostiueret fordi når han hentede mig ( som han insisterede på altid, begyndte han at have en truende adfærd for alle mænd som bare gik forbi på gaden udenfor ) Når jeg satte mig i bilen, drønede han med 200km i timen ned af Nørrebro gade og hvis jeg græd og bedte, tryglede om at komme ud kørte han bare endnu vildere og sagde jeg burde dø. Jeg tænkte i langtid det var mig som var skyld i disse problemer begrund af det åndssvage arbejde. Men selvom jeg stoppede og har droppet alt kontakt til gamle veninder stoppede skænderierne og truslerne bare aldrig. tværdimod nu sidder jeg her og er gravid i 6måned, jeg ser aldrig nogen og jeg mener aldrig. Jeg kan ikke gå ud uden han kontrollere mit tøjvalg – han mener jeg klæder mig for at få opmærksomhed fra andre og jeg er meget bevidst om det. Hans venner kan ingengang komme forbi så får jeg afvide jeg sender dem blikke for at få opmærksomhed. Faktisk tør jeg slet ikke bevæge mig ud for er bange for at vække bjørnen. Det værste er alt er hans enorme vredesudbrud hvor han smadrer og raser hjemmet mens min datter på 6år er her. Han kan finde på foran hende eller råbe ud til hele nabolaget jeg er en klam luder der sutter pik for penge. Det gør så ondt er helt nedkørt, jeg troede i langtid jeg var problemet fordi sådan ligger han det altid ud. Men eftersom jeg ikke “arbejder” mere og jeg altid er hjemme og ingenting gør – er jeg begyndt at tænke det måske ikke er mig. Plus når jeg fortæller hvordan jeg opfatter situationer så nedgøre han mig, siger jeg ikke kan huske en skid og han husker præcist alt hvad jeg altid har sagt. Det mig som er dum og ingenting kan huske. Jeg føler han manipulere mig. Hvis jeg så meget prøver at komme med lidt kritik mod ham hvad han kunne gøre andrledes så vi fungere bedre så alt min skyld lige pludselig – det os mig – det arbejde jeg engang havde og jeg er ikke til at stole på jo. Han får det altid vendt rundt – og han tvinger mig nærmest til at hører på hans time lange forklaringer om hvordan tingene egentlig er. Hvis jeg bliveR ked Af det eller sur fordi man ofte er træt af at hører på de samme ting – så mener han det bekræfter sandheden i det han siger for ellers ville jeg jo bare tag det roligt. Vi bliver kun gode venner hvis jeg undskylder og siger jeg elsker ham ellers kan han godt ignorer mig i flere dage. Men han ligger det ud til hele verden som om han er offeret og jeg Er den onde de få gange jeg nu har paKket mine ting og forladt ham. Men kommer desværre altid tilbage da jeg som regel ingen steder har at tag hen og hvis vi forlader vores ting hos ham for at Tag på krisecenter så har jeg ingenting når jeg kommer tilbage – så det ødelagt eller bare smidt ud. Jeg er bare så ulykkelig og grædefærdig for han vil virkelig ikke se noget fra andres side bestemt ikke min. Jeg er skyld i al ulykkelighed jeg er tilmed selv forskyldt over min egen depression jeg havde i 9-10måneder i følge ham. Det så svært jeg føler mig fanget her. Hvad skal jeg gøre :'( Mvh eliza

    • Christina Copty skriver:

