Jeg møder nogle gange mennesker, der er blevet så godt og grundigt brændt af kærligheden, at de ikke tør åbne deres hjerter igen. De går omkring med en indre følelse af magtesløshed og opgivenhed, fordi de har mistet troen på, at det kan lade sig gøre for dem at blive elsket helt “rigtigt”.
Og nogle af disse mennesker er ikke alene, men lever i parforhold.
Et af de mennesker, Lise, mødte jeg for et par dage siden og hun fortalte mig hvordan det er for hende (jeg har fået lov til at gengive hendes historie under andre navne):
Da jeg mødte Lars havde jeg været single i et par år. Jeg havde haft nogle små eventyr her og der, men som regel kun den slags, der gav lidt sex og lidt opmærksomhed. Jeg havde været i et fast forhold med en jeg elskede vanvittig højt da jeg læste, og jeg troede at vi skulle giftes og stifte familie en dag, men jeg fandt ud af, at han havde været mig utro med en af vores fælles studiekammerater igennem et halvt år, og så gjorde jeg det forbi. Jeg var ked af det i lang tid, især fordi det ikke bare sluttede fordi vi ikke kunne enes, men fordi jeg pludselig sad med følelsen af, at det fundament vi havde, var en løgn og at den kærlighed jeg havde følt var naiv og dum. Jeg begyndte at blive usikker på mig selv og på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at skelne hvad der var kærlighed og hvad der bare var mig, der var blind, og så isolerede jeg mig mere og mere, i hvert fald i forhold til kærligheden.
Så gik der som sagt nogle år og så mødte jeg Lars. Vi arbejdede sammen og han var virkelig flink. Han sagde nogle søde ting til mig og virkede til at være en rar og god mand, og engang, efter vi havde været til en firmafest, fulgtes vi hjem og det var rart at tale med ham og vi endte hjemme hos ham. Jeg blev glad for ham og han virkede også glad for mig, så vi giftede os for otte år siden, og har egentlig haft det okay siden. Men det er som om der er noget, der mangler. Vi er meget forskellige på mange områder, men det er ikke kun det overfladiske. Det er også som om en del af mig ikke rigtigt er tilstede. Jeg kan godt finde på at dagdrømme om romantisk kærlighed og hige efter det, men jeg tør alligevel ikke tage springet, eller sige noget til Lars om det, fordi vores forhold er rart og trygt, og måske er det sådan man får et ægteskab til at fungere. Jeg har jo set venner, der er lidenskabelige med deres kærester og så går det hele op i flammer, fordi der er for meget lidenskab, og så sidder de tilbage lige så sønderknuste som jeg var dengang for snart mange år siden, og dér vil jeg ikke ende igen. Så på en måde kan man sige, at jeg har byttet kærligheden ud for tryghed og stabilitet, men det føles også som om den del jeg kendte dengang med min første kæreste ligger indeni et sted og gør ondt.
Når vi forpupper vores kærlighed fordi vi ikke tror på, at vi kan få den besvaret, ender vi ofte med en følelse af, at der er noget i os, der aldrig kan blive rigtig glad, fordi vi lader os nøjes med noget, der ikke lever op til de drømme og fantasier vi har om kærligheden, og det kommer oftest som følge af at vi er blevet dybt sårede, enten i et tidligere parforhold eller i vores barndomshjem. Alle mennesker, fra vi er børn til vi dør, længes dybt i vores hjerter efter at blive elsket, og når vi så går på kompromis med kærligheden i os selv, skaber vi en indre sorg, som vi ikke kan løbe fra, ligemeget hvor mange overspringshandlinger og erstatninger vi kan finde på igennem livet.
For Lise har det betydet, at hun, efter sin bristede kærlighed i ungdommen, nøjedes med seksuelle erobringer og senere Lars, der ser ud til at være en god mand, men ikke er en mand, der kan møde hendes behov for kærlighed, og hun lider et afsavn i sin dagligdag, fordi hun lever med frygten for, at hun ikke kan finde ud af kærligheden, og derfor gør bedst i at blive hvor hun er.
Har du også gamle sår der står i vejen for din tro på at du kan finde den ægte vare, så kan det være en god idé at få kigget på, hvad den frygt handler om og få den bearbejdet, så du kan skabe det liv, du gerne vil have. Og i stedet for at vente til imorgen, kan du ligeså starte nu, for du bliver ikke yngre end du er lige nu.
Med kærlighed,
Christina
Jeg sys det forfærdeligt at man ikke tror på kærligheden
Jeg har også det lidt sådan jeg sys selv at dem jeg har været forelsket i
Pisser på mig og er så ligeglade med mig at jeg ikke tør at prøve lykken
Jeg har gået og gået og tænkt over hvad det kunne være årsagen
Men så har min mor fortalt at min far var alkoholiker
Eller i perioder drak han når han havde det skidt
Om det det der er årsagen det ved jeg ikke
Jeg vil bare gerne ud af den onde cirkel
Hjælp hvad skal jeg gøre
Mvh kristoffer
Kære Kristoffer
Ja, det er forfærdeligt, hvis man er blevet så såret, at man ikke længere tør række ud efter kærligheden, for uden kærligheden mister livet noget af sin glans for os mennesker. Jeg ved, at det kan være svært at bryde ud af et mønster, men jeg ved også at det er vigtigt at gøre alt hvad man kan, for at bryde det, når man ikke får det, man gerne vil have.
Det kunne godt lyde som om du er blevet så bange for at blive såret, at du ikke tør give dig helt hen i et parforhold, og problemet er, at når vi ikke tør give os helt hen, møder vi heller ikke partnere, der kan give sig helt hen, og så ender det med at bekræfte det, vi faktisk gerne ville undgå.
Så mit bedste råd til dig er at du bearbejder de følelser af svigt og frygt du har, så du kan give dig helhjertet hen til én, der kan finde ud af det samme.
Kærlig hilsen,
Christina
TAk for svaret det var pænt af dig
Jo jeg er også begyndt lidt at arbejde med det
Men hver gang når jeg prøver at give mig hen til en
Så bliver jeg bange igen for at blive ensom og svigtet
Jeg har også prøvet at få hjælp hos en psykolog men det gik ikke rigtig
Har bare det så svært er oså gået hen og blive lidt mistroisk
Men tak for rådet det var sødt af dig tænker på om jeg ikke må skrive her til dig igen en dag
Hvis jeg skulle få brug for det
Som jeg også har skrevet andetsteds, er noget af det vigtigste for at arbejde med sig selv i terapi, at man finder en terapeut man føler man svinger med, for når vi går i terapi, handler det oftest om vores dybeste, mørkeste, sværeste følelser, og så er det virkelig vigtigt at man har tillid til terapeuten.
Du er velkommen til at skrive her igen en dag. Og så må du have held og lykke på din vej.
Hej Christina. Jeg har en kæreste der på 2. Måned kæmper ned at få kærligheden tilbage til mig efter at jeg ved en misforståelse fik ham til at føle i ordene ” det er bare ikke godt nok” at han ikke var god nok. Han siger at de ligger dybt i ham og at han på et sæit sekundt gik fra at være dybt forelsket i mig til ikke at kunne finde kærligheden til mig. Han fortæller at han har en frygt for ikke at kunne finde tilbage til mig, og er bange for at den gør at han ikke kan. Han fortæller også at han kæmper for det hver dag, og ikke vil have at jeg går. Han håber. Jeg har svært ved at forstå at vi er her, og har svært ved at se hvordan vi/ han kan finde tilbage, og tro på kærligheden igen. Jeg er ved at ” lukke” i og tror ikke at jeg ” vente” meget længere, og er meget fustreret over ikke kan kunne forstå. Tak for et god indlæg. Mvh A
Kære Anna
Det må være dybt frustrerende for dig, at din kæreste har taget dine ord ind på den måde, i sær når jeg kan se, at den lille forskel mellem “det” og “du” har gjort så stor en forskel. Samtidig kan jeg se, at han er blevet såret over det, du sagde, så han har svært ved at mærke sin kærlighed til dig, men samtidig beder han dig blive sammen med ham, fordi han håber kærligheden kommer tilbage.
Nu er det sådan at kærligheden ikke er en udefrakommende vind, man kan håbe vil blæse forbi sit vindue, men derimod noget, man har i sig.
Har I prøvet at tage en samtale om, hvad det betyder at han ikke kan mærke noget? Når han beder dig vente, hvad er det så han vil have, du skal vente på? Og hvad mener han med at han “kæmper for det hver dag”? Hvad sker der med dig i mellemtiden? Du beskriver at du er begyndt at lukke i, hvilket måske hænger sammen med frustrationen over, at du 1: Ikke har kunne overbevise ham om hvad du egentlig mente, fordi han har hæftet sig ved sin mistolkning og 2: ikke kan mærke hans kærlighed til dig mere.
Jeg synes det lyder som om I mangler at tage en alvorlig snak, der ikke handler om rigtigt og forkert, men hvor I kigger på hvad I skal med hinanden i dag – Er han i stand til at høre din version af virkeligheden, eller vil han insistere på at holde fast i sin tolkning af det du sagde? Og hvad skal basis være for jeres forhold? Skal det være sådan at du ikke må udtrykke dit mishag med noget, uden at du risikerer at hans kærlighed igen forsvinder? Så er spørgsmålet i virkeligheden nok om det overhovedet er kærlighed, der er tale om…
Jeg vil desuden anbefale dig at læse dette indlæg: http://wp.me/p26sUU-mO
Pas på dig selv.
Kærlig hilsen,
Christina
Jeg har mødt en sød pige. Vores forhold startede i augustsom et rent sexuelt forhold, vi var elskere. Vi lavede dog massere af normale kæreste ting ved siden af, bio, restaurant, koncert osv. Alle signaler sagde mig, at der var basis for mere. Det var ikke kun sex, der var god, men hele kemi’en. Efter en månedstid fortalte jeg min bror, at jeg havde mødt en sød pige, og efterfølgende fortalte jeg så min veninde, at jeg havde fortalt et familiemedlem om os.
Det fik min elsker til at blive bange, og hun gjorde det klart, at hun ikke var klar til kæresteforhold, hvilket jeg respekterede. Hun var bla boligsøgende, og sagde, at hun havde tankerne andre steder qua en kaotisk fortid uden en fast base og bolig. Det var hendes prioritering.
Vi fortsatte imidlertid vores sex, og vi gik også ud sammen.
En gang senere i forløbet får hun igen trang til at få fastslået, at vi kun er bollevenner, og jeg forsikrer. Hun havde netop fået ny lejlighed, så jeg må indrømme, at jeg var begyndte at få lidt følelser for kvinden, og jeg håbede selvfølgelig, at roen på hendes indre linjer kunne give plads til mig og et kærlighedseventyr. Sådan blev det ikke lige..
En aften under den første voldsomme storm her i efteråret sms’ede jeg hende. Hun svarede ikke i flere timer. Ikke normalt. SMS igen. Intet svar. Hmm, jeg ringer op…heller intet svar. Nå, jeg var urolig for hende, voldsom storm osv, men gik dog i seng. Næste dag modtager jeg SMS fra hende, hun var faldet i søvn på sofaen. Alt vel…og så tænkte jeg ikke mere over det…
Men vores forhold ændrede sig. Det vidste sig, at hun nu prøvede at tage afstand til mig. Skubbe mig væk, ved at være irriterende og anderledes. hun foreslog mig enda at få mig en ekstra elsker.Jeg havde vist omsorg for hende via mine SMS, og det kunne hun slet ikke kapere.
Jeg ved, at min elsker har haft en oplevelse med svigt at en papfar, som befamlede hende da hun var ca 13. Det har hun fortalt. Tænker at det kan have sat nogen dybe spor i kvinden. At hun er bange for at live svigtet og derfor beskytter sig selv mod kærligheden.
Her i december kunne jeg pludselig ikke få dates i stand med hende mere. Hun var travl hele tiden, sagde hun.Det skal siges, at vi i de foregående tre måneder fik et bedre og bedre sexliv, vi nød hinanden godt, så jeg var selvfølgelig overrasket.
Nåh, lige før juleferien går jeg hende så på klingen. Ku mærke, noget var galt, og besøgte hende derfor. Det er så her, jeg får hele historien med storm sms’en. Hun havde følt sig omklamret og at jeg kom for tæt på, og hun synes, vi skal stoppe med at ses.
Ked af det indvilliger jeg. Intet andet at gøre, men på vej hjem gir hun mig alligevel lidt nyt håb, da hn synes, vi skal mødes efter lang juleferie og snakke tingene igennem. Det siger jeg ja til og kontakter hende ikke yderligere fra 18. December og frem. Hun tænker tilsyneladende alligevel på mig, og sender både glædelig jul hilsen og en godt nytår hilsen klokken 2.00 om natten? Jeg svarer dem pænt og siger ilm og intet videre.
