I dag er indlægget kønsspecifikt. Det er dog ikke ensbetydende med, at det samme ikke kan forekomme med modsat fortegn, for det både kan, og gør det, hvis det er kvinden, der har narcissistiske træk. Alligevel har jeg valgt at skrive det som jeg gør, fordi det ofte forekommer med denne kønsrollefordeling i min kliniske erfaring.
Og efter den disclaimer – værsgo’
Hvis du enten har børn med, eller har medbragte børn ind i et forhold til, en mand med narcissistiske og psykisk voldelige træk, er det mere reglen end undtagelsen, at han på et eller andet tidspunkt vil forsøge at ramme dig, ved at fortælle dig, at du er en elendig mor. Det er der en forklaring på, men først vil jeg lige adskille de to slags forhold, fordi der er nogle markante forskelle, alt efter om han er far til dine børn eller stedfar.
Hvis I har børn sammen
Hvis din partner (eller ekspartner) er far til dine børn, har du sikkert opdaget, at der skete noget, da I fik jeres første barn. Fra at være din partner, blev han noget nærmere din fjende.
Da du skulle føde, var han mærkeligt fraværende, enten fordi hans arbejde krævede det, eller fordi han fik ondt i ryggen, eller fordi han blev sur på dig af en eller anden grund lige inden fødslen gik i gang, så han kunne være fornærmet og surmulende under fødslen.
Det kan også være det først skete, da I kom hjem fra hospitalet med den lille ny, og du havde glædet dig til I skulle hjem og være lille nybagt familie, at han pludselig blev sur, mut eller fornærmet, fordi du ikke lige kunne overskue at have sex med ham/lytte til ham/sørge for ham, eller hvad han nu var vant til, at du gjorde for ham, før du fik ansvar for et lille hjælpeløst menneske. Og inden længe opdager du, at istedet for at have et barn, har du nu to, hvoraf det ene opfører sig som et forurettet et af slagsen langt størstedelen af tiden – og det er ikke den nyfødte jeg mener!
Du oplevede givetvis også, at der igennem de første år af barnets liv blev etableret nogle faste roller i jeres forhold, der er med til at frustrere dig, og få dig til at stille spørgsmål ved, om dette forhold er værd at kæmpe for, for du føler enten, at han forsøger at være den forælder, der “skærmer” barnet fra din vrede/jalousi/sorg (alle de ting, du føler, fordi han ikke er følelsesmæssigt tilstede og støttende i familien) ved for eksempel at tage barnet op til sig og rent fysisk vende det væk fra dig imens han taler grimt om dig til barnet i et kærligt tonefald (“nååå lille skat, er mor også dum, hva? jaaaa hun er, men du skal ikke være bange, far er her,“) eller han er uinteresseret og uengageret i barnet, fordi han synes du pylrer for meget og barnet skal have en mere straffende tilgang (“han er en dreng, han skal have nogle knubs/hun tager ikke skade af at græde sig selv i søvne/det er altså ikke normalt at være så pylret om sine børn som du er.“)
Ligemeget om han vælger den manipulative eller den afstraffende rolle i forhold til børnene, sker der noget i dynamikken i jeres familie. Rollerne er blevet mere og mere cementerede igennem årene med dig castet i rollen som den uligevægtige/urimelige/hysteriske mor, der holder milimeter-regnskab og skaber problemer, fordi du ikke kan lade far være i fred. Hans fortælling gennemsyrer virkeligheden, for den virker fornuftig når den bliver holdt op imod dine følelser, og når han sætter kirsebærret på toppen med et “Det eneste far ønsker, er at vi skal have det godt sammen som familie, og havde det ikke været for mor, så…” bliver du forsøgt spillet skakmat i krigen om børnenes gunst.
Det er giftigt – og medmindre han indser at han skal have noget hjælp, er der desværre ikke meget man kan gøre for at ændre ham. Ligegyldigt hvor meget du trygler, græder, skriger, råber eller håber.
Hvis han er stedfar for dine børn/din kæreste
Hvis du har bragt børn med ind i forholdet fra tidligere, har du en lidt anderledes oplevelse, som i mange tilfælde kan gøre dig forvirret. Forvirringen opstår fordi han typisk i starten vil fortælle dig, hvor fantastisk en mor du er. Hvor meget han beundrer dine evner som mor og hvor skønne dine børn er. Du bliver glad, føler dig valideret og tvivlen og ensomheden omkring det at være forælder uden børnenes far letter, og du føler endelig at du har fundet en mand, der forstår dig og kan se dit store hjerte for dine børn.
