Sure koner opstår sjældent alene
Jeg så for nyligt en voxpop, hvor medlemmer af Victoria Milan, den udskældte utroskabs-dating-side, skulle svare på, hvad der var mest utiltalende ved deres partner, og for mændenes vedkommende var en klar nummer 1: Sure koner! (for kvinder lå snorkende mænd på førstepladsen).
Jeg kan godt forstå at det er træls at være sammen med en sur kone, især hvis hun er sur på manden, men jeg synes også der er en tendens i tiden til at kvinder bliver mere og mere sure og mændene mere og mere ansvarsfralæggende. Og så er det måske værd at tale om, hvad der kommer først: Hønen eller ægget, surhed eller ansvarsfralæggelse, men et er sikkert, nemlig at de to ting hænger sammen.
De fleste kvinder jeg har i parterapi bliver også til en vis grad både defineret af deres partner, og definerer sig selv som ”den sure” eller ”den temperamentsfulde” af de to. Men det viser sig hurtigt at selvom kvinden er den, der måske er mere verbal i sine udtryk, er det ikke fordi hun grundlæggende er en sur mokke. Tværtimod. Oftest skyldes hendes volumen at hun ikke føler sig hørt eller forstået, og det er så her, manden kunne have godt af at se lidt på sin egen andel i den udveksling der foregår og det mønster, der er opstået imellem dem.
Det er ikke det samme som at pege fingre ad den ene og lægge en masse skyld med skyld på i den ene lejr, så den anden går fri, men det handler om at turde se på, hvad det er man selv gør i sit parforhold for at skabe den form for fundament, der gør at man, som nogle af disse mænd, ender med at synes konen er pisse irriterende og de andre søde damer ude i verden pludselig virker tiltrækkende. Kvinderne ude i verden ville måske ende med at være lige så sure hvis de skulle leve under de vilkår sådan en mand præsenterer.
Hvad er det lige der sker?
Karikeret kan man stille det sådan op: Kvinder, der ender med at være sure og tvære med snerpede mundvige og afskyen dryppende som gift fra munden, føler sig tit overbebyrdede og oversete: De tager for meget ansvar i familien, og vil måske for mange ting på en gang: være mødre med hjemmebag og facebook opdateringer der skriger overskud, de vil have en strålende karriere, som giver spænding og stiver selvtilliden af, og de vil have mænd, der træder til, så de kan være alle disse ting på en gang. Oveni det skal manden være galant, prinse-agtig og kunne samle en carport uden manual og håndværkerbaggrund, og så skal han elske hende og tænde på hende, men helst ikke på en måde, der giver hende følelsen af, at han bare vil have sex, for så bliver det ”forkert”.
Manden i de her forhold vil oftest gerne have en form for single-frihed, men med parforholdets benefits (Læs: regelmæssig sex). Han er ofte endt med at få børn (som han elsker højt, det hersker der ofte ikke tvivl om), fordi kæresten var nået dertil at det ligesom lå i kortene hvis de skulle fortsætte sammen. Pludselig finder han sig selv i et liv, som han ikke kunne have forestillet sig på forhånd (blandt andet fordi vi lever i et samfund, hvor vi ikke længere er så tætte på hinanden, at vi vokser op med småbørn og familier omkring os som en selvfølge): Der er baby, der vågner i tide og utide og har overtaget babserne, konen, der har taget på og ikke føler sig attraktiv mere, og så det pres, han pludselig føler til at skulle mande sig op og blive sin far, imens alt han bare vil, er at slippe for at blive voksen og gå tilbage til de ubekymrede dage med kæresten, der gjorde sig lækker for ham, hvor han ikke følte sig bundet.
De oplever begge udkørte og udbrændte hverdagsaftener, der afløses af weekender, hvor de begge har brug for noget, der kan justere og fylde dem op igen, men imens kvinden gerne vil have nærhed, omsorg og ømhed fra sin mand, og måske mødes omkring en romantisk parmiddag, vil han til gengæld have frihed med sine venner, som han også passende kalder ”drengene”, hurtig og fræk sex med konen og måske en søndag foran TV’et med en øl og noget fodbold, hvor han kan slippe for at skulle forholde sig til hverdagens trummerum. Det er klart, at de to verdener ramler sammen – og imens mandens udelængsel er størst og kvindens tosomhedslængsel er størst, bliver det hende, der kæmper for at få noget fra ham, imens han forsøger at komme væk, og jo mere han trækker sig, eller bliver kold, des mere kraft kommer der på hendes udbrud, for hun VIL høres i lige så høj grad som han VIL undgå det.
Det er en dybt ulykkelig situation for begge parter, især fordi en stor del af deres konflikt foregår på automat-gear, hvor han bliver mere og mere fremmed for hende og hun bliver mere og mere vred på ham.
