Ægte kærlighed. Ahh. Sikke mange film, romaner og digte, der er slået på den mønt. Alligevel er der så mange af os, der har oplevet ekstremt dårlige og destruktive parforhold med partnere, der var så rigide at man kunne have stillet dem op i en orkan, uden at de ville have rørt på sig; deres stædige fastholden i deres krav, deres ret, deres fortolkninger og deres urokkelige egoisme, hvor kun deres behov og deres lyster skulle tilgodeses, var kvælende, og samtidig formåede de at smide os i skoene, at det var os, der var for krævende, og kun var ude på at tage noget fra dem/ændre dem. Sikke mange kampe vi har taget for at forsøge at blive hørt og forstået kun for at blive mødt med endnu mere (oftest latterlig og barnlig) modstand og flere blokeringer.
Det har INTET at gøre med kærlighed. INTET.
Kærlighed er blødt i begge mennesker. Det er et ønske om at være sammen og støtte hinanden i at skabe et fælles fundament, der giver begge parter plads og mulighed for at udvikle sig. Det er følelsen af tryghed, af at vide, at den anden er der, ikke kun fysisk, men også mentalt og følelsesmæssigt. Det er den gensidige glæde over at finde et kærlighedsspejl i en anden, og føle sig fri til at udtrykke de bløde, glade følelser. Det er ikke kun den ubetinget søde gestus at bringe dig medicin, når du er syg, selvom det bestemt får hjertet til at banke hurtigere, men også at forandring hele tiden er en mulighed fordi forandring netop er nødvendigt for at to mennesker skal kunne finde sammen i et nærværende, kærligt og udviklende forhold.
Kærlighed kan godt bære uenighed og forskelle. Den kan bære sorger og vrede. Og den kan rumme tab og traumer. Men den kan ikke udvikle sig, hvis der er uenighed om retning og grundlæggende værdier. Hvis ikke vi vil i samme retning, hvis ikke vi deler de samme grundholdninger og glædes over de samme små, gyldne øjeblikke, som en solskinsdag i Frederiksberg Have (med og uden fugleklatter i håret!), vil der ikke være balance og plads til ræsonans. I stedet vil vi blive optagede af kampen om at få den anden til at give sig hen, til at forstå, til at se fordelene ved kærligheden, og så spilder vi vores tid. Som i: totalt spild af tid!
Det kan desværre være så svært at se og erkende imens vi står i det, og vi kan kæmpe med næb og klør for at få den uløselige ligning til at gå op, for ind imellem føles det, som om der er hul igennem, og vi tror, at hvis bare vi kæmper lidt mere, lidt længere og lidt hårdere vil hullet blive større. Vi bilder os selv ind, at vi kan gøre en forskel og ændre et andet menneskes grundlæggende evne til at elske os. Det kan vi ikke.
Kærlighed, den ægte slags, skaber ikke nervøsitet eller bekymring. Den er nem. Let. Men modsat hvad mange, der hægter sig fast til en dead beat destruktiv partner tror, er kærlighed til The One ikke kedelig, og heller ikke upassioneret. Tværtimod. Den er fyldt med varme, latter, nærhed, intimitet, seksualitet, udforskning, udfordring, udvikling og en uendelig omsorg og empati, der skaber tryghed til at begge kan begå fejl. Der er en intens og vedvarende understrøm af glæde over tilknytningen til det andet menneske, man ved, at man kan stole på og regne med.
Hvis du spørger dig selv om din partner kan blive til The One, når vedkommende ikke er det, er svaret nej, ligegyldigt om du bruger 6 eller 30 år på at forsøge. Når du møder The One, er du ikke i tvivl, for letheden og nærværet er der med det samme, uden at du er ved at gå til i feberhed længsel og usikkerhed omkring den anden. Du ved det, fordi du ser det sunde kærlighedsfulde spejlet uforbeholdent i den anden, og selv om du kan bære sår og ar med fra tidligere tiders ubegribeligt dårlige forhold, er der plads til at du kan hele sammen med dette menneske, der kun vil dig det godt.
Vil du gerne vide mere om kærlighed, vores kærlighedsmønstre og bedst af alt, hvordan vi kan ændre dem? Så kom til foredraget Kærlighedens Mønster på tirsdag d. 17. maj. Du kan læse mere og købe billetter lige her. Jeg glæder mig til at se dig.
Kærlig hilsen,
Jeg læser dette og føler du skriver hvad jeg har tænkt.
Nu har jeg læst side og op side ned om, at alle forhold kan reddes hvis man bare vil kæmpe.
Men er det virkelig sandt…?