Men med tiden sker der noget. Det er ikke nødvendigvis nemt lige at sætte en finger på det, for det er ikke altid noget han siger direkte, men det kan være et blik, et par øjne der himmelvender, et dybt suk, en utålmodighed med dig eller noget helt femte. Essensen er, at du mærker, at han ikke længere ser på dig med forståelse og kærlighed, men nu ser din måde at være mor på, som en forhindring for det, han vil have af dig: sex/tid/altomsluttende opmærksomhed.
Det paradoksale for mange kvinder, der går ind i denne type forhold med børn, er at opleve, hvor sød, rar og omsorgsfuld han kan være overfor hendes børn, imens han kan være led, nedladende, krænkende og egoistisk overfor hende. Han kan for eksempel tage hendes søn med til fodbold, hvis sønnen synes det er sjovt, eller han kan sætte sig i sofaen med hendes datter og spise slik og se film, imens hun er overladt til at tage af bordet, vaske op og ordne alt det praktiske, der hører voksenlivet til. Han er som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og hendes irritation, fortvivlelse og frustration vokser, men der er ingen lydhørhed hos ham, for hvis hun italesætter det, kommer han med et genialt come back:”Jeg gør det jo kun, fordi jeg troede du gerne ville have, at dine børn kan lide mig,” og så er hun også sat skakmat.
Han kan selvfølgelig også vælge den anden tilgang til dine børn og være afvisende, uinteresseret og kold overfor dem. Han vil have dig med hud og hår, uden børn. Og det viser han tydeligt. Han vil kun være sammen med dig, når dine børn er hos deres far. Han ønsker ikke at deltage i noget, der kunne minde om familieliv. Han vil for eksempel helst se dig om formiddagen til sex, når børnene er i skole, eller mødes med dig ude i byen om aftenen, hvor du så skal sørge for barnepige. Han vil ikke høre om de tanker du gør dig som mor, han er uinteresseret og uengageret hvis du forsøger at tale om noget, der har med din rolle som mor at gøre, og efterhånden bliver du mere og mere tavs omkring alt det liv du har, der leves når han ikke er der.
Suk…Ikke just nemt at have med at gøre
Hvorfor gør han det?
Men hvorfor gør han det så? Hvad er hans interesse i at give dig oplevelsen af, at du er uinteressant som mor? At du er en dårlig/pylret/hysterisk mor? Hvad kan være fordelen for ham, når det virker så indlysende at I kunne have det godt sammen som familie?
Det er her det sædvanlige monster viser sit grimme ansigt: Misundelse.
Han er i bund og grund misundelig over, at han ikke er din primære kærlighed. Han har svært ved at rumme at der er en anden (barnet), der kræver din opmærksomhed, din kærlighed og din beundring.
Det vigtigste for en mand med narcissistiske træk, er at opnå følgende tre ting: Beundring, Anerkendelse og Opmærksomhed. Alt hvad han gør, tænker, føler og stræber efter, retter sig efter disse tre primære behov. At være del af et fællesskab er utrolig vanskeligt for ham, hvis ikke fællesskabet drejer sig om ham. At være del af en familie, hvor børns behov skal tilgodeses først er derfor et stort nederlag for ham, og den, der kommer til at stå for skud er dig, fordi din Indre Mor er større end din egoisme.
Hvad kan du gøre?
Det vigtigste er, at du skal holde fast i din egen virkelighed, og din egen indre visdom. Med andre ord, må du godt være mor for dine børn på den måde, der giver kærligst og bedst mening for dem og dig. Dit job er at beskytte, opdrage og elske dine børn så godt du kan, uden at du skal forsøge at kompensere for hans mangler. Du må ikke lade ham overtage rollen som Gud i hjemmet: han har ikke eneretten på at definere, hvad der er godt eller skidt for børnene, og han har slet ikke ret til at definere dig som en god eller dårlig mor.
Så idag, kære mor, elsk dit moderhjerte, respektér den kamp, du kæmper og sørg for at du får hjælp og støtte til at tage skridt væk fra det, der ødelægger dit selvværd som mor og menneske.
Du fortjener bedre.
De kærligste hilsner,
Tak for et godt blogindlæg.
Jeg synes dog bestemt at der kan være ligeså meget fokus på kvinder der er sådan over for fædre.