      Kære Eliza,
      Puha din kommentar og din beskrivelse af dit liv sammen med din kæreste gav mig nærmest ondt i maven – Hvor er det forfærdeligt at du lever under de vilkår, og værre endnu, at du venter barn med ham og har din 6-årige datter indblandet. Jeg er ked af at sige det til dig, men råt for usødet så lyder din kæreste ikke blot som en krænker, men som en psykopat. Hans kontrol, hans manglende evne til empati, hans manipulationer og forvanskninger af sandheden og hans direkte truende adfærd overfor dig er kæmpestore røde, larmende blinkende lamper, som du skal tage meget alvorligt.
      Jeg kan godt se, at han har haft succes med at tegne billedet af dig som den skyldige i jeres problemer, men problemet ligger hos ham: Hans jalousi er ikke udtryk for kærlighed, det er et udtryk for hans lave selvværd og dermed hans måde at kontrollere dig på, så han ikke skal forholde sig til sig selv. Hvadenten du har arbejdet som prostitueret eller i en tøjbutik, er det ikke i orden for nogen som helst at behandle dig som han gør, og det er her, jeg tror du skal vende blikket lidt ind mod dig selv, for hvad er det der gør, at du ikke tror, at du kan få en kæreste, ligegyldigt hvad du beskæftiger dig med? Jeg er helt enig med dig i, at det er en branche, der med sikkerhed gør mange mænd usikre, fordi det for mænd oftere end for kvinder er igennem sex at de mærker dominans/ejerskab/samhørighed med en kvinde, så når ‘deres’ kvinde går i seng med andre mænd, bliver de truede på denne ‘territorie-afmærkning,’ men det undskylder stadig ikke den form for truende og aggressive adfærd som din kæreste udsætter dig for. Hvis han vitterligt havde kærlighed til dig og mærkede ømme og omsorgsfulde følelser, ville han ikke gå til kamp mod dig på den måde, men istedet tale stille og roligt med dig om sine egne usikkerheder – og det er ikke det, han gør.
      Intet af det han gør, er rettet mod dig på en kærlig og dejlig måde, istedet er han optaget af sine egne følelser af jalousi (som han berettiger på den mest vanvittige måde, i mine øjne, når han siger at din tavshed eller træthed er bevis på din skyld – det er ærligt talt vanvittigt!) og hans behov for at få dig isoleret, så du kun servicerer ham og hans umodne og egoistiske behov.
      Jeg kunne ønske mig, at du stillede dig selv en række spørgsmål, så du måske kunne komme videre med dit og din datters liv:
      Hvorfor valgte du at gå ind i branche, hvor du på forhånd tænkte, at det ville blive umuligt at få en kæreste?
      Hvad er det i dig, der ikke tror at du kan få det, du skal have og har brug for?
      Hvorfor nøjes du med at være sammen med en mand, der ikke elsker dig (og nej, at man siger at man elsker nogen og samtidig behandler dem som han behandler dig er IKKE kærlighed, ligegyldigt hvad han siger)
      Hvad tror du, at du giver din datter med sig i livet, når hun ser og oplever, hvordan hendes mor lader sig behandle?
      Hvilke værdier vil du gerne give din datter med på vejen, så hun kan træffe anderledes valg end dig? Og hvordan kan du sørge for at du er et godt eksempel for hende på selvrespekt, egenkærlighed og omsorg?
      Jeg ved godt at mine ord måske virker barske, men det er den barske virkelighed du står i – Og hvis du tager på krisecenter, er det forhåbentlig ikke med henblik på at tage tilbage til ham? Jeg kan se at du er bange for at han smadrer dine ting og smider dem ud, men ting er bare ting – dine snart to børn og dig kan ikke erstattes, det kan alt andet. Det er dét du skal forholde dig til og tage ansvar for.
      Jeg ønsker dig masser af styrke og handlekraft og håber på, at du vælger at prioritere dig selv og dine børn.
      Kærlige tanker og masser af hilsner,
      Christina

  26. Dominik skriver:

    Kære Christina

    Jeg er for tre måneder siden kommet ud af et voldsomt parforhold og kan mærke at jeg har fået en depression som resultat deraf. Jeg kan takke min bror for at have gjort mig opmærksom på at min daværende kæreste med stor sikkerhed har udsat mig for psykisk vold (til tider også fysisk vold).

