“Seksuel omgang mellem psykoterapeut og klient må ikke forekomme.”
“gælder også i et terapeutisk lærer/elev forhold”
Psykoterapeut foreningens etiske regler omkring seksuel omgang mellem psykoterapeut/lærer (på psykoterapeutiske uddannelser) og klienter/elever er tydelige.
Men er de tydelige nok?
Relationen mellem en elev eller en klient og en psykoterapeut, om han/hun er lærer eller praktiserende, er forbundet med en ulige magtstruktur. Den terapeutiske proces der også foregår i undervisningen, i træningsgrupper og supervisionsgrupper handler om klienten/elevens vækst, som terapeuten skal støtte.
Det terapeutiske arbejde er ofte sårbart for klienten, og relationen til terapeuten er ofte forbundet med en følelse af at blive “set” helt ind i sjælen. For mange, selvom de er voksne og selvstændige mennesker, kan det være første gang de er blevet mødt på deres følelser og rummet med alt hvad de kommer med. Det betyder at terapeuten får en speciel betydning for klienten og at klienten knytter sig til terapeuten – dette er det helende rum, hvor forandringen kan ske, og derfor uhyre vigtigt at værne om. Det kan føles forløsende at græde, og det kan give en dyb og varm følelse indeni, hvis man bliver holdt om af sin terapeut.
Nogle gange kan klientens følelser for terapeuten også være seksuelle, og det er terapeutens forpligtelse at lade være med at agere på det, udover at italesætte det som et fænomen, der opstår i klienten, så de i fællesskab kan undersøge, hvad det er, der sker, som led i processen og opdagelsesrejsen mod mere bevidsthed.
Hvis terapeuten ikke har styr på sine egne lyster og vælger at gå i seng med sin klient, har han ødelagt det terapeutiske rum og er trådt ud af sit ansvar, samtidig med at han i klientens øjne vokser til at blive en sammenblanding mellem den rummelige, kærlige og nu også elskende mand, som elsker klienten hele vejen rundt. Det er tydeligvis ikke tilrådeligt, hvorfor der så er regler for det.
Men der er en række problemer forbundet med netop disse regler, hvorfor du, som klient eller elev, må være opmærksom på, hvad din terapeut/lærer gør, for der er måder at komme udenom reglerne på, blandt andet:
Det er ikke tydeligt hvor længe reglen gælder – må man godt have sex sammen dagen efter man er stopper terapien? Kan man aftale, at man holder en pause i terapien for at man kan dyrke sex? Kan terapeuten holde sin etiske sti ren ved at sige til en elev, at de kan gå i seng med hinanden, når hun er færdig med sin uddannelse og de så er “kollegaer”? Og hvis vi nu sagde, at der var tid på det, hvor lang tid er så længe nok? Hvornår træder man ud af den ulige relation? Gør man nogensinde det, når man har knyttet sig på den måde? Jeg mener personligt ikke, at det er hensigtsmæssigt at have sex med en tidligere klient eller elev, fordi man netop er indgået i en tilknytningsrelation, der har så stor indvirkning på klientens liv, at klientens følelsesliv forandres af det.
Man angiver ikke sine kollegaer – Hvis man finder ud af at en kollega overskrider de etiske grænser og går i seng med sine (tidligere) elever/klienter, er der ikke mange, der vil gå til Psykoterapeut Foreningen og anmelde vedkommende, selvom det også er en del af regelsættet. Hvem kan tjekke at man vidste det? Og eleven/klienten indberetter det ofte ikke, enten fordi de er forelskede i terapeuten, eller fordi de føler sig forkerte og illoyale hvis de gør det, eller føler sig medskyldige, fordi de lagde op til det.
Ikke alle psykoterapeuter er medlemmer af Psykoterapeut Foreningen – og er derfor ikke underlagt reglerne, eftersom titlen som psykoterapeut ikke er beskyttet. Jeg er for eksempel ikke selv medlem af psykoterapeut foreningen, fordi deres indlemmelsesregler ikke anser min universitetsuddannelse som relevant for at blive optaget. Mange andre vælger at lade være med at indmelde sig, fordi de ikke mener at foreningen er troværdig på forskellige områder. Så set i det lys, bliver det op til den enkelte at gøre op med sine egne moralske værdier og etik, hvad der er det rette at gøre, og mon ikke det er sikkert at sige, at de fleste mennesker, der har etikken på plads indeni ikke har brug for regler fastsat af andre, men at det netop er mennesker, der har svært ved at se, hvad der er uetisk og etisk, netop er dem, der har mest brug for reglerne og foreningens vinge?
Hvad gør man så, som klient eller elev, for at sikre sig?
Hvis du står i en situation, hvor din lærer eller din terapeut begynder at sende dig lidt for flirtende blikke eller foreslå dig, at I kan mødes til frokost, eller giver dig nogle kram, der er en tand for tætte og for lange, så vil jeg anbefale dig, ligemeget hvor fristende det kan være for dig i øjeblikket og i fantasien, at tage benene på nakken og tænke på DIG – og husk på, at en terapeut der handler på den måde, ikke tænker på dig, men på sig selv, og det går ud over din proces og din vækst i sidste ende.
Pas godt på dig selv, og vælg din terapeut med omhu, ikke tiltrækning.
Hvad nu hvis behandling er endt og begge har en øget lyst til at ses.. Hvordan er reglerne for det?
Som du kan se i indlægget er der ikke et sæt faste regler, men det frarådes af en masse årsager.
Kærlig hilsen,
Christina Copty