“Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ser min eks med en anden?”

Det er et spørgsmål jeg ind imellem bliver stillet, når mine klienter er i deres sorgproces og har svært ved at overskue lige netop det scenarie, især hvis de ikke selv har mødt en anden, eller hvis deres eks ikke har de store kvaler med at finde en ny ret hurtigt (hvis ikke de allerede har haft en anden klar i kulisserne i løbet af jeres forhold – mere om det lidt længere nede), for det er svært at se sin eks med en ny, hvis man har haft dybe og kærlige følelser for ham/hende, og nu ser et andet menneske blive modtager af den kærlighed man kender så godt, og måske går rundt og savner.

Hvad skal jeg gøre?

Det er naturligt at føle jalousi og sorg over at se din eks med en ny, og det er okay, så længe det ikke oversvømmer dig. Det er vigtigt at huske på at såfremt din eks har opført sig anstændigt og ikke er gået direkte fra et forhold til et andet, så har det nye forhold din eks er i, ikke noget med dig at gøre. Også selvom det føles sådan, også selvom du kan slå dig selv oveni hovedet over, at du burde/skulle/kunne have gjort noget anderledes. Faktum er, at vi ikke kan styre andre menneskers (kærligheds)liv, om vi er i et parforhold eller ej, men vi kan forholde os til vores egne følelser og flytte vores fokus over på vores eget liv og dyrke de sider, der bringer os glæde og heling, så vi også en dag åbner vores hjerter for kærligheden igen.

Men der er selvfølgelig nogle situationer, der er sværere end andre, og det er, hvis din eks’es nye partner har været inde i billedet inden I gjorde det forbi: enten som elsker(inde), eller som fortrolig “ven”, som din eks har brugt som en skulder at græde ud ved. Eller hvis din eks har været så hurtigt ude med snøren, at du føler det som om du ingen betydning havde overhovedet og var udskiftelig, især hvis du selv sidder med en dyb sorg og har svært ved at komme videre. I disse situationer er det naturligt at føle vrede, for du har god grund til at være vred. Det er naturligt at føle dig forrådt, for du er blevet forrådt. Det er naturligt at du bliver ked af det, for du har god grund til at blive ked af det. Men hold fast i dig selv og bearbejd dine følelser et andet sted i stedet for at lave en scene eller skabe en konflikt, for det vil du fortryde i fremtiden. Og husk på, at en eks, der har så nemt ved at komme videre, eller som allerede har linet en anden op i stedet for at gå igennem sin sorgproces i virkeligheden ikke er god nok til dig alligevel.

Ligegyldigt hvad, er det ikke rart at se sin eks med sin nye kæreste første gang det sker, og det kan vække en masse gamle følelser i forbindelse med bruddet, men heldigvis er det kun første gang én gang. Næste gang er ikke så slem. Tredje gang ikke så slem som anden gang og så videre. Og hvis du kan holde fokus på dit eget liv og holder øjnene åbne for dem, der krydser din vej, kan det jo være, at det er din eks, der får sig et chok, når han/hun ser DIG med en anden…

God søndag.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Parforhold, Selvudvikling, Skilsmisse og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

11 Responses to “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ser min eks med en anden?”

  1. khadije Nasser skriver:

    rigtig fint! Tak for at sætte tingene i perspektiv og tak for de gode råd.

  2. Christina Copty skriver:

    Kære Khadije,
    Selvtak – og tak for din feed back 🙂

  3. Viola Hansen skriver:

    Jeg synes ikke det bliver nemmere. Det er et år siden. Jeg arbejder sammen med min ex. Han er nu sammen med den fælles kollega, han havde on/off i et år ved siden af. Han ville ikke have hende. Jeg ville ikke have ham, eller rettere hans krænkende adfærd. Og nu har han taget hende. De førte mig bag lyset og det er uudholdeligt at blive mindet om hverdag. Hvor dybt til grin jeg har været overfor kollegaer og mig selv.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Viola,

      Det lyder som en rigtig svær situation, især fordi du bliver konfronteret med dit brud hver eneste dag, og med følelsen af at du har været til grin, så på den måde kan jeg godt forstå at det ikke føles som om det bliver nemmere med tiden.

      Jeg vil dog gerne sige at jeg ikke synes at du er til grin, tværtimod, for det lyder som om du har sat en grænse for hvilken opførsel du vil finde dig i fra ham, og at han vælger at gå bag din ryg og starte et forhold med en anden, som du tilmed arbejder sammen med, er ikke kun krænkende, men uanstændig opførsel, for det lyder ikke som om du var bekendt med omfanget af det bedrag, du har været udsat for, og jeg får fornemmelsen af at du er blevet kørt rundt i manegen.
      Så selv om du måske slår dig selv oveni hovedet med tanker om at være til grin, så synes jeg faktisk du skal give dig selv et skulderklap for at du er kommet ud af det forhold, så du kan få en mand, der fortjener DIG.
      Kærlige tanker,
      Christina

  4. Jonas skriver:

    Tak for de gode råd!

