10 Ting, der Kendetegner Det Gode Parforhold

Er du i et parforhold, hvor du er i tvivl om hvorvidt det egentlig er godt nok? Så kan du finde hjælp lige her, for jeg har lavet en liste til dig med de 10 ting, der er tilstede i parforhold, der har “staying power.”

Værs’go’

10 ting, der kendetegner det gode parforhold

1: Du tør vise, hvem du er

Du er ikke bange for at være dig sammen med din partner, for du ved at han synes det er noget af det, der gør dig helt særlig. Hvis du altid har fået at vide, at du er hysterisk, har et voldsomt temperament, er for følsom, har for let til tårer, burde tabe dig fem kilo, eller noget andet, andre har vurderet negativt, kan det være at du har forsøgt at skjule den side af dig overfor andre. Men med den rette partner føler du derimod, at du kan være den du er med alle dine fejl og mangler, for han elsker dig præcis som du er (og vice versa, naturligvis!)

2:  I deler samme humoristiske sans

Hvis den ene af jer er til fald-på-halen komedie, og den anden gnægger ad det ironiske, kan det være svært at slappe af sammen. Vi mennesker bruger humor mange gange om dagen til at afvæbne situationer, der potentielt kan være konfliktfyldte eller vække ydmygelse. Hvis man ikke har samme sans for humor, kan man komme til at skabe flere konflikter, fordi man misforstår hinanden, og ikke er i stand til at afvæbne en anspændt situation, eller man kan komme til at ydmyge den anden ved at synes noget er morsomt, som kan virke stødende på den anden.

To røde flag, du skal være opmærksom på, er 1: Hvis din partner bruger humor som middel til at skabe følelsesmæssig afstand, og 2: Hvis din partners humor består i at lave sjov på bekostning af dig, og siger at du er for følsom/ikke har nogen humoristisk sans, for det er et aspekt af psykisk vold og ikke dig, der er for.. et eller andet!

(Læs “Er du Udsat for Psykisk Vold i dit Parforhold?”)

3: Du føler dig elsket

Det siger næsten sig selv at noget af det vigtigste du skal mærke i et parforhold, er kærlighed. Alligevel er der utallige mennesker, der lever i parforhold, hvor det faktisk ikke er en naturlig del af deres fundament. Istedet kæmper de for at føle sig prioriteret af en partner, der behandler dem som om de er en selvfølge, og som om alt andet i verden er vigtigere. De føler også ofte at de skal kæmpe for at få opmærksomhed og få opfyldt basale behov for tosomhed, som partneren afviser at ville give.

I et hjerteligt og kærligt forhold, er du ikke i tvivl om du er elsket, for din partner elsker at være sammen med dig og prioriterer tiden sammen med dig.

4: Din partner forstår dig

I samme tråd som ovenstående, kendetegnes et godt forhold ved at din partner forstår dig. Eller i hvert fald gør sig umage for at forstå dig. Du skal ikke kæmpe for at blive hørt eller forstået, for du har en partner, der faktisk gerne vil forstå dig, fordi det betyder at I kan komme tættere på hinanden og passe bedre på hinanden. Hvis din partner derimod er mere optaget af sig selv, vil hun være ligeglad med om hun forstår dig, for hendes mål er kun at få sine egne behov opfyldt, om det så giver mening for dig eller ej.

5: I har fælles værdier

Selvfølgelig er det muligt at falde pladask for en mand, der er din diametrale modsætning, bare fordi han er lækker. Men hvis det skal være et forhold der kommer ud over stepperne i mere end måske bare seksuel forstand, er det vigtigt at I har fælles værdier. Desværre er mange mennesker i dag villige til at gå på kompromis med deres egne værdier i kærlighedens navn, fordi de er bange for at ende alene. Prisen for denne type forhold er at begge parter føler sig snydt: Den ene fordi hun er gået på kompromis med sine værdier og den anden fordi han føler at han har købt katten i sækken. Når vi skal opbygge et forhold med fremtidsudsigter er det altså vigtigt at vi gør det med et menneske, der tror på det samme som vi selv gør.