Jeg må indrømme, ar jeg så det som at rigtig godt tegn, at hun skrev, men ak. Skriver til hende idag, lang tid efter vores nytårs SMS, og spørger til general tilstand, og om hun har tænkt på mig.
Det har hun, og hun vil ikke mere. Dog vil hun stadig gerne mødes til en snak..og for det ikke skal være løgn, så ender det med, at jeg er inviteret hjem til hende søndag til nogen lejlighedsrenovering. Kun hende og jeg.
Jeg aner ikke mine levende råd. Hva gør jeg. Er interesseret i kvinden, men jeg kan ikke være i sexforhold mere, vil mere. Og det tør/vil hun ikke. Er min analyse helt forkert af hende? Jeg tror, hun skyr kærligheden, og det ærger mig sådan. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det Ann.
Kære Moby.
Tak for dit indlæg. Jeg håber du har fundet noget ro i din situation, selvom jeg kan se, at det er svært når der er stærke følelser involveret.
Jeg ved ikke om din analyse af hende er rigtig eller forkert, for jeg kender ikke jeres relation udefra. Det, jeg dog hæfter mig ved, og som jeg tænker kan være brugbart for dig, er at få kigget på, hvad det er i dig, der gør at du gerne vil være sammen med en kvinde, der melder ud, at hun ikke vil noget fast. Det lyder som om hun fra starten har meldt klart ud, at hun kun er interesseret i at have en elsker istedet for en kæreste, også selvom I foretager jer ting sammen udenfor det seksuelle rum. Hvordan kan det være at du indgår i en relation til en kvinde, der kun vil have en elsker, når du selv gerne vil have en kæreste? Er der mon en slags sikkerhed ved at vide, at du kan drømme “sikkert” om et liv sammen med hende, fordi du ved at det ikke kan blive til noget? Nogengange kan vi være tiltrukkede og føle os dragede af det, vi ikke kan få, og jo mere vi drømmer, des mindre er drømmen en afspejling af virkeligheden. Er du forført af drømmen om et forhold til hende? Eller forholder du dig til, hvordan det ville være at være sammen med kvinde, der ikke vil nærheden? Det lyder ihvertfald ikke som om det er en basis for et afbalanceret og givtigt parforhold i længden.
Jeg tror desuden at der er en helt bestemt afstand imellem jer, som måske har været der hele tiden: Når du kommer “for” tæt på, trækker hun sig, og når du trækker dig, kommer hun tættere på (hun sender sms’er til dig over julen, selvom hun har sagt at hun ikke vil længere).
Så når du spørger hvad du skal gøre, tror jeg du skal stille dig selv to spørgsmål: Hvad er din egen begrundelse for at ville en kvinde, der ikke vil dig, og hvordan ville et reelt forhold se ud med en, du skal overbevise om at være sammen med dig? Jeg håber det giver dig noget klarhed i forhold til dig selv, så du kan mødes med hende og få sat nogle ord på, hvad det er, der sker for dig, istedet for at gå ind i en analyse af hendes bevæggrunde. Held og lykke.
Kærlig hilsen,
Christina
Tror ikke længere på kærligheden, og det gør ondt, så uendeligt ondt. Er blevet ydmyget så mange gange, at jeg ikke længere kan åbne mit hjerte igen og virkelig tro på kærligheden. Føler mig helt død indeni. Tror ikke på at en pige/kvinde virkelig kan elske mig oprigtigt.
Skal leve resten af mit liv i total ensomhed, for ingen kan virkelig elske sådan en som mig !!
Kære Preben
Det lyder som om du er et meget smertefuldt sted i dit liv, hvor du har sidestillet de skuffelser du har oplevet, med at du ikke er værd at elske. Jeg tror på, at vi alle både kan elske og blive elsket af andre, men det kræver at vi tør åbne den del af os, ikke kun for andre, men også for os selv. Jeg tror også, at vi nogle gange skal være modige og gå udenfor vores “comfort zone” så vi kan tillade nye oplevelser, der kræver nye respons fra os selv.