Hvad nu hvis at man bare ER for forskellige. KAN man ikke godt være det?
Jeg glædes over mælkebøtter, vandpytter og duften af nyfalden regn på en varm sommerdag.
At dufte til en blomst kan sætte så mange fornemmelser igang i min krop.
Jeg er nysgerrig og prøver gerne nyt og måske alternative, spirituelle ting af for at se om det kan give mig noget – måske bare en oplevelse.
Jeg er umiddelbar, fjollet og til tider meget eftertænksom over livet. Jeg har generelt en positiv livsanskuelse, fordi det giver mig en større værdi i min hverdag, end at tage de negative briller på.
Selvfølgelig kan jeg have en møg dag! Og være sur og irriteret !
Jeg er ikke Happy-go-lucky og lalleglad hele tiden.
Min eks som jeg stadig bor med indtil andet er muligt.. er meget modsat mig.. mere negativ forud indtaget.
Jeg har i mange år, gemt mig selv væk fordi jeg ikke turde være MIG og stå ved MIG fordi jeg hele tiden fik fornemmelsen fra andre af, at jeg var forkert og mærkelig.
Også min partner gav mig denne følelse ved at nedgøre ting jeg fandt interessante. Simpelthen sige “Det er da for mærkeligt/Latterligt/skørt det der!” hvis han så andre gøre noget.
Så turde jeg ikke sige at jeg faktisk mente det modsatte.
Fordi så følte jeg mig forkert i hans øjne og det kunne jeg ikke være i.
Det er ikke andres skyld end min egen – men jeg er nået dertil at mit liv simpelthen er for kort til at gøre alle andre end mig selv tilfredse.
Og det er jo HELT fint ikke at være enige – men der skal jo være plads til at være netop det, uden at man skal føle sig forkert på den.
Jeg forsøger at acceptere hans måde at se tingene på nu og stå mere op for mig selv og sige “Det er ok du ser det sådan hvis det gør noget for dig. Men jeg vælger at se det sådan og sådan i stedet.”
Måske får jeg også ham til at føle sig forkert ? Det kan jo sagtens være…
Men mit spørgsmål er….
Man KAN altså være FOR forskellige ? Man kan simpelthen være på vej i hver sin retning i livet?
Og i det tilfælde, så kan forholdet måske ikke reddes?
For jeg får da konstant dårlig samvittighed over, at stoppe forholdet når “alle forhold kan reddes”..
Tak for din blog
Kære !
Tak for din kommentar og din ros.
Hvor er jeg glad for at læse, at du er nået dertil, hvor du ser, at det ikke er dit job at gøre alle andre end dig selv tilfreds. Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal være egoistiske og trampe henover andre mennesker, men det er bestemt heller ikke det, jeg læser i din fine beskrivelse af dig.
Du fortæller at du har hørt at alle forhold kan reddes – og spørger om det er rigtigt. I min optik er det IKKE rigtigt. I nogle tilfælde er parforhold så ulige i magtbalancen med den ene partner som kritisk/fordomsfuld/egoistisk ‘retningsskaber,’ hvor der kun er plads til dennes behov og livssyn.
For at et forhold skal opleves som godt og berigende for begge parter, skal nogle helt basale ting være på plads, som for eksempel fælles grundlæggende livsværdier og visioner for fremtiden. Når vi er i det “rigtige” forhold oplever begge parter stor tilfredshed med forholdet og oplever at få deres behov for nærhed, tryghed og udvikling opfyldt. I forhold, hvor der er ubalance, vil den ene ofte stille spørgsmålstegn ved sin egen manglende lykkefølelse, og hvis man er sammen med en partner, der oveni det kritiserer den vi er, eller det vi står for, kan kærligheden ikke blomstre.
Husk på at kærligheden er kærlig.
Kærlig hilsen
Christina
Tak for dit svar.
Jeg tror ikke der er nogen fare for, at jeg tramper hen over nogen som helst 🙂
Som du ganske rigtig forklare omkring magtbalancen, så er det jo netop det jeg mærker.
Jeg skal altid forklare og stå til regnskab for hvor jeg er, hvorfor tog det 5 min. længere end det plejer, give et tidspunkt for hvornår jeg er hjemme (det er svært hvis man har en hyggeaften med veninden f.eks.), forklare hvad jeg har brugt penge på osv.
Sådan er det altså ikke den anden vej.
Nu hvor jeg er begyndt så småt at bevæge mig i retning af, hvad der føles godt for mig (det kræver tid og øvelse!) så kan jeg se det – for det kunne jeg vitterlig ikke de første mange år.
og ja.. kærlighed er kærlig…