Jeg er ikke blevet slået. Jeg er ikke blevet truet på livet. Og jeg er ikke blevet skældt hæder og ære fra. Tæller min historie så? Og har jeg så ret til at sige, at min ekskæreste er narcissistisk?
Curseren på min computer står og blinker. Det er anden gang, at jeg går i gang med at skrive om min oplevelse med en narcissistisk partner. Det er rigtig svært at skrive om, for selvom det nu er halvandet år siden, at min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, så er det stadig vanskeligt for mig at tegne et entydigt billede af min historie, som jeg kan holde endegyldigt fast i. Brudstykker dukker op og føjer en ny dimension til den historie, jeg ellers lige troede, var blevet mit facit. Og egentlig er det nok hele min historie om livet med en narcissist i en nøddeskal: Man (jeg) tvivler igen og igen på mine oplevelser. Det er, som om jeg er blevet den lille dreng i H. C. Andersens eventyr: ”Kejserens nye klæder”, der står i folkemængden og bryder illusionen ved at råbe: ”Jamen han har jo ikke noget tøj på!” for blot et par sekunder senere at spørge mig selv, om det mon i virkeligheden bare er mig, som skal have briller?
De fysiske tegn på livet med en narcissist er så nemme at forholde sig til. De er til at tage og føle på. Det bliver konkret og synligt. Når jeg ikke har den slags at hænge min historie op på, så bliver jeg bange for at være en drama queen. Jeg har set, læst og hørt mange interviews med Christina Copty, og næsten hver gang stiller journalisten spørgsmål, som går på, om det, Christina fortæller, i virkeligheden ikke er ret almindeligt og hverdagsagtigt for de fleste. Jeg bliver bange for, at folk skal tænke det samme om mine oplevelser. Og jeg forstår egentlig godt, at man som udenforstående kan tænke sådan. Selv for mig, og mange andre som kender til livet med en narcissist, kan det være frygteligt svært at finde hoved og hale i, hvad der er narcissistisk, og hvad der ikke er. Men jeg vælger alligevel at dele min historie, fordi jeg ved, at vi faktisk er ret mange i samme båd, og det betyder så uendeligt meget at vide det, når man tror, man sidder helt alene i en synkende skude på et åbent hav. Skammen, tvivlen, de selvnedgørende tanker og tabuerne fylder nemt så meget, og jeg er endelig, endelig, endelig nået hertil, hvor jeg tør stå ved, at dette er mine oplevelser! Dette er en del af min historie! Og dette er virkelig sket for mig!
Dameblade, selvhjælpsbøger og veninder blinker med røde advarselslamper. Efter halvandet år burde man for længst være videre, og det bliver hurtigt til en kamp inde i mig, hvor tiden bare går, mens jeg mærker min hals snøre sig sammen. Jeg er bare ikke længere i processen, men det burde jeg jo være! Da jeg finder frem til Christina Copty og bliver klogere på narcissisme, får jeg endelig ro på. Jeg er lige, hvor jeg skal være i forhold til at komme ud af forholdet med en narcissist. Det er nemlig ikke bare en klassisk kærestesorg, som kan klares med en pakke kleenex og en rebound. Det er forsøgt, men det virker ikke. Ikke for mig i hvert fald. For alle de subtile, psykiske skader tager lang tid at komme sig over. For mig tager det faktisk også tid at opdage skaderne, fordi der er så meget dårlig opførsel, jeg har accepteret. Nok mærkede jeg tit, at noget var galt, og jeg sagde det også højt på mange forskellige måder, men samtidig fik min ekskærestes reaktion mig hver gang til at tvivle på, om min oplevelse var overdrevet – og om jeg overhovedet havde ret til at have den. Igen og igen stod jeg med et ben i hver lejr: ”Har han virkelig ikke noget tøj på – eller er det mig, som skal have briller?”