Nogle gange kan vores gamle overbevisninger få os til at gå efter den samme type partner, der bekræfter de negative tanker vi har om os selv, og dét gør selvfølgelig ondt, for det bliver som en spiral af dårlige oplevelser, der både vender ind- og udad med tanker som “Kvinder/mænd er ikke noget værd” og “Jeg er ikke noget værd.” (læs “Den Første Kærlighed”)
Når livet ser sådan ud, er det et godt tidspunkt at tage sig selv i kraven og gøre noget nyt, der nærer det positive og udviklende, selvom det er svært og man er ramt af håbløshed. Jeg er sikker på at der er nogen, der kan elske dig, men måske kræver det at du selv tør gå distancen og arbejde med de temaer du bliver ramt så hårdt på.
Jeg ønsker dig det bedste.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
Jeg er 25 år og har aldrig oplevet kærlighed. Jeg har ikke fået mit første kys, efter en hård folkeskole periode med grov mobning, har jeg lært at det kommer aldrig til at ske for mig. Jeg havde i lang tid at det kommer nok og det skal nok gå, men jeg har fundet ud af at “manden i mit liv” kommer aldrig. Jeg ønsker så brændende at blive elsket for at være mig og alligevel har jeg stort set givet op for jeg tror virkelig ikke på at der nogen der ville sys at jeg er skøn… jeg har været på nogle få dates men kemien var der ikke. er det så forkert at ville have torden af ondt i maven og lysten til at se personen igen? Jeg går ikke efter udseendet men vil virkelig at han har humor, rar, høflig og self behandler mig godt. Jeg er ved nogle få steps fra at købe 40 katte og blive crayz cat lady! Der findes ikke flere helte, ryst posen!
Kære Camilla.
Pyh, det lyder som om du er meget hård ved dig selv, og får skudt dine fremtidsudsigter i sænk allerede inden fremtiden er her. Jeg kan godt forstå at du længes efter at blive favnet kærligt og møde manden i dit liv. Det tror jeg er en drøm langt de fleste kan nikke genkendende til. Men jeg tror også at du trænger til at blive favnet kærligt af dig selv. Din ungdom har været præget af heftig mobning, og det lyder som om du ikke har fået bearbejdet og sluppet den del af dit liv, der trods alt ikke længere er din hverdag. Det lyder også som om du tager fortiden og ser på fremtiden igennem den; altså at du bruger fortiden som skabelon for, hvad du kan forvente dig af fremtiden. Det svarer til at læse gårsdagens avis for at læse morgendagens nyheder: Det virker ikke! Så måske skulle du få ryddet op i den baggage du har med, så du kan fylde kufferten med de ting, du gerne vil have.
Jeg kan af gode grunde ikke sige til dig om du møder “manden i dit liv,” men jeg kan godt sige, at jeg tror du skal give dig selv (og de mænd, du møder) en større chance inden du lukker i, og bliver hende den sære med alt for mange katte. Jeg håber du giver dig en chance.
Kærlig hilsen,
Christina Copty
puha ja det med kærligheden er svært.
Jeg er 41 år og blev skilt for 2 år siden. Jeg var sammen med min mand I 15 år. Hvis jeg tænker rigtig efter, kan jeg ikke huske at have elsket ham. Jeg kan huske hvordan det var at være forelsket, men lige så langsomt sker der noget med mig, så jeg trækker mig væk. I det her tilfælde blev jeg gravid og hormonerne tog ligesom over. Det hele gik slag I slag og vupti havde vi to børn, hus, villa og hund. Jeg mindes ikke at have elsket min mand på noget tidspunkt. Når jeg tænker tilbage, var det hele mest en kamp mellem os hele tiden, hvor jeg nok kæmpede bravt for mine behov. Hvis jeg skal beskrive ham, er han nok meget egoistisk og er rigtig dårlig til at sætte sig ind I og forstå andre menneskers behov, Han minder I virkeligheden nok meget om min far, som jeg er vokset op hos. Alt handled om at gøre det mest fornuftige og når min mor “igen” havde fået en ny fyr, var der ingen tvivl om, at hun handled meget ufornuftigt. Jeg tror selv, at på grund af mine forældres meget forskellige made at leve på, har jeg rigtig svært ved at finde ud af hvordan man skal have det I et parforhold.
Jeg har en kæreste som jeg har kendt et år nu og jeg er veldt forelsket I ham når vi er sammen. Han er et helt fantastisk menneske, forstående og følson ligesom mig selv. Når vi er sammen er jeg ikke I tvivl om at jeg vil leve resten af livet sammen med ham, men når vi ikke er sammen begynder jeg at tænke med fornuften.