Men disse fædre som lever i et forhold med en narcissistisk kvinde kan måske være mindre tilbøjelige til at søge terapeutisk rådgivning i forhold til mødre i samme situation (?).
Jeg har selv haft en far som fik en kæreste der var som du beskriver her. Det er bestemt heller ikke sjovt for det voksne barn der pludseligt en dag får øje på hvad der faktisk er foregået en stor del af barndommen og unge år.
Kære Carina
Jeg er helt enig med dig i, at det sagtens kan være med omvendt fortegn. Og jeg er også enig med dig i, at det oftere er kvinder, der henvender sig for at få hjælp til at forstå, hvad det er, der foregår, end mænd. Som jeg skriver, vælger jeg at fokusere på rollen som mor i det her, fordi det kan være utrolig nedbrydende for en kvinde, der i forvejen er utrolig sårbar i rollen som mor, fordi Mor stadig anses for barnets primære tilknytningsfigur, og derfor også den, der er nemmest at kaste skyld på.
Men: Jeg synes du bringer en utrolig relevant pointe frem som netop handler om at være barn i sådanne relationer, som jeg gerne vil kaste noget lys på i mit næste blogindlæg. Hvis du har nogle pointer, som du synes er vigtige at få med, er du meget velkommen til at sende mig en mail, eller kommentere på mit næste indlæg.
Kærlig hilsen
Christina Copty
Kære Christina Har læst din bog, og kan genkende meget af den adfærd, du beskriver i mit lange forhold til min ex og faderen til mine børn. Det er en rigtig god og anvendelig bog. Tak for den.
Men jeg savner råd til, hvordan man tackler en ex med grænseoverskridende adfærd i en dagligdag, hvor man skal samarbejde om børn og samvær. Kan du sige noget om det?
Her tre år efter skilsmissen er det stadig svært at samarbejde om børnene. Vi ses stort set aldrig. Kun når den yngste, som går i 4. klasse, skal hentes/bringes og når et af børnenes fødselsdag “tvinger” os til begge at stille op. Ingen af os har vist lyst til at være i hinandens selskab.
Jeg oplever en kontrollerende adfærd fra hans side. Han har direkte sagt, at hvis jeg fx spørger, om vi kan bytte samværs-dag eller weekend, så vil han vide hvad jeg skal bruge “børne- friheden” til – herunder om det er fordi jeg skal noget med min kæreste. Han har også selv en kæreste, og jeg har sagt, at jeg mener bytte-spørgsmål handler om at man kigger i sin kalender og svarer “ja, jeg kan godt bytte” eller “nej, det kan jeg ikke” – helt uafhængigt af, hvorfor den anden part ønsker at bytte, men det er han altså uenig i.
I et langt stykke tid efter skilsmissen boede jeg i vores fælles hus, indtil det blev solgt, og da insisterede han på at beholde sin nøgle, selvom han var flyttet, og han mente også, at han havde ret til at komme i huset, hvis det passede ham, hvilket han også gjorde ved flere lejligheder. Det var en kæmpe lettelse at få en egen ny bolig.
Jeg er blevet rådet til at forsøge at indgå faste aftaler og holde mig til dem, men det er svært, når han ikke vil fx bekræfte aftaler om tidspunkter for aflevering af barn. Beder jeg ham bekræfte noget, svarer han ofte først meget senere. Jeg oplever det som en måde at bevare kontrol på. At
Jeg oplever det meste af den sparsomme dialog vi har om praktiske anliggender, som en form for magtkamp om, hvem der “får ret” eller hvem “der bestemmer”. Jeg ønsker ikke at være en del af en magtkamp, men føler at jeg igen og igen bliver sat i en situation, hvor jeg skal vælge mellem enten at lade ham bestemme for at få tingene til at glide aht børnene. Eller at insistere på, at vi skal aftale tingene som to parter istedet for, at han blot dikterer, hvordan han mener, det skal foregå. fx om afhentning skal være kl 16 eller kl 17.
Jeg oplever, at han fordrejer sandheden fx vedrørende allerede indgåede aftaler og kan i flere tilfælde bevise, at det han siger ikke er sandt. (forsøger at have alle aftaler på mail/sms)
Jeg oplever, at han dømmer mig og kommer med bebrejdelser “du samarbejder ikke” ” du tager ikke hensyn til børnene” ” på grund af dig går det nu ud over børnene” “du er ondskabfuld” “du lyver” ,”tillykke med, at du har smadret hele vores familie” .
Skilsmissen trak ud i flere år og vi var også i terapi, men til sidst opgav jeg at få et forhold, hvor jeg ikke hele tiden skulle føle mig kritiseret og beskyldt for alverdens ulykker og små ligegyldige uheld.
Det er han naturligvis rasende over.. at jeg bad om skilsmisse .. . og nu er det som om ALT set fra hans side bliver til et spørgsmål om, at føle sig respekteret. Om hvem, der kan definere betingelserne.
De to ældste børn som er næsten voksne, fortæller også igen og igen om situationer, hvor deres far gør selv de mest banale situationer og valg til et spørgsmål om at hvis de ikke gør sådan og sådan, så skuffer de ham. Og så bliver der RIGTIG dårlig stemning. Kun de allernærmeste ved, hvordan han kan være. Alle andre synes tilsyneladende, at han er alletiders.
Det gør mig rigtig ondt, at opleve at hans adfærd og beskyldninger stadig går ud over børnene, Hvad kan jeg gøre ? Han vil jo altid være i deres liv. Hvordan tackler vi det ?
mvh Jay
Kære Jay.
Tak for din vigtige kommentar.
Jeg er lige nu igang med at arbejde på noget materiale omkring netop dette tema, fordi det fylder rigtigt meget hos dem, der har børn med en karakterafviger, fordi det netop, som du skriver, ofte bliver en form for nul-sum, hvor man enten skal være oppe på dupperne og kampberedt hele tiden, eller opgive at sætte grænser.
I forhold til det helt konkrete, har han selvfølgelig ikke ret til at vide, hvad du bruger ‘børne-frihed’ til, og for at undgå at han får plads til at være kommentator på dit liv, skal du se det som en meget mere stringent forretningsaftale, hvor du ikke svarer/kommenterer på de stikpiller han sender afsted for at bevare sin kontrol over dig, og i stedet kun forholder dig faktuelt, afmålt høfligt, og ellers lukket overfor ham.
Hvis du vil have mere konkrete forslag og råd, er du velkommen til at booke en tid i klinikken under online booking fanen, og så vil jeg med glæde guide dig videre.
Ellers kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev, så du får besked, så snart mit nye materiale ligger klart (der går dog nok noget tid før det bliver sat op).
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Kære Christina,
Jeg har fået din bog anbefalet, har købt den og får den i næste uge. Jeg glæder mig til at læse den.
Jeg gjorde det forbi med min mand for 4 måneder siden, og blev først bagefter klar over, at jeg nok har levet sammen med en narcissist igennem 21 år. De sidste måneder har jeg læst og læst, og der er så mange ting jeg lige pludselig forstår, så mange situationer der lige pludselig giver mening og følelser, som vrede, forvirring, uretfærdighed, den evige følelse af at kæmpe som lige pludselig virker enormt logiske. Jeg er selv særlig sensitiv og har derfor i mange år været den perfekte partner for ham.
Da jeg mødte min mand var hans datter 4 år, så hun er i dag 25, og derudover har vi sammen en datter på 16 og en søn på 14. Min steddatter var hans stjerne da vi mødte hinanden, men da hun begyndte at blive tyk, og ikke var den intelligente sportspige som han havde håbet sådan på, begyndte han at miste interessen for hende. Min datter har stadig en stor stjerne hos ham selvom hun for længst har gennemskuet ham, hvorimod min søn lider, fordi jeg simpelthen har en mistanke om, at min mand er dybt misundelig på ham og på den betingelsesløse kærlighed jeg giver ham, så han er næsten konstant afvisende overfor ham. Efter alt det jeg har læst, kan jeg se, at min mands kærlighed til vores børn – og min steddatter – er betinget; det er som om, at de skal gøre noget for ham, før han kan vise dem kærlighed. Hvis det f.eks. ikke går så godt i skolen, kan han blive kold og afvisende overfor dem…..
Dit indlæg her om børn er meget interessant, men jeg kommer til at tænke på, hvor meget man kan fortælle børn om hvad det betyder for dem at have en narcissistisk far? På den ene side vil jeg rigtig gerne fortælle dem noget for at de kan beskytte sig og opnå mere selv erkendelse, men på den anden side ønsker jeg jo ikke at ødelægge forholdet, så de ikke længere ønsker at se ham.
Hvad tænker du om dette?
Med venlig hilsen,
Henriette