Er Du Tankelæser?

Da jeg blev uddannet som psykoterapeut, var der konsensus blandt underviserne om, at det, man som terapeut selv har haft svært ved, også er det, man kan forvente klienterne dukker op med – og det er blandt andet derfor at man indenfor denne branche skal være obs på at modtage supervision og holde tungen lige i munden så man ikke kommer til at sidde og smide sit eget ufærdige stof over i klienten og tro at man ved en hel masse om, hvordan klienten har det.

Det er en lektie, jeg ikke kun har taget til mig professionelt, men i høj grad også i mit privatliv, hvor det også har vist sig at være ganske fornuftigt at huske, for det er jo “pudsigt” hvor ofte veninderne sidder med de samme temaer, som jeg selv, og det kan være fristende at sige “Jeg ved liiiige hvad du mener, for jeg har det på præcissss den samme måde”.

Hvad er så ulempen ved dette, kan man måske spørge, for er det ikke et udtryk for fællesskabsfølelse og støtte at man tilkendegiver at man bare forstår hinanden “hundrede procent”?

Næh. Faktisk ikke. Og det kan måske komme bag på nogen. Men det kan altså ikke lade sig gøre at forstå et andet menneske hundrede procent, eller vide liiiige præcissss hvad der sker under huden på en anden. Det ville kræve, udover tankelæsning, en kropslig forbindelse, en fuldstændig ens historie, samme cellemasse osv. for at det kunne lade sig gøre.

Men det er måske også lidt overdrevet, sådan at sige at man forstår hinanden hundrede procent, og det er på en eller anden måde bare en talemåde for at vise, at man forstår hinanden på et dybere plan, og at man ikke behøver sige alting højt, tænker du måske.

Og det er da også fint – det der med, at man ikke behøver sige alting højt, og at der er nogle ting, der er indforståede. Jeg har for eksempel en meget god veninde, der udover at være min veninde, også fungerer som en form for ekstern harddisk for mig, for hun husker ting, der er sket i mit liv, som jeg selv har glemt – og det betyder at hun indimellem bare behøver sig et par ord før hun vækker mindet i mig. Det er hyggeligt og jeg føler mig forbundet med hende.

Men indforståetheden og forventningen om at man selv, eller andre kan læse tanker og følelser kan også tage overhånd og blive en hæmsko for eget-ansvar, selvudvikling og sund grænsesætning.

Jeg har et par i terapi, som jeg virkelig godt kan lide. De er, i min optik, et kærligt og omsorgsfuldt par, der reflekterer og arbejder med det stof, der er imellem dem. De har stor kærlighed for hinanden og forsøger at finde måder at forene deres liv på, så de kan minimere deres uoverensstemmelser, som de har en del af, for de er meget forskellige og gør tingene på forskellige måder, og vil helst have at deres egen måde er den rette. Men det er blot en del af det (som jeg også har skrevet om i mange tidligere indlæg, se blandt andet: http://coptysblog.wordpress.com/tag/forskellighed/) – det, der også sker, er at de antager at de ved hvad der foregår i den andens tanker, og det betyder at de allerede på forhånd har sat sig op til at reagere på en helt bestemt måde og derfor ender med at få det, de forventer – nemlig modstand og konflikt.

Og det tankevækkende er, at når de i terapien bliver opfordret til at italesætte det, de tror om den anden, eller det, de tror de selv sender ud, så er det i ca. 75% af tilfældene forkerte antagelser.

Et andet eksempel i samme boldgade, er moderen og datteren jeg havde i terapi tidligere på ugen. Moderen er pensionist og har haft en stor karriere i en mandeverden i en tid, da der ikke var mange kvinder der. Datteren er også en stærk kvinde med ben i næsen som har klaret den langt. De kom i terapi, fordi de går skævt af hinanden, for de er begge stolte kvinder, der ikke viser deres bløde sider til hinanden fordi det bliver “oversat” som værende svagt. Istedet for at tale sammen om, hvordan de har det, udviser de selvstændig lukkethed, men ender med at føle sig svigtede af hinanden, fordi de hver især ikke gør det, som de “burde have vidst” at de skulle gøre for hinanden. Altså en forventning om at få omsorg og forståelse, selvom de ikke har sagt at de har brug for det.

Det giver stof til eftertanke – og min opfordring i denne uge er, at du, istedet for at tro noget om nogen, spørger og tjekker efter om din forestilling er rigtig – og stoler på det svar du får istedet for at fordreje svaret så det passer ind i din forestilling, og samtidig siger højt hvad du selv har brug for, så du ikke ender med at skabe præmissen for at blive skuffet. Det vil givetvis løse op for nogle knuder og lur mig om ikke din samtalepartner vil føle sig set af dig på en helt anden måde, der gør at jeres forbindelse bliver dybere og præget af ægte forståelse.

Kærligst,

Christina

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvudvikling, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her: