“Kærlighed Gør Ondt”

Nej – Kærligheden gør ikke ondt! Lad mig slå det fast med det samme.

Kærligheden er ikke smertefuld. Den er ikke svær. Kærligheden fylder os med ro, balance og glæde. Vores kroppe har godt af den. Vores sind har godt af den, og med kærligheden i livet, kan vi vokse som mennesker. Når vi mærker kærlighed, trives vi, og passer på hinanden, både dem vi elsker direkte, og dem, vi støder på ude i livet. Så selvfølgelig stræber langt størstedelen af menneskeheden efter denne følelse, denne væren, for det er her, vi har det bedst, og her vi er bedst.

“Men kan kærligheden ikke nogengange gøre ondt?” indvender du måske. Niks. Siger jeg igen. Kærligheden kan ALDRIG gøre ondt. Men. Du har selvfølgelig ret i, at det kan føles som om det er kærligheden der gør ondt, men:

Det siger vi, fordi vi forveksler kærlighed med den, eller de personer, der har fortalt os, at de elsker os, samtidig med at de ikke passer på os. Dem, der siger “Jeg er her for dig” imens de er utro. Dem, der siger “Du er min største kærlighed” imens de fortæller os, at vi er tåbelige, dumme, opfører os urimeligt, ikke er gode nok eller noget andet, der forvirrer os.

For det er forvirrende.

Hvis du elsker mig, og samtidig fortæller mig, at jeg ikke er elskværdig som jeg er, hvad gør jeg så med de modstridende følelser og tanker, der opstår indeni?

Hvis jeg tror at det, du viser mig, er kærlighed, og at det derfor må være mig, der er noget galt med, vil jeg gøre alt for at tilpasse mig. For det føles dejligt, når du elsker mig. Når du viser mig, at jeg betyder noget. Når du har overskud til at vise mig din kærlighed. Når det passer ind i dit kram.

Men hvad så med resten af tiden? Den tid, hvor du fortæller mig, at jeg er jaloux, at jeg ser syner, når jeg igenigen fanger dig i en løgn? Hvad med de gange du farer i flint og angriber mig, verbalt, fysisk? Hvad med de gange du fejer mig af banen, og negligerer det jeg siger, eller gør som om du ikke kan huske noget, der var vigtigt for mig? Der elsker du mig ikke, og du fortæller mig, at det er min skyld. Så jeg passer på. Tilpasser mig endnu mere. Spørger ikke til de ting, som jeg ved kan rokke båden. Jeg censurerer mig. Skærer en hæl, klipper en tå. For jeg vil jo gerne have kærligheden.

Eller rettere, jeg vil gerne have kærligheden fra dig.

Også selvom jeg ved, at du ikke altid er god for eller ved mig. På en eller anden måde har jeg godtaget, at det er mig, der gør noget galt, og jeg bliver bange for at ende med at sidde tilbage alene, hvis jeg siger fra, imens du fløjter videre til den næste kæreste, og dermed beviser at det var mig, der var noget galt med, for du har jo ikke svært ved at indgå i et nyt forhold. Faktisk står der allerede et par stykker i kulissen, hvis det skulle være. Siger du. Og sårer mig. Gør du det med vilje?

Men hvorfor kan jeg så ikke slippe dig? Andre ville sige fra med et stort, rungende Nej Tak. Hvorfor kan nogen mennesker finde ud af at holde fast i, at de fortjener at blive behandlet godt HELE tiden, når jeg bare nøjes med krummerne fra Kærlighedens Festbuffet?

Hvorfor kan min fornuft ikke overtale mine følelser til at holde mig væk?

Den noget forsimplede forklaring er, at vi som børn alle er købslået vores forældres irettesættende og desværre ofte betingelsesfulde kærlighed, som når de siger: “Du skulle skamme dig, gå ind på værelset og kom først tilbage når du kan opføre dig ordentligt” eller de mere skjulte, men ligeså skadelige:”Jeg elsker dig når du…” (altså får at vide, at vi kun kan elskes, når vi opfylder de betingelser, de synes skal indfries).

I deres forsøg på at opdrage os til at blive omsorgsfulde, dygtige og samvittighedsfulde mennesker, ender de, givetvis utilsigtet, med at sende os ud i livet med skam, skabeloner på rigtigt og forkert, og følelsen af, at vi skal opføre os på en bestemt måde, og for alt i verden ikke vise de sider, vi har fået at vide er forkerte, hvis vi skal gøre os forventninger om at blive elsket.

(Læs også Hun passer til mit sår ikke min sjæl her)

Vi vokser op, og så støder vi ind i ham eller hende, der føles ahhh, som om vi har kendt vedkommende altid. Som om vi bliver set helt ind i sjælen, som om vedkommende lige præcis ved, hvad vi slås med, hvad vi kommer fra, og hvad vi har brug for. Drømmen om Den Betingelsesløse Kærlighed. Men faktum er, at vi har lært at tilpasse os, klippe hæle, tæer og ind imellem amputere hele ben, for at blive elsket, og dét er blevet det, vi udstråler:

At jeg gerne tilsidesætter mig selv, gerne taler om dig, støtter dig og opfylder dig, imens jeg ikke kræver for meget. Faktisk er jeg glad, hvis bare du ind imellem viser lidt omsorg. “Jeg forlanger faktisk ikke ret meget” hører du dig selv sige, imens du lever på en sten og tænker, at det er mærkeligt at du ikke får den smule, du beder om.

Problemet er, at du skal forlange meget. Faktisk skal du forlange det hele: Respekt, at blive hørt, omsorg, nærhed, nærvær, kærlighed, ærlighed, humor, fælles mål, gensidighed you name it. Så længe du er nøjsom og på en eller anden måde synes det burde være nemt at få opfyldt tæt på ingenting, vil du blive ved med at møde partnere, der er mere optagede af deres egne behov end af jeres fællesskab.

Så slutteligt: Det er ikke kærligheden der gør ondt. Det er afhængigheden, det er fortiden blandet med nutiden. Det er intensitet forklædt som intimitet. Det er frygten for fremtiden, for ensomheden, for at du aldrig kan få det, du gerne vil have.

Hvis du kan mærke at du gerne vil noget andet med dit kærlighedsliv, kan du få hjælp, om du er mand eller kvinde, lige her sammen med mig i denne gruppe. Der er åbent for tilmelding lige nu og frem til d. 21. februar 2014 (eller indtil gruppen er fyldt op).

Husk: Du fortjener det bedste

Kærlig hilsen,

picture courtesy of freedigitalimages:  fotographic1980