6: I drømmer om fremtiden sammen

Hvis du er sammen med en kvinde, der har de samme værdier som dig, har I nemmere ved at drømme om fremtiden sammen. Det er nemmere at drømme om at flytte på landet, hvis hun også synes det er vigtigt for hende. Det er nemmere at rejse jorden rundt, hvis hun også er eventyrlysten. Det er nemmere at få børn sammen, hvis I er enige om det fundamentale omkring familieliv. Hvis du derimod skal overbevise og kæmpe med hende for at drømme tre måneder frem i tid, kommer I hurtigt til at stå stille, og imens det er fint og godt at være i nuet, har et forhold brug for at man kan se ind i fremtiden sammen, ellers kommer man ikke hinanden nærmere.

7: I har et privat og intimt rum

Her tænker jeg ikke kun seksuelt, selvom det bestemt ikke er sådan at kimse ad. God sex er bedre end dårlig sex, det kan vi vist alle blive enige om, men hvis den gode sex ligner upersonlig porno og der ellers ikke er nærhed eller intimitet imellem jer, er det ikke et parforhold med potentiale, som du skal stile efter her, men måske bare en relation, der tilfredsstiller et behov for orgasme. Hvis du derimod er sammen med en mand, der ikke kun seksuelt men også i andre situationer værner om jer, så du kan mærke at I to hører sammen, har du fat i den lange ende. Parforhold handler i høj grad om at skabe og værne om tosomhed, og det kan ikke påtvinges, men udspringer naturligt af at elske hinanden.

8: I taler ordentligt til og om hinanden

Kender du til de par, der bruger enhver social lejlighed til lige at smide en nedladende kommentar på bordet om partneren? Der hvor man sidder med tæerne helt omme i nakken og håber det snart går over? Disse forhold er enten ædt op af lang tids indestængt vrede, bitterhed og manglende kommunikation, eller de består af to mennesker i stor ubalance, hvor den ene har den totale magt.  I et sundt og godt forhold taler I ikke nødvendigvis pænt og høfligt som man gør til bankassistenten, men I taler ordentligt til hinanden uden spydige bemærkninger og andre “under-bæltestedet” måder at kommunikere på.

9: I angrer, når I sårer hinanden

Noget af det, der kendetegner om et forhold er sundt eller ej, er hvordan I håndterer konflikter og skænderier. Det er en sjældenhed at mennesker lever sammen uden at det kommer til skærmydsler (et fantastisk ord, egentlig!), men det, der adskiller et godt forhold fra et mindre godt, er hvordan man håndterer disse udfald.

Hvis du sårer din kæreste, om det er forsætligt eller ej, og du mærker og handler på din anger og skam, er det nemmere at nærme sig hinanden igen. Hvis du derimod holder fast i, at du gjorde det, fordi hun på en eller anden måde gjorde sig fortjent til det (“Jeg gjorde det kun, fordi du…”) fralægger du dig dit ansvar for at have såret hende, og siger samtidig at du ikke fortryder din handling og derfor ikke vil gøre dig umage for at undgå at gentage din handling i fremtiden. I et sundt forhold kan man godt råbe og skrige, men man kan også sige dybtfølt undskyld og aktivt gøre noget for ikke at ende i samme rille igen.

10: Du føler dig tryg

Ahhhh. Du kan læne dig tilbage i visheden om, at I har hinandens ryg. I passer på hinanden, I er et team og I er ikke truede af andre eller andet udenom. Der er balance imellem jer, og I kan mærke at I begge vil jeres forhold lige meget. Der er altså ikke en af jer, der kæmper mere for at I skal være sammen end den anden. Der er mere ro end uro. Der er plads til at fejle, grine, tale alvorligt, være fjollede, være seksuelle, være på, være nede og være dem I er. Sammen. 

Hvis du sidder tilbage med en følelse af, at det her, det er noget du aldrig vil kunne få, enten fordi du aldrig har oplevet det før, eller fordi du er i et forhold, hvor du føler dig mere eller mindre i tvivl, eller er ked af det, vil jeg udfordre dig og sige, at det kan lade sig gøre at gå fra at være magnet for dårlige forhold, til at få samt skabe den samhørighed og nærhed, du drømmer om.

Men det kræver at du tør se dig selv i øjnene…

Vil du med i årets sidste terapigruppe for mænd og kvinder, der kæmper for kærligheden, så skynd dig at booke en tid her, hvis du vil sikre dig en af de få pladser, der er tilbage.

Vi ses 🙂

Kærlig hilsen,

underskrift

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse, Terapi og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.