Da jeg var barn, omkring fem år gammel, stod jeg en dag ude på gaden og så en masse militærbiler køre forbi. Det var en af de der oplevelser, der kan fylde et barnehjerte med begejstring, fordi krig og ødelæggelse endnu ikke indgår i oplevelsen. Jeg var så fokuseret på oplevelsen, at jeg ikke ville gå glip af nogen del af den, så da en voksen mand kom cyklende på fortovet, ville jeg lade ham køre indenom mig, så jeg ikke mistede et sekund af de larmende, rullende køretøjer. Men istedet for at cykle videre, standsede han bag mig og jeg husker et kort øjeblik at tænke, at han også syntes det så spændende ud, lige indtil han greb fat i min numse og spurgte “Har du ble på?”
Jeg husker den dag i dag følelsen af lammelse og intens rødmen. Jeg havde ikke ble på, men følelsen af skam satte sig i mig så intenst at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Han satte sig tilbage på sin cykel og cyklede videre. Jeg vidste ikke om jeg skulle løbe indenfor eller blive stående på fortovet. Jeg blev stående, fordi jeg ikke turde reagere. Jeg turde ikke vise, hvor meget jeg skammede mig og hvor forkert jeg følte mig. Og jeg var bange for om der var nogen, der havde set det. Jeg turde kun blive stående imens jeg mærkede tårerne presse på og ydmygelsen sætte sig som en klump i halsen. Og jeg turde slet ikke sige det til min mor, for jeg var bange for hvad hun ville sige og gøre.
Så jeg gik med det alene og det fyldte i mig. Jeg blev mere på vagt når der var fremmede mænd omkring mig, og jeg blev bange.
Manden boede åbenbart i vores nabolag, for han gentog sin befamling af mig når jeg stødte på ham på gaden, selvom jeg ihærdigt forsøgte at finde nogen at følges i børnehaveklassen med – endda fremmede kvinder, som jeg bare gik lige bag ved, så han ville lade mig være i fred.
Til sidst blev det dog så grelt at jeg næsten ikke turde gå i skole mere og så snart jeg så ham, blev jeg grebet af en så stor og dyb rædsel, at jeg bare stoppede op og skreg, også selvom han bare kom cyklende forbi. Og sådan sørgede min frygt for at det holdt op med at være min skamfulde hemmelighed. Manden blev politianmeldt, og det viste sig at han var en kendt pædofil hos politiet, og jeg så ham kun sporadisk derefter, men han rørte mig aldrig igen.
Den oplevelse satte dybe spor i mit liv. Følelsen af skam og forkerthed flyttede ind i mig og tog førersædet i lang tid. Jeg gik fra at være livlig og udadvendt til at blive en stille, indadvendt pige, der helst ville forsvinde fra planeten. Senere i mine skoleår ændrede det indadvendte sig til at blive destruktivt udadagerende med slåskampe og farlige vaner. Og det hele bundede i en følelse af ikke at være lige så berettiget til livet som alle andre, og derfor skulle jeg kæmpe for ikke at blive misbrugt og udnyttet.
Den følelse er der mange, der har oplevet seksuelle krænkelser som børn, der kender. Man har fået frataget den selvfølgelige tillid til verden og de voksne, og man står pludselig uden nogen form for fundament og retning, for hvis dét kan ske, hvad kan man så regne med? Barnet er blevet traumatiseret og omkostningerne rækker vidt fordi skammen gør det umuligt for barnet at søge den hjælp der skal til, og istedet udvikler det sine egne overlevelsesstrategier for at klare sig igennem traumet og den eksistentielle krise det er for udviklingen af et sundt selvbillede.
For mit eget vedkommende var det en periode, jeg lagde væk. Troede jeg. Jeg levede længe med en form for fornægtelse af i hvor høj grad denne mand havde krænket og traumatiseret mig. Men da jeg en dag kom ind på det igen i min egen terapi, åbnede det for nogle sluser, der truede med ikke at kunne lukke igen. Jeg blev overvældet af sorg, vrede, afmagt, raseri og dyb omsorg for den lille pige, der bare havde brug for at verden var til at stole på, men som istedet havde fået frataget sig det mest kostbare, man har, nemlig følelsen af at være berettiget.
Har du oplevet noget lignende og kan du mærke at det er på tide, at du får passet på dig selv? Så kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig.
Med ønsket om en kærlig uge,
Christina
