Mennesker, der er involveret med psykisk voldelige partnere spørger mig ofte, hvordan de kan være sikre på, at det ikke er dem, der i virkeligheden er den dårlige partner.
Rationalet lyder som regel:
” Du hører kun min side af historien, og måske tager jeg fejl”
“Hvis du hørte det fra ham/hende, ville han/hun sige, at det er mig, der gør alt det, jeg siger han/hun gør”
“Måske kræver jeg virkeligt for meget”
“Måske brokker jeg mig også for meget. Jeg mener, hvor meget kan man tillade sig at forlange i et forhold?”
“Mine venner/veninder siger det er normalt, at man har problemer i sit parforhold. Det har de jo også. Så måske er det mig, der bare ikke kan finde ud af at være i et parforhold”
Fælles for disse udtalelser og tanker er en manglende tillid til deres egne følelser og oplevelser.
Når folk kommer til mig i terapi, fordi de har det svært i deres parforhold, har de oftest læst mine blogindlæg om offer-krænker dynamikken, og genkender adfærden fra deres parforhold.
De kommer samtidig også med partnerens udlægning af problemerne, som kan skabe enorm følelsesmæssig forvirring, fordi der er intense skyldfølelser og voldsom vrede i spil i parforholdet, hvis der reelt set er tale om offer-krænkerroller.
Og det skaber en fundamental tvivl på, om det mon er selvforskyldt, at man ender i akkurat den samme suppedas med partneren gang på gang.
Og på den konto er det dig. Men ikke som du tror…
Når du ikke stoler på dig selv, dine egne følelser eller din egen dømmekraft, har du sat dig selv ud af spil og lader den anden tage din personlige magt. Du mærker tydeligt at noget ikke føles rart, rigtigt eller godt for dig, men du har svært ved at lytte til det, og handle ud fra det, fordi andre menneskers meninger og vurderinger vejer tungt nok på din vægtskål, til at du drager dig selv i tvivl.
(Læs også “Tvivler du på din egen dømmekraft”)
Når du på den måde bliver ved med at godtage andres vurderinger af din situation, får du ikke taget hånd om dig. Med det noget fortærskede ord, tager du ikke ansvar for dit liv. Og igen, ikke som du tror, på den der nedladende “Du-er-en-idiot-fordi-du-ikke-gør-det” måde, som det nogle gange bruges, men som i: Du forholder dig ikke til, og handler ikke ud fra, din egen virkelighed, og det betaler DU desværre en høj pris for i forhold til dit selvværd.
Og ja. Det kan da godt være at din partner synes du brokker dig for meget. Kræver for meget. Er for jaloux. Er for kontrollerende. Er for meget.
Men om han synes det eller ej, er ikke ensbetydende at det er forkert, at du har det, som du har det.
1: Hvad vi skal føle
og 2: At det vi føler, er forkert
Følelser er hverken rigtige eller forkerte. Følelser er signalflag, der fortæller os hver især om det vi er i, er nærende, eller giftigt. Og hvis du har svært ved at sætte ord på, hvad du føler, er følelser så vigtige for vores trivsel, at de har fundet en anden vej at fortælle dig deres budskab, og det er igennem kroppen:
Hvis du går omkring i dit parforhold med skuldrene oppe ved ørene, fordi du ikke tør sige, hvad du er fyldt af, eller hvis du kan mærke, at dit hjerte dunker i brystet hver gang I kommer ind på et emne, du ved der er betændt, så må du tage det til efterretning. For det er din virkelighed. Din virkelighed er ikke, om din partner synes at du overdriver, eller ser syner, eller er for sensitiv. Din virkelighed viser sig i din krop og i dine følelser. Og det er her det er dit ansvar at tage dig alvorligt.
Når du gør det, og lytter til dig selv, ved du at spørgsmålet om, hvorvidt det er dig, der skaber al ravagen i jeres parforhold, er ligegyldigt, for faktum er, at dit forhold ikke føles rart for dig.
Husk: du fortjener kærlig-hed.
Med ønsket om en smuk dag,