    Men tror det meget forskelligt hvordan folk tager det, jeg er selv nede i et sort sort hul lige pt

    Min eks kæreste og jeg havde været sammen i næsten 3 år, det sidste år boede vi sammen.
    Hun slog op for ca 1 måned siden.
    Hendes grund var at hun have nogle psykiske problemer, så hun kunne ikke rumme en kæreste lige nu, men at hun elskede mig højt og gerne ville være kærester igen når hun fik det bedre, altså at jeg skulle vente på hende.

    Hun sagde tit efter brudet at hun elsked mig, og at hun glædede sig til vi skulle være kærester igen, hun kyssede mig også tit.

    Så jeg vented på hende. Men nu har hun så fundet en anden allerede 1 måned efter, og to dage før havde hun kysset mig!

    Jeg er så flyldt op med had, jalousi, vrede, skuffelse og pisse ulykkelig.¨

    Hun har jo bare virkelig holdt mig for nar så det sagde spar to!
    Bare lyvet mig op i mit åbne ansigt, sagde at jeg skulle vente på hende og at hun elsked mig, var jo bare løgn og latin, hun har virkelig bare løjet og holdt mig for nar uden nogen grund!

    Bare 2 dage før hun blev kæreter med ham her, havde hun kysset mig og sagt hun elskede mig!
    Det er bare så ondskabsfuldt det hun har gjordt! Og ham hun er kærester med nu, kendte hun også den sidste uge vi var sammen, så jeg har hele tiden haft det på fornemmelsen, det er også ham hun flyttede ind hos efter vi flyttede fra hinanden!

    Jeg er bare så såret over at hun været så ond at lyve og holde mig for nar hele tiden!
    Sige hun elsker mig, kysser mig og at vi skal være sammen igen selvom hun havde noget med den anden! Det så respektløst!

    Men det jeg er mest ked af det over, er at hun har fundet en anden!
    Jeg er så rastløs og grædefærdig!
    Bare tanken om at alt det mig og hende gjorde sammen, ligger hun og gør med en anden nu!
    Jeg er bare så jaloux og ked af det ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv!
    Når jeg tænker på at han sidder og kysser og gramser osv på “min dejlige dame” så bliver jeg fuldstændig ude af den!

    Jeg elsker hende jo af hele mit hjerte, mit livs kærlighed!

    Men er det normalt at have det sådan?! :'(

    • Christina Copty skriver:

      Det er en barsk virkelighed at stå overfor og jeg kan godt forstå at du føler dig såret og ked af det, og at jalousien fylder i dig.
      Jeg tror det vigtige i sådan en situation er at tage benene på nakken og vende din opmærksomhed i en anden retning, for et menneske, der er så hurtigt “færdig” med dig og som ikke har nogen problemer med at kysse dig og sige at hun elsker dig, for to dage senere at finde sammen med en anden, er givetvis ikke en særlig god kæreste i det lange løb.
      Det er nu du skal sørge for at passe på dig selv og gøre ting, der er gode for dig. Det er nu du skal mærke efter, hvordan du bedst kan opbygge dit selvværd, så du ikke falder for en kvinde, der ikke ved hvad hun vil, og som i sin forvirring tager det hun vil uden hensyn til dem, hun sårer på sin vej.
      Du skriver at hun er dit livs kærlighed og at du elsker hende af hele dit hjerte. Jeg tænker at rigtig kærlighed er en tilstand og et valg, der bunder i gensidig respekt, støtte, troskab og omsorg.
      Jeg ønsker dig det bedste og håber du finder vej ud af det, så du føler dig stærkere og klar til at møde den kvinde, der er god for dig, og som du kan være god for.
      Kærlig hilsen
      Christina Copty

  5. Annet skriver:

    Efter 14 år er min mand og jeg nu separeret. Han fik en alvorlig kronisk Sygdom og var ved at dø. Alt var lykkeligt og godt helt her frem til.. Kort efter raskmeldelse blev han mærkelig og han sagde han ville skilles. Vi har kæmpet i nogle mdr eller det har jeg for ham og vores børn. Han tog med på en laaaang ferie hvor vi havde sex og kærlighed og da vi kom hjem sagde han at han stadig ville skilles.
    Han er begyndt at fylde sin krop med en masse ulovlig medicin som folk siger fucker med ens hoved. Så jeg kan ikke finde hoved og hale i om det er medicinen der har fået ham på det her.. Han kysser og krammer mig stadig og tænder på mig og kan ikke få øjnene væk fra mig.. Hvad betyder det??
    Vi har så meget kærlighed imellem os. Men han har fået nok af det hele. Og magter ikke ungerne mv. Vi er midt i 30′ erne…
    Min største frygt er at han finder en anden.. Tanken er ubærlig og hård!! Næsten ikke til at bære..
    Hvordan gir man slip på familie livet, kærligheden, manden, og frygten for han finder en anden?