Det gode er, at der er en vej ud af det, så de begge kan få det bedre, men det kræver at de er villige til at stoppe op, se og høre hinandens afsavn og behov, uden at gå i forsvarsposition, samt at forholde sig til deres eget ansvar og rolle i relationen uden at gå ind i kampen om at uddelegere skyld. Det kan være en god idé at få professionel hjælp til denne proces, fordi en professionel kan hjælpe med at se mønstrene uden at den ene bliver sorteper.
Er du den sure kone i dig parforhold, eller er du den drengede mand, og er dit parforhold i krise? Så kontakt mig til en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
(Billedet er downloadet fra “freedigitalphotos.net”)
Spot on:
De tager for meget ansvar i familien, og vil måske for mange ting på en gang: være mødre med hjemmebag og facebook opdateringer der skriger overskud, de vil have en strålende karriere, som giver spænding og stiver selvtilliden af, og de vil have mænd, der træder til, så de kan være alle disse ting på en gang. Oveni det skal manden være galant, prinse-agtig og kunne samle en carport uden manual og håndværkerbaggrund, og så skal han elske hende og tænde på hende, men helst ikke på en måde, der giver hende følelsen af, at han bare vil have sex, for så bliver det ”forkert”.
Jeg er for længst stået af det overfladiske projektræs kvinder ønsker, at dyrke omkring deres liv. Held og lykke til de mænd, der forsat gider at underlægge sig kvinders urimelige og umodne forstillinger om lykke og perfekt familieliv og en perfekt multitaskende mand. For det findes ikke.
Og nej, jeg er ikke en tabermand, der ser pornofilm og spiser ostepops. Jeg har altid nægtet at finde mig i prinsessenykker, skyldpålæggelse og bitchen eller talen ned til mig i offentlighed.
Jeg har altid taget konflikten med kvinden og verbalt slået benhårdt tilbage. Jeg har altid nægtet at anerkende kvindes selvforestillede ret til at kunne hakke på mig. Hvis hun er utilfreds med at en sok ligger på gulvet kan hun sgu selv samle den op hvis, det er en sådan mental pine at se på den.
Min manglede og ubøejlige vilje til at underlægge mig en kvinde i privatsfæren, har kostet mig to ægtskaber. Men jeg bakker aldrig ned overfor en skrigeskinke, der tror at der er fri adgang til at overskride min integritet. Kære mand hvis du skulle læse mit ydmyge indlæg.
Så husk stå altid fast på din ret og din integritet, find dig ikke at en kvinde ønsker, at herske over dig og underlæg dig aldrig hendes humørsyge – konfronter hende og sig fra – hver gang.
Det kan være du bliver skilt og hvad så? Personlig integritet og autonomi er det vigtigste, lad være med at holde fast i en forgiftet og en forløjet idealiseret tosomhed. Mænd få sten i buksern igen og sig fra, hvis det ikke hjælper – så bliv skilt. En lænket ørn med klippet svingfjer er et ynkeligt syn.
Kære “Jens Vejmand”
Jeg læser din kommentar og bliver allerførst ramt af det, der virker som intens vrede.
Krænkende ord som “Bitchen”, “Prinsessesnykker” og “skrigeskinke” vidner om en vred mand, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der måske har været meget på spil for dig i de personlige relationer, som gør at du har det svært sammen med kvinder, og du derfor i stedet går over i den krænkende grøft og får brug for at rette din foragt mod andre mennesker, hvor både kvinderne får verbale tæsk, og mænd, der ikke tænker eller agerer som dig, får det samme.
Jeg synes det lyder som om du kan have svært ved at navigere i et konstruktivt parforholdssamarbejde, hvor kompromis og forhandling er del af hverdagen, fordi du føler dig truet af kvinder i en sådan grad at du kæmper mod dem i stedet for med dem om en fælles løsning. Jeg kan desuden se, at personlig integritet og autonomi er så vigtigt for dig, at du er villig til at ofre samhørighed, tosomhed og kærlighed på det bål, og for mit vedkommende har jeg det sådan, at du skal gøre det, der er rigtigt for dig, men jeg vil også fortælle dig, at jeg får en lille fornemmelse af, at du i virkeligheden er såret indenunder al denne vrede og har en masse uforløste temaer omkring kærlighed, som stiller sig i vejen for dig, fordi du føler at der er blevet begået uret mod dig. Jeg kan naturligvis tage fejl, men det er den fornemmelse jeg får.
Vrede mennesker er ofte ensomme mennesker, fordi de ikke føler sig forbundne med andre og derved mister deres empatiske indføling. Og vrede avler desværre kun mere vrede indtil man beslutter sig for noget andet. Vi er som mennesker født til at indgå i flokken, og det gør vi blandt andet igennem forhandling, følelser som skam og glæde, seksualitet og empati. Hvis vi kommer til at sidde fast i skammen og forkertheden, vækker det de modsatte følelser: frygt, frustration, sorg og i sidste ende isolation. Altså følelser, der medvirker til at man stiller sig/bliver sat udenfor gruppen, og for at overleve dette tab, bliver det indre forsvar ofte hån, foragt og intens vrede, fordi man på den måde undgår at mærke sorgen over ikke at være del af gruppen.