Jeg har to børn på 11 og 14 år. Han har 4 børn på 4, 7, 10og 13 år. Børnene kommer fint ud af det sammen, men jeg gåt fuldstændig I panik ved tanken om, om jeg pludselig får det sådan at jeg har lyst til at holde ham to skridt fra livet.
Jeg har boet sammen med to inden min mand, og der fik jeg også den følelse. Jeg har opdaget, at så snart jeg bliver usikker på folks følelser eller føler mig trådt på, bliver jeg iskold. Jeg danner en mur omkring mig selv og efter lang tid kan jeg ikke engang mærke mig selv længere. Det er så hæsligt, for jeg kan jo mærke at jeg higer efter kærlighed og det er så fantastisk sammen med ham. Hvorfor er jeg så bange for at række ud efter den???
Kh Dorthe
Kære Dorthe
Jeg tror at der er mange forskellige grunde til at du er bange for at række ud – men allerførst har jeg lyst til at lige at spørge om du er bange for at række ud efter kærligheden, eller om du er bange for at række ud til en mand, og stole på at han elsker dig? De to ting er nemlig ikke det samme, og jeg tror du gerne vil have kærligheden i dit liv, men du har fået nogle ar i hjertet, der gør det svært for dig at stole på at en mand kan passe på dig og sørge for dine behov.
Det lyder i mine ører som om du har haft god grund til at bygge en mur omkring dig og gøre dig iskold, men som jeg kan se, ved du også at denne måde at forsvare dig mod at blive såret på, kommer til at skabe afstand mellem dig og dem, du elsker.
Så mit håb for dig er, at du får læget de sår du har efter alle de oplevelser af svigt du har med dig, så du igen kan holde dit hjerte frem i strakt arm og sige “Jeg er villig til at satse på kærligheden.”
Kærlig hilsen
Christina
Ja, jeg har skam også prøvet af blive trampet på følelserne – med pigsko, og endda flere gange. Sidste gang er nu 12 år siden, og jeg har levet som lykkelig single siden da. Problemet er dog, at jeg er blevet så mange for kærligheden, at jeg end ikke tør at have sex med nogen. Jeg har faktisk levet i cølibat i de 12 år, i ren og skær frygt for at få følelser, og dermed risikere at føle svigt igen. Det er den værste følelse jeg kender, og er derfor også villig til at leve som single resten af mit liv. Men er der noget galt i det? Skulle man dog ikke kunne leve godt og lykkeligt som single? Og er sex ikke bare noget man selv kan klare i en “håndevending” 😉
Jeg har vist også lidt problemer… hver gang jeg møder en jeg bliver glad for, analyserer jeg alt for meget og overtænker alt.
Men det værste er at jeg bliver rigtig glad for fyren og alt går godt i 1,5 til 3 måneder, hvor der så sker et klik i mit hoved og så kan jeg dem bare slet ikke, nød til at afslutte.. den ene gang var det så slemt at hårene reste sig , bare ved tanken om berøring fra ham.
Jeg har godt nok også en del bagage… med utroskab og løgne.m.m. ( fra deres side)
Nu har jeg mødt en fyr, der er ret sød… og er allerede i tvivl om jeg skal se ham mere.. føler lidt som om at jeg ikke kan elske eller blive forelsket.
Er det bare fordi jeg ikke har mødt den rette eller er det fordi jeg har lukket voldsomt af ?
Jeg er så bange for at såre ham, da han er faldet pladask
Håber du har nogle gode råd til mig
Kære navnesøster,
Jeg kan desværre ikke give dig gode råd baseret på det, du skriver, for det ville kræve en meget større udredning af undersøge, hvordan det, du beskriver hænger sammen. Men det lyder unægteligt som om du ser et mønster i din historie, der kan pege i retning af, at du enten nøjes, når du møder en mand og ikke får forholdt dig til om du overhovedet synes han er sød og ordentligt (det sker ofte hvis vi er ensomme og desperate efter at finde en kæreste), eller at du forelsker dig i tanken og forelskelsen, men ikke ved, hvad du skal gøre, når de første intense følelser stilner af. Mit gæt er, at det mere er det første, der gør sig gældende, for det lyder som om du mærker decideret afsky for dem efter noget tid, og det tyder på, at du ikke rigtigt får kigget og sorteret i, hvad det er for en mand, du inviterer ind i dit liv.
Jeg håber du finder vejen i det, så du kan skabe det liv, du gerne vil have.
Kærlig hilsen,
Christina Copty