Når mit behov bliver din kritik

 

Hun: “Jeg savner mere romantik i hverdagen, for jeg føler mig ikke skattet af dig”

Han: “Jeg er træt af at blive kritiseret for, at det jeg gør for dig, ikke er godt nok!”

Hun: “Jamen det er jo ikke det, jeg mener. Jeg kritiserer dig ikke, jeg ville bare ønske at du var mere romantisk overfor mig!”

Han: “Det er da kritik. Du fortæller mig jo, at jeg ikke er den mand, du gerne vil have, fordi jeg ikke kan give dig den romantik du vil have”

Hun: “Det er ikke det, jeg siger” Hun bliver mere og mere frustreret over, at hun ikke bliver hørt, og over, at han virker næsten trodsig i sin modstand mod at give hende det, hun har brug for. Han synes at hun stikker af fra at tage ansvar for sin kritik af ham. Han føler sig ikke god nok for hende, og ude af stand til at stille hende tilfreds. Det slider på hans selvværd, og hans selvtillid som partner.

Hvis man er endt i den form for udvekslinger, føles forholdet giftigt, ufrit og svært at være i, fordi den, der har uopfyldte behov bliver mere og mere utilfreds og ked af det, og veksler mellem at forsøge at udtrykke sine behov og tie stille med dem. Den anden, den, der tager det som kritik, føler sig dårligt behandlet, ikke værdsat for sin indsats og ufri, fordi man hele tiden føler, at man ikke lever op til det, man opfatter som den andens krav, og ikke behov.

Så kommer skænderierne. Oftest bliver det voldsomme skænderier, der mister konstruktiv retning, fordi begge parter misforstår hinanden, og fordi man allerede er i sine følelsers vold, kan man ikke lægge sin egen opfattelse og sårede følelser fra sig, så istedet eskalerer det – og for nogles vedkommende; dem, der ikke hjemmefra har lært hvordan man konfliktløser, bliver løsningen på konflikten, at man også lige så godt kan opgive forholdet. Man ved ikke hvilke ord, hvilke forklaringer man skal bruge for at blive forstået. Og man kan ikke holde vreden ud mere. Kærligheden forsvinder i de desperate tåger. Der er kun bebrejdelser og hårde ord tilbage.

Når den ene så har sagt ”Nu er det nok, jeg kan ikke være i det her forhold mere” ryger luften ud af ballonen, og begge parter falder ned. Bum.

Så kommer fortrydelsen og angeren for den, der sagde de ellers så forløsende ord, for det var jo ikke det, der var meningen. Det var jo ikke fordi man egentlig ønskede at afslutte forholdet, eller sige de hårde ord, man sagde. Man ville jo bare så gerne høres og forstås, og mærke den andens omsorg og vilje til at se det lidt fra sin side. Imens man selv ikke kan se det fra den andens.

Så er der en slags afventende ’Hvad skal der nu ske’-stemning, hvor begge kredser om den varme grød, hvor begge parter er bange for at en samtale skal ende i endnu en eskalering. Det er smertefuldt, men nemmere at lade være med at forsøge at reparere.

Hvis begge parter er forholdsvis passive, falder parforholdet fra hinanden her. Men den mest typiske er, at den ene i forholdet er aktiv. Forfølgeren. Og den anden mere afventende. Den Passive. Forfølgeren er i heteroseksuelle forhold ofte kvinden: Hun savner noget mere fra sin mand. Hun mangler nærhed. Intimitet. Passion. Romantik, og det er oftest hende, der rykker og rokker ved status quo; hende, der beder om nærhed, og hende, der rækker ud, når de er gået i hårdknude. Manden er typisk den passive. Den, der gerne vil have at det, der er imellem dem, er nok. Den, der gerne vil have mere ro. Mere tilfredshed med hverdagen. Den, der trives i et forhold uden at det behøver være ’så tæt,’ som den anden ønsker.

Det skaber en oplevelse af ulighed imellem dem, hvor begge på forunderlig vis føler sig som underhunden: Forfølgeren fordi vedkommende forsøger at reparere og udglatte, og er den, der skal række ud for at der sker nogen tilnærmelse. Hun undertrykker igen sine behov, for det er den eneste måde at beholde relationen på. For den passive går følelsen af underhund på aldrig at føle sig god nok, og med bruddet også kasseret. Tanken her er: “Jeg bliver aldrig god nok for min partner, ligegyldigt hvad jeg gør! Der må være noget galt med mig.”

Og i alt det virak forsvinder kærlighed, omsorgen, empatien og forståelsen.

Av.

Kan man gøre noget ved det?

Hvis du genkender det fra dit forhold, ved du også, at der imellem stormene er ro, men kun så længe I ikke taler om noget, der har substans eller som kan handle om behov/kritik, for det kræver blot et forkert ord, en forkert mine, et forkert tryk på et ord før man er tilbage i konflikten. Forholdet bliver en ‘gå på æggeskaller’ konkurrence om at holde freden længst muligt, men fordi I begge ikke føler jer hørt/forstået/elsket/værdsat, ligger det som underlægningsmusik i hverdagen. Også når den øjensynligt er harmonisk. Det tager nemlig ikke mere end to sekunder at ryge ned i mønsteret igen.

Det er vigtigt at huske på, at ingen af parterne er mere rigtig eller forkert end den anden. Det er opfattelser, der måske er skæve og forvrængede, men hvis forholdet er baseret på kærlighed, må det antages at det, der sker, ikke sker med onde hensigter.

I stedet må vi se og forstå at det er mønstre, der ligger dybt begravede i os, og som aktiveres, når vi frygter at kærligheden forsvinder. For den, der føler sig kritiseret, er oplevelsen ikke at være god nok til, at den anden kan være tilfreds og nyde tilværelsen sammen. For den, der har behov, der ikke opfyldes, er oplevelsen at partneren ikke er villig til at være generøs med sin kærlighed, og måske derfor i virkeligheden slet ikke er optaget af at glæde sin partner.

Og her hjælper det ikke at blive vred – for når den, der føler sig kritiseret bliver vred, føler Forfølgeren sig afvist og u-elsket. Det diametralt modsatte af, hvad hensigten med at udtrykke behovet var. Men det kan være svært at høre, når man kun hører kritik.

Modsat er det svært for den, der føler sig kritiseret af Forfølgeren, at høre behovet, når det udtrykkes med irritation, vrede eller afmagt. Så føler den Passive sig angrebet og kan ikke høre andet end tonen.

Så her er det parterapi kommer i spil som en mulighed for at komme ud af mønsteret og lade kærligheden skinne.

I parterapi vil der nemlig sidde en uvildig tredjepart, der kan hjælpe med at sortere tingene fra hinanden, og hjælpe med kommunikationen, så behovene bliver tydelige og kritikken og brodden kan fjernes. En parterapeut kan hjælpe og støtte parterne med at få kærlighedssproget gjort tydeligere, så man ikke antager det værst mulige om den anden.

Der er trods alt en grund til, at man stadig kæmper.

Og måske er det på tide at få en tredjeperson med ind i kampen, der kan vise, ikke kun hvordan man udtrykker sig ordentligt, men også hvordan man slutter fred, og bliver en god kæreste for sin partner.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

 

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Når mit behov bliver din kritik

  1. Lise Vølund skriver:

    Jeg synes, det lyder meget meget rigtigt. Helt genkendeligt.
    Tak for at skrive det. Jeg har også anskaffet mig din bog
    ‘Den svære kærlighed’. God at blive klogere af.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: