Et af de elementer, der ofte beskrives som kendetegnende for narcissistisk forelskelse, er stormkur, eller som jeg har kaldt det i min bog ‘Den Svære Kærlighed’, Kærlighedsstorm, og imens det til en vis grad er rigtigt at stormkur kan være en del af en narcissists første begejstring, er det desværre gået hen og blevet et slags uformelt diagnostisk kriterie, når man ser sig om på nettet efter information om emnet, og fordi det er blevet gentaget så mange gange så mange forskellige steder, er det næsten blevet en slags sandhed.
Men det er det altså ikke.
Stormkur er ikke noget, der er forbeholdt narcissisten. Og stormkur er ikke et sygdoms- eller personlighedsforstyrret tegn.
Stormkur er bare en blandt mange måder at udtrykke sin forelskelse på. For modtageren kan det være en meget forførende måde at blive kurtiseret på, fordi man som objektet for den andens intense forelskelse er sat på en piedestal, hvor alt, hvad man gør, tænker, synes og føler er rigtigt – og når man beskriver det således, er det jo blot forelskelsens ‘almindelige’ vanvid.
Når vi knytter os til en anden, er det normalt at synes, at vedkommende er noget helt særligt, ellers kunne vi jo finde sammen med hvem som helst, og som de fleste ved, er vores følelsesmæssige impulser en stor del af den første tiltrækning, der ikke på samme måde kan vækkes via fornuftens overvejelser om for og imod. De fleste af os har da også en negativ holdning til forhold, der baseres på fornuften, og ville have svært ved at forestille os leve et helt liv med en anden baseret på fornuft, især i dag, hvor kvinder ikke længere er økonomisk afhængige af at blive forsørget.
Hvorfor forveksler man stormkur med narcissisme?
En af årsagerne til, at man kan komme til at tro at stormkur er et narcissistisk træk, er fordi det kan lægge sig op ad de diagnostiske kriterier, der hhv. handler om narcissistens stræben efter ideel kærlighed, samt kriteriet, der beskriver, hvordan narcissisten ser sig selv og dem, han/hun associerer sig med som noget særligt – akkurat sådan som vi alle tænker og oplever, når vi har mødt That Special Someone.
Men hvis man kommer til at tage kærlighedsstormen, eller den intense forelskelse, som bevis for disse kriterier, er der mange, der enten tror, at alle de møder, der hurtigt forelsker sig i dem, er narcissister, eller modsat, slet ikke får øje på, at de er i et forhold med en narcissistisk partner, fordi de netop ikke har oplevet at blive kurtiseret så direkte, og heller aldrig har oplevet at narcissisten kommer tilbage efter et brud og kærlighedsbombarderer dem.
Derfor er det vigtigt at netop det kendetegn udgår fra vores forståelse af, hvad narcissisme er.
Når man ikke oplever stormkur
Nogle oplever nemlig det modsatte: At de ikke blev kurtiseret eller placeret på en piedestal. Det, der ofte gør sig gældende for netop disse forhold er, at den andens begejstring og idealisering af narcissisten allerede i forvejen er større end narcissistens. Det betyder at narcissisten har opnået den opmærksomhed og forgudelse, som han eller hun ellers plejer at få igennem sin stormkur.
Det gør sig ofte også gældende, når den fysiske tiltrækning er stor, og at man som den nye partner hengiver sig til det seksuelle rum inden og uden at narcissisten behøver at gøre sig umage.
Sidst men ikke mindst kan man med en lidt grov generalisering sige, at når man ikke udsættes for stormkur, har man måske en større, omend ufrivillig, tendens til at lade sig nøjes, fordi man samtidig har et lavt selvværd på grund af sin opvækst og relationen til sine primære omsorgspersoner, der heller ikke gjorde sig umage for at lade barnet opleve sin værdi og mærke den betingelsesløse kærlighed.
Det betyder altså, at man kan komme til at se spøgelser, hvor de ikke er, og at overse dem, der, hvor de er.
Når vi taler om narcissisme bør vi derfor være meget mere påpasselige med ikke at skære alle over en kam, eller ikke se dem overhovedet ved at bruge disse lidt generaliserede anekdotiske oplevelser som gospel.
Kausalitet versus correlation.
Det betyder ikke at stormkuren aldrig kan finde sted med en narcissist, for den kan den, akkurat som for alle andre. Narcissisme skaber ikke stormkur. Men narcissistens begejstring og impulsivitet kan sagtens komme til udtryk i hans/hendes tunnelsynede forelskede. Så det kan eksistere fint side og side. Men gør det som sagt ikke altid.
Hvad gør man så for at skelne?
Selvom man springer rundt på forelskelsens enhjørning, vil narcissismen ligge nedenunder som en form for underlægningsmusik, og man vil som partner have en ofte nagende fornemmelse af, at man skal opføre sig på en bestemt måde, fordi man instinktivt ved, at man enten vil blive devalueret eller endda miste den vilde forelskelse, hvis man siger noget, den anden kan opfatte som kritik eller afvisning. Hvis man for eksempel oplever, at narcissisten hurtigt vil flytte sammen eller giftes eller sige ‘jeg elsker dig’, så er det ikke i sig selv et problem, men hvis man bliver afvist og kasseret fordi man ikke spejler de store følelser ubetinget og i samme tempo, så er det der, alarmklokkerne helst skal begynde at bimle.
Narcissisme som det nye sort(-e får)
Desværre er narcissisme blevet det nye skældsord, der bruges i flæng om alt og alle, der opfører sig krænkende, egoistisk, er utro, taler nedladende, er ‘alt for’ begejstrede i deres forelskelse og så videre, og der er desværre også gået mode i at se narcissister som ensidigt sorte dæmoner, der gør alt ud fra en kalkuleret bagtanke, hvilket er lige så unuanceret en måde at se narcissisten på, som narcissisten ser ud i verden, og selvom man måske tror at man gør andre en tjeneste ved at dæmonisere dem, kommer det i sidste ende til at betyde, at mange ender med større sår og skader, fordi den viden de får, er fejlbehæftet, fordi den bunder i formidlerens egen vrede og erfaringer med en psykisk voldelig person, der måske, men måske ikke, er/var narcissist.
Vi må passe på at indignationen og følelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt og dårligt ikke kommer til at betyde, at vi på samme måde bliver krænkende i vores rigiditet og generaliseringer overfor andre mennesker – og at vi i sidste ende også sætter os selv og hinanden fri til at forelske os hovedkulds, og nyde det søde vanvid der er i at se den anden igennem hjertets lyserøde briller. For det skal der også være plads til.
Happy Valentine’s Day, smukke sjæl <3