Tør du ikke forlade dit dårlige forhold?

Et af de perplekse spørgsmål, der oftest dukker op når talen falder på dårlige forhold er, hvorfor pokker folk bliver i dem. Hvorfor skrider de ikke, når det ikke har været godt i flere år? Hvad er det, der gør at man bliver, dag efter dag, imens livet og tiden rinder ud, uden at noget af den grund bliver bedre?

Well. Der er med garanti ligeså mange grunde, som der er parforhold, men de tre underliggende grunde er oftest:

1.  Vi havde det godt engang, og jeg håber på at vi kan få det ligeså godt igen
2. Jeg er bange for at være alene, og tror ikke på at jeg kan finde kærligheden igen
3.  Vi har det godt engang i mellem

Det er tre utroligt dårlige grunde til at blive i et forhold, der har aftjent sin værnepligt, for ingen af dem bunder i kærlighed længere, men istedet i frygt: Frygten for at være alene, frygten for at fejle og frygten for ikke at have gjort nok.

Men lad mig fortælle dig en ting: Hvis dit forhold ikke føles rart hele tiden (ja, man kan godt være sur og tvær og skændes, men forholdet skal føles rart og trygt at være i – man kan regne med hinanden, man kan stole på hinanden, man ved at skænderierne IKKE handler om at den ene skal have ret og den anden derfor skal trynes!) så er det på tide at sige adieu til det. Og langt de fleste ved det godt. Men tør ikke tage skridtet. Det endelige skridt.

Enten fordi du har gjort det før og fortrudt. Eller fordi eksen kom tilbage på tiggerfødder. Eller fordi du blev gravid på vej ud af døren. Eller fordi du ikke kan holde smerten ud ved et kærestebrud.

Og det er nok den sidste der er sværest at takle for mange mennesker i dag.

Det er som om vi lever i en kultur, hvor vi kun skal underholdes og være glade hele tiden. Vi må ikke mærke smerte. Vi må ikke mærke ubehag. Vi må ikke mærke ensomhed. Vi må ikke udfordres på vores tryghedsrammer. Vi må ikke være i sorg, for så er det pludselig en depression, som skal behandles. Det er helt skævt.

Når et forhold du engang har været glad for at være i, skal ende, gør det ondt. Det er klart. Men det er også okay. Du kan godt overleve den smerte det er at sige farvel, ligesom du også overlever når andre omkring dig dør. Og ja – det vil stikke i hjertet. Der vil være tårer, der skal grædes. Der vil være ensomme nætter og lange dage. Der vil være tanker om fortiden og afsavn efter det, der var godt – Og det er okay! Det er sådan det er at være menneske og menneskelig.

Det er som om vi glemmer det – og at vi glemmer at smerten også hører op en dag. Det kan godt være der går ‘lang’ tid (alt er relativt og når vi er i smerte og sorg, føles tiden lang ligegyldigt hvad – det er et af de livsvilkår der er, men det er ikke farligt), men tiden går og en dag er du igennem smerten.

Smerten varer kun ved hos de få, der ikke slipper den, eller som ikke tør gå igennem den. Men for det meste er det frygten for at du ikke kan komme igennem smerten, der afholder dig fra at tage skridtet væk fra det, der ikke længere er godt. Men frygt er som meget andet, kun noget, der findes i tankerne.

Så få hjælp til at bekæmpe din frygt og mød din sorg med omsorg og plads. Giv dig tid til at sørge. Til at tage afsked og sige farvel. Og når du engang er færdig med det, så har du givet dig selv en helt ny chance for at livet kan se meget bedre ud for dig end det gør i dag, hvor det kun er frygten, der fastholder dig i et forhold, der ikke er sundt eller godt for dig.

Du ved det godt – Du fortjener bedre!

Kærlige tanker,