Lidelse og forvirring var overhovedet ikke på tapetet, da min ekskæreste og jeg blev kærester. Tværtimod. Min ekskæreste og jeg lærte først hinanden at kende som venner. Vi havde begge andre kærester, men min ekskæreste blev hurtigt vild med mig og var sågar parat til at være sin kæreste utro for at være sammen med mig. Det var jeg overhovedet ikke parat til, og samtidig var jeg ærlig talt heller ikke så vild med ham, som han var med mig. Det ændrede sig dog over tid, og da jeg endelig blev forelsket i min ekskæreste, kunne han slet ikke fatte sit eget held! Jeg var mere end forgudet, og det havde jeg ikke prøvet før på den måde, så jeg forstod sådan set heller ikke mit eget held. Men jeg forstod dengang heller ikke, at der er en god grund til, at ”højt at flyve, dybt at falde” er blevet en fortærsket kliché…
Min ekskæreste led af alvorlig stress, og han var meget isoleret og ensom. I dag er det tydeligt for mig at se, at han ikke bare led af stress. Han havde en dyb depression. Meget hurtigt blev jeg til hans redningskrans, fordi han ikke havde andre. I alle de år vi var sammen, har jeg aldrig mødt hans venner. Min ekskæreste gjorde meget ud af at fortælle mig, at vi havde noget helt særligt sammen. På en måde følte jeg mig meget unik og værdifuld, og samtidig begyndte jeg også at føle stor afmagt og stress. Min ekskæreste og jeg kom hurtigt ind i en redder-offerrelation, hvor jeg var den skønne Florence Nightingale, og han var det stakkels offer. Jeg overvejede tit at gå, men jeg turde ikke. Jeg turde ikke, fordi jeg i ramme alvor frygtede, at min ekskæreste kunne finde på at tage sit eget liv, hvis jeg gjorde det. Jeg husker, hvordan vi en aften stod og hyggede os med at lave mad sammen. Vi snakkede om hans arbejde, og jeg var igen den medfølende og lyttende kæreste. Pludseligt ud af det blå sagde min ekskæreste, at han nogle gange havde overvejet, om det overhovedet var værd at blive ved med at leve. Jeg blev så forskrækket! Samtidig var der også rigtigt dejlige stunder, og dem higede jeg desperat efter. Jeg higede så meget efter dem, at jeg selv gik i terapi, beordrede ham i terapi, slæbte os i parterapi, læste ufatteligt mange bøger og blogs om parforhold og diskuterede det om og om igen med mine veninder. For der var jo som sagt engang, og hans ord overbeviste mig hele tiden om, at vores forhold var unikt, og jeg var den eneste ene. Der var bare lige den hage ved det, at jeg sjældent kunne få hans ord og handling til at hænge sammen.
I ord havde vi det fantastisk sammen, og vi havde en fantastisk smuk drøm foran os med hus, børn, hund og lutter idyl og lykke. Drømmen blev så virkelig, at vi det meste af tiden levede mere i den, end vi levede i virkeligheden. Jeg tror i ramme alvor, at min ekskæreste selv troede så meget på den drøm og hele illusionen, at det blev til hans virkelighed. Det var også en drøm, som jeg vitterligt havde, og den blev som det lysende fatamorgana, som jeg kæmpede desperat for at nå hen til. Men lige meget hvor meget jeg kæmpede, så nåede vi aldrig derhen. Den virkelige virkelighed var, at vi ikke havde hverken hus, hund eller børn. Faktisk boede vi ikke engang sammen. I fem ud af ugens syv dage vidste jeg egentlig ikke, hvad min ekskæreste foretog sig. Selvfølgelig snakkede og skrev vi sammen, men jeg var ikke en del af hans hverdag – og omvendt.
Da vi blev kærester, boede vi næsten i hver sin ende af landet. Min ekskæreste var ikke glad for det lille provinssted, hvor han boede, og samtidig stod jeg selv ved en skillevej i mit liv. Min ekskæreste meddelte mig, at når jeg vidste, hvor jeg ville bo, så ville han flytte med. I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det var noget, vi skulle have taget aktiv del i og ansvar for begge to, men her blev opskriften allerede nedskrevet for resten af vores forhold: Min ekskæreste fortalte mig, hvor meget han ville mig, og derfor var han endda så storsindet at lade mig træffe de valg, jeg ville, og så skulle han nok følge trop. På den måde kunne min ekskæreste fortsætte sit liv, mens jeg stod med alt ansvaret og beslutningerne, samtidig med at han fik det til at se ud, som om at det faktisk var meget storsindet af ham. Da jeg så traf en beslutning om, hvad jeg gerne ville og glædede mig til et liv sammen med min ekskæreste, blev jeg fælt overrasket. Han fulgte ikke med alligevel. Der var så mange undskyldninger for det, og det skortede ikke med store kærlighedserklæringer og lignende ord, som alt sammen fik min ekskæreste til at fremstå som den mand i verden, der ville mig allermest, meeeen… der var bare lige det og det, som gjorde det lidt besværligt lige nu. Offerhistorierne havde en længere kø end Tivoli i højsæsonen, mens hans handlinger bandt ham endnu mere til det liv, jeg ikke var en del af.
Jeg begyndte at tilsidesætte mine egne behov. Jeg kunne godt få dem opfyldt, hvis jeg gav mig 100 procent som redder og kun koncentrerede mig om at støtte min ekskæreste i at få ham ud af sin depressive tilstand. Men det kunne jeg ikke overskue. Så jeg stod altid i et dilemma imellem, om jeg havde flere kræfter til at være endnu mere redder, så jeg kunne få det fantastiske fatamorganaforhold, eller om jeg ikke havde energien og måtte give køb på mine behov. Langsomt blev jeg mere og mere drænet i forholdet med min ekskæreste, og jeg følte mig så forbandet utilstrækkelig. Jeg kunne efterhånden kun lige og lige overskue min hverdag, men jeg orkede hverken venner eller fritidsinteresser. Det skal siges, at min ekskæreste helt bestemt også havde gode sider. Han kunne være utroligt sød, lyttende og støttende, hvis jeg havde problemer, så længe de bare ikke involverede ham selv eller krævede, at han skulle give afkald på noget vigtigt for ham.
En enorm ambivalens voksede inde i mig. Jeg følte kærligheden, samtidig med at jeg også var vred. Jeg gik ufatteligt mange ture, hvor jeg prøvede at finde hoved og hale i det hele. Jeg snakkede også med veninder om det, men efterhånden begyndte jeg at lade være, fordi jeg skammede mig over, at vi nu igen igen havde krise i vores forhold. Af og til forlangte jeg en pause i forholdet, og når vi havde de pauser, tænkte jeg som en gal over, hvad vi skulle gøre anderledes. Min ekskæreste derimod skruede bare endnu mere op for de sociale aktiviteter. Når jeg udtrykte min vrede, uanset om det var helt stille og roligt eller med hævet stemme, så havde vi virkelig balladen! Min ekskæreste reagerede ikke med stor, eksplosiv vrede. Tværtimod. Han blev ked af det og lod mig forstå, hvor meget han jo bare prøvede at gøre mig tilfreds og leve op til mine høje (urimelige) krav. Da vi kom længere hen i forholdet, begyndte han også at gøre det klart for mig, hvor meget jeg overreagerede, og han ville ikke stå model til, at jeg råbte og skreg af ham, som han udtrykte det. Jeg var fx bekymret for hans alkoholindtag, fordi rigtig mange i hans familie er alkoholikere. Min ekskæreste prøvede i den tid, vi var sammen, at dæmpe sit alkoholforbrug, men mod slutningen af vores forhold, mente han, at jeg havde holdt ham nede, og han havde overhovedet ingen problemer. Som han direkte sagde: ”Nogle gange har jeg bare brug for en ventil, hvor jeg skyller hjernen igennem med øl.”
Jeg bad min ekskæreste om at række mere ud til sit netværk (som jeg ikke kendte), fordi jeg ikke kunne være hans eneste redningskrans. Det begyndte han også langsomt at gøre, og det gjorde mig egentlig glad, men det gjorde mig også bange og usikker. For det var, som om at når min ekskæreste havde andre, som kunne fylde ham op med især sociale aktiviteter og bekræftelse, så glemte han mig. Når jeg delte disse oplevelser med min ekskæreste, havde han den samme undskyldning om, at jeg engang havde bedt ham om ikke at kontakte ham i en brandert. At jeg sidenhen havde sagt noget andet, sågar i parterapi, kunne han sørme ikke huske. Og igen kom alle kærlighedserklæringerne. Det ændrede bare stadig ikke på hans adfærd. Jeg blev så usikker på, om det så var mig, der var for meget, for jaloux og for krævende. Men samtidig havde min ekskæreste meget brug for, at han ikke følte sig holdt udenfor, og jeg skulle hele tiden sørge for at give besked på forhånd, hvis han ikke kunne få fat i mig, eller hvis vi ikke kunne ses. Hvis jeg ikke sørgede for det, vidste jeg ikke, om jeg så havde et forhold at vende tilbage til. Det gjaldt selvfølgelig ikke den anden vej rundt, og da jeg engang påpegede det urimelige i det overfor min ekskæreste, blev det vendt om til, at jeg var urimelig og overreagerende.