    Lidt om vores halvandet år lange forhold. Min daværende kæreste var 28 og jeg 27. Hun har haft en meget ekstrem barndom med både søskende og forældre som har været voldelige overfor hende – noget jeg hverken kendte til eller kunne mærke på hende. Vi flyttede i en lejlighed sammen, og der begyndte jeg så småt at lægge mærke til ændringer i hendes opførsel. Hun var tit sur og der skulle intet til at hun begyndte med at hæve stemmen overfor mig. En aften havde hun i arrigskab drukket sig fuld og ødelagt nogle af vores fælles ting i lejligheden – bare fordi jeg ikke havde tid til at vaske op.

    Altid har jeg forsøgt at se sagen fra hendes side, og jeg kan forestille mig at hun må have haft en masse problemer, som har drevet hende til at reagere på disse måder – dog mistede jeg al tolerance for hende da hun en nat beruset kom hjem fra en bytur. Uden at overdrive, sparkede hun nærmest døren til vores lejlighed op og angreb mig, helt uden grund.
    Jeg måtte handle i selvforsvar, og var parat til at ringe efter politiet, men efter noget tid faldt hun til ro og vi gik hver til sit. Næste dag fortæller hun mig, at hun intet kan huske og virker nærmest ligeglad med mine beretninger fra den voldsomme nat forinden.

    Herefter blev hun tiltagende mere verbalt voldelig overfor mig, og prøvede på at gøre mig afhængig af hende. Hver gang jeg ville foretage mig noget, skulle hun vide hvad det var jeg skulle – hvis jeg ville besøge en ven, skulle vi først aftale et tidspunkt jeg skulle komme hjem på osv.

    Hvad jeg skriver her er blot en brøkdel af det helvede, jeg føler jeg har være igennem i dette forhold. Nu står jeg tilbage i et eksistentielt tomrum. Jeg har mistet appetitten på livet, og min tilværelse er blevet grå og kedelig. Jeg forstår ikke hvorfor – kilden til det negative i min tilværelse er jo blevet afbrudt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at kunne puste livet tilbage i min tilværelse!

    Med venlig hilsen
    Dominik

    • Christina Copty skriver:

      Kære Dominik

      Det er en barsk omgang du har været igennem, og der er ikke noget at sige til, at du stadig døjer med efterdønningerne af det. Når vi er forbundet til et menneske, der skader os, sker der ofte det, at vi mister os selv henad vejen og derfor har svært ved at finde fodfæste, når vi kommer ud på den anden side. Ofte oplever vi en form for depression når et destruktivt forhold ender, fordi vi undervejs har opgivet kontrollen over vores egne liv og i samme åndedrag har fået at vide af det menneske, der angiveligt skulle elske os, at det er os, der er noget galt med. Når vi ikke modtager en undskyldning når andre krænker os, begynder vi langsomt at tvivle på vores egne oplevelser og følelser.
      Der, hvor du står lige nu, er, som du selv siger, en slags eksistentiel krise, hvor du skal genopbygge dit liv og genfinde din indre flamme – og i samme åndedrag også bearbejde alt det, du har været udsat for. Derudover ligger der også et stykke arbejde i at finde ud af, hvad det er, der gjorde at du valgte sådan en kvinde, og ikke gik fra hende, da det blev tydeligt at hun var giftig for dig. Heri ligger der masser af information, men også vejen til din heling, så du kan træffe sundere og bedre valg i fremtiden.
      Jeg ønsker dig alt det bedste.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  27. Anonym skriver:

