Når man er i et psykisk voldeligt forhold, vil man indtage to af de tre positioner i offer-redder-krænker trekanten, med en position som den dominerende daglige rolle, og den anden som reaktionen på modstand i forholdet.
Man er enten en kobling af offer-redder, krænker-redder eller offer-krænker.
Og jeg vil allerede nu gerne afsløre, at der ikke er en “bedste rolle”.
Heller ikke, hvis man ser sig selv som redderen.
Og hvorfor er det nu sådan?
Jo. Det er det fordi de tre roller i trekanten netop er roller. Det er måder at overleve, eller tilpasse sig, et dysfunktionelt mønster, så man kan bevare et kærlighedsforhold, som man tror, at man er afhængig af (ofte fordi man ikke tror på, at man enten kan møde en sund partner eller selv kan være i et sundt forhold). Man fryser fast i sin rollekombination, og den levende afbalancerede ligebyrdige relation, hvor man hverken er offer, redder eller krænker, findes ikke.
Offer-redder-krænker forhold er forhold, hvor parterne kæmper for at få følelsesmæssig nærhed. De er kendetegnet ved, at der altid er diskussioner om, hvordan den anden ikke leverer det, man har behov for.
Det interessante aspekt er dog, at når man er i et forhold med et menneske, der ikke er villig, eller i stand til at være følelsesmæssigt tilgængelig, er der stor sandsynlighed for, at man også selv har en udfordring omkring netop det.
Ofte vil parterne være opvokset i familier, hvor de længtes efter at blive elsket og favnet. Den længsel lagrer sig som en del af kærlighedsforståelsen:
“Det er så svært for mig at finde nogen, der elsker mig, så når det endelig sker, skal jeg gøre mig umage for at få vedkommende til at blive ved med at elske mig. Samtidig er det svært, hvis der er nogen, der vil mig for meget, for så vil jeg ikke have dem.”
Når man har længslen som en basal del af sin kærlighedsforståelse, vil man også komme til – ikke med vilje, men fordi man forstår kærligheden ud fra længslen – at lede efter partnere, der ikke kan stoppe den længsel, i hvert fald ikke særligt længe ad gangen, og så ser man enten sig selv som offeret for den andens afvisning, eller også er man vred og forlanger, på en krævende og krænkende måde, at den anden SKAL give en det, man vil have.
Herfra kommer den anden del af koblingen ind: Hvis man reagerer ved at krænke, fordi den anden ikke opfylder ens behov, vil den anden nu ryge fra det vedkommende opfatter som krænkerrollen (“han eller hun trak sin kærlighed væk fra mig, ergo er vedkommende krænkende”) over i offerrollen.
Hvis man i stedet reagerer ved, at man altid forsøger at fikse den anden, og “hjælpe” vedkommende med at udvikle sig og “forstå, hvad kærlighed er”, ser man sig selv som redder, og den anden kan så blive krænker eller offer, for redderen er ofte ikke optaget af den andens virkelighed, men af at få den smertefulde længsel til at holde op med at gøre ondt, ved at få den anden til at gøre og blive det, man har brug for.
Og alt dette er både menneskeligt og forståeligt.
Men desværre låser det også energien fast på en sådan måde, at det bliver svært at udvikle forholdet, eller gøre det dybere og mere ægte igennem de samtaler, man kan have indenfor trekanten. Mange, der er fanget i trekanten ender da også med enten at acceptere status quo eller at afslutte forholdet, fordi de kræfter, der er på spil nærmest føles som urkræfter. Flere forsøger sig med parterapi, men når man er i trekanten vil det være en kamp om, hvem, der er rigtig, og hvem der er forkert (altså hvem, der skal fortælle hvem, at vedkommende skal ændre sig, og blive som man vil have), for det at slippe trekanten kan føles som om man slipper den eneste redningskrans, der sikrer, at man ikke drukner.
Men, men, men.
Det behøver ikke at være sådan.
Man kan nemlig godt komme ud af trekantens fængsel, og i min erfaring kræver det, at man er villig til at gøre noget ved, og for sig selv. Her er 3 fokuspunkter:
1: Man kan fokusere på sig selv, og de roller man selv indtager, og arbejde med dem. Man kan ikke kigge på sin partners roller, eller sige “jeg skal nok gøre sådan og sådan, hvis du bare gør sådan og sådan først”. Det der er byttebyttekø’mand, og så er man stadig fanget i trekanten.
2: Man kan bearbejde sin barndomslængsel efter kærlighed, så man kan blive en moden voksen, der mærker kærligheden som en naturlig del af livet, der altid er tilgængelig og flyder igennem os.
3: Man kan med fordel også arbejde med sit selvværd (ikke sin selvtillid, for hvis man er i trekanten vil selvtilliden ofte vise sig som endnu en måde at hævde sig over sin partner på). Ved at arbejde med sit selvværd finder man ofte ud af, at man er værdifuld med eller uden andres vurderinger og syn på en, og det kan sætte en fri til at turde blive mere følelsesmæssigt tilgængelig selv.
Jeg siger ikke, at det er nemt. Men det kan lade sig gøre. Og på den anden side af trekanten ligger det levende, mangfoldige og udviklende parforhold.
Husk, du fortjener bedre.
