Hvorfor er det så svært at tale med andre om at være i et destruktivt parforhold? Hvorfor kan det føles pinligt og ydmygende overfor andre, at man ikke kan komme fri af noget, der ikke er godt? Hvorfor isolerer man sig, istedet for at søge støtte og råd hos familie og venner?
I en rum tid har Danmarks Radio brugt sendetid på at belyse psykisk sygdom, men emner som narcissisme, psykopati og psykisk vold blev dog mestendels overset. Så imens der blev skabt en længe tiltrængt debat omkring vores psykiatri, og diagnoser som depression og angst, er vi langt fra i mål.
Det Voldelige Parforholds Gunstige Væksbetingelser
Den tabuisering der er omkring både fysisk og psykisk voldelige forhold, er så gennemgribende, at det er et emne, der for de fleste er svært at tale om, også selv hvis man ikke befinder sig i et. Holdningen fra folk, der ikke har prøvet det, kan lyde arrogant og afvisende i form af et “De kan da bare gå, hvis de virkelig synes det er så slemt.”
Denne form for uvidenhed, og i virkeligheden nedladende adfærd, er med til at gøre det svært for mennesker, der lider under denne type vold at fortælle, hvad der foregår, og bede om den kvalificerede hjælp, de har brug for, som går udover almindelig parforholdsråd som “Du skulle måske også prøve at være lidt mere…..” eller “Man er jo to om det, så mon ikke du skulle kigge på dit eget?”
Mange af mine klienter kender til at leve i forhold, hvor de bliver krænkede. De kan være udsat for et utal af angreb, der har til hensigt at fratage dem deres personlige magt og mening i forholdet (se et udpluk af angrebstaktikker her), men det øjeblik jeg bruger sætningen “psykisk vold” får de et chok og forsøger at mildne deres ellers tydelige oplevelser. For de er lige så farvede af samfundets nedladende tanker om at være i et voldeligt forhold, som mange andre er.
Og det betyder at voldelige forhold får lov til at fortsætte bag lukkede døre, og at voldelige partnere hurtigt finder et nyt bytte, når den anden er ude af døren, for både offeret og samfundet giver offeret skylden.
Det er et fænomen, der optræder så tilpas jævnligt, at det er vigtigt for mig at være med til at bryde netop dette tabu, for hvis ikke det brydes, mangler mange mennesker de rette ord for, hvad de er udsat for, og som følge deraf er de fanget i noget, der aldrig kan blive godt.
Hvorfor vil man ikke defineres som en, der lever i et psykisk forhold? 10 grunde til at det er svært at kalde sit parforhold ved sit rette navn:
1: Man vil ikke ses som et offer, fordi man ser sig selv som et stærkt og kompetent menneske, der ikke har svært ved at sige fra i alle andre henseender. At være offer er ensbetydende med at være svag.
2: Man vil ikke have at venner og familie skal være bekymrede, for så føler man sig igen svag og oveni det, også dum, fordi man ikke kommer ud af det.
3: At kalde det psykisk vold, er ensbetydende med, at man skal forholde sig til sin virkelighed, og holde op med at håbe på, at det bare er almindelige parforholdsvanskeligheder man har, som kan løses.
4: Man føler sig defekt, fordi man ikke kan finde ud af at være i et “normalt” parforhold, så man fortæller ikke, hvor slemt det står til, fordi man derved også tror, at man afslører, at man ikke kan finde ud af at være kæreste.
5: Man skammer sig over at være afhængig af intensiteten, så man nedtoner episoderne, når man taler med andre om dem.
6: Hvis man er mand og bliver udsat for psykisk vold af sin kæreste, føler man at man mister ikke kun sig selv, men også sin maskulinitet.
7: Som kvinde vil man ikke sammenlignes med de skæbner man ser i amerikanske film, hvor kvinden er en blanding af underkuet og hysterisk.
8: Man frygter, at man selv er den, der krænker og udøver psykisk vold.
9: Man lever i en parallel fantasi verden, hvor alting er perfekt og det bare lige er karrieren/økonomien/presset/omverdenen/børnene, osv. (indsæt selv passende “forklaring”) der skal falde på plads, for så skal den gode tid nok komme.
10: Man er afhængig af sin krænker følelsesmæssigt og/eller økonomisk
Et voldeligt forhold, om det er fysisk eller psykisk, efterlader ofrene med sår på sjælen, der kan tage mange år at bearbejde, hvis ikke man taler om det, for den grundlæggende tillid til sig selv og andre tager skade af at være i noget, der er så utrygt. Når vi taler om det med nogen, der forstår hvad der foregår, får vi et ordforråd, der kan beskrive, hvad vi udsættes for, og når vi kan se, at krænkerens drejebog er lige så unik som en almindelig karklud, så bliver det nemmere at sortere i tankerne, følelserne og ansvaret, og slippe følelsen af at være den, der er skyld i at det ikke fungerede.
Men det kræver, at vi tør tale om det, vi oplever…
Kærlig hilsen,
Image courtesy of artur84/ FreeDigitalPhotos.net