Vores forhold endte lige så langt nede i rendestenen, som det var begyndt oppe på piedestalen. Min ekskæreste levede mere og mere et liv, jeg ikke kendte noget til, og jeg havde mere eller mindre givet op. Men jeg kunne ikke finde ud af at give slip. Jeg fornemmede, at min ekskæreste langsomt kørte et liv i stilling udenom mig, så han havde de forsyninger, der skulle til for at klare sig uden mig. Og ganske rigtigt var det sådan, det hele endte. Jeg gik virkelig fra at være idealiseret til at være kasseret og løjet for.
Tiden efter bruddet var virkelig hård. Jeg var fuldstændig slidt ned til sokkeholderne, og jeg havde ikke haft overskuddet til at køre nye forsyninger i stilling, ligesom min ekskæreste havde. Jeg havde en kæmpe vrede inde i mig, som jeg ikke kunne komme af med, for manden var ikke længere i mit liv. Samtidig begyndte jeg at få mareridt stort set hver nat, som alle sammen gik på, at min ekskæreste ydmygede mig. Jeg rakte ud til mine venner og familie, men de færreste forstod det mareridt, jeg stod i med åbne øjne både dag og nat. Ydmygelsen fyldte alt, og jeg læste rigtig meget på Christina Coptys blog og i bøger om narcissistiske forhold. Var der blot én narcissistisk egenskab, jeg ikke kunne genkende ved min ekskæreste, så smed jeg det hele på gulvet og så mig selv som totalt langt ude. Min ekskæreste opførte sig ikke som en klassisk grandios narcissist. Tværtimod. Da jeg langt om længe fandt ud af, at der også findes noget, som hedder ”skrøbelige narcissister”, faldt tingene på plads inde i mig. Dér havde jeg min ekskæreste i en nøddeskal.
Jeg skammede mig, så mine tånegle sad kronisk fast i mine fodsåler. Jeg skammede mig over at have fundet mig i sådan et forhold. Jeg skammede mig over, at jeg gav så meget køb på mig selv. Jeg skammede mig over, at jeg ikke var i et lykkeligt forhold. Jeg skammede mig over, at jeg havde så svært ved komme videre. Jeg skammede mig over kort sagt over alt!
Når jeg fortæller min historie om min tid med en narcissistisk kæreste, så er jeg godt klar over, at der er nogen, som ikke forstår det. Jeg er også godt klar over, at det her er min oplevelse, min version, af det skete. Derudover er jeg også godt klar over, at der kan være nogen, som måske tænker, at min historie virker som en historie, hvor jeg gør mig selv til et sagesløst offer for en ond, ond mand. Sådan ønsker jeg ikke, at det skal forstås. Jeg tror oprigtigt, at kærligheden mellem os var reel, men det er kun i Hollywoodfilm, at den overvinder alt. Kærlighed er bare ikke nok, når der er så komplekse og dysfunktionelle dynamikker i spil. Og selvfølgelig har jeg også måttet kigge mig selv dybt efter i sømmene for at blive klar over, hvad det var, der drev mig til at blive i forholdet.
Jeg deler min historie, fordi jeg gerne vil bryde med skam, ensomhed og tabuer. Jeg deler også min historie, fordi den giver et indblik i, hvordan det kan føles at være i et forhold, hvor de blå mærker sidder indvendigt på huden. Jeg deler den også for at vise, at der er hjælp at få, og der er en vej ud af tågen! Vejen er rigtig lang, og jeg er stadig i proces, men min livsglæde og min viljestyrke vinder frem, og jeg minder mig selv om, at jeg fortjener bedre. Et rigtig vigtigt skridt er at give mig selv lov til at have mine oplevelser og min sandhed.
__________________________
Vil du også gerne dele din historie, så send den til mig på mail@christinacopty.dk
…tak for at ville dele og bryde tavsheden
Fantastisk artikel. Sidder med rystende hænder og bævende hjerte. Føler endelig en bevidsthed – og håbet om at blive hel og sund igen.
Kære Vibsy
Hvor er det dejligt at artiklen giver håb og bevidsthed om, at du selvfølgelig kan blive hel og sund igen.
Kærlig hilsen,
Christina Copty