  6. Sebastian skriver:

    Min x og jeg flyttede sammen men kunne ikke til sidst sammen var endelig begyndt at komme over vores brud indtil jeg fik at vide at hun har fundet en anden hvilket gjorde at jeg er røget helt kulkælderen føler jeg hverken kan spise eller sove for når jeg lukket øjne ser jeg de 2 sammen hvilket gør mig rigtig ked af det og frustreaet hvad kan jeg gøre i sådan en situation :/

    • Christina Copty skriver:

      Kære Sebastian
      Tanken om at en eks er sammen med en anden, kan for de flestes vedkommende vække mange blandede følelser med alt fra vrede til sorg, skam og følelsen af at være værdiløs, erstattet og at eksen har fået én, der er bedre. Det eneste der er at gøre, er at bruge din viljestyrke til at lære dig selv at flytte dit fokus tilbage på dig selv og dit eget liv. Du skal med andre ord ikke tjekke hende sociale medier, du skal bede andre om at tie, hvis de hører noget om hende og du skal aktivt begynde at fylde gode ting på dit eget liv. Når vi langsomt begynder at tænke på vores egen lykke og glæde får vi det bedre. Det mærker du sikkert allerede nu, hvor tanken om hende kan gøre dig ked af det, og tanken om at lave noget rart med dine venner gør dig glad. Hvis det er meget vanskeligt for dig at finde ro til at fokusere, kan meditation være en idé og naturligvis er terapi også en mulighed, hvis du føler et behov for at gå i dybden med dine oplevelser og følelser.
      Jeg håber du finder din vej, og snart selv kan fortælle at du har mødt en skøn og dejlig kvinde.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

  7. Louise skriver:

    Har vært single i 2 uger nu. Min eks kæreste igennem 3,5 år som jeg “bor” med gik fra mig, og flirtede med en anden fra hans arbejde af få timer efter. Jeg var knust. Om lørdag mødes vi så og snakkede tingene igennem, han ville kun have mig, og vi fandt sammen igen, og havde det godt sammen, grunden til han gik var pga. Af vi havde nogle problemer med økonomien, og jeg var jaloux, fordi han havde slettet sine beskeder med hende fra hans arbejde, hvilket han aldrig plejer at gøre.. Fra lørdag til torsdag havde vi det godt, vi fik hjælp til økonomien, og han havde nogle overarbejdetimer på hans arbejde. Om torsdag, kyssede han mig farvel, sagde han elskede mig osv, inden han tog på arbejde, og imens han var på arbejde, skrev vi sammen, og skrev vi elskede hinanden, da han så kommet hjem fra arbejde, ku jeg mærke noget var galt med ham.. Men jeg kyssede ham hej, og spurgte om han havde haft en god dag… Han svarede ikke rigtig, han valgte så at droppe mig igen. En dag efter var han sammen med en anden, og om søndagen tog jeg dem i at knalde i vores seng.. De har vært sammen lige siden, og han opføre sig som en idiot, og virker som om at de 3 år bare har vært ingen ting, og som om han aldrig har elsket mig. Og nu vil han flytte alle sine ting fra lejligheden inden opsigelse perioden er færdig, fordi han er flyttet sammen med hans nye.. Jeg forstår ikke hvordan man kan slukke for sine følelser fra den ene dag til den anden. Jeg ved jo godt at det fordi han hellere ville hende, men han giver mig alt skylden og siger alt muligt lort.. Der er gået 2 uger, og de bor allerede sammen. Han sagde at han elskede mig, og vi var ved og så børn sammen.. Også finder han lige pludselig ud af at hende fra arbejde var mere interessant. Fatter ikke at han bare kan fjerne alle sine følelser igennem 3 år.. Og nu lader han som om det hele bare har vært ingenting. Hun gik os fra hendes forlovet for at være sammen med min eks. Hun har endda en datter på 6, hun har hverdag, og min eks har en søn på 5, han har hver anden weekend.. Hans søn var så stor en del af mit liv, elsker ham som om han var min egen, og han elsker mig som om jeg er hans mor.. Og nu siger min eks jeg aldrig med se ham mere, og ikke må have noget og gøre med ham.

    • Christina Copty skriver:

      Kære Louise
      Det eneste jeg kan sige til dig, som ikke vil give mening for dig nu, men som du måske en dag vil se tilbage på og huske, er, at du har undgået en katastrofe ved at komme af med ham og ikke have fået børn med ham. Han lyder ustabil, ucharmerende, løgnagtig og direkte usympatisk. Og jeg tror du vil have godt af at få ham på afstand, så du kan finde dig selv igen.
      Kærlig hilsen,
      Christina Copty

Hvad synes du? Skriv din kommentar lige her:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.