Jeg ved ikke om alt dette giver mening for dig, men jeg havde lyst til at dele mine tanker med dig, fordi jeg læser dig som en såret mand, der udtrykker sit sår igennem intens vrede. Jeg vil desuden sige, at jeg kan se, at du har læst mit indlæg med netop disse briller på, så du har misset min pointe om, at det tager to til at danse en tango, så når kvinden er en sur kone, kan det være at manden skal vende blikket indad og se, hvad det er han gør i forholdet, der ikke længere afføder hendes kærlige blik og nærhed. Akkurat som hun også bør gøre, når han begynder at trække sig. At pege på hinanden skaber kun mere afstand i stedet for mere nærhed – for man kan altså ikke skælde eller skamme folk ud til at elske sig, ligemeget hvor meget man prøver!
Kærlig hilsen og mange tak for din kommentar,
Christina
Visse vasse – kvinder er kvinder nærmest.
Dine indlæg er at betragte som partsindlæg.
🙂 Tak for din kommentar, Thomas. Det står dig naturligvis frit for at læse mine indlæg som “partsindlæg” i stedet for det, min intention omkring dem er: nemlig at synliggøre og hjælpe med at bryde den kløft, der findes i visse parforhold, hvor adskillelse og krig er normen, fremfor harmoni og nærhed.
Kærlig hilsen,
Christina
Kære Christina,
Thomas giver lidt for unuanceret kritik!
Med erfaring bliver man klogere; se bare unge mennesker med høje idealer om samliv og evig kærlighed. Spørger man den unge om utroskab skal tolereres er svaret NEJ. Spørger man igen 20 år efter hvor 50% har oplevet utroskab er svaret ikke længere entydigt. Du drager selvfølgelig dine erfaringer gennem en kvindes øjne og og de fleste af dine venner er sandsynligvis kvinder. Derfor hører du måske oftest om mænds bedrag, voldelige adfærd, utroskab osv. Læser man dine indlæg handler de meget ofte om den svigtede kvinde – ikke den svigtede mand.
Dette gør ikke din blog ringere, tværtimod er den rigtig god læsning der, hvis man selvfølgelig husker det subjektive perspektiv, giver stof til eftertanke.
Kærlig hilsen
Anders
Kære Anders
Mange tak for dine ord. Jeg er glad for at du læser min blog og at du kommenterer på det, du læser.
Som du rigtigt har bemærket, er en del af mine indlæg, eller mine eksempler, blevet rettet mere mod kvinder igennem den senere tid. Det skyldes ikke at jeg selv er kvinde (hvilket du vil se, hvis du læser mine gamle indlæg, blandt andet på min gamle blog: http://www.coptysblog.wordpress.com), men er et bevidst valg, fordi jeg har haft indtryk af at størstedelen af mine læsere er kvinder.
Jeg bliver derfor glad og behageligt overrasket over, at du og andre mænd kommer på banen med jeres tanker, for det viser mig at bloggen læses af begge køn, og det giver nogle andre øjne, som jeg mener er vigtige at få på banen, for det, der optager mig mest i mit terapeutiske arbejde er at hjælpe mennesker med at skabe fundament for gode og nærende samliv – og med mennesker mener jeg både mænd og kvinder. Jeg mener at det gode samliv kan blive muligt hvis vi tør se på de roller, vi indtager i relationen (ikke nødvendigvis kønsspecifikke), og derfra arbejder bevidst på at blive mere ærlige, både overfor os selv og for hinanden, så rollerne bliver overflødige og vi kan være autentisk sammen.
Så når du oplever at jeg skriver mere om den svigtede kvinde end den svigtede mand (som i mine øjne er lige så relevant og aktuelt), håber jeg stadig at det er brugbart, ikke kun som indblik i kvindens oplevelse af svigt, men med modsat fortegn, også ud fra en mands. Det er i hvert fald min intention, men jeg kan se, at det måske er relevant at jeg gør denne del mere tydelig.
Så mange tak for din kommentar. Den var værdifuld for mig.
Kærlig hilsen,
Christina
Kære Christina,
Selv tak! Jeg glæder mig til fremtidige blogindlæg med refleksioner over (samlivs-)tilværelsen og med beretninger fra det virkelige liv 🙂
Min fornemmelse er i øvrigt, at kvinders bedrag og utroskab oftere fører til forholdets afslutning end ved mænds ditto. Måske fordi kvinderne oftere er dybere følelsesmæssigt involveret i tredjeparten eller fordi manden måske har sværere ved at acceptere handlingen. Under alle omstændigheder retfærdiggør enderesultatet (hyppigere skilsmisse) og de deraf følgende “familieomkostninger” (delebørn og familiefejde), at kønsaspektet i din blog overvejes nærmere fremover.
Kærlig hilsen
Anders