    Jeg har et problem. Jeg elsker min kæreste og faren til mine børn utroligt højt. Når vi har det godt, har vi det rigtig godt! Vi har en helt særlig kemi, og jeg ser ham uden tvivl som min soul mate. Jeg kan på ingen måde forestille mig et liv uden ham. Men… Når vi har det dårligt, har vi det rigtig dårligt. Vi har begge temperament, og bølgerne kan gå højt!
    Min første alarmklokke ringede for nogle år siden. Her blev han så vred på mig, at han slog hånden igennem en dør, kun få centimeter fra mit hovede. Vores den gang 1 mdr gamle baby lå og sov nede i stuen. Jeg husker ikke hvorfor, jo jeg blev ved med at spørge ind til noget der var sket til en julefrokost aften før, hvor han vidst havde været oppe at toppes med en kolega.
    Jeg trak mig væk fra ham, og da jeg følte han var klar, gav jeg ham klar besked. Skete dette nogensinde igen, ville jeg gå fra ham. Vi kom ud på den anden side, men hver gang vi diskutere, er jeg et tudefjæs, en “stærk individ kvinde” der elsker at spille offer, jeg trækker kvinde-kortet og tager med garanti børnene fra ham når jeg skrider. Alt dette er hans ord, i hver diskution. “Så gå fra mig” er hans svar, når jeg forsøger at tale med ham om mine følelser. Jeg har sagt ordene alt for mange gange til ham, nu går jeg! Og han ved det ikke passer. Han kan godt sige undskyld, for små basale ting, men først når han virkelig ser, at jeg er helt nede i kulkælderen.
    Forleden skete det igen. Han var sur og tvær da jeg kom hjem, og jeg valgte at spørge, han sagde om ikke vi kunne snakke senere. Da børnene skal puttes smækker han døren ind til den mindste, fordi h*n ikke kan finde ro. Jeg spørger hvad der sker og han svare “ikke noget” jeg spørger ind til den smækkede dør, han nægter at svare og vil ud af rummet. Jeg stiller mig i døren og beder ham snakke med mig, forklare at jeg ikke synes det er okay. Til sidst tager han fat i mine arme og kaster mig væk. Alt i mens jeg prøver at putte den mindste, skændes vi mere end nogensinde før. Jeg spørger ham, om han ikke godt vil gå, siger at jeg er bange for ham, og han ender med at smække en dør flere gange over min fod. Jeg skal holde min kæft, lade være med at tude. Det var min egen skyld, jeg kunne bare ha’ flyttet mig. Hvis ikke jeg havde stillet mig i døren, var det aldrig sket! Jeg sagde til ham, at nu var det nok, og jeg begyndte at pakke mine og ungernes ting. Jeg vidste godt jeg ikke kunne vække ungerne for at kører, og jeg håbede inderligt, at det gik op for ham, hvad der skete. Pludselig vil han snakke om tingene, men da jeg siger, at jeg ikke kan acceptere, at han tager fat i mig, griner han og siger “så kom dog videre” og “så ring til politiet din stakkels kvinde” og igen fastholder han, at jeg selv var ude om det. Jeg indrømmer at det var forkert af mig, at stille mig i døren når han ville ud og han siger “ja tak!” Jeg kan godt mærke, at vi ikke kommer nogen vegne i skænderriet og lige pludselig hører jeg mig selv sige undskyld! Wtf?! Senere får han forsoningssex, uden et eneste kys og falder i søvn.
    Jeg har blå mærker ned ad armene, og dagen efter konfronterer jeg ham, viser ham mærkerne og han siger “nice!”

    Er han dybt forstyrret eller er vi bare kørt helt skævt på hinanden? Åh jeg tør næsten ikke slå det op, er så bange for svaret! Hvis jeg går fra ham, skal han jo ha’ børnene, han vil helt sikker kræve vi skal dele dem lige. Det kan jeg ikke! Jeg ville ikke være tryg ved det. Men jeg kan ikke få mig selv til at tage deres far fra dem. Jeg elsker ham jo virkelig virkelig højt. Men jeg er bange for fremtiden, hvis vi ikke får noget hjælp til, at takle hinanden.

  28. Chris skriver:

    Tak… jeg ved at du har ret. Jeg har været gift med sådan en i næsten 25 år… Jeg vil skilles, og vil gerne have at han flytte hjemfra. Det er svært og det belaster mig utroligt meget.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: