“Han har jo også gode sider” og andre ting, vi siger til os selv!

“Han slår mig ikke, men han kan godt finde på at tage hårdt fat i mine arme”

“Han er jo bare en stakkel, så jeg har ondt af ham”

Allerkæreste søster – dagens blogindlæg er et opråb fra mit hjerte til dit, for det smerter mig så uendelig meget dag ud og dag ind at høre og se konsekvenserne af årevis af psykisk vold fra mænd, der påstår at de elsker kvinder.

Mænd, der behandler kvinder dårligt, elsker ikke kvinder. De hader dem. De ønsker at have magt over dem, tryne dem, at blive serviceret og tilbedt af dem. De vil have opmærksomhed, beundring, tilbedelse. De føler sig berettigede til at gribe fat i, til at tilsvine, til at nedgøre, til at håne, til at grine ad, hvis en kvinde tillader sig at forholde sig kritisk, eller tillader sig at efterspørge, at hun skal behandles ordentligt og retfærdigt. Disse mænd er IKKE interesserede i ligebyrdige forhold. De er IKKE interesserede i at afgive magten og påtage sig ansvaret for at gøre hverdagen skøn og dejlig. Nej. De er kun interesserede i at tage. Modtage. Få. Hvadenten det gælder plads, tid, penge, sex, you name it: “Du er unormal, hvis du ikke vil have sex hver dag”, “Mit job er vigtigere end dit” “Dine venner er dødsyge, hvorfor vil du være sammen med dem?”

Det er altså ikke kærlighed det der. Det er egoisme, det er disrespekt. Det er foragt. Og i foragten er der ingen kærlighed. Også selvom han ‘ind imellem også har gode sider.’ Alle kan ind imellem gøre sig umage, men ind imellem er bare ikke godt nok, når det handler om samliv!

Året er 2017, og vi to, kære medsøster, er nået så langt, at vi ikke længere har brug for en mand for at overleve, så hvorfor er der så mange af os, der enten har prøvet at være eller stadig er i forhold, hvor det handler om ren og skær overlevelse? Hvorfor er det, at vi tror at kærligheden skal gøre ondt? At vi ikke kan forvente andet, end det ragelse, vi har raget til os? At vi skal finde os i at skulle tage en mands skyld og ansvar på os, imens han bare vimser rundt som en anden Konge i Lorteland? Hvor er det at vi ikke tror at vi er mere værd end den behandling?

Ja, altså undskyld mig, men det er på tide at vi vender blikket indad et øjeblik og lige mærker efter: Er den her behandling overhovedet god – ikke god nok – men god? Er den rimelig? Er den kærlig? Er den omsorgsfuld? (Og nej, han skal IKKE have lov til at definere hvad der er godt for dig, eller hvem du er – Det skal du, så hold hans ydmygende  kommentarspor væk fra dit indre øre – eks: “Du er sgu så krævende”, “Der er jo ikke andre, der vil have dig”, “Jeg kan godt forstå din eksmand ikke gad dig”).

Du, allerkæreste, smukke, unikke, fantastisk kvinde, fortjener at få og give til et værdigt menneske. Et menneske, der både rummer kærlighed, åbenhed, ærlighed, nænsomhed, omsorg, humor, lethed, kompleksitet, dybde… ja, alt det, du drømmer om, for det er kun når du er sammen med sådan et menneske, at du virkelig vil opdage, hvad kærlighed er.

Og tro mig – Det findes. Det er jeg en af de mange, der er så heldige at have fundet ud af efter et langt voksenliv med mænd, der i virkeligheden hader kvinder.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Køb min bog “Den Svære Kærlighed; Om Narcissisme og Parforhold” hvor du kan læse om mænd, der misbruger kvinder.

 

Dette indlæg blev udgivet i Narcissisme, Parforhold, Selvudvikling og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Han har jo også gode sider” og andre ting, vi siger til os selv!

  1. Lillian skriver:

    Kære Christina
    Jeg har været rundt på din hjemmeside og ikke mindst din blog siden jeg opdagede den for en uges tid siden.
    Jeg lever i et meget fast forhold igennem snart 35 år. Et forhold som har haft rigtig mange op- og nedture. Indtil for 10 år siden har vi levet et meget traditionelt liv med hinanden, hvor han har arbejdet meget og jeg har passet mit eget arbejde, men også hus, hjem og børn. Vi var forholdsvis nygifte på det tidspunkt, hvor en god veninde og kollega gjorde mig opmærksom på hendes indtryk af, at jeg ofte skulle hjem og spørge, før jeg kunne sige ja eller nej til en social aktivitet uden for min familie. Jeg var godt klar over, at det var virkelighed, men jeg var sikker på, at vi levede sådan, fordi vi tog hensyn til hinanden og ikke lavede aftaler uden, at det passede ind i familien. Min veninde og kollega spurgte lidt ind, om min mand gjorde det samme. Og når jeg skulle være ærlig, så var det jo ikke tilfældet. Eller dvs. min mand lavede gerne aftaler, for så efterfølgende at spørge mig. Hvis jeg så havde indvendinger, så var svaret fra ham altid; “jamen, jeg har sådan set sagt ja”. Efter at have været vred over den adfærd et utal af gange, endte vi ud med en stiltiende aftale om, at han ikke spurgte, men blot meddelte, når han havde lovet noget. Så var “vi nemlig fri for”, at “jeg altid blev sur”. Så da min veninde gik mig lidt på klingen, så vidste jeg godt, at det billede jeg forsøgte, at tegne udadtil, ikke var helt så solidt eller rosenrødt. Dette wakeup call fik mig til for alvor, at se forholdet efter i sømmene, som jeg godt vidste kunne være langt mere harmonisk.
    Vi havde på det tidspunkt også gevaldige sammenstød, som at min mand igen ville skilles. Forskellige situationer med forskellige begrundelser, men gennemgående har det været, at jeg ikke lever op til det,han ønsker sig.
    Som jeg føler mig, så er der rigtig meget uro, frustration, vrede, bekymring, angst, dårlig samvittighed, utilstrækkelighedsfølelse…..ja, rigtig mange forskellige følelser, som er på spil dagligt. eksempelvis også den med, at det nok bare er mig. Nu skal jeg også tage mig sammen. Han er jo ikke sådan altid. Han kan jo også være i godt humør – især, hvis vi skal være sammen med nogen. Hvis jeg kommenterer på noget han har sagt/gjort grin med, så er kommentaren oftest, at det jo bare er for sjov og at jeg savner humor. Jeg har været igennem listen med eksempler på psykisk vold i et parforhold og en del af dem er massivt på spil, men ikke alle. I en lang periode har jeg arbejdet med, at finde mine egne ben og ikke mindst, at finde hoved og hale i det der foregår.
    Aktuelt har jeg for ca. 2 måneder siden sagt, at jeg vil skilles og ønsker, at komme til at leve alene. Jeg har gjort mange forberedelser og er egentlig klar til at flytte. Men jeg kommer ikke ud af stedet. I de to måneder har adfærden vekslet mellem appel, vrede, total uforståenhed, fornægtelse, laden som ingenting, bebrejdelser og i særdeleshed, at skrue op for charmen overfor vores to børn. Det lammer mig totalt, så jeg ikke får taget de snakke, som jeg tænker er nødvendige bl.a. om økonomi. Et af de kernepunkter, hvor vi er afgørende uenige.
    Er der andre, som kender til, at havne i denne tilstand og i særdeleshed, hvad man gør for at bryde den og få taget det afgørende skridt?
    Når jeg er alene som nu, så er mine tanker klare nok – synes jeg, men i samme øjeblik vi er i stue sammen, så bliver jeg stille og alle mine ord forsvinder.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: