Hvis du er kommet ud af et destruktivt forhold til en partner med narcissistiske træk, vil du for det meste være drevet af to ting:
1: Et behov for at blive bekræftet af en ny, fordi dit selvværd har taget så meget skade af at være sammen med et menneske, der har pillet dig helt fra hinanden, så du virkelig savner og længes efter at blive anerkendt og bekræftet, og:
2: En frygt for, at du kommer til at falde for en dårlig partner igen, fordi du tvivler på, at din dømmekraft virker, eftersom du blev forledt til at tro at narcissisten var drømme-partneren.
Disse to på sin vis, modstridende følelser, kan eksistere side om side, men de skaber følelsesmæssig forvirring og udskyder både helingen og den læring, du kan få med, og de kan danne grundlaget for at du bliver såret igen.
Den Nye Date
For mange er det nærliggende at gå i gang med at date hurtigt efter bruddet. Man siger til sig selv, at det er harmløst, og noget man gør, for at komme lidt ud, og netop få den bekræftelse, som man har hungret efter i det foregående parforhold. Man forklarer overfor sig selv, at man har behov for sex, og ikke vil gå i stå bare fordi man er blevet alene. Mange gange vil den narcissistiske ekspartner allerede være igang med sin næste forsyning, og det at date bliver en måde at komme væk fra følelsen af at være blevet vraget til fordel for en anden.
Men den nye date er ofte en Rebound-Guy/Girl, så man er ikke så kritisk når man vælger vedkommende. Vedkommendes funktion er at give bekræftelse, sex og noget, der ligner nærhed.
Det er mindre væsentligt om man har de samme værdier, drømme eller behov, for man fortæller sig selv, at det er ligemeget, at man er så forskellig, for man vil jo ikke have et rigtigt forhold lige nu alligevel.
Det er man slet ikke klar til.
For man er slet ikke sikker på, at man vil kunne skelne en god partner fra en dårlig.
Men tiden går….
Og man ser hinanden mere og mere. Man begynder måske at tale om næste uge og næste måned, for nu kommer sommerferien/juleferien/familiefesten, og man vil ikke alene afsted. Og det her er jo så nemt. Selvom det ikke just er drømmescenariet. Men, siger man til sig selv, man skal jo heller ikke noget seriøst, for man er stadig usikker på, om man kan finde ud af at vælge en passende partner, så det er bare midlertidigt.
Indtil det ikke længere er det, og man begynder at mærke jalousi, usikkerhed og behov for at være mere sammen, end man er. Man får brug for at italesætte sine behov og afstemme retning og indhold: “Hvad skal vi kalde det her?” spørger den ene, “for vi er sammen hele tiden, og jeg har brug for at vide, om vi ser andre, eller om det her er eksklusivt.”
Den anden ser uforstående ud, for i starten aftalte de, at det bare skulle være hyggeligt. Uforpligtende. Så det gentager den anden: “Jamen, aftalte vi ikke, at…?”
Og pludselig er man tilbage i samme følelsesmæssige usikkerhed som man var, da man var sammen med sin eks, fordi man ikke har mødt hinanden på et ordentligt grundlag, men derimod ud fra et sted, hvor man var i underskud, og havde brug for en man kunne bruge.
Når man har fokus på sine sårede følelser, kan man glemme at man valgte vedkommende ukritisk. De sårede følelser fodrer den indre kritiske stemme, der nu bekræftes i at man ikke kan stole på sin dømmekraft, for man er igen endt med en, der ikke vil noget seriøst.
Men…
Det er her, jeg mener at vi skal passe på.
For skete dette ikke, fordi vi netop var utålmodige efter at komme videre? Fordi vi havde travlt med at komme væk fra de sårede følelser? Fordi vi er bange for, hvad der vil ske, hvis vi er alene?
Og ligger der noget i den måde at forvalte vores kærlighedsliv på, der kunne trænge til et eftersyn, så vi ikke tror vi kan tage “frikvarter” fra vores følelser og sætte os selv på hold?
Noget, der kunne have godt af, at vi går igennem sorgen, frygten og det sårede selvværd, så vi træffer alle vores valg ud fra et sted med selvrespekt, egen-omsorg og kærlighed til sig selv og livet?
Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi tror, at vi kan snyde vores følelser og springe over, hvor gærdet er lavest, fordi vi er bange for at vi ikke kan rumme at være alene. Når vi tværtimod er med det, der er og ser frygten i øjnene og overvinder den, finder vi os selv på en ny måde, og derfra bliver vi bedre til at navigere ud fra et sundt og solidt ståsted. Og så bliver den rette partner nemmere at finde. Tro mig.
Kærlig hilsen,
Rigtig godt skrevet, Christina. Tak for det:)
Åh de ord rammer så rigtigt og så dybt.
For 3 år siden kom jeg ud af forholdet til en narcissist, og flyttede langt væk fra det miljø, hvor jeg havde boet med ham i 8 år. Mit selvværd og selvrespekt var i laser, men jeg boede hos en ældre kvinde, der lærte mig, at jeg havde fortjent respekt, at blive lyttet til og taget alvorligt.
Dét tror jeg, helede lige så meget som tiden gjorde det.
Herude fik jeg tid til at reflektere, mærke smerten, spuletude ned i 1000 Kleenex – og erkende de ting, som jeg havde lukket øjnene for i 8 år – heriblandt seksuelt misbrug/overgreb og utroskab igennem alle årene.
Der gik et år, hvor jeg arbejdede med mig selv, mediterede på mit lille værelse og nok var en smule til “en side”… Men jeg sprang ikke ind i et forhold, jeg tænkte tanker så det knagede og sørgede så det stod ud af ørerne. Jeg holdt mænd på laang afstand, var rædselsslagen for dem.
Da jeg begyndte at orientere mig udad (jeg boede stadig under tag med den ældre dame) – og gøre ting som var gode for mig, rendte jeg ind i min nuværende kæreste. Han var præcis det modsatte af min ex – men han var også den første efter bruddet.
I lang tid efter var jeg enormt bange for, at jeg bare var sammen med ham af de årsager du beskriver, og ja, der har været elementer fra det i starten af forholdet.
Men tiden læger alle sår, og det at have en kæreste, der er traumepsykolog har alligevel visse fordele. Ikke at han har “behandlet” mig, men han har lyttet til mig og givet mig oplysninger om, hvordan kroppen, hjernen og følelserne fungerer, når man har været ude for noget så overskridende som den slags. Vores forhold har heldigvis kunnet bære at være igennem den krise jeg selv måtte tage mig af, for at lægge tingene på hylden (bl.a. en tur på Center For Voldtægt) – og det har da vippet noget på kanten et par gange.
Men alligevel er vi kommet godt igennem det, ikke mindst pga. hans store viden om psykologiens univers, der satte ham udover en normal “standardmands” forståelse af sindet.
Idag er han min klippe – ikke fordi han var den første kæreste efter bruddet, men fordi jeg ikke ville gå igennem livet uden ham. Så sådan kan det altså også ende efter et narcicistisk forhold 🙂
Kære Princess Pointless.
Hvor er det dejligt at høre din historie, og høre at du tog dig tid til din process, så du bearbejdede din sorg og tog dig af dig selv, inden du indlod dig på et nyt forhold. Det lyder også som om du havde er vigtigt menneske ved din side, der ikke kun forstod, hvad du gennemgik, men som også kunne støtte dig.
For rigtigt mange er det desværre sådan, at de er blevet så isolerede igennem den psykiske vold, at de ikke har nogen at gå til bagefter, fordi de tror på løgnene om, at det er dem, der er usle og uelskelige, og når de så møder en ny partner, bliver vedkommende deres ‘redning,’ men i langt de fleste tilfælde er han/hun lavet af samme stof som deres eks, selvom han virker forstående, støttende og indsigtsfuld omkring den smerte og sorg man er gået igennem, og når vedkommende begynder at gentage den samme adfærd som eksen, opstår forvirringen, og følelsen af at fejlen vitterligt ligger hos hende. Derfor er det så utrolig vigtigt at vi bearbejder vores sår ordentligt, så vi kan møde en ny partner med ligeværd og glæde i livet, så den nye ikke får rollen som redder, for det er netop en af de skævheder, der er usund, og som på sigt danner grundlag for en destruktiv offer-redder-krænker relation (se evt mine indlæg om det).
Jeg ønsker dig en fortsat god sommer og takker igen for din dejlige historie.
Kærlig hilsen
Christina
Jeg føler mig også ufattelig heldig i den situation jeg var i kan du tro, Christina! Det var hæsligt. Et helvede at gå gennem og samle alle de dele af mig selv op, som jeg havde glemt eller smidt fra mig i forsøget på at blive “god nok” til ham… Og heldigvis kom jeg laaaangt væk fra byen hvor jeg boede før, så jeg i ro og mag kunne få fred til at styre væk fra de forkerte mønstre jeg havde levet under.
Min nye kæreste og jeg har også snakket om det med at “redde” nogen – men vi er enige om, at vi nok lidt reddede hinanden fra det vi selv havde oplevet. Den slags kan enten gå rigtig godt – eller helt, helt galt. Når det nu er at man har en kæreste, der er psykolog, der har arbejdet meget med sig selv allerede, stiger chancen for at det går godt.
Jeg har skrevet et lille blogindlæg om, hvordan det var at leve i sådan et forhold – med praktiske eksempler og det hele 😉 Måske det kan gavne andre i samme situation som mig. Jeg har tilladt mig at citere din blog i det – håber det er OK? 🙂
http://hjertet-paa-bloggen.blogspot.dk/2015/07/at-bo-sammen-med-en-narcissist.html
Kære Princess
Jeg håber du har haft en dejlig sommer 🙂
Jeg har læst dit blogindlæg og har også lagt din kommentar her, så andre kan læse det. Tak fordi du deler din historie, jeg er sikker på, at den hjælper andre med at identificere det, de måske selv sidder med.
Og så er det skønt at du har fundet kærligheden, for det giver også håb til dem, der måske tror, at deres lod i livet er at blive ved med at støde ind i destruktive partnere.
Kærlig hilsen
Christina Copty